Hello there stranger ((Free for all))

Dust rystede let på hovedet "Nej tid er ikke relativt for mig overhoved, når man lever fra dag til dag og altid er på flugt, har tid ingen betydning!" Sagde han roligt "Man føler ikke tid er vigtigt, når det eneste man holder øje med er om det er nat eller dag, så på den måde føler jeg ikke min alder som sådan!" Han så hende i øjnene med et roligt blik fra hans ravgule øjne, og tømte sin drink før han rejste sig op "Nå jeg må videre, jeg er blevet lidt raskløs men hvis du vil, er du velkommen til at holde mig ved selskab!" Sagde han roligt, før han tog sine sværd på ryggen og vendte sig mod hende igen.

Maria så ham rejse sig.
Det var ligesom om han var en mentor, hun rejste sig op hurtig og kastede en mønt til bartenderen.
''Hvor skal vi hen'' Spurgte Maria og løb op til ham.
Hun vidste ikke om hun skulle gå med ham men der var et eller andet over ham der fik hende til det.
Han jaa.... han var bare spændende måske kunne han lærer hende nogen pr ting eller 2 ligesom en mentor.
Den tænke kunne hun godt lide, for hun havde altid selv lært.
Maria fyldte bare med så godt hun kunne.


[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dust lod hende følge med sig, da han trossalt havde tilbudt hende sit selskab og gik ud af døren, for så at dreje ned af en nært liggende gyde. Dust betragtede hende mens de gik, og smilede roligt til hende i et følelses forladt smil "Vi kan jo starte med at jage lidt, jeg har ikke spist i noget tid!" Sagde han roligt og studerede hende lidt nærmere "Og måske kunne du hjælpe mig lidt, du ligner en der er god til at lokke folk til så hvad siger du til, at finde nogle ofre til mig?" Dust lagde roligt hovedet på skrå, og afventede hendes svar.

Maria kiggede på ham med sine store øjne.
''Hvad vil du have?'' ''Og forresten har du familie du skal hjem til?'' Spurgte Maria uskyldigt.
Maria var os lidt sulten igen og hendes flaske skulle os fyldes igen med dyrblod.
''Jeg drikke dyreblod, hvad med dig?'' Spurgte Maria og smilet til ham.
Hun var lidt spændte hvad han ville sige, hun vidste jo ikke hvad han ville have måske en orke eller noget helt andet.
Hun ville gerne hjælpe ham for han virkede hun sød over hende, hun følte sig tryg ved ham og det var nok os derfor hun gik med ham.
Den tryghed hun gav ham, havde hun aldrig troet en person kunne give hende, hun undrede sig over det men hun kunne godt lide at hun kunne være tryg ved ham og hun håber hun måtte være ved hans side..
Hun kunne godt lide ham..........

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dust stoppede op da de var ved at nå enden af gyden de befandt sig i, som mundede ud i en større befærdet gågade, og betragtdde hende lidt med sine rolige, smukke, ravgule øjne.
"Jeg har en kæreste derhjemme, der sikkert savner mig lige nu!" Sagde han roligt, og tænkte på hans kære Rapheal der sikkert gerne ville have ham hjem snart "Og jeg er i humør til en kvinde, gerne ung og velformet og hvis muligt, så gerne en mørk håret!" Tilføjede han roligt, mens han strøg lidt af hendes hår om bag hendes øre.
"Jeg foretrækker skyggerne fra menneskelignende væsner, så hvis du kan finde et menneske, en vampyr, eller en dæmon ville det være dejligt!" Sagde han roligt og fandt øjen kontakt med hende "Hvis du klare det godt, har jeg et tilbud til dig!"
Dust var skam til at stole på, så længe hun sørgede for ikke at give ham en grund til at hade hende, angribe hende eller miste den smule tillid der var opbygget i ham til hende. Han var måske en eftersøgt forbryder, der havde trænet sig selv som var han et våben, men selv et ensomt væsen kunne vise sig fra en bedre side, end man lige skulle tro.

