Lad være, Neph, nej!...åh, idiot! Se nu...(Nephthys)

Hans mørke blik tilbage til hende, da hun snakkede. Han rystede svagt på hovedet og åbnede døren til køkkenet, hvor tre trin ned førte en ind i rummet. køkkenet var stort, med en stor kogeplade med køkkenborde i den ene side, masser af skabe og en dør til kølerummet i den anden. Et stort bord med stole stod i midten og i den anden ende var der vinduer og en bagdør.
Han trådte ned af trinnene og ind i rummet og slog kort ud med armen.
"Nehp...Jeg er ikke van til at have et hjem. At jeg endelig har turde lave et for mig selv...Det er specielt for mig, men folk er ligeglad. Folk taget et hjem for givet og forstår mig ikke, når jeg stolt viser dem mit hjem. Enkelte, udvalgte personer ser mit hjem. Bare glem det" han rystede svagt på hovedet, før han forlod køkkenet og gik ud i entreen igen, før han gik over til den store trappe. Han førte hende op af den og de kom til en gang, med døre til begge sider. Han fortalte kort at derinde sov Elyas, der sov Luce, dette var et andet gæsteværelse, et fælles bad og toilet, biblioteket, hans eget værelse. Endelig sluttede gangen i et åbent opholdsrum med nogle reoler med bøger. Store vinduer lyste rummet op. En sofa, et sofabord og to lænestole midt i rummet.
"Det er så mit hus"

Den eneste tanke der slog hende, hvor end de gik, var hvor smukt der egentlig var i hans hjem. Som om flere generationer faktisk havde brugt det som et sommerresidens. Efterhånden huskede hun det meste, sine minder - hvor ulidelige de end var - hjemsøgte hende. Hun var nødt til at få talt ud med ham, men det skulle ikke være i dag.
''Det er et smukkere hjem end mit nogensinde vil blive.'' sagde hun med et varmt smil.
''Det er som om der er en aura af tryghed, om det så er fordi du er her, eller din store hoveddør - det kan jeg ikke afgøre.'' hun blinkede kort til ham.
''hvor længe tog det dig? At få det restaureret, mener jeg.'' hun så rundt mest af alt mod vinduerne. Så store og åbne, lige til at springe ud af hvis nu... Hun stivnede og rystede tanken af sig. Hun lukkede øjnene lidt.

Han vente sig om og så lidt på hende, før han gik over og satte sig på sofabordet. Hans ribben dunkede svagt, et tegn på han nok havde været lidt for aktiv på for kort tid. Han så op på hende med et blik der virkede en smule træt.
"En hel del penge og næsten et års ventetid og planlægning" han trak let på den ene skulder og smilte svagt.
"Jeg er en kontrolfreak. Jeg tjekker alt og planlægger ting i god tid. Jeg har haft planerne om huset i nogle år, jeg ville flytte mine egendele fra Humvita hertil, så jeg ikke skulle rejse så lang for at få dem. Men humvita var en sikker by, det er dette ikke. Mine personlige ting er gemt godt" han smilte let. Han havde visse ting, han altid havde haft med sig. Endda med fra jorden!

Hun nikkede roligt, så hen på ham. Hun gik langsomt hen til ham, mens hun bed sig i læben. Skulle hun fortælle om Cady nu? Var han rolig nok til det? Hun så lidt ned, gumlede endnu mere på sin læbe.
Hun ville ikke skabe problemer. Ikke nu, hvor hun endelig kunne slappe lidt af med ham.
Hun satte sig ved siden af den stol han sad i - på gulvet, i skrædderstilling - og fumlede lidt med en halskæde af små perler - en halskæde som et lille barn kunne have lavet.

