They call it a mission. -BigBaloo-

Kuuma hørte monsteret brøle, han gjorde klar til og slå igen, og han havde osse hørt den snappe udefter ham, men han var glad for han var trådt væk, han stod dog bare og så på den da den faldt, han så den falde til jorden og spjætte svagt og langsomt, han kom med en misbillige lyd da det grønne forsvandt, og han så en chance, og han havde bemærket Jacob osse havde set det, og han lod Jacob angribe, han så hvordan Jacob sprang på monsteret, og så hvordan han stak istappen ned i den, for så at høre den skrige, Kuuma så hvordan den forvandlede sig til et menneske, og han kom med en vred knurre lyd, han stoppede dog da han fornemmede Jacob var forvirrede så vel som forskrækket, og han lyttede til Jacob imens han snakkede, han tænkte lidt over det og svarede så roligt, imens han hørte hvad Jacob sagde, og hørte det til ende, tænkte lidt og svarede eftertænksomt, da soldaten kom op i ham.
''det er ikke en kendt race, tror jeg nok, ikke en jeg har dræbt før, og jeg har dræbt mange, vi ved at et solidt slag med noget tungt får den til og gå ud, for så at man kan stikke den ihjel tror jeg, og det er et menneske, men hvor slimen kommer fra ved jeg ikke, ikke en kemisk våben jeg kender til, hmm bio våben måske, aner det ikke, og ja vi skal passe på, fordi jeg tror deres bid så vel som negle er inficerede med det skidt der, og manden er ude på det ja, og jeg tror vi skal have en lille snak med ham, hvad syntes du?''
Kuuma lød helt rolig og fattet, imens han snakkede, og han så roligt på Jacob med sine rolige gule øjne.

Han nikkede. Det galt om at finde manden, inden de selv endte som sådan et forfærdeligt væsen! Det sidste Jacob ønskede var i hvert fald at ende sådan. Selv om livet gik ned af bakke for tiden, så var han ikke sunket så dybt at han skulle være et omvandrende slim monster! Hurtigt var han sat i løb, i håb om at Kuuma vidste at han skulle følge med ham. Vinden blæste ivrigt om ørerne på ham, forsøgte nærmest at forhindre ham i at nå frem, men intet skulle stoppe ham. Da de endelig kom frem til lejren igen, var manden og hans mænd væk.. Det fik med det samme Jacob til at knytte næven og bande for sig selv. De kom forsendt! Han var allerede væk!
Irriteret kørte han en hånd igennem sit hår, så spørgende hen på Kuuma. "Vi kom forsendt,"

Kuuma havde hørt monsteret brøle igen, og han vidste han havde ramt godt, han havde osse hørt tænderne klappe sammen da den ramte den tomme luft, og da kom en tilfreds knurren fra ham da den faldt til jorden, og han vendte sig om og så på den spjætte, og det grønne slim forsvinde, som en slags masse da trak sig væk, måske havet? han klukkede ved sin egen tankegang, og han så roligt Jacob gribe chancen som Kuuma havde set osse, og så ham bore istappen ned i den's skulderblad, og hørte den skrige igen, han så bare roligt med, da den forvandlede sig til et menneske, og da Jacob sprang forskrækket tilbage, gik Kuuma roligt hen og så på den døde, et ungt menneske, han tjekkede roligt pulsen da ikke var der, og han rettede sig op, han skævede om på Jacob da snakkede, og han lyttede roligt til Ham, imens han tænkte lidt og svarede så roligt.
''yea det kan jeg se, og hvordan ved jeg ikke, kemisk våben, måske? mislykket magi, sort magi, måske døds magi? da den er udød af en art, og ja vi skal passe på, og jeg har ikke i sinde at blive som den, eller lade dig blive som den''
han løftede sin tunge militær støvle og lagde den på den døde's hoved, og pressede til så kraniet og hjernen blev mast som en malon da ramte et hårdt gulv og splattede ud, han så roligt Jacob i øjnene og sagde roligt til ham.
''hastværk er lastværk, vi finder manden, får ham til at snakke, på den ene eller den anden måde, og ja vi skal skynde os væk, men vi må være eftertænksomme så lad os opspore den nar, og banke nogle ord ud af ham, hmm?''
han lød rolig imens han tørrede sin støvle af i græsset, han så ud til og være ligeglad med den døde, og han så sig roligt omkring, imens han brummede lidt for sig selv.