Maria smilet og nikkede.
''Jeg skaffer dig er menneske, de er lidt nemmere end alle andre'' Sagde Maria.
''Vent her og se skadet ud'' Sagde Maria og løb sin vej.
''HJÆLP'' Råbte hun, hun fik en mandens kontrakt.
''Min ven er kommet til skade'' Sagde Maria og lavede flaske tårer.
Hun tog manden i hånden og hev ham afsted mod gyden.
Maria hev mig hen til gyden, hun gav slip på manden og løb hen til Rumleskaft og holdet om ham.
''Han er her'' Sagde Maria og så trist ud.
''Ok jeg skal nok hjælpe'' Sagde manden og gik hen til dem.
Nu havde Maria gjort sin del, nu skulle Rumleskaft resten, Maria blev ved med at holde om Rumleskaft.
Maria håber på det var godt nok det hun havde taget med til ham, en unge, stærk fyr midt i 20'erne.
Der kunne man sikkert får en masse godt ud af tænkte Maria og ventede på hvad der skulle ske.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Da hun gik væk fra ham, og bad ham se skadet ud satte han sig ned, og brugte sin sand evne til at lave nogle falske rifter i sit ansigt, hvor han pressede lidt af det blod der var i hans krops sand ud igennem de dybe, nu farligt udseende rifter i hans ansigt. Da hun kom tilbage til ham og holdt om ham, sad han og så svækket ned i jorden og lignede virkelig en der var kommet slemt til skade, og sådan blev han siddende indtil offeret kom tæt nok på.
I en hurtig reaktion trak han Maria op således, at hun nu hang på hans ryg med armene om hans hals, og hendes hoved ved hans, før han greb fat i offeret og placerede sin hånd over hans mund, således at sandet dækkede helt for en hver lyd han nu engang kunne finde på at ytre.
"Hvad siger du til at drikke hans blod, mens jeg æder hans skygge?" spurgte han roligt, mens han lagde sin kind mod hendes "Jeg ved ikke om det er rigtigt, men jeg har hørt at når 2 forskellige væsner æder af det samme offer på samme tid, kan det forbedre smagen og oplevelsen!" Dust smilede afventende, mens han holdt offeret fast med sand fra hans krop, så han ikke kunne flygte fra dem.

Maria holdt godt rundt om ham, hun kunne mærke varmen fra hans kind mod hendes.
Det fik hende til rødme og små fnise lidt. Maria holdet så godt fast i ham for hun kunne ikke give slip på ham pga den tryghed hun gav, hun ville bare blive ved ham.
''Er det godt nok fangst?'' Spurgte Maria ham.
Da hun hørte om hun ville have manden blod, tænker hun bare det ville hun gerne for hun var sulten og hendes flaske var tom.
''Jo tak'' Sagde hun og hoppe elegant ned af hans ryg. Maria stod ved hans side nu, der kunne hun godt lide være. Maria ville sige det men var genret for hun var bange for han ville synes det var dum i hovedet og bare gå sin vej..
Maria var helt vild med hans kræfter, det var specielt......
Maria stod bare og kiggede på ham med sine stor øjne..


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Lige nu var Dust stadig lidt varm efter at have været indenfor, det var det hun havde mærket da han stod med sin kind mod hendes, men normalt havde han ingen krops varme fordi han ingen følelser havde i sig udover vrede, og normalt var det at man havde følelser, en del af det der skabte ens indre varme. Dust betragtede hende let da hun stod ved hans side, og lyttede til hendes svar.
"Godt så du tager bare for dig!" sagde han roligt, og drejede fyren så Dust holdt ham fastlåst og stod bag ved offeret, og hun stod foran det med frit udsyn til offerets hals.
"Så er der serveret!" sagde han roligt, og begyndte at spise offerets skygge og selvom han startede med at give lidt modstand, strammede Dust bare sandets greb i ham så han var tvunget til at stå helt stille, og Maria kunne derfor nemt komme til.

Maria bed manden i nakken, følelsen har menneske blod igen var dejlig.
Hun glemte at trække vejret og pudselig gispedes hun efter vejret og blodet dåbbede ned af hendes mund.
''Lækkert'' Sagde Maria, smilet og slikkede blodet væk.
Manden hals dåbbede med blod og det gjorde Maria kunne fylde sin flaske med det.
Det var mange år siden at Maria havde drukken menneskeblod. Hun havde det lidt dårligt over det men det gik.
''Puha er mæt, har ikke været det i lang tid'' Sagde Maria og gik hen til Dust side igen.
Hun havde lyst til at tage fat i ham bare for at vide hun havde ham ved sig, hun kiggede bare på hans hånd.
*Skal jeg, skal jeg ikke*Tænkte Maria men han havde en partner hun ville nok blive lidt sur hvis en lille som Maria kom og gjorde det ved ham men hun så bare op til ham ligesom en far eller en mentor.
Den tryghed hun fik ved han, gjorde bare hun ville tage han i hånden eller bare holde om ham for at vide han er der for at passe på hende.
Hun kiggede kort op på ham med sine stor øjne.


