control your anger, hone it into a weapon - Luce

tid: 15:10
sted: inde i centeret
omgivelser: masser af folk og butikker.
vejr: blæsende og truende med regn.

det var som en helt normal dag i centeret. folk gik rundt og brugte alle deres penge op i de forskellige butikker der rundt i centeret. folk virkede til at have det sjovt og de unge mennesker løb rundt og pjattede som altid. men noget var ikke som det skulle være. luften i hele centeret hang tungt og truet med at trække alle ned på et eller andet tidspunkt. men hvad der var årsagen og hvad der ville ske ville man meget snart finde ud af.

Hun havde valgt og gå sig en lille tur i centeret. Det plejede og gøre hende i godt humør og hører folk have det travlt med og rende rundt efter det de skulle bruge deres penge på og børnene der plejede og plage deres forældre om penge til et eller andet legetøj de havde fået øje på. Hun elskede det med og høre folk stresse rundt. Hun havde taget sine sorte bukser på og en lilla top på der formede hendes krop. Hun havde et sort stof bundet hen over sine øjne og havde et par sorte støvler der gik lige ned under knæene. Hendes sorte lange hår hang i en høj hestehale og nåede alligevel ned på midten af hendes ryg. Lyset der ramte hendes hud fik hendes sandfarvet og mørkelillae hud til og lyse svagt op. Den sandfarvet farve var i højre side og den mørkelillae i venstre side og farverne ramte hinanden på midten af hendes krop. Hun stod stille midt inde på centeret og spekulerede over, hvor hun skulle gå hen og i hvilken butik hun først skulle tjekke ud. Der kom en mand gående med en is i hånden lige bag hende. Han var meget optaget af og spise sin is til han lagde mærke til Luce. Han gik direkte ind i hende så hun væltede og fik hans is udover sig. Hun mærkede vreden strømme frem i hende som var det en tiggende bombe der ville sprænge i luften hvert øjeblik det skulle være. Hun rejste sig hurtigt op og tog fat i halsen på fyren. Hendes vrede var ukontrollabel og hun pressede om hans hals. Hun hørte hvordan fyren skreg og tiggede om nåede og mærkede hvordan han sprællede som en gal for og komme fri, men hun var ligeglad denne fyr skulle bøde for det han havde gjort.

i det hun tog fat i ham og løftede ham op kom en anden persons hånd på hendes arm der tvang hendes arm ned. den var tung og dækket med læder og metal som en rustning.
personen der havde taget fat i hendes arm var høj men ikke super høj igen. han var iklædt en blanding af læder og metal rustning som næsten ud som om det prøvede at holde fast i ham som om han kunne falde sammen hvis han ikke havde det på. han havde en lang sort kappe på med rød inderside og så havde han hætte over hovedet. hans øjne lyste kraftigt blåt som to lysende blå stjerner og hans mund var dækket af en maske, han måtte være en dæmon da han havde to store sorte horn i panden.
han kiggede hårdt på hende.
"giv slip på ham. NU" sagde manden hårdt med en meget hæs stemme som om hans stemme var tør og fyldt med aske og støv.

Hun kunne overhovedet ikke styre sin vrede. Normalt ville det være nemt for hende og styre den, men det havde også været inden forvandlingen og inden hun var blevet manipuleret voldsomt af sin herre. Han havde stort set ødelagt hendes selvkontrol når hun var vred. Når hun var vred var det som om, at det var hans vrede, hans ondskab og dårlige tanker kom ind i hendes hjerne og havde overtaget alt det som hun normalt bestod af. Af glæde, ro og meget bange for sin herre. Hun mærkede nogen tage fat i hendes arm og pressede den ned. Hun knurrede vredt. Hvem var det der ødelagde hendes mord eller retter prøvede på og stoppe hende. Hun forbandede på dette tidspunkt, at hun var blind. Hun pressede dog bare mere på fyrens hals. Han var blevet helt rød i hovedet af luftmangel og lignede en der kunne falde sammen hvert øjeblik det skulle være. Lyset der kom ind i rummet ramte fyren der stod og holdt fast i hendes arm så hans varsler ramte hende. Hun stivnede helt da hun mærkede noget der var koldere end is der bevægede sig over hende. Der var ingen andre der kunne mærke varsleren. Normalt ville folk kun se varslerne som folks normalle skygge, men det var ikke skygger for Luce det var varslere. En evne hun stadig ikke havde lært og bruge. Hun vidste kun, at hun kunne røre ved den og forme den, men hvad hun ellers kunne vidste hun ikke helt endnu. Hun slap langsomt fyrens hals og hørte han faldt til jorden. Hun mærkede stadig fyrens hånd holde fast i hendes arm. Hun hoppe lidt til siden. Hun ville væk fra varsleren, men hun kom ikke langt væk fra fyren der holdt fast i hendes arm.

