I'm happy to see you again. ~ Clary.

Vreden blev hurtig synlig i hans øjne. " det er noget helt andet! Jeg havde ikke set hende i 35 år, og vi har sammen i 3 år, og jeg lavede en fejl! Men du... Du går straks ud og danser op af en eller anden engel efter at have mødt mig og fået følelser for mig! Jeg drak blod af en mand efter du gik. Jeg fik først kvinde blod idag! ingen sex!" Han havde hævet stemmen.
Han hørte hendes skrig, men han reagerede ikke. Han gik hen imod skoven. Han kiggede på hende. "Jeg skubber dig væk, fordi jeg ikke ved hvad fanden jeg skal gøre! Plus, jeg har svært ved at tro på du ikke bare går hen i diskoteket og danser op af en eller anden fyr! Den mistanke stopper mig!" Sagde han og lagde armene over kors. Han fortsatte med at gå.

hun kneb øjnene sammen "åh ja du er jo så pisse hellig" hvislede hun og trådte væk "men fint så lad os stoppe dette, for det føre jo ingen steder" råbte hun og så direkte vredt på ham, næsten foragteligt. hun bed sig i læben, vendte om for selv at gå sin vej, nu var hun ved at blive træt af dette, han kunne gøre hvad han ville

Så lad os stoppe dette..
Han stoppede op og stivnede. Foregik det bare sådan hos hende? Han sank en klump. *Åh please, ikke...* han nåede ikke at tænke færdig før han faldt på knæ mens han tomt kiggede på jorden. Han rystede svagt i kroppen. Hun forlod ham... Hun forlod ham.. Han faldt ned og ligge. Han klynkede svagt. Ja, denne side af ham var der kun tre der havde set nu. Hvis hun vendte sig ville hun se Dominic der lå ned, og prøvede at gemme sig. Han rejste sig vaklende op og vendte sig mod hende men faldt på knæ igen. Han kiggede mod hende og en tåre gled ned af hans kind. Han rystede på hovedet... Og rejste sig op. Han tørrede hurtigt tåren væk. Han rettede sig. "O-okay.." Stammede han. "Undskyld." Han satte sig ned igen. "Men denne gang forlader du mig.." Han trak knæene op til hagen. Han vidste hun kunne høre ham da han snakkede højt nok til hun kunne. Han lagde armene om benene. "Hvis du så gerne vil ende dette.. Så.. Jeg vil ikke, men.." Han kunne ikke klare mere. Han kiggede på hende med tårer i øjnene. "Du.. Nej.. Glem det." Han ville ikke kæmp mere. Han havde dummet sig, men nu havde han sagt undskyld. Nu var det hende der gik. Hvis hun virkelig var forelsket i ham.. Og kendte ham godt nok... Ville hun vide at han var ved at give op på alt. Alt.. Han ville ikke mere. "Jeg mister alle der betyder noget.." Han snakkede mest til sig selv lige nu.

Hun stivnede da hun hørte den klynkende lyd, noget hun i sandhed ikke havde forventet af ham, ham af alle. Hun vendte sig om mod ham og hævede øjenbrynet og trådte et skridt mod ham, nysgerrigheden drog hende mod ham, det faktum han sagde undskyld var fremmed for hende, noget hun aldrig havde hørt ham sige "tror du jeg ønsker det" spurte hun stille og gik helt hen til ham, hun knælede ned foran ham, tørrede blidt hans tåre væk. Hun så blidt på ham, strøg ham ned af kinden med blide strøg

Når nogen han virkelig holdte af, var på vej væk... Fra hans liv... Reagerede han på forskellige måder.. Først ville han blive trist, derefter fuldkommen rasende, og derefter igen trist... Det ville nok fortsætte i nogle dage, og så ville han være normal igen. Dog ville han stadig savne personen der var smuttet. Det kom dog også meget an på hvem personen var.. Foreksempel ved Triana havde hun sagt sætninger der fik dråben til at flyde over, og hendes ord hvilede stadig i hans baghoved. Han havde bedt hende om at slå ham ihjel, men hun begyndte selv at græde.. Og ville blive hos ham... Ved Clary ville han stensikkert være fuldkommen trist i flere dage. Dernæst rasende i en dag, osv.
Han kiggede på hende. "Det ved jeg ikke, du var på vej væk, som om du let kunne glemme alt om mig." Svarede han lavt. "Men jeg kan ikke komme udenom min jalousi og skuffelse." Han skyndte sig at sige det.

