control your anger, hone it into a weapon - Luce

han kunne ikke lade vær med at grine lidt af hendes spørgsmål. ikke fordi det var et dumt spørgsmål men mere fordi han ikke vidste hvor han skulle begynde.
"tja hvor skal jeg starte? jeg har levet et langt liv. længere end du kan forstille dig og jeg har oplevet så meget i den tid." sagde han med en venlig stemme. han var klar over at han var meget gammel men der fik han sig selv til at lyde som om han var lige så gammel som titanerne.

Hun smilede selv lidt da hun kunne høre hans grin. Han havde nu et meget sjovt smil syntes hun, men det rørte hende nu heller ikke overhovedet da hun godt vidste, at hun heller ikke havde det mest normale grin overhovedet. Hun trak let på skuldrene og lagde sit hoved sødt på skrå "Bare sådan kort om hvem du er som person og den slags som jeg burde vide om dig nu hvor jeg mere eller mindre kommer til og være en af dine folk kan man vel kalde det" hendes stemme var rolig, sød og havde en snært af drilleri i sig. Hun var en der elskede og drille og sådan havde hun altid været og det ville være svært og få pillet af hende det vidste hun også godt.

han stod og tænkte kort før han sagde noget.
"mit fulde navn er Sakref Morladin. jeg er søn af en meget stærk menneske åndemager ved navn Ingvar Morladin og en djævel kvinde ved navn Viona Morladin. jeg har en Tvillingebror ved navn Makkadin Morladin som kendt som lysbringeren. og har en storesøster ved navn Victoria Morladin som er djævel også og er kendt som Lokkeren. jeg er blandingsrace. ikke af djævel og menneske men djævel og engel. da jeg var stadig i min mors mave var mig og min tvillingebror påvirket af lysguden og mørkeguden. mørkets gud prøvede at gøre mig til et våben af ødelæggelse der ville bringe jordens undergang med mig imens lysets gud så hvad der skete og gav min tvillingebror den reneste sjæl der findes. en ærkeengels sjæl. han er selv menneske men er overnaturlig stærk og velsindet af lysets gud. jeg dog er blevet påvirket af både min brors godhed og mørket. i starten af mit liv var jeg 100% ond og ødelagde alt hvad jeg så imens min bror altid var i nærheden til at gøre det godt igen. jeg er dog nu efter jeg kom til denne verden blevet påvirket af portalens kraft så jeg nu har både det gode og det onde i mig. hvilket har gjort at jeg har en delt personlighed som skifter nogle gange. jeg er forresten over 30.000 år gammel. ved ikke hvor meget selv for har stoppet med at tælle og jeg har tre børn og fire andre lærlinge ud over dig. dem kommer du til at møde senere. men jeg ved ikke helt hvad jeg kan fortælle dig mere lige nu. har du noget du vil vide mere om?" fortalte han og spurgte venligt

Hun stod stille og lyttede til alt det han fortalte om sig selv uden nogen afbrydelser. Hun fik svært ved og finde hoved og hale på alle de personer han nævnte ved navn. Ingen af navnene sagde hende noget, men hun havde nu også været meget af en outsider siden mordet på Roland. Det var dog alligevel meget spændende og høre alt det omkring ham og hans tvillingebror. Hun havde aldrig troet, at sådan noget kunne lade sig gøre, men det var alligevel meget interesant. Hun rystede lidt på hovedet "Nah tror ikke, at der er eller jo hvem er disse lærlinge?" Hun ville vide lidt om disse lærlinge han havde eftersom hun højst sansynligt kom til og arbejde med dem.

han smilte lidt.
"tja ud over mine egne børn så har jeg tre sort elvere som lærlinge, trillinger. jeg fandt dem under en af mine rejser på jorden hvor jeg har været opvokset. trillingerne består af to drenge og en pige. drengene hedder Neko og Beko. og pigen hedder Nika. den sidste af mine lærlinge er en ved navn Bron. han er den stille type. han er en af de udøde men ikke ligesom dem der hærger Underworld lige for tiden. han er meget meget ældre. jeg fandt ham under en af mine udforskninger på jorden. han var blevet låst i en urgammelt kammer som var næsten umulig at bryde igennem hvis man ikke kendte lidt til strukturen af kammeret. han var blevet hængt fast til væggen i kæder lavet af magisk metal hvilket ikke kunne brydes medmindre man havde nøglen og besværgelsen til kæderne. han kan ikke huske sin fortid og er lidt ligeglad med hvem han var i sit tidligere liv før han blev en Udød og så kan han ikke føle følelser eller smerte." sagde han venligt. han havde nævnt alle bortset fra sine børn og en lærling som hun nok ikke kendte og han var faktisk ikke så meget der til hun nok ville komme til at møde ham.

