Lad være, Neph, nej!...åh, idiot! Se nu...(Nephthys)

Hun bed sig i læben. Sigmund måtte have vidst hvad han havde gang i.
Hun nikkede roligt.
''tak. Nu sover jeg i det mindste bedre om natten.'' sagde hun med et drilsk smil.
Hun ville ikke have tvunget ham. Hun kunne nok ikke bare tage et net for et nej, men tvunget ham ville hun ikke. Han havde en pæn overkrop, trods hans arm. En overkrop hun sikkert havde fundet trøst ved mange gange...
Hun smilede og rejste sig roligt, så han kunne få trøjen på igen.
''Skal du have hjælp med trøjen?'' spurgte hun, en smule forsigtigt.

Synet var åbenbart nok. Godt nok. Så viste han hvor nemt det ville være i fremtiden. Han var for stædig til at modtage hjælp og selv om det rigtig nok gjorde ondt, fik han alligevel selv T-shirten på igen. Bagefter så han lidt på hende med et svagt smil.
"Nå...Var det kloakkerne vi kom fra?"

''de kan godt vente til du kan bevæge dig uden du har ondt.'' sagde hun roligt. Hun kunne tydeligvis ikke lide at se når han havde ondt.
I et roligt men venligt smil, fik hun rettet sig op, og satte sig ved siden af ham.
''tør jeg spørge hvad der er sket?...'' spurgte hun roligt

//han står stadig^^//

han smilte roligt til hende.
"Nu eller aldrig, du vælger selv" svarede han stædigt og gjorde tegn til hun skulle følge med ham, hvis hun ville med til kloakkerne. Han kunne sagtens gå rundt, han viste ikke hvad hun tænkte om ham, men hun sammenlignede ham åbenbart med de svage mennesker. Hvilket gav ham lyst til at vise at han andeles ikke var svag og et par småsmerter ikke skulle styre ham.
Om de så gik eller blev stående, fortsatte han dog samtalen.
"Det tør du sikkert godt..." svarede han en smule drillende, før han så frem for sig et øjeblik.
"...Man kan vel sige..." hvordan skulle han enlig forklare det? Han viste Luce og Neph havde set hinanden og småsnakket, dog uden det kunne skade ham på nogen måde. Han havde en speciel grund til at have Luce hos sig. Så han måtte vel hellere vælge den sikre historie.
"...Jeg har hjulpet en ven. Luce er blevet en blind dragonlycan og hendes landinger fungere ikke så godt. Så man kan vel sige jeg er sluppet heldigt. Hvad de andre småsår angår, er det i forbindelse med ting jeg vil holde hemmeligt" Skudhullet. Alitheia og ham. Åh ja...Det er nogle fornøjelser han helst holdt for sig selv. Tanken om det fik ham dog til at smile lidt mere.

mens hun fulgte med ham, var hun fristet til at stoppe op. Han delte ting med hende, men holdte andre privat. Det var en rar følelse.
Men hun kunne ikke undgå følelsen af at nogen fulgte efter dem.
En følelse hun havde haft i flere dage - en følelse af at deres liv lige om lidt ville være forbi.

Da hun ikke svarede, gik ham ud fra svaret var tilfredsstillende. Af hendes udtryk tolkede han også at hun på en måde fandt det behageligt, selv om noget andet så ud til at bekymre hende. Han drejede ind i de mindre gader, hvorfra det som oftest var nemmere at få adgang til kloakkerne.
"Hvad er der galt?" spurgte han så

Da han endelig spurgte hvad der var galt, trak hun på skuldrene.
''Det virker bare underligt...'' mumlede hun stille, og så rundt, over skuldren og ned af gyden.
''Det er som om nogen eller noget følger efter os..'' mumlede hun stille, velvidende at hun var underlig at høre på.
''bare glem det. Det er sikkert ikke noget.'' sagde hun bare

Han stoppede op med det samme og lod blikket glide ned af den gyde de netop var drejet ned af. Han var normalt god til at fornemme når nogen fulgte efter ham, en fornemmelse der kunne redde hans liv.
"Det skal man end ikke spøge med. Ingen skal med ned i kloakken. Er der den mindste mulighed for nogen faktisk er her, viser jeg dig ikke derned i dag..." uopfordret gled en kniv ned i hans hånd fra en skjult lomme i hans bukser. Han var aldrig uden våben. Hans øjne gled erfarent rundt på deres mørke omgivelser.

