Destiny? - Benjimin ((Del2))

Benjimin smilede tilbage til hende da hun smilede til ham. Han havde godt hørt den brokkede lyd hun havde lavet før. "Undskyld" mumlede han stille. Han var selv i bund og grund ligeglad med o de blev her eller ikke. Han skulle jo bare lade være med at kigge der over, og så skulle det nok gå alt sammen. "Du får lov til at bestemme om tørre tage chancen med mig. Du ved jo hvad der vil ske, så om du helst bare vil blive her?" han tak på skulderne, og tog en tår af sin drink. Han smilede stille til hende. Der var noget som trak i ham, noget som ville ha ham til at vende hovedet mod blodet, men han modstod trangen, for Arycia var meget bedre at kigge på, og han vil helst ikke ende med at blive sit andet jeg, igen. Det var nok at hun havde mødt den side af ham to gange, hun skulle ikke møde den side igen, men kunne han holde blikket der fra? Han var ikke helt sikker på det.

O_o *Forvirret*

//sorry fik ikk kopiret det ordentligt, men her xD//

((Åh... Oki xD ))

Hun smilede kærligt til ham da han mumlede undskyld, og kyssede ham kort på kinden.
Hun kiggede lidt over på det to mænd, som stadig var igang med deres lille slåskamp. Hun sukkede tungt og kiggede så tilbage på Ben.
Hun rystede lidt på hovedet. "Lad os tage hjem... Det ville nok være sikrest" sagde hun svagt og rejste sig roligt fra ham og stod lidt og kiggede rundt på de forskellige.
Hun vende sin opmærksomhed mod Ben, "medmindre du selvfølgelig vil blive her, og du mener at du kan lade vær med at kigge" sagde hun og smilede forsigtigt til ham.

Han så på hende, og smilede kærlig. Hun havde måske ret i at det ville være det mest sikre at tage hjem. han nikkede stille. "Det er det måske." sagde han, og fulgte hende med øjnene da hun rejste sig op. han blev ved med at kigge på hende, selvom han gerne vil dreje hovedet, og se hvad der var sket, men han modstod den trang, for hendes skyld. "Kan jeg desværre ikke love skat." sagde han, og smilede trist. Han ville gerne blive lidt endnu, men det var måske klogest at tage hjem. "Så lad os tage hjem" sagde han, og tog sit glas, og bundede det, selvom det næsten var helt fuldt. Han rejste sig op, og kunne godt mærke at ha havde fået noget at drikke, da det lige kørte rundt for ham, men det stoppede hurtigt igen. Han kyssede hende en enkelt gang på munden, og tog hende så i hånden.

Hun nikkede og smilede blidt til ham, hun tænkte nok at han ikke ville kunne love det, hun havde ikke forventet særlig meget andet.
Hun smilede kærligt til ham, "lad os det, så bliver det nok også hyggeligere" sagde hun og blinkede drillende til ham.
Hun kiggede lidt på ham da han bundede sin drink, som han ikke havde tage mange tåre af før. Hun betragtede ham lidt da han rejste sig op, og smilede til ham.
Hun kyssede kærligt igen og tog hans hånd.
Hun kiggede sig lige over skulderen, og så den sure mand, knalde en flaske ned i hovedet på den anden. "Oh god.." Mumlede hun og kiggede lidt op på ham, før hun trak ham afsted, i håb om at han ikke havde nået at se det, selvom muligheden var der.

Han smilede af hende. Mere hyggeligt? ja det kunne det vel godt blive. Det vil blive mere hyggeligt når det kun var de to, og når de ikke skulle tænke på at der kunne komme slåskamp hvornår som helst. Han smilede bare bredere da han havde bundet. Han så bare på hende da hun vente hovedet for at se hvad der skete. hun gjorde ham nysgerrig, og især med det hun udbrød. skulle han kigge der over, eller skulle han lade være? han vidste hvad han burde, han burde ikke gøre det, men... Det var så fristende. Han fulgte efter hende, da hun nærmest hev ham afsted. Han havde desværre fået et glimt af sceneriet, nok til at se at manden blødte. han skulle ikke havde kigget.

