Lad være, Neph, nej!...åh, idiot! Se nu...(Nephthys)

hun så lidt ned. På et eller andet punkt, havde hun det som om hun havde fået en mavepuster.
''Jo.. det kan du vel...'' sagde hun stille. Hun så ham ikke i øjnene, men hun kunne næsten mærke det had der voksede i ham - hadet til hendes datter.
''Jeg... Jeg må nok hellere komme hjem til hende...'' sagde hun stille, inden hun trak sin hånd til sig og bakkede lidt væk.
Hun sukkede og gik mod døren.

Ja, flygt! Flygt hjem til din lille, nye datter! Han havde lyst til at snerre det og viste slet ikke hvor alt den vrede kom fra. Den var næsten...Næsten så slem som den vrede og had han følte mod sin egen bror, Zean. Han tvang sig selv til at trække vejret tungt en enkelt gang, selv om det gjorde ondt. Så en gang mere.
"Det...Må du vel..." han viste at hvis hun gik, ville han igen føle sig alene. Men han havde intet der kunne holde hende tilbage, intet samtaleemne eller rar følelser der kunne lokke hende...Han kunne ikke andet end bare at høre hende gå og det pinte ham. Hvorfor..nej. Han stoppede sine tanker, der pinte ham. Han rankede ryggen. Så vendte han sig om mod hende med så blidt et blik han overhoved kunne give hende.
"Godnat...så"

''lad være med at spille blid, når jeg kan se at du vil flå hovedet af mig...'' sagde hun stille, da hun så hans blik. Hun så ned, stille.
''jeg kunne ikke gå og vente hele mit liv, på en familie jeg ikke får..'' sagde hun stille, inden hun så ned igen og gik ud af døren.
Hun vidste han allerede nu følte at hun forlod ham. Det gjorde hun også - men ikke for evigt. Hun havde brug for en familie - noget hun ikke kunne få hos Sean.
Hun så ned, mens hun gik ned af gangen

Spille blid? Han spillede ikke blid! Han ville bare ikke skubbe hende mere væk fra sig!
Han blev så vred over det hun sagde, at han overhoved ikke gad at svare da hun gik. Hvorfor skulle det altid ende sådan her?
"Jeg rejser..." han var allerede gået, da han besluttede sig. Han måtte væk lidt. Væk fra hende. Væk fra den drama der evig og altid skulle tynge hans sjæl og tanker. Han orkede det ikke mere. han var træt af det. Skulle de da altid være uvenner? Hvorfor kunne de aldrig slappe bare LIDT af sammen? Som dengang...Dengang de mødte hinanden. Han satte sig tungt i en stol. Han gjorde det ene i håb om han gjorde det rigtige, men med Neph var det altid det forkerte. Ville hun hellere have haft et hårdt og hadefuldt blik?

HUn havde foretrukket at han havde knaldet hende en og skældt hende ud. I stedet, var hun nu på vej ud af hans hoveddør. hun så ned, og hev efter vejret, da hun lukkede døren efter sig. Hun så ned, ned på fortåget, mens hun klynkede lavt. Hun havde været så ensom. Hun knækkede sammen og satte sig på en bænk ved parken.
Hun peb stille, og krøb sammen. Hun så ned, og rystede.
Hun havde opgivet. Cady var hendes... hendes erstatning. Sean havde jo afvist hende, han havde jo slået deres søn ihjel. Hun var alene uden Cady... Hun så ned, og stirrede derefter ud på vandet.
Sean ville ikke have børn. Hun havde aldrig bedt om at det skulle ende som det gjorde. Hun savnede hendes bedste ven Sean, ikke hendes største svaghed.
''For en i hele hule helvede!'' knurrede hun højlydt, med en tydelig undertone af gråd.
Så rejste hun sig, og trak sin ring af og kylede den langt ud i søen. Blodrøde tårer gled ned af hendes kinder, mens hun så ellers bare gik hjem ad.

//Betyder den ring noget? Oo//

han viste ikke hvad han skulle gøre. Han savnede allerede Neph, men det var som om at hver gang de var sammen kunne de bare ikke kommunikere mere...på nogen måde. De blev altid uvenner.
Han havde aldrig afvist hende. måske angående sex, fordi han var begyndt at blive loyal for Alane, men ellers ikke. Hun var jo hans ven, han holdt så meget af hende, som han jo også havde forklaret tidligere. Men sådanne ord blev ofte hurtigt glemt.
Han sukkede kort. Det skulle nok gå. det plejede det. Han var van til ensomhed og han skulle nok også overleve det denne gang. Han rejste sig op og rev nærmest sin T-shirt af, da han forlod opholdsstuen og gik ind på sit værelse. Forbindingen røg også af, fordi den gav ham klaustrofobi, den trykkede om ham og forhindrede ham i at trække vejret.
Lidt efter stod han og så sig selv i spejlet. Virkelig så...Han var tyndere end normalt, men samtidig alt for muskuløs. Hans øjne sad lidt dybere end før ritualet og havde et hårdt skær over sig. De fire ar gav ham et skræmmende og hemmelighedsfuldt udtryk. hans hår strittede.
Han lod blikket glide ned over sine ribben og de blå og gule mærker der sad over de sår der var blevet syet sammen. Han havde lyst til at føle smerte...blive straffet for han aldrig kunne gøre noget godt nok...i stedet lagde han sig tomt i sin seng. alene.

//Ikke for Sean, men for Neph. Den havde samme symbol som hans armbånd.//

Om hun kunne ses fra hvor hans hus lå vidste hun ikke, men hun håbede det ikke.
Hun måtte ligne en hysterisk teenager.
I et håbløst forsøg på at få sig selv til at slappe af, satte hun sig ved søens vandkant og stirrede ud i vandet.
Hun følte sig så alene, når hun ikke talte til Sean.
Så ensom. Heldigvis var der nogen til at passe Cady mens Neph var ude.
Hun så ned på sit spejlbillede i vandet. Hvem var hun egentlig? Hvem var hun blevet til?..

//Ok...Lidt ala put gætter jeg på?//

//ja, det må det vel være? Nyt emne? //

//Haha, altid hvis tur er det?//

kan sagtens, hvis du synes?

//det du velkommen til//

oki, går straks i gang!