Han sad på bordet.
Han så lidt på hende, da hun satte sig. Det virkede som om noget gik hende på og han viste ikke om han faktisk ville vide det. Normalt når hun tyggede sig i læben, var det som regel ikke noget han ville bryde sig om.
"Hvad blev der egentlig af din klan?" spurgte han forsigtigt. han havde stadig ikke helt nogen ide om hvad der egentlig var sket.
Inden han dog nåede at høre et svar, kom nogen løbende ned af gangen og stoppede op lige ved indgangen ind til rummet. Elyas. Det brune hår strittede til alle sider, han havde røde kinder og var let forpustet. Han havde en grå T-shirt på og nogle shorts der gik ned over knæene, samt bare fødder.
"Onkel!" så fik han øje på Neph og nikkede til hende med et lille smil.
"Nephthys!" han så lidt på dem
"Forstyrre jeg?" nåede han endelig frem til.

Hun så på Sean, og derefter på Elyas. Med farve i ansigtet, lignede knægten slet ikke sig selv.
''Goddag Elyas.'' sagde hun, måske en smule monoton i stemmelejet. Mindet om hvilken nar hun havde været på diskoteket, både mod Elyas og Sean, var ikke ligefrem godt.
''Efter min mening, forstyrrer du ikke.'' sagde hun roligt, og så igen på Sean.
På et eller andet punkt, føltes det rigtigt. Om det var hendes tidligere liv som Shapeshifter, eller det faktum at han ejede hende rent juridisk, vidste hun ikke - men følelsen af at være ved Seans side var helt rigtig. Om så det var som kæledyr.

Måske skulle hun havde gjort det sådan? Ikke være blevet vampyr, men forblive en kat eller hund? hans eget kæledyr, ingen kærlighedsforhold - præcis som han ville have det. Ikke...?

Hun lukkede øjnene lidt

han ønskede hende ikke som et kæledyr, men som en ven. En ven der ville lytte, give råd og skælde ud når det var nødvendigt. Sean rejste sig op med en svagt suk. Neph havde været på nippet til at sige noget og han havde spurgt om noget, hun sikkert ikke ville svare på nu. Så jo, han forstyrrede. Men han viste også at hun og Elyas normalt ikke havde noget mod hinanden og Elyas havde brug for andre end kun ham.
Elyas smil voksede let og han trådte ind i rummet, kom direkte over til dem og smed sig teenage-agtigt i en af lænestolene. Som om han havde lavet alle sine pligter på en dag og nu måtte være træt og doven!
Han så lidt fra den ene til den anden og kløede sig ubevidst over sit ar på armen.
"Er i sikre? I virker så stille?" hans blik lå på Sean, så trak han let på skuldrene.
"Ej, går igen" sagde han så og rejste sig fra at gå. Sean sagde stadig ikke noget. Han var som oftest ret hård mod Elyas.

''Ej, bliv nu! Skal jeg være alene med stivstikkeren?'' hun smilede bedende til Elyas, med et grin.
Hun kunne se ganske uskyldig ud, når det var andre end Sean. Han kendte til alt hendes ballade, så uskyldigheden var spildt der.
''og Sean, ham manden fra tidligere - lejet af klanen.'' sagde hun, afmålt. Så kunne han vel nok regne ud at hun havde en klan vampyrer efter sig.
Hun så igen på Seans nevø. ''Hvordan har armen det?'' spurgte hun, igen med et uskyldigt smil

Elyas kendte ikke særlig meget til Neph, han stoppede op og så tvivlsomt på Sean, som stadig lignede en der var skåret ud af sten. så rystede han let på hovedet.
"Faktisk...Ville jeg bare høre om du havde hørt noget fra min far..." hans øjne lå direkte på Sean.
"Jeg savner efterhånden jorden og jeg syntes..." men Sean afbrød ham kort og måske en smule for hårdt.
"Nej. Jeg har intet hørt. Og jeg tror heller aldrig vi kommer til det, så du kan lige så godt vænne dig til dit liv her" hans mørke øjne gled over på Elyas' grå. Et øjeblik efter slog han blikket ned, nikkede svagt og forlod rummet. Seans skuldre faldt lidt ned og hans blik søgte gulvet. Han ønskede ikke at Neph kommenterede det, så i stedet kommenterede han det om klanen.
"Siden hvornår mistede du ledelsen med klanen?"