hun kom ikke langt da hun prøvede at hoppe væk fra ham. han havde et jerngreb på hendes arm og i det hun hoppede væk, holdte han bare mere fast og rev hende hen imod sig så hun ville miste balancen. imens hun ville ligge nede på jorden satte holdte han fast i hendes hænder på ryggen så hun var låst.
"fortæl mig dit navn så jeg ved hvem du er." sagde han hårdt og holdte fast i hendes arme og sad bare på hende så hun ikke kunne bevæge sig. hans rustning var meget tung og man ville kunne mærke det i vægten på ham. han var ikke tyk og der hvor hans hud var blottet kunne man se han var ikke mere end skind og ben men på en eller anden måde vejede han over 100 kg med den rustning og på en eller anden måde kunne han bære den.

Det var ikke meningen, at hun ville hoppe væk fra ham. Det var hans varsler hun ville væk fra for hun kunne ikke holde kulden ud endnu. Hun skreg op af han hev hende tilbage til sig. Hun mistede balancen og væltede direkte på maven. Hun mistede kort luften og lå bare stille. Hun hørte folks gispen der stod og kiggede på det der skete. Imens hun havde prøvet og få vejret igen da havde fyren sat sig oven på hendes ryg og holdt hendes arme om på ryggen. Han var meget tung det måtte hun ærligt indrømme. Hun prøvede og vride sig fri, men det kunne hun overhovedet ikke. Hans vægt havde overmandet hendes. Under faldet havde stoffet der havde været bundet om hendes tomme øjenhuler rullet ned om hendes hals. Hun lod hovedet ligge ned imod gulvet så panden rørte. Hun ville ikke have, at folk så de tomme øjenhuler. Hun sukkede mindre irriteret "Hedder Luce og hvorfor rager det lige dig? Og hvem er du så?" hun magtede ikke og kæmpe imod ham overhovedet og hendes vrede var kommet ned igen. Hun bed sig usikkert i læben.

han kiggede hårdt på hende med sine glødende blå øjne.
han så hvordan hun egentlig var blind og hvordan hendes bind for øjnene havde faldet ned om hendes hals.
han tog to ringe frem som havde små kniv blade på hvorefter han skar sin pulsåre han havde ved hans håndled, over så blodet ramte hendes hænder som var blevet mast tæt op imod hinanden.
da blodet stoppede med at dryppe ned på hendes håndled og ryg så stivnede det og blev lige så hårdt som metal som virkede næsten som håndjern.
nu hvor hans hænder var fri så tog han hendes bind til hendes øjne og bandt det på plads så hendes øjenhuller var dækket igen.
"mit navn er Bron, lærling for den store herre Sakref Morladin og opretholder af loven. du Luce er nu anholdt for grovt overfald på en person og forsøg på mord. du vil blive smidt i fængsel for ca 3 år i følge-" nåede han kun at sige hvorefter noget fik ham til at stoppe midt i sin sætning. som om nogle snakkede til ham men ingen stemmer var blevet talt til ham.
efter lidt tid nikkede han og vendte blikket imod Luce igen.
"du ser ud til at du ikke skal i fængsel Luce. Sakref vil gerne personligt møde dig, så du har nu valget, at møde ham eller ryge i fængsel. hvad siger du?" sagde han stadig med sin faste og hæse stemme.