Hun lyttede stille til det han fortalte og der slog hende pludselig, at hun allerede havde mødt en af hans andre lærlinge. Ham der havde hentet hende eller rettere fanget hende der er i centeret og ført hende hen til Sakref. Hvad var det nu han hed? Bron! Hun var meget enig i det han sagde i, at han var meget stille for han havde ikke snakket rigtigt under hele turen der gik fra centeret og der hvor hun var nu. "Så du tager mere eller mindre dem til dig som er ensomme og ikke har andre der til og hjælpe dem?" det var ihvertfald det indtryk hun havde fået af ham. Hun vidste ikke helt hvor meget Sakref ville vide om hende, men hun regnede lidt med, at han spurgte hvis der var noget han ville vide om hende for hun syntes det ville virke underligt hvis hun begyndte og snakke om sit liv bare sådan uden videre.

han nikkede.
"ja eller i hvert fald tilbyder dem muligheden for et bedre liv og et formål, om de acceptere mit tilbud er deres valg men jeg spørger kun dem jeg kan se har muligheder i sig og har flammen i deres sjæl." sagde han og smilte.
"det er af samme grund til at jeg bragte dig herop istedet for at lade Bron bare putte dig i fængsel. jeg kunne flammen i dig og den brænder med vrede. en vrede som ønsker formål og muligheden for at blive brugt ordenligt." sagde han og kiggede på hende.

Hun lyttede meget efter det han fortalte hende. Der var noget interessant ved denne fyr, men hun kunne ikke helt sætte en finger på hvad det kunne være. Hun nikkede forstående til ham, men da han begyndte og snakke om hvad han havde set i hendes vrede havde hun overhovedet ingen ide om, hvad der var ved hendes vrede som var så specielt siden han ville have hende som lærling. Det gav overhovedet ikke nogen mening i hendes verden det måtte hun ærligt indrømme. Hun lagde sit hoved undrende på skrå "Hvad er der med min vrede som er så speciel? man kunne nemt høre på hendes stemme, at hun undrede sig meget over det.
Hun gik tættere på ham, men trådte direkte ind i hans skygge som i virkeligheden var hans varsler fra hendes vinkel. Det var koldere end is og virkede så levende som om det kravlede på hende. Sakref ville kun se varsleren som en almindelig skygge der gjorde det Sakref gjorde, men sådan var det ikke for Luce. De var levende! Havde deres eget liv og alligevel havde et liv som tilhørte en anden person. Hun nærmest sprang et godt stykke væk og lignede en der havde fået et elektrisk chok.

han hørte stille efter hvad hun sagde.
"der er to ting som er meget specielt ved din vrede. det er for det ene at du er Draconianer. jeg har kunne se det på dig og din aura lige fra starten af. men en Draconianer er ikke vred normalt. i er normalt fredelige og ikke aggressive men ved hvornår i skal gå i aktion. men du, du har en vrede så stor og det er den anden ting som er specielt ved din vrede. det er at en er i flammer. den brænder som et kæmpe bål som truer med at opsluge hele verden. det min pige er så specielt ved din vrede. hvis du kan kontrollere den lære at bruge den som et våben istedet for at du mister dig selv til vreden ligesom i supermarket. så kan du gøre næsten alt. vrede kan give umådelig styrke hvis du kan kontrollere det. hvis du ikke kan kontrollere din vrede kan du ende med at miste dig selv til den og du vil selv blive brændt op af vreden til kun vreden er tilbage." sagde Sakref. han kendte meget til vrede. han havde vrede over for alting da han var barn og ville kun ødelægge alt. hvis hans far ikke havde lært ham at kontrollere hans vrede og bruge det til et formål istedet så ville han nok have mistet sig selv for meget lang tid siden.