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dust slap liget af deres nu døde offer, så den livløse krop faldt til jorden da Maria var kommet hen ved hans side igen. Han drejede roligt hovedet og så ind i hendes store øjne, med et roligt blik som han plejede og med en let bevægelse, løftede han sin hånd og strøg den gennem hendes hår en enkelt gang.
"Det klarede du godt Maria, du har bestået den prøve jeg gav dig, og skaffede mig mad!" sagde han roligt "Og som lovet har jeg et tilbud til dig, det kan godt lyde en anelse spøjst men lyt til mig, og tænkt det igennem før du svare! Jeg tilbyder dig at komme under mine vinger, jeg yder at træne dig og gøre dig stærk, og det eneste jeg påkræver fra din side af er, at du lader mig kalde dig en af mine slaver og sætte et track mærke på dig, så jeg altid kan finde dig! Jeg ved det lyder underligt, men jeg vil ikke bruge dig som en slave på den måde, det er blot en del af mine planer at jeg kalder dig det, men for at forklare det simpelt så prøv at tænke på at når jeg siger slave, så er det i dit tilfælde som når en mentor kalder sin elev for unge lærling!" Han så roligt på hende, for at se hvad hun ville svare på hans tilbud.

Maria blev lidt bange for at se mandens livløse krop for hun havde ikke set en krop være sådan i mange år derfor trykkede hun sig lidt ind til Rumleskaft.
Maria elskede at få sit hår strøget af ham, kun kiggede på ham med sine stor brune øjne.
Da hun hørte tilbudet kiggede hun på ham.

''Skal jeg så slås med dine andre salver hvis du har det?'' Spurgte Maria.

Hun var lidt bange for at ja, hun stoler på ham og havde tillid til ham men hun var stadig forsigtig.
Hun var sådan lidt skal hun så slås med de andre slaver han havde hvis han havde det eller var det bare træning

''Hvad går det ud på'' Spurgte Maria og kiggede på ham.


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dust smilede af hende da hun holdt sig ind til ham, og strøg fortsat sin hånd gennem hendes hår, da hun virkede til at kunne lide det. Han så ind i hendes store brune øjne mens han strøg lidt af hendes hår om bag hendes øre, og kunne ikke lade vær med at smile roligt af hendes spørgsmål.
"Nej du skal ikke slås med dem, du skal kun træne sammen med mig, måske sammen med de andre som jeg træner!" Sagde han roligt. Han havde på intet tidspunkt skubbet hende væk fra sig, da han vidste at han bedst kunne skabe tillid i hende, hvis han lod hende være tæt på ham hvis hun altså ville det.
"Og som en bonus, sørge jeg for at du får en lejlighed på min etage!" Sagde han roligt "Og mad behøver jeg vist ikke tilbyde dig, du kan vist klare dig selv! Men husk nu du altid kan komme med mig, hvis du har brug for mig okay?" Han vedligeholdt hendes blik, og hans kærligt nussende strøg gennem hendes hår.

Maria kiggede på ham og nikkede.
Hun var faktisk glad for havde mødt ham for hun så op til ham en far eller noget.
Hun kunne faktisk ikke vente til at se hvordan træning var og hun kunne os godt tænke blive lidt stærkere end hun var nu.

''Ok'' Sagde Maria og kiggede på hans gule øjne.

Maria forlede sine hænder og tog dem foran sin mund og kiggede ned men hun kiggede igen på Dust men havde stadig hendes hænder forlet.
Hun kiggede på den døde mand der lå på jorden, hans øjne var åbne og Maria bukkede sig ned, lukkede hans øjne og blev siddende, kiggede på ham.

''Rumleskaft kan vi ikke begrav ham ned et sted? Eller vil du have han skal bare ligge her?'' Spurgte Maria, vendte sig om og kiggede på Rumleskaft.