Hun havde overhovedet ingen øjne i hovedet. Dem havde hun mistet ved, at Rafael en gang havde pillet det ene ud med spisepinde og fodret hende og sig selv med det. Det andet havde hendes gamle herre Zann pillet ud af hendes øje som var det ingenting. Der havde hun dog fået et valg mellem det eller noget andet som hun ikke helt huskede hvad var og hun havde dog valgt og miste sit sidste øje og gå blind rundt. Det havde været et hårdt tab for hende, men det måtte hun leve med. Hun lå bare stille. Hun ville ikke få noget ud af og gøre modstand så hellere ligge og finde ud af hvad der ville ske med hende. Hun anede ikke hvad han dryppede på hendes håndled, men havde heller ikke nogen tanke om og finde ud af det. Hun mærkede hans hænder fjerne sig fra hendes arme så hun prøvede og vride sine hænder fri, men det kunne hun ikke. Var det jern han havde sat fast om hendes håndled? Hun sukkede opgivende og blev fortsat ved med og ligge på maven og irriterede sig over, at hendes vrede var kommet frem. Hun mærkede stoffet komme for hendes tomme øjenhuler igen og nikkede kort som tak. Hun lyttede irriteret til det han sagde. Det havde slået hende da han holdt hende nede, at han var en af dem som smed folk i fængsel. Hun undrede sig over hvem denne Sakref fra. Hun ventede på, at han afsluttede sin sætning, men det blev han aldrig. Hun vred sig lidt for og se om hun kunne komme fri, men det kunne hun stadig ikke. Hun sukkede irriteret og lagde sin pande imod gulvet. Hun lå og var vred over, at hun havde ladet sin vrede komme frem. Det var ikke en gang hendes mening! Hun lyttede endnu en gang til hvad Bron sagde til hende. Hun lå lidt og tænkte over det "Fint så lad mig da bare møde ham" der var en mindre irritation i hendes stemme.

han nikkede.
"godt" sagde han bare ligeud hvorefter han rejste sig fra hende uden at fjerne håndjerne. hvorefter han tog fat i hende og hev hende op på sin skulder og begyndte at gå afsted som om hun ikke vejede noget.
han tog hende afsted hele vejen fra angerforge district og hele vejen op af trapperne imod terrorville district.
der gik ikke lang tid efter de var ved trapperne at de var kommet op af trapperne og nu var på vej imod det største slot der var deroppe. det var mørkt og ude foran ved en stor jernport hvor der stod oven over porten 'Darkwind Citadel'. to vagter stod ude foran porten men lige så snart de så Bron åbnede de jernporten op og bukkede for ham imens han gik forbi dem. nu var de lige på vej imod den store hovedport som var så stor at en kæmpe flok af væsener ville kunne komme ind på en gang.

Hun brummede irriteret over, at han stadig sad ovenpå hendes ryg. Han kunne godt til og fjerne sig for han vejede mere end hendes ryg normalt holdt til. Ihvertfald i sin menneskeform. Hun anede ikke hvorfor denne Sakref overhovedet ville snakke med hende. Det gav overhovedet ikke mening for hende. Hun trak vejret dybt da hun endelig mærkede hans vægt forsvandt fra hendes ryg. Det var fandme på tide, at han flyttede sig. Folkene rundt om dem stirrede bare på dem og hun kunne mærke deres øjne bore sig fast på hende. Havde de ikke nogle indkøb der skulle ordnes inden centeret lukkede? Havde de ikke et eller andet som var vigtigere end og være så nysgerrige og stirre på præcis dem? Hun mærkede, at noget tog fat i hende og løftede hende op på skulderen. Det kunne vel ikke være andre end ham Bron.
Hun sprællede det meste af vejen imens de gik. Hun havde prøvet og forklare ham, at hun godt kunne gå selv, men han havde ignoreret hende så hun havde opgivet det og hang bare hen over hans skulder imens hun ikke vidste, hvor hun blev båret hen. Hun vidste ihvertfald en ting og det var, at hvis det endnu en gang handlede om noget med slaveri ville hun gå fuldstændig bananas! Hun ville ud af slavelivet ikke fortsat leve i det. Efter de var kommet ind gennem porten var hun ved og blive temmelig utålmodig for hun havde det som om, hver en muskel i hendes krop var faldet i søvn "Hvornår er vi der?" der var en mindre irritation i hendes stemme.