Hun sukkede, stoppede sin hånd og så længe på ham "du var selv på vej væk" hviskede hun og fjernedes sin hånd, hun var anderledes omkring ham, han havde virkelig såret hende, hvilket man også kunne se, for havde han ikke, ville hun havde krammet ham, trykket sig mod ham, givet ham sin varme. Ikke som nu, hvor hun knap rørte sig, sad bare og kiggede på "hvordan havde du set dette ville virke, hvis du ikke stoler på mig" spurte hun og lagde hoved på skrå, hun kunne ikke se hvordan noget ville fungere, hvis der ikke var tillid

Dominic sukkede lavt. Sandt. "Ja, men.. Det var fordi at jeg ikke ville såre dig, så jeg skyndte mig væk.. Men du fulgte efter mig, og jeg kunne ikke nå at komme væk." Han kunne fornemme han havde såret hende, men det havde hun også ved ham! "Jeg ville komme tilbage... Ikke ende dette." Han kiggede på hende.
Han kiggede ned og vred sine hænder.
"Jeg stoler på dig... På mange punkter. Men hvordan kan jeg stole på du ikke bare finder en eller anden dreng og flirter med ham?" Han sagde det ikke anklagende.

Hun nikkede stille, sukkede. Svagt "hvad er det vi har gang i...dette, hvad er det og føre det overhoved nogen vegne" spurte hun stille, hun bed sig i læben "bliver dette nogensinde noget andet, vil jeg nogensinde kunne vise verden at jeg er forelsket....eller vil det altid være sådan her" spurte hun og lagde hoved på skrå, det skulle ikke misforståes med at dette var forfærdeligt, men hun ønskede at være sammen med en, en hun kunne regne med, som hun vidste elskede hende mindst ligeså meget som hun elskede ham. Selvom det var en kliche agtig tankegang, ville hun bare føle sig elsket

Dominic bed sig i underlæben. Han kiggede på hende.. Og vidste hvad hun ønskede. Det nærmest alle piger ønskede.. At have en dreng der elskede dem. Det var noget han ikke kunne.. "Jeg kan ikke elske nogen, Clary." Han så ned. "Jeg kan ikke elske dig, selvom jeg vil.. Jeg ønsker det samme som dig, en der elsker mig. Men.. Alt er bare.. For kompliceret lige nu.." Triana.. Hun ville være hos ham.. Og han ville have hende hos sig, men han ville også have Clary hos sig.. og han kunne ikke få begge. "Jeg kan ikke fortælle dig om dette vil føre til noget, eller ej.. Det kommer an på så meget.. Men jeg vil ikke miste dig." Han lukkede øjnene.

Hun nikkede stille "jeg ved det og derfor...selvom det smerter mig, vil jeg træde tilbage, jeg kan ikke tillade mig at være andet end din ven, jeg vil støtte dig, holde af dig, men jeg kan ikke være mere" hviskede hun og smilede svagt til ham. Hun ville gerne være så meget mere hos ham, men hun skulle også være realistisk og vide at det ville aldrig udvikle sig til mere end dette "du vil ikke miste mig, for selvom du ikke kan se mig, vil alle dem der holder af dig og du holder af, altid være i dit hjerte" hun lagde hoved på skrå og så på ham med blide øjne

