Sv: Hellow Dear :3 ~ Rowan ~

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 0:47

Rowan kunne mærke hendes muskler begyndte at vågne op, og han tog det som et godt tegn... Indtil hun begyndte at vride sig som en orm. Fra side til side vred hun sig op imod ham. Han forsøgte at holde hende fast i skuldrene.
"Hvad pokker lav- knurrer du?" Det ville umiddelbart ikke være godt, hvis hun pludselig blev sur. Måske havde det kolde bad og den lange ventetid på varmen, gjort hende en smule skør? Han håbede det ikke.
"Sssh shh, slap af." mumlede han og lagde armene omkring hende, for at holde hende ordentligt fast. Samtidig kunne hun jo få varme fra ham og fra bålet på sammetid - og hvis han kunne få hende til at slappe lidt af oven i det, så ville det jo være skønt. "Slap af, lille ulv." hviskede han, udmattet og lettere frustreret, dog stadig tålmodig nok til ikke at bruge for mange krafter i sig tag om hendes skuldre. Rowan måtte trække hende med sig lidt væk fra bålet, for dels at kunne strække sine ben under hende, og dels sidde med ryggen op ad et træ. Han var udmattet og nedslidt, men havde ikke tænkt sig at opgive. Nu var det personligt.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 0:56

Kat vred sig stadig over hele kroppen. Smerterne var ulideligt og ubehagelig. Ikke nok med at han forsøgte at holde hende fast, blev smerterne større og større. Som at ulven inden i hende, gerne ville ud. Mere og højre begyndte hun at knurre. Hverken af ham eller af dyrene, men af ren smerte. Gid det ville stoppe. Hvorfor fortjente hun at blive pint på denne måde. Hun ville gerne slappe af, men det var alt for svært. Smerterne blev større og mere magtfuld end hun var. Hun ville gerne rulle sig i bålet for at slippe for smerterne, men så ville hun samtidigt dø. Hvilket hun jo ikke havde lyst til.
Hendes øjne begyndte langsomt at formere sig over i røde og dyriske øjne. Et tydeligt tegn på vrede. Nu kæmpede hun for at holde det inde.
Et højt, men samtidigt lavt skrig begyndte at komme fra hende.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 1:05

Rowan strammede i et kort øjeblik sit greb om hende, da hendes bevægelser blev vildere. "Jeg havde ikke regnet med at skulle bryde med nogen, da jeg stod op i dag." vrissede han, nu lettere frustreret. I en hurtig og måske lidt voldsom bevægelse, skubbede han hende af sig, sprang ind over hende og skubbede hende ned i jorden.
"Dyb indånding! Træk vejret! Dyb indånding, kom så, ligesom jeg." han talte langsomt og tydeligt, men med en skarphed i stemmen der talte for sig selv. Han var træt og irriteret. Han tog nogle dybe indåndinger, som for at vise hende, hvordan det skulle gøres. Imens holdt han hende fast til jorden, så han havde styr på hendes krop.
Hvad er der med hende? Hvad sker der?! Rowan stirrede nervøst ned i ansigtet på kvinden, der nu begyndte at skrige. Lyden var uudholdelig og han fik en næsten uimodståelig lyst til at give hende et slag henover hovedet. Så skulle hun da nok blive stille. I stedet lagde han hænderne på hendes kinder og lænede sig ned over hende. Han placerede sin pande på hendes og gentog:
"Træk vejret dybt, ligesom jeg. Kom så. Slap af. Du må få styr på dig selv." Han træk vejret i lange dybe drag, uden at vide, hvad pokker han ellers skulle gøre. Han følte sig magtesløs; hvis hendes øjne talte sandt, så var der en ulv på vej ud. En ulv der sandsynligvis var sulten og vred -- og Rowan havde ikke energi til at slås. Ikke nu.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 1:18

Smerterne blev større og ulideligt og ikke nok med det, kastede han rundt med hende og råbte nærmest af hende. Han holdte hende nede, men det hjalp ikke spor på hende. Smerterne begyndte at forsvinde jo mere hendes krop begyndte at vokse. Kat ville ikke kunne styre hende selv i ulve formen denne gang. Hun begyndte og ryste og med lukkede hun øjne. Hvis kat havde været Rowan, havde hun slået hende så hun måske slap af, men de var to forskellige mennesker og dog. I det hun åbnede øjne igen, var de helt røde og dyriske. Langsomt og i kort tid begyndte hun at ligge stille, som hun gjorde det, begyndte hun at snappe ud efter ham. Hendes tænder havde tydeligvis også ændret sig. Kat lukkede hurtigt øjne i igen, små og lave klynk begyndte at komme fra hende. Det gjorde ufatteligt ondt. Hun kæmpede for ikke at forvandle sig. Normalt ville hun bare forvandle sig, men hun kunne ikke nu. Hun begyndte at trække vejret dybt, samtidig med at hun skreg lavt i smerte.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 1:29

