Hellow Dear :3 ~ Rowan ~

Rowan var vågnet den morgen, med en underlig følelse af rastløshed. Han havde behov for at komme udenfor; få lidt frisk luft, få rørt sig lidt. Her på det sidste havde snevejret holdt ham indendørs, hvilket ikke var normalt, da han bestemt var et vintermenneske med en forkærlighed for sne. Denne morgen, havde han så besluttet at drage ind i den enorme skov, hvor han så mange gange før havde ladet sine tanker få frit spil. Det var sjældent at man mødte nogen herinde; primært fordi stedet var stort nok til, at hundredevis af mennesker kunne fare vild herinde samtidig.
Rowan var iklædt en mørk frakke og store tunge sko, som begge skærmede glimrende for kulden. Ikke at kulde havde været et problem for ham nogensinde; han var naturligt ganske varm, og bar derfor hverken hue eller handsker.
"Hm?" Rowans øjne fangede en uforklarlig forandring i sneen - fodspor? Hans blik rettede sig fremad og han studerede landskabet foran sig. Jovist om han ikke kunne se en person længere fremme. Han fortsatte sin rolige gang med hænderne i lommen, og studerede personen foran sig. Han betragtede hende gå, skutte sig i kulden, og kaste sne i ansigtet. Sidstnævnte handling fik Rowan til at smile skævt; hvad pokker...?
Uden helt at tænke over det, havde Rowan lagt kursen helt om, blot for at følge dette spændende individ, hvis vej han havde krydset. Hun førte ham til en sø, som var frosset til grundet de mange dages frost. Da hun stoppede, fortsatte han indtil han var nær nok til, at hun kunne høre ham.
"God formiddag." hilste han, som man nu hilser på en, som man har "forfulgt" i bemærkelsesværdig lang tid. "Skønt vejr, ikke sandt?" Det var i sandhed et dejligt vejr; solen kastede sine smukke stråler igennem træernes få frosne blade, og den hvide sne lyse op i al sin pragt. Det gjorde egentlig lidt ondt i øjnene.

Rowan betragtede hende kort med et mildt smil. Hun duftede af ulv, hvilket gjorde ham rolig. Dæmoner havde han ikke haft gode oplevelser med, så når han stødte på en sådan duft, forduftede han straks. Varulve derimod...
"Jeg er her blot for at nyde solen, sneen og stilheden." sagde han lunefuldt og tog en dyb indånding. Rowan bemærkede også hvor forladt og øde området var. Ingen dyr, ingen lyde; kun den lille due var at høre. Dens ensomme kurren forstyrrede stilheden for en stund, før den satte af og fløj ud for at lande på søens is. Rowan betragtede den med et roligt blik.
"Mit navn er Rowan. Det er hyggeligt at møde dig, Kat." sagde han høfligt og rakte hånden frem for at hilse ordentligt. Dog kunne han ikke dy sig: "Jeg kunne ikke undgå at bemærke din race-lugt. Er du ude at jage, frøken ulv?" spurgte han, efter at have bemærket hendes blik mod fjerkræet. Personligt tvivlede han på at en lille due ville kunne mætte nogen, men mad var mad i sidste ende.

"Mhm, ja, der er noget magisk ved den hvide sne." mumlede han erkendende. Det var sjældent at naturen kunne få ham til at bruge ord som "magisk", men ak - han elskede vinteren, og alt derved.
Kvindens fnis fik ham kort til at undres, men han reagerede ikke yderligere på det. Rowans eget blik faldt på duen, som sad på isen. Han overvejede lidt, om den ville være stærk nok til at holde et menneske. Eller en varulv, for den sags skyld. Nysgerrigheden tog overhånd og han placerede derfor en selvsikker for på isen. Den knirkede svagt under hans vægt, men gav ikke yderligere efter. "Hvis du vil jage den, så tror jeg isen holder." sagde han, med ryggen vendt til hende og et skævt smil på læberne. At fuglen uden tvivl ville flyve væk i det sekund hun kom bare en smule tæt på, følte han ikke at han behøvede nævne. "Hvis du altså er sulten nok..." Han vendte ansigtet imod hende, og betragtede hende med et smil. Der var ingen tvivl om, at det ville være noget nær umuligt at fange en fugl -- de burde finde en hjort eller et andet stort landdyr. På den anden side, så kunne det være morsomt hvis han kunne få hende til at løbe efter en fugl på isen. Tanken om det, fik ham til at smile bredere. "Jeg skal selvfølgelig nok hjælpe, hvis du ønsker det."

