Who would try to stop these two powerful bitches in a bitchfight? (Mina, Faith, Akuma and Sajro))

Modet var oppe hos Mina, hun kunne tydelig føle, hvordan denne varulv ikke var så kamperfaren. Men dog kom det som en speciel overraskelse, at hun brugte sit hår. Det havde Mina aldrig set før, og det blev noteret, som et ekstra respekt point. Men så begyndte alt, at blive rets så underligt. Mina forstod intet af, hvordan denne faith trak hende ind til sig. Hvordan hun bevist lod sig blive stukket ned? Det krav kolde myrekryb ned af nakken på hende, et eller andet var galt. Det blik i hendes gyldne ulveøjne var mere end tydelig nok, Mina var fanget i en fælde, som hun ej vidste hvad var. Hun nåede ikke at kunne gøre noget, før det hele var for sent. Hvorfor ville denne varulv bevidst dræbe sig selv, så hun kunne få Mina ned med nakken. På sin vis følte Mina et snær af stolthed, at en så hende som sådan en modstander, der ikke kunne klares ude over at ofre sig selv. Ordene virkede som stålklinger i hendes sjæl, de stålklinger som afholdte hende fra at slippe fri. Aldrig havde Mina nogensinde følte sig så svag før. De sidste ord lød, og noget skete som Mina aldrig havde troet.

Faiths kræfter var meget kræftfulde, de kunne fremtvinge et hvert skjult mareridt dybt nede i sjælen, selv mareridt som Mina intet kendte til. Det var rene illusioner, men det følte Mina ikke det fjerneste af. FOr hende var alt 100% virkeligt. Et længet ventet syn vendte tilbage. Mina kunne se igen!! først hoppede hendes hjerte af glæde, men så opdagede hun det. Hun så kun i hvide og sorte farver, ingen farver, intet af det hun havde savnet. Mina havde lyst til at skrige, hun ville hellere bare kun have sit kalksyn istedet for dette sort hvide syn, som virkede som en reminder for hvad hun har haft mistet. Men på en eller anden måde tiltrak FAiths øjne Minas opmærksomhed. Måske var det, fordi de var det eneste der var farvet. De gyldne øjne afspejlede Mina, og Mina så tydeligt sig selv. Hun så sig selv, som dette hvide monster, som ikke lignede det mindste, som det hun oprigtigt var. Mina havde lyst til at kradse øjnene ud på faith, bare så hun ikke behøvede at se mere. Men hendes kløer sad fast, som om de sad fast i cement. Hun kunne ikke rykke dem ud af stedet. Mina prøvede at kigge væk, men disse øjne var brændt ind i hendes sjæl. Hun så dem for sig, øjne der var klar til at møde døden. Hvordan kunne Mina være den der bestemte over liv og død? Hvordan kunne hun. Billede af gammel fortid og alt muligt andet blandede sig i et rent kaos. Hun så sig selv i disse øjne, disse gyldne øjne var nu de neongrønne, som Minas øjne engang havde været. De afspejlede alt det hun dengang var. Mina havde hadet elverne, ikke pga dem i sig selv. Men fordi de fordømte folk og gjorde onde ting imod uskyldige. Hun så sin egen veninde blive trukket væk og forvist som svartelver, fordi hendes bror var indblandet. Mina havde lovet sig selv, at aldrig blive bundet op af sådan nogle latterlige regler, og hun aldrig ville følge elvernes normer. Men Mina var i sidste ende blevet selv ligesom dem. Hun var et værktøj for loven, for reglerne. De love og regler som var lavet for at beskytte sakref og lavet af Sakref. Hun var ej fri, hun var bundet som en ussel lille hund til sin vagt. Hun havde gjort sakref's mindste vink, uden at tøve. Som en hjernedød zombie, en zombie ligesom elvervagterne der bare så til, mens de vidste at de forviste en ung uskyldig elverpige. Det hele væmmes i Mina, og hun følte sig bare så syg og så død. Minas skrig skar igennem den stille luft og faldt bagover og lå forenden af Faiths fødder. Hun så sig selv ligesom hun havde set i hendes syn, hun lå lige for faiths fødder, overvundet, tabt. Nu indså Mina det hele, hun havde fortolket hendes syn helt forkert, hun ville ikke dø fysisk. Faith ville ikke være hendes fysiske undergang, hun ville give Mina hendes phykiske undergang.
Mina blødte stadigvæk fra sine skuldre, men hun var ligeglad. Hun var bare tom, helt bar af ren håbløshed. I alt denne tid, i alle disse år har hun bare været som dem. Hun havde ikke været en bid anderledes. Ordene lød i hendes hovede *she had become the monster she was afraid of* Hendes genvudne syn fra Faiths evne var forsvundet igen.

Mange ville helt klart ikke kunne forstå, hvad der var sket. Men det var tydeligt at se i Minas øjne, at hun virkede død? De stirrede bare fremad, uden at reagere, uden at vise følelser andet en håbløshed, død og råddenskab.

Der gik et stykke tid, så rejste Mina sig op. Hendes kropsholdning var helt slap, hendes vinger hang og det sammen med hendes hale. Hun vendte blikket sløvt op til akuma.
"Jeg frasiger min post, du kan, hvis du har lyst til at blive den nye leder, hvis du kan vinde de andres tillid og sakrefs tillid."
Mina vendte sig om og begyndte bare at gå. Der lå en lille pøl af kalkhvid blod på gaden, der hvor hun havde ligget. Ellers dryppede det stille og roligt ned mens hun gik hen af vejen. Hun lignede næsten en, der var på vej imod sin egen undergang.

