Where it all started - Ammon.

Det gik ikke op for Blair hvor meget hun havde taget før han stoppede hende. Hun tørrede sig om munden med håndryggen og nikkede. Hun var dog ikke særlig vild med at hun havde drukket så meget af hans blod, hvis hun en dag ikke stoppede ville han kunne være død. Det måtte ikke ske igen. "Det kan ikke ske igen." Hun kunne se han var svimmel, blot endnu en grund til at hun ikke ville gøre det igen. Hun lod ham støtte sig op af hende og gik ind på værelset igen. Hun kunne godt selv gøre badeværelset rent, så kunne han bare slappe af. Hun slap ham da han var ved sengen i håb om han ville sætte sig eller falde ned i den. Hun gik ud på badeværelset og begyndte at tørre blodet op.

''Jeg har ikke i sinde at lade dig sulte, bare fordi jeg bliver svimmel.'' sagde han kort, men sandfærdigt.
Hvis svimmelheden var den pris han betalte for at hun kunne leve uden den tørst vampyrer så ofte følte, var han ville til at betale.
Han var dumpet ned og ligge i sengen, med benene hængende ud over kanten.
''Rengøringen kan vente... Kom og lig hos mig..'' bad han, med et lille smil. Ville hun overhovedet det? Bare ligge hos ham? Eller... Nej, grum tanke, væk med den!
Han lukkede øjnene og mærkede hvor meget det snurrede i hans fødder, som om han var lav i blodsukker. Han kunne hører sin puls slå hårdt, hvor at pumpe blodet rundt. Adrenalinen i hans blod gjorde det ulideligt at ligge ned - men han kunne ikke rejse sig.

Blair var vred på sig selv fordi hun havde taget så meget. Hun kunne sagtens overleve uden så meget. Hun skyllede sine hænder da han sagde hun skulle ligge ved ham. Hun gik ind til ham og lagde sig på sengen ved siden af ham. Det var ret tydeligt at mærke på hende noget gik hende på, men det var ikke noget hun ville have han skulle bekymre sig om. Det var jo ikke noget stort, hun måtte bare lade vær med at gøre det igen.

Han sukkede.
''Blair... Jeg vil ikke tvinge dig til at være sammen med mig.'' hans stemme var i nærheden af toneløs nu. Han kunne jo mærke på hende, at hun ikke ville være der lige nu.
Han satte sig op, og derefter rejse han sig. Han var stadig for svimmel til at gå ordenligt, men han ignorerede det. Han ville ikke være til grin, når hun ikke gad ham.
''jeg... uuh... du kan bare... bare lås efter dig når du går...'' sagde han og tog en t-shirt fra tasken. Den var gammel og svedig, blod flere steder.
''jeg er nødt til at få noget luft...'' han var allerede på vej mod døren, uden sko på, uden ordenligt tøj. Han havde brug for... han havde brug for at slå noget rigtigt hårdt.

Blair havde endnu engang ødelagt alt. Det var efterhånden det eneste hun kunne finde ud af. Hun rejste sig op da Ammon var på vej ud. Hun tog en dyb indånding og sukkede så småirriteret. "Du tvinger mig ikke til noget. Jeg er bare.. Jeg kunne ikke stoppe igen, hvad hvis det sker igen og igen." Hun regnede med han godt vidste hvad hun hentydede til. "Jeg vil ikke gøre det igen. Jeg kan få blod af andre fra nu af." Hun var ikke vild med at tanken om at hun kunne have dræbt ham. Det ville knuse hende hvis hun var skyld i hans død.

'Jeg har intet imod at du drikker fra mig. Og det ved du.'' han så kort på hende, en smule opgivende.
''Jeg ved at du ikke kan lide det, men du er vampyr nu.'' sagde han stille.
Han så hen på hende - troede hun at han nød at se hende sådan?
Han sukkede og stillede sig med ryggen mod døren.
''Blair, jeg vil hellerehave at du drikker af mig, med jævne mellemrum, i stedet for at drikke af folk jeg ikke kender...'' sagde han inden han så lidt ned.
Hans øjne virkede lettere matte, og det var tydeligt at han var træt.
''Hvis jeg bad dig om at blive hos mig, ville du så...?''

