A Leader must sacrifice. -Sean-

//Nåe, jeg mente hvor de mødtes, men fair Forest, jep.//


Jimmy havde arbejdet på livet løs og det samme havde han. Der var nu gået nogle dage siden deres snak med Jacob. Det havde ikke lykkes ham at få ordentlig kontakt med de andre klaner der også huserede i byen, men det betød ikke noget. Hans egen var stort nok og kombineret med Jacobs skulle de nok slutte det her. og nu stod han her, udenfor det sted de havde mødtes sidst, hvor de havde aftalt at mødes (Håber det i orden). Jimmy var også med, han stod op af væggen med armene over kors og nød solen, som skinnede ned på dem denne dag. De havde fanget et par stykker af den fremmede klans medlemmer og udsat dem for en masse ting, de havde da også lært lidt. Han håbede bare Jacob havde lært mere.

// Nårh på den måde ^^ //

De kunne ikke længere skjule sig, det var en ting som var helt sikkert! Han kunne ikke vente til at se dem alle sammen gå i den fælde, som han havde planlagt for et par dage siden sammen med dæmonen Sean. Den klan, den havde irriteret ham grusomt og nu var dagen endelig kommet hvor den skulle nedlægges, for at sige det på en pæn måde. Godt nok havde Jacob ikke fanget nogen af medlemmerne, men derimod havde han været listig og fundet ud af hvor deres skjulested var. Ingen havde bemærket ham den dag han fulgte med medlemmerne, så dem gå om bag et vandfald der ellers så ud til at være et stort bjerg, men bag ved skjulte en grotte hvor denne klan havde deres basse. Nu var han klar til at medelle det til Sean, så de langt om længe kunne komme af med klanen. Med en utrolig listighed, hoppede han ned fra taget af kroen og landede lige foran Sean, uviden om han havde forskrækket ham eller om han havde hørt ham komme.
"Rart at se jer igen de herre," sagde han med et smil på læben. Han kiggede skiftevis på Jimmy og Sean.

Han havde ganske rigtig ikke forventet sådan en entre. Han havde kigget op og ned af gaden i håb om at se ham komme gående. Men hvorfor komme gående normalt, hvor man også var nemmere at skygge, end at komme hoppende fra tagene? Han lukkede øjnene et øjeblik, da Jacob pludselig stod foran ham. Hans hjerte havde sprunget en ekstra gang og hans hånd havde i en vant bevægelse hurtigt fundet en kniv frem. Han havde været klar til at angribe med det samme, da han genkendte Jacob og kniven var forsvundet lige så hurtigt igen. Han åbnede øjnene da hans krop slappede af igen og sendte ham et lille smil.
"Jacob!" han nikkede kort til Jimmy, der også havde virket kampberedt og først nu, med tegn fra Sean af et kort nik, rettede sig helt op igen og gik de få skridt over til dem, der havde været imellem dem.
Sean lod kort blikket glide rundt. Han havde følt sig meget mere overvåget på det sidste, men om det bare var hans paranoia eller om han faktisk blev det, havde han ikke kunne afgøre.
Han lod blikket glide over Jacob et øjeblik.
"Godt nok. Vi har hver især, Jimmy og jeg, fanget nogle medlemmer af du ved hvilken, vi har udsat dem for lidt opmærksomhed, men de kunne kun fortælle os spredte ting. Lidt om hvilke våben de bruger mest og hver mange de har. en begyndte at fortælle om hvor de gemte deres skatte...Men de ville ikke røbe hvor stedet var" Han hentydede til den klan, de begge var imod og med opmærksomhed mente han tortur. Han ville dog ikke sige det direkte, hvis nogen kom forbi og hørte hvad de snakkede om, ville der allerede der være et par øre for meget.
"Så jeg håber du havde mere held med det hele" smilte han afslappet og så afventende på Jacob.

Et forvirret blik voksede op i hans øjne da han så Sean trække kniven, men det udviklede sig i stedet til et lille selvsikker smil, da han trak den til sig igen og det gik op for Jacob at han blot havde fået en forskrækkelse og ikke registreret at Jacob ville komme ned fra taget. Det burde han nok vende sig til, for havde Jacob mulighed for det, så var han typen der sprang rundt oppe på træerne og angreb sine fjender og bytte derfra, eftersom man sjælendt regnede med at der ville komme nogen springende fra taget. Men, han havde faktisk troet at en dæmon som Sean ville have registreret ham, men det var vel bare et bevis på at selv den stærkeste person kunne ikke være perfekt på alle områder.
Han lyttede til det de fortalte ham og kunne ikke lade være med at kigge sig omkring engang imellem, for nu at tjekke om der var nogen som skulle finde på at lytte med, da det kunne være meget risikabelt for dem alle tre. Ingen måtte høre om deres lille plan, de skulle jo nødig risikere at der var nogen som kunne sladre til den klan de ville gå imod. Jacob forstod udmærket hvad han mente med opmærksomhed, så det behøvede man skam ikke at skære i pap ud for ham. Han nikkede til det de sagde og så roligt på dem, inden han spredte sine læber for at fortælle dem hvad han havde fundet frem til i de få dage.
"Det som de mænd ikke har ville røbe overfor jer, har jeg været så heldig at finde frem til," fortalte han dem og så skiftevis på dem begge. "Da jeg var ude for at lede efter det, var jeg så heldig at finde et par af medlemmerne, som ikke bemærkede at jeg fulgte efter dem og de ledte mig lige hen til deres redde," Han smilte og kiggede hen på Sean. "så, vi er skam klar til at gå imod dem," Han røbede ikke hvor skjulestedet var et sted som dette, hvor folk kunne stå og smug lytte i hjørnerne. Sean og Jimmy måtte vente lidt til at få at vide hvor det var, indtil de kom til et sted der ikke var så åbent som dette..

