Who would try to stop these two powerful bitches in a bitchfight? (Mina, Faith, Akuma and Sajro))

Tid: lige midt på dagen.
Sted: Lige midt på den åbne plads foran den store dragestatue.
Omgivelser: Næsten væsen og mennesketomt, for alle havde rykket ind i sikkerhed selv vagterne ville ikke træde.

Hvorfor nu? Hvorfor er det lige nu, denne dag. Lige på denne helt almindelige dag, at hun skulle møde sin dødsfjende. Hende der havde jagtet hendes drømme i årevis, selvom Mina havde aldrig set hende i hendes liv. Der står hun ikke særlig mange meter fra sig. Minas syn af kvinde stod skarpt i hendes hukommelse. Denne meget mørkebrune kvinde med de lange dreadlocks og med det meget krigeristiske tøj. Men det hun husker allerbedst fra hendes syn, som hun fik for så mange forfærdelige år siden, da hun første gang trådte ind i denne verden igennem porten. Det var de klare gyldne ulveøjne.
Lyden af vinden var det eneste som adslørede at verden ikke var gået istå nu, selvom hendes selv og sikkert mange af deres gemte tilskuere var deres hjerter gået i stå. Der var fuldkommen stilhed, som stilheden før stormen. En storm der vil være så stor og så slem, at ingen ville ha set mage før eller kun få har set mage. Man kunne tydelig føle disse to personer sind kæmpede næsten allerede imod hinanden, deres aura skabte gnidninger i luften. De to kvinders tilstedeværelse var et skræmmende syn, hvis man vidste hvem de var. Foran den store kæmpe høje statue af dragen stod den kakaobrune mørke kvinde i sit krigerristiske tøj og med blikket rettet direkte imod Mina. Mina stod som modsætning i sin kridhvide lange kjole. Hun havde en kridhvid ærmeløs kjole, som var total nedringet ned til navlen og hvor siden hendes B-skål bryster var synligt. Kjolen gik helt ned til hendes bare fødder, hvor kjolen var så skåret op i den ene side, så hver gang hun tog et skridt fremad, så ville hendes lange slanke elverben blive vist frem. Omkring halsen havde hun et hvidt halsbånd med hvide pyramide studs på. Hætten dækkede over hendes øjne, så man ikke kunne se dem. Men det generede ikke hendes syn, for hun havde ikke et syn som andre. Hun var faktisk blind eller delvis, hun kunne kun se/fornemme kalk, farver lys eller mørke eksistere ikke for hendes øjne. Det var en del af hendes forvandling, da hun havde trådt igennem porten førstegang. Hendes hale slyngede let fra side til side, det var det eneste som viste at hun rent faktisk var i live. Selvom hun var en elver var det ikke så tydeligt, især pga hendes hale men også hendes fuldkommen kalkehvide hud.

Hvordan var vi nået til dette? Mina tænkte for sig selv. Hun havde taget til dragonspeak, fordi hun skulle snakke med nogle adelsmænd omkring penge og forsyninger til hendes klan. Så havde hun gået roligt ned af denne gade, men så støtte hun ind i denne kvinde. Som sagt så havde Mina aldrig set hende før, og kunne især ikke bedømme hendes farve, da Mina ikke kunne se farver. Men da kvinden havde støt ind i hende, var det tydeligt at hende her Faith kunne genkende hende tydeligt. Mina havde aldrig troet, at hendes undergang var selve lederen af frihedsklanen Anarchical. Men hey Shadowangels og Anarchical var dødsfjender, så i mange sammenhæng passede det meget godt. Men stadigvæk var det et spøjst tilfælde. Efter de havde stødt ind i hinanden for få minutter siden, så har de stået sådan imod hinanden.
Mina kunne vælge at brække nakken på hende og bare få det overstået, men efter Faith havde rørt hende var hendes Aura skiftet. Det var som om, hun havde sammen kraft som hende? Hvordan kan hun have det? Mina mærkede tydeligt trykket imod alle sine knogler, ligesom hun gjorde ved andre.
"Det ser ud til at du kan det sammen som mig kære Faith, how interesting. Du skal nok blive en dejlig udfordring det har jeg savnet. Men jeg vil vædde med, at du ikke kan det sammen som mig"
Sagde hun med et smil som blottede hendes sylespidse tænder, som glimtrede let i sollyset. Mina brugte sin evne og holdte fast i sine egne knogler, så Faith ikke brækkede dem over samtidig med at Mina trykkede let på alle hendes. Det var en herlig evne at have, at kunne manipulere med kalk som man end lyster. Men problemet var bare, at Mina evne krævede ikke Mana eller sjældenergi som andre evner, nej hendes egen evne tærede direkte på hendes fedtdepoter. Derfor spiste hun omkring 100.000 kcal hver dag, for at kunne holde hendes vægt ved lige. Men hvad slags energi krævede Faiths evne så? Var det også det sammen som hendes eller var det mana? De fleste evner kostede bare mana, det var kun få som krævede normal kropsenergi. Dette skulle nok blive en rets så fed kamp. Selv Hvis Mina tabte, så ville hun bare smile. Fordi så dødede hun heldigvis til en værdig en, og ikke en eller anden svagpisser. Men det gjorde ikke noget, hun ville alligevel ikke dø. Ingen har dræbt hende i over 15.000 år. Hvem ville så kunne gøre det, når Mina både har været på jorden i de fleste af årene, hvor der både var sket tredje verdenskrig og jordens død bund og grund.
hendes ene hånd rørte let ved en hvide pose hun har bundet ved sin ene side, i den var der masser af kalk. Men hun havde også ekstra kalk. På hendes ryg var der to ekstra rygsøjler, som var ekstra depoter. Fordi hun kunne godt nok tage af sine egne knogler, men det var ikke letmedgørlig kalk, fordi hun havde sammenpresset sine knogler fuldstændigt, så de var lige så stærke som stål.
Hendes hænder gled stille og roligt op imod hendes hoved og lod den hvide hætte falde. Hendes lange hår til skuldrene lagde sig omkring hende, mens hendes øjne stirrede direkte imod Faith. Der hvor andre normalt havde farve omkring pupilen var hendes helt hvide. Engang for længe siden var de neongrønne, dengang hun kunne se farver. Men det var så længe siden, at hun ej kunne huske farver længere. Undtagen nu hvor hendes syn, som hun nu husker som igår mindede hende om farverne.

