Just scream all you want. Even god can't hear you!!! Got it Luce!!!

Hun kiggede på ham med et skræmt blik. Hun bakkede lidt væk fra ham da han vendte sig imod hende. Hun hadet ham som bare pesten og en ting var sikkert hun ville ikke være hans slave! Så ville hun hellere dø. Hun havde store smerter ved ryggen, hvor sårerne var. Hun kiggede på knoglerne der gled hen imod ham. Hun så kniven knoglerne dannede sig til. Hun rystede af skræk og bakkede ind i døren på ham. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hvad ville der nu ske med hende? Hvad ville han nu gøre? Hvordan slap hun væk? Hvordan havde Bruce det? Alle mulige underlige spørgsmål løb rundt i hovedet på hende.
Hun kiggede på han hånd da han vinkede hende hen til sig. Skulle hun gå hen til ham? Hvad ville der ske hvis hun ikke gjorde? Hun kiggede skræmt ned på kinden og så op på ham igen. Hun stod og spekulerede som en gal om hun skulle gå hen til ham eller blive hvor hun var. Hun sukkede lavt og gik nogle få skridt hen imod ham, men stoppede så hurtigt. Hun havde det som om hun ikke kunne gå. Hendes hjerne sagde hun skulle gå hen til ham, men hendes hjerte ville det modsatte. Det ville flygte. Hun så ned i jorden og rystede af skræk.

//Det er helt i orden//

De langsomme skridt imod hende som den udøde dæmon valgte at begynde på da hun stoppede op uden at gå hen til ham. Føltes som varede en evighed. Og dæmonen foran hende ved navn Zann vidste hvad en evighed var. Så han kendte alt for godt følelsen. Men den evighed han havde levet var ikke pirrende. Som denne. Denne evighed var ren tortur. Ikke for Zann. Den var morskab. Men for Luce. Var det sikkert ren tortur. For Zann tog sig rigtig god tid til langsomt at gå imod hende. Mens kniven i hans hånd nærmest kaldte på hende. Fornemmelsen af Zann som havde magten var monstrøs for Zann. Han elskede fornemmelsen. Han havde magten. Og det var han sten sikker på. Der ville ikke gå lang tid før hun ville knække. Overgive sig til ham. Han skulle bare skubbe hende lidt mere. Da han nåede hen til hende. Greb han hårdt fat i hendes hals. "Øjet eller skridtet." Sagde han roligt med det kolde blik direkte rettet imod hendes ansigt. Ventende på hendes svar. "Enden giver du mig et svar eller osse gør jeg begge dele." Sagde han smilende med det kolde direkte ondskabsfulde blik rettet imod hende.

Hun kiggede skræmt på ham. Hun overvejede og gå hen til ham i sidste ende, men opgav det da hun opdagede, at han var begyndt og gå imod hende. Hun skulle haft gået med det samme, men nu var det forsent. Hun så på hans langsomme skridt. Hun sank en klump der havde sat sig fast ved hendes hals. Han var begyndt og skramme hende mere og mere. Hun så ned i jorden for ikke og kigge på ham. Det pirrede hende og se hans langsomme skridt. Hvorfor kunne han ikke bare straffe hende med det samme? Hun vidste hun ikke ville slippe for det her. Hun kiggede lidt op, så hun kun så på kniven. Det var som om kniven havde fået øjne og mund. Som om den gloede ondt på den og som om den råbte på hende med en ond stemme. Hun var ved og blive helt dum nu. Hvis hun var gået hen til en psykolog havde hun været blevet indlagt på den lukkede sammen med Johns bror. Jack. Nok ikke blevet behandlet på samme måde som ham, men alligevel noget af det samme.
Hun så skræmt op da hun mærkede en hånd tage hårdt fat om hendes hals. Hun kiggede skræmt op på Zann. Direkte i øjnene på ham. Hendes dunkle, lillae drageøje nærmest lyste ud med skræk. Hun sank en klump og lyttede til det han sagde. Ville han skære hendes sidste øje ud?! Hun ville ikke kunne leve eller noget uden det øje. Hvordan skulle hun ellers komme rundt? Hun havde aldrig haft brug for sine andre sanser så meget som hun ville få brug for dem, hvis han tog det ud. Hvad skulle hun vælge? Miste det sidste øje eller blive skåret for neden? Hun så ned så godt som hun nu kunne og lukkede sit øje. Hun sukkede og kiggede skræmt op på ham. Hun valgte og miste sit sidste øje. Hun måtte bare lære og leve med det. Hun så på ham "Bare tag mit øje..." hun fik stammet det ud og kiggede ned i jorden.

