The town will be ours! (Fællestråd)

Deltagere: @Savas, @Ezekiel, @Fenrer, @Elizabeth, @Delilah, @Larlii, @Renata


Vejret var rart denne tidlige aften. En let brise bragte en lun fornemmelse med sig, sammen med duften af nye planter. Efter den voldsomme tørke i regionen, var der endelig begyndt at komme liv igen. Ikke blot det stride og gullige græs, men buske og træer der satte blade igen. Blomster, der tvang sig op af den hårde jord. Marker, der igen kunne beplantes af lokale bønder.
Skoven myldrede mere af liv, og skabte en kontrast mellem det endnu ret gullige og tørre land ved siden af sig. Men skoven myldrede også af andet liv end det forventede. Og havde gjort det i et stykke tid.
Mange dødsengle havde lavet midlertidige lejre i skoven, boende i små til større grupperinger. Overlevet sammen. Rejst sammen. Jaget sammen. Slået en elver ihjel eller to - eller en gruppe sultne landsbybeboere der kom forbi i deres jagt. Flere af dødsenglene havde også rejst uden for skoven, studeret det nye landskab og enten dræbt sig til eller stjålet sig til ressourcer.
Men på det sidste havde de været stille. Stille, på den måde at de ikke var rejst lige så langt. I virkeligheden var de som myrer. Flere af grupperne havde samlet sig i endnu større grupper. De havde samlet våben eller lavet dem selv. De havde lagt planer. Små grupper var rejst ud i landskabet og studeret det - både længere ind i skoven, men også området uden for skoven. Til sidst havde en gruppering af de stærkeste krigere - som regel bestemt efter et par dueller blandt hinanden - sat sig og lagt den endelige plan. De rastløse dødsengle havde hujet ved tanken om endelig at gøre noget.

Savas var en af dem. Han havde hele tiden haft det indirekte ord i sin egen gruppe, og nu havde han fået ansvaret for en endnu større gruppe. De havde ingen leder. Hver gruppering var styret af sin egen velansete kriger eller krigere. De var blevet enig om en plan, der havde delt alle villige dødsengle op i tre store grupper. To af dem ville udgøre den egentlige hær, mens den tredje ville udøve support efter behov. Savas smilte for sig selv. Han var ikke dømt til at vente...Han ville være i en af de første bølger. En tanke der fik en ild til at fare igennem hans blod. Selv for så lille et mål som den landsby de havde udset sig.
Landsbyen lå godt. Den var større end de fleste landsbyer i området. Jorden virkede til at være rimelig givende, selv om Savas ingen forstand havde på den slags. Landsbyen lå tæt på en kilde, der ville sikre dem rent vand. Og den lå ikke forfærdelig langt væk fra skoven, så de stadig havde nemt til jagt og andre ressourcer, som skoven kunne give dem. Det eneste var rent militaristisk...Stedet var for åbent. Hvilket lige nu var en styrke for dødsenglene, men ville blive et problem når de indtog stedet og gjorde det deres eget. Men at lægge planer for stedets nye beskyttelse måtte vente til senere.

Kun få af dødsenglene havde haft kontakt nok med omverdenen til at lære lidt af sproget. Næsten ingen af dem havde forstand på verdens samfundsmæssige eller politiske landskab. Men det hele ville forhåbentlig ændre sig efter i dag. Landsbyen ville blive deres - og beboerne taget til fange. Til at dyrke jorden, nuvel, men også til at lære dem mere. Nu måtte de se hvor mange der overlevede. Ellers måtte de hente slaver et andet sted.
I ly af det voksende mørke, som solen langsomt steg ned i horisonten, havde de endelig forladt skovens skjul. De fleste iklædt let tøj eller læder fra deres jagter, men ikke meget mere end det. De fleste med et improviseret våben eller en bue fra skovens stærke træer.
De havde holdt øje med landsbyen. På dette tidspunkt burde flertallet have samlet sig i hvert sit hus. Ingen samlet modstand. Dødsenglene ville angribe lige på og hårdt - udnytte kaosset til at gøre så meget skade som muligt. De forventede at flere af byens mænd ville gribe hvad end de havde, og slå tilbage. For slet ikke snakke om at nogen havde set en gruppe af mere bevæbnede mænd der var ankommet i løbet af dagen. Landsbyen udgjorde et oplagt stop, hvis man var på en længere rejse, trods alt.

