Haha! I don't go with you! ~Kukiu og Nicolas& Zann~

Stormen havde enlig lagt sig efter en hård og varm solskins dag. Nu var mørket faldet på og solens stråler absuveret af mørkets snu skygger, som sneg sig om hvert et hjørne i byen. The valley of dead, dejligt sted at være rent ironsik sagt. Caroline var på blod jagt, hun havde ikke meget kontrol over sig selv lige i øjeblikket. Og var flygtet fra den ene lille landsby som der ikke længere var nogen levende beroer i.. Hun hadede sig selv en smule for det, men ja det gik vel over igen. Caroline kunne mærke mørket, det var dejligt. Hendes hud var blevet en smule blegere end før, idag var hendes blondte hår løst og bølgede perfekt nedover hendes hovede. Rødelæber som kunne minde en om blod, hendes øjne var en meget smuk gråblå næsten klare som krystaller. Hun bar meget enkelt tøj i følge hende selv, et par sorte jeans, en hvid top med en læder jakke over samt et par høje sorte støvler. Hun gik stille og yndefuldt igennem den smalle gade, der var stille. Hun lyden af hendes stølver der ramte jorden gav lyd fra sig. Caroine kunne dog mærke færten af en varulv i nærheden, hun havde intet imod varulve.. Hun havde jo selv været en. Caroline kiggede sig kort til siden og bagud igennem øjenkrogen. Men hun kunne intet se, derfor trak hun blot på skuldrene og gik videre. Blodet havde gjort hende stærkere, men nogle farer kunne jo være stærkere end hende?

Hun kunne opfange lidt men ikke meget, men stilheden gjorde det lettere for hende at opfange lyde omkring hende. Både naturlige lyde men også lyden som om nogle fulgte hende med øjne. Caroline stoppede op og kiggede til siden, hun kiggede lidt rundt men trak sig så på skuldrene. Hun bevægede sig yndefuldt videre og hendes skridt kunne hørers som ekko. Caroline kiggede op på den mørk lagte himmel, færten af varulv blev blot stærkere som om den kom nærmere hende. Hun vidste de to racer ikke kunne lide hinanden, så derfor måtte hun være på vagt. Caroline kiggede tilbage meget diskret, men hun var ikke i humør til kamp. Men det kunne man hurtigt blive jo? Caroline kastede sit hår lidt tilbage, og fortsatte sin gang igennem den smalle gade.

Caroline mærkede et slag imod hendes ryg der gjorde hun faldt forover. Hun landede ned på den kolde affaldt, og var dog hurtigt oppe og stå igen. Det var ulven som havde angrebet.. Rettere sagt en varulv, Caroline havde sit ejet blod på hænderne. Fra den hud afskrebning hun havde fået. Hun kiggede på ulven, og da den bed ud efter hende kastede hun den bagud imod en mur. Hun stod i forsvars pusition, inden skulle angribe hende ligenu. Caroline kneb øjne en smule, hvilke overraskelser ville vente hende fra denne varulv? Hun var klar til at forsvare sig selv, og gjorde alt hvadhun kunne for at blive ved med at få øjenkontakt. Hendes evne kunne være nyttig her.

Caroline kiggede ham i øjne, hun mærkede kniven sad ved hendes ærme. Hun smilte sarkastisk til ham, da han snakkede til hende. Og skulle lige til at svare da en kniv skar lige ned i hendes lår, hun nåede ikke at bruge sin evne før hun lukkede øjne halvt af smerte. Hun sank en klump, og måtte bide tænderne sammen. Hun så på ham igen, med et had i sit blik. Kniven var tæt på hende ører, hvad mon han ville med hende? Caroline så ikke bange ud, snarre så hun bare vred ud. Hun fnøs af ham, og brugte det andet ben til at lange ud efter ham med og håbede på hun ramte. Caroline snerrede af ham, knurrede volsomt. Man kunne da heller ikke være i fred længere!

Caroline lyttede til hvert et ord, hvor var Nicolas når man havde brug for ham?! Caroline ville ikke klynge over hans små sår han skar i hendes kind. De ville heale igen.. Hun kunne hører lyden af kniven som skar igennem hendes bluse, Caroline sank en klump.. Dårlig dag at være overmodig på..
"Måske." Svarede hun til det første, hendes stemme var kold og så ham lige i øjne. Hun blev dog distreheret da han grinte. Hun tog sin frie hånd og slog så hårdt hun kunne ham på kinden, og det var pænt hårdt efter hun lige havde fået blod i sig. Carolie snerrede af ham..
Selv et kønt ansigt kunne være den rene ondskab..