Det første snap kom bag på ham og hun fik næsten fat i hans næse. Han sprang op og skubbede sig væk fra hende. "Hva- Hey!" udbrød han frustreret og tog sig til næsen, som for at tjekke at den stadig var der. Han sukkede højlydt og rejste sig. "Fint. Forvandl dig. Kæmp ikke imod!" sagde han så pirrende, for at få hende til at give efter. "Des hurtigere du forvandler dig, des hurtigere går smerten over!"
Plus at jeg vil have det bedre med at lægge dig ned, når du er en kæmpe ulv, fremfor en skrøbelig pige.
Tankerne var hans egne, heldigvis. Måske, hvis han var heldig, ville hans egen ulv være større end hendes, og med vægten alene ville han kunne tæmme hende. På den anden side, hvis hun viste sig at være stærkere, så kunne det ende galt. I sidste ende, så havde han bålet. Ilden kunne han bruge som et våben; ikke at han havde meget lyst... Nu havde han jo ofret sin trøje.
"Kom så, vis mig hvad din hund dur til."
Måske er hun bare sulten... Hvis hun bliver en ulv kunne vi jage? Måske vil hun ikke angribe mig. Måske husker hun?
Rowan tvivlede... Desuden ville en stor ulv nok ødelægge den lille hule han havde fået lavet. Mørket var faldet på udenfor og det var atter begyndt at sne. Fuglen fra tidligere sad og betragtede dem fra en gren længere oppe.
Karma, tænkte Rowan, jeg forsøgte at få hende til at æde fuglen, og nu har fuglen formået at få hende til at ville æde mig i stedet. Skønt.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 1:44

Kat rystede i ret smerte, da han begyndte at råbe hun bare skulle forvandle lod hun smerterne tage over, et kort sekund fik hun råbt et par ting ud " Je..eg vil ikke! " kat åbnede øjne helt igen. Blod røde øjne sprang nærmest ud af hende, med de dyriske træk. Langsomt rejste hun sig op, eksploderet nærmest af smerte, men hun faldt hurtigt på knæ, med armene ned imod jorden. Smerterne var forfærdelig, noget hun hadet ved at være varulv, en sølle køter som mange havde kaldt hende. Langsomt begyndte kløerne at springe ud af hende. Tænderne borede sig af hende med store klynk og knurren. Hun så direkte på Rowan med et kæmpe brøl. Hurtigt svingede hun hånden op i luften og fik fat i fuglen, som hun klemte livet ud af. Hun smed fuglen fra sig, med en smule indvolde. Hun rettede blikket ned imod jorden igen med store hyl. Hun kurrede stadig, men hylend var højre. Bene begyndte at trække sig bagud, blive længere og tykkere. Kløerne voksede stadig imens hun voksede.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 2:02

Rowan stirrede lamslået på hende da hun greb deres befjerede ven og smed den slatne krop for hans fødder. Han åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen... Og åbnede den så igen, for atter at lukke den. Han havde ingen kommentarer.
Hun har måske lidt aggressions-problemer. konkluderede han og betragtede hende; han tog notits af hendes størrelse; størrelsen på hendes hænder, trods de nu snarere var poter. Hendes forvandling var så langsom, og så yderst smertefuld ud - hvordan hun kunne holde til det vidste han ikke.
Han mærkede hendes vrede - det var tydeligt. Han tog en dyb indånding og var ikke sikker på hvad han skulle gøre -- han kunne sagtens forvandle sig, og ganske hurtigt også. Men han kunne også forblive menneske, og vente og se hvad hendes ulv ville foretage sig.