Selv Faith tænkte det sammen, hvordan på denne dag, hvorfor lige på denne dag. En dag Faith både havde ønsket så meget men alligevel frygtet denne dag. Dette var endelig opgøret, hvor Anarchical endelig kunne gøre noget, som ville forandre Sakrefs rige og styrer. Denne elver, denne kalkhvide kvinde var ikke bare hvem som helst. Hun var skylden i så mange mennesker er døde, hun var skyld i den daværende modstandsleder døde lige foran snuden på alle. Hun er skylden så alle lever i frygt! Faiths kæber dirrede let, hun var så fuldt med vrede og adrenalin. Hvor var hun dog så heldig, at hun havde nået at støde ind i Mina. Ellers havde hun nok været død for længst eller så ville hun dø meget snart. For FAith havde ikke rigtig nogen evner, som ville kunne få hende til at overleve i særlig lang tid imod denne magtfulde kvinde. Men heldigvis havde hun den evne at ved berøring kan hun kopier en andens evne og gøre nøjagtig det sammen. Men faith vidste at selvom hun havde denne evne som Mina, så ville hun ikke kunne klare sig med kun den evne alene. Fordi denne Mina hvis man skulle følge rygterne, så er hun over 15.000 år gammel og det er mange års forbedrelse, hvor hun kunne lærer sin evne bedre at kende, og Faith har kun lige fået den!! Et lille skævt smil bredte sig ud på hendes læber, men heldigvis havde hun en ekstra evne i ærmet. Hvis hun bare kunne få lov til at rører Mina, så ville hun kunne blive til de værste mareridt der nogensinde ville kunne dukke frem for Minas øjne.
Trykkede hendes knogler blev let stærkere da Faith selv prøvede at bruge sin evne og trykke på Minas knogler.
"Nej men selvom jeg ikke kan det sammen kvinde, så er det ikke ens betydme at jeg ikke kan klare dig alligevel Mina leder af Shadowclan. Jeg har ventet længe på at møde dig, og vores klan har ventet længe at tage hævn på vores største frihedskæmper i vores historie. Jeg vil med glæde gøre dig et hovede kortere"
Sagde hun selvsikkert, mens hun inden i rystede af skræk. Hvem ville ikke ryste af skræk, når man har set det blodspor denne svartelver har ført med sig. Hvor mange gange havde hun ikke set sine mænds lig, som var brækket indenfra eller var blevet kvalt i kalkstøv eller som havde fået hjertestop pga et hjertestop pga en kalkklump. Denne kvinde, denne Mina er kendt for sine berygtede metoder til at straffe folk og dræbe dem på så mange utænkelige måder. Nogle siger at man blev mere kreativ med alderen og det var i hvert fald sandt, hvis man tog denne Mina i betragtning med hendes alder.
Minas blik faldt på himlen over hende, solen skinnede som om det var den bedste dag nogensinde. En dag man hellere ville bruge på fredelige mål end dette. FAith kunne ikke lade vær med at se alle de øjne fra deres tilskuer, som slugte hver detalje af dem. Hendes gyldne ulveøjne faldt tilbage på Mina. Hun var klar til at forvandle sig om til sin store ulveform med vinger, hvis det blev nødvendig. Men ellers kunne hun bruge sin korte spyd med tveæggede spidser i hver ende imod hende. Men selvom hvis hun forvandlede sig om og så tilbage, så ville hun ikke stå nøgen som alle andre varulve. hendes ene hånd gled let igennem hendes lange sorte hår i dreadlocks med de få hvide dreadlocks imellem. For enden af dreadlocksene var der sat små bjørnekløer, som sad fuldstændigt fast. Hvis hun endelig mistede sit våben, så kunne hun slynge sine dreadlocks som piske. Solen lyste hendes mørke hud i en let glød. Det meste af hendes hud var bar. Hun havde kun en pelssjal omkring hendes skuldre som dækkede lige over hendes bryster. Den var lavet til at når hun forvandlede sig om, så kunne hun stadigvæk have den på i ulveform. Det sammen var med hendes korte sorte pelsnedredel omkring hendes hofter. Ellers havde hun intet andet på end en sort mønstrede tatovering som spredte sig over hendes mave.

Sajro havde som så mange andre der var en del af Anarchical fået hørt at deres leder havde tænkt sig at stille sig op imod Mina lederen af Shadowangels... det var meget vigtigt for ham at Anarchical vandt den kamp, da det ville være en kæmpe sejr for deres gruppe og en kæmpe sejr i kampen mod Sakref og hans herredømme... Han vidste det var risikabelt for ham at blande sig åbenlyst i det da han så ikke længere ville kunne holde sig i det skjulte og derfra dræbe Sakref... Men det var nu engang sådan det måtte blive... Han ville heller ikke bare se på at hans leder blev dræbt i forsøget på at give folk den frihed de fortjente...

Han gik derfor med tunge hårde skridt tættere på Faith... Han stoppede et par skridt bag hende, kun med tankerne på at han var nød til at være klar til at hjælpe hende hvis hun kom i seriøse problemer... Alt andet ville ikke fungere, og desværre vidste han også at det kunne ende med at han var nød til at dræbe Faith for at lade det hele køre videre... Hvis der ikke var nogen udvej uden at Faith døde ville han selv gøre det, for at sikre sig at han kunne ses som værdig af Sakref og Mina til deres side... Fordi så kunne han altid dræbe dem indefra...

Han stod klar med hånden hvilene på våbnet der hang ved hans side, og hans forvandling opstod langsomt man kunne se hans muskler og knogler ændre sig, og hans horn begyndte langsomt at skyde frem... Det var ikke andet end et spil med muskler han lavede der, men det var fordi han ikke mente at mere var nødvendigt...

"We are with you..."

hans stemme var mere grøddet end normalt men også mindre grøddet end den var i hans form, men kun fordi forvandlingen ikke var fuldendt...

Akuma havde haft en vision.
Eller nærmere en følelse at dette måtte han ikke gå glip af.
Hans leder Mina stod over for sin ærkerival som var lederen af den blødsødende frihedskæmper gruppe.
Det var hans skygge der havde ledet vejen til hende.
Da det mere var den end ham selv der kendte Mina.
Han stod et par meter bag den hvide heks og håbede på at slagsmålet kunne komme igang.
Tøjet han bar var det han plejede at gå i.
Det var nok bedst til lejligheden da hans dræberoutfit ikke skulle bruges nu.
Det brugte han jo kun når han skulle være ukendt.

Han havde let armende over kors og kikkede skiftevis på de to kvinder.
Der var ingen tvivl om at han var på den rigtige side.
*Mennesker skal styres med frygt og ikke vilje* tænkte han kort og et ondt smil bredte sig på hans læber.
Han kunne genkende lugten af den vareulv der stod og spillede med musklerne.
De havde gået forbi hinanden på et tidspunkt.
*Jeg skulle have dræbt ham da jeg havde chancen...* tænkte han.

Han gik nu op ved siden af Mina men holdte stadig afstand så han ikke kom for tæt på.
"Skyggerne havde ret... Den lille pige i ulveklæder har flere kræfter end man skulle tro... Men bare rolig min dronning... Hvis de prøver på noget hjælper vi dig alle sammen" sagde han og hans stemme ændrede sig fra den normale til skyggestemmen.

Skyggemonsteret der var dybt inde i ham var klar til at bryde ud og tage kampen for Minas skyld.