Hun stod lidt og lyttede til det han fortalte hende. Hun vidste godt, at hun ikke var som andre draconianere eller dragonlycans pga sin vrede, men de fleste andre draconianere eller dragonlycans havde heller ikke været udfor det sammen som hun havde været udfor de sidste mange år. Selvfølgelig skulle en vrede vokse op i hende. Det ville være meget mere underligt, hvis hun stadig havde været den blide, rare sjæl som hun ellers altid havde været. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle fortælle ham det "Sakref jeg har ikke altid haft den vrede i mig. Fik den efter alt det jeg har været udsat for af Rafael og Zann. Jeg ved godt, at normalt skulle jeg være mere rolig og rar i det og det er jeg også somreglt, men når jeg bliver irriteret eller lignende så vokser vreden bare op i mig ligesom i centeret" hun trak let på skuldrene og begyndte og kunne mærke Sakrefs varsler igen. Hvorfor skulle den være så kold og klam og mærke som var det slim eller noget lignende? Hun fattede det ikke. Hun begyndte og 'mærke' på varsleren og inden hun havde vidst af det havde Sakrefs varsler/skygge samlet sig i hænderne på hende. Man kunne godt se på hendes ansigtsudtryk, at hun frøs lidt.

nu begyndte Sakrefs fortid at dukke op. det var som en dæmning der brød sammen og alt vandet kom ud på en gang. det var som en tsunami af følelser og minder. så meget død. Sakref havde set opståelsen og faldet af utallige racer og væsener. væsener som end ikke engang nutidens folk kendte til. Sakref har sågar så mange som han kaldte venner. så mange og en skyldfølelse for ikke at kunne have reddet dem fra deres undergang. men der var ikke kun sorg og undergang men også opdagelse, aktion, eventyrer, mødet af smukke og urørte steder og verdener. selv mødet af nye venner og opdagelsen af hans forskellige lærlinge. der var hele billeder af hvordan de så ud. Bron med en metal maske over munden og op til næsen som dækkede for hans kødløse kæbe. hans ødelagte og rådne krop der var dækket og holdt sammen af forskellige metal plader og læder som fik det til at ligne som om han altid gik med en stor rustning på, og med blå lysende øjne som var døde men på en måde viste liv på den måde de lyste på.
et andet billede var hvordan de tre sort elvere så ud. pigen i en flot kimono som var pyntet med forskellige mønstre og farver. de to brødre. dem begge har læderrustning på men den ene som var Neko havde to små sværd imens Beko gik med et stort tohånds sværd.
nu kom et billede af hans børn. to piger og en dreng. drengen har blå hud og hale og horn. hans øjne lyste gule. den ene som hedder Zaela har lilla hud og hendes søster Surzi har rød hud. men de var ikke født. alle Sakrefs børn har han skabt i sit laboratorium ved hjælp af magi og teknologi hvor han har brugt sine egne gener og de bedste djævle gener Sakref kunne finde. alle disse billeder kom som en kæmpe strøm. men den værste var krigen som Sakref kom ind i da han lige kom til Underworld. den store krig mellem godt og ondt. lys og mørke. en krig der truede med at ødelægge hele verden men alligevel fik Sakref reddet dagen sammen med sit hold af lederne af de racer han mødte på vejen, hans bedste venner, hans lærlinge og hans børn.
dog stoppede det hele da Sakref var begyndt at ruske i Luce da det har vist sig at hun var faldet sammen på grund af Varslerne.
"Luce er du okay?" spurgte han undrende. han vidste ikke hvad der lige var sket.

Inden hun kunne se Sakrefs minder var det som om hun var i kamp om magten med varsleren og inden hun vidste af det var det som om der voksede 2 fangarme lignende dimser ud fra den og som angreb hendes tendinger og klistrede sig fast til hende. Inden hun kunne nå ig fjerne dem begyndte hans minder og køre rundt i hovedet på hende. Hun var næsten som stivnet da det skete og kulden fra varsleren spredte sig rundt i hendes krop som var hun smidt ned i en kold grotte hvor alt var af is.
Efter noget tid tabte hun varsleren og den landte direkte på gulvet og blev til små støvkorn der spredte sig rundt. Den samlede sig selvfølgelig hurtigt igen til Sakrefs skygge, men Luce derimod faldt sammen på gulvet og rystede voldsomt. Hun havde aldrig troet, at det skulle ende med, at en varsler ville angribe hende og nærmest tvinge hende til og se en anden persons minder imod hendes vilje. Hun rystede i noget tid, men kom dog til sig selv ret hurtigt. Hun rystede på hovedet kort "Jeg er ok..." man kunne nemt høre på hendes stemme, at hun var meget forvirret og ikke vidste helt hvad der var sket. Hun havde set Sakref kort, Bron, sortelverne og hans børn og mange andre væsner fra hans fortid. Hun var forvirret og vidste stadig ikke helt hvad der var virkelighed eller ej "Hvordan?..." hun lød nærmest som en der snakkede i tåger.

han ruskede lidt i hende.
"Luce vågn op du snakker i tåger." sagde han og blev med et ruske hende blidt til hun var kommet lidt mere til sig selv igen. han vidste ikke hvad han skulle gøre. han vidste ikke overhovedet hvad der var sket og havde ikke forstillet sig at sådan noget bare pludselig sker.