Rowan tog endnu en dyb indånding, kneb øjnene sammen og forvandlede endelig sig selv. Hans hænder voksede, hans negle blev til kløer, hans tænder blev lange og spidse, og hans hår blev til pels. Ligesom hendes, var hans egen forvandling smertefuld, men den var hurtigt overstået. Rowan rettede sig op, med siden to en halv meter og sukkede højlydt. En lille sky af damp forlod hans næse og steg op mod træhulens loft. Rowan knurrede ad hende. Advarende, men dog stadig lettere bekymret.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 2:10

Kat kurrede og hylede stadig i smerte. Efter hendes ben begyndte at forvandle sig, begyndte hendes ryg at springe op imod luften med store knæk. Kat gav et kæmpedyb fra sig og knurrer hånden enormt meget.
Kat var allerede færdig med hendes udvikling, da han begyndt med hans. Hun var nogle lunde på højde med ham, en anelse større men ikke meget. Hun satte hovede en smule på skrå da han begyndte at knurre af hende. Kat begyndte istedet af knurre igen, og som den idiot hun nu var, trådte hun ind i bålet med den ene fod for at komme tættere på Rowan. Men istedet gav hun sig til at hyle op i smerte kort tid. Hun begyndte en anelse og stirre på Rowan med hendes blod røde øjne. Kat kunne sagens se sig selv igennem øjne, men hun kunne knap nok styre sig selv denne gang. Langsomt lod hun sin hånd svinge imod Rowan for at ramme ham med hendes klør. Hun kurrede enormt højt af ham.
Hun begyndte at skrave i jorden, som et andet tegn på advarsel, hvis han ikke selv kendte til det. Hvis han ikke forsøgte at fjerne sig, eller i det mindste slå hende ud. Ville kat ende i kamp med ham... Hvilket hun ikke ønsket.. Hun vendte sig om og gik en smule længere frem. Der stod hun og gloede en smule.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 16:33

En besynderlig brummen forlod Rowan, da hunulven trådte ind i ilden, og hylende sprang ud igen. Han lo, tydeligvis, af hendes dumhed.
Så det er dét jeg er oppe imod? Det skulle ikke være et problem.
Da Kats ulvepote blev svinget i mod ham, tog Rowan et lille spring bagud for at undgå slaget. Han magtede ikke en kamp på nuværende tidspunkt, men hans krop var endelig ved at vågne op. Det kolde vand havde endelig haft en nogenlunde opkvikkende effekt på hans sanser, og han var derfor mere beredt end han havde forventet. På den anden side, så var der ikke megen interesse i at slås mod denne kvinde. Hendes vrede og dyriske instinkter, så ud til at kontrollere hende.
Så kunne det jo ikke være anderledes. Rowan knurrede og blottede sine skarpe tænder; og så sprang han på hende, i et forsøg på at bruge sin vægt til at få hende til jorden igen.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 16:50

Kat stod egentlig bare og stirrede for sig selv. Da en ellers ret så stor og tung Rowan forsøgte at få hende ned at ligge imod jorden. Og det lykkedes dog også. Kat begyndte at bore hendes klør ned imod jorden, for at kunne få sig selv rejst op, men den ellers ret så store Rowan, lå for godt oven på hende. Forsøget var et dumt forsøg. Kat lod bare sig selv ligge, imens hun knurrede og pev i smerte. Det var ikke ligefrem det bedste at have en anden person oven på sig. Hun forsøgte igen og igen, at få ham af hende, og til sidst opgav hun.
Hun kunne ikke ligefrem få det store drog af sig med lethed, så hun forsøgte at slappe af i kroppen, og med alt held virkede det.
Langsomt lod hun sin ulve skikkelse tage fra sig, og lod sig selv ligge uden tøj eller noget på. Med maven ned imod jorden, heldigvis.. Uheldigvis blev hun dog mast af den ret store Rowan. Fedt. En stor ulv, oven på mig. JAMEN, mange tak for det. Det var lige det jeg ønskede mig. Hun kunne høre sarkasmen inde i sig selv. I et forsøg på at trække vejret under Rowan.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 17:09

Rowan mærkede godt, hvordan den ulven blev mindre under hans krop. Han betragtede hvordan pelsen og halen svandt ind, alt imens hendes krop blev mindre og hendes klør blev kortere. Rowan betragtede hende et øjeblik, da hun var blevet en menneskekvinde igen. I modsætning til hende, åbenbart, kunne han sagtens kontrollere sin ulveform. Han løftede sin enorme krop og fjernede sig fra hende, for at tage fat i frakken, eller det af den, der var tilbage. Han lagde den, så nænsomt han kunne, henover hendes krop. Endelig prustede han højlydt og rullede med øjnene af hende.
Fedt. Nu er der INGEN af os der har noget varmt tøj. Med en stor pote puttede han frustreret til hende, og kiggede dernæst over mod bålet. Hvis dét gik ud, ville de ikke kunne overleve natten i menenskeskikkelser. På den anden side, så ville han måske kunne bære hende til byen... Nøgen.
FOR POKKER DA, KAT!

