Et meget koldt møde - Quinn

@Quinn

*Dette er godt nok noget af det dummeste jeg længe har gjort.* Kira sad i sin hvide ugleskikkelse på en gren på et af de få isdækkede træer, som var omkring en halv dags vandring ind i Valley of a Thousand Winters. Hun havde haft fornuft nok til at sørge for at sætte sig ovenpå den støvblå kåbe hun altid havde med, så hendes kløer ikke kom i kontakt med isen på grenen. Hun havde endda fået viklet sig lidt ind under kåben, så den hang over hende som en kappe, hvilket hjalp en smule på den kulde hun forsøgte at holde ude. Hun overvejede hvad hun nu skulle gøre, og hvorfor hun overhovedet var fløjet ind i denne frosne dal. Kulden gjorde det lidt svært at tænke, da den ubarmhjertigt sugede alt varme ud af hende. Hun havde pustet sig op, men sad alligevel og rystede svagt. Hun kunne også mærke at hun var ved at blive træt. Ikke et godt tegn, især ikke i denne kulde...

Lyden af vindens susen og sneen under hestens hove var det eneste der fulgte Quinn mens han ræd igennem dalen. Trods det kolde vejr sad han med rank ryg, uden tegn på at fryse. Flere måneder i den konstante intensive kulde havde lært ham, hvordan han bedst få kulden jagtet bort. Et vagtsomt blik gled hen over det snedækkede landskab der strakte sig så langt øjet rakte. Der var ingen forventninger om, at nogle pludselig ville springe frem, men bare fordi forventningerne ikke var der betød det ikke, at det ikke skete.

Synet af en ugle var uventet og et han nær havde overset havde det ikke været for kappen under dyret. Det fik ham til at holde hesten an mens han vagtsomt betragtede dyret. At den havde en kappe under sig betød enten den var sendt ud eller at den måske ikke var så meget ugle som han først havde antaget. Hesten under ham trippede utålmodigt, men trods dens bevægelser fastholdte Quinn blikket imod dyret. Tålmodigt ventede på, at der ville ske noget. Enten ville den flyve med kappen - eller også ville den afsløre sit sande ansigt. Det var i hvert fald, hvad han forventede.

Kulden var ved at få et kraftigt tag i Kira. Halvt i søvne spredte hun vingerne nok til at hun kunne hæve sig en smule. Derpå greb hun kåben med næbet og rykkede i den, så den folede sig ud og hun kunne glide ind under den så den kom til at dække hele hendes ryg og baghoved. Hun sørgede igen for at noget af kåben dækkede grenen, inden hun lande og igen pustede sin fjerdragt op. Hun var for træt til at flyve ret langt og hun kunne ikke se andre træer i den retning hun var kommet fra. Hun sukkede træt og pussede kort sin ene vinge, inden hun gabte og glippede søvnigt et par gange med de gule øjne. Der var et eller andet i nærheden, men hun var for træt til at tænke nærmere over det. Hun gabte igen og glippede igen søvnigt. Hvad det end var, så havde det ikke nærmet sig. Hun var så træt. Bare to minutters hvile. Bare to... Hendes øjne gled i og hun døs hen.

Uglen så ud til at være kommet lidt for langt nord i forhold til, hvad dens fjerdragt kunne holde til. Det måtte forklare kåben under den, som blev trukket op omkring dyret som havde det været et menneske. Tænksomt blev Quinn siddende på ryggen af sin hest og betragtede det andet dyr i træet. Den så ud til at være ved at falde i søvn. Det kunne kun betyde, at der i hvert fald ikke var fare fra dens front. Helt overbevist var han dog ikke, ville heller aldrig blive det. Det kunne være skuespil.

Langsomt førte han sin hånd ned på skæftet til sit sværd, som han lukkede sin hånd fast om før han trak det op af skeden, så det lavede en syngende lyd der hørtes klart og tydelig i de ellers tavse omgivelser. Det var ikke hensigten at skade uglen, i hvert fald ikke i øjeblikket. Han var mere interesseret i at vække den og måske provokere den til at afsløre mere af sin karakter. Sikkerhed blev han nød til at have, eller så meget som muligt. Det kunne være en spion.