Caroline var lige ved at tænke at hun måske havde større change end hun troede først. Hun følte kort håb, til kniven var sat i hendes side og hun klemte øjne samme og gipsede kort. Hun kiggede ham ikke i øjne, de var klemt helt sammen. Mærkede begge hendes arme sad fast, hendes ene ben var såret.. Hun kunne ikke stikke af, ikke i denne tilstand.. Caroline bed tænderne sammen da hun mærkede kniven skære hende fra brystet og ned til maven, hun måtte ikke vise svaghed.. Det måtte hun bare ikke. Caroline prøvede at ignoere smerten, men så opdagede hun kniven var ud til hendes hovede tæt ved hendes pande. Hun åbnede forsigtigt øjne, og sank en klump.
"Hvad bliver så sjovt?" Spurgte hun koldt og hånligt. Carolines øjne udvidede sig lidt.
"Fjern kniven fra mit hovede!" Fik hun sagt med brug af hendes evne, Tvang. Den tvang offeret af evnen til at gøre hvad hun sagde. Men kun når hun kiggede dem i øjne.

Hendes evne havde fejlet kort.. Hun mærkde kniven på sin hals.. Og lyttede til hans ord.. Hun havde det som var hun slæbt tilbage i fortiden, og tvunget til at leve den igen.. Caroline valgte ikke at lade fortiden presse på, det var her tingene forgik. Og hun måtte gøre noget ved det.. Hvis hun kunne..
"Se mig i smerte, jeg ville se dig brænde ihjel!" Sagde hun med en kold stemme.
Caroline så vredt på ham..
"Rend af helvede til!" Snerrede hun af ham, hun valgte ikke nogle af delene. Caroline åndede lidt forsigtigt ud, hendes hjerte hamrede. Hvad ville han dog gøre hende?!

Vise hvem der bestemte? Caroline vidste varulve og vampyrer ikke var bedste venner, men hun havde set været en varulv? Hun var venner med en, men ligesom nogle vampyr ville dræbe hende da hun var varulv...Så var det er kun lidt anderledes,hun var ikke blevet voldtaget hendes hun var 17-18 år.. Hun vrissede af ham da han nævnte det, dog glemte hun det kort da hun fik en kniv i det andet ben. Men hendes arme var fri, hun ville ikke virke svag. Så hun prøvede at slå efter ham, hvilket realerterede til at hun blev lagt ned hårdt på den kolde jord. Hun trak kniven op af hendes lår, og hun prøvede at bevare fatningen da han slikkede det væk.. Det var ikke behageligt, hun ville prøve at få øjenkontakt igen, men var i halv panik. Hun stønnede halv af smerte da han langsomt satte en ny kniv i hende. Hun bed sig i læben og klemte øjne lidt sammen. Hvorfor skulle det lige gå udover hende?..

Smerten omringede hende, som om hun ikke kunne se eller føle andet.. Smerte, smerte og mere smerte. Caroline mærkede en lille tårer triller ned af hendes ene kind. Hun ville ønske dette bare var en drøm, en ond drøm. Hun var forsvag til at gøre noget, hun kunne ikke kæmpe imod.. Ligemeget hvor meget hun ønskede det, hun klemte sine øjne sammen. Og lod fokuset være på at trække vejret normalt, ligemeget hvor meget han rørte ved hende. Caroline kunne mærke hendes hjerte banke, hun kunne ikke råbe eller noget. Hun var bundet for munden.. Hun var tilbage i fortiden, bange, alene og svag..