Minas øjne kunne ikke lade vær med at falde på Sajro, som stilte sig bag ved Faith. SÅ hun havde en hjælper med, jamen det havde Mina også. Hun skævede med blikket lige hen til Akuma, som også stod bag ved hende. De var åbenbart i lige antal, hvor belejligt tilfældet. Hendes blik borede sig i Sajro, men hun undlod at bruge sin normale kræft og trykke ubehageligt på alle hans knogler. Hans knogler var meget store, og der var masser af tegn på brud ligesom hos en varulv. MEn hans knogler var større og stærkere, knoglerne var mere kompakte, som viste at de var lavet til at skulle udvide sig meget. De hvide øjne faldt tilbage på FAith.
"Jeg kan se at du har taget en af mørkets køter med, hvor sødt. Især da i to er en modsætning"
Mina kunne se på Faiths knoglestruktur, at den var næsten ligesom hos en varulv, men der var ekstra knogler ved ryggen klar til at danne de vinger, som skyhounds var så kendt for. Da hun hørte den hvislende stemme af skygger skævede hun bagud på Akuma igen og sagde så overbevisende.
"Nej dette er en meget personlig ting end bare kampen imellem to klaner. Det er meget mere end"
Sagde hun med et grumt sagligt smil, da billeder af hende liggende med blod ud af munden var for tiltagen for hende.
"Men du kan gøre mig en tjeneste og afholde alle andre fra at genere os i vores kamp, evt start med at holde den nightcan væk. Noget siger mig, at han vil mere end gerne forsvare sig kære herre."
Minas fødder gled flydende hen over jorden, da hun tog flere skridt fremad og så vendte hun blikket omkring imod alle dem som kiggede på både af elvere, draconianere og alle mulige andre racer.
"Folkens, kære indbyggere af Dragons peak, hvor er det dog godt at se jer tilstede her idag. Jeg ville gerne hidkalde jer som vidner til denne begivenhedsfulde dag. En dag som vil stoppe dette tyranni af en klan, som ikke er andet end rebellions, som prøver at vælte vores fredsfulde samfund ved at dræbe og ødelægge alt, som der ikke falder godt for deres syn. Kom med og se, hvordan denne ulv vil dø for min hånd. For i bevidner den sammen person, som mange år siden har før dræbt en endnu større og stærkere leder, som denne varulv ikke kan hamle op med"
Blikket faldt udfordrende tilbage på faith med et blik der sagde, hvad har du så tænkt dig nu?

Faith kunne ikke lade vær med at bemærke denne dæmon. Hun havde aldrig set ham før i sit liv, som hun havde hørt rygter om dette medlem i denne klan. En der kunne gå skjult i skyggerne og kunne forme sine knogler til alverdens våben. En stærk bodyguard var han i hvert fald ifølge rygterne. Men som rygterne også havde sagt, så ville denne Mina nok aldrig tillade nogen blande sig i dette. Hun var en ærefuld person, som nogen sagde. Så det kom ikke bag på hende, at hun selv sagde til sin undersåt, at han skulle blande sig uden om. Dette var ingen tvivl hende, denne autoritet var ikke til at tage fejl af, denne kraft som Faith kunne mærke i hendes blodåre, som var kopieret af hende. Dette var Mina, lederen af shadowangels.
Hun kunne stadigvæk ikke lade vær med at smile af, at Sajro stod ved hendes side.
"Havde jeg ikke fortalt til alle klanmedlemmer, at de skulle blande sig uden om?"
Sagde hun roligt mens hun fastholdte blikket på Mina. De gyldne taknemmelige øjne faldt på Sajro, uden hun havde nogen som helst anelse over, at Sajro var kendt blandt sakrefs folk og at han ville dræbe Faith, hvis det hele gik galt.
"Men ligesom Mina beder jeg også dig at blande uden om, jeg ville ikke have nogen af vores medlemmer, skal komme til skade pga mig. Dette har jeg ventet længe på, og hvis jeg dør. Ja så skal nok alt blive ordnet"
Hendes blik gled hen til den brune elver, der altid fulgte med hende omkring. Elveren sad på hug oven på taget med en intensitet. FAith nikkede til elveren. Elveren vidste lige præcist, hvad den skulle gøre, hvis Faith døde. FAith havde allerede lagt en fuldt ud plan på forhånd, en der skulle forhåbentligt sikre klanens fremtid.
"Men lad mig tage mig af Mina, fordi du er næsten sikker på at du vil dø, hvis du går imod hende. Hun kan brække dig let over som ingenting, men du kan tage dig af dæmonen derovre. Så han ikke også går til angreb på mig."
Sagde hun roligt, selvom inden i var hun langt fra. Det ville også være underligt andet, og man ville være dum, hvis man ikke var bange for hende den hvide heks eller den hvide død, som hun også blev kaldt for.
Alle muskler spændte for en kort stund i hendes krop og hendes hjerte kom lige op i halsen, da hun så, hvordan Mina gik nærmere imod hende. Faith kunne ikke lade vær med at blive vred over hendes tale, men huskede at forholde sig i ro. Dette er hvad mina ønsker sig, at hun skal miste besindelsen. Så vil hun blive en så meget lettere ofre. Det udfordrende blik gav hendes selvtillid, og hun rettede skuldrene helt op og så på hende med et roligt udfordrende blik tilbage. Faith havde heldigvis lært nogenlunde at slå koldt vand i blodet, men det var en svær ting. Hendes skridt gled hen over jorden, og selvom hun var ca 20 cm højere end Mina, da hun var omkring 2 meter. Så følte hun sig ikke større af den grund, mens hun gik hen 3 meter foran hende.
"Kære mennesker og væsner. Lad vær med at forført af denne kvindes styrke og ord. Denne kvinde ønsker kun at følge sin herres ordre og det er at tage mere frihed fra jer. Lad vær med at være blinde folkens, i er ikke indbyggere af en by. I er inviduelle mennesker, denne Sakref ønsker kun i skal være arbejdsmyrer. Kan i ikke huske fra gamle storhedstid, hvor vi alle var frie. Ja der var måske mere uro, men i havde friheden."
Faith vendte blikket tilbage og stirrede lige ind i Minas øjne. Men FAith lagde mærke til at der var noget galt med hendes øjne. Det var som om de så, men alligevel ikke så. Det var næsten som om de så igennem hende. Var hun blind? Var denne frygtindgyende Mina blind?

Han valgte at han ikke ville blande sig i den rigtige kamp mellem Mina og Faith ikke fordi Faith var leder af gruppen, men mere fordi han respekterede at hun ville tage den kamp alene… Det var alt der lagde i det… Han lod ingen styre ham eller nogen bestemme hvad han måtte eller ikke måtte, men han respekterede folks valg når det ikke stred i mod hvordan han ellers var til hverdag, eller de værdier han havde…

”Jeg respekterer deres valg…”

Han ændrede så helt form og stillede sig i stedet hen overfor Akuma… Han følte han havde mødt ham før men var ikke sikker, og hvis han havde kunne det for ham også være fuldstændig lige meget… Hvis ikke var død dengang var det sikkert bare fordi han ikke selv havde gidet at besvære sig med det eller fordi han ikke havde set nogen grund til at dræbe ham… Han så faktisk stadig ikke nogen grund til at dræbe ham, men han ville gerne holde ham hen i kamp…

Han stod sine 2.6 meter høj i varulveform og kiggede på Akuma, med rustningen der stadig sad på ham… Rustningen havde et stort ulvehoved på fronten da den var skabt lige netop til det formål at bruges af varulve så de kunne holde den på mens de ændrede form, da den altid passede helt perfekt til det den sad på… Om den så sad på en mus eller en stor elefant det var fuldstændigt lige meget… Han holdt sin økse i den ene hånd… Den virkede lille i forhold til ham, men våbnet var som sådan stort…

Han trådte nogle skridt tættere på Akuma og kiggede ham bare dybt i øjnene… Han vidste ikke hvad han kunne hvilket nok lige nu lagde til Akumas fordel, men han var selv hurtig og lærenem, så der ville ikke gå længe før han kunne regne ud hvad han skulle gøre…

Akuma bukkede let bag Mina.
"Med glæde min dronning" sagde han og et lettere sindsygt skær kom i hans stemme.
Han rettede sig op efter han havde trådt et par skridt bagud og kikkede nu ind i ulvens øjne.