''Sean, det er sikkert ikke noget. Jeg er bare paranoid.'' mumlede hun stille inden hun så rundt.
''Så du må bære våben?'' sukkede hun. Hun behøvede jo ikke et våben meeeeen...
Hun trak vejret dybt, og begyndte at gå videre. Ud af den gyde det var gået ned af.
''Det venter bare, jeg vil ikke risikerer noget.'' sagde hun.
Men hun var ikke nået længere end lige udenfor gyden, før hun blev flået til side, af en hun ikke genkendte. En af dem fra hendes gamle klan. En af dem hun efterlod, for at være sammen med Sean. Han stod med blottede tænder og strammede sit greb om hendes hals mens hun kæmpede for at få fødderne plantet på jorden igen.
''Ser man det? Endelig gik du væk fra den infernalske dæmon!'' hun hev efter vejret mens han snerrede lavt.
''Nemesis, troede du at du kunne slippe? Du ved at ingen forlader os i live.'' sagde han bare, men hun så undret og uforstående på ham

Sean havde med god grund ikke tænkt nærmere over Nephs klan. For det første fordi hun nægtede at lytte til ham, for det andet fordi den ikke udgjorde nogen trussel mod hans egen. Så han havde ikke spurgt ind til den, han viste ikke hvad der var sket med den eller om hun stadig hoppede rundt og legede leder. han kiggede efter Neph, da hun gik, men i det han så nogen hive fat i hende, satte han i løb hen til hjørnet. Det gjorde i hans ribben, især da han trak vejret tungt mens han løb, men en smerte han ignorerede når det gjaldt Neph. han stoppede op, da han stod der hvor Neph havde stået et øjeblik før og så på en mand, der holdt Neph. Han smilte svagt da han så på dem. Mest for at gøre manden usikker.
"Jaså, vi fik altså gæster. Og hvem er du, hvis man må spørge?" Kniven gled vant om bag armen, så manden ikke kunne se den. Men han holdt den stadig klar, hvis han fik brug for den.

Den unge mand smilede bare glubsk til Nephthys.
''Nåeh, så bodyguarden kunne ikke holde sig længere væk?'' grinte han roligt
Nephthys blottede vredt tænder, men vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hvem var denne mand?
HUn så hen på Sean, med et blik der ikke sagde andet end: ''Gå din vej, inden der sker dig noget slemt.''
Hun ville ikke tilgive sig selv hvis han kom til skade, mere end han allerede var.

Han så lidt på manden, som om han slet ikke havde hørt fornærmelsen. Han gik tættere på.
"Hvad søren, en mand der ikke kan finde ud af noget mere civiliseret end at gribe en kvinde om halsen. Hvis du ønsker sex kan jeg godt give dig nogle fif...Medmindre det er selve din pik der er noget i vejen med, så er der intet at gøre" hans taktik var at manden forhåbentlig ville blive vred, derved ikke tænke så klart. Forhåbentlig slippe Neph og gå efter ham i stedet. Han viste han havde en svaghed, da han havde brækkede ribben, men han var sikkert også stærkere end denne mand, han endnu ikke viste hvilken race var. Han lod kniven glide frem, så manden kunne se den.
"Jeg kan rette den lidt til?" smilte han udfordrende.
"Hvis du er mand nok"

Han havde kræfter nok, for i takt med at Sean trådte nærmere og snakkede til ham, strammede han grebet om hendes hals. Til sidst kunne man se de små blodkar i øjnene sprængtes, blive blodige.
Hun stoppede kort efter med at trække vejret.
Ingen af dem fra klanen vidste at hun var vampyr - de troede hun stadig var en dødelig shapeshifter.
Hendes blik blev fjernt. Hun håbede at Sean vidste at hun kun gjorde det for at få manden til at slippe.
Manden smilede tilfreds. ''Så kunne kællingen heller ikke holde til mere.'' grinte han han slap hende ikke, mens han trådte hen til muren der lå i skygge, og trådte ind i skyggen.
Han var væk, men Neph knækkede sammen, på knæ, og hev efter vejret.
''Fuck-... Hvor ville det være...!'' hun hostede kradsbørstigt ''- rart hvis jeg genkendte dem!'' hun hostede endnu mere

Han bemærkede Nephs udtryk og selv om han følte sig bekymret inderst inde, lod han det ikke skinne igennem. i stedet smilte han bare roligt til manden. Han kendte ikke Neph små tricks.
Han havde været klar til at kaste kniven mod mandens arm, så han ville slippe, da manden selv slap. Og åbenbart skyndte sig væk. I et øjeblik viste han ikke om han skulle jagte manden eller tjekke om Neph faktisk var okay. Det endte med han løb over og knælede ved siden af neph, lagde en hånd mod hende da hun bevægede sig og hostende sagde et eller andet. Selv om han havde spørgsmål, rejste han sig op og var allerede på vej den vej, manden var forsvundet...Så nemt skulle han ikke slippe.