Han nikkede kort til Kuuma med et anerkendende smil på læben. De skulle i den grad finde ham, for var forbandelsen allerede over dem, ville de have et meget stort problem! Et problem den mand kun kunne løse. Bare tanken om at skulle se det rådne fjæs igen, fik ham til at knurre indvendigt. En ting var sikkert, manden slap ikke for at komme til skade. Specielt ikke hvis de havde forbandelsen over sig. "Ja, lad os finde ham," Hans stemme var ligeså rolig som Kuumas. De måtte tage den med ro, det nyttede ikke noget at stresse, de skulle nok finde manden i tide, hvor han så end havde gemt sig henne. Langsomt begyndte han at gå, sendte et sidste blik til det døde menneske på jorden, inden han rettede blikket fremad igen og fulgte mandens lugt der hang i luften. Noget tydede på at han havde røget på sin pibe kort inden han forlod lejren, hvilket var heldigt for Kuuma og Jacob, for så havde de mulighed for at finde ham hurtigere. Med musklerne spændte, blikket rettet fremad og en snævre stemning over sig, gik Jacob igennem skoven og håbede på at Kuuma fulgte med ham, eller ville rette på ham hvis han mente at det var den forkerte vej.
"Han må have vidst vi fandt ud af at han snød siden han stak halen imellem benene," mumlede Jacob og kiggede hen på Kuuma. "Og jeg frygter at vi måske kan være ramt af forbandelsen, uden egentlig at have gjort noget specielt,"

Kuuma havde set Jacob's korte nik, så vel som det anderkendende smil på læben, han kom med et kort smil tilbage, imens han så ud til og tænke, han så roligt på Jacob da han var hjernen af de to og Kuuma var musklerne, så han ventede roligt på Jacob ville finde ud af hvad de skulle gøre, og han hørte osse Jacob knurre, og han knurrede enig, han vidste hvad Jacob tænkte på, og var klar, han nikkede til Jacob da han sagde de skulle finde manden, han kunne osse se Jacob's ro så vel som fornemme den, og han var klar til at følge Jacob, til og finde manden og banke nogle forklaringer ud af ham, og han så Jacob langsomt begynde at gå, Kuuma fulgte roligt og tæt med Jacob med sit tunge slagvåben i hånden, og han så Jacob kort kigge på den døde på jorden, han kiggede ikke på den døde, og han snusede ind, og blottede tænderne i et rovdyr grin, da han kunne dufte røgen, og han fulgte roligt og tæt med Jacob, efter duften, han vidste de var heldige eller osse så var manden dum, og Kuuma gik afslappet, selv om det var tydeligt han var parat til at dræbe alt fjendeligt, som en soldat, imens han roligt vandrede afsted ved siden af Jacob, han så Jacob skæve til ham, nok for at se om han var med, og han nikkede beroligende til Jacob, for at han skulle vide han var lige ved siden af ham, og han lyttede roligt til Jacob, og han grinte lavt og kort.
''hehe yea, sikke en svans at stikke af i sit fine tøj og med sin pibe, haha, lad os finde den fine klovn og give ham en lærestreg som jeg gjorde det i BlackZone Prison hahaha''
han grinte muntert, dog blev han stille da han hørte Jacob's ord så vel som bemærkede han's blik, og Kuuma så alvorlig ud, eftertænksom imens han så på Jacob og gik ved siden af ham, og efter lidt tid sagde han.
''du kan have ret, men hvordan? luft smitbar? nogen ideer?''
han lød rolig og fattet, dog alvorlig, selv med et lille smil i ansigtet, som en da enten var ligeglad eller komplet gal, dog fulgte han roligt med Jacob stadig med sit slagvåben klar.

