Destiny? - Benjimin ((Del2))

Han så på hende med let store øjne. Han havde ikke lige forventet at hun ville sige ja til at tage den test. "Så jeg skal altså lade ham komme frem, og så vil du se hvem der er stærkest?" spurgte han, og så på hende. Han smilede da hun sagde at det var dejligt. "Godt" lo han kærligt. "Det er jeg glad for, men vi kan jo i bund og grund ikke se ud i fremtiden. Hvad nu hvis nogle dræbte mig i morgen, så har du jo egentlig mistet mig eller hvis nogle nu dræbt dig, eller noget, så har jeg jo i bund og grund også mistet dig" sukkede han. Han var ikke klar over hvor de mørke tanker lige kom fra, de dukkede bare på. Hans tanker fløj dog hurtigt væk fra de baner da hun nappede hans underlæbe.

Hun kunne godt høre at det lød lidt sindssygt, men hun nikkede bare bestemt med et smil. "Ja, bring it on!" Sagde hun og smilede stort til ham. Hun havde allerede på en fornemmelse, at det nok ville gå hende ilde, selvom hun gjorde sit bedste.
Hendes glade ansigt blev hurtigt til et lidt mere trist og ked af det ansigt, han kunne have ret, hvad hvis en af dem døde imorgen. Hun kunne dog ikke lide den tanke. "V... Vi må passe på hinanden" sagde hun svagt, og krammede sig ind til ham. Han måtte ikke dø, hun måtte ikke dø. De skulle være sammen så længe de levede, og det var længe endnu.

Han så på hende og hævede et øjenbryn. "Du er helt sikker på at du vil prøve mod ham? Nu?" han så alvorligt på hende, og bed sig i læben. Det havde mere været for at drille hende en smule han havde foreslået det. Han havde ikke lige regnet med at hun virkelig ville sige ja il at tage kampen op.

Han fortrød at havde nævnt at de kunne dø i morgen. "Undskyld, ved ikke hvorfor jeg sagde det, men de kom bare lige pludselig" sukkede han, og kiggede på hende. "Men det sker ikke skat, det lover jeg dig" han kyssede hende blidt på munden, og så ind i hendes øjne med et kærligt blik.

Hun smilede og trak på skulderne. "Er du bange for at jeg ikke kan klare ham?" Spurgte hun og grinede drillende, inden hun blidt kyssede hans kind.
Hun vidste godt at han bare havde drillet, men Arycia så det som en sjov udfordring, dog... Hvis dæmonen havde besluttet sig for at dræbe hende, kunne det blive mindre underholdende.
Hun snøftede lidt og kiggede op på ham. "Jeg vil ikke have du dør..." Sagde hun, med en meget svag stemme.
Hun kunne simpelthen ikke klare den tanke, den var det rene tortur.
Hun sukkede blidt mod hans læber, og kyssede med dette tilbage, og så tilbage på ham med et kærligt blik, magen til hans.

han så på hende, og bed sig stadig i læben. Han var bange for at hun ikke ville kunne klare det. Han nikkede kort. "Ja, det er jeg, men hvis du er sikker....?" Han var ikke glad for tanken om at hun skulle prøve at slås mod hans dæmon, det måtte han indrømme, men hvis hun virkelig ville prøve, så vil ham ikke sige hende imod.

Han sukkede dybt, og så på hende med et trist blik. Hendes tristhed smittede af på ham. "Rolig skat, jeg dør ikke, jeg er uovervindelig" sagde han, og lo kort af sig selv. Han vil ikke dø, ikk i dag, ikke i morgen, ikke det næste lange stykke tid. ingen ville kunne dræbe ham, aldrig. Han nussede hende beroligende. Han smilede da hun kyssede med, og især da hun så på ham med et lige så kærligt blik.
"Skat, hvis du vil slås, er det nok ikke det bedste sted i din lejlighed, da noget kunne smadre." sagde han, og så på hende. Han vil helst ikk ødelægge noget f det hun havde.

Hun smilede blidt til ham. "Jeg skal nok klare mig, og desuden, hvis han har valgt ikke at dræbe mig, skal det nok gå helt fint" sagde hun forsikrende og smilede kærligt til ham.
Et blidt grin og et skævt smil spillede på hendes læber, da han sagde, at han var uovervindelig. Hun nikkede bare og gav ham ret, for det var han nu nok, han var en meget stærk dæmon, det var hun ikke i tvivl om.

Hun nikkede, han havde nok ret, det var ikke et sted at kæmpe.
Hun rejste sig fra ham og smilede. "Du har ret, lad os gå udenfor." Sagde hun og gik ud for at tage sko på.
Om hun kunne klare ham, vidste hun ikke, men hun ville prøve.

Han så tænkende på hende og nikkede langsomt. "Og hvad hvis han nu valgte at han virkelig ville dræbe dig? så skulle jeg gå rund resten af livet med dårlig følelse af at det var min skyd der skete dig noget?" spurgte han forsigtigt. han vil ikke kunne leve med sig selv hvis der skete hende noget, han lille engel.
Han smilede da hun gav ham ret i at han var uovervindelig, eller rettere bare nikkede til det. Han blev siddende da hun rejste sig op, og så op på hende. han var virkelig ikke glad for det her. Han skulle aldrig havde givet hende den ide at slås mod hans dæmon. Han bed sig hårdt i læben, sukkede tungt, og rejste sig så til sidst også op, og fulgte med hende ud i gangen. Han stod lidt bare og så på hende mens hun tog sko på. Han tog selv langsomt sine sko på, og betragtede hende stille.

Hun kiggede lidt ned, men rystede så på hovedet. "Nej, jeg ville ikke lade ham slå mig ihjel, jeg kan godt klare ham, bare rolig" sagde hun og smilede kærligt til ham. Hun skulle nok lade vær med at dø, hun ville ikke efterlade ham alene. Hun skulle nok vinde over denne dæmon side af hans.
Hun kiggede lidt efter ham, da hun havde rejst sig op, han fulgte ikke efter, men sad bare og kiggede efter hende. Hun smilede blidt til ham, hun vidste at han ikke var særlig vild med dette, men hun skulle skam nok klare sig.
Hun kiggede op på ham, imens hun tog sine sko på, og smilede til ham.
"Jeg skal nok klare mig Ben, det lover jeg" forsikrede hun ham, og kyssede blidt hans kind, da han blev færdig med at tage sine sko på.
Hun åbnede døren, og gik ud sammen med ham, da de var færdige.
Hun låste døren efter dem, og gik ned på gaden sammen med ham.
"Sååå... Skal vi finde en gyde, eller noget andet privat?" spurgte hun og smilede forsigtigt til ham.

Han så bare på hende, og håbede virkelig på at hun havde ret, hvad angik det med at han ikke ville slå hende ihjel.
Da hun smilede, sendte han et meget forsigtigt smil tilbage, og så ned i gulvet. det gjorde ondt at tænke på at der kunne ske hende et eller andet om lidt. Selvom hun sagde at hun nok skulle klare sig, var han alligevel langt fra rolig. "Lov mig en ting skat. eller to ting. Flygt hvis han blir alt for voldsom, og aldrig kæmp med ham igen efter det her, er det en aftale?" spurgte han, og så hende lige ind i hendes øjne.

Han fulgte med hende ud på vejen, og så sig kort rundt. "Hvis du vil gøre det i en gyde, så ikke for langt inde, hvis du nu skulle bruge for hjælp fra andre personer." sagde han en smule fraværende. han så på hende, som hun smilede til ham. han smilede tilbage, men smilede nåde langt fra hans øjne. "Du kan stadig nå at bakke ud skat, det er der intet galt i" forsøgte han en sidste gang at overtale hende, men var ikke sikker på om det vil lykkes ham.

Hun kiggede lidt på ham, undersøgende da han kiggede ned i gulvet, hun vidste at han ikke var så vild med dette, men det skulle nok gå fint, hun var engel, hun var stærk, måske ikke lige så stærk som ham, men hun ville gøre sit bedste.
Hun kiggede forsigtigt på ham, og nikkede så lidt efter. "Det er en aftale" hun smilede forsigtigt til ham, og gav ham et kærligt knus.

Hun nikkede, han havde nok ret, ikke for langt væk fra civilisationen. "Oki, så lad os finde en gyde. Lidt tæt på folk." sagde hun og smilede blidt, men forsigtigt til ham.
Hun sukkede tungt, og rystede på hovedet, med et smil på læben. "Det skal nok gå fint, stol nu på mig" sagde hun og kyssede ham en enkel gang på munden. "Jeg elsker dig" sagde hun, inden hun tog hans hånd og tog ham med hen til en gyde, som hun gik ind i, så de stod i midten, ikke langt væk fra folk, men hun ville kunne råbe om hjælp, hvis hun havde brug for det.
Hun kiggede lidt på ham. "Kan du selv få ham frem, eller skal jeg hjælpe?" spurgte hun.
Med hjælpe mente hun, at udgyde blod.

Han smilte forsigtigt tilbage. Glad for at hun sagde det var en aftale. Han krammede hende kærligt tilbage, og sukkede et stille suk.
Han fugtede kort sine læber, og sukkede tungt. "Jeg stoler skam på dig, men jeg stoller ikke på ham." Han bed sig i læben, bange for hvad han kunne finde på at gøre mod hende når han fik chancen for at komme frem. Han kyssede hende med det samme tilbage. "Jeg elsker også dig skat." sagde han blidt og kærligt. han lod hede tage sin hånd og fulgte stille med hende hen til en gyde. han så sig lidt rundt i gyden, inden han så på hende igen, og bed sig i læben. "Jeg skal nok selv gøre det" sagde han stille, men han var ikke sikker på om han kunne få sig selv til at gøre det, men han skulle stole på at hun vil kunne klare den. Han tog en dyb indånding, og lod så muren som holdt hans monster inde falde ned, så han kunne overtage styringen.

Han så på hende med et let lusket blik, men blev stående hvor han stod. Han havde længe sidst og prøvet at finde på en plan til at skade hende, og nu var det om det vil lykkes ham, men han skulle være tålmodig. Han slikkede sig om munden, måske en smule overdrevent, og så på hende. Hun skulle bestemt ikke komme og gøre ham svagere end han var, og det var det hun prøvede på med alt det kærlighedsfnidder. Han vil ikke bare lade hende vinde over sig, ikke uden kamp.

Hun smilede da han sagde, at han skam stolede på hende, det var dejligt at høre, men at han ikke stolede på dæmonen, det kunne hun skam godt forstå, hun stolede hellere ikke på den, og hun var også lidt nervøs over hvordan dette mon skulle gå.
Hun nikkede til at han nok selv skulle få ham frem.
Hun stod lidt og gjorde sig klar, mentalt, mest fordi hun var rigtig nervøs lige nu, tænk nu hvis den havde besluttet sig for at dræbe hende.

Hun smilede skævt da hun så dæmonen var fremme, det kunne hurtigt ses, der var så meget forskel imellem dem. Hun sukkede tungt.
"Okay... Um, regler først. Ikke gå efter privat dele, det er simpelthen for snyd, og... Ja, det var nok det." sagde hun og nikkede.
Hun stillede sig klar, lidt væk fra ham. "Lad kampen... Begynde"
Hun havde ikke den store plan, om hvordan hun skulle få ham ned med nakken. Det havde kommet så pludseligt, men hun havde skam en ide om at få ham ligget ned, men om den ville virke.
Hun satte af og løb så hurtigt hun kunne om bagved ham, for at hoppe op på hans ryg, og få ham ligget ned, men hvis han havde nået at vende sig om... Hoppede hun nok lige op i ansigtet på ham.

Han så bare på hende, med et lusket smil. Han nikkede til det hun sagde, men han spillede aldrig efter reglerne, og det skulle hun skam også tidsnok finde ud af, at han ikke gjorde. Han så på hende da hun sagde at kampen skulle begynde. Han blev bare stående da hun løb om bag ham, og hoppede op på hans ryg. Han havde været forberedt på det, så han stod helt fast, og vaklede slet ikke under hende. Han blev stående et kort stykke tid, så hun skulle tro han slet ikke ville gøre noget som helst, men bevægede sig så meget pludseligt. Han var startet med bare at hoppe op i luften, men hvis hun stadig hang fast på hans ryg efter det, smed han sig ned på jorden, så han lå oven på hende, men hvis hun havde sluppet ham, eller faldet af, vendte han sig hurtigt om mod hende, og prøvede at få hende ned og ligge på jorden.

Hun fik et undrende udtryk, da han ikke gjorde særlig meget ved at hun sad oven på ham, men hun prøvede dog at få ham ned og ligge, hun prøvede at ligge alt sin vægt på ham, hun vidste nu godt at hun var lidt for let til at kunne få ham til at ligge ned.
Han rørte sig slet ikke, han stod helt stille, hvilket gjorde hende virkelig urolig, men så kom det. Han begyndte at hoppe, men hun hang godt fast, hun slap ham ikke lige med det samme.
Der gik et sus i hende, da han smed sig ned, og hun kunne gøre et knæk i ryggen, da han lande oven på hende, hårdt. Hun gav et piv fra sig, og prøvede at få ham væk.
Det gjorde godt nok ondt, hendes ryg, der var ikke sket noget alvorligt, men slaget.
Hun prøvede desperat at få ham væk fra hende.

Han hørte knækket da de landede på jorden, og smilede af hendes piv. Han rejste sin ikke helt fra hende, men fik vendt sig om, så hen nu lå oven på hende, og så ned på hende, med et lumsk smil. "Når?" lo han hånligt. "Jeg var vist alligevel en for stor mundfuld for dig? men nu kommer du til at fortryde at du valgte at du vil kæmpe med mig." sagde han, og man kunne se morskab i hans øjne over at hun havde valgt at prøve kræfter med ham. Han slikkede hende kort over halsen, og bed sig så fast, lidt ligesom en vampyr vil gøre det. han nappede ikke kun blidt, men bed til. Han fik smagen af blod i munden, og smilede bredt. Han havde dog ingen plan om at slå hende ihjel endnu, men han slap ikke hendes hals.

Hun vidste med det samme at han ville kæmpe mod de følelser, og det gav et stik i hjertet hos hende, for lige meget om det her ikke var Ben, så var det stadig halvdelen af ham, og den halvdel elskede hende ikke.
Lydløse tåre rende ned af hendes kinder, på grund af smerten i hendes ryg, men også at hun faktisk snart skulle dø, og dette ville blive det sidste hun så til Ben.
"Ik dræb mig please" bad hun, og hendes stemme knækkede med det samme over, da hun sagde det.
Hun lukkede øjne hårdt i da han slikkede hendes hals, og alt håb var ude da han pludselig bed hende i halsen.
Et højt smerte skrig, og gråd fulgte efter da det skete.
Men hun blev nød til at kæmpe, hun havde lovet Ben at hun nok skulle komme levende fra dette, og det havde hun så sandelig også tænkt sig.
Hun ville bryde sin egen regel, men det var nødvendigt.
Hun løftede sit ben med et hug, så hendes knæ ramte plet med hans skridt, medmindre han havde rygget sig.

Han så bare på hendes tåre, men tog sig ikke synderligt meget af dem. Han ville ikke tage sig af dem, men alligevel, et sted dybt i ham, dog stadig i hans dæmoniske halvdel, ramte hendes tåre ham meget hårdt. Han ville ikke se hende græde, men trangen til at kæmpe mod følelserne var meget støre, end bare at overgive sig til dem, selvom det var meget fristende. man kunne meget kort se hans blandede følelser, men så kom hans luskede smil tilbage igen. Han smil blev bredere da hun sagde at han ikke måtte dræbe hende. Hun kunne være helt rolig, for det havde han heller ikke i tankerne endnu.

Han smilede bredt da hun kom med et smerte skrig, men samtidig skar det skrig ham også direkte i hjertet. Han mærkede pludselig en voldsom smerte ved skridtet, og slap hende med det samme, og krummede sig en mule sammen. "Jeg troede ikke man måtte gå efter de private dele, og jeg troede at i engle altid overholdte reglerne." sagde han, og smilede e bredt smil, som var meget lusket, og slet ikke stemte overens med at han lige havde fået et knæ i skridtet. han slikkede sig om munden, og så bare på hende, men blev i samme stilling, selvom det ikke så ud til at det gjorde ondt.

Hun trak dybt vejret da han slap hende, hun tog sig hurtigt til halsen, hun kunne mærke væsken, blodet, det kom fra hendes hals, det blod han havde efterladt.
Hun kom hurtigt væk fra ham og stillede sig op. "Jeg ville havde holdt, indtil at du satte mit liv i fare, fordi DU besluttede dig for at kæmpe imod de dumme følelser" skreg hun af ham, med gråd i stemmen og tåre renende ned af hendes kinder. Dette kunne han ikke være bekendt. Hun ville kunne tilgive den rigtige Ben, meget let, men hun ville aldrig tilgive denne dæmon.
Hun stod og kiggede på ham, sad der helt mast sammen, og selvom det ikke så ud til at gøre ondt, var hun sikker på at det gjorde meget ondt på ham, det håbede hun i hvert fald. For det var så sandelig meningen.
"Jeg kan forstå at du kan tro at det gør dig svagere at elske, men samtidig kan det gøre dig stærkere, du har noget at kæmpe for, og det gør dig stærkere." sagde hun og kiggede på ham. Hendes stemme var der stadig gråd i, og tårene ville ikke holde op med at trille.

Han så på hende da hun begyndte at skrige af ham, og slikkede sig igen om munden. "Følelser? hvilke følelser?" spurgte han lettere hånligt, men tøvede kort, og så kort tid ud til at fortryde, men rystede så den følelse af sig. Han angrede intet, eller det tillod han sig at bilde sig selv ind. Han satte sig op, og kom så helt op at stå, men en smule vaklende. Han tog et skridt over mod hende, og standsede op nogle få meter fra hende, lagde hovedet på skrå, og betragtede hende stille. "Så det vil gøre mig stærkere at elske dig? jeg tror ikke på dig, for hvis jeg elsker dig, så får jeg en meget stor svaghed. folk ville nemt kunne bruge dig mod mig." sagde han, og lo kort. Han vil ikke ha så stor en svaghed, det kunne han ikke. Han så væk fra hende, og tænkte en smule. han måtte på en måde få hende til at skride, men hvordan? han ville ikke slå hende ihjel af en eller anden grund, men han ville ikke ha at hun forgiftede ham med det dersen kærligheds pis, selvom det måske egentlig allerede var for sent, men hun skulle ikke få det til at sprede sig i kroppen.

Det skar lidt i hendes hjerte da han spurgte om hvad for nogle følelser, han vidste godt hvad for nogle følelser hun talte om. "Du... Du ved godt hvad for nogle følelser jeg taler om" sagde hun og lod tårene trille ned af hendes kinder. Tænk at han bare kunne smide de følelser væk.
Hun tog nogle skridt tilbage da han kom op og stå og han gik et skridt frem mod hende.
Hun rystede på hovedet, "men, ville du ikke være stærkere og mere målbevidst, hvis folk gjorde mig noget, og du vidste det?" spurgte hun og kiggede lidt ned i jorden.
Hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle sige, men hun ville bare ikke være bange for ham, hun ville bare gerne have at han ikke kæmpede imod.

Han så på hende med et hånligt blik, og brummede bare som svar. Jo, han var udmærket klar over hvilke følelser hun talte om, men han ville ikke lade dem komme længere frem end de var nu, men det var begyndt at blive en smule svært efter hånden.

Han betragtede hende da hun tog et skridt bagud. Han smilede et nogle lunde varmt smil, eller prøvede i det mindste at imitere et. "Du skal da ikke være bange for mig, jeg vil ikke gøre dig noget." sagde han. Han blev en smule fjern i blikket da hun spurgte om han ikke ville blive mere målbevidst hvis han vidste at nogle gjorde hende noget. Nej det ville han ikke, eller.... Han rystede hurtigt ellert af sig. "Næ" svarede han så meget neutralt, men mente det ikke. Selvfølelig ville han blive mere målbevidst hvis nogle gjorde hende noget. "Eller jo, måske" sagde han, og smilede et lusket smil. "For ingen ud over mig, må gøre dig noget." sagde han, og smilede ondt til hende. Han kunne godt nok ikke lide de følelser hun gav ham, men han havde alligevel en vis ejerfornemmelser over for hende. Hun var hans, og ingen anden måtte røre hende.

Hun kiggede en smule ulykkeligt på ham, hvorfor ville han ikke bare indrømme det for sig selv, hvorfor ville han ikke bare lade vær med at kæmpe imod, og bare være sød mod hende.
Hun fnøs lidt af ham da han sagde at han ikke ville gøre hende noget, selvfølgelig ville han det, det vidste hun, han ville gøre skade på hende ville han.
Hun blev overrasket da han sagde næ, det gjorde så ondt, så ondt at han ikke kunne forstille sig det, og man ville tydeligt kunne se det på hende, den måde hun kiggede ned i jorden, hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre.
Hun kigge lidt op på ham da hans sagde jo, men det håb hun havde i sig forsvandt hurtigt igen, da han sagde at ingen andre måtte gøre hende noget, udover ham.
Hun sukkede tungt, tørrede sine tåre væk, som ikke rigtig ville stoppe.
"Kom hjem når du er kommet tilbage Ben" sagde hun og smilede svagt til ham, som ikke rigtig kunne skjule hendes skælvende underlæbe, som indikerede at hun var ret tæt på at græde.
Hun ville ikke rigtig kunne få ham væk fra den tanke at han ville gøre hende fortræd, så hun kunne lige så godt lade vær.
Hun drejede om på hælen, og gik lidt ud af gyden, stoppede dog lige inden, og kiggede tilbage på ham. "Var der et tidspunkt, hvor du overvejede at lade vær med at kæmpe mod følelserne?" spurgte hun.

Han så på hende da hun så ulykkeligt på ham. Hans ansigt ændrede sig ikke, og han ville ikke indrømme dette over for nogle, men hun var allerede hans største svaghed, men hvis han indrømmede det, så... Nej, han ville ikke indrømme det over for nogle. Hendes følelser smittede for voldsomt af på ham, men han ville ikke overgive sig til følelserne. Han vil hellere være som han hele tiden havde været, en kold person, uden den mindste følelse.
Det var næste uudholdeligt at se hende på denne måde, men alligevel ville han ikke lade sine følelser komme frem på noget tidspunkt mens der var nogle som helst til stede. Han så på hede med meget kode øjne, uden den mindste følelse i sig, da hun tørrede sine tåre væk. Han havde en trang til bare at overgive sig, og kramme hende ind til sig, men han kunne ikke. Hans forældre havde lært ham at være på denne her måde, eller prøvet.
Da hun sagde han skulle komme hjem når han var si selv igen, fnøs han bare af hende, og betragtede hende da hun gik ud af gyden, men hun vendte sig om mod ham lige som hun næsten var ude, og det spørgsmål hun stillede, kom meget bag på ham. *Flere gange end du vil tro mig* sagde han i sine tanker, men svarede ikke på hendes spørgsmål, men hvis man var utrolig dygtig til at læse folk, ville man nok sagtens alligevel kunne se hans krop på en eller anden måde svare hende på det spørgsmål. Den blev tiltrukket en smule af hende, som for at sige ja, hele tiden, men han sagde det ikke. Han stirrede bare på hende.