Han fulgte alligevel med hende, lod som om han ikke havde set noget, men det havde han. Da de kom udenfor smilede han til hende. Ikke et venligt smil eller kærligt, dog heller ikke et ondt et af slagsen. Mere et neutralt smil. Han så sig om. Der var få mennesker her ude, men dog ikke mange alligevel. Han så tilbage på Arycia, og overvejede kort om han skulle tage hende, eller en af de få som var tilstede. Hun ville sikkert bare finde en måde at standse ham på igen, og han blev nød til at få noget at spise snart, hvis han ikke skulle dø af sult. selvom hans krop sagtens kunne leve af almindeligt mad, ville han også gerne ha blod. Han slap hurtigt Arycias hånd, og begyndte at gå over mod dem som der stod lidt væk med et sultent og blodtørstigt blik i øjnene, men de så ikke hans blik.

Hun betragtede lidt hans smil, men smilede så bare kærligt tilbage til ham. Hun kiggede lidt rundt og nød den friske luft, det var noget helt andet at være udenfor end indenfor, men det vidste alle vel. Men det var bare først nu hun rigtig lagde mærke til det. Den diskotek lugt havde også været ret slem.
Hun kiggede lidt undrende på ham da han kiggede tilbage og lige pludselig bare slap hendes hånd og gik mod nogen folk længere henne.
"Ben...?!" Råbte hun spørgende efter ham. Havde han set blod måske... Ville han ikke havde dræbt hende så... Hun blev dog stående, for hvis han havde set blodet, ville hun helst ikke konfrontere ham, ikke mere...

Hun kiggede trist på ham da han så tilbage på hende med de blodtørstige øjne, hun rystede på hovedet, hun ville jo ikke have dette. Hun så på de andre som åbenbart havde fanget dette og var løbet.
Det gik først op for hende nu at hun nok også burde havde flygtet, for nu var hun alene med Ben, dæmon Ben.
Hun kiggede skræmt på ham som han bevægede sig hen mod hende.
Hun gispede da han greb fat om hendes håndled og trak hende med sig.
Hun gik bare med, sagde ikke meget til det. Men lydløse tåre rende ned af hendes kinder, og hvis snakkede ville stemmen højst sandsynligt knække.

Hun gik bare med, kunne hun andet? Hun ville ikke gøre ham sur på nogen måde, for det ville få konsekvenser for hende.
Hun kiggede op på ham da hun kunne mærke han kiggede på hende, hun gav ham et svagt smil, men tårene afslørede tydeligt hendes tristhed, så hun kiggede ned igen, med et suk. Han var sikkert på vej til et sikkert sted han kunne dræbe hende, eller noget. Og hvad kunne hun gøre ved det, ikke særlig meget, for så stærk var hun heller ikke, og hun var også for bange til at gøre noget.

Hun standsede med det samme som han standsede, og kiggede forsigtigt op på ham, og da hun mødte hans øjne, hævede hun det ene øjenbryn. Tvivl? Hun vidste ikke helt hvad der skete, han var jo stadig dæmonen, af hvad hun kunne se.
Hun betragtede ham roligt som han tørrede en af hendes tåre væk, hun tog i det samme forsigtigt fat om hans hånd og lagde den mod hendes kind, og smilede blidt til ham.

Han bed sig i læben. Selv denne side af ham, hadede at se hende så trist, så det var allerede for sent for ham, hun havde vundet over ham, eller... Nej, han ville ikke give efter for de skide følelser. Det kunne han bare ikke. Ikke nu, ikke i morgen, aldrig nogle sinde. hvordan kunne hun plante de her ukendte følelser i ham? Han fattede det slet ikke, men han måtte få dem til at forsvinde inden det var for sent.