Sean nikkede tilfreds.
Ja, selv de stærkeste havde deres svagheder. Nok havde Sean gode sanser, hans overlevelse afhang af det, men han havde endnu ikke øjne i nakken eller hørelse som en elver. Eller hvem der nu havde den bedste hørelse. Desuden havde han en tendens til at forsvinde ind i sine tanker, så han nogen gange mistede fornemmelsen af sine omgivelser. Han lyttede spændt til de ting Jacob sagde og var glad for at også han var diskret.
"Godt. så lad os iværksætte det" smilte han roligt.
"du har sikkert allerede gættet sandheden og kan sikkert godt forstå min hemmelighedsfuldhed. Men jeg stoler på du holder visse ting til dig selv. Om min ledertitel af The shadow clan og om min navn og person. Over for hvem som helst" Han havde hørt fra Nille at Jacob skulle have nævnt ham. han havde undgået emnet, ikke direkte indrømmet han kendte Jacob, men til gengæld fundet ud af at Nille var forelsket i Jacob. Hvilket forklarede visse ting. Men han ønskede ikke at Jacob skulle nævne ham over for hvem som helst.
"Lad os finde et mere...ensomt sted, at snakke om den sidste detalje..." han måtte jo vide hvor den anden klan gemte sig, for at kunne planlægge angrebet bedst muligt. hans mænd ville ikke vide hvor de skulle gemme sig eller noget andet, hvis de ikke viste hvor de skulle være.

Det var forstået, fik Jacob ordre på at holde noget hemmeligt, så skulle intet i verden få ham til at afsløre det. For var der noget Jacob ikke var, så var det dum. Han vidste udmærket godt at hvis han var en idiot og afslørede hemmelighederne, så ville det kunne blive værst for ham selv. Han nikkede anerkende til Sean og et halvkvalt smil voksede på de smalle læber, da han afslørede at han hele tiden havde været lederen af denne klan, som Jacob præcis havde haft en mistanke til, eftersom Sean havde det man ville kalde et lederegenskab.
"Jeg lover at holde det hele hemmeligt," sagde han og kiggede ham i øjnene, så man kunne se på ham at han mente hvad han sagde. Jacob stolede stadig ikke helt på Sean efter det med Nille, men han havde intet valgt nu, de var nød til at forsvare deres klaner og nu hvor de var kommet så langt, så kunne de ikke bare give op. Det irriterede lidt at Sean havde haft dræbt Nille, for han virkede til at være den person som Jacob vil ende med at respektere og endda komme til at syndes om.. Han sukkede kort for sig selv, inden han gjorde et nik til at de skulle følge med ham. De begyndte at gå hen imod the forest, det var egentlig en lang tur.. Da de var ude af byen og havde kommet til et sted, hvor der så ud til at være lidt mere fredeligt, begyndte Jacob lavt at fortælle dem om stedet.
"Det er bag et vandfald, man skulle tro at det bare var et kæmpe bjerg, men det er skam et skjulested," fortalte han og kiggede skiftevis på dem begge. "Det er bevogtet selvfølgelig, ikke udefra af hvad jeg kunne se, men indefra spottede jeg et par vagter der gik rundt,"

