As I said... (Razor)

Razor fik skabet op og lod blikket glide ind i det efter at have skubbet lågerne fra hinanden. Hans blik spejdede rundt på de forskellige hylder der var i skabet. Alt for mange forskellige flasker - et eller andet af det måtte da være alkohol. Ulempen ved ikke at kunne læse - der var små mærker på flaskerne med bogstaver der helt sikkert måtte beskrive hvad indholdet i flasken var. Nogle hjemmelavet og andre tydeligt at det var mærker lavet på rutine. Heldigvis havde han en næse der meget hurtigt kunne spore sig ind på hvad der var i flaskerne så han tog den der lignede mest hvad han ledte efter og trak proppen af for at dufte til det. Han skævede et øjeblik mod Sean før han rettede opmærksomheden ind i skabet igen. Proppen røg hurtigt på den første flaske igen da den slet ikke duftede af noget man havde lyst til at hælde i sig. Han snuppede i stedet den næste - det kunne godt ligne en flaske vin, men om det var tilfældet? Han trak proppen af og duftede til det, efterfulgt af en tår. Det smagte ikke helt af vin - men det smagte heller ikke grimt. Og det havde duften af alkohol, så hvor galt kunne det gå.

" You're starring - you know that right? " Spurgte han så bare og vendte sig rundt mens blikket gled hen på Sean. Razor lod hovedet glide en smule på skrå. Han havde ikke noget imod det. Så længe der ikke blev stillet flere spørgsmål var Razor egentlig rimelig tilfreds. Selvfølgelig kunne han ikke stoppe Sean i at være interesseret eller nysgerrig omkring hvad det var der gik Razor på - men han kunne håbe det ikke var noget der vækkede Seans interesse nok til at han ville grave mere i det. I sidste ende kunne Razor ikke gøre så meget ved det - Sean var hans herre og han havde sidste ord - hvis et sidste ord skulle være det der afgjorde hvordan tingene faldt.
Han pillede kort lidt ved flasken før han kort skævede bag sig ind i skabet men rettede så blikket tilbage mod Sean. " You want some? " Lød det så bare spørgende fra halvdæmonen før han tog endnu en tår af flasken. Hvis indholden ikke var godt for ham mærkede han det nok før eller siden, men lige nu var det meget godt - det var lige før man kunne mærke hvordan det fik det til at stikke behageligt under huden ved halsen og ned over brystet. Det var stadig ikke som når han og Selene uddelte gift til hinanden, men han måtte indrømme det alligevel fik hovedet til at slappe lidt af. Måske en ret kraftig form for alkohol. Han kiggede et øjeblik på flasken men trådte så bare hen til Sean. " It's actually not bad... at all.." Sagde han så lidt og rystede kort lidt på hovedet.

Hans blik gled hen over Razor, da han snakkede til ham. Stirrede han? Han var nok faldet lidt ned i sine egne tanker og havde stirret et eller andet sted hen...Havde det været direkte på Razor? Han vidste det ikke. Oh Well. Det var også lige meget.
Der var mange sjove flasker i skabet og Sean trådte tættere på at nysgerrighed, efter at have taget flasken fra Razor. Han studerede dens etikette et øjeblik og tog så en tår af den. Han blev nød til at drikke lidt med, hvis hans plan måske skulle virke, omend han måtte prøve at moderere sit eget indtag lidt. Hans egen indtag fra tidligere på natten var måske ikke helt forsvundet endnu hellere...
Han rakte flasken tilbage til Razor. Indholdet smagte forfærdeligt til Seans smag. Sean havde en overraskende sensitive smagsløg, taget i betragtning af han aldrig spiste menneskemad. Til gengæld brugte han sine smagsløg til at være ekstra besværlig hvad angik drikkevarer, medmindre han var fuld nok til at drikke hvad om helst. Eller nyde smagen af hans pågældende sengepartnere.
Han begyndte at studere indholdet i skabet. Han tog nogle af flaskerne ud og studerede etiketterne. Nogle af dem tog han proppen af, snuste til indholdet eller en sjælden gang smagte på det. Det meste var forfærdeligt. Hvad var det? En flaske lugtede af gammelt blod. En anden kunne nok være...Medicin? En hostesaft måske? Smagte forfærdeligt som en og havde den samme søde lugt. Adrk. Der var intet værre at indtage end medicin. Det smagte og lugtede forfærdeligt.
Mange af flaskerne indeholdt noget han end ikke kunne gætte på. Og hvem sagde man kunne stole på etiketterne? Alligevel tog han en ganske lille flaske, der havde været gemt bag alle de andre og gemte den i en lomme. Bare for sjov...Måske kunne han få nogen til at bestemme indholdet og måske indeholdt den noget sjovt? En eliksir eller noget måske?
"Er der mere af den forfærdelige...Hvad end det er?" spurgte han så, da han var færdig og vendte sig om mod Razor igen.
"Bare så du ved det...Lader jeg ikke emnet falde. Jeg venter til du bliver beruset nok til at jeg kan udspørge dig. Smart ikke?" sagde han så ligeud. Når det kom til stykket gad han måske ikke vente på at alkoholen virkede...
"Jeg ved noget er galt. Ud fra din reaktion må nogen have gjort dig noget. Måske noget voldeligt eller på anden måde uønsket, men helt sikkert noget der har krævet en berøring af dig. Så meget kan jeg dog gætte mig til. Jeg mangler bare...Hvem. Og præcis hvad. Er du sikker på du ikke vil fortælle mig det? Vi kan lave en leg ud af det hvis du ønsker" Foreslog han så.

Måske var det bare Razor der ikke synes det var så slemt - men han havde måske også vænnet sig til smagen af kradsbørstig alkohol på det seneste. Ikke at det som sådan var noget han ville indrømme lige så lidt som han ville indrømme alt mulig andet. Hans liv var et stort rod og Sean måtte gerne være en af de få der bare kunne acceptere uden at stille spørgsmål. Men selvfølgelig var det ikke tilfældet. Kunne han bebrejde manden? Nej.
Han kunne dog ikke helt lade være med at grine lidt. " Like getting me drunk is going to change anything.. " sagde han så bare før han rystede lidt på hovedet. Han lod kort blikket hvile ud i luften et par sekunder, før det så rettede sig mod Sean igen. " Nothing has happened. I'm fine. " Sagde han så bare lidt med et træk på den ene skulder. Måske kunne han til sidst bilde sig selv det ind hvis det blev sagt nok. Han skævede kort mod flasken i sin hånd som efterhånden ikke meget indhold havde tilbage. Han rakte den dog alligevel mod Sean - havde han ikke spurgte omkring den for lidt siden? Jo det mente Razor vidst nok han havde. Han blev bare hurtigt distraheret når der kom andre spørgsmål på bordet. Han kunne godt selv - tydeligt mærke at det havde en effekt.
" This was surpose to be fun - questions like that isn't fun. Just a waste of time. Time that needs to be spend on waaaay funnier things. Like - Killing.. Right? " Han hævede kort lidt et bryn og fik det sædvanlige Razor agtige udtryk over sig. Det store smil og nysgerrige men halv morderiske blik i øjnene.

Der var ingen grund til at stå og sludre om problemer Razor i sidste ende ikke følte for at dele. Ikke med nogle. Han havde i et alt for fuldt øjeblik brudt sammen overfor Tatia - det havde han ikke tænkt sig at gøre igen. Han græd sjældent, men vidste også allerede nu at hvis det kom for tæt på så ville det være hvad der skete. Emnet gjorde ondt at tænke på og det generede ham - især fordi det var skyld i så mange problemer efterfølgende. Kaos med Reign - kaos med sig selv. Han følte sig fanget i en verden han kun kunne slippe ud af når han var sammen med Selene. Lige nu ville han bare gerne glemme det og have det sjovt med Sean. Hvorfor bemærkede den mand også de mindste ting!
" Have you ever met a talking cat? " Spurgte han så bare til sidst. Det kunne være Sean kendte svaret på hvordan det var muligt. Godt nok var katten død men.. Han skubbede det hurtigt ud af hovedet igen. Selv det bragte det hele tilbage. Han nægtede hvis Seans plan om at drikke ham fuld skulle virke.