Kuki så ned på sin lem, som var stiv nok til at komme ind i hende, han smilede ondt til pigen, som lå under ham, med lukkede øjne ''Er du klar min kære'' Han grinede lavt, og stak sin lem ind i hende, han mærkede at den voksede i hende, han rykkede den let frem og tilbage inde i hende, han lukkede øjne kort, hvor efter han tog hendes ben om bag hans nakke, så han kunne rygge hårdere i hende, voldsomme ryg kom fra ham, han stønnede let, men ikke stort, han viste at det vil tage lidt tid før han vil komme, han rykkede hårdere og hårdere, han åbnede sin mund og bidt til på hendes ende ben, så blodet løb ind i hans mund og ned på jorden, han tog sin lem ud og stak den ind i hendes røv, han viste at det vil gjord ondt på hende, man han var lige glad, han rykkede voldsommere og voldsommere, han kunne mærke at pigen rykkede ned, hen over jord overfladen, han smilede svag til hende, og bid hende stille på halsen, han nydt det voldsomt, han mærkede sin lem vokse mere og mere, og tog den ud for at give den et handjob igen, til han næsten kom, kan stak den ind i hende igen og rykkede til han kom, men det var ikke i røven han kom, men et andet sted, han smilede svagt til hende og sagde men en svag stemme ''Du er godt nok stram tøs'' han tog den ud og gemte den væk, han satte sig op igen, ''Håber du kunne lige det, for har tænk mig at gjorde det igen og lidt'' han så på hendes lår, hvor han havde bidt hende, de mærker han har givet hende, kunne ikke bare forvinde. Hans næse kunne opfange en voldsom kræft lugt af en anden vampyr, en mand, hvis han ikke tog meget fejl, han så på hende igen og sagde med en rolig stemme ''Jeg tror der kommer en for at hjælpe dig'' jan tog sine sværd ud og satte dem på plads, kniven tog han op og holdte den i hånden, han smilede svagt og sagde så igen ''Kan du nu ligge helt stille, og vente til din ven kommer'' han forvandlede sig til den sorte ulv igen og gemte sig, han havde ikke taget sin bluse af hende, han viste med 95% at hun ikke kunne bevæge sig i den tilstang hun var kommet i.
Ulven lå helt stille, og så imod pigen og ventede på at den anden vampyr vil komme frem, han lå på maven, og var klar til at springe frem.

Hun klemte øjne sammen i den smerte som hun mærkede i hende. Hun stønnede af smerte, men prøvede at ignore det.. Men det gjorde alt for ondt, hun ville skrige.. Men havde ikke kræfter nok.. Det var virkelig den eneste frygt hun havde.. Voldvægt.. Hun skreg indeni, overvejede kraftigt at lade sine følelser forsvinde. Slukke for dem, for ikke at frygte den lille ting.. Men så ville hun jo ikke kunne føle den kærlighed som hun gjorde for Nicolas. Hun kunne pludselig opfange hans fært, og åbnede øjne. Hun panikkede nærmest. Hun så på ulven der var klar til at springe frem på Nicolas som hun kunne fornemme var i nerheden. Hendes blod flød ud af hende,.. Hun håbede at han ville på.

Nicolas var ude at gå en tur for at få en bid mad, da han opfangede en duft af Caroline, der var også en anden duft. Varulv. Nicolas gik først ud fra det var en af hendes venner fra den gang hun var varulv, men da duften af hendes blod blev kraftigere, blev han usikker på om denne varulv var hendes ven eller fjende. Nicolas brugte sin overnaturlige fart til at komme hen til dem, han for vild en enkelt gang, før han var det rigtige sted. Nicolas så først på Caroline og var tæt på at gå hen for at hjælpe hende. Men han kunne stadig dufte varulven, så den måtte være i nærheden. Nicolas var på ingen måde bange, en lille hund kunne ikke overmande ham. Det vil tage rigtig meget før det var modstand for ham, selv ikke hvis de brugte våben ville det skade ham særlig meget eller længe. Nicolas gik rundt i en halvcirkel om Caroline og prøvede at opfange destinationen af varulven. Men det mislykkedes ham, duften af Carolines blod var for kraftig. Han så skiftevis på hende og rundt omkring sig, han hadede at se hende sådan, men han blev nød til at klare varulven først. Det ville være det mest logiske. Nicolas opgav dog den teori og gik hen for at få Caroline fri. Det varede ikke længe før hun var fri og han havde fået hende op og stå af et træ.

ulven lå helt stille og ventede på at denne anden vampyr kom frem, ulven smilede svagt under busken, lugten af vampyr blev stærkere og stærkere som tiden gik, han var klar til ar springe på denne mand, nogen minutter gik og ulven var ved at blive træt af at vente, han overvejede virkelig om han bare skulle gå ud og torturere pigen igen, han gik et lille skridt frem, over efter vampyren kom frem, Kuki gik hurtig tilbage, hvor han lå gemt, han kiggede kun på denne mand, som var begyndt at gå rundt om pigen, han var klar til kamp, da denne mand havde taget sig af pigen, da de begge stod på af et træ, tog ulven chancen, han spring frem han var i luften, da han åbnede munden, får at bide efter mandens hals, mennesket inden i ulven, stod klar med begge sine sværd, og hænderne, og viste vreden i sine øjne.