Rolige hænder blev hævet svagt. Og med svage rolige fingre lagde han en tommelfinger nede ved hendes nedre øjenklap. Og en pegefinger og en langefinger lidt ovenover hver af deres øjenkroge. Med et ondt roligt smil sagde han med rolige blide øjne. "Det her kommer til at gøre mere ondt på dig end på mig. Tro mig." Sagde han med et hånligt grin. Før han langsomt og roligt begyndte at presse mere og mere. Med de tre fingre. Så de langsomt gled ind i hendes øjenhuller og rundt om hendes øjenæble. Smerten hun ville føle ville nok være voldsom. Men det ville more Zann. Han elskede at se andres smerte. Andres smerte. Panik. Og smerte. Det var en fornøjelse. For ham var det ren morskab. Og dette var sjovt. Da hans fingre havde presset sig helt ind i hendes øjenhul. Hvorefter han langsomt hev ud i hendes øjenæble. Stille og rolig. Mens han langsomt ville hive hendes øje ud af hendes øjehul.

Hun kiggede på hans hånd. Hendes øje viste stor skræk. Hun havde større lyst til og stikke af nu, men det kunne hun ikke for hvor skulle hun løbe hen? Der var intet hun kunne gøre. Hun knyttede sine næver da han lagde nogle fingre lige udenfor hendes øje. Hun kiggede på ham "Ej virkelig?" der var irritation i stemmen. Hun ville væk fra denne situation, men hvordan. Hendes hjerne var ved og gå amok. Tankerne kræssede rundt oppe i hendes hoved og kunne ikke få styr på nogen af dem. Hun mærkede han pressede sine fingre ind i hendes øjenhule. Hun skreg af smerte. Smerten var et helved. Sidst hun fik så store smerter var hvornår? Da hun blev tortureret af Rafael? Sikkert der. Hendes hjerne kunne ikke holde til meget mere. Hun viste den snart ville lukke ned. Til smerterne var væk. *Farvel...syn* var den sidste tanke der strejfede hende inden hendes hjerne lukkede ned. Hun skreg stadig af smerter, men hun kunne ikke registrere andet end smerten og den verden hendes hjerne havde sat igang inde i hendes hoved.
Det forestillede en drømme verden. Ingen krig, ingen had, ingen onde ledere eller folk der pinnede folk til døde. Hun skreg højere og højere for hvergang og smerten var blevet så stor, at hendes hjerne havde lukket ned for den lille verden hendes hjerne havde lavet for og komme væk fradet der skete. Hun var nu tilbage. Hun kunne næsten intet se mere. Lidt, men det var ikke meget. Det var nok kun slørrede billeder der kom frem som hun kunne se. Hun vidste hun aldrig ville komme til og se igen. Hun skreg så højt, at det ekoede flere gange og meget højt i det lukkede tomme rum de var i.

Skrigende var vidunderlige. Og dæmonen. Levede af smerte. Skrig. Panik. Det fornøjede ham. Og da han endelig fik godt fat i øjet var det på tide. Et lille ryk mere. Og som gik hele verdenen under separeret øjet sig fra øjenhulet og øjentrådende bag øjet. Det var separeret helt fra hendes krop. Og som et trofæ bar han det i hånden. Grinet af hånlighed. Magt. Selvsikkerhed. Og kontrol. Brød igennem hendes skrig som var det en smørekniv og en glat smør. Derefter bar han roligt øjet hen til døren. Kastede en klud han havde fundet frem fra hans tøj som stadig lå på gulvet efter han tidligere havde taget det af. Hen til hende så hun kunne tørre blodet som nu strømmede frem. Derefter åbnede han roligt den pansrede dør ubesværet op og gav øjet til en af hans skeletsoldater som stod og afventede ham. Derefter lukkede han døren igen. Med et blidt svagt smæld. Og derefter tons vis af klikken som var tegn på døren var blevet låst igen. Roligt vendte dæmonen sig imod Luce. "Nåh hvad skal jeg nu lave." Sagde han roligt med et smil. Mens han så eftertænkende på hende. "Måske sætter jeg mit slavemærke på dig. Men hvor?" Han begyndte roligt at gå imod hende. Hun kunne med garanti ikke se ham. Men hun kunne høre de små bump så klart og tydeligt. At man skulle tro at der ingen anden lyd var i rummet. Og at han var tæt på hende. Men der var ingen anden lyd i rummet. Måske lidt gråd fra hende men det var nok det. Den anden ting. Tja han var ikke tæt på hende. Ikke endnu. Men han var langsomt på vej hen imod hende. Bare for at pine hende. Bare for at gøre hende endnu mere bange.