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 17:53

Hendes ellers halvmaste krop, ledte stadig efter luft da han havde fjernet sig fra hende. Forpustet, hostede hun efter luft. Og nu, ville han ligefrem.. Hun kunne slet ikke tænke på det. Hun kendte ikke Rowan nok til lige frem og ville vise sig nøgen overfor ham. Alle de kolde lufte strømmede imod hendes hud. Brændene varmt blev det over hende igen. Udanst om han puttede hende ind til ham, kunne hun sagens mærke den brænde kulde strømme ind hende, som en ond besættelse.
Kat klynkede en hel del. Det gjorde ondt flere steder på hendes krop af.
Langsomt begyndte hun er putte sig mere og mere ind til ham, for at kunne få hans kropvarme.
Op i røven med hvor meget varme han selv havde, så længe hun fik noget. Det ville jo ikke ændre det store, hvis hun kom ind til byen. Så ville hun jo bare fryse endnu mere imens de gik.
Klynkende fra hende, blev højre og højre.. Mere ulidelig, end hun havde forstillet sig. Det samme følelse som hun havde i vandet, kom igen. Kulden stak hende, som 1000 af knive imod hendes sarte hud. Det var langt fra rart. Så gør dog noget. Din store torsk! inden i sig selv, begyndte hun ikke ligefrem og grine, men hun morede sig nu meget morsomt, og dog.. Det var ikke et rart sted de var kommet til. Kat ville gerne hjælpe..

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 19:37

Rowan stirrede noget forvirret på hende, da kvindemennesket pludselig syntes at hun skulle putte sig ind til ham. Han sukkede højlydt og lagde sig ned ved siden af hende med ryggen til, så hun kunne få lidt pels at putte sig ind til.
Jeg er i dag blevet degraderet til 'levende tæppe'. Herligt.
Det var dog bedre end 'gulvdekoration', som duen efterhånden var blevet til. Den lugtede forresten ikke særlig indbydende, som den lå dér, død i sine egne indvolde.
Efter at have ligget i den lille hule i et stykke tid, overvejede varulven om han skulle prøve at tage en menneskelig form igen; på den anden side magtede han ikke den akavede situation det ville medføre, når han nu pludselig ikke ville have noget tøj at tage på. Ulven prustede igen, denne gang i frustration. Bålet var imidlertid ved at dø lidt ud. Ulven drejede sit hovede og betragtede den sammenrullede nøgne kvinde.
Ubrugelige tøs. Rowans indre stemme var ganske bitter. Hvad pokker skal jeg stille op?

Endelig satte Rowan sig op med ryggen til hende, og efter et par øjeblikke, skrumpede hans skikkelse indtil han tog sin menenskeform igen. Han forholdt sig sidden med ryggen til hende.
"Så tag dog jakke-lasen på, kvinde. Dæk dig til, hvis du skal være blufærdig." vrissede han frustreret, krummede sig i kulden og lagde armene over kors.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 19:44

Kat rejste sig op, hurtigt og nægtede nærmest tage hans jakke på. Uforskammet, det kan han da sagens finde ud af.. Ligeså fornærmet som hun var blevet, gik hun længere ind imod skoven. Om så hun gik nøgen rundt var hun ligeglad. Så længe hun ikke skulle ligge med den finke! Hun begyndte og grine lavt for sig selv. Hun satte sig ned, et sted hvor hun udmærket kunne se og høre Rowan hvis han begyndte og tale til hende. Fuglen havde godt at, at være blevet til et tæppe. Så kunne den bare lade være med at være en stor idiot over for hende! Kat slog en smule hårdt ned i jorden, og samlede en smule sne op. I et forsøg lagde hun hænderne et par steder, for at skjule sine ''ædle'' dele. Det var langt fra det perfekte tidspunkt. Gid hun havde været klog nok til at tage ekstra tøj på. '' Hmpf. '' var det eneste hun kunne sige til ham. Hun ville ikke nærme ham før han i det mindste kunne snakke nogle lunde ordentlig til hende. Og dog. Hun burde også være voksen nok. Hun rejste sig op igen, og satte sig tættere på. Nok til hun kunne mærke varmen fra bålet, men også kulden fra vinden.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 20:09