Han studerede Jacob ud af øjekrogen og virkede godt tilfreds med at han lovede det. Og samtidig lignede en der faktisk mente det. Godt så, han måtte til at være lidt forsigtig igen, på det sidst var der for mange der havde opsøgt ham. Det undrede ham stadig med den engel, dengang med Caroline...En frisk pige som han faktisk nød selskab med. Og han nød også Jacobs selskab. det var sjældent han direkte kunne lide folk, men Jacob brød han sig om og han håbede ikke det blev ødelagt...For meget. Nuvel, han og Nille havde noget kørende, det var klart, og det havde nok sat skår i glæden. Hun havde sikkert sagt til alle og enhver at han var hendes morder, men hun var jo kommet tilbage til live og der havde været en god dusør på hendes hoved. Havde det ikke været for den private henvendelse og det store beløb, ud over at hun faktisk havde irriteret ham, havde han nok aldrig gjort det. Det lå i hans natur, det var hans job. Det var en af de sjældne gange hvor han bare måtte leve med det, fordi Nilles venner og kærester åbenbart omringede ham hele tiden. Mindede ham om at de i hvert fald havde været utilfreds med hans handling. Han smilte svagt for sig selv. Det gik nu nok, han var ret god til at manipulere folk rundt som han ønskede det.
Han så ned på Jacob, da de, uden han havde opdaget det, var kommet lidt væk fra byen. Han så over på Jimmy et øjeblik, da han ville endelig med at være den der skulle skynde sig tilbage og give gruppen besked om hvor de skulle slå til.
han nikkede let og så lidt på Jacob. En af de få personer han respekterede en smule.
"Godt. Lad os håbe der ikke er for mange skjulte fælder. En af dem fortalte nok noget om noget vand og en mulighed for at drukne hvis man gjorde et eller andet, men han nåede aldrig at komme ind på detaljerne. Ifølge nogle andre gemmer de deres våben under jorden, et godt stykke inde så de kan nå at hente dem, hvis der sker noget ude foran. Men det kan også være en forhindring, da de så skal hele vejen frem og tilbage. Lad os håbe det falder for vores bedste" smilte han roligt.

Jacob havde godt bemærket hvordan vandet havde været truende og mørkt. Og hvis man kiggede god efter, ville man også bemærke en skikkelse svømme rundt dernede, det var dog ikke til at se hvilket form for væsen det var.. Det eneste Jacob kunne nå at spotte var en hale der svingede fra side til side og et par gyldne øjne der kunne gennembore ens sjæl. Vagterne de havde haft fanget, måtte ikke have haft fortalt Sean og Jimmy omkring dette bæst der bevogtede hulen..
"Drukne ja og måske endda blive spist," sagde han roligt og så frem for sig. Det eneste tegn på reaktion, var mundvigen der formede sig en lille smule op ad til et skævt smil. "Jeg spottede et bæst nede i vandet, jeg ved ikke hvilket, men noget siger mig at det ikke ligefrem er et venligt kæledyr man kan ae," Han kiggede kort op på Sean, for at se en mulig reaktion, inden han kiggede hen på Jimmy også. Hvis deres våben lå bagerst i hulen, så havde de en fordel ja, men så galt det også om at være hurtig! Han kiggede frem for sig igen og fortsatte med at gå.. De måtte være på vagt, for der var noget som sagde ham at der var nogen som holdt øje med dem.. Noget som ikke ønskede at komme forbi og byde på kage..
"Der er ingen tvivl om at det falder i vores bedste, at hvis vi kommer med et overraskelses angreb, at så vil det være besværgeligt for dem at skulle til at hente deres våben bagerst i hulen," Hans stemme var diskret og rolig, så hvis der nu var nogen der holdte øje med dem, ikke ville kunne høre ham.

Han lod blikket glide rundt et øjeblik, mens han lyttede til Jacob. Jimmy gik roligt bag dem, som et almindelige menneske virkede han ikke til at bemærke noget yderligere. Sean så på Jacob igen, da han snakkede om et dyr eller væsen af en slags.
"Jamen så undgår vi bare at falde i vandet" han smilte som om det var det nemmeste i verden. Han havde ikke selv set hovedindgangen. Grotten kunne have andre indgange, men så skulle de snige sig hele vejen rundt...Ja, sikkert meget og i lang tid, for at finde en indgang der kunne føre til samme grotte. og jo mere de sneg sig rundt om grotten, jo større sandsynlighed var der for de blev fundet.
Pludselig stoppede Sean op.
"Okay, inden vi går videre...Jimmy, du skal gå tilbage. Gå tilbage og bed vores mænd om at følge os ind i skoven. Jeg kan allerede nu mærke det føles forkert og vil gerne have dem omkring mig. bed dem om at være absolut lydløse og usynlige! finder de spioner fra den fjendtlige klan skal de dræbe dem" Jimmy nikkede, bukkede kort og vendte rundt. Lidt efter var han forsvundet ind i de nærmeste træer, kun han og Sean viste hvor tæt på deres mænd var.
Sean vendte sig om mod Jacob.
"Du føler dig vel også overvåget går jeg ud fra. Det er et smart sted, i skoven har de nemmere ved at gemme sig og det skulle ikke undre mig, hvis de allerede nu ved der går nogen rundt i skoven..."han var ligeglad med om de løb tilbage og alarmerede klanen, så kunne Sean føre hovedangrebet og Jacob kunne prøve at komme om bag dem...Desuden ville de bare gøre sig klar og føle sig sikker på sejr, en selvsikkerhed der også kunne skade dem.