Hun skreg højere og højere. Hun kunne godt mærke, at øjet var ved og ryge ud. Med et sortnede alt for hende. Hun kunne ikke se noget mere. Alt var sort. Var hun overhovedet ved bevidsthed? Hun kunne ikke finde hoved og hale på tingene mere. Hun mærkede blodet løbe ud af øjenhulen som var det et vandfald af blod. Hun skreg stadig. Hun mærkede blodet løbe ned af sit ansigt og ned over sin hals. Det føltes ubehageligt. Hun satte sig på gulvet. Hun følte sig mere ustabil nu en nogensinde. Hun kunne godt lugte bedre lagde hun mærke til for luften af noget surt, måske lidt gammelt? Var inde i rummet hun var låst inde i. Hun kunne også godt lugte blodet der løb ned af hendes ansigt, hals og overkrop og direkte ned på gulvet. Det lugtede som lidt ala hjern. En meget ubehagelig lugt var hun ihvertfald enig med sig selv i. Hun hørte nogle trin der gik væk fra hende. De var alt for tydelige. De nærmest skreg i hovedet på hende så højt var det blevet. Hun mærkede noget ramme hendes knæ. Hun fumlede lidt omkring knæet, hvor hun mærkede noget der mærkede lidt som stof eller en klud. Hun fik fat i stoffet og rørte lidt ved det. Det var en klud det var hun sikker på nu, men hvad skulle det hjælpe lige nu? Blodet ville ikke stoppe og løbe fra hendes øjenhule. Hun holdt kluden for øjenhulen, hvor blodet strømmede ud. Hun håbede inderligt, at det snart ville stoppe med og bløde. Hun ville ikke vide, hvordan hun så ud nu. Hun følte sig helt dum. Hun var indsmurt i hele den ene side, hvor øjet var blevet taget ud. Hun hørte døren åbne sig. Hun var ikke van til, at lydene var så høje som de var nu. Det ville tage en krig før hun kunne vænne sig til det. Hun hørte døren lukke sig igen med et lavt smæld, men for hende var det meget højere end det normalt var. Hun hørte klikke lydene ude fra døren *Fedt så er man låst inde igen og kan ikke gøre en skid længere* tænkte hun. Hun kiggede rundt, men så intet hun prøvede og finde rundt i rummet og finde ud af hvor hun var, men det kunne hun ikke. Hun kiggede hen mod lydene af lukkede låse. Det var sikkert der han var. Hun kiggede ned i jorden da hun hørte ham snakke. Hun turde ikke sige noget til ham, for hun viste ikke hvad han nu ville gøre. Hun svarede ikke på da han spurgte hvad han nu skulle lave. Hun kiggede brat op på ham da han nævnte slavemærket "Vil du ikke være sød og lade være?" hendes stemme var ynkelig, skræmt og havde klang af gråd i sig. Hun hulkede lavt. Hun kunne høre nogle skridt der var på vej hen imod hende, men skridtende var for høje og ekkoede i hele rummet. Hun kiggede rundt for og se hvor skridtende kom fra, men hun kunne simpelthen ikke gennemskue, hvor skridtende kom fra.
Hun fjernede kluden fra øjehulen og lagde den på gulvet. Det var helt rød og blod og stank som havde den ligget i et blodbad i flere uger. Hun blødte ikke længere og begge hendes øjenhuler var tomme.

Med en rolig og nærmest fejende bevægelse gik han langsomt ned på hug. Og blidt skubbede noget hår væk fra hendes ansigt så hendes ansigt var fri. Med et ondt smil lod han en af sine lange kulsorte negle glide hen af hendes kind. Hans negle var så skarpe som barber blade så det var klart det skar hul i kinden. Og det drybbede svagt. Før han rettede neglen ned imod hendes bryst. Det af dem som han ikke havde snittet i tidligere. "Måske her." Sagde han og skar en lille kort streg i toppen af hendes bryst. Så det ville gøre ondt. Mens han så ondt mod hendes nu blanke blik. "Eller her." Han lod fingeren glide ned af hende uden at neglen rørte. Hen over hendes bryst nips og ned på hendes mave. Hvor han skar en lille rød blodig streg. "Eller måske heeer." Hans finger rørte hendes frie mellemstykke mellem hendes ben og ovenover hendes underligt. Hvor han osse skar en lille rød streg. Det han gik efter var for at se hvor hun opfangede smerten mest. Om det var på ansigtet. Brystet. Maven. Eller mellemgulvet. Hvilket var det han regnede med. Men nu vidste han ikke meget om pigers smertegrænse. Han vidste bare at normale mænd. Det vil sige ikke udøde væsner. Havde det ømmeste punkt mellem benene. Heldigvis var Zann frabundet for smerter sådanne steder. Han kunne jo ingen smerte mærke. "Lille søde Luce. Jeg er aldrig sød. Ikke før jeg har sat mit slave mærke og du er 100 procent lydig over for mig." Sagde han smilende med det onde kyniske smil. Som hun nok ikke kunne se.