lige i det hun spurgte om hvornår de var der så kunne man høre hvordan den store port de nærmede sig hvordan den begyndte at knage og brage imens den åbnede sig op for dem.
"nu" sagde han ligeud og koldt, som om han ikke havde nogen følelser i sig.
de trådte ind og porten lukkede sig bag ved dem i et brag da dørene endelig mødtes.
de gik nu ind igennem en forhal og nu ind i en kæmpe stor tronsal fyldt med lys og farver og billeder og flag.
ved enden af salen var der den mest uhyggeligste og mørkeste trone der nogensinde har eksisteret. den var pyntet med skeletter og skorpioner og slanger og lignende krybdyr.
på det sorte læderdækket sæde sad en ung herre med sort kappe med grøn inderside og flot sort tøj på og kiggede på dem imens de gik hen over det flotte sorte grønne tæppe.
"velkommen til mit slot" sagde han åbent og med en stemme der viste meget styrke og magt. som en rigtig konge.
"jeg kan se at min lærling Bron har gjort som jeg havde bedt ham om og inviteret dig her til mit slot" sagde han imens han rejste sig fra sin trone og gik ned af trapperne fra den høj som hans trone var på.
Bron satte hende ned så hun kunne stå op selv og med en finger imod håndjernene fjernede Bron håndjernene fra hende hvor de simpelthen blev forvandlet til blod igen.

Det irriterede hende grænseløst, at hun ikke vidste, hvor hun blev båret hen. Hvor i verdenen var hun overhovedet endt. Nok havde de bare gået, men det føltes som evigheder når man blev båret. Hun hørte noget der begyndte og knage og brage. Hvad skete der? Hun var nu glad for, at de var der hvor ham der Sakref nu var, men det hjalp hende ikke det store når hun ikke kunne se eller lugte hvor hun var. Der var ikke en genkendelig lugt til stede. Hun hørte Brons skridt ramme gulvet. Skriftene blev næsten ekkoet for hende igennem den store forhal. Hun kunne kun regne ud, at det var et stort rum hun var kommet ind i pga lyden fra Brons skridt. Hun begyndte så småt og kunne lugte, at der var en anden i det rum de var kommet ind i. Hun kunne ikke helt lugte om det var en mand eller kvinde eller hvilken race det var for lugten var for svag. Hun havde dog en mistanke om, at det var Sakref. Hun kunne ihvertfald ikke sætte nogle andre ind i nogen sammenhæng. Hun fik et mindre chok da hun hørte en stemme. Det var en mandestemme. Den mindede hende lidt om Rafael. Dog mindre ondskabsfuld, men styrken og lyden af magt hang stadig i stemmen som Rafael altid brugte. Ihvertfald overfor hende. Hun brummede dog bare lavt. Hun anede overhovedet ikke hvad hun skulle sige udover og spørge hvad fanden meningen var og bede hende om og komme bare sådan der uden videre. Hun lyttede stille til det han sagde til hende, men hvad skulle hun overhovedet sige? Skulle hun sige tak for og blive båret rundt som et dyr? Nah det var ikke lige hende. Hun ventede roligt på, at hun blev sat ned på jorden igen. Hun nikkede kort som tak da hun endelig var blevet sat ned på jorden igen og fik sine hænder fri. Hun vred sine håndled rundt kort. Hun bed sig kort i læben "Hvad er det du vil med mig?" hendes stemme var irriteret, men der var stadig en mindre snært i frygt i den.

han vendte sig om og begyndte at gå hen imod sin trone igen, Bron førte hende lettere afsted hen imod tronen også.
"fortæl mig Luce hvordan en blind og ellers venlig i udseende pige som dig få sådan en stor vrede som du viste i centeret?" sagde han det han satte sig ned på sin trone og kiggede imod hende.
hans øjne var som knive som kunne se ind i folks sjæle. han synes det var meget fascinerende at hun havde sådan en vrede og nådeløshed inde i sig.