Stille nærmede de sig. Udnytte de få træer der var til dække. Flere havde smurt mudder ud over deres ansigter eller krop for at skjule sig bedre. Deres sorte vinger ville skjule sig i det voksende mørke - men Savas gruppe skulle fungerer som fodsoldater. Andre ville angribe fra luften med deres buer, når angrebet først gik i gang.
Savas havde delt sin gruppe op i endnu tre dele. Den, han selv anførte, sneg sig ned forbi en indhegning til byens køer. De andre var på hver side af ham, tæt nok til at han kunne se dem - man langt nok væk til at de kunne gøre en fælles indsats indsats senere og angribe fra flere sider i byen. Hans hjerte slog hårdt, men roligt. Han dukkede sig i det høje græs og studerede bygningerne foran sig. Nogle børn løb grinene ind i et af husene, kaldt til mad formentlig. En mand eller vagt gik rundt med en fakkel. Savas lavede en håndbevægelse og to af hans mænd listede sig op til manden. Greb ham bagfra. Halsen skåret over og manden gemt i det høje græs, mens den anden hurtigt trampede faklen ud.

//@Ezekiel har ikke vendt tilbage til mig, så vi smutter videre til @Fenrer

Det havde været varmt, som altid, under rejsen til det område hvor rapporterne var løbet ind fra. Fenrer havde først tænkt at der nok ikke tale om andet end nogle røvere, formentlig fremsprunget af behov for føde og levebrød efter tørken. Lignende var sket flere steder rundt om i Sunfury, men her alligevel skilte de hændelser og observationer, der kom herfra, sig ud fra mængden. Det var ikke lokale røvere, eller organiserede kriminelle, som rapporterne talte om, men derimod underlige folk, der øjensynligt var dukket op ud af det blå, og fra overlevendes fortællinger, så talte de et underligt sprog, der ikke hørte til hverken elvere eller dværge.

Fenrer havde derfor samlet nogle af hans bedste livgarder, flere af disse var formskiftere, nogle tolke der kendte til mere fjerntliggende sprog og var derpå sat afsted. Gruppen bestod af tredive af hans bedste, deriblandt Rayne, kaptajnen for hans garde, fire tolke og selvfølgelig deres heste.
Denne gruppe var ankommet samme dag, under det kongelige banner, og havde forhørt sig blandt beboerne af denne by, men var kommet så langt oppe ad eftermiddagen, at Fenrer havde godtaget Raynes råd om ikke at drage videre før end næste dag. En af byens mere fremstående borgere, og kroejer, havde tilbudt sine seværdigheder for følget, kort efter at beslutning om at blive for natten var taget.

Fenrer havde kaldt alle sine mænd til samling og rådført sig med et par jægere, der havde set og beskrevet de nyankomne ballademagere. Efter samlingen havde mændende fået sig noget at spise, og var hver især ved at klargøre deres våben, til dagen derpå, mens Rayne gennemgik hvordan de mulige møder med de fremmede kunne risikere at udfolde sig. Raynes rustne stemme var dog ikke den eneste der hørtes mens Fenrer klargjorde sit eget udstyr. Tolkene og professorerne, diskuterede indbyrdes hvilket folkefærd der passede bedst på de nye beskrivelser de havde fået fra jægerne, og var langt fra enige.
Fenrer så ud af vinduet, og opdagede hvor sent det var blevet, som en vagt passerede et stykke fra kroen med en fakkel i hånd.

Fenrer vendte sig bort fra vinduet og vægtede atter Eklipse, inden han stak sværdet tilbage i det skede, og greb et stykke brød som han dyppede i den suppe, kroværten hvde serveret selskabet. Ligesom sine mænd var Fenrer endnu ikke kommet ud af sin rustning, men hvorimod at hans mænd havde de varme lag af beskyttelse på i forhold til deres arbejde, så havde Fenrer ganske enkelt bare ikke lyst til at  slæbe sin rustning op på værelset før end det var nødvendigt, og siden han havde planer om at snakke med Rayne efterfølgende, kunne det ligesågodt vente.

Kongen af Sunfury gryntede et let lille grin, da en af professorerne daskede den anden, en et tomatrødt ansigt, og håbede næsten at hans garder havde set optrinnet. Men hans muntre udtryk svandt hurtigt ind, da han vejrede blod i luften, sammen med en svag lugt han ikke havde bemærket før nu. Fenrer stillede suppen fra sig og så ud i mørket, hvor det gik op for ham at noget var galt. Der gik ikke længe før end han opdagede hvad der generede ham.
Hvor var vagten med faklen? I det mindste burde Fenrer kunne følge et lysskær, selv med baggrundslyset fra krostuen, men der var intet at skue, og med lyset indefra, kunne Fenrer ikke rigtigt se hvad der foregik derude, nattesyn eller ej. Fenrer besluttede sig for ikke at afbryde Rayne endnu, for hvis der virkelig var ugler i mosen, så var det ikke nødvendigvis den bedste ide pludselig at ændre opførsel, der så kunne advare hvem end der var derude.
For nu, observerede han bare, og håbede på at han kunne fange et glimt af hvad end der skete derude, hvis altså hans øjne kunne tilpasse sig det åndsvage lys, for at slukke det ville også være give sig selv bort.