Hun stirrede nærmest tomt ud i luften. Hun kunne intet se og kunne kun ane noget foran sig pga en råden gammel lugt og noget der trak vejret foran hende. Det kunne kun være Zann. Hun vidste ikke hvad han ville gøre ved hende, men en ting var sikkert han ville sikkert gøre alt for og skade hende. Hendes ansigtsudtryk var skræmt og usikkert. Hun mærkede, at han fjernede et tot hår fra hendes ansigt. Hvorfor gjorde han lige præcis det? Kunne han ikke bare være ligeglad med hvordan hun så ud nu? Hun kunne ihvertfald ikke gøre noget mere. Hår totten han havde fjernet fra hendes ansigt og om bag øret kom tilbage foran hendes ansigt som om det ikke ville være andre steder end lige præcis der. Hun mærkede noget mod sin kind. Det var lidt som en ae'en men det gjorde bare lidt ondt. Hun bed sig i læben. Hun mærkede noget blod løbe ned af hendes kind. Det var nu ikke så meget som hun troede. Hun ville ikke sige noget for det ture hun ikke. Hun mærkede noget der rørte ved hendes ene bryst. Det var noget skarpt, men hun kunne ikke lige regne ud om det var en kniv eller han negl. Hun knyttede sine næver for ikke og skrige op. Hun mærkede, at hun fik gåsehud over hele kroppen. Hun bed sig hårdt i læben til den blødte for ikke og skrige og råbe op af smerter. En lille tårer trillede ned af hendes kind. Tåren var lidt rødlig i det fra det størknede blod ved øjenhulen, hvor hun lige havde mistet øjet. Hun stivnede helt da hun mærkede, at han kørte sin finger ned af hendes krop "Lad være...så du sød..." hun hviskede det og der var skræk i stemmen. Hun mærkede blodet fra hendes bryst løbe ned af brystet og ned på hendes mave. Hun lignede noget katten havde slæbt inden efter den havde kradset i hende. Hun vidste det ikke selv for hun kunne ikke se det, men hun kunne fornemme, at hun ikke så, så godt ud længere som hun havde gjort inden. Hun mærkede noget skære ved hendes mave "AAAAAAVVV!" råbte hun. Hun begyndte stille og tårer fra sine hullede øjne. Hun rystede af skræk. Hun mærkede blodet løbe ned af hende. Hun var indsmurt i blod ligemeget hvor man kiggede nu. Der var ikke et sted, hvor der var bar skind uden blod. Hun stivnede fuldstændig da hun mærkede hans finger ved det bare stykke mellem hendes ben og ovenover hendes underliv. Hun skreg op så det ekkoede i hele rummet da han skar en lille streg der. Tårerne løb ned af hendes kinder "Lad nu være..." hendes stemme var bedende og hulkende.

Hendes smerte nærede ham. Fodrede ham. Som var han en parasit som levede af smerte. Af andres lidelse. Og det var præcis hvad han var. En parasit skabt for at torturere. Langsomt med rolige hænder drejede han hånden rundt. Så hans fingre vendte nedad. Og lagde håndfladen imod hendes bar hud ved underlivet. Som om han ville begynde at røre hendes underliv. Men det var meget værre end det. Med en rolig hånd greb han fat i hendes hals. Og holdte hende stramt fast. Så hun ikke kunne rykke sig. Hvorefter de ældste og smukkeste ord kom ud af hans stemme. Ordene var forførende og charmerende på deres egen måde. Nærmest som et guddommeligt sprog. Selvom hvert eneste ord var så gammelt ingen nok ville kunne forstå dem. Så var deres styrke så stærk at hun sikkert kunne mærke deres kraft. Det var en besværgelse. Men med smukke ord. "Con questo tipo di tumore immortale come me dato dal suo maestro. Sarò con questo incantesimo collegare questa donna per la mia presenza. In una maledizione eterna. Composto da irrequietezza. Impotente. E l'ultimo di tutti. Nel peggiore dei casi. Morte." (Med denne udødelige kræft som mig er givet af sin herre. Vil jeg med denne besværgelse forbinde denne kvinde til mit nærvær. I en evig forbandelse. Bestående af rastløshed. Impotent. Og sidst af alt. I værste tilfælde. Døden.) Imens han udtalte de guddommelige ord begyndte en varme at brede sig fra hans hånd. Som et brændejern som brændte et symbol på hendes hud. Hvilket også var det som det gjorde. Det brændte hans evige slavesymbol. Et stort Z omringet af en ring. Det blev brændt i hendes hud. Så det nærmest blev til et ar. Så snart hans ord var færdige. Begyndte en pludselig smerte at brøde frem i mærket. Hvorefter det blev helt smertefrit. Forbandelsen var komplet. Hun var forbundet til ham. På den måde at hun blev rastløs ved ikke at være i nærheden af ham. Hun ville aldrig kunne tænde på andre end ham. Og hun ville dø hvis han døde. En lille forsikring for der ingen der dummede sig. Det eneste som kunne bryde forbandelsen var en anden der var inde for de mørke kræfter han var indenfor. Hvad han ikke vidste var at denne kvindes far som han torturerede. Var besiddelse af disse mørke kræfter til at bryde forbandelsen.