Maria synes han skulle begraves, selvom de havde dræbt han kunne de godt alligevel begrave ham ordenlig.
Hun rejste sig op igen og gik hen til Dusts side og stod bare der, kiggede på ham. En lille tårer faldt ned af hendes kind, nu havde lidt dårligt over det hun havde gjort men os det hun savnede sin egen familie hvor de nu er men hun måtte være stræk og det var det Dust skulle lærer hende, hun prøvede at holde dem inde men det gik ikke så godt.
Hun var meget spændt på se hvad han sagde og ville gøre.

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Da hun igen stod ved hans side, strøg han en hånd gennem hendes hår med blide strøg lige som han havde gjort før. Dust havde betragtet hende lukke ligets øjne, og på sin vis forstod han godt hvorfor hun spurgte om de skulle begrave ham, men det kunne de ikke af flere årsager.
"Først og fremmest tillad mig at sige sandheden omkring mit navn, jeg bruger som regel dæknavn når jeg er i tvivl om folk!" Sagde han roligt "Mit navn er i virkeligheden Dust, og du fortjener at vide det nu hvor du er en af mine!" Han strøg stadig hendes hår, da han godt kunne lide at have nogen han kunne nusse hår på.

"Og nu du spørg, så ville det være forkert af os, at begrave denne mand!" Sagde han roligt og så ind i hendes store smukke øjne "Vi holder ikke af ham og har lige dræbt ham, hvis han har familie vil de nok have det bedre med at gøre det, da det at begrave nogen er at give dem den sidste respekt og ære! Nu vi har dræbt ham, ville det være ondt at tage det fra hans familie!" Han så på hende og håbede at hun forstod hvad han sagde, for som en af hans kunne hun have meget at lære, og det var vigtigt at hun forstod hvordan han tænkte.

Maira kiggede på ham og nikkede.
"Ok, jeg forstår" sagde Maria og kiggede på "nu vil jeg være strækker Dust" Sagde Maria og smilede til ham.
Hun forstod godt hvad han mente med det hele, hun tog tårene væk fra kinden og kiggede på Dust ligesom nu er jeg klar til at være strækkere.
" hvorfor er du altid tvivl med folk og hvordan de er ?" Spurgte Maria og rykkede tættere på ham.
Hun lænede sit hoved op af ham men flyttede det hurtigt igen, hun ville ikke gøre hans partner sur, derfor rykkede hun kun tættere på.
" Dust du må ikk blive sur eller miste tillid til mig men? Du skal bare lige vide noget, jeg .... Jeg er rigtig glad for at møde dig. Du har givet mig en tryghed som ingen har før" sagde Maria, smilede sødt og kiggede på ham
Hun mente hver eneste ord, han havde fortjente at få at vide af hende, alt det han nu gjorde for hende, havde han virkelig fortjente det for han havde givet hende så meget som hun var taknemlig for.

Dust smilede af hende da hun kom tættere på ham, og fortsatte med at nusse hende gennm håret, det var godt hun forstod hvad han sagde for nu hvor de havde et mentor/lærling forhold, skulle hun være istand til at forstå ham når han prøvede at lære hende noget.
"Bare rolig nu hvor du kender mit navn, er det fordi jeg har nok tillid til dig. Grunden til jeg ikke har tillid til andre væsner, er fordi man aldrig kan vide om de vil angribe mig, eller om de er gode væsner!" Sagde han roligt mens han betragtede hende "Du kan være rolig så længe du ikke giver mig en grund til at få mistillid til dig, så stoler jeg på dig! Og det er da godt at høre, at jeg giver dig dette! Men kom så med, vi skal ud og gøre dig stærkere!"

Da Maria så Dust gå sin vej, skulle det lige gå op for hende at hun skulle med.
Maria løb op til Dust's side og kiggede på med et stort smil.
Hun følte hun havde fået sin plads men når træning var færdig, ville de jo ikke se hinanden mere og hvis skete ville hun altid huske ham og hvis de gik fra hinanden håber hun at hun ville se ham igen.
''Hvad lang tid tager træning og hvad sker der efter træning Dust'' Sagde Maria og smilede.
Hun tænkte på det værresete der kunne ske for hun ville virkelig ikke sige farvel til ham med det forhold de havde opbygget men det gik nok for hun vidste sikkert han altid ville være der hvis hun havde brug for det.
Maria gik med så hurtig hun kunne ''Hvor mange træner du så?'' Spurgte Maria og rykkede tættere på ham.