Hun stod blot stille indtil hun mærkede nogen puffe hende fremad. Hun brummede lavt og begyndte bare roligt og gå fremad indtil Bron tog fat i hendes skulder så hun stoppede med og gå. Hun lyttede stille til det han spurgte hende om. Hun tænkte lidt over, hvordan hun skulle formulere det. Det var meget svært for det var blevet bygget op i hendes underbevidsthed. "Jeg ved det rent faktisk ikke. Altså min herre har tvunget mig til en del ting de sidste mange måneder og en dag bad han mig om og dræbe en uskyldig fyr for øjnene af ham og jeg gjorde det bare. Men det meste af det jeg har gjort for min herre har været gennem tvang og er blevet tortureret meget af ham i flere måneder. Selv inden han blev min herre" Det gjorde temmelig ondt for hende og snakke om det. Der var samtidig store tegn på frygt i hendes stemme da hun var begyndt og snakke om, hvad der skete hvis hun ikke gjorde hvad Rafael bad hende om "Normalt gør jeg ikke folk noget udover, hvis de prøver og skade mig eller dem jeg har kære" Hun bed sig lidt i læben. Tanken om hvad Rafael ville gøre ved hende hvis han fandt ud af, at hun havde sladret til en vildt fremmed om hvordan han behandlede hende når hun ikke gjorde, hvad han bad hende om.

han kiggede lidt på hende. analyserede hende godt og grundigt helt ind til kernen af hende.
"jeg fornemmer at det ikke er det eneste din herre har tvunget dig til eller torturerede dig med" sagde Sakref som om han havde set hendes sjæl og vidste derfor mere. han kunne ikke læse folk på den måde men han var meget god til at opdage når folk enten skjulte noget, om det var detaljer eller hvad det var så kunne han læse det. ellers var han bare meget god til at kende folk efter at have levet over 30.000 år.
"hvem er forresten din herre?" spurgte han hende lidt efter han havde holdt en lille pause. han var faktisk lidt nysgerrig hvem der havde gjort hende så meget skade.

Hun kunne mærke hvordan han kiggede på hende. Det var som om han prøvede og læse hendes tanker eller prøvede og tjekke hele hendes fortid igennem. Det var ubehageligt og mærke hvordan han kiggede på hende. Hun bed sig hårdt i læben da han fortalte, at han havde regnet ud, at det bare havde været små ting Rafael havde gjort ved hende som hun havde sagt. Hun nikkede stille "Det er værre end selv du ville tro på, at det overhovedet var sandt hvis jeg fortalte dig det" Hun havde en stor trang til bare og stikke af. Hun knyttede sine næver og prøvede og slappe af og holde gråden tilbage som pressede sig på. Hun kiggede ned i jorden da han spurgte hende om, hvem hendes herre var. Hun trak vejret dybt "Det....Rafael...du ved dæmonernes leder..." hun stammede Rafaels navn. Hun var blevet helt bleg af og nævne hans navn. Hun var van til bare og kalde ham for herre og ikke nævne hans navn. Hun rystede kort af skræk.