Hun var bange. Hun kunne ikke gøre noget og ville være alt for ustabil, hvis hun rejste sig op for og bare og gå rundt. Hun ville ikke kunne se hvor hun gik hen. Hun blev bare siddende og mærkede blodet fra de små snitsår han havde givet hende løbe ned af hende. Hun sad i en stor blodpøl og det var ulækkert, at sidde i. Hun lugtede blodet så kraftigt, at det nærmest stank. Hun havde det som om, at hun skulle kaste op pga den kraftige lugt af blod var på hende og omkring hende. Hun stivnede helt da hun mærkede hans håndflade imod det bare stykke over hendes underliv. Det gjorde hende urolig og gav hende lyst til og stikke af, men i det hun prøvede, at rejse sig op mærkede hun en hånd tage hårdt fat om hendes hals. Hun sank en klump og begyndte og blive utryg. Hun hørte, at han sagde nogle underlige ord hun ikke forstod en brik af det han sagde, men ordende lød på en måde charmerende, men samtidig også meget skrammende fordi hun ikke vidste hvad de betød eller hvad det ville gøre ved hende eller noget som helst. Hun kunne mærke, at hans hånd var blevet varm. Ikke sådan lunken, men det var meget varmt. Hun skreg af smerte da hun mærkede den varme hånd brænde noget ved det bare stykke over hendes underliv. Hun stoppede med og skrige da han fjernede sin hånd. Hun vidste ikke, at hun havde fået hans slave mærke der, men hun havde en anelse om det. Hun mærkede en smerte kort ved mærket hun havde fået og vidste ikke om hun skulle skrige eller hvad hun skulle gøre. Hun rystede lidt "Hvad er det du har gjort?" spurgte hun skræmt. På den ene side ville hun godt vide det, men på den anden side ville hun ikke.

Han lod hende koge. Blive nervøs. Han stod bare og kiggede tænkende på hende. Smilende. "Jeg har gjort dig til min. Mit slavemærke. Min forbandelse. Er tilsat dig. Din sjæl. Dit blod. Din krop og din sjæl er min for evigt. Du vil aldrig kunne tænde på andre end mig. Du vil aldrig kunne sove nær andre end mig. Og sidst men ikke mindst. Hvis du prøver at undgå tingene. Prøver at overleve dem. Tjah så vil din hjerne langsomt slukke. Du vil kort sagt dø." Sagde han smilende mens hans blik stadig var fast sat på hende. Han elskede at være ond. Han elskede at misbruge hende til hans egen vinding. "Såh med andre ord. Jeg ved præcis hvad jeg vil bruge dig til." Roligt knyttede han næven og slog hende hårdt i maven. "Mit personlige legetøj. For altid." Sagde han med et ondt blik og et drabeligt smil. Hvorefter han rettede sig op roligt. Og så fortsat på hende. "Rejs dig slave." Sagde han med en hård streng stemme. En stemme hun med garanti ikke havde hørt fra ham før.

Hun sad og stirrede ned i jorden og rystede af skræk. Hun var bange for ham. Hun anede ikke hvad han havde i tankerne og i sindet hvad han ville gøre ved hende. Hun hadet allerede, at hun ikke kunne se noget som helst. Hun lyttede stille til det han sagde. Selvom det lød som om han råbte det lige i hovedet på hende pga der ekoede og fordi hendes hørelse var blevet skærpet bare på den korte tid der var gået fra hun mistede sit sidste øje til nu. Hun stivnede helt. Hvorfor havde han gjort det her ved hende? Hun kom aldrig til og slippe ud af hans magt, hvis hun ikke snart fandt en måde for og slippe fri fra hans magt. Hun sukkede "Hvorfor? Hvorfor har du gjort det her ved mig!" der var gråd i hendes stemme som var blandet lidt med frygt i sig. Hun havdet lugten af blodet som hun sad i. Hun ville ikke kaste op, men det var så tæt på, så hun næsten ikke kunne holde det længere. Hun lagde en hånd for munden og kæmpede med og op kasten væk, men det kunne hun ikke. Hun brækkede sig lige over Zanns sko. Hun satte sig op og tørrede sin mund med håndryggen. Hun skreg op og kryppede sig sammen da han slog hende hårdt i maven med en knytnæve. Nogle tårer trillede ned af hendes ene kind. Hun rystede meget og var slet ikke klar til og stå op eller noget som helst. Hun håbede inderligt, at han ikke ville bede hende om og rejse sig op for det ville hun ikke kunne klare, men sådan blev det ikke. Han ville have hende op og stå. Hun rejste sig langsomt. Hun var meget ustabil på bene. Hun rettede sig så op og rystede "Hvad vil du....herre...." hendes stemme klingede af frygt. Hun havde aldrig troet, at hun ville kalde ham for herre, men det er hun så nød til nu, hvor han har magten over hende.