Hairstyle - Here & Here
Clothes - Here
Sword - Here

// Jeg ved det er ret kort ... //

kjole

Larlii havde tilbragt hele eftermiddagen sammen med byens kloge kone, og var lige gået ud til hesten der roligt ventede uden for huset. Hun fornemmede at der var noget galt, men hvad viste hun ikke.
Hun havde sin datter i en slynge foran brystet og spændte sadeltaskerne fast. Den kloge kone stod og så smilende til, mens Larlii gjorde klar til hjemturen.
”Du må se om du ikke kan lokke din skønne mand med næste gang. Jeg vil gerne møde den mand, som har gjort dig så glad.” Larlii smilede varmt til kvinden og så derefter utrolig kærligt på sin datter, der pudrede stille.
”Det skal jeg nok forsøge, Hilda. Men jeg kan ikke love noget. Han kan være meget tilbageholden fra tid til anden, når det gælder nye folk. Og han er ikke til snak om healende urter. Jeg…” Hun stoppede sig selv og lyttede intens ud i den tidlige aftenstund. Hendes elverøre opfangede nemmere lyde end menneskers. Hun var ikke sikker på hvad der skete, men noget fik hende til at tænke på de fremmede, som hun havde set holde til i udkanten af skoven. Heldigvis havde hun taget en god omvej for at undgå sammenstød med dem, da hun havde en dårlig fornemmelse omkring dem. Noget sagde hende at hun skulle skynde sig væk fra byen, men samtidig var der noget andet som sagde hende at hun skulle blive og hjælpe til hvis der blev brug for en healer. Hun så nervøs ned på sin datter, der var blevet stille så snart hun havde opfanget sin mors nervøsitet. Larlii så hen på den kloge kone, og hviskede stille.
”Luk og lås døren, samt gem dig det mest sikre sted du har. Jeg er bange for at det trækker op til kamp.” Hilda nikkede og skyndte sig ind i huset, samtidig med at Larlii svang sig i sadlen og fik hesten til at sætte afsted mod skoven. I sit stille sind bad hun til Nimar om at de slap uskadt ind i skoven.

Hvis de kom uskadte ind i skoven og hun ikke kunne høre andre omkring sig, ville hun stoppe hesten og finde et sted hvor hun kunne holde øje med byen på afstand.

Outfit: https://i.servimg.com/u/f81/19/78/03/21/3af9b612.jpg

Normalt ville Renata ikke bide mærke i den slags, medmindre det direkte påvirkede hende direkte, eller hvis hun blev betalt for det, men lige denne nat føltes som om, der var noget som ville gå grueligt galt. Til at starte med havde hun faktisk været ligeglad, da hun bevægede sig gennem skoven, på hendes vej mod denne by for at sælge kød, til trods for at hun havde observeret lugten af op til flere livs energier, der alle bar signaturen af at komme fra den samme race. Men efter hun var kommet til byen, var det som om tilfældigheder, var blevet til tegn på at noget var galt i hendes hoved, i takt med at hun spottede flere af disse såkaldte tilfældigheder.
De første 2 mærkelige ting hun bemærkede var, at Delilah og en gruppe af kriger typer befandt sig i byen. Under hendes tur rundt til hendes nytilegnede faste steder, havde Renata spottet hende i flokken af folk, lige som hun bemærkede disse folk i nærheden, hun valgte dog at vente med at tage kontakt til Delilah, da hun lige ville af med de sidste vare, før hun følte at hun kunne slappe af. Det næste hun bemærkede, som virkelig fik hende til at tænke over at der var noget galt, var at hun spottede Larlii med hendes barn, komme ud fra et hus. Det kunne ikke betyde noget godt, når de eneste 2 væsner hun syntes om dukkede op i den samme by, på samme tid, og så endda mens der var nogen der gemte sig, i udkanten af byen.

I et kort øjeblik overvejede hun at advare Larlii, fortælle hende at hun skulle forlade byen nu, så hun og mini elveren var i sikkerhed, men hun blev forstyrret af de samme lyde som Larlii hørte, hvorefter hun så Larliis reaktion på disse lyde. Hun håbede Larlii ville blive ved med at ride, til hun var langt væk herfra, så Renata ikke behøvede at bekymre sig om hende, skulle kaos bryde løs i denne ellers kedeligt fredlige by.
Nu hvor hun troede at Larlii var væk og på sikker afstand af potentielle fare, løb hun i retning af det sted hun havde set Delilah. Pilene i hendes pile kokker raslede let, mens hendes bue svirpede igennem luften hver gang hun svingede den igennem, i takt med at hun løb, indtil hun var kommet hen til kroen. Hun stoppede ved kanten af bygningens hjørne, da hun kunne lugte blod i luften. Hun trak vejret dybt, for hurtigt at genvinde kontrollen over sin vejrtrækning, mens hun så udover området for at se om hun kunne spotte noget, indtil hun bestemte sig for at finde Delilah. Hun nåede kun at dreje hovedet i retning af døren, mere skulle der ikke til for at finde den kvinde hun ledte efter.