Han tog afslappet imod flasken og tog en tår af den. Ark...Det blev ikke bedre. Han rakte roligt flasken tilbage til Razor, der vist havde haft mere end travlt nok med at tømme den. Eller måske havde den bare ikke været særlig fyldt op til at starte med?
Sean gik over til et bord, skubbede nogle af sagerne på det ned på gulvet, hvor det endte i en bunke. Han satte sig på bordets kant og så afslappet over mod Razor. Han rømmede sig svagt.
Hvordan burde han gøre det? Han var ikke selv vildt god, når det handlede om noget personligt. En forhandling? Han tvivlede på at Razor ville være villig til at fortælle noget så dybt og svært, selv hvis Sean lovede at give ham en selvvalgt historie retur. Tvang? Det kom der aldrig noget godt ud af.
Hans normalt kolde blik hvilede venligt mod Razors skikkelse, mens Sean overvejede det. Men uanset hvad han kom frem til, virkede det aldrig helt som den rigtige metode. Så måske skulle han bare prøve sig frem og virkede det...Så virkede det. Og gik Razor amok, så burde han også godt kunne håndtere det.
"Løgn. Stop med at lyve for mig. Hvorfor insisterer du på at lyve for mig, når jeg selv har fortalt dig hvorfor vi begge ved der er noget galt?" Hans stemme var pludselig skarp. Han havde tålmodighed til mange ting...Men Razor kunne i det mindste lade være med at sige intet var galt, når de begge to vidste der var. Det var da det mindste at Razor kunne indrømme der var noget. Præcis hvad det så var kunne altid komme.
"Jeg ved jeg sikkert ingen grund har til at kræve at vide det, ud over du er min slave og jeg derfor gerne vil beskytte dig og holde dig sund og rask. Måske er vi ikke engang tætte nok, på et rent venskabeligt niveau, til at jeg er værd at fortælle noget. Men jeg vil alligevel blive ved, til jeg finder ud af hvad det er. Hvis du endelig insisterer på jeg intet skal vide, vil jeg på anden vis have en garanti for at du selv håndterer problemet og får det godt igen" sagde han så. Betingelserne kunne minde om når Sean lavede forretninger, omend det også var tydeligt at spore Sean havde en personlig bekymring for Razor. Hvis man var opmærksom på den slags, i det mindste.
Han trak vejret dybt.
"Jeg går ikke ud fra det er tilfældet. Det er trods alt dig. På det punkt har vi tit mindet om hinanden. Kan du fortælle mig hvorfor du ikke har lyst til at fortælle det? Gør det ondt? Gør det dig vred? Bange? Er der nogen du af en eller anden grund skulle være blevet bange for, som du ikke ønsker skal vide du har sagt noget?" En masse foreslag. Sean hældte ikke til nogen bestemt, men prøvede blot at give Razor nogle forskellige muligheder til at komme ind på emnet. På en langsom og rolig måde.

Razor tog imod flasken igen og stod et øjeblik lidt rastløs. Sean gav vidst ikke op. En halv knurrende mumlende tone forlod Razor før han så bare pillede lidt ved flasken. Han rystede så bare lidt på hovedet til det Sean sagde. " Because you keep asking even when I say I don't wanna talk about it. It's nothing.. Like I said, I waste of time. " Han lød et øjeblik en blanding mellem irriteret og opgivende. Razor havde alligevel en hvis stolthed han gerne ville opretholde overfor Sean og dette var en ting der fik ham til at føle sig som det svageste led overhovedet. Ikke noget der var behov for at dele. Det var alligevel kun et rigtigt problem indtil folk forsøgte at røre ham - og indtil videre havde der ikke været behov for at acceptere berøring mere end højst nødvendigt. Så han håbede på at kunne få den angst væk inden det blev et problem. Det var jo netop derfor at det at slå ihjel var en god måde at få tiden til at gå - der var mange andre måder men den vidste han da han kunne håndtere. Uheldigvis havde Sean opfattet den lille detalje tidligere og bemærket det der.

Han strammede grebet lidt om halsen på flasken før han lod blikket flakke hen på en væg mens han lyttede til hvad Sean sagde. Han ville bare gerne ud af dette rum og gøre hvad de var kommet for. Have det sjovt, men det blev hele tiden skyllet væk. Han bed sig lidt i inderlæben, måske faktisk et øjeblik en smule for meget - han kunne mærke hvordan det boblede frem i ham. Ikke vrede som den gang han havde mistet kontrol over sin dæmon. Nej som en rastløshed der var indebrændt og ikke til at håndtere. Seans konstante spørgsmål var som at fylde et allerede fyldt glas. Hvilket til sidst også var nok.
" Just shut up!! " Endte han så bare med at råbe i samme sekund som flasken var blevet kastet og splintres mod en væg i inden af rummet. Det var tydeligt at han ikke kunne overskue Seans pressen på med at få det ud af. Det var ikke det der havde været meningen med aftenen. Hvorfor kunne han ikke bare glemme det. Razor vidste godt at det var ud af faktisk interesse for Razor - måske endda bekymring at Sean spurgte. Men han kunne ikke svare manden - han kunne ikke få ordene ud over sine læber selv hvis han prøvede. Alkohol kunne sikkert hjælpe til en hvis grad men det gjorde det ikke bedre. Det gjorde ham mere følelsesladet. Han endte med at have alle følelserne uden på tøjet men stadig informationerne låst inde i boks dybt inde i sig selv. Han bed tænderne lidt sammen før han så bare lod sine hænder glide op gennem sit hår og vendte rundt på fødderne. " Jeez.. " mumlede han så bare lidt før han rystede lidt på hovedet. Det var lige så det sitrede under huden på ham. Det skulle bare skubbes ud af hovedet.
Han havde det fint! Der var ikke brug for at dele informationer om ligegyldige ting der bare skulle glemmes. Det stod ikke i vejen for at lave en vild aften med masser af mord - så hvorfor ødelægge stemningen med sådanne ting. Han vidste godt der på ingen måde var acceptabel opførsel overfor sin herre - men han kunne ærlig talt ikke kontrollere det lige nu.

Selv ikke flasken, der blev smadret mod væggen, fik Sean til at trække sig. Det havde været forventeligt, faktisk. Endnu et bevis på at der var noget galt og Razor ikke ønskede at håndtere det...Og da slet ikke sammen med Sean. Burde han fortsætte? På den ene side ønskede han at trække sig, respektende over for det enkelte individs grænser. På den anden side var det også fristende at fortsætte...Både fordi han faktisk bekymrede sig og fordi der var altid var en eller anden spænding i at presse Razor. Razor reagerede næsten altid forskelligt, uanset hvordan eller hvorfor Sean pressede ham. Hvad ville denne nat føre med sig?
Han satte fødderne på gulvet igen og gik tættere på Razor. I et øjeblik overvejede han at foreslog de sloges. At slås med Razor var sket flere gange og selv om det en gang havde udviklet sig op i alt for store proportioner som ingen af dem rigtig havde kunne håndtere, havde Sean alligevel en fornemmelse af det havde givet dem begge muligheden for at åbne for noget...Andet. Ja, noget andet var vist det rigtige ord. Intet specifikt.
Til sidst trådte han over og ind foran døren til rummet, så selv hvis Razor tog flugten skulle han forbi Sean. Man vidste aldrig.
"Fint. Så snakker vi ikke om det. Hvad vil du så gøre? Jeg har lyst til dig. Jeg vil kunne røre ved dig, når jeg har lyst til det" sagde han så. Det var faktisk ikke løgn, men så igen...Hvornår kunne Sean ikke? Han kunne altid. Tog så godt som alle undskyldninger han kom i nærheden af. Måske ville Razor ikke tale om det...Men han skulle stadig håndtere det. Også når hans Herre - og ven, men altså - ville være tæt på ham. Sean havde ingen plan om at gribe fat i Razor og tvinge ham igennem noget. Ikke umiddelbart i hvert fald.
Han rakte en hånd ud som han inviterede Razor tættere på sig. Hans øjenbryn gled en smule op i panden, som han udfordrede Razor til selv at komme tættere på ham.
"Hvad bliver det til? Vi kan tage det stille og roligt. Du ved...Jeg kan altid minde dig om hvorfor netop min berøring vil være noget du kommer til at savne?" foreslog han, ikke uden et svagt skævt smil.