Blair elskede Ammon, men hun kunne ikke holde tanken ud om at hun kunne dræbe ham, hvis noget gik forkert. Hun nikkede bare, hun vidste godt at han ikke havde noget imod det, men var det ikke nok at hun havde. Hun havde ikke haft det dårligt over at være vampyr, før hun havde mødt Ammon igen. Så væltede hele hendes gamle liv ned over hende og fik hende til at savne det. Hun så ned i gulvet indtil han sagde noget igen. "Nej." Han kunne ikke tvinge hende til det, så skulle det næsten være hvis hun ikke havde fået blod i flere dage og han så fik sig selv til at bløde, så ville hun nok ikke kunne holde sig tilbage. Men hun ville ikke gøre det frivilligt. Hvis hun mistede ham igen havde hun ikke mere tilbage. Hun ville ikke kunne overleve det en gang til. "Hvorfor skulle jeg ikke ville det?" Hun havde svært ved at sige at hun elskede ham, selvom det var det hun følte.

Det lod ikke til at Blair forstod helt.
Han så kort ned, inden han så op på hende igen.
''Blair, jeg mente ikke for en nat...'' sagde han stille, inden han så på døren. Han bed sammen over hans egen idioti. Hun var vampyr, og ville leve til evig tid. Hamselv, han ville være død om nogle år. Maks tyve...
''Blair, jeg tror slet ikke at vi kan... Vi er ikke de samme længere... Du er en vampyr nu, du tør ikke engang drikke af mig... Og jeg er ikke den elskelige snothvalp jeg engang var. Jeg har intet tilbage her, ikke længere.'' han så på hende. Det gjorde ondt at lyve for hende, men hun havde det bedre uden ham til at rende rundt efter hende som en hundehvalp.
''Jeg tror det er bedst hvis jeg bare går min vej nu.'' sagde han, inden han åbnede døren og trådte ud af den. Han havde brug for at komme væk fra det hele, fra alt. Bare, tilbage til den drøm han havde levet i, i over et år nu. Til en verden hvor hans datter pludrede og legede på gulvtæppet, mens hans hustru sad og læste, og han selv lærte hans halvvoksne søn at jage.
Et liv han nok aldrig ville få, ikke nu.

Han gik, først ned a gangen, ud af døren og ud på gaden.
Så satte han i løb, men hvor langt han kom, vidste han ikke.

Blair ville gerne være sammen med ham, lige så længe hun kunne. Hun sad bare og så på ham uden at sige noget. Han sad og fortalte hende at de ikke kunne være sammen, hun havde lige fundet ham igen og nu mistede hun ham. Det virkede uretfærdigt, hun havde sådan håbet hendes liv kunne blive normalt igen, blive som det var engang. Eller tæt på det. Men han havde det nok ikke på samme måde. Hun så ham gå ud af døren og vidste et øjeblik ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun kunne ikke bare lade ham gå, men hvis hun ikke gjorde det ville hun så ikke virke for påtrængende og klistret? Blair sank en klump og gik ud på gangen, hun fulgte efter ham ned af gangen og udenfor, men så satte han i løb og hun overvejede et øjeblik bare at lade ham løbe. Men hvis hun lød ham gå, ville hun måske aldrig få ham tilbage igen. Hun brugte hendes fart, men hun stoppede op engang imellem fordi hun ikke ville følge efter ham hvis han ikke ville have det. "Ammon!" Hun råbte det og håbede på han ville stoppe op.

Han havde løbet i kort tid, men hans ben havde allerede nu båret ham langt. På vej ud af byen, han vidste at han ikke ville vende om nu. Han ville bare væk fra det hele.
Han lukkede øjnene kort efter han havde stoppet op.
Han rystede svagt, af ren vrede over sig selv, over alt det han aldrig ville kunne få, på grund af Alian. Alian...
I takt med at han blev mere og mere vred, skiftede han fra sin menneskelige skikkelse, til den sorte ulv med rødligt genskær i lyset. Han nåede knap at høre Blair råbe efter ham, før alt blev sort, i et blackout. Ulven havde overtaget sanserne, og lige nu var det trangen til at angribe der tog overhånd. Trangen til at ødelægge alt og alle i sin nærhed.
Men før ulven kunne gøre noget, så den Blair. Den blottede snerrende tænder i en advarsel mens den rejste børster.