Den måde Sean havde talt til knægten på fik hende til at rejse sig.
''Siden jeg... Glem det.'' sagde hun bare.
''Behøvede du tale sådan til ham? Han er kun en dreng, en dreng med hjemve. At din bror er så... Lige meget.'' Hun så ned, og rystede på hovedet.
''Undskyld... Det minder mig bare om min egen far.'' hun trak på skuldrene. Ingen grund til at skjule at hun huskede det. Hvordan kunne hun undgå det? Manden der med en glohed kniv skar hendes tunge af. Manden der lod hele hendes familie gå i døden, hende selv inklusiv. Hvis Sean bare kendte til det... Til det hele. Til hvorfor hun ikke kunne holde ud at se Elyas så ensom... Hun stod helt og fik tårer i øjnene og en klump i halsen.
Hun gik mod døren, for at følge efter Elyas. Hun stoppede ved døren.
''Klanen prøver kun at slå mig ihjel, fordi min arving ikke er en af dem.'' sagde hun stille.
''Cady er ikke mere end seks måneder. Hun...'' hun trak vejret dybt. ''Hun ligner dig - ikke fysisk, men mentalt. meget..'' sagde hun stille. Hun åbnede døren, lukkede den efter sig, og gik ned af gangen, ned til Elyas værelse, hvor hun forsigtigt bankede på.

Han rejste sig vredt og ignorerede smerten i sine ribben, som mest af alt bare lagde mere brænde på hans vrede.
"Du aner intet om min familie og derfor skal du blande dig fuldkommen udenom!" knurrede han vredt. Det sidste han ønskede, var at nogen blandede sig i hans familie. Det var for...kompliceret.
"Jeg beskytter ham mod smerten. Mod at have et håb om at hans far nogensinde kommer efter ham!"
Men så gik hun. Han rystede helt, opdagede han. Selvfølgelig...Han nevø skulle tage tingene fra ham og ødelægge det hele. Han tog arven fra ham. Han tog hans hverdag fra ham, alle de timer han havde brugt på at træne drengen op. Han var blevet efterladt her og Camille havde ikke taget sig af ham, så han var nød til at tage sig af ham...Og nu tog han hans eneste ven fra ham.
"i kysser fandme ikke igen!" råbte han, uden at vide om det overhoved kunne høres...Han følte sig mere alene end nogensinde før...
Folk interesserede sig ikke for hans følelser, hans tanker og hans liv. Og hver gang blev han lige vred og såret over det. Han greb en eller anden vase og kylede den mod væggen, men gled så ned på knæ, da hans ribben pippede under hans anstrengelse...

Elyas lå på sin seng og så op i loftet. Hans onkel var hård, men han viste at han bare prøvede at hjælpe, at beskytte ham. Havde det ikke været for ham, havde han ikke haft noget sted at være. Han savnede bare sine gamle venner, sin gamle skole og hans mor...Hans mor som havde været i fare, hans far havde efterladt ham her og så taget tilbage for at redde hende ud det. Lige siden havde han ikke hørt noget eller set noget til nogen af dem. Uvidenheden var knusende. Han viste ikke om noget kunne give ham den viden...
en let banken fik ham til at se om. Sean bankede hårdere, så måske en af tjenerne?
"Ja?" sagde han højt og hævede sig op på den ene albue for at se hvem det var.

Hun så ned, og tøvede kort.
Så åbnede hun døren, kun for at se på Elyas. Hun kunne ikke sige noget, uden at lyde dum - men hun prøvede.
''Din onkel er... Lidt af en mundfuld... Og, ja, det er du også... Du ved at Sean bare vil passe på dig, ikk? Selvfølgelige ved du det.'' hun sukkede.
''jeg smutter bare igen. Jeg tror han lige har smadret en vase.'' hun sukkede igen, inden hun gik tilbage efter at have lukket døren.
Hun gik ind til Sean, lukkede døren efter sig og så på ham.
Så satte hun sig på knæ foran ham, lagde en hånd på hans kind.
''Jeg prøver ikke at blande mig. Men sidst du talte sådan til mig, forlod jeg det hele for aldrig at se dig igen.'' hun så ned, og blinkede heftigt - ikke græde, ikke nu!
''undskyld... jeg skulle have blandet mig udenom...'' Hun trak vejret dybt. Hendes vejtrækning var rystende, tydeligt at hun var på grådens rand.
''er du okay?'' spurgte hun ham stille, da det gik op for hende at han havde ondt. Ligeglad med hendes fugtige øjne, prøvede hun at få ham til at se på hende.