''lad ham være..!'' kvækkede hun og greb fat i hans bukseben.
''han er ikke det værd.'' sagde hun og fik rejst sig. Hendes øjne var stadig røde, som lige før man blev kvalt.
Hun trak vejret dybt og fik støttet sig op af muren.
''han kommer tilbage på et tidspunkt.'' mumlede hun stille og gned sin hals. Små brændemærker fra hans fingre kom til syne.

Selvfølgelig ville han holde ham tilbage. Det huede ham på ingen måde at lade ham leve, han ville udgøre en fare for Neph senere hen, især hvis han tilkaldte sine små venner...
Men hendes hiven i benet forsinkede ham så meget at han ikke havde andet at gøre end at opgive forfølgelsen. Det var nok også bedst for hans brækkede ribben, men han var absolut ikke glad ved det. Han ville, hurtigs muligt, kontakte nogle mænd og sætte dem til at jagte dem ned. Og dræbe.
Modvilligt greb han blidt fat i hendes arm og hjalp hende op. Han havde ikke meget at sige, vreden kogte endnu i ham.

Da han støttede hende, men intet sagde, så hun ham i øjnene, og tyssede svagt på ham, beroligende.
Hun aede forsigtigt hans kind. Det faktum at han ville beskytte hende, var tæt på at få hende til at smile, men hun lod være.
I stedet smilede hun stille.
''Rolig nu. Du skal nok få ham, senere. Når du er rask igen.'' lovede hun, næsten kærligt.
Det røde i hendes øjne var ved at forsvinde igen, langsomt.
''Skal vi ikke få dig hjem igen?'' spurgte hun roligt. Ikke ment som at hun ville blive hos ham medmindre han bad hende om det

Hendes svage tyssen irriterede ham, som om han var et lille barn der ikke kunne styre sig og skulle lære at slappe af når det passede forældrene. Men det fik ham også til at slappe lidt mere af...Selv om han stadig var utilfreds. Som om hans sår skulle være en hindring. Hans temperament var jo også noget ustyrligt, stadigvæk, til tider.
"Jo, lad os gå hjem. Der kan folk i det mindst ikke overfalde dig pludseligt...Men vi kan også tage et andet sted hen. Jeg ved jo du ikke kan lide mit hjem" mumlede han til sidst.

Hun sukkede stille, og støttede sig så ellers til ham. At hun ikke kunne lide hans hjem, det var ikke sandt. Det var mere tanken om at det også kunne have været hendes hjem, hvis blot hun ikke havde været så stædig dengang før hun mistede hukommelsen.
Desværre, var minderne så svagt ved at vende tilbage, og jo mere hun huskede, jo mere ville hun ønske bare forblev glemt.
I et blanding af trods og opgivelse fik hun sukket en sætning.
''Jeg hader ikke dit hjem, søde...'' hun havde opgivet at lyde sød og kærlig, hun orkede ikke og af hvad hun vidste, var han ligeglad.
''Hvis det ikke er til for meget besvær, vil jeg faktisk helst være hjemme hos dig... Det er så... Sikkert, så beroligende...'' mumlede hun, inden hun så lidt på ham, velvidende at hun sikkert bare sagde en omgang gylle og han nok ville tage det som en fornærmelse - hvilket det ingenlunde var.

Han viste ikke hvad hun prøvede at gøre godt igen, om hun bare sagde det fordi han var skadet og hun derfor ikke ville have han begyndte på forskellige stunter. Han mumlede et eller andet uforklarligt, før han ganske enkelt bare begyndte at se frem for sig, mens de gik mod hans hjem. Endelig var de der. Han fandt sin nøgle frem og låste op for dem, skubbede den tunge dør op, så de begge kunne træde indenfor. Netop da kom to, unge hvalpe løbende, begge fra samme kuld af golden retrieverede. De havde masser af pels, poterne så allerede store ud, tungerne hang ud af munden og de pev i kor, da de hoppede op af Sean og Neph, da de trådte ind. Det gjorde ondt at bukke sig ned til dem, men han gjorde det stadigvæk, nussede først den gyldne hvalp, så den der var lidt mørkere i pelsen.
"Tanken var de en dag vil blive store nok og så skal fungere som en slags vagthunde..." Alane havde også virket glade for dem, selv om hun mere behandlede dem som hyggedyr og ikke vagtdyr. Sigmund kom gående over til dem og hilste roligt på dem. Han var altid en rolig mand.
"Er der noget I ønsker jer?" spurgte han. Sean så over mod Neph.
"Tørstig?"

