The House On The Left ~ Tristan

Tigerens reaktion fik en gysen til at løbe igennem Camilles krop.Dette tegnede ikke godt.
* det er startet....det er startet allerede, kampen om krystallen* for gennem hendes tanker.
Hun var for optagetvaf hvad der skete i huset og hvorfor de havde kunne høre Luck, til at oppunerer mod Tristans råd.Hun var ikke bange, ikke endnu da. Amygdala, det lille område i hjernen ,forberedte sig på enten kamp eller flugt, og Camille vidste at valget nødvendigvis måtte være kamp.
" ja ja" hviskede hun til Tristan...og da de trådte ind, i det nu kolde og klamme hus, stivnede hun ved synet at den skjulte og anonyme skikkelse af en formodet kvinde.
Hun lænede sig op af dørkarmen, krydsede benene og satte en arm i siden- så måske en smule provokerende ud, men hvem end der var tilstede var dette deres domæne...ehm...eller i al fald Tristans, og det skulle de nok vise.

Kvinden trak ikke rigtigt på skuldrene, armene, eller noget andet for den sags skyld, hun stod jo med fronten mod Tristan, når han kom efter Luck alderde havde taget hendes opmærksomhed. kvinden strammet, eller presset ville nok være et mere passende ord, sine arme i den kors stilling mere sammen, og svaret Tristan med en ydmyg, og næsten underkastende tone, som en hund der bliv bedt om at hente en hoppeboldt. "Th.." Kvinden bliv afbrudt, af en dråbe blod, der stille og fredfuldt kom kravlende ned af hendes hage, og efter nogen sekunder stilhed, kunne man se dråben falde ned til det kolde gulv, og hun trådte så et skridt tilbage, og den lille piges stemme kunne nu høres gennem det kolde dybfryser lokale, og den ulækkere fornemmelse af død kærtegnede alles hud, som slanger der kravlet over ens hud. den lille piges stemmen bliv efterfulgt af en lyd af torden og regn, men det var da ikke meget mere end et kort sekund, før lydene stoppet, og man kunne høre hendes djævelske og sadistiske stemme. "Stille. de voksne taler" den lille pige talte selvfølgelig til den anonyme kvinde person, som stadig stod og var klar. Thyrix som var den lille pige som nok var set nu, efter at have talt, trådte lidt mere frem i lyset.

Tristan betragtede med tålmodighed kvinden foran dem. Det var ingen hemmelighed at han ikke havde det godt med at have fremmede i hans hus, og bestemt ikke uden en invite.
Det var dog klart da Kvinden gjorde en lyd, at hun langt fra var truende, men lidt underkastet og næsten talte til ham som om hun var laverestående. Han havde ingen ide om hvad det var hun skulle til at sige, men den en dråbe blod der dryppede ned fra hætten fik ham til at gå tættere på. "Hey, du bløder.. hvad--" Mere nåede han ikke at sige inden en anden stemme skar igennem luften. Den var kold og gysende, men alligevel synes Tristan hverken overrasket eller bange da han kiggede hen på stemmens ejer. Tværtimod.

"Nå så det er dig... Thyrix.." Sagde han så og skød den lille pige et skævt smil. "Det burde jeg have vidst" Han rettede sig lidt op og sikrede sig at Camille var bag ham hvor han sendte hende et beroligende smil der udtrykte at han nok skulle klare det. Så vendte han sig imod Thyrix igen.
Han gik afslappet et par skridt igennem rummet. Han var ikke længere anspændt, og da Luck bemærkede det slappede han automatisk mere af, men alligevel cirklede han rundt om Camille, lidt uroligt.

"En fornøjelse må jeg sige, men jeg kan meget bedre lide dit sædvanelige søde look ... Vi er jo ikk i en gyserfilm vel?" rettede han i retning af Thyrix på en varm måde.