Dominic mærkede hjertet synke. Han nikkede og kiggede ned. Han lagde armene over kors. "Okay." Han sagde det blot kort. Han brød sig ikke om det.. Han overvejede kort at tilbyde hende at de kunne prøve.. Selvfølgelig.. Han mistede den der var forelsket i ham, fordi han ikke kunne elske hende, selvom han ville. Det havde han regnet med i lang tid ville ske. "Men jeg kan ikke gøre for det... Jeg kan bare ikke udvikle sådanne stærke følelser for andre.. Selvom jeg vil. Jeg kan højst være lidt vild med en." Men det var åbenbart ikke nok for hende.
"Det er ikke det samme." Mumlede han.

hun sukkede "jeg vil bare gerne for engang i mit liv føle hvordan det er at der er nogen der elsker mig...bare en eneste gang. Er det virkelig så meget at spørge om" spurte hun og rejste sig om, på grund af smerter i knæende. Hun lagde armene om sig selv "jeg beder dig ikke udvikle følelser for mig, jeg vil aldrig bede en anden om sådan en ting" hun bed sig i læben og sukkede, som hun lod læben slippe tandens greb, så ned på ham "nej, men mange gange er det det eneste vi har, tror du ikke jeg gerne har ville have at dem jeg holder af er hos mig hele tiden, men det kan man bare ikke altid bede folk om...selv hvis de ikke holder af mig, vil jeg holde af dem" hun så på ham, alt i mens hun talte ud

Han så ned. "Ville det hjælpe at høre jeg gerne vil elske dig?" Spurgte han lavt. "Nej.. Men for at føle sig elsket, behøver den man er sammen med, ikke elske en.. Bare.. Være der for en.. Behandle en ordentligt, og så videre." Sagde han lavt. Han kiggede op på hende. "Det siger jeg heller ikke du har bedt mig om."
Nej.. Nu var det nok. Han ville slet ikke miste hende, på nogen måder. Han sank en klump.
"Jeg beder dig, Clary.." Hviskede han og krympede sig sammen.

hun trak på skulderne "måske, men det ville da være rart at høre, hele mit liv har der aldrig været en der kom og sagde de elskede mig, da jeg var yngre troede jeg der var noget galt med mig, siden ingen gad elske mig" hviskede hun og så ud i luften, der havde aldrig været en stolt far, der lykke ønskede det hun gjorde, aldrig en mor der sagde hun var smuk, der havde aldrig været andre end hende selv og det måtte hun leve med, uagtet hvor meget det gjorde ondt. Han var måske ikke i stand til at elske, men hun kunne ikke blive elsket.
Hun knælede igen ned foran ham, smilede blidt "hvad beder du" spurte hun og lagde hænderne mod sine lår, hendes øjne var anderledes end før, da hun holdte sine følelser ud af dem, prøvede at holde sig tilbage

Dominic kiggede kærligt op på hende. "Jeg vil gerne elske dig.." Sagde han lavt.. Men af en eller anden grund følte han stadig det åbenbart ikke var nok for hende. Sikkert om en uge havde hun fundet en anden, forelsket sig i ham og han forelsket i hende, og så var Dominic fuldkommen glemt. Så kunne han få lov til at være alene, såret, og ensom. Næsten ligesom dengang med Triana..
Hendes smil satte ligesom streg under at hun ikke kunne lide ham mere. Han så ind i hendes øjne. "Lad være med det der. Hold op med at gemme dine følelser. Jeg frygter at du fuldkommen har glemt at jeg føler noget for dig." Han rystede på hovedet. "Lige meget, det betyder vel ingenting." Han så væk.

Hun nikkede og smilede til ham, bare hans smil fik hendes til at lyse op "jeg kommer bare til at frygte at jeg bliver for meget for dig, det at jeg ønsker mere" hviskede hun og så ham blidt ind i øjnene. Hvad skete der når han blev træt af at hører på hendes evige ønske om at møde en hvor det kunne blive mere, at hun ønskede mere af ham, også selvom hun ikke sagde det, så kunne hun ikke holde dette ønske tilbage om at ønske mere
hun bed sig i læben, slog blikket ned, før hun igen så på ham "hvad er det du ønsker af mig? og nej at du føler noget for mig, betyder ikke ingenting" sagde hun med et smil. Hun uskede sit første møde med Alec, manden der nok var hendes gudfar, men samtidig også var ham der hade dæmoner mere end noget andet, på grund af mordet på hans mor også mordet på hans bedste ven, der samtidig også havde været hendes mor. Han havde fortalt hende, en dag de havde mødt, at hvis hun havde været en sjæledæmon, var hans engleside, uagtet hvor meget han holdte af hende, nok gået amok