Han vidste udmærket godt at denne ulv kun var til for at den lille puddelhund bare spillede med musklerne ved at forvandle sig.
Men så var det jo også den måde han kæmpede på?
Stor, dum og klodset?
Det var ikke fordi at Akuma var et hak bedre når han var i skygge form.
For hvis han rigtig gad så blev han jo også selv til lidt af et monster.

Det kom dog et lille fnys ved at frihedskæmperen kaldte ham en Dæmon
Han så sig selv som meget værre end en dæmon.
Det var jo en Skygge der hvilede i ham som gjorde ham til den Shadowlord som han nu engang var.

Da vareulven prøvede at nedstirre ham kikkede han bare tilbage med et lettere sindsygt blik.
Hvis alt det her bare gik ud på en stirrekonkurrence så kom de jo ikke langt med det.
Men en ting var sikkert.
Akuma ville ikke lade den lille pige i ulveklæder vinde.

Den lille pige kunne råbe så meget hun ville.
Hvis folket begyndte at gå imod Mina ville han være den første til at skære dem op.

Mina ignorede bare Akuma, ikke fordi hun følte sig på den måde over ham, som hun faktisk i bund og grund gjorde men alligevel ikke. Men det var kun fordi hun havde sit bytte for sine øjne. Billeder af hendes syn for igennem hendes hoved, hun så sig selv falde for denne varulvs fødder. Hun havde oven i købet fået det bekræftet af det nye kære orakel af en halvfe Camille, som nu var en kær nær ven. Kunne Camille måske forudset denne dag, men alligevel intet ha gjort for at stoppe det? Mina skubbede tankerne væk, disse tanker hjælper ikke lige nu, især ikke nu. Især da intet var sikkert, det var kun lige en ny evne. Mina fnyste hånligt af Faith, frihed. Det havde de da allerede, eller det havde Mina i hvert fald. Så længe hende, hendes søster Moonwalkeren Kasandra og Camille ikke blev generet, så var Mina rets så ligeglad. Men desværre havde hun afgivet et løfte til sakref, som ville kunne ses som et ar under hendes arm. Som tydeligt viste hendes loyalitet til hendes ven Sakref. Men Mina gjorde lidt store øjne, da Faith hentydede til at Sakref var Minas herre. Nej gudfandme var hun ej, hun var sin egen herre. Men da Mina var så meget sin egen herre, så ville hun ikke bidde på denne mading denne faith kastede ud til hende. Hun ville absolut ikke lade sig reagere på Faiths betingelser, det skulle gå efter hendes egne veje.
"lad os håbe at denne kære ulv har mere i muskel end i tunge"
Sagde Mina udfordrende og hun brugte sin evne næsten 100% ude over en smule for at holde hendes egne knogler på plads, så denne Faith brækkede nakken på hende. Hun tvang alle Faiths knogler til at falde ned til jorden lynhurtigt. Dette ville sikkert få denne Nightcan til at reagere, men så måtte hun lade noget af hendes skæbne ligge en smule i Akumas hænder, fordi Mina kan ikke rette opmærksomheden med hendes evne på Nightcanen, da så ville hun blive nød til at slippe sit eget forsvar, som holdte hendes knogler på plads. Især da hun ikke vidste, hvor godt bekendt Faith var med denne evne. Kunne hun måske noget andet med den?? Det havde Mina ingen anelse om, da Akuma også kunne lege med kalk, men kun med sine egne knogler. Hvilken opgraderede version kunne faiths evne måske ikke være i. Nu var det bare at se skæbnens gang.

Faith lukkede øjenlågene langsomt i et langsomt taknemmelig blik til Sajro. De gyldne øjne stirrede på ham i en stund, og som tydelig afspejlede hendes sind. Øjne som viste, at hun var klar til at møde døden. Hun kunne ikke lide synet af denne dæmon, skyggedæmon eller hvad han end var. Lugten af dette mørke som lå dybt af denne unge mands sjæl var skarp. Må nogen frelse ham en dag, tænkte hun for sig selv.
Men før hun nåede at tænke videre, så skete der noget. Hun mærkede dette mange tons kræft bare mase hende i jorden, og fladt lå hun på jorden, så lang hun var. Hun fokuserede sin nye evne på Minas ben, hvor hun prøvede at rive dem bagud med sine tanker. Hun følte kræften brænde i hendes åre, men hun kunne også tydelig mærke denne forskel. Alle andre kræfter hun havde prøvet før, de tog kun på hendes livsenergi eller sjælenergi eller Mana som andre kendte det som. Men hun kunne direkte føle, hvordan kræften slugte på hendes krops kræfter. Det var en helt uvant følelse, og en smule desperathed viste sig i hendes øjne. Dette kunne let gå galt, men ikke mange sekunder gik der med at tænke på det. Før hun fokuserede sin kræfter på at holde sine egne knogler på plads, og ikke lade Mina havde taget på dem. De velkendte smerter bredte i hendes krop og istedet for mørk hud, var der kulsort pels. I stedet for et normalt hoved var der et stort ulvehoved og hurtigt var der en halvanden meter høj ulv springende imod Mina. Faith ønskede utroligt meget at hendes kløer var større, og hendes ønske blev hendes vilje, da noget af hendes knogler brød ud, der hvor der var negle istedet for og blev til lange grumme kløer. Hendes sorte vinger brød ud i springet, og det eneste Mina nok ville kunne se ville være et stort ulvegab fyldt med tænder lige imod hende.

Hvis ikke det havde været fordi hun havde bedt ham lade være med at blande sig og han respekterede det, så var han nok sprunget på Mina med det samme, og så havde det været op til Akuma at stoppe ham, med mindre Mina havde valgt at flytte sin evne over på ham... Lige meget hvad havde han nok givet dem alle sammen en bedre chance for at klare det der skulle ske...

Han vidste at mange så ham som stor, dum og klodset når han skiftede form... Men der tog de fejl... Han var vant til den form han bevægede sig måske ikke direkte ellegant i den men han var sikker i den og der var ikke noget galt med ham når han bevægede sig rundt, han havde fuldt styr over det... De havde ret i han var stor... Det var der jo ingen tvivl om man kunne jo se det på ham... Han var heller ikke dum, fordi han var vant til det han kendte sine egne styrker og svagheder...

Han tænkte på Faiths gode taleevner... han kendte kun en der var bedre til at holde taler end hende og det var Sakref selv... Og så selvfølgelig folk der kunne indgyde følelser i andre med en evne eller lignede... Hvilket jo ikke virkede på ham...

Han så på Akuma, han var ikke sikker på at det var en kamp han kunne vinde men han var da sikker på at han kunne holde ham hen længe nok til at Mina og Faiths kamp kunne blive afsluttet... Han kiggede stadig på Akuma med hovedet lagt på skrå, upåvirket af hans syge blik...

Han stod klar til hvis han angreb men han gad ikke tage det første angreb... Han var ikke interesseret i at han skulle dø, bare at han skulle holdes hen...