Camille var alt andet end glad ved at se Thyrix igen.Sjovt egenligt....en lille pige ville have kunne trække utømmelige mængder af kærlighed ud af Camille, så let som Amen i kirken....og hun ville have elsket hende betingelsesløst...men...det var selvfølgelig små piger hvis hoved formål ikke var at efterlade hende sjæleløs og...død.
Det var en torn i øjet på hende, at Tristan så afslappet omkring hende, men Camille forholdte sig tavs.Dog...et ord fra den lille finke og hun ville miste sin selvkontrol.
Det var nok det Luck fangede ?
Camille...kigge mere nysgerrigt på den anden kvinde, hvem var hun...og hvorfor blodet.
" Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte hun blidt, og tog et par skridt frem mod kvinden.

Kvinden havde ikke vist mere blod, siden blod dråben, og hun rystede på hoved af Camille, da hun spurgte om hun havde brug for hjælp, om det var stolthed, eller fordi hun bare ikke havde brug for hjælp, var ikke helt sikkert. hun lod dog en diskret trækkende bevægelse med nakken, prøvede at bede Camille om at komme tættere på hende, og det var lidt svært at studere hensigt uden at kunne se noget som helst af personen, men hendes krops sporg var ikke truende, bare beredt.

Thyrix skulle lige bruge et kort sekund, med at kigge på Camille, inden Tristans stemme og smil, fik en mene frem på hendes mundvig, og som smeltende maling, bliv de sorte og hvide farver i håret, på kjolen, og i øjnene, udskiftet med en rød kjole, med nogen lidt andre mønstre på, og håret bliv lyssebrunt, som en nøddebrun masse. og øjnene bliv helt normal hvide, med en hav blå farve rundt om den normalt størrelse lille sorte pupil. hendes kropsholdning, bliv også meget anderledes, og lidt mere sommer på bondegården med farmor agtig. "Dig og dine film.. ej, det dejligt at se dig" hun løb hen, og kastede armene om hans liv, og pressede sit hoved mod hans mave.

Næsten usynligt holdt han stadig et vågent øje med kvinden ved siden af, men hans fokus var stadig sat på den lille pige der var løbet hen og kastet armene omkring ham.
"Der har vi dig, meget bedre ! I lige måde trunte" Drillede han hende og satte sig ned på knæ for at give hende et kort knus også. Så rejste han sig op igen.
"Du kender jo Camille..." Han gjorde en gestus imod Camille og kiggede tilbage igen. Lidt berørt af hvor forfærdeligt Camille måtte have det lige nu. "Vi har noget til jer skyggedrager, hvis i ellers vil opføre jer ordenligt" Smilede han og blinkede, men hans stemme sagde samtidig at det var alvorligt og noget der skulle tages seriøst. "Vi havde tænkt os at kontakte dig hvis ikke du selv var dukket op.. hvor pudsigt" Afsluttede han sigende og så sig tænksomt omkring, som kiggede han efter flere personer.

"Er det Becca?" Han nikkede imod den sortklædte skikkelse og huskede at han havde hørt fiskemanden nævne den rødhårede kvindes navn.

Camille så den ekstrem diskrete bevægelse....og langsomt...næsten svævende, hvilke måtte være et stunt fra fe generne, bevægede hun sig over til hende.
Hun forsøgte få skabt øjen kontakt med kvinden, for at se hvad hun kunne gøre for hende?
Thyrix var klart en del mere sød...på overfladen...efter hendes make over, men det skar i Camilles hjerte at se de to.Det var som han slet ikke forstod, hvordan hun havde lidt og kæmpet....hvilke drømme og syner hun havde måtte holde ud.
Hun så væk fra dem, og nøjedes med at lytte.Hun havde pludselg ikke spor lyst til at afleverer hendes krystal.Ikke spor!.