Dominic trak på den ene skulder. "Jeg sagde jo jeg ikke var god for dig.." Han skulle have stoppet det, før alt dette skete.. Men... Han havde ikke kunnet. Han havde set noget.. En form for håb. "Du bliver ikke for meget... Men.. Jeg gider ikke høre på at du kunne møde en anden som kunne elske dig, eller høre fra nogle andre at se har set dig med en anden." Sagde han lavt. Han var stadig såret, og usikker på om han kunne have tillid til hende efter at han havde fået det at vide med englen Josh. Han havde også fået at vide hvad hun havde sagt til ham.. Han krøb sig mere sammen.
"Jeg ønsker at du lader være med at gemme dine følelser. Jeg har prøvet at elske TRiana, men jeg kunne ikke.. Måske.. Måske er det bare fordi hun ikke var den rette.. Jeg ved det ikke.." Han kiggede på hende. "Hvis det så betyder noget, hvorfor er det så ikke nok?"

Hun nikkede "du bliver ved med at sige du ikke er god for mig, men alligevel ønsker du være sammen med mig" hviskede hun med et hævede øjenbryn, han gav forvirrende signaler, nogle hun ikke alle kunne samle sammen og give ud i et, så det gav mening for hende. Hun sukkede "ja jeg var sammen med ham, men jeg var i et sårbart sted, du var bare gået, som var jeg intet i det øjeblik, jeg tog ned til diskoteket og vi faldt i snak...er det hvad du vil høre" spurte hun og rynkede øjenbrynet af ham. Hun var en smule irriteret over hans angreb på hende og begyndte han først med at sige hun var ham utro, ville det ikke se godt ud.
Hun lyttede til ham og vidste at det han sagde var rigtigt "dette er kun en teori, men måske er jeg heller ikke den rette for dig...jeg ønsker blot du skal være lykkelig og hvis jeg ikke kan give dig det, hvem kan?" spurte hun med et hævede øjenbryn

Han lænede hovedet tilbage og lagde sig ned. Han sukkede lavt. "Det er ikke hvad jeg siger! Men jeg havde ret i jeg ikke er god for dig." Mumlede han og kørte hænderne ned af ansigtet. "Jeg siger ikke vi skal være sammen, men jeg kan prøve." Sukkede han lavt. Han lukkede øjnene. "Og du kan lide ham?" Han rystede på hovedet. "Du ved godt hvorfor jeg gik." Hviskede han. Han vidste godt hun var irriteret, han anklagede hende ikke for at være utro, han ville bare vide hvor han stod henne.
"Du virker ikke som en der er forelsket i mig lige nu." Sagde han lavt. "Ingen kan hvis du ikke kan." Mumlede han.
Han havde det lidt som om hun ikke gad ham.. "Du virker som om du ikke gider mig.." Han så ned. "Vil du gerne væk fra mig? Ud af mit liv?" Han spurgte forsigtigt.

Hun sukkede "du har da sagt det flere gange, du bliver ved og ved med at sige du ikke er god for mig" hun rystede på hoved, gad englelig slet ikke denne diskussion, lige nu kunne hun bare godt bruge et dejlig varmt bad og noget massage af den ene eller anden form. Hendes øjne var dog hele tiden på ham "det ved jeg ikke, han var sød ved mg da ingen andre var...men jeg ved det ikke" hviskede hun og havde lige nu mere end bare lyst til ikke at have noget med kærlighed at gøre, det gav vel ikke andet end problemer, sorg og diskussioner, lige nu kunne hun da ikke se noget godt i det.
Hun sukkede endnu engang, denne gang næsten forpint "gør jeg ikke det, det er nok fordi jeg efterhånden er træt af denne diskussion, nu vil jeg gerne have et svar....hvad vil du mig, vil du bruge mig så vi kan blive ved med at diskutere eller ønsker du rent faktisk noget med mig" spurte hun og hævede øjenbrynet af ham