Akuma handlede hurtigt da han kunne se at Faith havde hoved angrebet så hoppede han ind foran Mina.
Så Faith's klør endte med at gennembore ham istedet for hende.
"Undskyld min dronning men mit liv er mindre værd end dit" sagde han med en loyal stemme.
Han stirede op i ulvens øjne og et smil bredte sig på hans læber.
"Du kan ikke bruge min evne... Så dør du" sagde han med et lille grin i stemmen.
Det var rigtig nok det han sagde.
Når han brugte sin evne så var det hans knogler som han forandrede og ikke hans hud.
Hvilket gjorde at han ikke kunne undgå at knoglerne kom ud af huden.
Men grundet at han var Shadowlord og kun kunne dø over sjælende betingelser.
Så ville han hus heale efter at knoglerne fandt på plads.

Hvis hun brugte hans evne så ville hun dø af blodmangel da det ikke hørte til hans evne at heale men til hans race.
Med mindre at hun kunne kopire raceevner?
Han tvivllede stærkt på det.

Men hvordan fungerede hendes evne?
Var det så snart hun havde rørt en at hun kopirede evnen?
Eller havde hun mere styr på det?

Hans evne var ikke det eneste som var specielt ved ham.
Det var hans knogler også.
Grundet hans optagelse i Shadowangels så var de ubrydelige.
Altså kunne på ingen måde knækkes eller toltalskades hvis de var i kontakt med hans krop.
Han havde oplevet at de ville være svage hvis han havde sendt knoglerne ud som et spyd eller et andet kastevåben så de nu ikke længere var i kontakt med ham.
At de så blev lidt svagere af det.

Han kikkede lidt over på den anden ulv som bare stod og stenede.
Ligesom den så ville han ikke tage det første angreb.
Men han valgte at forsvare sin side.

Mina så sin undersåt, og svært havde hun ved at miste besinddelsen, men nu gjorde hun det en sjældne gang imellem. Akuma mærkede en total hård knugende fornemmelse, og de andre kunne tydelig mærke hendes vrede aura og hendes evne som rakte ud efter enhver knogler. Akuman blev rykket med et vredt ryk, og var rykket flere meter hen af jorden hen imod mina. Dette var sikkert chancen for at få hende ned med nakken, da hendes opmærksomhed kun var retter imod akuma. Men hendes vrede afholdte nok alle fra ikke lige at springe i kødet på hende. Minas evne tvang akuma til at ligge helt flat på jorden på ryggen. De hvide øjne vendte op imod faith, og hun sagde med en iskold stemme, som nok ville kunne skære igennem stål.
"du må undskylde for min kære undersåt, han har åbenbart ikke fattet, hvad jeg gør ved ulydige undersåtter. Så jeg håber vi kan forsætte kampen om få sekunder på normal ærefuld vis, så ingene numre. Andet hvis du vil dræbe mig som en kujon"
hun sagde det sidste højt, så hun havde sikret sig alle havde hørt det. For hun regnede med, at faith slet ikke vil tabe ansigtet foran befolkningen, især når hun prøver at vinde deres gunst.
hendes øjne var fokuseret direkte på akuma, og selvom hun var sådan set blind. Så kunne hun fokusere med anstrengelse på hans hud, hvor der var en smule kalk. Hendes hovede rykkede nærmer hans, da hun satte sig ned på hug. Hendes ansigt var total koldt af iskolddræbende ligegyldighed. Akuma mærkede hendes skarpe negle glide op af hans hud, da hun lod hånden køre lige så forsigtigt op fra armen af og så op imod hans hovede. Mina mærkede evnen tærer på hende, oh hun havde indtil videre i denne kamp tabt omkring 4 kilo, og det var selvom hun ikke havde brugt sin evne på det vildeste. Men heldigvis var hendes krop van til det, så selvom hun vejede 65 pga hendes tunge knogler, så kunne hun sagtens tabe 20 kilo uden hun ville gå i koma.
hendes hånd greb let fat i hans kæbepari og akuma mærkede at hans hjerneskal pressede sig imod hans hjerne.
"heldigvis for dig, så kan jeg ikke tage mig af dig lige nu. Men ulydige folk slipper ikke ustraffet"
sagde hun med næsten en hviskende slangestemme og slap så grebet fra ham. Dem der kendte til hendes torturkamre, dem der vidste hvor vild en kreativitet hun havde imod ofre, især da hun var ekspert i gifte. De ville nok aldrig sætte sig imod hende. Det var den måde hun holdte normal komplet orden i sin klan, men det var normalt heller ikke svært. Da de fleste ville oprigtigt tjene orden. Så man behøvede ikke normale skræmmende overtalingsmidler. Men nogle gange skulle nogen lige vide, at man ikek går imod orden især går imod minas odre. Hun rejste sg let op og havde sluppet ham med sin evne.
"du har krænket min ære kære akuma og din egen for den sags skyld. Lyt efter mig en anden gang, would you?"
mina håbede virkeligt at akuma ikke ville forstyrre. For så ville han ellers ende med en være straf end døden, og mina var god til at opfinde ting, som var værre end døden. De hvide øjne vendte sig imod faith.
"når hvor kom vi fra?"
sagde hun med et skævt ulvegrin, og så var der lyde af revet tøj og vinger på 4 meter i vingefang brød ud af hendes ryg fra hendes kalkdepoter. Det var kun knoglerne af vingerne der var brudt ud, men på få sekunder var der kunne en tynd kalkmenbran i hendes vinger. Knoglerne knagede da hendes fingre blev til massive kløer.
"hvad med at vi begge lover, at ikke knuse hinandens knogler med vores evne? For det er ren spild af energi ikke?"
mina lod blikket vandre på faiths krop, og hendes pupiller blev helt smalle. Hun syntes at kunne fornemme, at der var ikke et helt så tykt lag ude på hendes knogler, som der var før. Så evnen tærede på hendes fedtdepoter. Men mina kunne stadigvæk føle at selvom mina intet gjorde ved hendes knogler, så holdte faith stadigvæk grebet på hendes egne. Måske var hun ikke klar over, hvor meget energi det kræver? Så faith havde kopieret hende evne, hvor snedigt.
"jeg lover ikke at bruge min evne på dig, hvis du holder din del"
sagde hun med et stort smil, endelig en herlig udfordring. Det var lige det hun manglede, især da denne ulv var rets så stor og stærk. Hendes hale kørte fra side til side, som en legende kats hale.

Faith nåede at blive rets så forundret i luften, da akuma kom i vejen. Hendes skarpe kløer kunne ikke undgå at ikke bore igennem ham. Men hun styrede trangen til at flå struben over på ham, især da hun regnede fuldstændigt med, at mina ville redde ham. Så hun kunne ikke være opslugt af ham. Men istedet for mærkede hun den iskolde vrede og med et ryk forsvandt akuma hendes hende krop og hend imos mina. Faith forstod intet, hvad der skete og først troede hun, at mina bare lige ville redde akuma. Men minas greb på faiths knogler var næsten helt væk, hun kunen stadigvæk mærke den. Men det var mere som om at grebet ikke var rettet imod hende, men kun imod akuma. En stemme sagde i faith, angrib, angrib hende nu. Men før hun fik besluttede sig noget som helst snakkede mina. Nu var valget valgt for hende, hun kan intet gøre, da ellers ville hun miste befolkningens gunst, og hellere dø end at miste den. Fordi tabte man den først, så var det svært at få den igen. Så faith valgte at sætte sig ned og prøvede at slappe af, mens hendes hjerte bankede hårdt bag hendes store brede brystkasse. Faith lyttede efter et hvert ud, og hun fik så konstateret, at rygterne havde vist sig til at være sande. Mina gik langt mere op i sin egen ære end livet selv. Faith kunne ikke lade vær med at have respekt for sin ærkefjende. hun var i hvert fald en værdig fjende, langt hellere dø for hendes hånd end at blive snigmyrdet i løbet af natten. Faith var bare stadigvæk ikke klar over, hvor bange mina faktisk var for faith. Hun havde inden anelser om disse såkaldte syner mina havde haft i sin tid. De ville nok kunne ha opmundret hende og give hende tro og styrke, da de jo indbefattede minas undergang. Hun havde næsten medlidenhed med denne dæmon, eller skyggevæsen, som han nu var. Faith kaldte skyggevæsner stadigvæk for dæmoner, da hun så dem som dæmoner. Ulvens hovede nikkede til minas forslag, faih th kunne tydelig mærke hvordan hun havde tabt sig. Så mindre brug af denne evne ville kun gavne faith. Især da hun var sikker på, at mina er mere udholdende, da hun viste hvordan hun både skulle spare og hendes ældgamle krop var nok også van til det. Så så faith til med store øjne, da vinger og massive kløer brød ud ad hendes hud. Hun lignede langt fra en elver, det eneste der afslørede hendes afstamning var hendes mandelformede elverøjne, hendes høje slanke muskuløse krop og hendes øre, og måske også hendes elveriskee skønhed. Hun var en meget køn dronning, dog var det en iskold dræbende skønhed. Faith rejste sin store ulvekrop op oh hun bredte vingerne let ud. Hun håbede stadigvæk at selv hvis faith skulle være døden nær så ville sajro ikke gå i vejen.

Han gloede bare på Akuma... Ikke forundret men bare som om han var dum... Han kunne forstå at han kunne hele sig selv men det kunne han også... Selvom han dog aldrig kunne finde på at gøre noget så tåbeligt, og slet ikke når han havde lovet at han ikke ville blande sig i den kamp de havde gang i... Han havde lovet Faith ikke at gøre noget og det løfte ville han holde... Anarchical var jo en gruppe af folk der hver især respekterede hinanden for de evner de havde modsat Shadowangels som kun var styret af frygt...

"Se ikke engang Deres undersåtter kan holde det de lover... Så hvorfor skulle man forvente De kan? De er blot en leder for en svag ussel klan der ikke er styret af andet end frygt... Det er svagt og upålideligt... Så snart noget der er stærkere eller mere grusomt end Dem... Vil De vende sig mod Dem... Deres klans undergang er allerede forseglet ved hvordan De styrer den..."

Hans stemme var vendt mod Mina, mens han stille og roligt gik frem mod Akuma... Han gik et stykke væk fra de andre, mens han bare greb ud efter hans hals, for at trække ham med sig væk fra de to kvinder...

"De ville have fred så det skal de få... Forstår De?"

Hans stemme hvislede ned mod Akuma, mens han slap ham, og gik selv lidt videre... Han holdt stadig sin økse i den hånd han ikke havde holdt Akuma med... Han vendte sig om mod ham...

"Det er Deres valg om De vil kæmpe..."

Han var klar han var spændt som en buestreng og var mere end klar til at slå ham ihjel eller skade ham voldsomt hvis han forsøgte på noget...

Da Mina brugte sine negle til at straffe ham gav han en sindsyg latter fra sig.
Han nød smerten mere end det meste og at folk troede torturering af ham var en straf.
Så tog de i bund og grund fejl for han kunne klare det hele.
Ja det gjorde ondt som en i satan bevares men han så smerten som noget der gjorde ham stærkere.
"Min dronning kan gøre hvad hun vil. Det gavner mig mere end dem" sagde han med samme klang som han havde gjort hele tiden.

Det var nok en ret dum udtale da han ikke ønskede at tirre Mina men tage imod sin straf for den galning han var.

Efter lidt tid hvor han havde kikket op i luften fordi han ikke kunne bevæge sig.
Så kom ulven hen og trak ham væk.
Hvor vågede han at ligge sine beskidte poter på ham.
Han ville gerne kunne sige noget men der var stadig ingen magt over hans knogler.

Da ulven havde sluppet ham havde Mina drejet koncentrationen over på ulvepigen så han kunne igen bevæge sig.
Han for op på benene og stirede på den ulv som lige havde berørt ham.
"Hun styre os på den rette måde. Hun motivere os til at blive på den rette side. Hun gør os stærkere på indersiden. Og hun kan pine mig så meget hun vil for jeg nyder det" sagde han med det sindsyge skær i stemmen.
"Og jeg holdte hvad jeg lovede... Mit løfte var ikke at blande mig i kampen og jeg sprang bare det forkerte sted hen på det forkerte tidspunkt" sagde han med en sarkastisk stemme.
Han vidste godt at det var nogenlunde rigtig men han bestemte selv hvem han beskyttede.

Og nu vi er ved kamp så TÆNK HURTIGT!!!" råbte han mens han svingede sin arm.
I svinget blev der affyret et knoglespyd fra hans arm.
Denne teknik var ved at han lod sin armknogle komme ud af armen og lave knoglen spids.
Hvorefter han ville skille konglen i to så spyddelen ville flyve mod hans modstander.
Resten af knoglen ville så heale sig selv inde i hans arm og han kunne begynde forfra.

Spydet havde retning og fart lige mod Ulvens brystkasse...

Mina blik faldt på varulven, da han snakkede, og hun kunne ikke lade vær med at grine let for mig selv.
"så hunden bjæffer uden at vide, hvad han snakker om, hvor sødt. Desværre skylder jeg dig ingen forklaring, og jeg gider ikke at spilde tid på sådan noget vås, da jeg ingen grund har, da min ære ikke er krænket"
Dem der kendte til mina vidste, at hun havde et helt specielt æreskodex, som tit var radikal anderledes i forehold til andre. Man kan putte det sådan, at det var kun hendes egen ære hun fulgte. Hun var ligeglad, når andre spottede hende. Da hun syntes, det var æreløst at reagere vredt eller andet overfor det. Hendes blik faldt på akuma da han snakkede.
"ja jeg ved du elsker smerte. Men problemet er bare, at hvis det endelig er. Så har jeg metoder, som ikke skader dig fysisk"
sagde hun med et let sageligt smil. Det var utroligt forskelligt fra væsen til væsen, hvordan tortur virkede bedst. Nogle kan blokere fuldstændigt overfor fysisk smerte, andre er meget phykiske stærke, som kan tåle at se lidt af hver. Andre skal man bare finde nogle af deres kæreste, og så torturere dem lidt, det virkede som regel. Men hvis en person nød smerte, så havde hun mange gifte som havde ikke smerte-virkninger, som sikkert ville virke på ham.

minas hale slyngede utålmodig fra side til side, hvor meget buldrede hendes egen adrealin i hendes krop. Selvom mina nødig ville indrømme hun var bange, og selv hvis hun var, så ville hun nok ikke kunne indse det selv. Men dybt nede i hendes sjæl var hun ræd, især da hun vidste at forudsigelser og syn næsten aldrig tog fejl. Billederne kom tilbage.
hun fandt sig selv liggende på jorden, faith tårnede over hende og i hånden havde hun et spyd. Spyddet borede sig igennem mina hjerte, og hun mærkede selv, hvordan livet slap hendes kropmen som mina også vidste, så var syn tit i symboler, så hun overbeviste sig om, at det sagtens kunne betyde noget andet. Men hurtigt slap hun tankerne, da hun trak vingerne ind til sig og sprang imod faith, hvor hun brugte vingerne til at lige baske en gang med, så hun kom helt henne ved faith. Hendes kløer var rettet direkte imod ulvens skuldre. Hendes plan var så at hendes fart og kraft hun kom imod faith, og kløerne som ville bore sig igennems hendes skuldre, ville tvinge hende til at vælte bagover, hvor mina så ville trække armene til sig og lave en kolbøtte i luften og ende på fødderne, som en kat. Mina kunne prise sig lykkelig for at være elver, elver havde en smidighed og krop næsten som en kats. Hvis det lykkes så ville hun vende sig om og med en håndfuld kalk fra sin pose, kaste det imod hende. Så kalken blev til masser af små pigge, som ville være til meget stor gene.