Razor sagde ikke noget i hvad han selv følte var lidt af en evighed. Han stod bare lidt med blikket rettet mod glasskårende fra flasken - efter at have skævet mod Sean i tide og utide. Ugh! Han var frustreret - det var nok noget af det sidste han havde evnen til at skjule på nuværende tidspunkt. Han vidste ikke helt om Seans ord var noget der var ment eller noget han bare sagde fordi han ville presse Razor endnu mere end han allerede havde gjort. Det var også derfor han blev stående. Det bid i læben han gjort sig før gentog sig igen - og igen. Indtil den metalliske smag af hans egen blod bredte sig på hans tunge. Han pillede så bare kort lidt ved sin læbe og slog blikket ned mod bunden af dørkammen.
" We were surpose to go out killing.. Why are you changing the plans..? " Spurgte han så endelig. Ikke fordi det normalt var et problem for Razor at planerne ændrede sig - lige nu var det. Sean satte ham i en situation han ikke havde lyst til at være i, så det var hans eneste måde at vende det til noget andet. Han kunne normalt ellers godt springe fra mord til seksuel kontakt og den anden vej rundt, ingen tvivl om det. Han var et seksuelt drevet væsen - hvilket Sean helt sikkert godt vidste. Men sådan var det ikke pt.

Han skævede kort lidt mod mandens hånd før hans blik vandrede op langs Seans arm og op mod hans ansigt. Razors udtryk var efterhånden blevet en smule mere stift og stædigt. Mistroisk - dog med en lille smule af noget nervøsitet gemt et sted bag ved. Han vidste i sidste ende ikke hvor langt Sean havde tænkt sig at gå for at få Razor til at makke ret. Han kunne bare håbe manden gav op på det før Razor. Også selvom de begge havde en stædighed uden lige og Sean helt sikkert havde fordelen i dette tilfælde. Han var herre over Razor og vidste sikkert allerede hvad der skulle til for at få fyren til at træde ned fra den stol han ellers tit og ofte følte sig højere på i selskab med.. Mere eller mindre alle.
Den eneste kommentar han havde til hvad Sean sagde var en halv brummende lyd. Razor vidste godt hvordan det føltes når Sean rørte ham - han havde ikke brug for en reminder. Ikke denne aften. Sean vidste da også selv hvilken effekt han havde på halvdæmonens krop? Han havde da rørt ham ofte. Så hvorfor var en påmindelse nødvendig. Nej. Han skulle stoppe.
Razor følte sig et øjeblik nærmest groet fast til brædderne under sine fødder, men endte med at træde et skridt til den ene side for ikke at være alt for fastfrossen i sin eksistens. Han ville bare gerne ud - men Sean stod i døren. Hvad ville det nytte at fare forbi? Pointere at manden havde ret? Alting var galt og intet var som det skulle være. Næ nej. Hans blik hvilede fortsat mod Sean - han sagde dog ikke mere lige nu.

Han rystede svagt på hovedet. De havde myrdet, så nu måtte det være nok. De havde myrdet, de havde drukket og nu var de nået til den sædvanlige problematik mellem dem. Deres stædighed, deres temperament, deres tendens til aldrig helt at stole nok på hinanden til bare at åbne op...Og måske være bange for at bringe balancen mellem dem ud af balance? Et eller andet i den stil nok...
Men Sean var overbevist. Uanset hvad Razor sagde ville Sean nok aldrig tænke mindre om Razor. Der var ikke et behov for at fyren skulle bevise sig over for ham. Nok var han slave...Men det var mere af praktiske årsager, end fordi Sean faktisk tænkte på ham som en slave. I princippet var han bare en ven der boede i hans hus, fordi han ikke havdet andet. Og til gengæld udførte lidt arbejde for Sean, i stedet for at betale ting som leje eller for mad.
Efter et stykke tid, hvor Razor bare havde ladet Seans hånd hænge, lod han den selv falde ned langs sin side. Så intet virkede. Hverken en skarp tone eller et mere kærligt forslag. Som sædvanlig var det en kamp...Og var det det værd?
Han bakkede. Razor lignede en der ledte efter en vej ud. Sean havde nok drevet ham så langt, at han ikke engang gad være i hans selskab længere. Men Sean ville ikke lade ham gå, ikke endnu, ikke før de nåede et eller andet sted hen.
Han stoppede først da han mærkede døren bag sig.
"Se. Du tør ikke engang røre mig længere" bemærkede han blot, men det var det eneste der blev sagt. Sean havde ikke mange flere ord at byde på, for uanset hvad han sagde virkede intet til at virke. Så i stedet blev han stående ved døren med sin egen stædighed. Razor måtte være den der besluttede hvor de gik hen nu...I forhold til problematikken. Sean kunne ikke blive ved med at foreslå ham nye muligheder, når Razor ikke ville tage imod nogle af dem. Eller måske skulle han selv vælge og så måtte Razor finde sig i det? Når det kom til stykket kunne Sean nok ikke tvinge fyren til at snakke...
Men han kunne tvinge ham til andre ting.
Før eller siden måtte der vel ske noget...
"Så hvad nu, Razor?"

Han rynkede kort panden en smule før han rystede på hovedet - efterfulgt af en klikken med tungen. Det var slet ikke det der var tilfældet. " I do.. You don't scare me. - You're just making me mad.." Sagde han så bare i en halv spydig tone. Han turde skam godt røre ved Sean. Det galt bare ikke hvis Sean ville røre ved Razor. Han lod blikket flakke over manden før han så endelig bevægede sig mod døren. Sean var for Razor ikke en skræmmende mand - måske lidt, engang imellem. Eller ikke - han havde nogle interessante og ukendte ting som Razor fandt fascinerende. Det var mere deres forhold til hinanden Razor aldrig helt følte sig sikker på. Bange for at blive kastet væk hvis han gjorde noget forkert? Nej, egentlig ikke - Razor formåede tit at gøre alt forkert. Men det var måske det at bryde grænser der havde fået ham i problemer før der var problemet.
Desuden var han efterhånden ret påvirket af alkohollen til egentlig at kunne holde sit fokus - rastløsheden overtog langsomt hans krop mere og mere og selvom han forsøgte ikke at lade det påvirke så kaste det sig rundt i hans krop og ville helt sikkert bare få det hele til at eskalere yderligere hvis de blev i dette lille rum.

Han rynkede kort næsen lidt før han så bare trak på skuldrende.
" I just want my cowl-thingy and the permission to go home without ruining your night. " Sagde han så bare lidt og trådte helt hen til døren hvor Sean selv var placeret. Hans blik hvilede kort lidt ventende mod mandens ansigt. Måske det var for meget at be om? Nah - Sean var Sean, selvfølgelig kunne han overraske men han var også en mand der lakkede i tålmodigheden og han kunne vel ikke blive ved med at tirre Razor.
Han ville gerne selv væk fra situationen der var blevet skabt - oplagt ville det være at smutte. Han havde efterladt den hætte han havde snuppet fra en af de døde inde i det større rum ved alteret. Den ville han havde fat i før han bevægede sig nogle andre steder hen. I sidste ende var det Sean der for alvor havde retten til at beslutte hvad Razor egentlig skulle bruges til denne aften. Men hvis han helt selv skulle vælge og der ingen bedre idéer kom på bordet - så ville han smutte hjem igen. Ikke fordi hans humør var ødelagt for evigt. Det ville sikkert kunne vende på en fem øre hvis Sean kom med en idé der ikke var dumme spørgsmål omkring hvad der gik fyren på. Men han kunne selvfølgelig heller ikke stoppe ham i at grave i det. Heldigvis virkede det lidt til at det ikke var tilfældet. Så Razor kunne bare håbe han ikke blev lettet over det for tidligt.

