Et nyt venskab opstår - Alítheia

Den gamle mand turde stadig knap kigge op, Assorian havde skræmt ham fra vid og sand. Skyggevæsenet havde temperament, og den gamle mand fik ham tydeligt op i det røde felt. Hun stod bare der med sit kolde blik og betragtede dem, lod de isblå øjne skifte mellem Assorian og Alfar, hvad ville ske.
Det varede dog ikke lang tid, før Assorian reagerede, hendes ord var trængt ind – det betød ikke nødvendigvis han blev mindre vred. Den stakkels lille mand sprællede, da Assorian havde hevet ham op. Normalt ville den slags ord have gjort den lille mand rasende, han havde nægtet at hjælpe. Nu var det anderledes, skyggevæsenet skræmte ham og frygten gav Assorian magt. Forskræmt nikkede han bare og prøvede at sige noget – alt der kom ud, var blot små pibende lyde.

Rolig stod Alítheia og betragtede scenariet, lod det udspille sig. Hun var ikke typen som tog en kugle for andre, hvorfor skulle hun blande sig? Verden var egoistisk, og i en egoistisk verden vinder egoistiske folk. Det var en af hendes leveregler.
”En drink kan man vel ikke afslå, og efter det postyr du har vakt mig, skylder du” hun grinede let, men blev derefter mere alvorlig. ”Selvom jeg foretrækker at tage på en kro nu, er planlægningen måske smartere at foretage, et mere diskret sted? Jeg er overbevist om Alfar vil lade os tage hen til ham, og der vil han byde på noget godt. Ikke Alfar? Du kan altid skylde mig den drink.” Hun kiggede afventende på hans svar, med et blik der antydede, at hun ikke tålte modsigelse. Den lille mand nikkede blot og var klar til at tage hjem. Nu de blot finde ud af mere om denne stemme, så de kunne lægge en plan.
Hun svarede ham ikke på den sidste bemærkning, men lo blot. Ja hun havde udnyttet situationen og fået noget sjov ud af det, i det mindste forstod Assorian – heldigvis.

Det var tydeligt at den lille mand var klar til at komme i gang. Des hurtigere han fandt frem til nogle svar og lagt en plan, des hurtigere slap han for skyggevæsenet. Alfar turde ikke gå af sted uden Assorian havde bekræftet planen, derfor ventede han blot. Hvis Assorian var med på det, ville de begynde at gå mod huset.

Efter at have kommet til sig selv, prøvede han og finde ro igen i hovedet det gik når Alí var tilstede, så var han mere rolig, men selvom Alfar var der så var han stadig ret sur og irriteret på den lille tykke gnom. "Jeg er med på din plan, og jeg skal nok skylde dig den drink der! måske et par stykker" sagde han med et smil på læben og lagde så sin hånd på Alí's skulder og sagde "tak Alí hvis det ikke var for dig havde jeg slået ham ihjel, men du har ret vi skal bruge ham, lad os se at komme afsted" og kiggede så på Alfar "jeg har lyst og sige undskyld til dig, men du vil nok stadig være så eddike sur, og du fortjener heller ikke en undskyldning fra mig" sagde han og kiggede Alfar dybt i øjnene.

Det var nu fastlagt, de ville bevæge sig mod Alfars hjem, og i sidste ende finde en løsning på problemet. Der slap en let latter fra Alítheias mund, da Assorian svarede. ”Det vil jeg holde dig op på så, en dag kommer du til at give de drinks”  svaret blev efterfulgt af et kækt smil.
Selvfølgelig mærkede hun hånden på skulderen, lidt for godt faktisk. Hurtigt trådte hun væk, så hans hånd faldt af hendes skulder. Hun lod som om det var en naturlig reaktion, lod som om hun blot ville gå af sted, og håbede han ikke bed mærke i det.

Alfar brød sig ikke om den måde Assorian talte til ham, og havde slet ikke lyst til at kigge ham i øjnene. Den lille runde mand, blev nødt til at bide det i sig, for han kunne ikke kigge væk. Det føltes som en evighed, skyggevæsenet stirrede ham ind i øjnene, og han mærke svedet pible frem i nakken. Følelserne overfor skyggevæsenet var blandede, en enorm frygt forhindrede ham i at udtrykke, hvad der nærmede sig had.
Da han så Alítheias slanke figur bevæge sig af sted, begyndte han selv med besværede og vraltende skridt, at gå hjemad.
Mørket havde sænket sig, da de igen nåede til Alfars hjem, han skyndte sig at lukke dem ind. Mens Alítheia gik ind i stuen, som var fyldt med skrifter, fandt den lille mand, tre støvede krus frem og en gammel flaske. Han havde lovet at finde noget alkohol, og turde ikke glemme det nu – måske kunne det formilde skyggevæsenet.

//Undskyld ventetiden og et lidt kedeligt svar... ._.//

Han smilede af den hun sagde, og tog det ikke tungt da hun gik væk fra ham da han lagde hans hånd på hendes skulder, hun var nok ikke glad for at blive fysisk berørt, så han lod det passere videre. Alfar var klart en skræmt mand nu, de to kunne ikke lide hinanden og Asso ville ikke have noget imod og slå ham ihjel, det gamle røvhul tænkte han. Da de var kommet tilbage prøvet han og give Asso noget alkohol men han gad satme ikke at der først skulle frygt til før at den mand faktisk var høflig "hold din alkohol for dig selv, jeg skal fandme ikke have noget fra dig, giv det til Alí hvis hun vil have noget, for jeg gider kraftedme ikke" sagde han og kiggede så væk fra Alfar og gik så hen til Alí og satte sig ved siden af hende "tænk at den nar til ham, er for en gang skyld høflig nu EFTER jeg har haft fat i ham, jeg magter ham ikke.. men kan nok blive nød til det.." og lige efter han sagde det blackoutet ham, og ham kom ind i en dyb søvn hvor stemmen endnu en gang, var begyndt og snakke til ham og denne gang var den ved at få mere og mere kontrol.

//det gør intet kære squash, mit svar også selv kedelig.. synes jeg.. x.x

Fødderne var placeret på en skammel og Alítheia sad godt tilbagelænet i den store stol. Alfar, som havde fundet krusene og flasken frem, tøffede nu rundt med det. Det var tydeligt at se Assorian skræmte ham. I stedet kom han hen til Alítheia, som tog imod et krus og flasken, hun sendte et smil. Nok kunne hun være noget så grusom, men et opmuntrende smil, til den lille mand, skadede vel ikke.
Mens hun sad der og drak den gyldne væske, lod den varme kroppen og stige en til hovedet, kunne Alfar lave det meste af arbejdet. Inde i den varme stue, med alkoholen i kroppen, begyndte hun at blive døsig, så at Assorian faldt i en dyb søvn, virkede ikke unormalt. Tænkte man på, hvad han havde været igennem trængte han vel til det.

Alt imens Alítheia langsomt døsede hen og Assorian var kommet ind i den dybe søvn, gik Alfar i gang med arbejdet. Reolerne og skrifterne var mange, nu var det blot at finde den rigtige, hvilket kunne tage lang tid. Arbejdet gik systematisk fremad, først en reol, en hylde og en skriftrulle eller bog ad gangen. Nogle blev sorteret fra allerede ved overskriften, det han ledte efter var noget om trancer, styring af sind og skyggevæsener. Dem lille mand, var måske kluntet når det kom til mange ting, men her virkede han elegant, Alfar befandt sig i sit rette element, informationssøgning, manden hørte til blandt skrifterne.
Mulige skrifter og bøger var hurtigt blevet lokaliseret.