Følelsen af at blive overvåget hang over ham og han hadede det! Hvert evig eneste skridt han tog, føltes som om at der var nogen der studerede den måde han gik på, som skulle de bruge det til en undersøgelse. En indre knurren voksede inde i ham, men i stedet for en knurren fra sine læber, kom han bare med en mærkelig irritabelt mumlen. "De er her.. det må de.." Inden han nåede at tale færdig, kom der en vin susende forbi ham og havde ikke været hurtigt og trukket sit hoved til siden, så havde han fået en pil igennem det. Han kiggede forskrækket hen på pilen der havde ramt et træ, som kunne have været hans hoved. En kuldegysning spredte sig igennem kroppen på ham ved tanken og ud af sin øjenkrog, registrerede han hurtigt at der var en som sigtede på Sean og lagde an til at affyrer den skarpe pil. Dets spids skinnede i lyset fra solen, og så snart han sendte den af sted, kunne man følge hvor den var takket være den skinnende spids. Jacob var hurtigt henne ved siden af Sean, skubbede ham væk, så pilen endnu engang ramte ved siden af. Ligeså hurtigt som han havde skubbet Sean væk, var han henne ved fjenden og lagt en hånd på vedkomnes skulder, lod sin is strømme igennem kroppen på ham, kvæle hjertet og til sidst knuse det i tusind stykker. Manden faldt død om og Jacob slap ham, så forskrækket hen på Sean og sendte ham et spørgende blik, der kunne betyde om han var okay, eller hvad pokker der lige var sket.

Tingene skete ret hurtigt. Først kom en pil flyvende, inden han nåede at se hvorfra. Han begyndte omgående at studere sine omgivelser og skulle netop til at bevæge sig, for at være et svære mål at ramme, da Jacob stødte ind i ham. Af en eller anden grund mistede han balancen, sikkert fordi han blev skubbet til siden, og han tog fra sig med hænderne, da han landede tungt på jorden. Han var hurtigt oppe igen og så Jacob hos en mand, som netop så ud til at være død.
Han lod blikket glide hen til de to pile, der hver især havde ramt et træ og kiggede sig hurtigt omkring. Manden havde ikke været alene. Var den eller de andre løbet i forvejen for at annoncere deres komme?
Han så over mod Jacob og nikkede kort. Han var stærk, hurtig og med gode reflekser, bildte han sig selv ind, men i dag havde han været heldig at Jacob havde været i nærheden og det var sjældent det skete. Hans egen form for ære sagde ham nu at han skyldte Jacob en tjeneste, men det kunne han altid fortælle ham senere. Han nikkede kort, som tegn til at han var okay, men i det samme nærmest gled en kniv ned i hånden på ham, fra en skjult lomme i ærmet, og han var i bevægelse. På vej, den vej de hele tiden var gået, for at komme frem til grotten. Han løb gennem krat og gamle blade, ignorere de grene der ramte ham hist og her og gav ham små rifter i ansigtet. Han regnede med Jacob kendte vejen eller ville komme efter. Et sted i hans baghoved tænkte han på hvis jacob ville forråde ham og i stedet holdt med den anden klan, han havde jo snakket om at han havde været derinde, men et lille smil gled over ham. I så fald var hans klan stor nok til at nedlægge dem begge.
Kniven suste igennem luften og landede i ryggen på...en kvinde? Der havde løbet foran ham. Hun havde været dum nok til at vente for at se hvad der skete, før hun løb mod grotten og Sean, der som archdemon var hurtigere end almindelige mennesker, havde indhentet hende og sat en kniv i ryggen på hende. Han stoppede op og brugte et øjeblik på at scanne sine omgivelser og få vejret igen. Han hev kniven ud af hende og tørrede den af i hendes tøj, hvorefter han tog diverse våben og småpenge hun havde haft på sig. Men et eller andet sagde ham dog at det alligevel var for sent. De viste de kom.
Han gik tilbage mod Jacob.

Det var som at være med i en film, før man vidste af det så kom der en fjende truende hen imod dig og du måtte være parat med svær, pistol eller hvad det nu lykkedes dig at have på dig. Men, dette var ikke en film, det var den rene virkelighed og du kom ikke tilbage til livet, hvis du ikke lige nåede at undgå den flyvende kniv. Inden Jacob kunne nå at se sig om, var Sean allerede løbet af sted og han måtte holde trip med ham, selvom han kunne mærke på sig selv at det var svært, eftersom Sean var meget hurtigere end ham. Dog lykkedes det ham at følge med, benene kæmpede under ham og de barre fødder dunkede imod jorden. Han ignorerede de smerte der gik igennem ham, når en gren risede ham eller han kunne mærke en skarp sten mod den barre hud.. Der var ikke tid til at klynke! Han pustede ud og var nær løbet ind i Sean, da han pludselig kom løbende tilbage imod ham igen. Heldigvis nåede han at stoppe et par meter fra Sean. Han sendte ham et spørgende blik.
"Hvad skete der?" spurgte han forpustet, imens han i sin øjenkrog holdt øje med deres omgivelser. "Hvordan kunne de.." Han stønnede irriteret og lagde armene på kors. "hvordan kunne de have opdaget os.. De må have mere hjerne end vi gik og troede de havde," Han sukkede og begyndte langsomt at gå videre på sin halvsårede fødder. "Men, vi kan ikke give op nu, det er ikke sikkert at de er noget frem, så vi må heller skynde os," Et kort øjeblik kiggede han op på Sean, inden han satte i løb hen imod deres grotte.. Det måtte ikke være forsendt, deres plan skulle ikke gå i vasken nu!