Han vidste ikke helt om Razor var naiv eller bare håbefuld. Troede han seriøst det hele var overstået bare sådan? Nejnej. Sean havde ment at Razor selv måtte vælge hvor de skulle gå hen nu...Angående Razors problem. Ikke generelt. Han blev stående med ryggen op af døren og armene gled over kors, som Razor trådte tættere på. Selv om de i princippet var Herre og Slave, havde Razor ingen respekt for ham eller den magt han besad. Det var ofte forfærdeligt. En sand irritation. Især for en mand som Sean, der målte alt efter hvor magtfuld han var og hvordan han enten kunne skræmme eller charmere folk til at lystre sig. Og så var der Razor. Når det kom til stykket vidste han jo faktisk aldrig helt hvor han havde Razor. Ville han rejste? Kom han hjem igen? Razor slog ham ikke som en vildt loyal person, men mere en der var der hvor han fandt det sjovt. Hvilket gav Sean en fornemmelse af han hele tiden skulle underholde fyren for at få ham til at blive...
For ikke at blive efterladt fuldstændigt alene...
Måske var han selv den ynkelige. Den der var bange for en masse dumme ting og afhang af den mest ustabile? Som at skyde sig selv i foden.
Men det var nu sådan situationen var. Så måtte han bare prøve at få det til at fungere.
"Nej"
Svaret var klart og Razor kunne næppe misforstå det som noget andet. Sean ville ikke flytte sig, Razor ville ikke få lov til bare at gå hjem. Nu tog de sig af det her, ellers ville de aldrig få gjort det!
"Jeg vil nå til bunds i det her. Nu må du tage dig lidt sammen" Han rettede sig lidt op. Hans arme gled fra hinanden. Han frygtede ikke at Razor ville gøre ham noget, så han rakte igen en hånd ud. Han ville ikke selv placere den på Razors skulder...Men han kom tæt på, fordi Razor selv havde bevæget sig nærmere. Han ville give Razor chancen for selv at komme...Men hvis Razor blev ved, havde Sean intet valg. Så måtte han presse Razor. Han gav ham intet valg.
"Enten fortæller du mig om det...Eller også tager vi det fra en anden vinkel, hvor jeg kan røre ved dig. Du savner det måske slet ikke? Jeg kender dine punkter, Razor. Jeg ved hvor jeg skal trykke eller nusse for at få dig til at vride dig. Jeg ved hvordan jeg skal håndtere dig for at få dit lem til at blive stivere end et stykke hårdt træ. Jeg ved hvordan jeg skal få dig til at komme...Føler du dig slet ikke det mindste tiltrukket af tanken?" Hans stemme var blevet mere lavmælt og sensuel.

" No? " Han kneb kort øjnene sammen før han så bare rystede lidt på hovedet med et kort fnys. " Ofcourse not.." mumlede han så bare lidt og rettede sig lidt op. Han blev dog stående med blikket rettet mod manden foran sig. Han skævede et øjeblik mod Seans hånd som igen blev rakt ud. Endnu engang gjorde han ikke noget ved det - hvert fald ikke til at begynde med. Sean talte igen. Anderledes. Manden havde ikke givet op - overhovedet. Det var vel ligefrem en trussel. Razor rykkede kort lidt på sine skuldre før han så bare selv lod armene glide over kors. Stædigheden voksede sig større og satte ham i skak mod sig selv. Ikke engang overfor for kun Sean længere.
" I guees I can do without just a little while longer. Not my fault you choose to leave the city for such a long while.." mumlede han så bare lidt før han daskede Seans hånd lidt skubbende til siden. Bevise at han godt turde røre manden. " See - I don't mind touching you? Is that enough? Can I go home now!? " Han tone blev nok mere til en knurrende eftersmag. Han gad ikke Seans underlige metoder for at få ham til at tale. Razor så sig selv modig nok til ikke at tage Seans trussel som noget manden faktisk ville gøre alvor i. Man skulle være to en tango og hvis Razor nægtede at danse? Måske var det ikke så smart. Han bed kort tænderne lidt sammen da det måske faktisk lidt gik op for ham hvor dum han i virkeligheden var. Men han havde ikke tænkt sig at krybe til korset og fortælle Sean hvordan tingene var. Han ville bare have lov at gå og gav i den grad også udtryk for at han ikke rykkede sig ud af stedet før manden havde fjernet sig og ladt halvdæmonen træde ud af døren.

Han kunne savne alt hvad Sean snakkede om på et andet tidspunkt. Hvor indbydende manden så end kunne lyde var han stærk nok til at modstå - om ikke andet ville hans krop uden tvivl sige fra og det ville betyde at Sean ville træde væk fra døren også ville Razor meget hurtigt kunne smutte bag efter. Ingen tvivl om at Seans måde at sige tingene på kunne være så utrolig forførende og ikke for at nævne fristende - ord der kunne få en til at gå i fælden med begge ben. Men Razor lukkede det ude! Lige nu hvert fald. Han vidste at han alligevel ikke kunne få sig selv til at gå fra ord til handling. Hans krop og tanker ville ikke lade ham. Han sank kort lidt en klump før hans blik kort flakkede ud gennem døren men så tilbage på manden igen. " You can't keep me here forever anyway. " Sagde han så bare lidt og rynkede kort næsen lidt. Sean havde vel også basale behov? Mad - han ville forhåbentlig ikke æde Razor. Et toilet kunne manden vel også få brug for. Det kunne Razor også - det var noget man ikke kunne holde folk fra, selv ikke sin slave.

Han sukkede svagt. Razor gav ham intet valg. Fint, hvis han skulle være så stædig måtte Sean jo selv tage. Om han havde forladt byen eller ej havde intet med hans behov at gøre. Der havde været nok på vejen til at holde ham mæt og selv her i byen kunne Sean sagtens finde andre partnere. Folk som Lori foreksempel...Måske...Han havde faktisk ikke været sammen med manden siden Sean var kommet hjem. Men ellers! Og gik det helt galt kunne han rejse ud i skoven og finde Alane.
Han tog sin hånd til sig. Træt af deres lille leg trådte Sean et skridt fremefter. Stadig ikke nok til at Razor med lethed ville kunne komme forbi, men måske hvis han var hurtig og smidig nok...
Sean greb ud efter ham. Med lidt held ville han få fat i enten Razors skulder eller overarm. Det var heller ikke et vildt blidt tag, for han vidste Razor ville prøve at komme fri og derfor holdt Sean fast. Alle kunne prøve at orme sig fri, men mod ren råstyrke kunne selv den mest smidig og vedholdende til sidst give op...
Og en ting mere. Sean ville straks gå efter at vende Razor rundt, så han kunne presse fyrens ryg ind mod sig og holde en hånd omkring hans kæbe. Han ville forsøge på det af den simple grund at han ikke ønskede Razor fik muligheden for at bide ham...Og dermed have mere end nok tid til at stikke af. Og efterlade Sean, lammet, i et hus med døde kultister og bare afvente at nogen fandt ham eller afvente at lammelsen gik over...Det ville være en trist nat.
"Du gør det ikke nemt at være sød mod dig" brummede han utilfreds. Set fra hans side var det Razors egen skyld. Han vidste Razor ikke ville sætte pris på berøringen men på nuværende tidspunkt var der ingen anden vej udenom. Han ville på nuværende tidspunkt ikke gøre mere end enten holde Razor fast, hvis han havde fået fat, eller prøve at forhindre Razor kom fri, hvis han kun havde fået halvt fat.
Hvis Razor helt havde undgået ham, ville han straks prøve at få fat i ham igen...