Blair havde set hvor han var løbet hen og gik efter ham. Hun vidste ikke hvad der skete imellem dem lige nu. De havde aldrig kunnet være sammen, men nu hvor de kunne ville han ikke. Hun forstod det ikke. Da hun kom hen til hvor hun havde set ham gå hen, så hun i stedet for ham en sort ulv. Hun lagde mærke til dens advarende opførsel, men hun var ikke bange for ham. Hun havde været sammen med Alian i næsten et år, velvidende at hun var i fare i hvert øjeblik. Hun gik med forsigtige skridt hen imod ulven. Hun var ikke sikker på om det faktisk var Ammon, men hun kunne ikke se hvor han skulle være forsvundet hen. Hun holdte en hånd frem for sig. "Ammon, det er okay, bare tag det roligt. Det er mig, Blair." Hun vidste ikke hvordan han ville reagere, men hun håbede han ville reagere som Alian havde gjort.

Lugten af død ankom før hendes venlige ord. Han blottede tænderne endnu mere, men trak halen mellem benene. Han bakkede væk fra hende, varsomt.
Hendes beroligende ord hjalp ham ikke, og han lod sine kæber åbnes og lukkes igen i et højlydt smæld - endnu en advarsel.
Han genkendte hende ikke. Hvis han gjorde, ville han aldrig havde gjort noget for at skade hende. Han knurrede truende, i et forsøg på at få hende til at bakke væk fra ham.

Blair var ikke vild med den lugt der spredte sig, men hun var endnu mindre vild med at hendes ord ikke hjalp. Han blev bare ved med at virke truende og advarende, hun burde tage hans advarsler alvorligt og forsvinde. Hun trådte et skridt tilbage og tænkte over om hun skulle tage et skridt mere og forsvinde derfra, men hun havde ikke lyst til at efterlade ham, hvis det altså var Ammon. Hun var i tvivl. Men en ting var hun klar over, ulven kunne angribe hende når som helst, så enten skulle hun blive og risikere at blive angrebet eller også skulle hun forsvinde og risikere aldrig at se Ammon igen. Det var et valg hun ikke var i stand til at træffe, så hun blev bare stående.

Han knurrede forsat lavt, mens han nu bakkede væk fra hende, på vej ind i skoven.
På vej væk fra hende.
Han satte i løb igen, ind mod skovbrynet, hvor hn vendte sig om og så på hende kort. De grønlige øjne lyste svagt.
han blev bare siddende i skovbrynet, og stirrede på hende, som om han holdte vagt for ikke at blive angrebet selv.

Blair forstod ikke helt hvad der skete. Hun var næsten sikker på det ikke var en almindelig ulv, men hun havde bare sanset at der var noget over ulven der mindende om Ammon. Hun så ulven trække tilbage, og hun nåede ikke rigtig at tænke hun burde gå sin vej før hun var på vej hen imod ulven. Hun var ikke så god til det der med at beskytte sig selv og andre, det endte altid galt, men hun lærte aldrig af det. Måske var det fordi hun havde en eller anden fetich for farer, eller også var det fordi hun bare ikke tænkte sig om. Lige meget hvad var det ikke et klogt træk. Hun nærmede sig ulven med forsigtige skridt, uden at tænke over hvor galt det kunne ende.

Ulven var forsvundet ind i skoven, inden den fik muligheden for at opdage at hun fulgte efter.
Et halvt minuts tid efter, var den nået til en lysning, hvor den satte sig og kløede sig bag øret. Den gabte svagt, en smule udmattet. Det var udmattende at skulle holde Ammon's sjæl på afstand hele tiden. Noget inde i ham skreg på at løbe tilbage til kvinden men han blev siddende, stolt som han var.
Øjnene gled langsomt i, og han lagde sig med hovedet hvilende på sine forpoter.