Thyrix smilede fra øre til øre, og gjorde intet i at skjule det, da Tristan kaldte hende trunte, og hun svaret bare lavmelt, "The one and only" hun hørte det om de ville give hende og de andre skyggedrager noget, og forstod da hvad han snakket om, og smilede ikke mindre, tværtimod. og sagde igen med den søde stemme "Nurh. tak, så kan vi endelig få det her afsluttet... på den gode måde" hun trak i Tristans bukse ben, for at vise hun gerne ville have ham ned på hendes højde, og hvis han bukkede sig, ville hun hviske til ham "Hun kan ikke lide mig vel? det jeg altså ked af. kan vi få en is sammen, når det her er slut..? måske? be om brormand" hun nikkede til det med Becca, det var skam becca han havde mødt et par gange efter hånden.

Becca, som var den anonyme kvinde, drejet sig, og prøvede ikke at få kontakt med Camilles blik, men da hun var noget tilpas tæt på, lænede Becca sig op af væggen, som var hun træt af at være kamp klar, og valgte selvfølgelig den væg, som var tæt på Camille, og uden at have hoved mod hende, hvisket hun til Camille "Stol ikke på hende. de er glattere end ål"

Tristan bøjede sig lidt ned og hørte hvad Thyrix havde at sige og rejste sig så op igen.
"Jeg er bange for at der ikke bliver mulighed for det i aften" Sagde han en smule strengt og så på hende igen. "Jeg tror udemærket du ved hvorfor i to ikke er perlevenner og det er en af grundene til at dette bliver en meget alvorlig samtale." Fortsatte han og kiggede imod Becca da hun viskede noget til Camille, som hun ikke kunne høre.

"Thyrix, vi giver jer krystalen." HAn holdt en hånd hen imod Camille for at forhindre hende i at sige noget hvis hun havde lyst til det. "Men der skal ikke være nogen efterfølgene angreb på Camille fra nogen i skyggedrager har kontakt med - deriblandt jer selv." Han lagde hans arm ned langs siden igen, og folede sine arme over kors.
"Jeg har sagt det en gang søs, men hvis jeg skulle vælge så ved du godt hvem jeg vælger" Han smilede et øjeblik til hende for ikke at virke som om han skældte hende ud over ingenting, men var stadig dybt seriøs.

Camille ønskede hun kunne se kvinden, se hende rigtig i øjnene.
Hun følte hun blev sønderrevet inden i lige nu, hendes sjæl og det eneste ønske hun havde lige nu, var bare at træffe det rette valg....det rette valg for alle, og så skide vær med hende selv.
Camille lænede sig op af væggen også, det ville se ud som hun ventede stille og roligt.Imens havde hun hænderne på ryggen, hvor hun pillede sit armbånd af....og gemte det et hemmeligt sted på kroppen.
" Du må give mig mere at arbejde med ...jeg behøver info! Ellers bliver krystsllen deres i aften" iskede Camille.Fik hun noget håndgribeligt...var hun parat til at kæmpe, mod dem alle...hvis det virkelig kom til det.

Becca trak sig væk, hun skulle ikke sætte sig mellem Tristan, Thyrix og Camille. ikke lige nu anyways. hun gik væk fra Camille, og vandret hvileløst frem og tilbage over gulvet, uden rigtig at gide kigge på nogen af dem, men hun hørte dog efter.
Thyrix trak på skuldrene, og noget af det legesyge forsvandt, og hun prøvede en mere seriøs og formel tone "Mr Wonder har min garanti. ingen skyggedrage, eller individ beordret af en eller flere skyggedrage(r), vil lave et forsøg på Mr Wonders partner. hvis krystallen bliver givet tilbage med øjeblikkelig virkning." Thyrix rakte en åben, og bedende hånd mod Tristan, og prøvede signalere .. down to business. hun trak på skuldrene, og fulgte Tristan op på det sidste han sagde "Og du ved hvor min loyalitet ligger.. hvis tvunget til at vælge". hun havde sin loyalitet overfor skyggedragerne, og det kunne ingen familie bund lave om på. not that simple anyway.
Becca holdte sig udenfor, og så ikke rigtigt ud til at prøve at ændre noget mere.