Rowan holdt en latter inde, da hun satte af og sprang ud på isen. Han var ikke sikker på hvad han så mest frem til; at se hende glide rundt derude, eller se forvirringen når fuglen først lettede. Han kunne ikke andet end at have lidt ondt af hende - han havde trods alt nærmest bedt hende om at gå derud. Han lovede sig selv, at hvis hun røg igennem isen, ville han hjælpe hende op. Ingen tvivl om det. Tanken om det kolde vand fik ham dog til at tøve et kort øjeblik.

"Ærgeligt. Hvem skulle have troet at den ville flyve væk?" spurgte han med et smil, da hun kiggede på ham efter sit mislykkede forsøg. Fuglen var fløjet og ulven var midt på isen. Han havde dog ærligt talt troet at den ville være tykkere - isen, vel at mærke.
"Du må hellere komme ind mod land; men gå langsomt. Og prøv at fordele din vægt. Jeg bryder mig ikke om duften af våd hund." sagde han med et skævt smil. Der lød faretruende knagende lyde fra søens kolde top, og et kort sekund frygtede Rowan at han havde lokket hende ud på en kold grav. Hvad hvis isen flækkede og hun blev fanget under den? Tanken gjorde ham lidt utilpas.

Rowan betragtede hende stille og roligt, med et svagt smil på læberne. Tænk at hun kunne være så tosset at gå derud. Trods de mange knirk og knak isen gav, så lød det til at den holdt. Rowan nåede just at ånde lettet op, inden der lød et højlydt knæk efterfulgt af et plask. Han stirrede lamslået på hullet som hun var forsvundet ned i. Heldigvis for hende, var isen under hende knækket i flere stykker, hvilket betød at hullet i isen ikke lukkede sig selv. Der gik et øjeblik, hvor Rowan blot stod lamslået, usikker på om det virkelig var sket. I det følgende øjeblik smed han sin jakke, sine sko og alt andet overtøj han bar, for at springe i det iskolde vand efter hende.

Og iskoldt, dét var det. Vandet stak i hans arme, ben og mave i det sekund han kom i berøring med det. Under vandet, kunne han nærmest intet se. Isen tillod ikke lyset en vej igennem, så søen var henlagt i mørke. Og hernede var hans lugtesans ikke meget vejr. Han dykkede, og kom snart tæt nok på hende til at kunne se hendes silhouet. Han rakte ud og greb fat i hendes arm; han trak hende tættere på sig selv og søgte derefter opad.

At han ikke havde sikret sig, at han ville kunne finde op igen, slog ham først nu. Hvad så? Vandt var koldt og nu var de begge i mørket. Rowan blev et øjeblik i tvivl om hvad der var op og ned - han lod lidt luft forlade læberne og betragtede boblerne søge opad -- og svømmede dernæst efter dem. Snart var de lige under isen; han mærkede efter; bølgerne de lavede i vandet, hvor kom de fra? Der gik længere end forventet, men endelig fik ham famlet sig hen til åbningen i isen. Han trak hende med op og gispede efter vejret.

Rowan skuttede sig af kulden, sitrede og skælvede. Han slap kvinden og gav hende et pas slag på ryggen, for at hjælpe hende med at få lidt vand ud af kroppen. Efterfølgende lagde han den ene arm omkring hende, for at støtte hende. Han borede fingrene ned i isen for at holde sig fast. I et langt øjeblik hang han blot fast i isen, og forsøgte at finde sig selv. Hans vejrtrækninger var hårde, forhastede og stressede. Hans hjerteslag var ligeså. Da han endelig havde fået vejret, fjernede han sin arm fra Kat og tog i stedet, med et solidt greb, fat i hendes ryg. Han trak hende lidt ned under vand, for at få moment i sin bevægelse, hvorefter han - med al sin kraft - kastede hende op ad vandet og halvvejs op ad isen. Han skubbede hende - en anelse hårdt måske - resten af vejen op ad isen, indtil hun lå fladt på den kolde overflade. (Jeg håber det er OK at jeg lige styrer dig lidt )
Rowan selv havde ikke megen energi tilovers, og fortsatte blot med at holde sig fast i isen. Han kunne nærmest ikke mærke hvor koldt vandet var mere. "Er d-d-du OK?" stammede han og forsøgte at trække sin krop lidt længere op på isen.
"S-se om du k-kan komme ind p-på land." sagde han straks efter, da det gik op for ham at de ikke var sikre endnu. Isen under ham knirkede stadig.