Rowan drejede forvirret hovedet og så hende gå ud i sneen. Han gjorde sit bedste for at kigge på hendes baghovede, fremfor så meget andet. Han rullede med øjnene og rystede på hovedet.
"Virkelig? Så går du?" Rowan slog ud med armene - det var da mindst lige så akavet og nøgent for ham! Heldigvis havde hans sko overlevet forvandlingen en smule, inden de faktisk var faldet af. Han trak de nu lettere udvidede støvler på og varmede sine fødder. Nu da Kat var smuttet, tillod han sig at rykke sig tættere på bålet og trak frakke-lasen henover skøddet. Sandheden var måske, at det var ham der var blufærdig og ikke hende.
"Jeg forstår godt, hvis du er sur på mig..." mumlede Rowan og håbede hun kunne høre ham. "Det er selvfølgelig min skyld at du gik igennem isen."
Okay, måske ikke at hun gik igennem isen, men snarere at hun gik ud på isen. Hun kunne bare have fordelt vægten lidt.
Rowan skar en grimasse, og fortsatte: "Og hvis det gør dig i bedre humør, så synes jeg også, at det var - og ER stadig - pisse koldt. Så kom nu ind til bålet før dine fødder bliver til is."
Hans overtalelsesmetoder havde aldrig været de bedste, men hun kunne vel ikke modsige hans sidste kommentar. Medmindre hun selvfølgelig drømte om at få frosne tæer.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 20:38

Kat smilede en anelse for sig selv. Selvfølgelig var det ikke kun hans skyld, men også hendes. Hun kunne jo bare lade være at gå der ud, når hun kendte konsekvenserne ved det. Men hun gjorde det alligevel. For at fange en tåbelig fugl, og vise sig over for ham.
Det var jo heller ikke hans skyld at hun faldt igennem. Det var jo tyngdelovens skyld. Hvis den havde været bedre, havde de ikke været frosset. Så havde det aldrig været blevet så akavet som det var nu. Men det var lidt morsomt.
Kat fjernede hurtigt smilede for sig selv, og bevægede sig helt over ved bålet. Hun måtte jo tale med ham, mere eller mindre.. Hun kunne jo ikke bare forlade ham. Måske skulle de få en samtale i gang, så det ikke blev så akavet.
Kat åbnede munden, trods hendes store generthed: '' Jeg er ked af.. Jeg blev så hys på dig.. Det er ikke din skyld. '' Hun smilede en anelse til ham i håb om at han måske ville godtage hendes undskyldning. Hvis ikke, var det jo bare det. Så måtte han være sur på hende.
Egentlig så han nu meget sød ud, sådan som han forsøgte at skjule dele af sig selv. Forståeligt nok, men det var nu ret sødt. Han pjuskede hår var nu også sødt til ham. Han var en flot, ung herre.. Eller ung.. Nu vidste hun jo ikke hvor gammel han egentlig var. Måske vil han godtage undskyldnigen..

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 23:33

Rowan vendte noget modvilligt blikket imod Kat og lyttede tålmodigt til hendes undskyldning. Endelig trak han på smilebåndet og nikkede. "Det skal du ikke være. Du var i din fulde ret til at blive vred. Du fik jo et chok af kulden, kan jeg forstå." svarede han tilbage, med en mere eller mindre mild stemme. Han lod tungne glide henover læberne og rømmede sig. "Øh, måske burde vi gøre noget ved den lettere... Nøgne tilstand vi begge er i?" foreslog han, eftersom han følte sig en smule utilpas i den akavede situation, og des længere tid der gik, des underligere blev det.
"Medmindre du ligefrem nyder hvad du ser?" tilføjede han med et skævt smil, og et hævet øjenbryn. Efterfølgende kunne han ikke holde en latter tilbage, og med en hovedrysten undskyldte han får sin dårlige vittighed.
"Jeg beklager. Jeg siger altid tåbelige ting, når jeg føler mig lidt akavet tilpas... og det er ærligt talt ikke en situation jeg er vant til, denne her. Du kom forresten forhåbentlig ikke til skade da jeg 'satte' mig på dig, vel?" Dén sætning var yderst bemærkelsesværdig, især i deres situation. Kulden lod til at have forladt hans stemmebånd og hans overkrop; måske skyldtes det, at strålevarmen fra bålet endelig havde gennemvarmet ham. Endelig.