Ulvene løb efter hende og drev hende frem imod en utydelig skikkelse. Af uforklarlige grunde kunne hun ikke flyve højere end en meter over jorden og hun var ved at blive panisk. Hun rystede som om hun frøs og hendes vejrtrækning blev tungere. Den kulde luft bed i hendes lunger og skabte endnu mere utryghed.

En syngende lyd, som et sværd der blev trukket, fik hende til at vågne så brat at hun mistede balancen. Hendes slørrede sind sendte hende tilbage i sin menneske skikkelse i faldet og et skrig forlod hendes læber, da hendes bare hud kom i kontakt med den frosne jord. Hun fumlede lidt rundt i virvaret af kåben og fik endelig krummet sig så meget sammen, at hun kunne sidde på et hjørne af kåben og dække en stor del af sin nøgne krop, imens hun så sig total forvirret omkring. Hendes sortbrune hår var lettere sammenfiltret. Hendes blå øjne standsede, da de så det blanke stål glimte i lyset. Øjnene lyste af frygt, hendes krop rystede nu virkelig kraftigt af kulde og hendes læber begyndte at blive blå. Hun forsøgte at samle kræfter til at skifte tilbage til ugleformen, men måtte opgive efter et par forsøg. Hun kunne ikke koncentrere sig nok om det, og hun var for alvor ved at være nedkølet. *Hvorfor sker det her for mig?* Hun sukkede dybt, hvilket kunne ses på den hvide tåge som flød væk fra hende.

Nogle planer var bare mere gennemtænkte end andre. Denne var ikke helt gennemtænkt, hvilket Quinn måtte erkende da uglen faldt ned i overraskelse og på vejen ned blev til en nøgen kvinde. Dét havde bestemt ikke været hensigten. Straks vendte han hoved væk fra hende og stak sværdet ned i skeden igen. Fortsat blev han siddende med hoved vendt lidt bort før han igen kiggede imod den mørkhåret kvinde, der havde fået viklet sig ind i sin kappe.

"Beklager, frøken. Det var ikke min hensigt at skræmme Dem." Lød det i en kontrolleret fast stemme før han svang sig ned fra sin hest og trådte hen til hende. "Jeg kan hjælpe Dem tilbage til byen, hvis De ønsker dette." Forslog han kort efter med en fremstrakt hånd imod hende. Han kunne ikke efterlade hende nøgen i sneen. Det ville dræbe hende på kort tid.

Kira glippede træt og overrasket med øjnene. Hun kunne mærke at det her var ved at gå virkelig galt. Hun så op i mandens ansigt, normalt tog hun ikke bare imod fremmedes hjælp, men hun rystede nu så kraftigt af kulde at hun ikke kunne tillade sig at være tilbageholden. Hun rakte rystende armen frem og tog imod den fremstrakte hånd. Hun kunne mærke hvordan hendes fingere og tær var begyndt at snurre, hvilket ikke var noget godt tegn. Hendes stemme var svag, slørret og rystende på grund af kæbernes klapren.
"Mmmeggget ggernne."

Selv gennem de kraftige læderhandsker han bar kunne Quinn mærke kulden. Den fik ham til at gribe hårde fat i kvinden da hun forsøgte at komme op. Hurtigt besluttede han sig dog for ikke blot at holde hende i hånden. Derfor trådte han helt tæt på hende for at lægge hendes kåbe bedre om skuldrene og resten af hendes krop. Til sidst førte han hende hen til sin hest, hvor han hjalp hende op. Selv satte han sig bag hende og trak kvinden ind mod sig så hun kunne hvile op af hans bryst, der var beklædt af tyk langhåret pels.