Blikket var roligt fastsat på hende. Hans blik var triumferende og ondskabsfuldt. Hans krop nærmest strålede af triumf. Med en rolig hånd klappede han hendes kind roligt. Med den blide knoglelignende hånd han havde. "Jeg sagde jo du ville ende med at kalde mig det. Næste gang jeg ber dig om noget lad vær med at være så længe om det." Hviskede han roligt før han med en rungende hånd gav hende et slag på kinden. Ikke hårdt. Men hårdt nok til at sætte sit budskab ind i hende. "Bliv stående der. Jeg kommer tilbage om en halv time. Og så har du at være blevet stående lige hvor du er nu. Eller osse vil du komme til at fortryde det." Med rolige skridt gik han hen imod den store metaldør. Der som altid så snart han nærmede sig den. Gik op og åbnede sig. Da han var igennem blev den hurtigt lukket igen og låst godt fast.

Da der var gået en lille halv time åbnede døren sig igen. Men det var ikke Zann. Warren kom roligt ind af døren. Døren lukkede sig fast bag sig. Warrens grønlysende øjenhuller var direkte rettet imod Luce. Uden at blinke stod han bare og stirrede.

Luce stod bare stille og ventede på og høre hvad han ville. Hun havde virkelig svært ved og stå stille og rystede meget. Hun så ned ned. Hun stivnede lidt da hun mærkede han klappede hende på kinden. Det kom som en overraskelse, at det ikke var så hårdt som hun troede, at det ville være. Hun nikkede stille og bed sig i læben. Hun skreg kort da hun mærkede, at han slog hende på kinden. Det gjorde ret ondt og var tæt på og slå hende ud af balance. Hun nikkede stille da hun hørte på hans ordre. Hun ville ikke sige noget for hun ville sikkert bare sige noget dumt. Hun sukkede lidt og ventede på, at hun hørte den store metaldør lukkes. Da hun hørte døren lukkes og låst sukkede hun stille. Hun satte sig ned for hun vidste, at hun ikke ville kunne klare og stå helt stille der i en halv time det ville være alt for hårdt for hende. Hun lagde sig ned og sukkede stille. Hun savnede sin familie og sine venner. Hun forbandet sit liv som det var lige nu og håbede inderligt på, at hun ville komme fri igen og komme til og leve et normalt liv igen, men det vidste hun, at hun ikke ville før forbandelsen var ophævet.
Efter der var gået den halve time hørte hun døren åbne sig. Hun skyndte sig og rejse sig op og prøvede og stå så stille som hun nu kunne, men det kunne hun ikke. Hun havde rejst sig for alt for hurtigt op så hun væltede bagover og landede direkte på gulvet. Hun kunne nu lugte, at det ikke var Zann der var kommet ind, men en anden som hun ikke kunne genkende lugten fra.

Warren:
En rolig ru hæs stemme. Bevægede sig svagt ud af det åbne gab som aldrig ville kunne lukkes. Med en rolig og storsindet men hæs stemme kom nogle ord. Ikke meget end en hvisken men højt nok til at ekkoet kunne føre ordene hen til hende. "Jeg undre. Hvorfor er min mester så interesseret i en ting som dette." Roligt bevægede Warren sig hen og stoppede op foran hende. Lige i tide nok til at se hende falde bagover. Han greb fat i hendes hånd med hans skelettynde hånd. Ligesom Zann's. Bare tyndere. For på Warren's hånd manglede der faktisk osse hud nogle steder. Warren lod hende roligt sidde på gulvet og stod så bare og undersøgte hende med det iskolde blik. "Og hvad mere er. Hvorfor gøre den blind." Warren havde en tidligere tid som paladin. Så han var ærefuld til en hvis grænse. Han var jo trods alt udød. Han kunne hjælpe hende fra at falde. Men han var nød til at straffe hende for ikke at være blevet stående som Zann havde sagt. Men det måtte vente lige for nu.