Faith havde kun opmærksomheden rettet imod Mina, hun kunne ikke lade sig blive forstyrret af de andre to undersåtter. Hun måtte bare håbe, at det vil gå godt, og at SAjro i hvert fald ville kunne holde sig i live indtil Faith for denne kvinde af en heks ned med nakken! Faith lagde ikke mærke til andre lyde, hendes ører var kun rettet imod Mina. Hun kunne høre Minas hjertes banken, den var hurtig? Meget nervøs og næsten bange? Faith var ikke sikker på, om hun havde ret. Var denne frygtindgyende kvinde virkelig bange for hende? Intet på hendes kropssprog eller hendes øjne indikerede det mindste på, at hun var det. Denne frygtløse hvide død som hun blev kaldt i nogle folkemunde, hvordan kunne hun være bange for mig? Havde hun virkelig sådan en god facade og skjult så godt hendes svaghed, at ingen vidste om det? Faith kunne ikke tro det, men det gav hende håb. Men før hun nåede at tænke mange flere tanker, så med lynhurtige bevægelse var Mina allerede imod hende i et spring. Faith havde været for afslappet, så hun var ikke klar til at reagere så hurtigt, som hun ellers kunne ha gjort. Så de store hvide kløer borede sig ind i hendes skuldre og gav utrolig store smerter. Heldigvis var der ingen sener knækket over, så hun ville stadigvæk kunne bruge dem. Men den fart og kraft fik hende mast bagud og hun fik overbalance: lynhurtigt fandt hun sig selv liggende på ryggen på jorden, og Mina var væk længere foran hende. Faith med besvær pga hendes vinger kom op på benene igen. Men før hun kunne nå at se sig omkring skar masser af smerter igennem hele hendes krop på den ene side. Mange små hvide nåle sad i huden på hende. Heldigvis havde hendes ansigt ikke været direkte vendt imod dem, så hun var ikke blevet skadet på hendes øjne. Selvom piggene ikke gjorde meget skade, så gjorde de vildt ondt og tog en del af hendes koncentration. Faith brølede vredt imod Mina med blottede tænder, og hendes vinger var helt tæt ind til hendes krop. Hun indså, at hun slet ikke ville kunne vinde denne kamp i Ulveform. Mina var måske alt for erfaren angående at kæmpe imod væsner, og Minas lille hurtige elverkrop imod stor tung ulvekrop var en unfair kamp på hurtighed.
Pelsen faldt af og afslørede den nøgne nøddebrune hud. Heldigvis havde hun det tøj på, for ellers ville hun var total blottet. Måske var Mina ikke van til at kæmpe imod en fjende, som brugte helt andre metoder. Tænkte hun med et smil, mens hun med sin lånte evne smeltede kalken fra alle de pigge og de faldt ned på jorden. Mange var ikke van til at kæmpe imod en der havde hår, som kunne fungere som farlig piske. Hendes ene hånd gled om bag ryggen og holdte fast omkring hendes lange hår i de mange dreadlocks, som gik til under røven på hende.

Han havde et stort overskud til både at reagere på Akuma og Mina på en gang... Den ene af dem krævede jo kun hans opmærksomhed med stemmen... Han holdt sit blik mod Akuma, mens han gjorde klar til at svare Mina...

"Næh... Det ville også være synd at lade en mide forklare noget..."

Hans stemme var meget ligegyldig... Han vidste han havde fat i noget om hun kunne se det eller ej, og derfor var han ligeglad med det han sagde... Hun kunne blive vred og forsøge at skade ham hvis hun ville... Hvilket han ikke regnede med at hun ville da hun nok godt selv kunne se at hun var i fare-zonen hvis hun gjorde det...

Da knoglespydet fløj imod hans bryst drejede hans sig let elegant og hurtigt rundt så den bare gled af på rustning, mens han hev sin arm hele vejen igennem, og kastede øksen i retning af Akumas mave region... Han valgte ikke at være arrogant som ham og give nogen form for advarsel ved at sige noget... Det var dumt og ligegyldigt...

Han vedte så bare sit blik mod ham...

Akuma stod som forstenet og kikkede på den økse som nu fløj imod ham.
Den ramte lige ind i hans mave og han fortrak ikke en mine.
Selvfølgelig gjorde det ondt som en i helved men han ville ikke tabe ansigt foran sin modstander.
Han tog fat om den og rev den ud af sin mave.
Såret healede lige få sekunder efter og der var nu et huld i hans trøje hvor den havde siddet.
"Hihihi så den lille køter kan godt finde ud af at angribe?"

Akuma tog nu øksen og hamrede den ned i sit knæ som han havde forstærket knoglerne i.
Træskaftet blev knækket og han kastedet metaldelen ned i jorden.

Hvad de to tøser havde gang i lige nu reagerede han ikke rigtig på da han holdte blikket på han ulven.

Han begyndte nu at gå med langsomme og truende skridt hen mod ulven.
Knoglerne begyndte langsomt at gøre hans rygrag mere kraftig og lidt større så den kunne ses igennem hans trøje.
Det lignede lidt en mini version af en drageryg.

Når hans rygrad var forstærket så ville hans hurtighed være meget bedre.
Denne ulv skulle ikke tro at den havde overtaget.
Slet ikke...

Minas læber trak sig i et smil, da varulven forvandlede sig om. Nu var det måske endelig tid til udfordring, som Faith havde ret i. Så var Mina mere end velkendt med at kæmpe imod store firbenede væsner. Hvad havde hun ikke brugt de sidste mange 14000 år på? Disse muterede væsner af radioaktiv som vandrede rundt omkring, til tider i flokke til tid alene. Som altid var sultne og altid på jagt efter det mindste byttedyr. Mina kunne godt lide at se, at Faith syntes ikke at pive det mindste over hendes smerter, og det kunne Mina ikke undgå at lade vær med at få respekt for. For mange peb i denne verden over deres egen elendighed, istedet for at gøre noget ved det. Vingerne trak sig ind til hendes krop igen, mens hun holdte blikket fast på Faith.
"Så nu kæmper vi en mindre dyrisk kamp, hvor sjovt."
Sagde hun med et ondt ulvegrin og de sylespidse tænder var blottet, og tungen gled lige over dem. Mina trak noget af sine kløer ind, for jo mindre de var, jo mindre klodsede var de.