"Sig til, hvis De føler ubehag, frøken." Blev hans sidste ord inden han satte hesten igang og lod den med raske skridt føre dem hen over sneen op imod byen. Der ville endnu gå noget tid før de kom helt frem, men det ville gå hurtigere end blot at gå. Hesten var også ivrig efter at komme ud af kulden så den skulle ikke opmuntres meget. Quinn valgte dog at holde dens tempo nede. Blæst fra hastig ridt ville ikke hjælpe på den allerede nedkølet kvinde. Imens de red tilbage undrede han sig over, hvad hun lavede i sneen.

Kira lænede sig taknemligt ind imod pelsen som dækkede mandens bryst, og mumlede utydeligt ved hans ord. Hun fornemmede hestens iver og smilede let. Hun havde svært ved at huske hvorfor hun overhovedet var fløjet ind på dette kolde sted. Ren instinktivt trak hun knægene op til brystet og armene krydsede hun ved brystet. Hun kunne mærke den stærke krop imod sig og sadlen under sig. De rolige bevægelser og den bløde pels imod hendes kind, fik lulleret hende ind i en døs igen. Hun valgte at stole på denne mand. Heller det end at dø i denne kulde.

Under hele turen var Quinn meget opmærksom på kvindens kropstemperatur. Det var ikke let da han ikke kunne røre hendes hud direkte, men han kunne bedømme fra kuløren på hendes hænder der blev mere og mere blå jo længere de kom. Til sidst besluttede han at sætte farten op så de måske ville frem inden hun frøs helt til is.

Fremme ved den lille by red han hastigt igennem de øde gader. Modsat mange andre byer var denne ikke livlig på samme måde. Kulden sørgede effektivt for at folk holdte sig inde og ikke bevægede sig mere end højest nødvendigt. Fremme ved sin bolig standsede Quinn hesten og sprang af dyret for forsigtigt at løfte kvinden ned. Hurtigt bedømte han at han lige så godt kunne bære hende indenfor, hvor gløderne fra morgenen stadig lurede. Varme kom der derfor hurtigt i den lille bolig. Nogle indretningsarkitekt eller designer kunne man ikke just kalde manden, men der var alt, hvad der var brug for.

Da hun mærkede ændringerne, sukkede hun lettet selv om hun stadig befandt sig i den lette døs. Hun rørte lidt på sig, men blev ellers i den sammenkrummet stilling. Hun mumlede utydeligt og gned sit hoved mod den bløde pels ved mandens bryst. Noget i hendes sind fortalte hende at det var sikkert nok at vågne. Den konstante kulde var væk, og hun kunne mærke hvordan varmen, hvor svag den end var, var på vej ind i hendes kolde krop. Hendes øjnenlåg sitrede let, men hun var stadig for træt til at åbne øjnene. Hendes mumlen blev en anelse forstålig. "..ørst..."

Kvinden blev plantet på et tæppe foran pejsen før Quinn gik i gang med rigtig at puste liv i flammerne. Ved ønsket om vand fandt han et krus som han fyldte op med sne. På ganske kort tid var det smeltet. Det var lettere at hente vand på denne måde frem for at skulle hen til en brønd der alligevel det meste af tiden var frosset til. Efter alt med kvinden syntes at kunne klare sig selv i lidt tid forlod Quinn huset for at få sat hesten ind i stalden. Kort efter var han tilbage og kunne også selv begynde at klæde sig lidt af. Varmen var allerede høj nok til at hans overtøj blev overflødigt.

Til sidst kunne han slå sig ned foran ilden sammen med kvinden. Småsnak havde aldrig været hans styrke så han begyndte ikke på det. I stedet sad hans tavs og lyttede til ildens knitren. Ud af øjenkrogen holdte han øje med kvinden. Ikke kun hendes krus med vand, men også hvornår der kom lidt farve i hendes kinder igen. Det syntes at tage lidt tid, så imens han ventede rejste han sig op og fik hentet et stykke brød som han tilbød hende ved at række det frem.

Kort før manden kom ind havde Kira åbnet øjnene halvt og konstateret at hun var i sikkerhed. Hun frøs stadig en del og fik øje på kruset med vand. Med rystende hænder fik hun drukket er par mundfulde inden hun satte kruset igen.
Da manden satte sig ned uden at tale, så hun ham lidt an under halvt lukkede øjne, så han ikke kunne se det. Hun så kort efter ham da han rejste sig, inden hun igen tog kruset, denne gang med mere sikker hænder og drak et par mundfulde. Hun så op, da han rakte brødet frem. Hun smilede forsigtigt.
"Mange tak. For alt din hjælp." Hun satte kruset og tog imod brødet, som hun brækkede et stykke af og spiste det. Hun så ind i ilden og prøvede at huske hvordan hun var endt inde i dette kolde land, uden held. Hun kom til at mumle.
"Hvorfor kan jeg ikke huske det?" Knap nok havde ordene forladt hende, før hun med et lille gisp slog hænderne for munden. Hun tabte det halve brød hun havde tilbage, ned i skødet. Hun var kommet i tanke om hvad der var sket. En gruppe jagt hunde var kommet forbi i jagten på en ræv og havde skræmt hende, da hun tog et hvil. Og i forvirringen var hun kommet til at dreje ind over den snedækkede jord, hundene havde jaget efter hende og ræven. Men da ræven drejede tilbage i retningen af det grønne land, var hundene fuldt med og hun havde i panik forsat længere ind over det snedækkede land.

Et kort lille nik forlod Quinn som tegn på, at han havde hørt og anerkendt hendes tak. Yderligt fik hun dog ikke fra ham. I stedet fortsatte han sin tavse betragtelse af flammerne indtil kvindes stemme igen brød tavsheden og tiltrak sig hans opmærksomhed, selvom han ikke kiggede imod hende. Ordne der forlod hende fik ham dog til at undre sig. Der måtte være sket noget alvorligt, hvis hun ligefrem havde glemt det. Knap var tanken nået en ende før lyset syntes at gå op for hende. Langsomt kiggede han imod hende, med hoved let på sned i en undrende mine, men stadig uden at sige noget. Verbal udtrykkelse mente han ikke altid var nødvendigt.

"Var det din hensigt at rejse gennem området?" Lød det dog alligevel til sidst da nysgerrigheden syntes at blive for meget. Omhyggeligt studerede han hendes ansigt for ubevidste tegn. Hvis hun skulle igennem området, hvilket han alvorligt tvivlede på, på grund af hendes beklædning eller netop mangel af dette. Hvad hun så forsøgte at opnå i området havde han svært ved at regne ud.

"Nej, det var det ikke." Ordene var stille, men forstående nok. Hun så på ham og forsøgte at smile. Et par dybe vejrtrækninger og hun forsatte.
"En gruppe jagt hunde var kommet forbi i jagten på en ræv og havde skræmte mig, da jeg tog et hvil. Og i forvirringen kom jeg til at dreje her ind over. Hundene forsatte med at jage ræven og mig et stykke, men da ræven drejede tilbage i retningen af det grønne land, fuldte hundene fuldt med. På det tidspunkt var jeg så meget i panik, at jeg ikke tænkte og forsat længere ind indtil jeg fandt det træ, som jeg sad i, da du fandt mig." Hun så igen ind i ilden og sukkede.
"Hvis du ikke var kommet, da du gjorde..."

Det lød som en historie for uheldige sjæle, men også for folk der måske var lidt længere ude, end de burde være. Quinn fortsatte med at betragte kvinden i lidt tid, efter hun havde fortalt historien før han vedte blikket tilbage imod ilden og lod den opsluge ham med varme og tanker. Den efterfølgende tilføjelse hørte han godt, men hurtigt blev det vurderet til at være en sætning han ikke behøvede at kommentere på. Desuden ville han ikke vide, hvad han skulle sige. At holde sin mund lukket virkede derfor som det bedste alternativ.