Han var bare stille, der kom ikke noget svar fra ham, hun sukkede tungt. Hun nikkede lidt og gik så.
Hun vidste ikke helt hvornår Ben ville komme tilbage, men hun håbede at det var snart, for hun kunne godt trænge til at være sammen med ham lige nu.
Hun tog sig til halsen og ømmede sig lidt, det gjorde ondt, det var nærmest ikke til at holde ud, hun måtte hjem og rense det.
Hun kom hurtigt hjem, mest fordi hun gik ret hurtigt.
Hun låste sig ind, og låste døren efter sig, så hvis han kom, kunne hun lige sikre sig at han nu var blevet sig selv.
Hun gik ud på badeværelset og rensede sin hals lidt.
Hun begyndte at græde, hun kunne simpelthen ike holde det inde mere. Det havde været en dum oplevelse, men hun havde selv bedt om den.

Han blev stående og så efter hende da hun gik. Hun virkede meget såret, hvilket hun nok også i bund og grund var, men fuck hende. Hvad skulle man med kvinder? han fnøs endnu en gang da hun var gået, og vendte sig så om, og smuttede hurtigt den modsatte vej af hende, eller det var ikke helt rigtigt. Han fandt hurtigt en vej op på et tag, og fulgte så efter hende, oppe fra tagene, så hun ikke ville ligge mærke til ham. Hvis hun skulle komme ud for noget, vil han selvfølelig være der med det samme, men da de nåde til hendes lejlighed, blev han udenfor da hun gik ind. Han stirrede bare ned på vejen, og satte sig så ned på taget, og tog en dyb indånding, og lagde sig så ned. Han stirrede lige op i himlen, og havde ingen ide om hvad han skulle foretage sig. Han ville ikke give kroppen fra sig igen, ikke endnu, og han vidste at hun ikke ville have ham ind i sit hjem. Han sukkede, og lukkede stille øjnene i.

Han lå lidt tid bare og nød vejret, men til sidst rejste han sig så op igen. Han skulle ud med nogle af alle sine følelser, men ikke her. Han ville finde et sted uden nogle folk, og så synge sine følelser ud der. Han så kort ned på indgangen til hendes lejlighed, sukkede en enkelt gang, og satte så af, og var hurtigt væk der fra.

Han havde fundet et meget afsides sted, og havde sat sig ned, og fået frit løb for alle sine følelser, som han sang ud, og til sidst overgav han sig, og lod Benjimin få kroppen igen. Der var gået et pænt stykke tid siden hun var taget hjem. Benjimin blev siddende da han havde fået sin krop igen. Han havde advare hende om det, men havde hun lyttet til ham? nej, det havde hun ikke, og hun var blevet ked af det, takket være hans dæmoniske side. Han sukkede irriteret af sig selv. Han skulle ikke ha foreslået det, og da slet ikke givet hende lov til at kæmpe.
Han så op mod himlen da det begyndte at regne, store tunge dråber. Han sukkede, og lukkede kort øjnene, men rejste sig så op. Han måtte tage hjem og undskylde over for hende, selvom det jo egentlig ikke var hans skyld, eller jo, halvt hans skyld. Tanken gjorde ham mere trist. Han begyndte dog stille at gå mod hendes lejlighed.

Det tog ca 10 minutter inden han var der, men han havde egentlig også gået okay hurtigt. Han var blevet helt gennemblødt af regnen, men tog sig ikke meget af det. Da han kom til hendes lejlighedskompleks, var der en gammel dame som gik ud af indgangen, så han kunne smutte direkte ind. "Tak" smilede han, og damen gengældte hans smil. "Det var da så lid" sagde hun, og gik helt ud af døre. Benjimin gik langsomt på den sal som Arycia boede på, og bankede forsigtigt på døren. Han så let ned i jorden, og ventede på at hun forhåbentlig ville lukke ham ind. Han vil ikke bare brase ind, det kunne han ikke finde på, måske kunne hans dæmon det, men ikke ham. Han bed sig nervøst i læben. Der var egentlig gået et pænt stykke tid siden hun var taget hjem, til nu.