af Gæst Søn 2 Feb 2014 - 23:47

Deres lettere nøgne tilstand morede hende nu meget. Synet var ikke lige frem værst for hende, men om han syntes om hendes udseende, kunne hun ikke ligefrem finde ud af.
'' Du vil måske.. Sy tøj ud af bladene? '' Kat grinede lavt for sig selv. Eller ville han gå igennem hele skoven for at finde tøj til dem? Der var ikke ligefrem nogle tøj butik nær dem. Så hvordan skulle de få tøj hen til sig. Hun nød udsigten fra sig selv af. Vinden der kørte imod hans ellers pjuskede hår, og imod de røde kinder. '' Jeg nyder udsigten. Men om du gør, er det store spørgsmål. '' Kat smilede en anelse kækt til ham. Han er jo ren namnam!
Hun smilede imod ham, da han så ud til at bekymre sig en smule for hende. Det var sødt og kært på samme tid, uden at virke forkert. '' Det okay. Det er en sjov situation vi er kommet i. '' Hun smilede en anelse for sig selv. Hun vidste heller ikke ligefrem hvad hun skulle sige til ham.
'' Nej.. Men, jeg følte mig en smule mast. Men det er vel normalt, med en stor ulv oven på sig. '' Lige nu, ville Kat gerne ligge ned og sove, men det ville hun ikke få specielt meget varme af.. Og måske, kunne Rowan finde på at gøre ting imod hende. Ikke at det var noget der strejfede hende, at han kunne finde på, men man kender jo aldrig mænd, og omvendt.
'' .. Det var nu meget morsomt.. Typisk fugle.. Små irriterende duer, der altid skal drille. En anden gang, laver vi aftale ikke at hoppe ud på is.. ''

af Gæst Tirs 4 Feb 2014 - 0:11

Kat så ud til at nyde udsigten. Rowan var ikke sikker på hvad han skulle sige til det; skulle han være lidt stolt og tilfreds, eller skulle han bede hende lade være med at stirre? Begge dele lød som en god idé. Et sagte suk forlod hans læber.
"Ja, jeg hørte engang en historie om en mand kaldet Adam, som syede sit undertøj af blade." mumlede han i spøg og hævede et øjenbryn. "Men som du kan se har de fleste træer ikke mange blade tilbage, og jeg tror ikke at nålene på nåletræerne omkring os, er til megen hjælp." tilføjede han efterfølgende og lod blikket vandre op og ned langs de høje spinkle træer. Han rømmede sig efterfølgende, da hun påviste hans hypotese om udsigten.
"Jeg er da glad for at du nyder synet." mumlede han forlegent; hvis hans kinder ikke allerede havde været røde grundet den skiftende kulde og varme, så var de blevet det nu. Han valgte at holde sit eget svar, til hendes henledende sætning, for sig selv.
Jovist, jeg har da også et udmærket udsyn. Men jeg har også manerer nok til ikke at glo.

"Jeg beklager at jeg maste dig." mumlede han, efter at have ladet hendes beklagelse hænge mellem dem i nogen tid. Sætningen lød forkert på mange måder, hvilket irriterede ham. Alle sætninger lød forkerte i hans hovede lige nu. Han skævede over mod hende og betragtede i smug hendes krop i et kort sekund.

"Ja?" udbrød han, da hun talte igen. Han slog straks blikket ned. "Ja. Selvfølgelig. Jeg tror vi begge har lært i dag, at man ikke skal jage fugle på isen." Han smålo efter sætningen havde forladt hans læber, men rømmede sig kort efter.

"Vi bør finde en måde at komme tilbage til byen på. Jeg tror ikke at bålet holder så meget længere." Han skævede til hende igen, men forsøgte denne gang kun at se på hendes øjne. Han ville selv være stærk nok, til at kunne finde vejen tilbage som ulv -- men hvad med hende?
"Har du nogle foreslag?"

af Gæst Tirs 4 Feb 2014 - 17:04

Kat rettede blik væk, da hans forklaring kom til hende. Det var en smule morsomt, men det var ikke rart at side her. Hun rystede kort på hovedet, og holdte bare øje med bålet. Mon hun skulle hoppe ind i det? Hmm. Det lød fristende, men alligevel ikke. Folk ville højst sandsynligt smide hende i helvede. Kat trak en anelse på skuldrene, og lukkede munden i. Måske var det bedst hun ikke sagde mere. Og bare lod ham tale.
'' Beklagelsen er godtaget.. '' Det havde jo ikke været hans skyld, at han måtte bruge vold imod hende.. Eller ligge ham oven på hende. Hvor længe hun kunne holde det med at tie stille?, var ikke ret længe. Hendes barnestemme talte i stedet for hende. Ikke ligefrem fordi hun var glad for at hendes stemmer var lysere end normalt, men når hun blev genert, var det altid et barn der talte fra hende.
Hun rystede på hovedet af hans sætning. Det var kun kujoner, og dumpap der ville gøre sådan noget, men dog. Hun var en del af de grupper. Hun havde været dum nok til at gå der ud, trods hun anede der sikkert ville ske noget.