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dust så let på hende da hun kom hen til ham efter han var begyndt at gå, og smilede roligt af hende. Hun lignede måske kun en på 17 år og var 200, men hun virkede nu til at være et godt væsen, det var en af grundene til at han havde taget hende under sine vinger. Dust var måske inderst inde gennemsyret af hævnens mørke og ondskab, men så længe han befandt sig i fortiden kunne han ikke komme videre, så han kunne lige så godt bruge tiden på at forbedre sig selv, og blandt andet ved at træne sammen med forskellige væsner blev han stærkere og bedre mod de forskellige væsner han trænede med.
"Hvor lang tid træningen vare er helt op til dig, og når træningen er slut kan du selv for lov til at bestemme om du vil forblive under mine vinger!" Sagde han roligt, og klappede hende blidt på hovedet med en blid hånd "Jeg har ikke lige styr på hvor mange jeg træner med, men det er vel heller ikke så relevant er det vel?" Han smilede roligt til hende, efter han havde spurgt hende.

''Nej det er det ikke og det du sagde med du tvivlende om nogen væsner var gode eller onde, det giver jeg dig ret i er os selv lidt forsigtig i starten men bare rolig Dust jeg er en man kan stole på og jeg kunne ikke finde på at gøre dig ondt for kan ikke finde en grund til med alt det du har gjort for mig'' Sagde Maria og kiggede på ham.
Hun så virkelig op til Dust, den måde han var på var lige sådan Maria ville have, en rolig person, hun vidste ikke hvad han havde lavet i fortiden men han var en at stole på og en man kunne føle dig tryg ved og sådan ville hun os være.
Han var fanatisk og hans øjne, Maria var helt fascineret af ham den måde han var på og alt det han havde opbygget var lige noget for Maria.
Men da Maria hørt hun kunne forsætte være under hans vinger vidste hun med det samme svaret.
''Hey du Dust, når træning er slut vil jeg stadig gerne være under din vinger for der føler jeg mig hjemme'' Sagde Maria og smilede
Måske havde de ikke kendt hinanden i lang tid men den tryghed han gav hende følte hun sig hjemme.
''Lige et spørgsmål mere, hvis jeg har brug for hjælp ville du komme og hjælp mig'' Spurgte Maria og stoppede op, kiggede på ham med sin store øjne.


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dust så på hende mens hun fortalte ham at hun var enig med ham, i hans mening om hvorvidt man kunne stole på fremmede eller ej, han strøg hende let gennem håret som tegn på at det var en god ting at hun var enig med ham, og smilede roligt til hende. Den måde han var på og havde opbygget sig selv, de ting hun så i ham og så op til var ikke noget han blot havde opbygget alene, hans liv i fremtiden hvor han rigtigt kom fra var meget farligt, og fyldt med kaos og det var blandt andet det der havde gjort ham, til den han var i dag som nu gik ved siden af hende.
Dust var per definition en morder og en psykopat, et følelses forladt væsen der var gennemsyret af hævnens lyst, og den selv samme hævnlyst havde trukket ham langt ind i mørket, så langt at han ikke var til at redde længere. Det var den slags ting der havde hjulpet ham til hans smertefulde liv, og på en eller anden uforklarlig måde var det sikkert en af grundene til at han tog hende under sine vinger, og hun så nemt kunne finde tryghed i hans nærvær.
"Hvis det er dit valg at blive hos mig, er der kun en ting jeg skal fortælle dig jeg kommer ikke fra denne tid, jeg blev bortført hertil fra fremtiden, og søger en vej tilbage til fremtiden!" sagde han roligt og stoppede lidt efter hun var stoppet. Da hun spurgte om han ville hjælpe hende hvis hun havde brug for det, trak han sit skarpretter sværd og holdt det mod jorden "Hvis du har brug for min hjælp, så kan jeg love dig for at jeg vil hjælpe dig, lige meget om det mig simpelt, eller nogen der skal forsvinde!" sagde han roligt, og virkede i den grad sandfærdig.