"Du kan også mærke det, kan du ikke? Det føles som om der er noget, som er lige på kanten til at gå galt!" sagde Renata roligt mens hun kom hen til Delilah, for at kunne snakke med hende, uden at det blev for højlydt. Hun var i det mindste glad for, at hun kendte en som Delilah, for Renata vidste at hun kunne kæmpe "Der er nogle skumle typer der gemmer sig i udkanten af byen, og jeg tror ikke de er kommet for at prøve den lokale mad!"

Mørket var deres legeplads. Deres medfødte evner gav dem muligheden for at sprede frygt og angst. Det var noget der fulgte med skyggerne - eller i dette tilfælde, kunne følge med mørket. Men ikke endnu. De ventede...Bare lidt endnu. Savas var den eneste der langsomt kravlede tættere på, på hug, så hans kraftige lårmuskler strakte sig med hans bevægelser. Et hus. Samme hus med børnene. Fra sin plads, til højre fra et lille vindue, kunne han høre lyder derindefra. Glade lyde. Uvidende lyde. Med en hånd mod det ru træværk så han sig om hjørnet. De var i den lave ende af byen, forstået på den måde at de rige - og dermed nok også bedst beskyttede - formentlig boede i midten af byen. De var i udkanten, skjult mellem indhegningerne af køer og en enkelt hest eller to. Nogle af køerne flyttede sig usikkert, enkelte af dem kom med små advarende "muuuh" som for at holde disse ukendte væsner på afstand. Lugten af blod virkede til at gøre de nærmeste køer endnu mere nervøse, men dumme som disse dyr var, havde Savas stadig lidt tid at løbe på.

Der virkede til at være en overraskende aktivitet. Selv om de fleste borgere nok spiste eller sad derhjemme, var nogle af dem også endnu kun på vej hjem - eller andre steder hen. Savas' spejdere havde set en gruppe soldater ankomme til byen tidligere. Omkring 30 mænd, skinnende rustninger og det hele. Det ville blive et problem og de havde diskuteret om de skulle vente...
Et smil gled over ham. Vente...Når de nu kunne få lidt mere kamp end først troet? Aldrig i livet. De havde brug for at blive luftet. De havde brug for at afprøve det. De vidste endnu så lidt om hele verden omkring dem...Ville det være de svage mennesker - som Savas havde fået en fornemmelse af var langt i overtal - som de skulle slås mod? Eller folk af andre racer? Som hende den stærke kvinde, af hvilken Savas endnu ikke vidste man ville sige "vampyr" omkring. Men han havde mødt hende og de havde sloges sammen. For en del tid siden, i en meget mindre landsby, meget længere væk.

-------

Savas rettede sig op. Alt virkede roligt, men de kunne ikke sidde her hele aften. De kunne lige så godt gå i gang, nu virkede som lige så godt et tidspunkt som så mange andre. Med en håndbevægelse satte de to mindre grupper på hver side af ham, sig i bevægelse. Med flint, sten og tørt græs (af hvilket der var masser alle steder) sneg de sig op til nogle forudbestemte bygninger. Punkt et i planen var at skabe distraheringer. Og hvad frygtede alt levende? Ild. Den ene gruppe ville gå efter nogle stalde. Den anden ville liste sig lidt længere ned langs byen og sætte ild til et ligegyldigt hus eller to. Men bygninger, de nøje havde udvalgt, fordi de ikke lå FOR tæt på alle de andre bygninger. De gad jo ikke bygge hele byen op igen bagefter. Spildt arbejde og langt fra praktisk.