Hun kunne høre en stemme. Den var ikke særlig høj, men eftersom den blev ekkoet hen til hende kunne hun høre hendes ord svagt. Hun så bare ned i jorden. Hun ville ikke vise, hvor svag hun egentlig var. Da hun faldt var der en hånd der tog fat i hendes hånd. Det forskrækkede hende. Hun var nu sikker på, at dette ikke var Zann. Zanns hånd var noget tykkere end denne persons hånd. Hun kunne mærke få steder, at der var rene knogler. Hun trak sin hånd hurtigt til sig da hun sad ned på det hårde kolde gulv. Hvad ville denne person her? Hvad ville personen med hende? Hun var bange og hun turde ikke og sige noget til personen. Hun rystede af kulde "Kan du ikke få mig væk herfra. Så du sød" der var frygt i hendes stemme.

Et kort svagt men blødt og venligt grin kom fra den ellers så stille person. "Luce. Problemet er ikke at hjælpe dig. Problemet er at jeg er Zann's højre hånd Warren. Jeg er den person som bar dig herhen. Jeg gik igennem mange problemer for at få dig herhen. Det ville være spild hvis jeg slap dig fri." Sagde han smilende. Før han roligt klappede hende på kinden og rejste sig op og gik hen til en væg som han lænede sig op af. "Hvorfor hende? Hun er svag. Ubrugelig. Hvorfor er Zann efter hende." Pludselig gik det op for ham der var noget helt galt. "Det må være mere personligt." Hans øjne stod gennemtrængende mod hendes ansigt. Men hvis det var personligt. Hvad var grunden så?. Familie? Nej hun var for ung. Selv med hans evner kunne han mærke hun ikke engang var 1000 år. Men Zann havde jo sovet i 7000 år?. Måske var det ikke familie. Eller venligt. Men måske var det magt. Pludselig gik det op for ham. "Hvad er din fars navn." Spurgte han roligt men rimelig nervøs for svaret.

Hun sad bare på det iskolde gulv og ventede på for og finde ud af hvad denne fyr ville herinde hos hende. Hun kunne høre hans grin. Hvorfor grinede han? Hvorfor kunne han ikke bare lade hende rådne op i dette tomme rum? Hun havde været alene længe så, hvorfor kom han? Hun sukkede lidt efter han havde klappet hende på kinden ”Hvorfor kunne du ikke bare lade mig slippe væk herfra?” hun hadet, at være den svage her. Hun ville være stærkere. Hun rejste sig op. Det var svært og vænne sig til og ikke kunne se noget. Hun bakkede lidt usikkert ind i en væg. Det var den modsatte væg hun stod af i forhold til Warren. Hun brød sig ikke rigtigt om denne fyr. Han var alt for skrammende. Hun ignorerede det han sagde om hende. Hun ville ikke høre på det. Det var rene løgn der kom fra hans mund af. Hun stod op af væggen og ventede på, hvad der ville ske med hende. Hun vidste, at han var kommet for og straffe hende. Hun undrede sig lidt over, hvad han skulle bruge hendes fars navn til. Det ragede squ ikke ham hvad hendes far hed. Hun snerrede lidt af ham ”Det rager aldeles ikke dig hvad min far hedder!” hun vidste det var dumt, at snerre af ham, men nu havde hun gjort det og hun forstod det ikke ”Og desuden har jeg INGEN kontakt til min far bare så du ved det!”

Roligt grinte han svagt. "Ser de. Når jeg ikke er her så er jeg i byen og søger efter omtale fra min mester. Eller hans interesser. Og jeg faldt over en meget interessant information. En mand. Som gik rundt på en bar her i nærheden. En hvis navn jeg ikke kan huske. Han nævnte en draconianer med omkring 18-19 år på udseende. Minder det dig om noget? en kvinde med en mørk nuance i sit hår. Det skal betyde hun ikke havde blond hår i hvert fald." Han smilede roligt. Og så på hende med et stenfast blik. "Luce Trieetence var kvindens navn." Sagde han smilende med et ondt blik fastsat på hendes ansigt. "Han nævnte en mand. Falden engel. Hvad var navnet nu? Rex? Rox? Noget i den stil. En mand som påstod at være draconianerens far. En falden engel som min mester har haft i kikkerten længe på grund af hans specielle evne til at manipulere skygger." Roligt gik Warren hen imod Luce med rolige skridt. "Hvis jeg siger det til min mester. Tror jeg at Zann vil ha ham elimineret. Kun fordi han leder efter dig. Siden vi fangede dig har han ikke gjort andet end at lede efter dig. Spurgt hver kontakt. Afpressede hver person. Alt hvad han kan for at finde dig. Tænk hvis du forsvandt. Stakkel lille Brucie." Han blik var iskoldt men hans ord var bestemte.