Da hun forsigtigt tog fat i hans hånd, og lagde den mod sin kind, betragtede Benjimin hende stille, ikke sikker på hvordan han skulle reagere på hende. Hvorfor var hun så svær at vinde over? var det fordi hans andet jeg var forelsket i hende, og nu smittede de følelser af på ham? Benjimin havde lyst til at skrige meget højt lige nu. Få alle sine frustrationer ud, og finde ud af det hele igen. Han kunne ikke være svag, og det var han så snart han elskede nogle. Han slap taget om hendes håndled, og gik et skridt bagud. væk fra hende. Hun var for forvirrende. Hun gjorde ham forvirret. Kom og vendte op og ned på hans verden, og det var slet ikke sjovt. Han hadede hende, foragtede hende for det hun gjorde mod ham, men han kunne ikke helt benægte at han samtidig holdt en smule af hende. Han var langt fra ligeglad med hendes liv. Han gik helt hen til han stod med ryggen mod en mur, sukkede en enkelt gang af sig selv, og slap så taget i kroppen, så den rigtige Benjimin kunne få den tilbage igen.


Han sank ned langs vægen så snart han var sig selv igen, med et let tomt blik. Han var sur på sig selv, men samtidig også overrasket. Havde hans dæmon fået følelser for hende, eller hvad? Han var ikke helt sikker, men han vidste det meste af hvad den havde tænkt. Den så hende som en fjende, som skulle dræbes, men samtid havde den fået følelser for dens fjende? Det kunne tydeligt ses at Benjimin var sig selv igen, men samtidig forvirret over det der lige var sket. Han trak vejret i stød. Han havde svært ved at få vejret, og havde det som om, han lige havde løbet en maraton eller noget.

Hun kiggede forvirret, meget forvirret på ham da han slap sit tag om hendes håndled, og hun blev nød til at slippe taget om hans hånd, da han tog et skridt tilbage.
Hun kunne ikke helt forhindre sine tåre i at komme, atter igen, da han havde trådt det skridt tilbage, for lige meget om det var dæmonen, eller Ben, så gjorde det ondt inden i. Hvad var det egentlig med den dæmon, hvorfor dræbte den hende ikke, som den ville havde gjort de andre gange, hvorfor var den lige pludselig så rolig og sødere mod hende, end de andre gange.
Tårene løb især da han gik helt tilbage, helt væk fra hende, til han så ikke kunne komme længere.
Hun betragtede ham stille da han sank ned langs væggen, og hun kunne se han blev sig selv igen.
Hun tog et par skridt hen mod ham, men stoppede lidt efter, da han så ud til at have brug for lidt rum.
Hun stod stille og kiggede på ham. Sagde ikke særlig meget, hun vidste heller ikke hvad hun skulle sige.

Det gjorde ondt, da han så, at hun begyndte at græde igen, men han kunne ikke, ville ikke gi efter for hende.


Da han var sig selv og sad op af muren, så han forsigtigt op på hende. Han smilede et forsigtigt kærligt smil, men man kunne samtidig se tristheden i det. Han ville ikke gøre hende ked af det, for det gjorde også ham ked af det. Han kunne ikke være det bekendt over for hende, heller ikke selvom det var hans dæmon som egentlig havde skylden. Hun fortjente ikke at være ked af det. Han ville gøre alt for at hun ikke ville blive ked af det igen, nogle sinde, men det vil ikke blive en let opgave hvis hans anden halvdel ikke var med på den ide, men det var den måske? Han var ikke helt sikker, men den måde den havde opført sig på over for hende? Den havde følt hendes følelser, og det var aldrig før sket. Benjimin ville aller helst bare ønske at han kunne dræbe sin anden halvdel, så hun aldrig nogle sinde skulle blive ked af det, fordi hans anden side var ond mod hende. Han sukkede. Han kunne ikke dræbe den side af sig selv, uden at dø helt, så hvis hun ville havde ham, måtte hun leve med at han blev på den måde. "Undskyld skat." sagde han lavt, og så ned i jorden igen. Han var virkelig nedtrygt lige nu, og kunne godt bare sætte sig til at græde, men han ville ikke græde.