Han blev siddende hvor han var, mens tiden sneglede sig af sted. Endelig spredte der sig en svag luft af noget der brændte - og et svagt lys bredte sig. Et lys, der ville fungere som et signal til angreb for alle dødsenglene. Men først...Først skulle de opdages og forhåbentlig skabe kaos. Og der gik ikke lang tid før det skete. Med pludselige råb, der flængede den luften, begyndte nogle opmærksomme landsbybeboere at løbe til de forskellige steder.
"...ILD!"
"...Hent spandene!"
Savas forstod ikke meget af ordene - men nok til at vide at ilden var opdaget og de første, der havde set den, var gået i panik. Snart blev der banket på flere døre, for at hente mænd til at hjælpe med ilden. Og mens de var optaget af det, sendte Savas sine mænd ind i byen med en ny håndbevægelse.
De folk, der var dumme nok til at løbe ud af byen for at vente vand, blev stille stukket ihjel.
Stille...Til nogen opdagede dem, skreg op og løb tilbage i byen.
Savas' hånd greb om skaftet på hans krumme sværd, som han langsomt trak. Deres overraskelse ville være slut lige om lidt. Det var på tide at udnytte det kaos der allerede var. Så med et brøl kastede han sig frem fra hjørnet. Bag ham rejste hans gruppe af dødsengle sig - hver af hans 3 grupper bestod af måske 15 mænd - og kastede sig ind i byen. Alt levende var fair game. Alt levende blev hugget ned. Men mændene først og fremmest.
De tre grupper ville ikke løbe hovedkluns af sted. De ville hver skabe hver deres lille ståsted og langsomt kæmpe sig vej videre ind i byen. Altid i nærheden af hinanden. Her i startet var der dog ikke mange værdige modstandere og de nåede hurtigt længere ind i byen.

//beklager tiden. Ezekiel springes over igen. @fenrer er næste

Der skete lidt for meget på én gang, til at Fenrer brød sig synderligt for det. Han hævede en hånd mod forsamlingen af Sunfurys elite så snart den ildelugtende dame havde lukket døren bag sig. Rayne fangede hurtigt an til situationen og nikkede mod kongen, der stod og så vagtsomt ud ad vinduet, hvilket fik tropperne til at rejse sig så lydløst som muligt og klargøre sig. Kroejeren begyndte at svede som et pattegris der havde anet et grillspyd, som soldaterne iførte sig deres hjelme og trak deres sværd. Fenrer fokuserede på lydene udefra, og gjorde sig umage for at lukke de kævlende professorer, og den svage raslen af metal ude. Der var nogle kvindfolk der begyndte at kævle et par steder, hvilket generede Fenrer en anelse, men de var ikke højlydte nok til at det ville betyde det store. Fenrer stillede sin skål fra sig og lyttede så intenst som muligt.

Røgen nåede hans næsebor hurtigere end opråbene, men det var først ved råbene at Fenrer strakte sine fingre og runerne i hans bælte lyste op.
Udenfor, over husene, dukkede to fugle op, tilsyneladende direkte ud af en grønlig dis, der selv nærmest sprang ind i eksistens. Den ene en ørn, der svævede omkring og holdte et vågent øje på den forskellige omkringfarende folk, og den anden, en stork, der fløj hastigt omkring til de forskellige huse og advarende forsøgte at genne folk tilbage i de ikke brændende huse.

Fenrer gjorde et hovedkast mod døren og livgarden skyndte sig ud af kroen, hvor de stillede op i to linjer, med Rayne forrest, sværdene draget og musklerne spændt, klar til kamp. Fenrer drog selv eklipse og marcherede ud efter sine mænd. Skjolde havde været ideelle nu, men garden havde ikke for vane at tage den med sig af hestene, og for megen styrten frem og tilbage kunne koste dem en strategisk fordel. Ikke én blandt de hærdede mænd var dog nervøse. De havde alle deres træning, rustning og våben, for ikke at sige at Fenrer selv ikke havde kunne ønske sig bedre selskab, måske lige for undtagelse af Gautham. Alle disse mænd havde redet ved hans side da han brød formationen på Minotauris og vendte kampen da de omringede og stormede minotaurerne. Efter at have stået ansigt til ansigt med sådanne modstandere, var der ikke meget der kunne ryste nogen.

Fenrers øjne lyste grønt af harme, som den ellers behageligt svalende aftenluft, blev forurenet af røgen. Storken ville forsvinde så snart der var råd for at borgerne i byen var i sikkerhed, så relativ som den måtte være, men ikke før end storken havde fortaget sig, ville Fenrer tilkalde ulven. Han havde ikke tænkt sig at spilde yderligere kræfter, uden at vide hvad han var oppe imod.

Støvet der nu hvirvlede op og lugten af blod, fik Fenrer til at smile ved minderne om kampen på Minotauris. En kamp han havde vundet.
Fenrer stillede marcherede op til fronten af sine mænd, der fulgte ham fremad i perfekt formation mod de nu fremtrådte voldsmænd, udmærket klar over kaosset der udviklede sig omkring dem, uantastet. Han var klar over at uskyldig blev dræbt, men der var kun så meget han kunne stille op, hvis ikke at kampen skulle gå hen og udvikle sig til et tidligt givent nederlag. Fenrer stoppede, og ligeledes gjorde mændende, da en gruppe stormede ind i byen. Fenrer trak sin lille stridshammer og råbte op i en øredøvende tone.
"HOLDT! VEND BORT HERFRA ELLER BERED JER PÅ KONSEKVENSERNE AF JERES HANDLINGER!" Fenrer skar tænder som han hørte et par af professorerne, der åbenbart havde fundet mandsmod og hjerne nok tilat afslutte skænderiet og følge med dem, der begyndte at oversætte på alle de dialekter og sprog de mistænkte voldsmændende for at kunne forstå.
"DER ER INGEN ADVARSLER FRA NU!" Fortsatte Fenrer, og svirpede en truende gestus frem mod fjenden"FORSVIND!"

Spring mig over for denne runde //

//spring mig over denne gang//

"Lige den her gang er det ikke mig du kan lugte blod på, i hvert ikke endnu, og lige som vores sidste møde er der problemer på vej i vores retning! For at være ærlig er der et mønster der er ved at danne sig, når det kommer til når vi mødes, og jeg bryder mig ikke om det!" svarede hun i et lettere mistænksomt toneleje, mens hun så sig rundt med et studerende blik i hendes øjne. Så snart Delilah bevægede sig mod den lugt af ild der svagt spredte sig i luften, fulgte Renata med hende, for at se hvor lugten kom fra.
"Lige mit held som altid! En afledning som denne, betyder som regel at et angreb er under opsejling!" Renata interesserede sig ikke for andres problemer, især ikke når der ikke var noget at komme efter for hende, men lige i denne situation havde hun en underlig følelse, hun ikke havde prøvet at føle før. Normalt i denne slags situationer, ville hun bare være ligeglad og skride hvis hun ikke blev angrebet, men denne gang havde hun var de eneste 2 venner hun havde, tilstede i hvad end denne situation der foregik her, så det ændrede tingene lidt for hende.

Med bestemte skridt fulgtes hun med Del tilbage mod kroen. Hun fandt de mærkelige typer i rustningerne irriterende, især da angrebet gik i gang og en af dem begyndte at råbe af fjenderne, efterfulgt af dem der begyndte at oversætte hvad han sagde. Det kunne godt være det bare var hende, men et angreb var et angreb, og hun havde altid været af den overbevisning, at når først man havde startet et angreb som det der var i gang lige nu, så var det ikke lige frem nu man begyndte at fortryde, eller tænke på fredelige løsninger. Hun valgte at ignorere denne fremmede for at møde Dels blik, hvilket fik et krigerisk smil frem på hendes læber, mens hun greb sine 2 sværd, som tegn på at hun var mere end klar til at kæmpe, sammen med Del.
Renata havde mødt en af disse væsner før. Hun kunne genkende lugten af deres livs energi, og synet af deres mærkelige vinger, som hun havde fået en forståelse af, at de ikke var i stand til at trække ind. Med en aggressiv kraft satte Renata af sammen med Del, løb forbi flokken af rustninge gutter, og direkte ind i den ene gruppe af folk med vinger. Så snart hun kom tæt nok på en af dem, svang hun et af sine sværd så det ramte en del af hans vinge, og skadet ham i sådan en grad at han ikke kunne lette. Hun parerede hans angreb med sit andet sværd, blot for at gå aggressivt til modangreb, uden at give sin fjende en chance for et puste rum.

Sværdet sank ubesværet ind i ryggen på en ung mand. Manden kom med et form for suk, som en lunge blev punkteret og han stille faldt om hvor han var - om få sekunder mere død end levende. Men trods døden, trods smerterne der gav hele gruppen en ny energi, så...Så var det ikke nok. Der var ingen modstand. Selv de få, der havde været forudseende nok til at gribe en høtyv, udgjorde ikke rigtig nogen udfordring. Ikke ene og alene i hvert fald.
Et sted bag ham brølede de skræmte dyr, men jo længere de nåede igennem byen, jo mere forsvandt lydene. Måske havde byens beboere været tæt på at fjerne ilden visse steder - men som noget underligt grønt skar sig vej igennem luften over dem, var det som om byens beboere forsvandt. Der var snart ikke mange at hugge ned, uden at se selv ledte efter folk i husene - og det ville bryde deres nuværende formation. Velvidende der VAR soldater i byen, kunne det aldrig komme i på tale. Og det tiltrækkende ved en rigtig kamp var...Ja, mere tiltrækkende. Så det var ikke uden et lille smil og et sidste blik på de grønne fugle, at Savas fortsatte med sine mænd.

De to andre grupper, på hver side af Savas, skar igennem nogle af gyderne. Selv om de tre grupper ikke nåede at blive blandet helt sammen, var de tæt nok på hinanden til at udgøre en samlet enhed hvis det blev nødvendigt. Og dog var der til tider alligevel huse imellem dem. I hvert fald til Savas stoppede op midt på byens bredeste gade. Stoppet af den lidt for metalliske og skinnende front af soldater foran dem. Selv om de var halvløbet igennem den første del af byen og slået ihjel hvad de fandt, krævede det ikke mere end at Savas stoppede op, før hans mænd faldt i og skabte deres egen front. Væsentlig mindre skinnende, som dødsenglene ingen metal-rustning bar. Men på ingen måde bange - og på alle måder med blodtørst.
Der blev råbt ord. Savas forstod ingen af dem. Eller måske forstod han et eller to af dem. Men han forstod budskabet alligevel - disse mænd ville angribe, hvis Savas fortsatte. Og var det ikke det de alle ville, når det kom til stykket? Han så hen langs rækken af sine egne mænd. Som sin egen gruppe var de i undertal. Fordi de stod midt i byen, kunne han ikke vurdere om denne skinnende mand havde andre grupper af soldater...Eller om de alle stod lige her. En kampplads eller flere?
De råbte ord fra andre mænd lød heller ikke bekendte...
Og dog. Der var et af de sprog der blev talt, der virkede mere genkendeligt end de andre. I et split sekund troede Savas faktisk nogen kunne deres eget sprog...Men det var intet mere end noget, der højst var tæt på. Næsten dovent svang han sit blodige sværd. Afventende. Men på hvad?

------

En af Savas grupper var ude langs kanten af byen. De fokuserede på at holde øje med hinanden, samtidig med de alle tre ville rykke frem - så denne gruppe havde opdaget at Savas var stoppet op. De fokuserede i stedet på at finde et passende sted hvor de kunne udgøre en trussel fra siden. Mod soldaterne.

Den anden gruppe havde måske også opdaget det, men på trods af deres træning, var de i dette øjeblik optaget. Eller nogle af dem var, som minimum. Selv om de var trænet i at forvente hvad som helst, havde de mere eller mindre forventet nedslagtning til de fandt soldaterne - ikke at to kvindelige skikkelser ville komme direkte imod dem og angribe. Dødsenglene var stadig i hastig fremmarch, så kvinderne nåede ind midt imellem dem, før dødsenglene råbte noget og stoppede op. Måske havde kvinderne haft held med at slå en eller to engle ihjel - uanset hvad var de en større udfordring. Og, hvis de ikke passende på, ved at blive omringet af hele gruppen. En gruppe der ikke ville vente, men møde den aggressive fremfærd med deres eget aggressive angreb. Koordineret, så ikke endte  med at stikke hinanden ned i stedet.

----------------

Savas vidste hvad han ventede på. Hans ledige hånd gled op igennem luften, men ingen bevægede sig af den grund.
Savas var ikke den eneste i byen i aften. Ikke den eneste gruppe af dødsengle. Blot den første. Der manglede to grupper endnu. Den ene ville komme fra luften med bueskyttere...Men Savas vurderede at de nok først ville nå byen om lidt. De havde gemt sig længere væk, trods alt, for ikke vække mistænksomhed. Den anden gruppe ville komme fra en anden side af byen. Ezekiel.
Så hvordan distraherede man bedst en gruppe fjender foran sig?
Ved at stå stille?
Stå stille...
Og skabe frygt i mørket?
Håndbevægelsen havde fået hans mænd til at koncentrere sig. De kunne sagtens bruge evnen og slås samtidig, men det kostede altid et øjeblik at aktivere den og sprede den. Det var begrænset hvor langt den kunne nå, de var stadig et stykke fra gruppen af soldater. Men selv hvis de kun nåede de forreste, ville det måske skabe distraheringer og kaos der kunne sprede sig automatisk til resten.
Sorte skygger, der forsvandt i mørket. Sorte skygger, der så snart de fandt en anden person, ville sprede mareridt. Sprede følelsen af frygt og angst. Nogen kunne modstå det bedre end andre. Men Savas ville ikke bare have kampen hurtigt overstået - han ville også have en fornemmelse af hvilken slags modstand han kunne finde. Hvilke slags fjender der fandtes i dette land.

-------------

I den del af byen, der allerede var ødelagt og blodig, havde et par modige borgere alligevel sneget sig ud. Hvem kunne holde til at lytte til de døende, uden at gøre bare noget?
Forsigtigt listede de sig rundt. Greb de sårede og bar dem væk. Men hvorhen? De kendte ingen der kunne hjælpe disse hårdt sårede mænd og kvinder. Alligevel blev de hevet enten ind i specifikke huse eller ud fra byens grænse. De modige borgere gjorde deres bedste for at hjælpe dem.