Blackzone prison? Et kort øjeblik overvejede den unge dæmon at spørge ind til dette, men valgte i stedet at lade det ligge så de kunne fokusere på at finde manden i stedet. Rundt omkring dem sværmede der en bølge af forskellige lyde. Der lugtede kraftigt af røg fra mandens pibe. Det var som en irriterende kløen i næsen. De skulle dog ikke brokke sig over den, da det var deres mulighed til at kunne finde frem til manden og hans klan, eller hvad pokker alle de mænd ved hans side havde været for nogen. Bare tanken om at de snart skulle se manden igen, var det der satte skub i Jacob.
Kuumas spørgsmål fik ham dog kort til at sænke farten. Han var ikke sikker på om de var smittet eller ej, men de kunne ikke tage nogen chancer omkring det! Ingen af dem ønskede at ende som det monster der før var gået til angreb på dem.. Det klammeste ved tanken var at det engang havde været et menneske og at det imod sin vilje var blevet til noget af det mest forfærdelige væsen man kunne se. "Jeg tror at det vi var i nærheden af monsteret startede det hele, at vi mærkede dets klamme ånde snitte vores hud og det at vi åndede denne samme luft," Ligesom Kuuma lød han rolig og fattet..
De fortsatte med at gå igennem skoven. Lugten af røg blev blot kraftigere og kraftigere.

Han bemærkede Jacob's undrende udtryk da han nævnte BlackZone Prison, og han kunne næsten mærke på dæmonen at han gerne ville spørge ind til det, og han sagde ud af det blå.
''BlackZone Prison er et hemmeligt militær fængsel, for de helt slemme militær kriminelle, de mest hårde hunde er der, og rekorden at overleve er 4 år i træk, hvis man er heldig, jeg klarede 103 år i BlackZone Prison, hvor den hårdste hund klarede 4 år max, og har ikke tal på dem jeg har dræbt der inde for og overleve eller gjort til krøblinge, men kan sige jeg har dræbt nok til og fylde en masse grav og meget mere til''
han blev stille der efter, gik i et muntert rask trav, dog havde han's ansigt et tænkende udtryk som en der faktisk tænkte, og han spekulerede om de havde inhaleret sygdommen der havde skabt det monster eller hvad det var, han skævede spørgende til Jacob, da han snakkede, han sagde intet, men nikkede bekræftende imens han gik og spekulerede, dog fulgte han tæt med Jacob, i retning af røg duften.

Det fangede faktisk han interesse at høre omkring Blackzone. Kun de hårdeste overlevede der, det undrede ham ikke. Man var nød til at være hård for at overleve for tiden, nærmest alle steder skulle man være klar til at spænde musklerne og angribe. Det overraskede ham meget at høre hvor lang tid Kuuma havde overlevet derinde. Noget sagde ham at denne mand ikke bare var hvem som helst. Man skulle helt klart have respekt for ham! Han nikkede svagt til det han sagde, fortsatte med at lade sin krop bevæge sig i en stille gang. Selvom det lignede at Jacob slappede af, så var det langt fra det han gjorde! Han var klar til hvad som helst der lige skulle komme springende..
"Hvilken race er du egentlig? jeg mener, siden du er ældre end jeg er," Han sendte ham et venligt smil. Nok skulle de snart til at kæmpe, men det betød nødvendigvis ikke at de skulle have en kold attitude overfor hinanden. Det så Jacob i hvert fald ingen grund til! "Og det er ret imponerende at du klarede den i så mange år,"
Endelig var duften af røg så klamrende, at man slet ikke var i tvivl om at manden var lige i nærheden. Hurtigt var Jacob sprunget op i et træ, mærkede det klistrede bark imod sine hænder og lod duften af den tunge røg sive ind igennem ham. "Han er tæt på.. jeg kan bare ikke se ham," han kiggede ned på Kuuma. "Kan du se ham?"

// Jeg undskylder ydmygt ventetiden! D: