Lad være, Neph, nej!...åh, idiot! Se nu...(Nephthys)

S: Doomsville city. Alle og ingen steder i byen.
O: huse, en tom hestevogn uden heste, folk?
V: Overskyet, men lunt.
T. aften. Solen er gået ned.

Aftenen var ganske lun og behagelig. Der var ikke særlig mange folk på gaden og det havde været med til at overbevise ham om at han godt kunne gå en tur. Trods han stadig havde smerter i sine brækkede ribben, når han gik. Skudsåret i ryggen mærkede han stort set ikke mere og de forskellige små rifter var allerede væk. Denne aften var han iklædt nogle løse, mørke bukser og en lidt mere løs T-shirt. Han orkede ikke at have stramt tøj på, når det var varmt. Det mørkebrune hår strittede let, med det pandehår der altid faldt ned over hans pande. Hans ansigt bar altid de samme, fire ar. Armbåndet om den ene arm var der stadig.
Han stoppede op ved en bænk og satte sig lidt tøvende på den og lod blikket glide over de nu mørke omgivelser. Han havde fået sit forhold til Alane tilbage, hans klan havde det bedre end nogen sinde. De ting var i orden og hvis ikke det var for de brækkede ribben, var der intet at beklage sig over. Han sukkede kort og lænte sig godt tilbage. Han havde brug for noget mere at tænke over...Her på det sidste, efter flere uger hjemme, var det som om han havde tænkt...Alle sine tanker til ende. Det gjorde ham rastløs, mere end det at han havde været nærmest spærret inde i sin seng. Han kunne jo tænke over fremtiden med Connor...Eller over luces sære opførsel...Men tankerne kom ikke særlig let den aften.

Det var noget tid siden hun havde set Sean. Måshe, var det slet ikke så dårligt? Han lod jo til at have travlt nok med at komme væk fra hende.

Efter hændelsen, hvor han igen måtte redde hendes bagdel, havde hun besluttet sig for at afprøve den kur hun havde læst om i sin dagbog - den eneste side hun havde revet ud af bogen inden Sean fik den.
Hvis den virkelig kunne kurerer hende, var det forsøget værd.
Men hun tog fejl.
Ud over en brændende smerte i hendes hals og øjne, var der intet sket.
Og spejle var jo ikke en mulighed, så om der var sket en ændring vidste hun ikke.

hun var iført en sort kjole der stoppede midt på lårene. Der var ingen stropper til at holde kjolen oppe, så den hvilede på hendes barm.
De øjne, der førhen havde været gyldne og flydende at se på, var nu grønne som syre. Og mindst lige så giftige at se på.
Med håret hængende løst, og et par stiletter til at forlænge hendes ellers slanke ben, bevægede hun sig roligt gennem gaderne. Hun kunne vel sagtens nå ned forbi den lokale pub inden hun ville skifte til noget mere passende og gå på biblioteket for at læse mere om de registre der var udført under hendes mors tid.

På en bænk, ikke langt fra hvor hun gik, sad Sean - men selvoptaget som Neph tit var, så hun ham ikke. Hun gik bare, helt roligt

//Nå, troede emnet skulle handle om det - altså hvor hun gjorde det, så der ville ske noget^^//

Han havde lukket øjnene og slappede af. Det slog ham hvor hjemme han enlig følte sig i denne verden, her i denne by. Tanken om at tage hjem til jorden igen var fremmed for ham, selv om han flere gange havde overvejet det. Det var så længe siden han havde været der, mange ting ville nok være anderledes. Han efterlod jo jorden da den var godt i gang med flere udviklinger end han havde troet muligt. Nu boede han her, næsten i en verden der var gået bagud i tid. Ville den nå så langt en dag? Han viste det ikke. Han åbnede øjnene og en lugt af vampyr nåede ham. en lugt der ikke fik ham til at føle frygt, måske fordi dæmoner ofte kom godt sammen med vampyrerne. Han drejede hovedet og opdagede neph. Tilfældigt, som altid.
"Nephthys" kaldte han let, da hun som sædvanlig aldrig bemærkede sine omgivelser.En dag ville det bliver hendes død.

//just wait for it, dearest //

Hun så på ham, og smilede stille. Hun gik langsomt hen til ham, men undgik med vilje at se ham i øjnene. Hun ville helst ikke fortælle ham om hendes latterlige forsøg på at blive menneskelig igen.
''Længe siden, huh?'' hun satte sig så langt fra ham på bænken som muligt.
''hvordan har din nevø det?'' spurgte hun, inden hun så lidt op på himlen.
Hun havde været længe væk. En uge, mindst. I en døs af smerte og længsel efter minder, havde hun bare vandret.
Og nu var hun endt dér igen. Denne gang, mere som en hjerneløs zombie end noget andet.

//Nå, troede du var sprunget forbi det? Oo//

Hvorfor satte hun sig så langt væk? hvorfor blev hun ved med at opføre sig som om han for alt i verden slet ikke kunne fordrage hende? Han fik seriøst snart et eller andet flip. Men på den anden side overvejede han at ignorere det. Lige meget hvad han gjorde, ville folk åbenbart ikke være tæt på ham. Alane var den eneste han havde mødt der virkelig gad ham...
Så han valgte at ignorere det. så kunne hun holde sig fra ham så meget hun ville.
Hun lignede dog, på den anden side, ikke en der havde det vildt godt.
"Er du ikke interesseret i hvordan jeg har det?" ikke fordi han absolut ville fortælle det, men hun spurgte altid til hans nevø og aldrig ham. En ting der undrede ham lidt lige nu.
"Hvordan har du det selv?"

''du kan jo ikke lide når jeg spørger dig om hvordan du har det.. Og eftersom jeg jo passede ham i en kort periode, troede jeg at jeg havde nogenlunde ret til at spørge ind til hvordan han har det?'' hun så kort på ham men så derefter lidt ned.
''jeg har det... okay.'' hun trak på det. Havde hun det virkelig okay? Hun var syg, men hvordan vidste hun ikke.
Hun turde bare ikke rigtigt... tale med ham. Jo mere hun fortalte om hvad der skete i hendes liv, jo mere blev hun involveret i hans. Og ærligt, var hun bange for hans reaktion.

//jajaja, men virkningen af den har ikke taget helt af. han skal nok få noget at reagerer på //

Han så lidt på hende og sukkede så, da han lod blikket glide ud over omgivelserne. Han kunne ikke bare ignorere det, hun var desværre blevet en person han bekymrede sig om og det var langt fra nemt. Det virkede som om de aldrig kunne lide hinanden, virkelig...
"Hvad har jeg gjort denne gang, siden du ikke bryder dig om mit selskab, igenigen?" han lød opgiven.
"Du behøvede ikke at stoppe op, hvis mit selskab går dig på. Jeg forstår det ikke. Jeg indrømmer du er min eneste og bedste ven, men selv det er ikke nok for dig." han rejste sig op og vendte hovedet væk da en svag grimasse af smerte gled over ham. Bagefter kiggede han på hende igen med et overraskende koldt blik. han kunne se der var noget galt, men hvad så? Hun gad alligevel aldrig fortælle hvad det var.

''nu gør du det igen. Du tror at jeg ikke gider dig, fordi jeg ikke deler mine følelser med dig - men ved du hvad? Du gør det samme Sean! Du har ikke én eneste gang siden du fandt mig på markedet, talt med mig om DINE følelser! Mine, jo dem kan vi da tale om frit, men så snart vi kommer til dig - så er det off limits!'' Hun stirrede direkte ind i øjnene på ham, og ved det afslørede sine nu næsten syregrønne øjne.
Hun rejste sig, og trak vejret dybt.

Hun rystede på hovedet, og var tæt på at undskylde. Men hun tav. Hun ville hører hans svar.

Han så på hende. Virkelig? Var det hendes svar?
"Jeg har ikke forlangt at kende dine følelser. Jeg vil bare gerne vide hvorfor du vil snakke med mig, når du alligevel sætter dig så langt væk fra mig som du kan komme, undgår at røre mig hvis du kan komme til det" samt hvorfor hun aldrig gad at sige hvis der var noget galt. Men det sagde han ikke, for han var ikke god til det selv. Måske fordi der aldrig rigtig var noget galt, måske fordi folk alligevel aldrig spurgte eller virkelig interesserede sig for det. 
"Jeg troede ærlig talt vi var kommet over det. At vi endelig bare kunne være de venner, som jeg altid har ønsket mig. Men det er vi åbenbart ikke. Hvad gør jeg nu, som ikke lever op til dine standarder?"
åh ja, de grønne øjne havde chokkeret ham et eller andet sted. Men dette var ikke tiden til at vise det. Dette var ikke tiden til at spørge ind til det. Selv hvis det var et problem, et tegn på hun var syg eller noget andet, ville hun nok alligevel ikke indrømme det, da slet ikke nu.

Hun så ned og satte sig igen.
Hun rystede på hovedet.
''Du er ikke glad for at jeg er tæt på dig normalt. Jeg troede at du ikke kunne lide at jeg var nær dig.'' sagde hun, inden hun træk på skuldrene.
Hun sukkede.
''Jeg tør ikke være tæt på dig. Jeg tør ikke dele noget med dig... Jeg tør ikke lade dig være for stor en del af mit liv... For på et tidspunkt, så er jeg væk. På et tidspunkt er du der ikke til at redde mig. Og så må jeg tage konsekvenserne af mine latterlige handlinger selv.'' sagde hun stille.
''Og selv hvis det ikke er sådan, vil der komme et tidspunkt, hvor du bliver træt af mig. Et tidspunkt, hvor du ikke orker mig mere, og så skal jeg undvære dig. Så gør det bare mere ondt, end hvis jeg ikke deler ting med dig. Du er sådan set den der fik mig til at indse det..'' hun krøb lidt sammen.

Hvor fik hun alt det pis fra?! Det var sådanne ord han selv ville have sagt, hvis de netop havde mødt hinanden for første gang. Men nu var der jo gået en del tid, år endda!
Han sukkede og slog ud med armene i en opgivende gestus, trodsede smerten der enlig bare gjorde ham mere vred.
"Hvor får du det pis fra, Neph?" sukkede han. Han viste han skulle til at sige noget der var fuldkommen imod hans egen overbevisning.
"Hvis man hele tiden skulle forvente det værste, kom man aldrig nogen vegne i livet! Hvis du virkelig tror vores venskab ender i ren smerte en dag, hvorfor så overhoved fortsætte? Så kunne man lige så godt opgive alt i dag og ligge sig til at dø! Neph, jeg kan godt lide du er tæt på mig. For helved, du er normalt den eneste ven jeg har! Den eneste grund jeg prøver at holde lidt afstand, er fordi jeg er bange for du skal blive forelsket i mig igen og skabe endnu mere kaos end der var før dit hukommelsestab! Fordi jeg selv er en skide hamrende afstandtagende person, der ikke tør lade folk komme før nær, også selv om jeg ønsker det! du er vampyr nu, du lever så godt som evigt med lidt held, så der er god grund til at tro vi kan se hinanden i lang tid endnu. Du er vampyr og stærkere end nogle sølle mennesker, der er god grund til at tro du har styrken til at afværge de værste farer!" han havde ikke mere at sige. I stedet gled hans arm automatisk rundt om hans bryst, da hans brækkede knogler valgte at gøre mere ondt, nu hvor han ikke ligefrem sad stille længere. Han rystede energisk på hovedet.
"Jeg gider ikke høre på sådanne nogle absurde ting. Hvis du forventer det værste og derfor ikke gider mig, så sig til nu!" og da ville han gå og aldrig tage kontakt til hende igen.

''du har jo ondt!'' i en hurtig bevægelse var hun oppe og stå foran ham.
''hvorfor skulle jeg overhovedet tale mig dig, hvis jeg ikke gider dig - jeg elsker dig jo for fa'en!'' hun så trodsigt på ham.
''og inden du misforstår det, nej, jeg er ikke forelsket i dig.'' sagde hun bare, inden hun sukkede.
''sæt dig nu ned, inden det gør mere ondt. Please?'' Hun hadede at han havde ondt.
Men sandt og sige, hun elskede ham. Men hverken som kæreste, mand eller elsker. Men som ven, bror og fortrolige. Når hun ellers turde dele ting med ham.

han sukkede og så lidt på hende, trodsig som han jo var. han prøvede at gennemskue hende. Lod hun med vilje samtalen falde bare fordi hun ikke ville tage stilling til det han sagde eller fordi...hun faktisk ikke havde noget at sige? Han viste ikke hvor han havde hende.
"Jeg håber du fanme du holder af mig. For så let slipper du ikke af med mig" knurrede han svagt. Så smilte han svagt og satte sig ned. Det gjorde stadig ondt, men bare det at sidde stille hjalp allerede i sig selv. Han sukkede svagt.
"Har ud så lyst til at fortælle mig hvorfor din øjenfarve har ændret sig til denne meget unaturlige farve?" spurgte han og så op på hende.

Hun smilede stille inden hun satte sig ved siden af ham.
''tro mig, du slipper heller ikke for mig!'' grinte hun.
''Det med øjnene er en... Uheldig drejning på et projekt jeg har arbejdet på.'' sagde hun bare og trak på skuldrene.

//tager lige et hurtigt spil 31 med annike. BRB//

han så over på hende.
"En drejning? Hvad har du nu lavet?" spurgte han. Inderst med en svag bekymring for hvad hun nu havde fundet ud af og absolut skulle afprøve på sig selv. hvis hun skulle dø af noget, blev det nok af hendes egne eksperimenter. Hvis bare hun ville stoppe det...så ville han sove meget roligere. han kunne godt lide hun var vampyr. nu.

''bare noget der blev arbejdet på før 'uheldet'.'' sagde hun roligt.
''en kur af en eller anden art.'' hun trak på skuldrene.
''jeg regnede ikke med at mine øjne ville se sådan her ud - meeeen..'' hun så op mod himlen.

''hvorfor, kan du ikke lide det?'' spurgte hun roligt

Han så lidt på hende.
"Fordi du stadig eksperimenter med løsninger på et problem, der ingen løsning er på. Fordi du bliver ved med at håbe og tro det virker og allermest fordi du afprøver det hele på dig selv. en dag dør du af det, mere det end noget andet. Forgiftning eller et eller andet. Hvorfor vil du dog ikke bare stoppe det?" spurgte han lige ud.

''fordi jeg bruger min tid på det... Fordi, uden mine eksperimenter, sidder jeg tilbage uden noget som helst at lave. Jeg er ikke specielt... god, til andre ting.'' sagde hun stille, velvidende at han ville modsige hende.
''Det er bare... Uden noget til at lave, sidder jeg og røvkeder mig. Og så laver jeg ballade. Som du som regel må gøre rent efter. Og det plejer du ikke at være glad for...'' sagde hun bare.

"Så lav dog ballade! så lav dog noget andet! Arbejd sammen med mig eller få fuldtidsjob til at redde de alligevel dødende mennesker på hospitalet" svaret han roligt.

/7sorry...kreasvigt //

Hun smilede uskyldigt.
''Men... jeg må ikke arbejde der længere... De smed mig ud, fordi jeg fik et tilbagefald med blod..'' Hun bed sig i læben.
''Ej, jeg kan slet ikke arbejde med dig. Jeg gør alting galt og ødelægger det for dig - ikke sandt?'' grinte hun drillende.

Han så lidt på hende som om han bedømte hende.
"spørgsmålet er måske mere hvad du er god til. Men vi har også et lægeafdeling der kunne bruge en hjælpende hånd. de fleste læger vil jo hellere hjælpe på hospitalet eller andre steder, det er kun få der vil med ned i undergrunden" smilte han roligt.

''hvis du er villig til at vise mig derned, vil jeg hellere end gerne give det et skud'' sagde hun inden hun smilede kærligt. Hun kunne virkelig ikke forstå hvordan Sean hele tiden ville hjælpe hende.
i en blid bevægelse, sad hun næsten på skødet af ham.
''men først... Må jeg se hvor slemt det er?'' spurgte hun og så lidt på hans brystkasse.
Hun kunne ikke lide når han havde ondt. Langtfra.

Han grinte let, trods det rykkede i de skadede knogler.
"Det er hemmeligt og meget vigtigt for mig. Hvis du kan love aldrig nogen sinde at røbe stedet eller folk eller noget som helst du ser dernede, kan du godt få lov til at prøve det" svarede han roligt. Dog følte han sig straks dårligere tilpas, da hun ville se skaden.
"Her? midt på gaden?" han rystede på hovedet og rejste sig.
"Bare nogle brækkede knogler. Sigmund har sat dem på plads" smilte han, for at overbevise hende om der intet var at være bekymret for.

''Har jeg nogensinde røbet noget, du har fortalt mig var hemmeligt?'' hun så på ham med et løftet øjenbryn.
''Tror du, at jeg ikke vil se det, bare fordi Sigmund har sat det på plads?'' spurgte hun opgivende.
''Sean, selvom det er sat på plads, kan der var skader. Må jeg ikke blot se på det?'' spurgte hun stille

Han så lidt på hende og overvejede hvor vedholden hun var. så huskede han deres mindre...uenighed lige før og tænkte det nok var bedst at vise at han...trods alt stolede på hende og ville lade hende komme tæt på. Han sukkede kort og lod blikket glide rundt på omgivelserne, før han greb fat i sin T-shirt og trak den, med et åndedræt der blev holdt tilbage af smerte, den over hovedet, så hun nu kunne se hans indbunde bryst. De hvide forbindinger der sad stramt om hans bryst og holdt knoglerne rimeligt på plads og forhindrede sårene i at springe op på ny. Man kunne svagt ane en mindre forbinding, som var klistret på, omme på ryggen, der hvor han var blevet skudt.
Han så ned på hende og viste ikke hvad hun da havde tænkt sig.