"For pokker da, tøs, så gå dog ind på l-land!" råbte han vredt, da hun langsomt men sikkert bevægede sig hen mod ham for at række ham en hjælpende hånd. "D-du er ingen hjælp!" hvæste han og slog ud efter hendes arm. Han sparkede med benene og forsøgte at skubbe sig selv op, men uden megen succes. Han sank tilbage i vandet igen, og mærkede kroppen blive træt.
Typisk! Én gang! Jeg driller en person én gang og så sker dette! For fanden!
Han lod sig selv glide lidt længere ned under vandet, indtil hans hovede var under vand, og kun hænderne holdt ham fast. Han hang under vandet i et øjeblik, nød stilheden og mærkede kulden tage fat omkring ørene endnu en gang. Endelig strammede han grebet om isen, sparkede med benene og brugte al sin sidste energi på at trække og sparke sig ud af vandet og op på isen. Hans overkrop landte med et bump på isen, der knirkede under ham. Han var ved at glide tilbage i vandet, men nåede i sidste øjeblik at gribe fat om Kats arm. Hendes våde, og nu lettere frosne krop, vejede nok til at han ikke gled tilbage i vandet.
Langsomt fik han kæmpet sine ben op på isen for til slut at kunne rulle hele kroppen op i tørheden. Han gispede højlydt og lå et øjeblik og klamrede sig til Kats arm, inden han gav slip. "Væk. Fra. Isen." gispede han og skælvede voldsomt. "Afsted. Kom s-s-så. Kom... Så."

Rowan havde godt bemærket fuglen. En eller anden dag finder jeg den fugl... og hele dens fugle-familie... og så skal de mærke hvor koldt der er under isen. Hans tanker havde mere energi end han havde, men han var ikke typen der gav op. Han skubbede sig selv op på alle fire og kravlede lige så forsigtigt henover den knirkende is, indtil han nåede til den solide jord. Sneen lå så pænt henover det frosne græs, og de små fine snefnug føltes som knive og spyd imod hans håndflader. Rowan tvang sig selv på benene og greb det tøj han havde smidt. Nok var det kølet ned siden han tog det af, men det havde endnu lidt varme i sig.
"Smid tøjet." kommanderede han og trak sine varme sko på de nøgne fødder. Det var den bedste følelse i verden. Han trak dernæst sin skjorte på den endnu våde krop og slog sig på armene for at få blodet igang. Til slut trak han sin varme frakke op fra jorden. "Smid tøjet!" råbte han endnu en gang til hende, da han var usikker på om hun havde hørt ham første gang.
"Dit tøj fryser til og det vil slå dig ihjel hvis du ikke kommer ud af det. Smid det og tag jakken på!" Han satte sig på knæ ved siden af hende med jakken i hånden. Der var intet i hele verden han hellere ville lige nu, end at tage den på selv. Han overvejede kort, om ulven ville kunne få varmen hurtigere. Han måtte få hende ind til byen, så de kunne få varmen.

Rowan betragtede hende og iagttog hvordan hendes læber blev mere eller mindre lilla. I et snuptag svingede han frakken omkring hendes skuldre og forsøgte at svøbe hende ind i den. Hvor fik han sin egen energi fra? Måske var det de varme sko og den tørre skjorte der gjorde det; på den anden side, så de iskolde, drivvåde og lettere frosne bukser gjorde ham absolut ingen fordele. Han trak Kat op i sine arme og klappede hende let på kinden med den ene hånd.
"Hey, pigebarn, vågn op. Tro mig du har ikke lyst til at sove." sagde han skarpt og kæmpede sig på benene. Han vaklede en smule fra side til side, i et forsøg på at overvinde den manglende balanceevne. Da han endelig stod fast og besluttede sig for ikke at kommentere på pigebarnets vægt, kastede han et sidste blik på fuglen.
"Besejret af en due. Dette er en dag jeg sent vil glemme."

Hvor tiden var forsvundet hen, var han ikke sikker på, men det var tydeligvis ikke formiddag mere. Solen var derimod begyndt at forsvinde i trætoppene og den var begyndt at kaste lilla og rødlige farver henover himlen. Aften? Allerede? Dagene var så usympatisk korte!
Rowan bar Kat hen til en lille bunke træer, hvor grenene hang så tæt, at sneen ikke havde kunne trænge helt ind. Der var en mindre plet under træerne, hvor han lagde Kat ned. Efterfølgende samlede han træernes grene yderligere over sig, som for at lave en slags tag. Hvis det begyndte at sne eller regne, var det bedst at de i det mindste holdt sig skærmede. Rowan lovede sig selv, at så snart hun havde fået lidt energi, ville han få dem tilbage til byen. Men nu væltede udmattelsen sig ind over ham - overvældende og umættelig som den var. Han satte sig op ad træet og betragtede Kat, som lå frysende under hans frakke.