Sakref skulle lige til at sige noget da han blev pludselig afbrudt af en blød og varm men alligevel stærk og magtfuld kvindestemme.
"så er det nok skat, kan du ikke se den stakkels pige har lidt nok og behøver ikke at genleve det hele igen." sagde den kvindelige stemme fra den højre side af tronen.
ind kom en smuk ung kvinde som havde en figur som fik hende til at ligne en gudinde og smukke øjne der lyste op. hendes hår var langt og rødt som ild og hun havde en kjole på der fik hende til at ligne en smuk dronning. på sit hoved havde hun også to store horn men det var ikke dæmon horn og det kunne man se.
"hej skat. du har nok ret jeg burde have set at pigen var ved at gå ud af sit gode skind." sagde Sakref da hun havde snakket ud.
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hun stod bare stille. Hun anede ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Det føltes som om hele hendes fortid løb rundt i hovedet på hende. Hun borede sine negle ind i sine hænder. Der kom billeder frem fra den første gang Rafael havde tortureret hende. Hun havde det som om hun skulle til og besvime. Billederne af alt det blod der løb fra hende den nat og alle de redskaber han havde brugt imod hende var også slemt for hende og se igen. Hun skulle lige til og skrige da hun kom til sug selv igen da hun hørte hende kvindestemme. Hun var stadig lidt væk så hun kunne ikke helt høre hvad hun sagde til denne sakref. Hun stod lidt og vaklede da hun stadig havde det skidt efter de indre billeder hun havde set. Hun satte sig langsomt ned på jorden og var sådan set ligeglad med hvad kvinden eller sakref ville sige til det. Hun trak vejret dybt og prøvede og slappe af. Hun mærkede noget varmt blod læbe fra hendes håndflader da hun havde boret sine negle ind i sin hånd

"men jeg har dog et spørgsmål til dig endnu Luce. eller rettere et tilbud. vil du have hævn over for Rafael? ikke en hævn hvor nogen gør noget for dig men en hævn som du selv tager. jeg tilbyder dig nemlig nu at hvis du arbejder for mig så vil jeg træne dig og lære dig hvordan du styre din vrede og had til et våben istedet for en galskab. og med det våben vil du kunne tage din hævn på Rafael af dig selv." sagde han og smilte venligt til Luce også selv om at han vidste hun ikke kunne se det.
"det er ikke et tilbud jeg giver til alle og det bliver hårdt arbejde. men du er ikke en slave i mit hjem. du er istedet min lærling, det eneste du skal gøre er at følge reglerne i mit hjem og gøre den opgave jeg giver dig." forsatte han.

Hun sad og mærkede på det brandvarme blod som løb ned på gulvet. Normalt ville man brænde sig af og røre hendes blod, men det gjorde hun ikke for hun var van til den varme hendes krop var. Hun lyttede lidt til det han fortalte. Hævn over Rafael? Der var fandme ikke andet end hun ville, men hvad med kontrakten? Der stod der noget med, at hun ikke skulle gå imod ham. Det ville skade hende voldsomt hvis hun gik imod ham. Men det lød også meget fristende. Hun tænkte lidt over det. Hun undrede sig lidt over om han mente hun skulle flytte hjem til ham når han sagde at hun skulle hans regler i hans hjem og hvilke opgaver mente han egentlig. "Selvfølgelig vil jeg have hævn over ham, men der er bare nogle ting der gør, at jeg ikke bare kan gå imod ham. Og mener du, at jeg skulle bo hos dig eller hvad? Og hvilke opgaver tænker du egentlig på?" hun ville lige være helt sikker på de forskellige ting før hun ville tage chancen til og blive hans lærling.

han kunne ikke lade vær med at smile.
"min pige der er altid en måde at få det du vil have, du skal bare finde den" sagde han stille.
"hvis du vælger at være min lærling så kan du bo her. det er dog et valg du selv bestemmer men det er nemmest for mig og nok også for dig at komme til undervisningen." forsatte han lidt efter.
"de opgaver der kommer til at være er også det du ville kalde missioner normalt. jeg giver dig en opgave, enten at du skal dræbe nogen. forhøre dem, eller finde nogen eller redde nogen og mange andre ting. det er de opgaver der ca er normalt. din pligt er dog som min lærling at den opgave bliver gjort uanset hvad det kræver." forsatte han bagefter.