En undersåt af Faiths klan kunne åbenbart ikke klare at se hendes leder i kamp længere. Det var en høj barbarkvinde med en lang kamperfaren. Hun havde fulgt denne faith i årevis og ville mere end gerne ofre sig, så hun sagde undskyld for sig selv til FAith. Da hun vidste, at hun krænkede Faiths ære og bad en bøn til hendes barbarguder. Hendes solbrune hud og det lange glansfyldte sorte hår kom i vejen for Minas syn, selvom hun ikke selv ville kunne se hende andet som en bunke knogler. Barbarkvinden trak sine store daggers frem klar til at gøre hendes kunstværker inde for kamp, som hun var så god for. Inden Faith kunne nå at stoppe hende, gik hun i kødet på Mina.

Mina gloede bare underligt på denne kvinde, som tydeligvis ville stå i vejen for hende. Mina fnyste bare, og straks var kvinden hende ved hende, og knogler klingrede imod jern.
"Så du vover at gå imod din leder, og krænke hendes ære? hvor lavt kan man dog synke? Æreløse væsner som jer burde ikke leve"
Men helt let var denne barbarkvinde ikke, men Mina undlod at dræbe hende, som hun gjorde ved andre æreløse væsner, bare ved at brække nakken på hende. Hun brugte sine lang kløer og sin kamperfaren, og til sidst mærkede hun, hvordan hendes kløer gled igennem kød og blod, og lyden af lunger der blev kvalt af blod var tydeligt. Barbarkvinden faldt om på jorden og druknede i sit eget blod.

"Når men hvor kom vi fra?"
SAgde Mina med en lettere blodtørst. Kamp var altid noget hun har haft kunne lide, især at blive udfordret, og nu var det jo tiden til hovedretten. Mina ville flå FAiths brystkasse fra hinanden ved at bore hendes kløer ind lige ved siden af lungerne og så gribe bag ved lungerne, og så trække hænderne ind til sig.

Faith var selv klar til at springe i kødet på Mina, men før hun nået at reagere var hendes kære klanmedlem i vejen for hende. Hvorfor var hun her?? Hvad laver du dog?? Skreg hendes tanker i hovedet. Men som hun også vidste, så var barbarkvinder nogle af de stædigste væsner på jorden. Så ingen håb for at hun ville stoppe. Så før Faith kunne nå at sige det mindste, så var barbarkvinden allerede i kamp med Mina. Faith kunne ikke lade vær med at beundre barbarkvinden, hun var en langt bedre kæmper end Faith angående med våben osv. Men da hun så hvor let Mina fik dræbt hende, så var det næsten som om et lys blev slukket dybt inde i hendes sjæl. Lyset af håb. Men det blev erstattet med et andet lys, et meget koldt brændende lys. Det hele gik næsten i slowmotion for Faith, hun vendte blikket imod Sajro og Akuma, og så dernæst imod elveren i i det brune tøj med kutten over sit hovedet, så ansigtet var henlagt i mørke. Faith nikkede, og hun så tydeligt hvordan elverens kropsprog var helt chokeret og fuldstændigt spændt. Hende og elveren havde indgået en aftale for længst. Faith måtte gøre det som måtte gøres, som forhåbenligt kunne nedbringe denne Mina. En ting som havde virket ind til videre hvergang, men dette var første gang med FAiths liv som indsats. Hun ville prøve at undgå at blive dræbt, men hun måtte gøre alt for at kunne komme helt tæt med Mina. Fordi ellers ville hendes anden evne ikke virke. Istedet for brændende kamplyst, så var hele hendes krop beroligede med en klarhed. Dem der end så i Faiths øjne vidste, at hun så faktisk allerede døden. Der var sikkert en reaper, som lige ventede i nærheden. Den knugende fornemmelse af elverens modstand imod dette var tydeligt, men Faith ignorede det. Før hun kunne nå at ombestemme sig, så var Mina allerede henne ved FAith.
FAith undveg og holdte hende på afstand, men desværre havde hun ingen våben eller andet til at blokere med. Så hun slap sit tag omkring hendes hestehale og slyngede hovedet med en hurtig kraft, så alle dreadslocksene fløj i luften og slyngede sig omkring Minas kløer, og de små bjørnekløer forenden gik ind i dreadlocksene og virkede som kroge og holdte fast på dem. Så lagde Faith hænderne omkring hendes hestehale og trak til, for at hive Mina hen til sig. Dette resulterede i, at kløerne borede sig ind i faith. Smerten var hård i starten med så forsvandt den. Hun lagde oven i købet hænderne på Minas skuldre og trak hende tættere ind til sig. Det resulterede i en del hosten af blod fra lungerne af, og drengene ville nok ikke kunne undgå at høre, at en var døden nær. Faith hviskede til Minas ene øre.
"Dette bliver min ærefulde død, dette bliver din endelige undergang"
Blodet strømmede ned fra Faiths sår og det ville kræve en ultra meget god healer, for at kunne heale de sår. Faith forvandlede sine hænder om til ulvepoter og borede kløerne ind i ryggen på hende i dybe sår. Det kalkhvide blod strømmede ned af Minas ryg.
"An eye for an eye, a tooth for a tooth"
og Minas værste mareridt begyndte.

Han så bare på ham uberørt af at han ikke reagerede på smerte... Det var nok Akumas fordel at han helede hurtigt, hurtigere end han selv gjorde... Ikke fordi hans var langsom eller noget, men simpelthen fordi Akumas var noget af det hurtigste der eksisterede...

Han vidste dog at han rent fysisk var Skyggevæsner langt overlegne... Hans race var noget af det ypperste rent fysisk... Selv hans evne kunne ikke helt gøre det samme da hans muskler ikke ville følge med...

''Tror du du kan skræmme mig?''

Han stirrede på ham nærmest undrende fordi troede han virkelig det... Han havde nok ingen anelse om hvad han var oppe imod helt... Hvilket han dog heller ikke helt havde...

Han grinede lidt før han bare så på ham igen... Han bukkede lidt i benene så han var klar til at sætte i spring... Hvilket han hurtigt gjorde da han hørte Faiths ord... Han satte i et baglæns spring i retning af kvinderne.

//i skal ikke tage jer af, at Faith og Mina er forandret Jeg spiller stadigvæk emnet til ende som Mina og faith //

Da ulven bare hoppede længere bagud fulgte Akuma med i samme tempo som før.
Hans blik var stadig fastlåst på den køter der havde valgt at være frihedskæmper.

Nu kunne man se at hans arme begyndte at blive kraftigere.
Altså fra håndledet til albuen kunne man se at knoglerne udvidede sig og der stak en stor knogle ud fra hver albue.

Lidt efter det kunne man se at det samme skete for hans ben og hans ribben.
Ved benene blev de kraftigere så det næsten lignede tyreben.
Og ribbenene begyndte at skyde ud af brystkassen.

Nu voksede der horn frem i panden på ham.
Hans underkæbe blev mere fremhævet hvor der kom to hugtænder i hjørnerne.

Til sidst skød hans store knoglevinger ud fra ryggen.

Alle de forvandlingere var meget energi tagende men de skulle kun bruges indtil ulvene var jaget bort og Mina stod med sejren.
Akuma var klar til kamp.
Og Sajro var den han havde indstillet sig på.

Han satte i løb mod ulvemanden og var klar til at sende alle sine kræfter i kamp.