Jacob havde holdt trit, men om det var fordi han havde længere ben eller fordi han var archdemon, at han havde været lidt hurtigere, viste han ikke. Måske havde han bare fået et forspring. Det var også lige meget.
Han brugte et øjeblik på at få vejret, før han sendte dem et lille smil og lod hånden glide over en rift på kinden, der kløede. Lidt blod på hans fingre bekræftede der var hul.
"En der skulle løbe i forvejen og advare om vores komme. Måske var der flere, måske ikke, men vi må skynde os..." bare for at bekræfte hvad Jacob allerede havde sagt. Han fiskede en kniv frem og lavede et snit i barken på træet, så hans mænd hurtigere kunne finde frem. Så vendte han om og løb efter Jacob, som kendte vejen til grotten. Om de havde mere hjerne tvivlede han på. De havde bare været dum nok til at vade ind i skoven, uden helt at tænke på om der var en udkigspost...

Han kunne mærke at Sean var bag ham, så han satte farten op og vidste at Sean sagtens kunne følge med ham. Ingen tvivl om det! Så han lod fødderne dunke imod jorden, lod grenene rise den blege hud og gav ikke efter selvom der var en kraftig modvind. De skulle skynde sig at nå derhen nu, klanen vidste at de var på vej og de kunne ikke risikere at miste det hele! Han kunne høre at hans egen klan løb igennem skoven ligesom Sean og ham selv, ventede på at Jacob skulle give den mindste ordre til at de skulle angribe. Desværre var John ikke til stede, så Jacob måtte klare den uden ham, uden sin næstkommanderende. Da de var nået til grotten, stoppede Jacob op og sørgede for at være skjult bag en busk. Han ventede til at Sean også var bag den sammen busk. Hans vejrtærkninger var hårde og en smule udmattet, men det kunne han ikke gøre noget ved nu. Med sine krystalblå øjne, så han spørgende op på Sean. "Skal vi angribe direkte, nu når de ved vi er her eller skal vi fortsætte med at have en form for overraskelses angreb?"
Lyden af et par piske slag, fik ham til at vende hovedet hen imod grotten. Lige ude foran vandfladet, stod et par af deres vagter og piskede en slave.. De tvang ham til at gå hen imod vandet, hvor man kunne ane skikkelsen svømme rundt. Det fik Jacob til at knurre indvendigt og han fik med det samme lyst til at redde slaven og skubbe vagterne i ned til uhyret.

Han gemte sig selv bag busken, krøb sammen lydløst, som en rovdyr der studere sit bytte. Hans mørke øjne gled over et ellers kønt vandfald, mens en sveddråbe fra løbeturet gled ned over hans pande.
Han bemærkede mændene og slaven, men virkede ikke selv berørt af situationen, faktisk håbede han de ville skynde sig med at kaste slaven derned, så han kunne se hvad det var for et dyr, hvad dyret gjorde. Han bemærkede dog modviljen hos Jacob og håbede han kunne holde sig rolig, så han kunne bevare overblikket. Han gad ærlig talt ikke lege helt, der var ikke hans lod i livet, han tilhørte den mærke side og havde en klan der lavede kriminelle ting. Ikke om det hele skulle gå i vasken for den persons skyld, personen ville ikke engang kunne flygte, udmattet og såret af piskene.
Han var her for egen skyld, for hans klan. Uden klanen havde han intet i sit liv. Intet. Og det skulle ingen true, hans liv. De stærkeste ville overleve og han var klar til at knuse dem under sin hæl. Helt og aldeles, lige meget hvad det kostede.
"Vi håber på vi stadig kan nå at overraske dem" han lavede en hurtig håndbevægelse, som umiddelbart så idiotisk ud, at han bare gjorde det. Men på den anden side af floden og bag ham sad hans folk klar og på signalet begyndte de at sprede sig og gøre klar til angreb.

Han nikkede til det Sean sagde, men tog ikke øjnene fra slaven og manden der piskede ham. Selvom det gjorde en smule ondt på Jacob at se denne handling ske for øjnene af ham, så vidste han godt at det ville være som at skyde sig selv i foden, hvis han lige pludselig besluttede sig for at lege helt og redde slaven. Det var enden ham eller slaven, om det så var hårdt sagt eller ej, så ville han heller redde sit eget og samt klanens skind end slavens. Han bed sig i underlæben, og med nød og næppe undgik han at give et gisp fra sig, da han så slaven blev skubbede ned i vandet. Hvis de var heldige, kunne de få uhyret at se, bare et eller andet fra den! Uheldigvis så man ikke andet end blod i vandet, samt lyden af slavens skrig der rungede igennem luften og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Jacob, som havde nogen brugt hans egen evne imod ham. Vagterne nikkede tilfredst, inden de vendte ryggen til blodbadet og gik ind i hulen igen. Så snart de var ude af syne, kom en flok andre vagter løbende ud fra skoven, hen imod grottens indgang. Jacob var hurtigt oppe at stå, det måtte være dem der havde angrebet dem og nu skulle advare klanen om deres tilstedeværelse!
"Vi må skynde os at stoppe dem," sagde han hurtigt til Sean, hvor han derefter sprang af sted og løb hen imod vagterne, der tydeligvis ikke havde regnet med at han kom, for i deres øjne skinnede overraskelse og frygt. Hurtigt var Jacob oppe på ryggen af en af dem og lod sin is strømme igennem hans krop. Den anden vagt prøvede i hærdigt at slå ham af med en kæp.