Hun lå stille ind til ham og prøvede og komme til sig selv igen selvom hun vidst det krævede meget energi. Hun satte sig langsomt op men var meget ustabil så hun nærmest faldt ind mod ham og sad der "Undskyld skal bare lige sidde her lidt og sunde mig så jeg ok igen" hun vidste at hun havde faldet hvis hun ikke satte sig op af ham. Der gik lidt tid og hun satte sig op og trak vejret dybt "Undskyld. Det har været sådan længe hvor folks varsler angriber mig, men aldrig haft nogen effekt. Det er første gang nogens varsler går efter mine tendinger så jeg ser deres fortid. Det har faktisk været siden jeg blev dragonlycan"

Sakref undrede sig. Varsler? han havde aldrig hørt om det, han tænkte det måske var en speciel evne hun havde.
"varsler? hvad mener du?" spurgte han forvirret han mærkede jo ikke noget. han så bare at hun faldt sammen lige pludselig uden god grund.

Hun vidste ikke om Sakref kendte til den evne eller ej eller om han vidste hvad det var hun snakkede om, men det håbede hun lidt, at han gjorde og hvis ikke måtte hun vel bare forklare ham det. Hun sukkede lidt da han spurgte hvad det var hun mente "Ser du har en evne hvor jeg kan se folks fortid igennem deres varsler eller retter sagt deres skygger. Den er meget god på nogle punkter, men er ikke god til og bruge den endnu og derfor tager en masse energi fra mig og det kan gøre jeg falder sammen som jeg gjorde for lidt siden" Hun rejste sig op og vaklede lidt. Hun tog fat i Sakrefs arm for og støtte sig lidt

han nikkede forstående også selv om at han havde aldrig hørt om evnen. han kendte dog til det med at nogle har evnen til at læse folks tanker eller deres fortid og nogen kan sågar se fremtiden på en person men dette måtte være en af dem hvor hun kan se folks fortid.
"så du kan se folks fortid hvis du rør ved deres skygger?" spurgte han nysgerrigt. dette kunne være en perfekt evne hvis hun lærte at kontrollere hvad hun ville præcist se af folks fremtid. ikke kun den vrede hun har men også at hun ville kunne læse folks fortid ville gøre hende til en glimrende spion.
"er der mange der har denne evne eller er det kun dig?" spurgte han nysgerrigt for hvis det kun var hende ville det være virkelig godt for hans side.

Hun stod stadig og vaklede lidt selvom hun holdt fast i Sakrefs arm. Hun kunne dog holde sig vågen i forhold til første gang hun havde brugt sin evne på Dust. Dengang havde hun besvimet på stedet og havde sovet i flere timer uden han kunne haft vækket hende. Hun slap hans arm efter noget tid og stod rimeligt roligt i forhold til for lidt siden, men hun var dog stadig usikker på benene. "Ja, men er nød til og have noget af varsleren imod mine teninger som du nok lagde mærke til imens jeg så din fortid" hun undrede sig ikke rigtigt over, hvorfor han havde spurgt hende omkring evnen for det virkede meget normalt da hun kunne tænke sig frem til, at han ikke rigtigt kendte til evnen og derfor ville vide mere omkring den. Hun trak usikkert på skuldrene da han spurgte hende om der var mange der havde denne evne "Det ved jeg faktisk ikke. Altså har læst lidt om evnen og det siges, at præcis denne evne er sjælden, men om der findes flere former for måder, at folk kan se andres fortid på ved jeg ikke helt, men det virker nu også meget besynderligt når man begynder og leger med folks varslere og derfor tror jeg ikke de ved helt hvad evnen gør" hendes stemme var rolig.

han nikkede forstående.
det var en meget farlig evne i de forkerte hænder hvis den blev mestret, men han havde en plan med hende, en plan som han ikke selv var sikker på hvordan ville forme sig, han vidste dog en ting og det var at han ville træne hende til at kunne mestre sin evne og træne hende til at blive en af hans lærlinge, men små skridt, han kunne ikke tvinge hende ud i noget som hun ikke selv var parat til og han var ikke selv så kraftfuld hvis han ikke havde brugt så meget tid på at blive så stærk.
han rakte venligt sin hånd ud så hun havde noget til at støtte sig til.
"kom, lad mig vise dig op til dit nye værelse så du kan få hvilet dig, efter den her oplevelse så har du overhovedet ikke energi nok til at kunne begynde på din træning endnu, og jeg skal have tid til at sætte nogle forberedelser op til det hele." sagde Sakref og holdte stadig sin hånd ud stille og roligt ud imod Luce.