For Elyas var dette korte besøg ret forvirrende. Hvorfor kom hun ind? Nephthys...Han kunne stadig ikke rigtig se på hende uden at rødme. I et øjeblik nikkede han kort...Men så var hun allerede væk igen. Han sad forvirret og stirrede på en ny igen lukkede dør. Selvfølgelig viste han det?...Sært.

Sean trak vejret dybt og mærkede hvordan han slappede lidt af igen. Han ville flytte sig, men med en grimasse blev han siddende. Han hørte Neph kom ind igen og kom over til ham, men han så bare væk som et såret dyr. Han kunne høre på hende hun var tæt på at græde. Så godt kendte han hende alligevel. Nej, hun skulle ikke have blandet sig. Men hvad nu? Han følte sig stadig...Alene. Han havde mest lyst til at sige noget sårene til hende, men kunne samtidig ikke få sig selv til det.
Han trak vejret dybt og med en kort anstrengelse fik han rejst sig op.
"Min familie er min sag. Det er min grænse" han lød ikke vred. Heller ikke skuffet, såret eller noget andet. Han var neutral, men med en svag underkant af smerte.

*Vi kunne have været en familie...* tanken slog hende som et lyn, og efterlod hende tavs. Hun så ned, trak ikke vejret, sad der bare.
Hun havde været forelsket i Sean, så længe hun kunne huske. Først for hans udseende og mystiske væsen og senere for hans personlighed. Hun var ikke længere forelsket. Hun elskede ham. Men en plads ved hans side, var ikke hendes plads. Det havde hun lært. Selv som hans retmessige egendom ville han ikke have hende. Hun var en ven, og aldrig mere end det. Hun havde indset det. Hun kunne ikke være hans. Og det skulle hun heller ikke.
''Jeg...'' hendes stemme gav efter. Hun tav. Hun rejste sig i stedet.
Hvor var hendes grænse? Hvor var hendes streg i sandet? Hun havde ingen. Hun havde intet. Cady... Det eneste efterhånden, som holdte Neph i live. Sean havde købt hende, og så nærmest nægtet at eje hende. Mere uønsket kunne man ikke føle sig. Cady blev i det mindste glad for at se hende, hører hendes stemme. Hun måtte hjem til Cady. Hun vidste ikke hvor meget længere Alexis ville passe på Cady.
Hun gik hen og begyndte at samle skårrene op fra vasen, tavs, snøftende. Hun ville ikke være den svage, men... det var hvad hun var. Svag.

han satte sig tungt på bordet igen og så ned i gulvet. I et øjeblik totalt opgivet til sine tanker. Han var en skadet person, mentalt. han var ødelagt og havde levet så længe, at han snart ikke kunne ændres til mere. Stagerne, der holdt ham op, nægtede at knække, selv om folk blev ved med at hugge i dem. Enkelte var styrtet sammen med tiden, men resten forblev stående og fik hans mentale helbred til at være...skadet.
Det gav ingen mening.
Cady...Han huskede nu hun havde nævnt det navn. Hvem var Cady? Hvorfor mindede hun om ham?
Han så hen på hendes ryg, da hun samlede skårene sammen. Hvis han havde vist noget om hendes tanker var han blevet vred. Han holdt af Neph, som en ven. Men uanset hvor meget han gjorde det, var det jo bare aldrig godt nok for hende. Det virkede faktisk som om hun slet ikke kendte ham, fordi hun stadig forventede han ville være en legesyg hundehvalp når han så hende. Men sådan var han ikke. Han var en mere lukket og seriøs person. i et øjeblik savnede han Alane. Hun var den eneste person der accepterede ham som han var og som var ligeglad med om han ikke lige smilede hele tiden. Hun forstod ham.
"Bare lad dem ligge. En tjener kan samle dem op..." hans stemme var flad. Ligesom han følte sig. Flad. Tom. Kedelig. Ubrugelig.
"Og hvem er Cady så?"