Hun lyttede stille til det han sagde. Hvis hun havde haft øjne havde hun rullet dem da han kaldte hende for hans pige. Hun var aldeles ikke hans pige. Hun var ingens pige. Nok mente Rafael det, men i hendes verden ville hun aldrig være hans pige. Hun ville højst blive hans slavetøs som han så fint kaldte hende ikke andet. "Det kan man ikke når ens liv lever efter en kontrakt" Hun sukkede lidt og lyttede fortsat videre til alt det han fortalte. Hun havde på en måde lyst til og tage imod hans tilbud, men alligevel var der noget som skulle stoppes først andre steder for det meste kunne lade sig gøre "Ja det ville være nemmere, hvis jeg boede hos dig, men der ligger dsv det, at i den kontrakt på mig er der kun 2 jeg kan bo ved...Det er Rafael eller Sean. Må ikke bo andre steder selv ikke på hospitalet hvis det gjaldt mellem liv og død" Det var næsten umuligt for hende og have et normalt liv når den kontrakt var der og ødelagde det hele. "Dit tilbud lyder meget fristende, men alligevel er der meget som kan forhindre mig i og tage imod det" der var ærlighed i hendes stemme. Hun begyndte og kunne mærke noget som var koldere end is der bevægede sig tæt på hende. Det var Brons varsler som rent faktisk andre normalt så som folks skygge, men det var Luces evne som gjorde, at det var en varsler for hende. Hun kunne se folks fortid gennem andres varsler når andre bare ville tro det er en dum skygge.

han nikkede.
"forståeligt nok hvis du er bundet af en kontrakt så bliver det svært for dig men hvad siger du til at forklare mig din kontrakt så ville det være nemmere for mig at finde en løsning for dig for tro mig. der er altid et smuthul eller noget." sagde han og kunne ikke lade vær med at smile lidt af det han sagde. han var så vant til at skulle arbejde med smuthuller i kontakter og aftaler at det var ikke noget nyt at høre om en dæmons kontrakt der lavede problemer for ens liv.

Hun sukkede lidt "I kontrakten står der, at jeg er hans slave stort set resten af mit liv og at jeg skal gøre alt hvad han siger og hvis det er, at jeg ikke gør det han siger godt nok eller nægter og gøre det kan han straffe mig lige så tosset som han vil. Jeg må kun bo 2 steder og det er hjemme ved ham eller Sean og at han ikke må bruge min familie eller Sean imod mig for, at jeg gør hvad der bliver sagt. Han skal derimod træne mig til og blive mere ondere og stærkere og tænke mere som ham som du så har set ved min vrede. Jeg har et rimeligt frit liv dog skal jeg bare være der næsten på sekundet når han beder om det ellers bliver det værst for mig selv. Han kan gøre alt hvad der passer ham imod mig og jeg skal helst vise sandefølelser, men dog også være meget fedtene overfor ham og holde min kæft med, hvad der sker hjemme ved ham imod mig. Han kan prale alt det han vil, men jeg skal holde kæft. Selv ikke sige noget til lægerne på hospitalet når jeg kommer ind med en masse skader som har været temmelig slemme" Hun bed sig usikkert i læben og håbede han kunne finde et smuthul for hende for hun kunne overhovedet ikke se nogen for hende.

han nikkede forstående og tænkte sig lidt om.
"hvad får du egentlig ud af den kontrakt du har lavet med ham? og hvordan er kontrakten skrevet under?" spurgte Sakref tænkende. han vidste hvis det var en dæmon kontrakt så krævede det at hun har villigt skrevet under på dæmon kontrakten hvor papiret der skal være brugt skal enten være dyppet i uhelligt vand eller være hud fra et levende væsen. mere skal selve kontrakten være skrevet i blod og hun skal have skrevet under med sit eget blod ellers var kontrakten ikke gyldig og derfor ubrugelig som dokumentation imod hende, hvilket ville sige at han ingen magt ville have over hende. men der skulle også have været en ting som gjorde at hun ville skrive frivilligt under. det er så ligemeget hvad det har været men det skal have været der ellers er kontrakten også ugyldig.
Sakref ved at der er super mange regler inde for dæmon kontrakter og kun få smuthuller men nok til at man kunne løbe ud af den nogen gange.