//Undskyld det blev så kort//

Caroline så ulven gemme sig mere og mere væk men hun kunne stadigvæk lugte den kraftigt. Men hendes eget blod fyldte luften mere og mere, Caroline fik øje på Nicolas og kiggede dog efter ham.. Hun hadede at se så svag ud foran ham.. Hun slappede dog mere af efter hun var fri, og han havde fået hende op af et træ. Caroline kiggede over ham, men kiggede lidt bag ham da ulven kom springende frem fra sit skjul. Caroline spærrede øjne op, ikke tale om at den ulv skulle skade den mand hun elskede.. Caroline havde dog næsten ingen kræfter..
"Pas på din ryg." Fik hun sagt med en alvolig tone til ham, så han ikke var i tvivl. Caroline klemte øjne sammen, hun ville heale hurtigere end før.
*Leah kom herover med noget rent tøj og nogle blodposer til mig... Nu!* Sendte Caroline tanken til Leah, som snart ville komme hen med det hun havde brug for.

Nicolas var udmærket klar over at ulven var der. Men der var ingen frygt at finde i hans ansigt. Fordi han ikke frygtede den ulv. Hvis Nicolas ville, kunne han få ulven til at falde død om på jorden på ingen tid. Nogle kunne dog skabe mere modstand end andre. Men det var en ulv, det var ingenting. Nicolas skulle nok vise ulven hvem der bestemte og hvilken race der var overlegen. Han hørte Carolines ord og så ulven hoppe imod ham. Uden en eneste ansigtstrækning rejste Nicolas sin fod og sørgede for at den på den ene eller anden måde ville ramme ulven. Det ville være umuligt at undgå, ulven ville måske kunne undgå at blive ramt ret hårdt. Men ligemeget hvad ville han ramme den overvuderede hund. Nicolas havde aldrig brudt sig om varulve, han ville heller aldrig komme til det. Men med Caroline havde det været noget andet. Der betød hendes race ikke noget, selvom vampyrtingen fungerede ret godt for hende.

Temperaturen blev koldere. Det var som om en kold vind pludselig tog til. Det virkede osse som om alt blev lidt mørkere. Skyggerne begyndte at blive et med resten af jorden. I takt med træerne i skoven nærmest krøb sig mere sammen. Som skabte flere skygger. Alt tegnede på. En ond kraft. En magtfuld ond kræft langsomt nærme sig. I takt med fra en gravplads i nærheden begyndte man at anse en mand gå imod varulven. Langsomt begyndte øjnene at kunne ses. Men problemet var at der hvor øjnene skulle kunne ses var nogle helt sorte pletter. Som om øjnene ikke var der. Det lange blå hår fulgte med på den svagt blæsende vind. Fik hans krop til at se menneskelig ud. Selv med de kulsorte øjne. Men så kom prikken på i'et. Hans hænder kom roligt frem. De var tynde. Så tynde som knogler. Som om der intet kød eller muskler var under huden. Roligt gik denne nyankommende mand hen så han stod med en sådan cirka 90 grader vinkel til dem alle tre. Den ru perfekte smukke stemme som gled over læberne på denne mand var rolig og præcis og stærk i sine ord. "I er i mit område. Forsvind eller få min vrede at føle." Ud fra skyggerne rundt om dem i en stor cirkel kom 7 kutteklædte mænd gående. En stillede sig ved siden af den blåhårede dreng. Resten stillede sig i en femkant rundt om dem. Men det var ikke meningen den skulle danne en femkant. Men en stjerne. Roligt smilede den blåhåret. da han opdagede varulven lidt inde i skoven. "Kukiu. Jeg har ikke tilkaldt dig. Hvad formål har din tilstedeværelse." Spurgte han roligt med et roligt blidt blik fast rettet imod Varulven. En svag stemme kom fra den kutteklædte ved siden af den blåhårede. "Mester Zann. Jeg tror hunden er kommet for at lege hent pinden." Et svagt håndligt grin kom fra den blåhåret ved navn Zann.