'' Så.. Du vil altså gå nøgen ind i en by, med massere af mennesker.. Der kan se os rundt omkring og rigtigt more sig over det? '' Folk ville jo klart få forkerte tanker om det. Om så de ville finde en ordentlig forklaring, ville folk nægte at tro på det. '' Nej.. Men, måske er der hytter i skoven? Så er der vel noget stof vi kan bruge? Hvis ikke, må vi vel bare blive nudister? '' Nudister.. Åh gud Kat.. Grow up. Be a lady. Det var fint nok at han i det hele taget gad at svare.. Men det var da den tåbeligste ide, hun længe havde hørt. Hvis han ville gå i byen nøgen. Måtte han gerne. Hun ville ikke. Hendes ære skulle ikke ødelægges endnu mere end den allerede var. Detsuden ville folk se hende som en hore. Noget, ingen ville blive set for.
Hun vendte forsigtig sin krop om, for ikke at kigge længere på ham. Så ikke ud til at nyde, hun gloede på ham. Hendes blik ramte hurtigt jorden. Gid, jeg aldrig var gået her ud. Du er jo tåbelig kvinde. Isen, var smuk, udanset tidspunket. Som om krystallerne lå gemt der nede i. Selvom der ingen var.

af Gæst Tirs 4 Feb 2014 - 21:26

Rowan rystede på hovedet og himlede med øjnene. "Nej selvfølgelig ville vi ikke bare gå ind i byen splitter nøgne... Eller jo, det ville vi, men vi ville gøre det om natten, hvor ingen ser os." Det virkede åbenlyst i hans øjne, at det var sådan det skulle foregå. Desuden ville han ikke have noget imod at liste nøgen rundt i byen, hvis hun listede nøgen rundt med ham. Folk ville se anderledes på ham, hvis han havde en smuk nøgen kvinde med sig -- hvis han gik alene rundt, ville de nok angribe ham. Man vidste aldrig med byboere.

Da hun foreslog, at der måske var en hytte derude et sted, forsøgte han at mindes, om han havde spottet noget på vejen herud. "Jeg tror jeg så en gammel hytte, da jeg fulgt-- øøh... Da jeg fandt... en... sti. Ja. En sti. Som altså førte mig til søen." Han rømmede sig og fortsatte:
"Altså, hvis vi kan finde tilbage til den hytte, så kan vi nok få varmen ordentligt, få et tag over hovedet, og måske endda finde en seng at sove i." Han vendte blikket ud af hulen og betragtede hvordan mørket langsomt var ved at lægge sig over skoven. De høje træer hjalp ikke meget; solen var for længst forsvundet bag trætoppene, og nu var himlen ved at blive mørk. Det bliver snart koldt. Rigtig koldt.

"Lad os finde den hytte." sagde han pludselig, fast besluttet om at dét måtte være den eneste rigtige plan.

af Gæst Tirs 4 Feb 2014 - 21:35

Kat rystede en anelse på hovedet. Han måtte gerne traske ind i en by split og nøgen, men det ville hun bestemt ikke. Langt fra.
'' Folk er jo stadig oppe om natten. Du ved.. Vampyre? Dæmoner? De er normalt oppe om natten? '' Kat rystede stærkt på hovedet. Hvis han ville gøre det, måtte han det. Så ville hun selv forsøge at finde en anden mulighed. God tur.. Siger jeg da bare.

Nu snakkede han pludselig om en hytte han havde spottet her ude.. På en sti. Men der var ofte hytter i skovende, efter hvad hun altid havde fundet. '' Det lyder meget.. lovende.. '' hans halve sætninger i hendes verden, gav ikke helt mening, men man kendte jo aldrig mænd. De var svære og forstå.
Kat rejste sig hurtigt op, som han sagde at de måtte finde hytten. Men det måtte jo være det samme som at rende nøgen rundt i byen, som i skoven. Der kunne sagens være folk i en skov, og ikke mindst dyr. I starten stod hun bare stille, min hun trak sig selv frem af. Hun kunne jo ikke fryse i ihjel. Hun begyndte at gå efter ham, så snart han begyndte at gå. Måske kunne de dele sig, så meget, at de stadig kunne høre hinanden, hvis den ene havde fundet stedet. '' Hvad med.. Vi deler os op? Og bliver så tæt på hinanden, så vi stadig kan høre hinanden? Eller.. '' Måske var den en dum ide. Hvis folk fandt den ene af dem, havde de ingen mulighed for at søge hjælp.