Hun blev bare ved med at samle dem op, tavs.
Efter et minuts tid, bed hun sammen.
"Min datter." Svarede hun bare, med en stemme der var præcis lige så flad som hans egen.
"Jeg adopterede hende for nogle måneder siden." Sagde hun så, inden hun så på ham.
"Jeg ville ikke blande mig. Jeg har ingen ret til at blande mig, i dit familieliv. Men jeg holder af dig, mere end noget andet. Efterhånden, ville jeg ønske at vi var søskende." Hun så lidt ned.
"Undskyld, igen." Hun sukkede.
"Og nej, jeg kysser ikke din nevø igen, og heller ikke andre. Me ndet ved du vel?" Hun lagde armene over kors.

"Hvor meget gav du for mig?" Spurgte hun efter lidt tid.
Grundet hendes svage tilstand da han fandt hende, huskede hun intet af episoden. Hun kunne ikke lide, at stå i gæld til ham.

Han så op på hende med et ryk. Hendes datter? Hans hjerte slog et slag over, indtil hun fortalte hun havde adopteret hende. Så blev han lidt mere rolig igen. Tanken om hvordan hun mon kunne holde ud at have et barn igen ramte ham, men han sagde ikke noget. Det var det samme med ham og Connor. Trods...han ikke helt fungerede som en far for ham.
På en måde kunne han godt tænke sig at have sit eget barn. Helt hans eget...Måske endda have et hyggeligt hus et sted, hvor ingen kunne genere dem...Med Alane...
Men hans liv var allerede ødelagt. Han havde for mange fjender og for mange der ville ham noget, det ville ikke være forsvarligt. Og det var en grund til han ikke gjorde det. Hvem ville også ønske at få børn med ham? endnu mere se ham som en faderskikkelse? Han slog sit barn ihjel. Det var ødelagt, som det altid havde været det, lige fra han var barn. Han var Incubuc, incubuc fik ikke familie!
"Jeg siger undskyld..." han nåede ikke helt at fuldføre sætningen, før hun spurgte om sin pris. Hvilken pris? i et øjeblik var han fuldkommen forvirret. Så huskede han at han engang havde købt hende fri fra slavemarked.
"Hvorfor ønsker du at vide det?"
Til sidst sukkede han og rejste sig op, gik over hende og tog skårene fra hende, lagde dem på den kommode der stod bag hende og lagde armene på hendes skuldre, da han ikke var sikker på om hun ville kunne lide et kram. Eller om han faktisk kunne lide et kram, med brækkede ribben.
"Neph...Vi har været igennem meget. Jeg holder af dig, men ikke som en kæreste eller kone. Som en ven...Måske endda højt nok til at ville kalde dig familie, trods jeg tager afstand fra familie. Det betyder meget for mig at du har ligesådan" smilte han let.

Hun stoppede helt, da han gik hen til hende.
Hun så på ham, inden hun lukkede øjnene.
''Ærligt, jeg ville ikke være din kone eller kæreste. Det ville jeg ikke kunne holde ud. Jeg ville være alt hvad du havde brug for - men det er jeg ikke i stand til.'' sagde hun roligt.
''Jeg vil have at du møder hende... På et tidspunkt, når du kan håndtere det.'' sagde hun roligt.
Hun så ham i øjnene kort.
''prisen, Sean. Hvor meget gav du?'' hvor meget gav han, for at sætte hende fri? Hvor meget skyldte hun ham?

Han smilte let af det hun sagde. Han var ikke nem, det viste han godt. Men sådan var det jo bare.
"Når jeg kan håndtere det? hvorfor skulle jeg ikke kunne det?" han havde godt nok ikke spurgt om hvorfor hun havde gjort det, altså nogen gange kunne hun ikke engang passe på sig selv! Hvis han også skulle holde øje med en lille pige...Men han var jo ikke flippet ud. Det var Nephs liv, hendes valg. Ikke hans.
han slap hende da hun ikke ligefrem lagde op til noget videre og trådte et skridt væk og trak sine øjenbryn sammen til et undrende udtryk.
"Hvorfor vil du vide hvad jeg gav? Det kan da være lige meget. Den eneste grund til jeg gjorde det var fordi du er min ven og du ikke skal rende rundt og være en andens slave, leve guderne må vide hvilket dårligt liv!"