" NO! " Bed han kort ud efter Sean - Seans trussel holdt stik. Han ville vidst ikke bare lade Razor gå - selv ikke da han gjorde et forsøg på det så snart Sean havde flyttet sig en smule på døren. I stedet endte han med ryggen pressen mod manden. Først havde bare det at Sean havde grebet fat i ham fået hans hjerte til at misse et slag og skabt en indre uro. Men det pludselig at være så tæt - det var noget der med det samme satte en panik igennem kroppen på Razor. Det sprang rundt som i ham som indespærrede lopper og gav en halv rystende effekt til at danse ud over hans arme og ned gennem resten af hans krop.
" Let!.. Go! " Knurrede han. Han sank kort lidt en klump og strammede grebet om Seans arm som hans hænder på refleks havde taget fat omkring i et forsøg på at trække den væk og komme ud af grebet fra manden. Sammen med en kropsvridning der meget vel kunne være hvad der i sidste ende gjorde at Sean ikke kunne holde fast i ham. Men Razor var i panik og det var tydeligt både på hans vejrtrækning, hjerteslag og bevægelser at han virkelig ikke var tryg i den position han var i og ville gøre mere eller mindre alt for at komme fri. Uheldigvis var Sean selv en stærk man så det at komme fri sådan helt uden videre kunne sikkert meget hurtigt blive en sværere opgave.

" Let go of me! " Hvæsede han af manden.
Han formåede da han holde sin stemme i et stadie var det knæk den havde haft i sinde at få ikke kom frem. På renden til sammenbrud. Kun blikket afslørede at detvar sådan det hang sammen. Måske var det sådanne tidspunkter at Razor ville ønske han bare slet ikke var gået ud af døren fra hjemmet. Hvor fristende en invitation det så end havde været at tage på druk tur med Sean. Så burde han have tænkt den længere ud. Selvfølgelig kunne han ikke vide at Sean ville bemærke hans lille afvisning tidligere. Men under alle omstændigheder kunne det have endt med en anden afvisning hvis manden havde taget initiativ til andet på et andet tidspunkt. Det var frustrerende - for Razor ønskede bare at acceptere hvad det var Sean forsøgte på men han kunne ikke, det skreg inden i ham om at komme væk. Også selvom det kun drejede sig om sekunder så havde det alligevel skabt helt utroligt ubehagelige fornemmelser i Razors krop og han anede ikke hvad han skulle gøre med det ud over at reagere som kroppen ville reagere. Panisk.

Det var svært at holde fast. Razor havde sin egen styrke og ikke mindst sin smidighed. Sean bedste modsvar var at klemme Razor endnu hårdere ind til sig i et forsøg på at imødekomme besværligheden med at holde Razor fast. Benene kunne han ikke gøre så meget ved i denne stilling og han kunne tydeligt mærke Razors spark og forsøg på at vride sig fri...Den panik der hang i den spinkle krop. Sean bed hårdt sammen. Ikke så meget som et støn af smerte kom over ham, uanset hvor meget Razor hev i ham for at komme fri. Han måtte...Han måtte låse Razor helt fast...
Det var ikke nemt. Han prøvede med ren styrke at presse Razor ned mod gulvet. Razors krop og lemmer var lidt over det hele, så bare at skubbe hans ben ud af balance og vælte ham om på gulvet virkede næsten som en umulighed. Det var virkelig en kamp!
Forhåbentlig kunne han låse ham nede på gulvet. Hvis det lykkedes ville Sean ligge hen over Razor, med hænderne solidt om den ene arm og om hans kæbe stadig. Men der var et tidspunkt på vejen ned til gulvet at Seans greb gled...
Nejnej. Han måtte ikke slippe Razor nu! Fyren ville stikke af og det var ikke til at sige hvornår han ville se ham igen...At fange ham ville være som en umulighed.

Hvis det lykkedes ville Sean presse ham mod gulvet, med sit hoved tæt på Razor, men til den ene side så Razor ikke kunne slå sit hoved op i Seans. Han ville ikke give slip, men holde Razor så stille som han kunne. Lige nu var den spinkle krop grebet af vild panik, men før eller siden ville Razor enten bryde sammen eller stoppe med at kæmpe imod. Det var det øjeblik han ventede på.
"Rolig Razor, jeg gør dig ikke noget..." Hans stemme var rolig og lav, han var usikker på om Razor overhoved hørte ham. Men han gjorde virkelig intet andet end blot at holde Razor fast. Før eller siden ville Razor være nød til at acceptere at Sean havde fat i ham, også selv om det ikke betød det ville være behageligt stadig.
"Sådan...Kom ud med det..." mumlede han lidt for sig selv.

" Let me go! " Pressede han ud over sine læber i en anstrengt tone. Sean var stærk og svær at komme fri fra så snart han havde et godt greb omkring Razor noget mindre krop. Det var som en trigger for Razor - jo mere Sean holdt fast jo mere havde halvdæmonen et behov for at kæmpe imod. Alt for meget. Det var som om en klap var gået ned for hans syn og han kun reagere på hvad hans krop ville og hvor hans lemmer så end besluttede sig for at bevæge sig hen. Men Sean havde godt fat i ham og Razor tænkte ikke nok til at kunne udtænke sig en måde at komme fri af mandens greb. Han agerede fuldstændig panisk. Selv det at kradse Sean virkede ikke. Han havde brug for at komme fri - han måtte komme fri. Der var lige nu intet andet der fyldte Razors hoved end at komme fri. Endnu mere da han blev væltet ned på gulvet. Han formåede i sidste ende at skade sig selv mere ved sin kamp end Sean overhovedet havde kunne nå at tænke tanken om at gøre. Hvorfor skulle han overhovedet gøre skade på Razor? Det var Sean. Det var ikke en ting han gjorde - jo måske på folk der fortjente det.

Han registrerede knapt nok at Sean et øjeblik mistede grebet om Razor - kun at han var tættere på at komme fri end han havde været få sekunder før. Men manden havde igen fat i ham og pressede ham mod gulvet. Razor vred sig i en fnysende lyd og bed tænderne sammen. Hans vejrtrækning var et øjeblik nærmest klikkende og han lukkede øjnene før han bed tænderne sammen. Det tog alligevel en del på energien at forsøge at komme fri og han kunne efterhånden godt lidt se at det måske ikke helt bare lige var til. Ikke at han havde givet op. Men hans krop var stoppet med at kæmpe så meget imod - måske en plan om at gøre et forsøg igen hvis Seans greb forsvandt en smule.
" Please just let go.. " fik han så alligevel sagt og denne gang knækkede stemmen. Gråden sad lige i halsen på ham og han havde mest lyst til bare at grave sig ned i gulvet lige her og lige nu. Det gjorde ondt på alle måder - mest psykisk. Han følte sig svag og ynkelig. Det faktisk at han var på renden til faktisk at græde gjorde det endnu værre. Sean stod i vejen for Razors flugt og det drev hans tanker til vandvid - for ikke at nævne den panik berøringen havde skabt i hans krop. Fået ham i en tilstand hvor han egentlig ikke rigtig opfattede så meget mere end de billeder der fløj rundt i hovedet på ham. Nærmest som at genleve det hele på ny.

Han holdt ham fast. Han prøvede at begrænse hans muligheder for både at slippe fri og skade sig selv, men når det kom til stykket kunne Sean kun gøre så meget og resten af tiden måtte han bide hårdt sammen og bare holde stillingen. Han brød sig ikke om det her. Han brød sig ikke om at se Razor på denne måde eller at høre hvor tæt på han var på gråd. Havde han nogensinde set Razor græde før? Ikke så vidt han huskede. Sean havde ikke lyst til at give slip. Han ville blive ved med at ligge her til Razor slappede mere af og de enten kunne snakke eller...Eller andre ting. Han vidste ikke helt hvad han forventede skulle ske eller hvor dette skulle bære hen. Han ønskede kun at Razor skulle indse han ikke behøvede at gemme noget for Sean, han ønskede at alt dette...Måske på en eller anden måde...Kunne hjælpe? Men det hele lød absurd i hans egne tanker lige nu.
Razor blev mere stille, men Sean var stadig ikke overbevist. Det var ikke nok endnu.
"Nej" lød svaret igen. Sean ville ikke bare give slip. Så havde alt dette været for ingenting og måske endda kun gjort alt værre. Det måtte ikke ske.
"Tag det roligt...Fokuser på din vejrtrækning" foreslog han, velvidende at Razor næppe ville efterkomme det så lydigt som Lori gjorde, når Sean lærte Lori noget nyt om kontrol.
"Bare træk vejret. Jeg vil ikke skade dig, Razor. Du gav mig intet valg. Jeg beklager alle ubehageligheder dette må give dig. Jeg gør dig intet, jeg vil blive lige her. Jeg går ikke fra dig, men jeg vil heller ikke røre mere ved dig end jeg gør nu, okay?" han snakkede til Razor i en rolig tone i håb om at det ville smitte af. Og i håb om Razor før eller siden ville kunne slappe mere af i armene på Sean, uanset om de så skulle sidde her resten af natten.
"Hvad er der sket, Razor?" prøvede han igen.