Hun stod bare og lænede sig skræmt op af væggen. Hun var bange og frøs. Han kunne nærmest gøre hvad der passede ham imod hende. Hun var jo nøgen, svag, skadet og ville ikke kunne stikke af eller noget som helst. Hun stivnede da hun hørte alt det om, at der var nogen som ledte efter hende. Hun kunne nemt regne ud da han fortalte beskrivelsen af pigen og det mindede hende meget om hende og det skræmte hende dog endnu mere da hun hørte sit eget navn blive nævnt. Hun bed sig lidt i læben "Lad mig komme fri så du sød. Gør alt hvad DU beder mig om bare jeg kommer fri og væk herfra" hendes stemme var bønfaldende. Hun var bange for Warren og hun vidste godt, at han ikke ville lade hende komme væk overhovedet, men det var vel det værd og prøve. Hun begyndte og kunne høre hans skridt komme tættere og tættere på hende. Hun lænede sig endnu mere ind til væggen som var hun blevet presset op af den. Hun fik ondt i ryggen ved sårerne da hun stod der, men det var bedre end og skulle lide pga Warren. Hun rystede ivrigt med hovedet "Nej! I må ikke!" hun nærmest råbte det af ham. Hun rystede af skræk og håbede på, at han ville lade hende være.

Han grinte svagt. "Ser du. Jeg bestemmer det desværre ikke. Jeg ville ønske jeg bestemte. Jeg har engang været en paladin. Og det kan godt være du ikke har forvandlet dig længe. Men du er stadig en Draconianer. En uren sjæl. Et ikke menneske. Jeg burde torturere dig. Lige indtil du bryder psykisk sammen. Men uheldigvis. Så bestemmer Zann." Roligt stoppede Warren foran hende så tæt at den rådne lugt af hans udøde krop klart og tydeligt kunne lugtes. "Nej. Zann har større planer med dine evner. Bare vent." Sagde han roligt med et ondt smil.

Hun stod stille op af væggen og kunne allerede lugte den rådne lugt fra Warren. Hun bed sig usikkert i læben og flyttede sit hoved på skrå så hun ikke stod ansigt til ansigt overfor ham. Hun lyttede modvilligt til det han sagde. Hun stivnede helt da hun hørte, at han ville torturer hende meget værre, hvis han fik chancen "Være nu sød og lad være..." hendes stemme var mere en bedende klynken end noget andet. Hun rystede af skræk og bed sig i læben. Hun havde en stor lyst til og bede om og snakke med Zann og fortælle ham, at Warren ville bestemme og ikke tillade, at Zann gjorde det. Hun fik Skubbet sig væk fra Warren og løb væk fra ham i blinde og håbede på, at han ikke fik fat i hende. Hun gad ikke og høre på det han sagde.

Warren grinte hånligt før han gik mod døren. Døren gik knirkende op. Og smækkede sig bag ham. Efterfulgt af de mange låse. Derefter var der stille.

Der gik ikke lang tid før døren gik op igen. Og ind af den ankom ingen anden end Zann. Hans lille 'aftale' var færdig og nu var han klar på at spille sit lille sinds spil med Luce. Roligt så Zann rundt efter luce. Han forventede at hun stod hvor hun skulle og stadig stod op som han havde bedt hende om.


//Kreasvigt.

Hun løb hen i et hjørne og satte sig sammen krybbene. Hun var bange for Warren og var bange for, hvad der ville ske med hende når Zann kom ind og så til hende. Hun havde ikke gjort, hvad han havde sagt til hende som hun skulle. Hun rystede af skræk og hørte døren smække sig i og blive låst da Warren gik ud af døren. Hun sukkede lettet ud, men vidste det ville ende galt, hvis Zann kom ind til hende. Hun bed sig i læben og sad stille. Da hun hørte døren gå op igen efter noget tid kunne hun hurtigt lugte, at det var Zann som var kommet ind til hende. Hun rejste sig hurtigt op og var allerede bange for og finde ud af hvad der var sket. Hun løb hen imod hans lugt og holdt fast i ham i en form for omfavnelse "Herre jeg underskylder for,at jeg ikke har gjort hvad du bad mig om og jeg beder om tilgivelse. Jeg fortjener den hårdeste straf du kan finde" hun bed sig i underlæben og slap ham. Hun bakkede nogle skridt væk fra ham og ventede på, at han ville lange ud efter hende eller noget der var værre. Hun rystede af skræk "Jeg er klar til min straf herre..."