''jeg er ikke andres slave, men jeg er din ejendom. Måske er det ikke sådan du ser det - men i registret står jeg som Sean McGivens slavetøs. Jeg vil kun vide hvad du gav for mig, så jeg kan give dig pengene og juridisk være fri for at stå i et slaveregister.'' hun så roligt på ham. Det var tydeligt at det gik hende på.

''Hun ligner... Ja, hun ligner os. Dig og mig. Man skulle tro hun havde været tvilling til...'' hun tav, tydeligt at hun følte at hun gik over endnu en grænse.
''jeg ved bare ikke hvordan du ville reagerer..'' sagde hun stille og så lidt ned.

Han forstod slet ikke hvad hun snakkede om.
"Du er ikke min ejendom. Lige som du ikke er andre. De slaver jeg køber, sætter jeg fri mod at de arbejder for mig, men det ville jeg aldrig forlange af dig" han trak let på den ene skulder.
"Men hvis det betyder noget for dig, skal jeg nok sætte dig fri. Juridisk" papirnusseri. Han var den ulovlige type, så han glemte altid der fandtes lister over alle mulige ting. Dog var han nu langt mere interesseret i hendes nye Cady.
"Tvilling? Som en tvilling til hvem?" spurgte han interesseret.

Hun huskede ikke engang hvad han havde kaldt deres afdøde søn.
Hun huskede hendes kælenavn til ham. Men hun gumlede stille i sin læbe.
''Din søn.'' mumlede hun.
Hun så det ikke længere som hendes eget barn, ikke efter hans ritual.

''måske var det grunden til at det var hende jeg adopterede, det ved jeg ikke... Men hun ligner ham. Meget.'' sagde hun stille, og sukkede kort

Hun kunne have kastet en spand kold vand i hovedet på ham og han ville have haft nemmere ved at acceptere det. For omverdenen lod han som om han var ligeglad, kold og hård. Men inderst inde var han altid ved at krakelere når hans tanker faldt på Dean. Dean, der havde han kaldt ham.
Han trådte uvilkårligt nogle flere skridt tilbage, hans ansigt blev dyster, før det blev helt hårdt som om han ville beskytte det imod noget. imod at revne og vise alt for skrøbelige følelser.
Til sidst vendte han sig væk, med ryggen til hende og gik over til en vindue og kiggede ud på natten, med armene over kors. Han sagde ikke et ord...Hvad skulle han sige? han sank en ekstra gang...
Hvordan kunne en pige ligne så meget? Hun var ikke engang af deres blod!

Hun ville storme ud af lokalet, men det ville ikke hjælpe på deres situation.
Hun kunne ikke engang kramme ham i frygt for at skade hans ribben endnu mere.
Hun gik tøvende, forsigtigt hen mod ham, og lagde en hånd på hans skulder.
''jeg ved at du savner ham. Jeg forlanger ikke at du tager med mig, og ser hende nu. Når du er klar, så ved du jo hvor vi er..'' hun aede hans skulder kort, og bakkede sig lidt væk.

Nej. Han ville aldrig se hende. Han ville...miste kontrollen, hans elskede kontrol! Han måtte ikke miste den mere...en af gangene havde han dræbt et andet barn. Det var lige efter ritualet. Han havde slet ikke haft kontrol over sig selv og stadig nu virkede hans sjæl ekstra dyb og mørk. Ingen havde forklaret hvor meget det ritual egentlig ville koste ham. Men han syntes den havde været ret dyr. Men han var jo også stærkere nu! Større og stærkere. Folk frygtede ham. Med god grund.
"Så jeg kan aldrig mere se dig...Uden hende?" det var ikke med vilje han fik langt et specielt tryk på hende. Af en eller anden grund hadede han hende allerede. Frygtede hende? aldrig! han frygtede intet! Men han viste det var en løgn...Han turde ikke se hende...