Han bemærkede disse ting hos Jacob og kunne ikke lade være med at føle sig lidt skuffet. Gik ingen op i deres stolthed længere? Var der virkelig ingen der kunne se, ikke engang dæmonerne selv, hvor stærk og  stolt en race de enlig var? Ungdommen, de yngre dæmoner, gik mere op i at lege normale end at bære racen stolt videre. Sidst han havde været sammen med Jacob, på den kro, havde han følt håb. Nu følte han skuffelse. Så længe de unge dårligt kunne forstå hvilken race de var, så længe kunne han ikke selv tillade sig at dø.
Han lod Jacob løbe i forvejen. Han løb ikke selv i spidsen for sine folk, hvilket de også godt viste. I stedet lavede han en bevægelse med hånden, som fik nogle bueskyttere til at plante nogle pile i de fleste af vagterne. Han gjorde tegn til at de skulle lade igen, men ikke skyde. i et øjeblik overvejede han om det var Nilles dårlige indflydelse på Jacob, der fik ham til at blive så blødsøden? Hun havd ejo ikke valgt at være dæmon, hun var ikke født som en og var sådan set en skændsel for hele racen. Hvis han var leder havde han fået hende dræbt. Hæng til skue foran alle andre.
Endelig rejste han sig fra grotten og gik roligt over mod Jacob. Selv hvis en vagt eller to slap fra dem, ville det ikke skade. De var her nu. Med hans bueskyttere gjaldt det bare om at få dem ud af grotten, hvis de ville løbe frem uden at vide det, ville de blive skudt ned og når de endelig ville opdage hvad der skete, kunne de altid storme resten af grotten.

Jacob var ikke den perfekte dæmon, langt fra og han vidste det udmærket godt selv. For hvilken dæmon ville tage en engel til sig som en lillebror? Egentlig var Jacob også ligeglad med hvis folk var skuffede over ham, ligesom englene havde faldne engle, kunne dæmoner vel også have en del af racen der var en smule mislykket? Der var dog tider hvor Jacob havde taget sig selv i at være ligeglad med alt og alle, bare dræbt når det havde været nødvendigt. Han havde dræbt sin egen far for at være helt præcis. Vredet nakken om på ham. Om Nille var skyld i at han ikke var den perfekte dæmon vidste han ikke, Jacob havde på en måde altid været en skuffelse for forældrene, aldrig levet op til deres forventninger. Men, han kunne ikke skjule for sig selv at Nilles opførsel overfor ham for tiden, trak en mere kold og ligeglad side frem i ham. En side hvor han glemte sig selv.
Med en jægers bevægelse hoppede han af vagten igen, lod ham falde til jorden og kiggede nysgerrigt rundt. Den vagt der havde forsøgt at slå ham ned, lå med en pil igennem sig, hvilket straks fik Jacob til at vende blikket imod Sean. Han nikkede kort til ham, inden han kiggede hen imod åbningen hvor fire andre vagter kom stormende.
"Kaverleriet kommer," mumlede han koldt.. Et nik med hans hoved hen imod mændene, gjorde at en flok pile pludselig kom flyvende igennem luften og ramte enkle af vagterne.

Han kendte ikke meget til Jacob, han viste kun at han havde et forhold til Nille og at han personligt fandt ham en ganske behagelig person. En af de få man ville have nemmere ved at stole på end andre. Dog stolede han sjældent på særlig mange og ville ikke begå en fejl at gøre det nu.
Han kom op på siden af Jacob og så han også havde sin del af bueskytterne. Der gik et øjeblik, hvor den ene vagt efter den anden faldt, før resten lød tilbage til grotten og søgte tilflugt. Godt så, så virkede det ikke længere. Han overvejede hvor længe de skulle slås for at komme til at snakke med lederen. Hvis han kunne komme ind og slå lederen ihjel, ville resten af mændene så overgive sig, måske endda være med i hans klan istedet? Tanken tiltrak ham.
Han gjorde tegn til at hans fodfolk skulle komme frem. Det var på tide at gøre sin entre. Bueskytterne skulle blive og dræbe dem der ud. Som ikke var fra hans egen eller Jacobs klan godt nok. Han trak en kniv frem, holdt den skjult bag sin arm, også så han ikke ramte sig på den hvis han faldt, og satte i løb mod grottens indgang, sammen med sine mænd. Nogle af mændene løb ind før ham, bare for at tage det første sammenstød.