Hun Stod stille og ventede på, hans reaktion på det hun havde fortalt ham omkring hendes evne som hun ikke havde mestret endnu. Det var nu også meget relavant, at hun ikke havde det da hun ikke havde brugt evnen så meget og lært sig videre med den. Hun ville ihvertfald prøve og kunne fokusere på en bestemt tidspunkt så det bliver lettere for hende og beholde sin energi i sidste ende. Hun mærkede noget der var tæt på hende. Hun rakte sin arm ud og prøvede og finde ud af hvad det var som var tæt på hende. Hun ramte Sakrefs hånd og tog stille fat i den "Ok, men er der nogle bestemte regler her i huset som jeg burde vide og er der noget jeg burde vide som er relavant for mig?" man kunne godt høre på hendes stemme, at hun var nysgerrig og hun vidste også godt, at det var vigtigt, at hun skulle have styr på den slags.

"indtil videre, nu hvor du er ny her og jeg endnu ikke har planlagt nogen træning til dig endnu, vil jeg sige at de eneste regler der er, er ikke at gå ud af slottet medmindre jeg giver lov og gå ikke ned i kælderen alene." sagde han med et smil.
"du får de andre regler af vide når vi begynder fast med din træning" sagde Sakref og begyndte at føre hende op imod de trapper der fører til de øvrige etager og førte hende op af trapperne.

Hun nikkede stille og forstående. Hun ville sådanset være fanget inde på hans slot det næste stykke tid kunne hun regne ud, men hun var nu også den type, at hun altid fulgte reglerne så vidt muligt. "Det er forstået" hun vidste ikke rigtigt hvad hun ellers skulle sige til ham. Han var en meget underlig person syntes hun. Hun fulgte stille og roligt efter ham da han begyndte og gå, men stoppede også op da hun kunne mærke på ham, at han ikke flyttede sig mere "Helt i orden, men hvor er egentlig det sted, hvor der er størst chance for, at man kan finde dig? Hvis det nu altså er jeg skal spørge dig om noget eller har brug for dig?" der var nysgerrighed i hendes stemme og det var tydeligt, at hun var en af dem der ville have styr på tingende. Hun fulgte stille og roligt efter ham op af trappen. Hvorfor skulle der være så langt op til næste etage?

han havde ført hende op af trapperne og ført hende ind til et kæmpe stort gæsteværelse som var hendes værelse indtil videre.
"det er forskelligt for jeg har mange ting jeg skal nå men jeg får bron til at sidde i stuen som er rummet der var før dette værelse. han ved hvordan man kontakter mig men ellers gem dine spørgsmål til efter du har hvilet dig lidt. jeg ved når du er klar og så vil jeg med glæde svare alle spørgsmål der." sagde han venligt og blidt.

Hun fulgte bare roligt efter Sakref. Det irriterede hende dog en del, at hun ikke kunne se noget omkring sig. Hun havde en ide om, at Sakref bare tog synd i hende fordi hun ikke kunne se noget og derfor var venlig overfor hende, men alligevel virkede hans venlighed meget ægte så det var lidt svært for hende og fortolke det. Hun stoppede op da de var kommet ind på det værelse der skulle være hendes. Hun stod bare stille som var hun forstennet og prøvede og mærke omgivelserne omkring. Hun stod i ret lang tid hvor hun prøvede og danne sig et billede af hvordan hendes værelse så ud. Hun sukkede kort *Dette vil tage længere end jeg troede* tænkte hun og slap Sakrefs hånd. Hun smilede roligt til ham "Det er helt i orden med mig" hendes stemme var rolig og blid. Efter hendes mening virkede Sakref nu til og være en meget sød fyr, men om det var hendes type han var vidste hun ikke helt.

han tog blidt hendes arm og stille førte hende hen til den meget store gæsteseng. den var en tre personers seng og var virkelig blød som en sky næsten.
"jeg vil lade dig hvile og når du vågner udhvilet kan vi snakke videre. indtil da så føl dig hjemme, her er ingen der kan såre dig så du har intet at frygte." sagde han omsorgsfuldt og blidt.
med det forlod han rummet for at Luce kunne hvile sig og han lukkede døren bag sig for at hun kunne få fred. han bedte Bron vente i stuen hvis noget skulle ske og hvis hun får brug for at kontakte ham, hvorefter han gik ned af trappen. han havde meget han skulle nå at planlægge.