"Du skal ikke sove." mumlede han, og kiggede ud i det hvide landskab. "Hvis du sover, så er der en chance for at du..."
Hans egne øjenlåg blev tunge.
"... ikke vågner igen..."

Rowan brummede noget uforståeligt da hun pludselig puttede sig ind til ham. Forsøgte hun at stjæle den smule varme han havde fået samlet? Han lagde armene omkring hendes spinkle krop og trak hende ind til sig. Hendes ånde var varm imod hans ansigt. Han tog glædeligt imod al den varme han kunne få. Han var nødt til at få bukserne af, men lige nu virkede det for underligt at flå bukserne af sig selv, når hun nu pludselig hang ind over hans krop.
"Jeg er vågen." sagde han med et højlydt suk og skuttede sig. Han kiggede ud i sneen igen, og forsøgte at undgå at kigge på hende - situationen var underlig nok i forvejen. Ingen grund til at gøre den akavet.

"Det er v-ved at blive m-mørkt. Vi har t-to muligheder. Blive her og-og tænde et bål eller... Eller prøve at finde tilbage til byen." sagde han stille og forsøgte at kontrollere sin dirrende stemme. Han kiggede op i træet, for at se hvor mange kviste og lignende han kunne finde, som de eventuelt kunne bruge til at starte et bål. Men hvor skulle de få ilden fra?

Rowan betragtede hende, da hun krøllede sig sammen. Han lænede sig ind over hende og pakkede hende ordentligt ind i jakken. "Bare lig og slap lidt af." mumlede han, efter at have fået en smule styr på sin egen stemme og kropsvarme. Han tvang sig på benene og begyndte pludselig at skovle sneen ud af den lille hule, som han snart fik bygget. Med sne, kviste og grene byggede han en hule op omkring dem, før han til sidst samlede nogle grene, som han placerede i en lille bunke ved siden af Kat. Han flåede et stykke bark af træet og placerede barken på jorden foran kviste-bunken. Han tog nu en mindre gren, og gnubbede den mod barken, så grenen roterede om sig selv ned på barken. Efter dræbende lang tid, kom der en smule røg op fra barken, og herefter satte Rowan farten op. Snart efter kom mindre gnister frem og efter kort tid efter kunne han puste liv i bålet. Kvistene var fugtige og ilden tog ikke ordentligt fat i starten. Rowan tog sin skjorte af og oftede den til flammerne, for at ilden kunne få ordentligt fat. Det lykkedes.

"Kom." kommanderede han og tog fat i Kat. Han hjalp hende op at sidde og trak hende ind til sig, for at sikre sig at hun ikke bare lagde sig. "Her. Varme. Kom med din hånd." Han ventede ikke, men tog i stedet hendes ene hånd og holdt den op imod bålet, for at varme hende lidt op.
"Vågn lidt op nu. Hey. Kat. Vågn op eller jeg smider dig i søen igen." brummede han, lettere frustreret. Det overraskede ham, at hun tilsyneladende var så hjælpeløs. Hvor var hendes ulv?

Rowan var overraskende tålmodig med hende, og slap derfor hendes hånd. Han vendte sine egne håndflader imod ilden og lod dem varme op. Det var en ubehagelig og brændende fornemmelse, men samtidig var det en rar fornemmelse der bredte sig op ad armene og benene. Efter at have varmet hænderne rigeligt op, placerede han dem på Kats kinder, for at få lidt varme i hendes ansigt. Han trak hende efterfølgende op til sig igen og pladserede hende på sit skød, så hun sad mellem ham og flammerne.
"Så. Ikke noget med at du ikke vil. Du bliver bare syg." sagde han mildt. Med bålet igang, var frygten for at de skulle gå til i kulden forsvundet igen. Rowan lagde hænderne på hendes skuldre og gnubbede op og ned ad armene, for at få varme ind i hendes krop.
"Tag jakken af igen, så varmen kan få fat i din mave." sagde han og trak jakken til side, for at blotte hendes bug. "Har du stadig vand i lungerne? Kan du mærke det?" spurgte han, og forsøgte at lade sin stemme lyde ganske pædagogisk.
"Vil du gerne sove?" spurgte han efterfølgende, og klappede let hendes kind, for at se, om hun var i stand til at forme en hel sætning selv.