\\Beklager mine svar tider. mit net gider mig ikke idag xp\\

Tristan smilede , ikke overbevisende, ved hendes svar. Hvor end han gerne ville tro hende, så var det bare for godt til at være sandt at tro at de virkelig ville fordufte helt.
"Så forklar mig helt præcis, og giv mig dit ord på, hvad der vil ske når vi giver dig krystalen" Fortsatte han prøvende. Så kiggede han tilbage på Camille. Det var tydeligt at hun gemte sig mere eller mindre i et hjørne og han tvivlede kraftigt på om hun havde tænkt sig at holde løftet om at fragive sig den sten. Det var nok derfor hans blik lidt ubevidst kom til at spørge hende om hvorfor hun ikke stolede på ham, omen han ikke sagde det højt.
Generelt virkede han træt af dette magtspil som ikke synes at komme nogle vejne.

"Camille hvad tænker du?" Sagde han så imens han kiggede væk fra hende igen.

//Går ikke noget jeg synes i svare sygt hurtigt alligevel xD Men tror snart jeg logger for i aften//

Hun tænkte at hun var frustrerer over Kvinden bakkede ud og ikke ville stå ved sine tanker, hvis hun vidste noget var det NU det skulle siges, og Camille skulle nok gørenalt hun kunne for at passe på hende, selv om det måske ikke var så meget.
Hun tænkte at....is de ikke var forsigtige, kunne dette meget vel skabe en kile mellem dem, som de absolut ikke havde brug for ( flere af) , men højt sagde hun..." Jeg er meget forvirret Tristan og ved ikke hvad jeg skal tro, helt" hendes stemme ville afsløre at hun lige nu hverken var provokerende eller ironisk...blot en ung kvinde der kæmpede i sin fortvivelse for at føre det rette.Hun stolede på Tristan, Altid.
Hun havde lagt sit liv i hans hænder, adskillige gange faktisk.Det skulle mere en en hær af skyggedrager til at ændre på lige det.


// no worries Npc .....henter nathue og en Bam til Tristan

Thyrix viftede med hånden, på en ´ja ja måde´ og tog den så til dig, da Tristan ville have hun skulle love det på sit ord, og satte sig ned gulvet, og kiggede bare ned i gulvet, som var hun ved at tabe hoved.. sådan rent temperament messigt. og kiggede så op, og sagde "Jeg.. jeg har holdt et hav af spørgsmål væk. har udskudt Camille, og fortalt de andre, at tiden ikke var inde til at rykke mod hende.. jeg skaffet dig Castle. jeg risikeret mit hoved ved at lade Camille gå sidste gang hende og jeg snakkede. for en kvinde jeg har mindre respekt for end en flue. og nu vil du have jeg skal love dig det.. en ekstra gang." hun sagde det meget lavt, men kiggede så op, og sagde højere "Når Mr Wonder giver mig den krystal, vil jeg tage den til sin plads, og Mr Wonders partner vil blive glemt, og ingen handlinger bliver gjort for at skade hende.. af os ivertfald. Mr Wonder har mit ord. giv mig så den krystal, har set mere end rigeligt til dette hul af en hytte, og nu vil jeg gerne ud snart". hun rejste sig op, og lod hånden åbne sig igen mod Tristan.

Becca lod nogen finger glide ned bag ryggen, og lod så for første gang sine æble grønne øjne mod Camille og sagde så meget hurtigt "Hun kan .." lyden af et lille snit bliv hørt, og som en pose katofler faldt Becca til jorden, og hun begyndte at tage sig til sin mave, som havde fået et voldsomt smit sår, som havde en prøvet at give hende et kejser snit, og man kunne se hvordan hendes kød lige arkurart holdte de indre organer inde. og Becca bliv tavs, mens hun lå der på gulvet, og prøvede at holde sammen på sig selv helt panisk og bange, selvom hun ikke sagde noget, kunne man godt se det på den måde hun bliv ved at fjerne sine hænder, og ligge dem tilbage for at holde på såret, og stoppe blødningen, men hun havde tydeligvis ingen erfaring med sådan et sår i den størrelse, og den mængde blod der var på vej ned af gulvet, tog tydeligvis hårdt på hendes mentale overskud.