Hun smilede kærligt, men svagt tilbage, da han smilede til hende, hun gik forsigtigt og langsomt hen til ham og satte sig ved siden af ham, op af væggen.
Hun tog sine ben op til sig, og hvilede sin hage mod sine knæ.
Det her var noget... Af et forvirrende øjeblik, og hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere, hun var glad for at han var sig selv igen, men hun kunne ikke rigtig for et glad smil frem lige nu.
Hun kiggede lidt på ham da han undskyldte, hun lænede sig ind mod ham og kyssede ham kærligt på kinden, inden hun lagde kinden mod hans skulder. "Han gjorde ikke noget, så du skal ikke sige undskyld." mumlede hun og smilede svagt til ham. Hun krammede han lidt, sidelæns og nussede sig ind mod ham.
Hun elskede ham højere end noget andet, men hans dæmon gjorde hende noget forvirret, og bange. Først bange, de første to gange, men nu var hun bare forvirret. Den kunne bare slå hende ihjel, lige der, men den gjorde det ikke. Det forvirrede hende, fordi de andre gange, tøvede den ikke. Men hun blev nød til at overtale den til ikke at gøre det. Hun sukkede tungt.

Han så på hende med let triste øjne da hun kom hen til am, og satte sig ned. Det var tredje gang på to dage han havde overfaldet ende, og alligevel så løb hun ikke skrigende væk fra ham, og det var han faktisk kun meget glad for, for han vidste ikke hvad han skulle gøre uden hende. Han kunne ligge sig til at dø, men det var vel også det eneste han kunne. Han bed sig kort i læben til det hun sagde. "Nej det gjorde han ikke, men han ser dig som en stor trussel. Du gør ham bange." sagde Benjimin stille, og smilede da hun kyssede ham på kinden. Han uddybede ikke hvad han mente med at hun gjorde hans anden halvdel bange, for vil hun vide det, måtte hu selv spørge om det. Han lagde forsigtig en arm rundt om hende, og trak hende helt ind til sig. Han nussede hende stille, både for at berolige hende, og sig selv en smule. Hendes humør smittede alt for let af på ham. Var hun ked af det, var han det også. Var hun glad, ja så var han også selv glad.

Hun kiggede undrende på ham, bange for hende, hvem kunne dog være bange for hende, hun kunne jo ikke rigtig noget, hun ville ikke gøre nogen fortræd, medmindre de havde gjort noget som hun ikke kunne tillade.
Hun lagde hovedet på skrå, "bange? Men... Jeg kan jo ikke noget, hvorfor er han bange for mig? Jeg er ingen trussel" sagde hun meget forvirret. For var det noget hun ikke kunne, så var det at stille op mod en dæmon, og vinde.
Hun smilede kærligt da han lagde en arm om hende og trak hende ind, det var dejligt, bare at side sammen med ham, det gjorde hende altid så afslappet, for hun vidste at der ikke ville ske hende noget, så længe hun var sammen med ham. Hun sukkede blidt, og nød at han nussede hende.

Han så ned på hende. "Jo, du er på en måde en trussel for ham." sagde Benjimin stile og lod en hånd ae hende blidt over kinden. "Han er bange for det du gør. bange for a føle noget." sagde han ligeså stille som før, og så hende ind i øjnene. om hun helt forstod ham var han ikke sikker på, men ellers så måtte hun bare spørge mere ind, hvis han skulle forklare det bedre for hende. Han sukkede stille, og kyssede hende på panden. Hans dæmon var bange for de her følelser, men Benjimin var ikke selv helt sikker på hvorfor. "Jeg fatter stadig ikke at du ikke er skredet fra mig, for længe siden. Han har jo allerede truet dig flere gange." sagde han trist, og bed sig i læben.

Hun hævede et øjenbryn ved det første, en trussel... Um, mærkeligt. Hun kunne ikke være en trussel mod nogen.
Dog det andet... Det gav lidt mere mening, "så... Jeg får ham til at føle, og det er han bange for?" spurgte hun undrende. Hvorfor var han bange for at føle noget.
Hun sukkede blidt da han kyssede hende pande, og lukkede øjne kort, før hun åbnede dem igen, og smilede kærligt til ham.
"Jeg lovede dig at jeg ikke ville forlade dig, husker du nok? Også selvom han truer mig, så forlader jeg dig ikke..." sagde hun og kiggede på ham med et forsigtigt smil "Jeg elsker dig jo, jeg ville aldrig kunne forlade dig" hun lagde hovedet let på skrå og kyssede ham kærligt på munden, en enkel gang.