Dominic ville heller ikke denne diskussion, men han følte at hvis han endte den, ville hun forlade ham. Han vidste at hvis hun efterlod ham, ville han dø. Han kunne ikke leve uden Clary, og skrækken for at Triana skulle efterlade ham igen, selvom hun trodsede Neal for ham.
Han krympede sig lidt sammen ved hendes ord. "Kunne du forelske dig i ham?" Han ville stadig gerne vide hvor han stod. Han ville væk inden han blev såret.
Han rejste sig op og kiggede på hende. "Det kommer an på hvad du mener med noget. Hvis det er at blive gift, så.." Han rystede på hovedet. "Men, det kommer helt an på hvad du mener."

Hun trak på skulderne "det kommer meget an på dig, for hvis du kun ønsker et legetøj, så har jeg bedre ting at lave og du har flere tøser i havet" sagde hun kort, hun gad ikke være sammen med en der blot ønskede at lege med hende, men hvis han rent faktisk ønskede at være sammen med hende for den hun var..så var hun mere end villig, dog ville hun gerne have han så lod hver med at flirte med pigerne, for så skulle hun nok holde sig fra mændene
Hun rejste sig med ham og så direkte på ham "jeg mener det som jeg siger, ønsker du at være sammen med mig og nej jeg mener ikke gift, selvom det er en sød tanke jeg er dog for ung til at blive gift" svarede hun og lagde hænderne mod sine hofter

Dominic sukkede lavt. "Jeg bruger dig ikke som legetøj.. Jeg har følelser for dig.." Han så helt fortabt ud. Han kunne ikke mere. Han ville ikke mere. Hvorfor havde han ikke bare reageret anderledes da hun havde fortalt hun var forelsket i ham? Det ville have været så meget nemmere. Hendes næste ord fik ham til at sukke dybt.
"Jeg ... Ved det ikke... Jeg kan ikke finde rede i noget mere.. Men jeg ved... At jeg ikke kan leve uden dig... Det er svært at have følelser for to..." Han satte sig ned igen. "Jeg ved det ikke. Jeg vil gerne.. Tror jeg.. Jeg er så usikker lige nu... Vær sød ikke at forlade mig på grund af det.."

Hun nikkede og smilede svagt "jamen det er jeg glad for at høre" sagde hun og lagde armene over kors, hun måtte ikke græde, selvom det bed i hendes øjne, bed for at komme ud så måtte hun være stærk og modstå lysten til bare at falde sammen.
Hun sukkede, men nikkede igen "jeg..." hun blev helt overrasket, han kunne ikke leve uden hende, manden der praktisk taget knuste flere hjerter end selv Casanova, kunne ikke leve uden hende, en helt normal pige der ikke var det synderligt specielle over. Hun bøjede sig ned og trykkede sine læber mod hans pande "jeg forlader dig ikke, men du har brug for at tænke og jeg gør det ikke lettere for dig" hviskede hun mod hans pande, nussede ham ned af kinden

Dominic kunne ikke græde lige nu. Han havde ikke lyst. Han kunne ikke. Han måtte ikke. Han kiggede op på hende. Det lettede en smule at hun smilede lidt. Han kunne ikke rigtig sige mere til det.. Så han kiggede ned igen. Han lagde armene om sig selv, da det var noget koldt. Han sukkede lavt.
Han kiggede op på hende igen da hun sagde jeg. Han ventede på hun fuldførte sætningen. Han lukkede øjnene da hun trykkede sine læber mod hans pande. "Men.." Hvad så hvis hun fandt en anden? "Går du så nu?" Han mumlede spørgende.