En lille lyd kom fra Thyrix læber, en næsvis, og hånetone, da Becca ramte gulvet "ups." hun smilede igen fra øre til øre, men på en anden måde end de familie pakke version hun havde brugt før. "Camille. ord for Krystal, har vi en aftale. ja eller nej?"

\\sleep safe dude. \\

Tristan smilede selvom hun fornærmede hans hytte. Han kunne godt forstå hvis hun var vred, og han troede skam på hende. Det var ikke for hans skyld at han ville have hendes ord. Det var for Camille der ikke troede på hende et hak.
"Jeg ved godt du har gjort en masse.. og jeg ved også godt at skyggedragerne begynder at blive utålmodige" Svarede han og kiggede imod Camille igen for at understrege at der nok ville ske ting hvis hun beholdt den krystal, men før han kunne sige noget faldt kvinden om på gulvet og Tristan gispede højlydt og bevægede sig derover hvor kvinden var ved at forbløde.
"Snak med Thyrix, find en løsning!" Sagde han hastigt til Camille og man kunne tydeligt se at han virkede stresset over hele situationen, men nok mest fordi at det lignede at Becca var ved at blive kvalt i hendes eget blod. Han rev et stort stykke af hendes kappestykke af og prøvede at få det rundt om kvinden for at stoppe blødningen.
"Lig stille !" Udbrød han til Becca og overvejede om noget af det der var nede i Asmodeus rum kunne stoppe en sådan blødning, men han ville ikke efterlade kvinderne sammen lige nu.

Camille så på denne Becca... Hun var helt sikker på at det var Thyrix der stod bag.Hvorfor så Tristan ikke al dette? Ja ja hun havde en lille top fem liste ...max over al det gode hun havde gjort for Tristan.. Var det meningen de skulle klappe nu? Camille ville vædde med al al det lort pigen havde lavet var ganget med fem hundrede i forhold til hendes nice liste.
Men....det sled i hende da hun gik over til Thyrix, og hun var ved at kvæles i sin egen stolthed.Men...hun havde lovet Tristan det her.
Men blanke øjne og et hjerte på kantet til at krakkelerer, dykkede hun ned i en lille indvendig lomme og fiskede krystallen frem.
Det gjore næsten fysisk ondt...og hun havde lyst til at være alene...helt alene...da hun overrakte den lille klare krystal til Thyrix.
" Undskyld ...jeg beklager al den ulejlighed jeg bar forvoldt" sagde hun og vendte om for at forlade huset og få noget luft.

Becca prøvede at takke og undskylde .. på en gang, og kløs totalt i ordne hun ville sige til Tristan, og efter en svag mumlen, hun ikke kunne få til at give mening, tænkte hun igen på den skræmmende mængde blod, der havde forladt hende, og hun.. bliv ikke mindre bange, da Tristan i nogen korte sekunder så ud til at ville forlade hende for at hente noget.
Thyrix lukkede hånden om krystallen, og sagde intet til Camille tibage. Thyrix følte ikke det var på sin plads at sige noget. Thyrix så hvordan Camille så ud til at ville have noget frisk luft, og det kunne Thyrix enlig godt forstå. selvom Thyrix enlig ikke havde den store sympati eller empati når hun skulle være i den formelle stilling. ellers var hun ret empatifuld, men det kunne dreje sig på et sølvfad hvis det var nødvendigt. nogen få ord bliv givet i Camills retning, fra Thyrix læber "Du overholdt din del af aftalen." Thyrix havde skam også tænkt sig at overholde sin også.. en dans på roser, ville det ikke være for hende, skygegdragerne var meget utålmodige, og i de flestes øjne, var at lade Camille gå et svagt valg, men Thyrix ville overbevise dem, også den del af dem, hun ikke direkte bestemte over. men Camilles del i det var slut.
Becca var stadig såret, og havde det langtfra godt.