Benjimin nikkede langsomt. "Ja, han er bange for at føle gode følelser. Han kan bedre lide at se folk i smerte eller noget dårlig. Han blir glad når andre lider, men med dig er det begyndt at blive omvendt med, og han vil ikke tillade sig, at få medfølelse med nogle, og fordi du kan vægge nogle bestemte følelser i ham, er han bange for at få en svaghed. Ifølge ham er man svag når man elsker nogle, for så vil folk kunne bruge den person mod ham, så derfor vil han helst holde sig fra alle følelserne." Sagde Benjimin langsomt.
Han nikkede stille til det hun sagde. "Elsker også dig, men alligevel" sukkede han. "Hvis han dræber dig, har han også dræbt sig selv." Sagde han stille, og så på hende med et forsigtigt smil.

Hun blev lidt overrasket over at dæmonen faktisk var ved at få følelser for hende, han var ved at kunne lide hende, men forstod godt et sted at han kæmpede imod, fordi at kunne lide nogen, måske kunne skade hans ondskab... Og gøre ham mindre ond... Men samtidig ville hun ønske at han ikke kæmpede imod, fordi det ville gøre det hele meget nemmere, at hun ikke skulle frygte ham, for hun vidste at han ikke ville gøre hende noget.
Men hun forstod godt, hvis han valgte at kæmpe imod.
"Oh... På en måde forstår jeg ham godt, følelserne kan gøre ham mindre stærk" sagde hun og sukkede. "Men... På den anden side har jeg bare ikke lyst til at være bange for ham mere, og det kræver bare at han ikke ville gøre mig noget ond" hun trak lidt på skulderne.
Hun smilede kærligt til ham, men kiggede så lidt ned igen, "så lad os håbe han ikke vil dræbe mig" sagde hun svagt og kiggede op på ham med et smil.

Han betragtede hende mens hun så ud til at tænke på noget. Han smilede kærligt, og lyttede til det hun sagde. Selvfølgelig ville hun gerne at han ikke kæmpede mod følelserne, så hun kunne føle sig tryg ved begge sider af han. "Ja det kunne være meget rart hvis han ikke kæmpede imod, men som sagt, disse følelser er fremmede for ham, og de fæste er bange for alt fremmet, og vil gøre alt for at udslette det, men man kan også være stærk hvis man røre lade det fremmede komme tæt på sig" sagde han stille, og han håbede heller ikke selv, at han vil dræbe hende, men man kunne desværre ikke være helt sikker på det.

Hun nikkede forstående, fremmede ting var skræmmende af og til, så hun forstod egentlig dæmonen godt, hvis han ikke havde lyst til at føle noget for hende.
Hun sukkede tungt og lænede sig ind til ham. "Jeg er glad for at der ikke skete det store denne gang dog"
Sagde hun lettet og smilede kærligt til ham.
Hun kiggede lidt rundt og orienterede sig selv lidt om hvor de mon var, hvor han havde trukket hende hen af.
Hun syntes hun kendte steder, det var dig lidt svært at sige da det var ved at blive mørkt.
Hun sukkede tungt og gabte lidt, hun var blevet træt, det blev hun hurtigt her for tiden.
Hun smilede kærligt op til ham. "Hvad siger du til at gå hjem og få noget søvn?" Sagde hun, lettere spørgende og smilede imens.

Benjimin så ned på hende og smilede. "Mm, det jeg ogs." Sagde han med et kærligt smil. Han kyssede hende kort på munden, inden hun så sig rundt. Benjimin nikkede kort til det hun sagde. "Jeg syns det lyder som en glimrende ide." Svarede han, og kysede hende igen på munden inden han rejste sig op, og rakte en hånd ned mod hende for at hjælpe hende op at stå.