Hun fulgte med ham, og stirrede bare lidt på hvalpene. Hun elskede dyr, men hun turde næsten ikke nærme sig dem. Det var som om der var en ren mur imellem hende og hvalpe, efter det der skete for noget tid siden. Babyer af en hver art, var ikke noget hun kunne håndtere.
Sigmund stod som altid klar, og inden hun overhovedet havde sagt goddag opførte han sig igen som en butler. Fint nok.
Hun skulle ikke drikke, ikke foran dem. Langtfra en god idé, af hvad hun havde erfaret.
Så hun rystede på hovedet, selvom hun havde brug for blod for at hendes skader healede hurtigere. Hun så lidt på hvalpene igen, med hovedet lidt på skrå.

Han trak let på den ene skulder og så på Sigmund.
"Ikke lige nu, jeg giver besked hvis der er noget" Sigmund nikkede let og forlod dem igen, uden mere at sige. Han var først og fremmest en butler. Foran Herrens gæster kunne han ikke tillade sig at opføre sig som en ven af dem alle.
Sean så lidt på Neph, for at se om hun mest af alt havde lyst til at løbe ud af huset. Han gad ærlig talt ikke at vise hende rundt, han havde stadig en ide om hun kun var der for at han ikke skulle jagte de personer der og komme mere til skade.
Han sendte hende et lille smil.
"Vi er i sikkerhed nu. De kan ikke røre dig inden for disse vægge. Men hvad har du lyst til at bruge tiden til?" spurgte han roligt

Hun så lidt på ham, inden hun så på en af hvalpene.
Hun bukkede sig ned, og inden hun begyndte at nusse den bag øret bed hun sig hårdt i læben at hun ikke kunne undgå at det blødte.
Hun smilede stille til hvalpen, og i et kort øjeblik var hun tilbøjelig til at tale til hunden. Som om det bare faldt hende naturligt.
Hun sukkede og så op på Sean igen.
''Det ved jeg faktisk ikke, jeg fik aldrig rigtigt set mig rundt sidst jeg var her..'' sagde hun roligt

Selvfølgelig ville hun vises rundt. han viste ikke helt hvorfor han var så meget imod det. Han bemærkede godt blodet der gled ned af hendes læbe, men valgte ikke at kommentere det. Hun gjorde sådanne ting...Og han ville sikkert ikke vide hvorfor, selv om hans tanker allerede kørte på at det var fordi hun ikke brød sig om at være der. han sukkede kort. Hvor kom alle de negative tanker fra?
Det gik op for ham at han havde smerter. Måske var de skylden...
han lod hånden glide gennem håret og fik endelig lokket et lille smil frem. Det var jo ikke Nephs skyld.
"Okay...Undskyld. Jeg har stadig en åndssvag ide om du ikke kan lide at være her. Men selvfølgelig skal du vises rundt" smilte han roligt og startede med at slå ud med armen, for at vise den store marmorhal.
"Entreen. Døren derovre føre ned til kælderen og min arbejdsplads, døren derovre føre ned til køkkenet..." han gik over mod køkkenet da han nævnte det. Det var tydeligt at høre han godt kunne lide sit hjem.
"Stedet lå næsten i ruiner da jeg købte det, men med lidt penge fik jeg bygget det op igen. Med stærke døre, tykke vinduer og andre sikkerhedsforanstaltninger" smilte han roligt. Han havde jo et livsfarligt job. Et job der var livsfarligt hele døgnet rundt.

At hun ikke kunne.... Damn, var det hans opfattelse af tingene?
Hun så direkte på ham, inden hun sukkede.
''Jeg hader ikke at være her, Sean. Men sidst jeg var her, var lige efter du havde købt mig. Lige efter jeg var blevet afvist af dig. Du må da kunne forstå at det ikke ligefrem er de bedste minder jeg har om det her sted.. Endnu'' sagde hun inden hun så rundt.
HUn vidste ikke helt hvad der blev forventet af hende. Skulle hun undskylde, at hun ikke ligefrem var ellevild over at være i det hus hun faktisk havde sine første rigtige minder i? Ej, det lød ikke som en mulighed.

''men du har fået det flot. Det indrømmer jeg gerne.'' sagde hun roligt, inden hun så rundt.