Tristan vente sig koncentreret i retning af Thyrix og Camille. Han var lettet over at Camille havde holdt sit ord, men alligevel skar det frygteligt at se hende begive sig væk. Der var en hel del han blev nød til at undskylde for og det vidste han godt, men han kunne ikke se nogen andre måder at han ville kunne få den krystal væk.
Ihærdigt forsøgte han at få øjenkontakt med Camille, og ville for alt i verden havde fuldt efter hende for at sige noget, men den blødene kvinde foran ham fik ham til at blive hvor han var. Hun så langt fra godt ud. Hun var ligbleg og han synes han kunne se en skælven, men blodet der kom ud af hende var højrødt og ikke tæt på sort, hvilket indikerede at revnen ikke var fatal andet end hvis hun forblødte, hvilket hun var igang med. Hvis hun ikke klarede det nu, så skulle hun ikke døsse hen alene og bange.
"Det skal nok gå" Mumlede han stille til Becca og sendte et lidt utydeligt blik på Thyrix. "Tak fordi du holder ord. Jeg går ud fra at dette er dit værk? Kan du stoppe det igen?" Fik han spurgt og da han kiggede over på Luck igen fangede den med det samme hvad han prøvede at sige og løb ud efter Camille med det samme. Ikke for at tvinge hende ind, men for at være der.

//Sidste svar i aften //

Camille forlod huset uden at se på Tristan og uden at se sig tilbage.
Store tunge dråber faldt fra hendes øjne, og hun kæmpede for ikke at begynde at græde.
Rigtig græde.
Men den sidste værdighed, ville hun forsøge at holde på.
Så med sammenpresset læber og øjne der løb over deres bredder, gik hun lydløst et godt stykke væk fra huset. Bag sig hørte hun lyden af fodspor, men hun vidste det var Luck der gik der.
Hun satte sig tilsidst ved en grøftekant og da Luck lidt efter sad ved endes side, lagde hun armene omkring den tykke hals ,gemte sit ansigt i pelsen og....græd.Lod den sidste værdighed skylle væk, forløst af hendes tvivl.
Hvor ydmygende...at undskylde, hun var og havde aldrig været en tyv.Eller været egoistisk anlagt.Hun brød sig ikke om hele denne situation, men havde ikke set nogen anden udvej.
Enhver der kendte hende, ville vide at hun ikke heeeelt var i balance lige nu, ellers ville hun aldrig havde vendt ryggen til- og forladt en blødende kvinde.

Thyrix trak på skuldrene og rystede på hoved, til det Tristan spurgte hende om. "T. det her er ikke drømmeland, kan kun skade folk her. og ikke engang særlig meget enda, så nej, kan ikke stoppe et åbent sår" hun var lidt halv fornærmet, men hun gad ikke vise det, hun regnede med Tristan ikke ville have respekt for det, så hun lod det ligge, for hun skulle bare lige hjem til drømmeland igen, og aflevere krystallen, så det ivertfald var ude af verden, så kunne hun tage sig selv under armen senere, hun vidste jo godt Tristan ikke havde ment.. så meget.. at bruge den hårde tone, og hun skulle nok bare lige hjem så var det godt igen. "holder altid ord.. når der er givet til brormand altså" hun smilede lidt igen, og tullet hen til dør åbningen, og sagde inden hun forlod verden, og brugte døren, som en film agtig afsked, inden hun beamet sig selv væk "Becca. Pas på Camille mens jeg er væk." Thyrix gik ud og forsvandt

Pas på Camille.. ja klart, man skal bare lige være i live for at kunne det, tænkte Becca et par gange for sig selv, og sagde så til Tristan. "Mange tak." hun var meget mere afslappet nu. "Skulle have holdt min mund. . tak"

Tristan nikkede til den lille pige da hun forsvandt og vente sig imod Becca igen. Egentlig havde han ikke lyst til at sidde og skulle passe på hende når han vidste at Camille helt sikkert sad helt opløst et sted, men det var og en trøst at Luck var der. Hvis Camille var sur på ham selv, så kunne hun finde trøst hos Luck.
"Ja det havde været klogt ikke at sige noget.. Du ødelagde næsten hele situationen.." Svarede han uden spor af bebrejdelse i stemmen.