Razor grad aldrig - havde han grædt alt i alt.. To gange foran andre og det var inden for de seneste par uger. Der var i sidste ende flere måder at få det frem. Dette var helt sikkert en af de mest effektive. " But I can't.. " fik han så endelig sagt - hans krop var mere rolig, på ingen måde afslappet - men han kæmpede ikke rigtig imod længere. Han var mere bare enormt anspændt.
" I can't.. " Peb han nærmest i en bevægelse der ikke var så kamp agtigt, nærmere et forsøg på at trække sine hænder til sig og gemme sit hoved væk i sine arme. Det var dog hans vejrtrækning han ikke kunne - han kunne ikke fokusere på den. Den ville ikke som han selv ville hvilket var derfor en simpelt ting som at trække vejret normalt var svært. Sådan at genfinde evnen til at trække vejret helt ned i maven.
" Could you please just not... Touch me. " Meget eller lidt - lige nu ville han bare helst ikke røres ved. Det var lige før bare tanken om at røre ved sig selv var noget der kunne sætte kroppen i et forkert stadie.
Han synes virkelig ikke om det - han var ikke længere i panik. Men angsten sad i hans mave og gnavede sig til overfladen. Fik det til at ruske indvendig i hans krop, ønske at Sean bare ville give slip og lade ham gå.

" Sean please stop.. " Sagde han så bare i en rystende stemme. Det var lige så det brændte i halsen bare at tale. Alt i hans krop var imod ham lige nu. Det der gjorde det hele hundrede gange værre var den stolthed Razor havde som faldt til jorden hver gang nogle gravede sig dybere end han havde givet dem lov til. Det skete så sjældent og han anede ikke hvordan han skulle håndtere det. Razor var et meget ærligt væsen og normalt meget god til at sige hvad han følte og havde af tanker - men lige nu, lige præcis i dette tilfælde var det alt for meget og det talte til følelser han ikke var stolt af. Han havde været for svag til at stå op for sig selv og var det endnu engang i dette øjeblik. Razor var knækket og kunne ikke holde tårerne tilbage længere. Det var for meget på en gang til at han kunne holde masken og være i det. Skubbe det væk. Det forsvandt jo ikke. Sean havde stadig fat i ham.
Men selv hvis han endelig besluttede sig for at sige det var han ikke sikker på ordene ville ud over sine læber. Kun hvis muligheden for at stikke af bag efter var der. Men var der en garanti for det? Den følelse det fyldte ham med var ulidelig og han frygtede det kun blev værre hvis Sean fik det af vide. Han var selv chokeret over at han havde reageret som han havde. Razor havde været igennem så mange ting i sit liv og alligevel var det sådan en ting som dette der slog ham ud. Det ville for mange nok ikke give mening især ikke med den tilgang Razor havde til tingene. Men en grænse var blevet overtrådt til en grad der var svær at håndtere.

Han var noget overrasket...Eller måske chokeret...Over at Razor brød sammen på den måde. Det rørte noget i ham. Noget dybt. Fik kun bekymringerne og lysten til at beskytte Razor til at vokse sig endnu større. Så stort som hans ellers distancerede hjerte nu kunne gøre det til. Nok til at det vred sig i hans indre blot ved tanken, blev ved oplevelse, af at se Razor sådan her. Han blev stille et stykke tid, som han lod Razor kæmpe med ordene.
Han rømmede sig svagt. Det hele virkede så følelsesladet, men for en gangs skyld var det ikke ham selv det handlede om.
Han støttede lidt mere på sine albuer og knæ. Han havde ikke givet Razor sin fulde vægt, kun nok til at holde ham stille og han flyttede sig heller ikke helt nu. Han lettede sig blot en halv centimeter, så hans vægt ikke forhindrede Razor i at trække vejret ordentligt. Og måske for at give sig en anelse. Men ikke mere end det.
"Jeg flytter mig ikke" lovede han, trods Razor havde bedt ham om det helt modsatte. Seans hoved var tæt på Razors, tæt nok at hans mund næsten snakkede direkte ud for Razors ene øre. Hans ene hånd slap grebet om Razors kæbe. Den ene tommelfinger gled over kinden og fjernede Razors ene tåre, før hans hånd lagde sig mod gulvet foran Razors ansigt. Han kunne hurtigt gribe fat igen hvis det var...
"Det er okay Razor" forsikrede han. Han dømte ikke Razor for at græde eller reagere. Det var naturligt og Sean var faktisk kun glad for at Razor reagerede. En reaktion var en måde at håndtere en situation på og hvis det kunne lette på nogle spændinger bagefter var det skam det hele værd.
"Bare lyt til mig. Du er så dygtig. Træk vejret sammen med mig..." prøvede han. Han lænede sig så tæt ind mod Razor som han kunne, uden at hans hoved direkte rørte Razors. Han ville ikke ryste Razor ud af det hele ved at røre ham yderligere, når han stadig havde så meget imod det. I stedet begyndte Sean at trække vejret dybt, så Razor ikke kunne undgå at fornemme hans vejrtrækning...Og måske, forhåbentlig, prøve at følge efter.

" ...Please.. " forsøgte han igen. Også selvom Sean gentagende gange havde sagt nej. Razor kunne vel stadig håbe at det hjalp - at han på et eller andet tidspunk ville flytte sig. Det var ikke sjovt - ikke en del af nogen leg. Slet ikke. Han forstod ikke hvorfor Sean blev ved. Eller måske - men det faktisk at slappe af virkede som en ting der slet ikke var muligt lige nu. Hans krop var gået i en tilstand der ikke anede hvad det at slappe af overhovedet betød. Hans hjerte hamrede stadig af sted og hans vejrtrækning var på ingen måde noget der kunne matche op med sådan som Sean forsøgte at få ham til at trække vejret.
Selv hvis han prøvede blev det bare til en hakkende lyd som hurtigt faldt hen i en blanding mellem at trække vejret for hurtigt eller slet ikke. Seans finger mod hans kind fik et øjeblik hele hans krop til at gå i stå med hvad den havde gang. Erstattet af en kuldegysning for så at vende tilbage til alt andet igen.

" Please Sean.. "
" I dont need to breathe I just need you to move! " Knurrede han så bare i en hakkende stemme - efterfulgt af et mindre hiv efter vejret. Måske han egentlig havde brug for at trække vejret. Han tænkte ikke så langt på noget tidspunkt lige nu. Han ville væk og sådan var det vidst bare. Men eftersom det slet ikke virkede som om Sean havde nogle intentioner om at flytte sig og det hele blev ved med at være ubehageligt lukkede til sidst bare øjnene og forsøgte at fokusere på Seans vejrtrækning. Forhåbentlig kunne det så slå tankerne hen på noget andet - nu hvor han alligevel var tvunget til at ligge under mandens krop. Tvunget ind i det ubehag han ellers havde tigget og bedt om at komme ud af.
Om det var afslappende eller bare en måde at distrahere sig selv fra problemet på vidste han ikke. Men det hjalp en smule at koncentrere sig om vejrtrækningen. Ikke at det hjalp med det samme. Men efter lidt tid kunne han faktisk trække vejret på en noget mere rolig måde. Stadig med små hak engang imellem men det hjalp.

" I don't know what you want me to do for you to move.." lød det så fra Razor en smule mere roligt, men stadig i en stemme der knækkede flere steder grundet den klump der blev ved med at sidde i hans hals. Det var heller ikke fordi hans øjne havde planer om at holde tørke periode. De lod frit vandet flyde som de ville - hvor irriteret Razor så i sidste ende kunne formå at blive over det. Ugh!