Blair stoppede op lidt væk fra ulven og stod bare og så på den. Den var smuk, det var sjældent man så så sorte ulve. Hun gik hen imod ulven, hun burde vende om med det samme og vente på at Ammon kom tilbage, men hun turde bare ikke tage chancen for at miste ham igen. Hun var ikke sikker på hvor tæt hun kunne komme på ulven, før den ville reagere på hendes tilstedeværelse. Hun stod godt tre meter fra ulven nu og hun tog hendes skridt meget forsigtigt og varsomt for ikke at tiltrække opmærksomhed til sig selv.

Da han langsomt gled ind i en drømmeløs søvn blev ulveskikkelsen erstattet af Ammon.
Hans tøj var flået hist og her, men ikke til ukendelighed.
Han lå der bare, med en brystkasse der hævede og sænkede sig ganske langsomt. Helt roligt.
Det var tydeligt, at han ikke kunne gøre en flue fortræd når han bare lå der og sov.

Blair så på da ulven blev forvandlet til Ammon. Hun gik hen imod ham, nu uden at tænke over hendes skridt, hun satte sig ned ved siden af ham og så på ham mens han sov. Hans ord kørte stadig i hendes hoved. 'Jeg tror slet ikke vi kan.' Hvis han ikke ville være sammen med hende, så ville hun heller ikke tvinge ham til det, men det sårede hende stadig.

Han vågnede først omkring en halv time senere, fuldkommen udmattet.
Han satte sig op sine knæ hurtigt, og så på Blair. Forvirret.
Han tog sig lidt til hovedet, og så rundt igen. Hvor i alverden var de?
''Okay, hvad i alverden er der sket..?'' mumlede han bare, og så på hende

Blair blev siddende ved hans side, hun vidste dog ikke helt om hun havde lyst til at være der når han vågnede, men hun kunne ikke få sig selv til at gå. Hun så over på da han vågnede. "Du blev til en ulv, du faldt i søvn og vågnede op som dig selv igen." Hun kunne ikke forklare hvorfor det skete, men det regnede hun med han kunne.

''seriøst..?'' han så på hende med et løftet øjenbryn.
Han fik rejst sig, inden han rakte hende sin hånd for at hjælpe hende op.
Han ville følge hende tilbage til byen, og så... efterlade hende der. Et bedre ord en 'efterlade' var der nok ikke. Han efterlod hende, alene. Igen...
Han bed en smule sammen for ikke at vise at hans intentioner ikke var de bedste.

Blair nikkede bare og rejste sig op ved hjælp af hans hånd. Hun vidste godt hvordan havde det, men hun forstod bare ikke hvorfor han havde det sådan, men hun kunne ikke bestemme hvordan han havde det. Det var ikke første gang hun havde haft følelser for nogen som ikke gengældte det, i dette tilfælde var det bare værre fordi hun elskede ham. Hun ville gerne bruge noget mere tid med ham, men hvis hun brugte for meget tid med ham ville det bare være sværere at gå sin vej. Hun trak sin hånd til sig og så på ham, hendes hjerte fortalte hende at hun skulle blive mens hendes hoved fortalte hende hun skulle gå. Hun vidste ikke hvad hun skulle lytte til.

Han så lidt ned, undskyldende.
''Du må forstå, det er ikke fordi jeg ikke elsker dig. Men efter et år med... 'ham', og derefter et år uden mig overhovedet... Blair, jeg tror slet ikke du ved om du elsker mig. Du kunne ikke vælge mig, frem for knægten der slog jeres datter ihjel... Jeg tror ikke vi to er skabt for hinanden, Blair..'' sagde han inden han sukkede kort.
Han bakkede lidt baglæns inden han så på hende.

Blair havde ikke lyst til at have den samtale han startede, men det ville heller ikke hjælpe noget bare at gå sin vej, selvom det var det hun havde mest lyst til. Hun mærkede en masse følelser på en gang, vrede og sorg var de følelser der viste sig mest. "Hvis det er sådan du har det." Hun så på ham og flere af hendes følelser boblede op til overfladen. Det savn hun havde haft, den glæde hun havde følt ved at se ham igen, vreden over at han ville forlade hende igen og sorgen over det samme. Det hele blev for meget for hende, og hun kunne ikke klare dem mere, hun ville bare have dem til at stoppe. Og med et, blev alle følelserne pakket væk og hun var en tom skal. Alle de følelser man havde set i hendes øjne var væk.