af Gæst Tirs 4 Feb 2014 - 22:34

"Jo. Ja. Lad os dele os op." sagde Rowan straks og tog nogle lange skridt for at kunne få lidt afstand til hende. Det var alt for akavet for ham, at skulle vandre rundt nøgen i sneen med hende ved sin side -- af rent instinkt, forsøgte hans øjne hele tiden at snige sig op ad hendes krop, og det krævede megen koncentration at holde blikket foran sig. Der var ingen grund til at gøre det for svært for sig selv. Hvis de splittede sig op, kunne han nok nemmere holde fokus.
"Sig til hvis du ser noget - hvad som helst." sagde han, højere denne gang, eftersom han var kommet et stykke væk fra hende. Det var nu ikke muligt for ham at se hende i andet end korte glimt mellem blade og grene. Hele 'lad os splitte os op'-idéen viste sig dog ikke at hjælpe på hans opmærksomhed; nu stirrede han nemlig blot mere efter hende. Det resulterede i at han flere gange var ved at skvatte over grene og buske, samt at han slog sin fod ind i en sten under sneen. Det krævede al hans mandom og styrke at lade være med at skrige, da tæerne ramte stenen. Åh hvilken smerte!

De fortsatte igennem skoven, og inden længe spottede Rowan en lille snedækket hytte længere fremme. Hele bygningen hang lidt, og så forholdsvis slidt og ikke mindst tom ud. Men et tag var et tag, og fire vægge kunne sagtens være nyttige i vintervejret. "Kat! Herovre! Jeg ser den!"

af Gæst Tirs 4 Feb 2014 - 22:43

Kat splittede sig selv længere væk fra ham. Og i forhold til ham, der kiggede på hende enormt meget, havde hun blikket rettede imod skoven, for at få øje på et hus. Hun brød sig egentlig ikke om at gå igennem skoven så sent. Man vidste aldrig hvad der ville ske. Skoven kunne være besat. Kat trak vejret dybt, for ikke at ende med at skrige da en lille kanin hoppede ind foran hende. Men, hun kunne ikke holde skriget inde. Et stort skrig, kørte igennem skoven. Ikke et skrig af ren morskab, men et skrig af ren rædsel. Hun satte sig halv færdig og tudene ned på jorden. Nu var hun ligeglad hun skulle ikke længere end der. Kaninen hoppede hurtigt videre. Hun tørrede øjne hurtigt, men tårene blev ved med at rulle ned af hendes kinder. Selvom det bare var en lille kanin, var det et stort chok hun havde fået.

Nu råbte han at han havde fundet stedet. Kat ville bestemt ikke flytte sig fra sit sted af. Så måtte han gå uden hende, eller hente hende.

af Gæst Tirs 4 Feb 2014 - 23:42

Rowan havde hørt hendes skrig - det havde lydt kun et par sekunder inden han havde råbt. Hvorfra han stod nu, kunne han se hende, og det var tydeligt at hun var okay. Han sukkede højlydt.

"Kom NU, kvindemenneske!" råbte han frustreret. "Hvorfor pokker skal du gøre det så besværligt for mig?" Den sidste sætning mumlede han for sig selv, hvorefter han trampede frustreret tilbage til hende. Han var efterhånden ligeglad med kulden og nøgenheden. Han magtede ikke alt dette spil for galleriet. Der var en grænse; og grænsen var nået.

"Op-se-dasse." sukkede han, da han i et snuptag løftede hende op fra jorden og transporterede hende i sine arme, hen til hytten. Sneen var kold og stak hans fødder - han var ikke et øjeblik i tvivl om, at hele denne snevandring, ville koste ham en tå eller to. De sidste 200 meter hen til hytten var mareridtsagtige; det var, som om turen aldrig ville ende. Vinden pev, sneen føg og mørket listede efter dem som en ulv i natten. Da han endelig nåede til døren, var Rowan så udmattet, at han knap kunne stå mere. Med tænderne bidt hårdt sammen, lod han blikket glide rundt i den lille hytte. Der var en kamin, brænde og en lille pakke tændstikker. Der lå desuden nogle tæpper, en pude og nogle bøger på gulvet. Op ad væggen stod en gammel reol, tømt for ejendele. Der var et andet rum, men Rowan havde ikke energi til at kigge efter det. Han sprang straks over og trak et tæppe om sig selv. Heldigvis så et ud til, at der var tre. Han kastede det andet over til Kat. Han sagde intet.

Efterfølgende smuttede han hen, og forsøgte at tænde op i kaminen. Efter nogle forsøg, fik han gang i ilden, og snart spredte der sig lys og varme i den lille efterladte hytte.

af Sponsoreret inhold