Mina forsvandt, og ingen så hende. Hvis der var nogen der så hende og talte med hende, så har ingen i hvert fald fortalt det til nogen. Men siden den dag, siden hun mødte denne varulv, så var hun pist forsvundet. Få siger at de har set en hvid elver spøgelsesagtig skikkelse vandre rundt i elvernes skove, men intet har kunne bekræfte det. Så hvis man nogensinde kommer til at se noget fra hende den ældgammel elverkvinde, som gik under navnet den hvide død eller den hvide heks, det er ikke til at hvide end hende selv og måske skoven.

//out//

Alt virkede efter hensigten, eller det virkede det i hvert fald som. Faith kunne tydelig mærke denne kvinde krop spænde fuldstændigt, og hendes blik var først i en stor overraskelse. Men så så hun på Faith, som om hun var døden selv. Faith hadede bund og grund, at gøre dette ved folk. Men hun var lykkelig for, at hun ingen anelse havde omkring, hvad hun faktisk gjorde ved dem. Hun vidste, de fik set deres væreste mareridt. Men hun havde ingen anelse om hvad det kunne være. Hun har set de mest stærkeste phykisk bryde fuldstændigt sammen, som en lille tør kvist i en storm. Men evnen havde reddet hende flere gange, og denne gang kommer den til at redde mange flere. Faith så bare til mens Mina faldt ned til jorden, hvordan livet forsvandt fra hendes øjne. Det var aldrig noget hun havde set før, normalt havde de alle lagt sig på jorden og grædt fuldstændigt og rystede af skræk, andre havde løbet skrigende bort, flere havde besvimet. Mens hos hende, så forsvandt livet for hende. FAith forstod intet, hvordan kunne hun lave et mareridt, der kunne tage selve livet af hende?? Mina rejste sig, og Faith kunne kun beskrive hende som en zombie. DA hun så sajro på vej imod dem, så pegede hun håndfladen imod ham, mens hun holdte sine gyldne ulveøjne på Mina.
"Der er ingen grund til at dræbe hende, hun er allerede død, og kommer ikke til at være et problem for os"
Hun hørte Minas ord til Akuma og vendte blikket imod ham. Ham den nye leder af Shadowangels? Faith så fremtiden foran sig, Sakref ville falde, shadowangels vil bryde sammen, verden vil endnu engang være fri fra alt dette facistiske styre. Faith kunne nu død med et smil på sine læber. Lungerne var fyldt med blod, og det røde blød gled ned af hendes krop i en pøl blandet med minas hvide. Øjnene rullede tilbage i hovedet på hende, og hendes krop faldt sammen. Hun lå der død, død med et smil på sine læber.

Vagter var kommer på stedet og begyndte at rydde folk væk for at komme til, så de også kunne hente liget af Faith. De var omkring 15 styks og de to hende imellem dem, mens de andre forsvarede de bærende imod hvis nogle ville angribe. FOr dette lig skulle direkte hen til Sakref og serveres på et sølvfad for ham.

Elveren i det brunetøj, sagde et farvel til hende i sit stille sin og ville så udføre nødplanen, som ville kunne bringe anarchical videre. Desværre kunne elveren ikke tage Faith med sig og begrave hende ordenligt,da det ville afslører for meget hans identitet.

//out//

Han kiggede ikke ret meget på Akuma... Og da Faith satte hånden frem stoppede han heller ikke han lavede bare et spring mere om bag dem... Så de to kvinder var imellem ham og Akuma... Han var i tvivl om hvad der skulle gøres... Men han vidste at det ikke var korrekt at slås når to så store kvinder var gået i døden... Måske han hadede Mina for det hun havde gjort men hun viste dog ære, og derfor respekterede han hende...

Han Ændrede form, og hev de ødelagte bukser på som dækkede det vigtigste mens han kiggede på Akuma... Han gad ikke slås... OG hvis Akuma ville slås... Havde Sajro tænkt sig at skifte form og stikke af med Faith hvis ikke elveren allerede havde gjort det...

Han stillede sig med hænderne knyttet bag ryggen... Og i rank position...

''Lad os vise hensyn til disse to store kvinder... Der begge kæmpede ærefuldt og respektfuldt...''

Hans blik var vent mod Akuma men hans stemme vandrede ud over det hele så alle kunne høre hvad han sagde højt...

Akuma stoppede bragt op da Mina igen talte til ham.
Gik hans leder af?
Hvad fanden skete der lige for de folk nu til dags??
Og hvad skulle han nu gøre?
Han var jo ikke ledertypen... Bare den der fulgte ordrende.

Og så sluttede det hele allerede nu da han lige var blevet kampklar?
Han lod nu alle knoglerne komme på deres normale plads.
Men vingerne lod han blive ude.

"Mig ser i ikke mere til" sagde han som sine sidste ord inden han lod sine store vinger bære ham op i luften og flyve væk.

Der var jo en ting ved det her... Nu var han en af de eneste som havde de specialknogler Mina havde fremstillet...
Det eneste som var ændret ved ham i aften var nu at han fulgte sine egne ordre.
Og nu var der næsten ingen som stod i vejen for ham...

//out