"Så De skal tilbage." Konstaterede han så til sidst og flyttede på sin stilling så han så han sad lidt mere tilbage. Han kunne ikke helt afgøre, om det var et job for ham selv. Byen lå jo i udkanten af alt det kolde is, så hun burde selv kunne finde frem, men uanset om hun selv kunne eller ej skulle hun i hvert fald have noget tøj på. Nøgen ville hun ikke komme langt, så de måtte finde en løsning. Af gode grunde var kvindetøj ikke noget Quinn havde i sin kiste med tøj, men måske der var andre løsninger.

Hun nikkede uden at tænke over at han måske ikke så på hende. Der gik et par minutter inden det strejfede hende og hun svarede.
"Det regner jeg med. Men hvis det må få lov til at vente til imorgen, så burde jeg være mere udhvilet." Hun inrømmede for sig selv, at hun helst ville vente så længe som muligt inden hun skulle ud i den kulde igen. Men hun viste også at hun var ventet med nogle urter i en landsby ikke langt fra det sted, hvor hun var blevet skræmt.
Hun rejste sig og vendte ryggen til ham, imens hun rettede på kåben. Derefter lagde hun sig så det meste af hendes front blev lyst op af flammerne.

At have gæster til overnatning var evigheder siden Quinn havde prøvet det. Først var han lidt modvillig ved tanken, men han kunne godt se at andet alternativ ikke var muligt. Ikke, hvis han ønskede hende det bedste - og han ville intet få ud af at lade hende dø i kulden. På den modsatte side, ville han heller ikke miste noget, hvis det skete, men hvad ville pointen også være i det? Kvinden virkede heller ikke til at udgøre nogle direkte trussel, selvom man ikke skulle skue hunden på hårene. Alt i alt var der meget der talte for at han lige så godt kunne slappe af og lade kvinden blive. Selskab kunne jo næppe skade - og hvis hun var væk dagen efter var det jo ikke nogle længervarende forpligtelse han havde kastet sig ud i.

"De kan låne min seng." Blev hans eneste kommentar, som også havde det formål at bekræfte at hun kunne blive natten over. Imens hun flyttede rundt på sig blev han selv siddende, men da hun fandt sin ønsket position rejste han sig op og gik hen imod døren. "Jeg vil se om der er noget tøj til Dem." Med de ord forlod han boligen til fordel for kulden og sneen udenfor.

Kira så overrasket på ham. Hans seng.
"Jeg kan sagtens nøjes med gulvet her, hvis de bare har et par ekstra skind, som jeg kunne låne." Hun var dog ikke sikker på at han hørte hende, og da han gik for at finde noget tøj til hende, blev hun enig med sig selv om at sige det igen når han kom tilbage.
Imens han var væk, døsede hun lidt og begyndte at drømme.
Hun gik rundt i skoven og samlede urter. Samtidig var der en del dyr som holdte øje med hvad der skete rundt omkring.
Hun syndes at høre en dør åbne og løftede hovedet en smule, imens hun glippede søvnigt med øjnene.

Quinn havde hørt, hvad kvinden havde sagt, men valgt ikke at kommentere på det. I stedet var han gået ud for at finde tøj til hende. Ud fra øjemål havde han en cirka størrelse af hendes krop. Tøjet han havde fundet var også kun en anelse for stort, måske lidt mere. Det burde dog gå. Efter at være kommet tilbage lagde han det omhyggeligt foldet tøj over i et hjørne, hvorefter han gik hen og bar kvinden op i sengen. Nu, hvor hun allerede var døset hen kunne hun lige så godt tage sengen. Selv havde han heller ingen planer om at sove indenfor den nærmeste tid.

Med kvinden lagt under flere lag skind gik Quinn selv hen og slog sig ned foran ilden, hvor han havde nogle mindre gøremål. Blandt andet med seletøj der skulle smørres grundigt ind. Så kunne de lægge og tørre i varmen fra ilden. Nogle nød at købe nye ting, men efter at være flyttet imod de kolde egne, hvor handelsmænd sjældent satte en fod, havde han lært at værdsætte kvalitet der kunne holde i mange år.

Kira vågnede lidt mere, da han løftede hende. Hun fik mumlet.
"Jeg kunne godt bruge gulvet." Dog faldt hun hurtigt i søvn, da han lagde hende under flere lag skind.

Da hun vågnede næste morgen, strakte hun sig behageligt og så sig letter forvirret rundt. Efter et minuts tid, huskede hun hvor hun var. Hun fik øje på manden og smilede venligt, hvor efter hun rejste sig fra sengen.
"Godmorgen, og mange tak for hjælpen i går."

Tiden var gået foran ildens varme til langt ud på natten før Quinn havde lagt sit projekt fra sig og lænet sig mageligt tilbage i en stol for at tage en nats søvn. Som altid var han dog tidligt vågen igen den næste dag. Mange år havde efterhånden lært ham at klare sig på ganske lidt søvn. Efter at have gnedet søvnen ud af øjne gik han i gang med at varme noget vand. Mad var bestemt ikke hans stærke side, men gæsten skulle ikke sulte. Der var også noget suppe et eller andet sted, så kødet skulle bare varmes op og så var det vist godt nok. Forhåbentligt forventede gæsten intet flot og prangede, så måtte han i hvert fald skuffe hende.

"Godmorgen." Hilste han blot med et lille nik i retning imod sengen mens han fortsatte med at vente utålmodigt til at vandet begyndte at koge. Da det næsten var sket gik han ud og hentede kødet som blev dumpet i vandet efter at være skåret i stykker. Samtidig kom han i tanke om, at han nok burde være høflig og spørge nærmere ind til gæsten. "Har De det bedre i dag?" Det var jo noget høflige folk gjorde, så det var nok en god idé.

Hun strakte sig og smilede igen.
"Jo tak, meget bedre. Jeg må virkelig huske frem over at holde øje med omgivelserne, selv om jeg er i panik." Hun gik hen til ham og så på imens kødstykkerne kogte. Hun så diskret på ham imens han passede maden.
"Hvor langt er der den korteste vej til grænsen af dette land? Og har de en ide om hvor koldt det er?" Hun håbede ikke der var længere, end det hun havde fløjet i går. Hvis der var, måtte hun finde på en anden løsning for at komme hjemad.

Tavst nikkede Quinn mens han fortsatte med at røre rundt i kødet. Først da han blev spurgt om yderlige praktiske spørgsmål løsrev han sig fra sit projekt og vendte sig halvt imod kvinden. "Det afhænger af, hvordan De kommer frem. Flyver De kan jeg nemt forstille mig at du vil være ude før eftermiddagen er ovre. På hesteryg en dag. Til fods ... måske halvanden dag, hvis De går hurtigt." Selv havde han taget turen utallige gange, men det var altid svært at regne det ud i forhold til andre.

"Hvis De kan vente til middag kan jeg tage med Dem. Jeg skal alligevel den vej." Ud fra øjemål kunne han regne sig nogle lunde frem til at tiden var inde til at tage kødet op så det blev fisket op og hældt i en suppe der også blev varmet op før det hele blev hældt over i en skål. "Jeg håber dette går an." Måske plejede hun at få mere delikat og interessant mad. Det var desværre ikke noget Quinn kunne tilbyde så hun blev nød til at slå sig til tås.

Kira lyttede grundigt til alt hvad han sagde og nikkede forstående.
Hvis deres hest kan klare lidt ekstra vægt, tror jeg gerne at jeg vil følge med en stund. Og på et tidspunkt vil jeg så flyve resten af vejen." Hun tog smilende imod skålen med suppe.
"Mange tak. Det gør det skam. Det dufter dejligt." Hun fangede et stykke kød og pustede lidt på det, inden hun tog det i munden og tykkede. Hun lukkede øjnene halvt i nydelse, og spiste hurtigt suppen.
"Måtte jeg bede om en skålfuld mere?" Hun så spørgende på ham.