Pilene ramte som de skulle, hvilket fik et smil frem på Jacobs læber. Som et lyn der slog ned, fulgte han straks med Sean hen imod grottens indgang. Han mærkede hvordan hjertet pumpede i kroppen på ham imens de kom nærmere og nærmere. Adrenalinen gjorde et sus i hans mave. Han var klar til at kæmpe! Klanen fulgte ham bagved og bueskytterne blev udenfor hulen, ligesom de andre fra Seans klan. Side om side løb han med Sean, ventede bare på at modstanderne skulle komme løbende hen imod dem med alt deres vrede. Da de endelig var kommet ind, ville man blive overrasket over hvordan hulen var opbygget. I den ene side af grotten strakte dig sig en lang flod, hvor det var tydeligt at der skulle være plads til deres lille kæledyr, imens på den anden side var der telte og hytter, hvor ilden fra bålstederne langsomt var ved at gå ud.. Endelig kom modstanderne løbende imod dem. Ved siden af dem kom der også få dyr løbende, tiger, hunde og endda heste. Nogen af dem måtte være santuines, hvilket var en lille fordel, for dræbte de den ene tvilling så døde den anden også. Jacobs første modstander var en tiger der besluttede sig at springe imod ham. Hurtigt undveg han angrebet ved at glide ned under tigeren, imens den fløj i luften efter dets spring. Uden tøven fremtryllede han en istap og stak den ind i siden på tigeren. Dets brøl rungede igennem hulen, men blev alligevel overdøvet af alle de andre smerte skrig.. Tigeren faldt til jorden og ikke så langt fra ham, faldt en mand også til jorden. En santuine, præcis som han havde tænkt.
Han kiggede nysgerrigt hen på Sean, men kunne ikke finde ham i alt den vrimmel af væsner og blod der sprøjtede.

Hans mænd blandede sig med Jacobs, da de begyndte på selve hovedangrebet. De løb ind i grotten. Det var alligevel smart at gemme sig i grotten, det ville tage et øjeblik for angriberne at vænne sig fra lys til skygge. Dog så det ikke ud til de gjorde brug af denne lille fordel og da Sean begyndte at se klart i rummet, de var løbet ind i, kom deres modstandere endelig. De havde sikkert været nede og hente våben. Han smilte svagt, da den første han fik fat i blev kasten i floden og et eller andet dyr slog kæberne om personen. Dyrene var sikkert en blanding af både santuines og shapeshifters. Lige som han også havde lidt af hvert i sin gruppe, som dog mest bestod af mennesker, santuines, shapeshifters og enkelte dæmoner. De angreb.
Tingene blev hurtige kaotiske, men Sean havde en plan og kæmpede sig derfor dybere og dybere ind i flokken af forsvarerne. Han slog mange ihjel og blev hurtigt badet i blod. Et dyr bed ham om benet og en anden ramte ham på armen med en kniv. En tredje slog mod hans kæbe. Men det hele var mere eller mindre overfladiske sår og ikke nogen der kunne vælte en stærk dæmon som ham.
"We sacrifice our blood, we kill for honor!" Han viste ikke hvem der sagde det. Nogen fra hans egen klan eller en andens.
Endelig kom ham om på den anden side af de kæmpende. Han stoppede op for at få vejret og se hvad der skete omkring sig. Jacob stod midt i det hele og kæmpede, en død tiger fortalte det gik meget godt. Hans flok slog ihjel, dog som han kiggede blev også en af hans egne mænd fældet.
Så vendte ham om og løb ind i den tunnel som deres fjende var kommet fra. Han mødte flere, der ville slå sig til gruppen, han dræbte nogle af dem, mens de fleste løb ved siden af. De troede nok deres venner ville dræbe ham. Han fældede dem og begynde at lede efter lederens gemmested...

Lydene af væsnernes skrig rungede i hele rummet. Ekkoet drillede ved at gentage dem flere gange. Imens han sørgede for at undgå at blive fældet, kiggede han rundt og straks fik han øje på Seans skikkelse der var begyndt at give sig op af. Lige som han skulle til at følge med ham, kom en mand ind foran ham og stoppede ham. I det øjeblik han trådte ind foran Jacob var han allerede parat på at angribe. Hænderne var lagt an til at bruge sin evne. Med en lyn hurtig bevægelse greb han manden om halsen med et jerngreb. Manden sprællede, vrissede af ham og spyttede endda efter, men lige meget hjalp det. Inden længe stod manden dog stille, imens isen langsom åd ham op inde fra. det greb om hjertet og knuste det som havde det været en appelsin i en dæmon hånd.. Da hans hjerte ikke længere slog, lod Jacob ham falde til jorden og rettede opmærksomheden imod Sean igen. Det var dog ikke til at se ham længere.. En hurtig beslutning strejfede ham og han fulgte videre med de usynlige fodspor Sean havde lagt, eller som Jacob håbede på at han havde lagt..
Lederen stod oppe på en altan, så over slagmarken med et koldt blik og det eneste tegn på interesse fra ham, var at han drejede hovedet hen imod hvert et skrig der undslap et klanmedlem.. Han bemærkede godt Sean var på vej. Det rørte ham dog ikke, han ville med glæde tage kampen op imod denne klanleder..