Razor havde besvær med at følge hans vejrtrækning, men han blev alligevel ved. Håbede vel et eller andet sted på at Razor ville give sig til sidst...
Og det skete heldigvis. For Sean at se slappede Razor mere af nu, var mere rolig. Dette var næppe en mirakelkur der kunne fjerne hvad end der gik Razor på, men måske det kunne hjælpe lidt...En anelse. Med tiden, måske han så faktisk kunne formå at hjælpe? Eller sætte det sådan igang, at en anden kunne? Eller Razor selv kunne? Det var et håb.
Uanset hvad Razor sagde, havde han brug for at trække vejret. Det havde alle...Eller i hvert fald de fleste.
Til sidst var han godt tilfreds. Razor slappede af og det havde faktisk lykkedes ham at følge Seans vejrtrækning. Han syntes faktisk Razor havde klaret det godt, selv om Sean endnu ikke var tættere på at vide hvad der faktisk var sket. Men det kunne han jo ikke tvinge ud af ham på samme måde. Kunne han? Burde han?
Han trak vejret dybt af Razors sidste spørgsmål. Han havde ikke længere nogen grund til at holde Razor fanget på denne måde. Han burde lade ham gå, få lidt luft...Lade ham stikke af og nyde resten af sin nat.
"Jeg ville have muligheden for at røre ved dig igen...Det har jeg fået. Tak for det" svarede han i samme rolige stemme. Det var langt fra sex, men Sean vidste godt det ikke ville ske. Ikke i nat, ikke på denne måde. Hvem vidste hvor lang tid der ville gå før han kunne røre Razor på den måde igen?
Tårerne havde gjort Razors kinder helt våde. Det ville være ondt at bede Razor om et kram, når han stadig helst ville slippes...
"Jeg giver dig et valg nu, okay? Vær venlig selv at tage valget og ikke tvinge mig til det...Enten sætte vi os op og du giver mig muligheden for at give dig et kram...Eller også fortæller du mig hvad der er sket. Uanset hvad det er vil jeg ikke dømme dig, okay? Jeg vil aldrig dømme dig" bad han så endelig. Noget for noget...Right? Frihed for...Noget andet? Måske var Sean ikke så pædagogisk korrekt når det kom til stykket...

Razor rynkede brynene lidt før han rystede en smule på hovedet. Var det bare det - kunne han ikke bare have givet ham et skulder klap eller rusken i håret. Ikke dette. Han bed tænderne lidt sammen og forsøgte at finde fokus - stadig nærmest umuligt at finde noget at fange fokus omkring, som ikke var en måde at komme væk på. Eller i det mindste få lov at krumme sig sammen og se ud som han følte sig inden i. Lille og ynkeligt. Enormt sårbar.
" So you're letting me go if I tell you? " Spurgte han så bare i en fart hvor ordene næsten ikke nåede at have en pause mellem sig. Kunne han overhovedet sige det? Var han virkelig villig til at sige det hvis dette ville stoppe samme sekund. Ja. Han ville væk - han havde brug for at komme væk. Også selvom et kram på alle måder ville være bedre. Men han ønskede ikke et kram, hvor meget han så end elskede kram. Så var selv kram en ting han havde taget afstand fra - medmindre det kun var ham selv der gjorde det. At det kun var ham selv der lod armene falde omkring kroppen på en anden. Ikke så meget den mindste berøring fra andre. Han lukkede øjnene hårdt sammen før han så bare rystede lidt på hovedet.

" I... " en frustreret brummende lyd kom fra ham i stedet for hvad han i virkeligheden ville sige. " I can't tell you.." Sagde han så bare og bed tænderne sammen. Han havde forsøgt. Men det var dumme ord der ikke ville ud. Det var som om hans mund ikke kunne. Han kunne hvert fald ikke danne en sætning med dem. Hvordan havde han gjort sidst? Han anede det ikke. Hvorfor var det så meget sværere i selskab med Sean. " I just can't.. Please just let me go.." Sagde han så bare lidt før han rystede en smule på hovedet. Han tog kort en dyb indånding, men måtte opgive det og lod luften slippe ud igen i en knurrende lyd. Han kunne slet ikke finde ud af om alkohollen spillede en rolle i hans sind lige nu eller om han bare i det hele taget var en bunke rod. Det var nok lidt af det hele. Han hadede det.
" Why are you doing this!? " Hvæsede han så bare før han kort klippede efter vejret igen. Det var så frustrerende Det gjorde ondt i brystet og hans hals føltes tør. Han følte sig dømt - også selvom det helt sikkert slet ikke var tilfældet. Han dømte sig selv - meget mere end nogen anden overhovedet ville kunne og det var i sidste ende sikkert derfor det hele var så svært. Var det ikke også noget med at man var sin egen værste fjende.

Stillingen var ikke ligefrem behagelig for Seans selv, der mere eller mindre holdt sig selv oppe for ikke kvæle Razor fuldstændigt. Stadig med en hånd om Razors ene arm, omend den anden hvilede mod gulvet nu. Men der var ingen vej udenom, han måtte bare holde stillingen så længe der var brug for det. For Razors skyld.
Alligevel rettede han lidt på sine ben, så kunne hvile mere af sin vægt mod sine knæ end mod sine albuer. Det lettede lidt i musklerne i hans ben og ryg.
Igen var han stille en stund, mens Razor kæmpede mod sig selv. Sean havde allerede tænkt på hvorfor, så svaret var ikke så svært at finde.
"Fordi jeg bekymre mig for dig. Fordi jeg interessere mig for dig. Fordi du er min ven, Razor, og jeg vil hjælpe dig, også selv om du ikke vil lade mig. Også selv om man kan diskutere om dette overhoved er en hjælp" Han var tæt på at smile, men lod være. Han havde en evne til at lave sjov med næsten alt, til at drille folk, men lige nu havde Razor nok mere brug for Seans fokus end hans dumme forsøg på at være fuld af humor. Det hjalp på Lori, men de to var også så forskellige. Måske var dette så nemmere for Sean, fordi han for en gangs skyld havde kontrollen?
"Jeg vil vide hvad der sker med dig. Jeg vil vide hvordan du har det eller hvad du går og tænker på..."
I dette øjeblik, hvor Razor var så svag og Sean ville gøre næsten hvad som helst for at hjælpe til, ville man næppe opleve Sean mere ærlig omkring den slags. Følelser, forhold...Den slags holdt Sean tæt på sig, noget Razor også havde oplevet flere gange. Men lige nu var der ikke den slags grænser, den slags hemmeligheder. Lige nu talte Sean rent fra posen, uanset om det fik en betydning eller ej. Uanset hvad skadede det vel ikke at Razor vidste han betød det for Sean...Gjorde det? Ville fyren nogensinde bruge det imod ham? Af en eller anden grund vidste han det ikke...Han vidste ikke hvordan Razor havde det med Sean. Måske var der slet intet imellem dem...
Men Sean kendte ikke sandheden. Om det var det ene eller det andet. Så han måtte bare nøjes med at gøre hvad han selv følte rigtigt.
"Nogen har prøvet at ødelægge dig. Det vil jeg ikke lade ske" tilføjede han så en smule mere seriøst. Han havde lyst til at kysse Razor i nakken, prøve at blødgøre ham, men han holdt sig fra det. Razor ville næppe sætte pris på det.
"Et kram eller sandheden. Det behøver ikke være et tæt eller langt kram..." sagde han så, i håb om at gøre det nemmere for Razor at vælge et eller andet. Ah...Ellers kom de til at ligge her længe. Han ville helst have sandheden, men hvis Razor virkelig slet ikke kunne nævne det, ville han give ham en anden mulighed.