Et hurtigt blik imod døren og tilbage. "Jeg er ked af det, men jeg kan ikke pleje et sådan sår selv. Du bliver nød til at blive indlagt på hospitalet. jeg kan tilkalde hjælp fra landsbyen, de vil fragte dig til hospitalet" Sagde han så. Normalt ville han have sendt Luck ud med en sedel til nogle mænd i landsbyen om deres hjælp, men det kunne han ikke gøre nu. Luck skulle være hos Camilel når han ikke selv kunne.

"Jeg går ud for at hente hjælp" afsluttede han og rejste sig for at bevæge sig imod døren.

Den store tiger forholdte sig i ro, og lod Camille få afløb for de bekymringer og frustrationer der så længe havde taget bo i hende.Det var ikke fordi de forsvandt, men de blev ompakket til en størrelse og en facon der var nemmere for hende at bærer rundt på.
" Undskyld...jeg er total dårligt selvskab Luck, jeg plejer at være mere...sjov.Der har bare været så...meget.Og burde det ikke føles bedre at gøre det rette? jeg forstår ikke hvorfor det tynger mig sådan?.... Jeg håbede det ville føles...I dont know...rigtigt?"
Den stakkels tiger ville inden længe komme til at lægge øre til mangt og meget, inden hun var færdig , kløede den langs ryggen og sukkede.
" Jeg er ikke sur på Tristan, han har spillet med de kort han fik, han kunne jo ikke vide hvad jeg sad med på hånden- hvis man kan sige det sådan"
Hun savnede Cody, Linda og Lars....alle dem der var deres venner og var blevet fælles venner i Deploratus, her i Underworld, var grænserne så tydeligt trukket op.
Hun tørrede sine øjne og overvejede om hun skulle gå tibage, men hun gad ikke...sålænge der var en risiko for ikke kun at finde Tristan der.Hun var simpelthen bange for at...strangulerer en eller anden. " Men ikke dig Luck" besvarede hun højt sine tavse tanker, og kyssede den store kat på snuden.

Da Thyrix nu var væk og kvinden virkede mere afslappet, så han ingen grund til at hun ikke kunne være alene. Han havde nogenlunde stoppe blødningen og det skulle kunne holde til hun fik lægehjælp.
Uden for meget lyd fik Tristan bevæget sig ud af døren og imod byen. Han ville helst ikke risikere ta Camille og Luck så ham snige sig ud, men det gjorde ikke det store, han ville jo være tilbage om lidt. Det tog ikke mange minutter i løb at nå til landsbyen og han fik hentet 4 mænd, en af dem med en snavset madras under armen.
"Ja vi fandt hende sådan... Hun ligger derinde.. " Halv løj han meget troværdigt og viste vej hen til døren hvor han blev udenfor. Lidt senere kom mændene ud igennem døren igen med hver deres hjørne af madrasen og Becca der lå bevidstløs på den. De fragtede sig afsted tilbage imod landsbyen hvor Tristan var sikker på at de nok skulle tage sig fint af hende.

Da de var ude af synes traskede Tristan Hen over skovbunden og fandt Camille og Luck lidt længere væk. Det var ikke svært at få øje på dem med Lucks udstående farve.. Nu forstod han overfor han altid skilte sig så meget ud.
"Så er vi alene..." Mumlede han lidt forlegent og satte sig ned ved siden af. Luck så noget forskræmt ud som om den lige havde været vidne til noget utænkeligt, og det var tydeligt på Camilles røde øjne at hun lige havde grædt.
"Hvordan har du det?"