Han var ikke opmærksom på om Jacob var med. Han regnede med at han kæmpede videre nede i grotten og det skulle han bare have lov til. Måske var det lidt lusket af ham, men det var nu ikke fordi han ikke kunne lide Jacob. Han greb bare hver en chance for at få mere magt. Spørgsmålet om hvem der skulle overtage grotten bagefter var der også. Den var jo et godt skjulested. bygget til, så det kunne rumme forskellige ting.
Han kiggede ned af flere tunneller, som han kom forbi, og modstod lysten til at undersøge dem og se hvad de rummede. Skulle han bare fortsætte ligeud? enkelte løb stadig mod krigen, men snart var han helt alene i tunnellerne. Han skyndte sig videre, til ham kom til endnu en mindre hule. Tunnellen gik tre andre veje. hvilken skulle han vælge? Netop som han troede han var faret vild eller noget lignende, hørte han stemmer. Hurtigt søgte han tilflugt bag nogle store sten der stod ude i den ene side, sikkert efter at klanen havde hugget tunnellerne og grotterne til.
En rank skikkelse og noget der lignede hans rådgivere kom forbi. De var alle i rustning, undtagen en mand der havde lange gevandter. Manden nikkede kort.
"Vi må slå dem tilbage...Hvordan de fandt os er ikke vigtigt nu..." de kom nærmere. Sean knyttede hårdt om en af sine knive og gjorde sig klar til at springe frem og blokere vejen...måske skynde sig at dræbe lederen, inden de viste hvad der skete...

Han fulgte lydløst med ham.. Skridtene kunne ikke høres imod jorden, afslørede ikke at han var på vej. Imens han listede rundt inde i skyggerne, bemærkede han en skikkelse oppe på en altan. En tanke strejfede ham om at dette kunne være lederen. Han måtte dog ikke tage forhastet beslutninger.. Stadig helt lydløst, listede han tættere og tættere på og for hver gang der kom nogen forbi ham, stod han helt stille som en statue og ventede til at de igen var ude af syne. Til sidst kunne han ane Sean bag en sten, men i stedet for at liste hen til ham, blev han et par meter fra ham og betragtede de samme væsner som Sean gjorde. De så ud til at være dem på den øverste rang liste. Dræbte de dem, vandt de sandsynligvis den lille kamp der var startet.. han bed sig svagt i underlæben, ventede på at Sean skulle lægge an til at angribe. Hvis han nu havde en plan ville Jacob ikke ødelægge den ved at brase ind i det hele..

/ Undskyld ukreative svar :3 /

Sean opdagede ikke Jacob, som han troede stadig var nede og kæmpe. Han ville personligt dræbe lederen. Det gav altid noget særligt, selv at gøre det. Det satte ham i respekt over for sine mænd og det var nemmere at gøre krav på lederens ting og sager bagefter. De kom tættere og tættere på...Endelig var de tætte nok! Han sprang elegant frem, som en kat på lur. Mændene stoppede straks op og deres samtale forstummede da de så på ham. I et øjeblik nød han overraskelse, før han gik direkte over mod dem, hvilket spredte en smule forvirring, for hvorfor angreb han ikke? Endelig stilte to af vagterne sig foran lederen, med sværdet rettet mod Sean.
"du må være lederen. God kamp dernede, du går virkelig glip af noget. Jeg er Sean, leder af the shadow clan. Hvis du er klog, overgiver i jer nu. Ellers dør i" han trak let på den ene skulder, som om de diskuterede prisen på en tæppe. Han skjulte trænet kniven bag sin arm. mændene virkede opmærksomme og mistænksomme. Lederen fik et bredt smil.
"alle os, mod dig?" svarede han roligt og rystede svagt på hovedet.
Sean trak let på skulderen igen, det var værst for dem hvis de undervurderede ham. en af vagterne tog en hurtig beslutning og sprang efter ham med sværdet. Han undgik, greb fat i mandens arm og sendte ham på næsen fremefter, så han fik overbalance og faldt forover. Den næste vagt kom løbende, han nåede at lave en mindre flænse i Seans ben, da han ville springe væk fra ham. Til gengæld fik han en kniv lige i nakken. Han blev ved med at holde fast i kniven, hvilket betød at manden faldt sammen, død, og kniven gled ud af kødet og knoglerne igen, med en sær lyd. Blodet dryppede for det lille knivblad. Den anden vagt var allerede på vej op igen, desværre, for nu var det jo ellers bliver lederens tur. han mærkede svagt hvordan hans sår sved.