Maria blev glad for at han ville altid være der for hende hvis hun havde problemer.
Men det ændrede sig da hun så fik af vide han ikke var her fra tiden.
Hun løbe hen til ham og kiggede på ham med sine øjne '' Hvad sker der så når du forlader din partner, dine andre salver eller hvad de nu hedder og mig? hvornår vil du forlade den her verden? kommer du tilbage?'' Spurgte Maria og gik i panik, så trist på ham.
Der var så mange spørgsmål der løbe inde i hendes hoved og hun stod der og kiggede på ham, hun ville ikke have han skulle gå fra alle og hende selv.
Maria holdet om ham ''hvad, hvornår og hvorfor?'' Sagde Maria og var forvirret.
''Jeg håber du bliver'' Sagde Maria og gav ham et klem menes hun holdet om ham.
Maria ville være ked af hvis Dust gik sin vej, hun vidste ikke hvorfor men hun følte han var ligesom en del af hendes familie og måske var det mærkeligt men sådan følte hun og hun ville ikke stoppe med det før der skete noget dårligt, de blev sure eller angriber hinanden men hun vidste det skete ikke.



[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dust så overrasket på hende da hun pludselig løb hen til ham, og holdt om ham mens hun virkede til virkelig at holde af ham. Han lagde let armene om hende, og nussede beroligende sin hånd gennem hendes hår, for at få hende til at falde til ro igen.
"Så så Maria tag det nu roligt!" Sagde han roligt mens han nussede om hende, fot at få hende til at føle sig tryg og falde til ro igen "Jeg ved godt det er hårdt at høre, men jeg høre ikke til her jeg høre til i fremtiden, efter den kommende tredje verdenskrig! Jeg ved ikke hvornår jeg tager afsted, da jeg er nød til at finde en tidsportal!" Dust stoppede ikke med at nusse hendes hård, og han gengældte blidt hendes klem.
"Jeg ved det er hårdt at jeg en dag tager afsted, men jeg håber til den tid at jeg har udstyret dig med nok redskaber, til at du kan klare dig på egen hånd!" Sagde han roligt "Og hvis du overlever gennem krigen, lover jeg dig for at vi kan mødes igen! Medmindre jeg finder en måde, hvorpå jeg kan komme frem og tilbage mellem min tid og din tid!"

''kommer der en krig Dust?'' Spurgte Maria og kiggede på ham.
Maria kiggede på ham med de tristeset øjne.
''Du må ikke går Dust, du må ikke den dag når den kommer!'' Sagde Maria og forsætte med at kramme Dust.
Hun ved ikke hvorfor og måske var hun for hurtig til at holde af nogen men Maria holdet meget af Dust ikke på partner måde men mere som en venskabs måde eller familie måde.
Hun var ikke så glad for at han skulle gå en dag men hun måtte bare nyde den tid hun havde med ham for hun vidste jo ikke hvordan den sidste ville være, det kunne være om en uge en måned eller det der er værre imorgen?
Han måtte bare ikke forlade hende, hun holdet så meget af ham.


[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

"Ja Maria den tredje verdenskrig kommer, den vil starte ud med at være en indirekte krig på den måde at nogle lande vil blive fattige andre mere rige, flere lande vil øge deres hære på grund af overbefolkning, men der går en god sjat år før den sådan rigtig bryder ud!" sagde han roligt, mens han strøg en hånd gennem hendes hår og holdt om hende, med sin frie arm.
"Og bare rolig min kære lille vampyr, jeg skal nok blive hos dig noget tid endnu, der vil sikkert gå nogle år før jeg forsvinder! Men kom nu med mig hjem, så snakker vi om det hjemme i din nye lejlighed!" han tog hende blidt i hånden, så dybt ind i hendes store øjne og strøg kærligt sin hånd gennem hendes hår en sidste gang, før han begyndte at gå med sammen med hende.

Dust tog hende med hjem, og tog hende med ind i en tom lejlighed der var lige klar, til at nogen flyttede ind i den, han slap let hendes hånd og begyndte igen at nusse hendes hår med blide strøg.
"Herinde skal du bo min kære, jeg bor lidt længere nede af gangen sammen med min kæreste, og der bor andre af mine slaver her på etagen, så du er aldrig alene!" sagde han roligt.