Han forsøgte at lytte til hvad Sean sagde - hvorfor han gjorde det. Det føltes ikke helt som derfor. Han havde trykket Razor ned i et dybt hul. Okay måske havde han bare skubbet ham til hans føleles mæssige stadie og lagt låg på. Givet ham et ultimatum hvor det at flygte fra det ikke længere var en mulighed. Ikke som når han var sammen med Selene og kunne skubbe det hele væk ved en dosis af hvad man kunne kalde vejen til paradis. Ikke så mærkeligt han havde trang til det hvis dette var alternativet. Han sank lidt en klump før han så bare bed sig lidt i læben.
" Im thinking about how much I want you to move.. " Sagde han så bare hurtigt. Desperat. Lige meget hvor længe Sean valgte at ligge hen over ham gav han sig ikke - måske nok til mulighederne. Men det virkede slet ikke som om at hans krop ville give slip på problemet. Hvorfor reagerede han sådan!? Han knurrede lavt af sig selv og kneb øjnene sammen lod panden dunke ned mod gulvet før han rystede lidt på hovedet igen.
" Congratulations... He did it - ruined me. " Hvæsede han så bare lavt, dog i en stemme der stadig beskrev hvor frustreret han var. En stemme der stadig var mærket af gråd. Han skulle væk fra under Sean og i selv samme sekund han tænkte den tanke gjorde han igen et forsøg på at komme væk. Angsten havde skubbet til ham igen - den desperate angst der ville ud af den situation han var kommet i. Det var vel okay at prøve igen - hvis Sean stadig havde godt fast måtte han jo bare bide i det sure æble og åbne munden. Fortælle hvad der var sket. Men ikke uden at gøre endnu et forsøg på at komme væk.

Det var ikke engang et særlig godt forsøg han gjorde sig. Lige meget hvilken bevægelse han gjorde var Seans krop tæt på og fik ham til at ty ned mod gulvet igen som var det mere sikkert end noget andet. Han rynkede panden lidt før han så bare rystede på hovedet. Han hadede det. Seans stædighed var forfærdelig - Razors følelser var forfærdelige. Hans sindstilstand gjorde det at eksistere til noget være lort og han kunne ikke gøre noget ved det. Overbevise sig selv om at det nok skulle gå - at det hele nok skulle blive okay? Han havde brug for en hurtig løsning. Han havde ikke tålmodighed til at vente på noget som ikke engang havde rakt hånden ud. Hvordan kunne han samarbejde med sig selv? Han mumlede kort nogle ord - billederne faldt på række, alle deres ansigter. Lydende, lugte - hele stemningen omklamrede hans krop. Dømmende, hånende blikke og grin borede sig ind i hans hoved. Ydmygende.
" I was raped okay! - Now let me go! I wanna go home. " kastede han så endelig efter Sean - tydeligt kun fordi han virkelig bare gerne ville væk. Glemme alt der røg rundt i hans hoved lige nu. Detaljer var vel ikke nødvendige. Det var rigeligt at de fyldte hans hoved. Razor troede ikke han havde evnen til at blive traumtiseret over vold på den måde. Men det havde været forfærdeligt. Så svag. " Please.."

Ham...Hvem? Mente han Sean? Han nåede ikke rigtig at overveje hvem Razor egentlig snakkede om, før Razor pludselig gav modstand igen. Sean spændte i kroppen for at modtage hans forsøg på at komme fri, men selv gav han sig ikke. Han blev hvor han var, uanset hvor meget Razor hev eller skubbede sig rundt eller imod ham. Hvor længe havde de brugt tid på det her nu? Han vidste det ikke. Men Sean havde intet andet han skulle nå i aften, selv om dette langt fra var hvordan han havde forestillet sig natten skulle gå. Han havde mest ønsket sig en aften med sjov, med fuldskab...Som i gamle dage. Inden han blev fyldt med...Ensomhed og negative tanker, bekymringer, tvivl. Dengang havde han vidst hvad han ville, haft nok venner og elskere, haft et godt og næsten ubekymret liv. Og så var alt blevet gradvis værre.
Men det var for Razors skyld. Så det gik nok.

Han havde givet Razor sit ord. Kunne han bryde det nu? Det ville nok være en dårlig ide. De var nået langt. Voldtægt...
Selvfølgelig. Det måtte bryde selv Razors grænse. Selv om dre- fyren kunne lide vold og hård sex, var det ikke ensbetydende med det skulle være imod hans egen vilje stadigvæk. Selv Sean gav ham lov til at løbe, hvis han fornemmede Razor virkelig ikke havde lyst...Selv om det så godt som aldrig var sket før.
Han dømte ikke Razor. Men forstod bedre hvad Razor kæmpede med. Han trak vejret dybt.
Han ville nok ikke få flere detaljer, selv om han bad om dem. Forhåbentlig var vedkommende, der stod bag det, død. Det var nok nu.
"Tak" svarede han så lavmælt. Razor skulle vide han satte pris på at han var ærlig over for ham.
"Jeg vil overholde mit ord og lade dig gå nu. Men hvis du nogensinde vil snakke...Bare få det ud...Eller hvis du vil prøve at komme dig over din skræk for at nogen røre ved dig...Så kom til mig, okay?" Han vidste Razor nok ikke ville indrømme han havde de problemer og faktisk komme. Men Sean ville give ham muligheden alligevel.
Efter at være sikker på at Razor måtte have hørt ham, fjernede han sig endelig. Langsomt. Lænede sig tilbage så han til sidst sad på knæ ved siden af Razor og Razor kunne løbe...Blive liggende...Sætte sig...Hvad end han nu ville.
"Jeg håber den skyldige er død..." kommenterede han alligevel. Ikke uden en snert af vrede i sin stemme. En iskold vrede, der nok ville have fået et almindeligt menneske til at flygte.

Det gik for langsomt. Sean flyttede sig for langsomt. Razor bed sig kort i læben før han rystede lidt på hovedet. Han havde brug for at komme væk. Nu havde han sagt det hvad mere var der at gøre? Okay han var måske også bare enormt utålmodig og fanget i en cirkel der blev ved med at fortælle ham at han skulle væk. Så snart Sean havde flyttet sig nok til at Razor kunne komme væk fra gulvet under manden var det hvad han gjorde. Han skubbede sig hurtigt et par cm på gulvet før han kom på benene og trådte nogle skridt mod døren. Nærmest i en skuttende fornemmelse - men det var som om at den angst der havde fyldt ham med det samme tog afstand så snart han ikke var tæt på længere. Det sitrede stadig en smule i hans krop - men slet ikke lige så meget. Han bed sig kort i læben og skævede mod Sean før han så lidt mod døren. Han rodede sig kort lidt i håret, men kun for at kradse sig lidt på armen et sted hvor gulvet havde efterladt en splint.

Razor bed kort tænderne lidt sammen og lod blikket falde ud af døren. Han havde nok mest lyst til bare at skynde sig ud. Hjem og begrave sig under sin dyne. Eller finde Selene. Det var fristende. Men det var alligevel Sean han havde en aften med, og det var grunden til han ikke var løbet endnu. Heller ikke selvom det var enormt fristende - i det mindste havde han muligheden og det gjorde det nemmere at overskue at være her.
" He's not.. " Sagde han så bare kort til hvad Sean sagde. Medmindre han var blevet slået ihjel efter at Reign og Razor var stukket af fra skibet. Men den vampyr var et vigtigt led i den pirat besætning. Det havde kaptajnen givet udtryk for. Han ville ikke miste sin - højre hånd eller hvad man kaldte det. Desuden var det ikke en svag vampyr - tværtimod. Razor bed kort tænderne sammen før han så bare rystede lidt på hovedet. Han trådte alligevel hen til døren og ud. Han skulle stadig hente sin hætte - han tvivlede på de blev her længe alligevel så inden han glemte ville han have fat i den hætte der.

Han skævede lidt rundt på sin vej ned af gangen før han så bare kort lukkede øjnene og stoppede op et øjeblik. Overvældet. Det ene øjeblik var alting helt oppe at flyve og nu var han på jorden igen. Nærmest svimmel måtte han lige finde sit fokus. Tørre sine øjne og træde videre ned af gangen. Han måtte tage sig sammen. Han var Razor! Han kunne ikke være sådan en svagelig person. Overhovedet ikke, det lå ikke i hans væren. Han tog lidt en dyb indånding før han rettede sig lidt op. " Pathetic piece of shit Razor..Pull yourself together " knurrede han lavt til sig selv før han gik videre. Han fandt hurtigt hætten i det blod fyldte rum. Ingen andre var trådt ind i kirken. Kigget ind måske - døren for enden stod på klem.