//Beklager længden, ville gerne prøve at give noget til alle. @Ezekiel har nævnt han muligvis har tid til at svare nu her, så vi venter spændt!
I skal heller ikke lade jeres motivation miste ved at dødsenglene virker som mange og at der kommer flere senere. Der kan ske mange ting, og der er flere styrker og svagheder mellem de forskellige grupper/individer i byen. Så vi ser hvad der sker!

På den anden side af byen stod de klar. Ezekiel og hans egen gruppe af dødsengle. Hans gruppe var ikke lige så stor som Savas' - men det behøvede de heller ikke være. De var dem der var gode til at liste omkring... Dræbe folk inden de opdagede dem. Deres speciale lå i dette - ikke i direkte frontale angreb, selvom de også sagtens kunne gøre dette.

Men kaosset som Savas' gruppe skabte, var det perfekte dække for dem. De sneg sig stille og roligt ind - ingen holdt øje med byen fra denne side lige nu, alle varfokuserede på hvor angrebene først var kommet fra... Hvilket gjorde det så megetnemmere at gøre deres job her. Med en enkelt gestus fra Ezekiel, gik de igang. Sneg sig afsted i mindre grupper af tre af gangen - brugte deres sværd og spyd til at skære halsen over på folk eller stikke dem ned. Al panikken og frygten der bølgede gennem byen... Det var nærmest euforiserende at mærke. Som om det var netop dette de var blevet skabt til...

Ezekiel's gruppe bevægede sig hurtigt længere ind i byen - og det var først herinde, de mødte nogle af vagterne. Han gik straks til angreb på en, der havde stået med ryggen vendt til - stak sit spyd igennem ham. Men desværrenåede manden at skrige af smerten, hvilket fik hans kompagnoner til at vende sig om. "Der er flere af dem! De angriber fra begge sider!" råbte den ene mand op... Og Ezekiel fandt atter at det havde været en god investering at bruge tid sammen med de draconianere han nu engang havde... Så meget bedre som hans forståelse af sproget var blevet på denne korte tid, så han rent faktisk lige præcis kunne forstå hvad det var manden havde råbt.

//sorry jeg ikke svarede de andre gange, men der var jeg hos mine forældre. håber den her entré kan bruges //

//Jeg har ikke hørt fra Fenrer, så næste er @Elizabeth - beklager tiden

Spring mig over endnu engang. //

//Update: Alle har travlt eller er væk i øjeblikket, så emnet er næsten gået helt død alligevel. Delilah har fortalt hun først kan svare efter d. 1 juli, så jeg har valgt vi venter. Beklager tiden, jeg håber folk stadig har lyst til emnet derefter.

//Larlii har ikke svaret længe, så vi hopper videre til @Renata

Renatas første modstander var stærk, men han stod overfor en modstander, der lige som ham havde modtaget en del kamp træning. Der var måske blot en forskel mellem dem, der kunne gøre en verden til forskel, lige meget hvor lille eller stor man syntes den forskel var. Denne forskel lå i, at Renatas evne havde tvunget hende til at lære tonsvis af kampteknikker, og med alt den træning der lå i den indlæring, kom der en umådelig mængde af rå styrke og teknik.
Selvom denne fjende hun havde angrebet gav godt med modstand, gik der alligevel ikke lang tid før hun undveg hans sværd med hendes venstre hånds sværd, så det skabte en åbning for hende, efterfulgt af sværdet i hendes højre hånd, der fløj ind i den åbning, og gennemborede mandens brystkasse, så blod begyndte at gennembløde ryggen af hans tøj. Hun satte hurtigt en fod mod mandens krop, inden han begyndte at falde sammen af sig selv, og skubbede ham voldsomt væk, så han væltede ind i en af hans kammerater, alt imens hun fik sit højre sværd tilbage, så hun kunne gå til angreb på den næste fjende.

Alt imens hun kæmpede, registrerede hun nærmest som en ren refleks, hvordan de andre væsner omkring hende bevægede sig. Hun var nærmest konstant bevidst om, hvor Del befandt sig henne i forhold til hende selv, samtidig med at hun observerede sine modstanderes bevægelse, ved hjælp af hendes øjne, duften af deres livs energi og følelsen af den aura de udstrålede. Hendes sind var nærmest gået i fuld kriger tilstand, en sindstilstand hun var blevet trænet i under fangeskab, hvor hun kun fokuserede på kamp, når hun blev angrebet af flere modstandere på en gang, og som gjorde at hun angreb alt inden for rækkevidde, i nærmest flydende bevægelser. Det eneste hun ikke angreb var Del, som hendes sanser kunne genkende som en ven, men alle andre omkring hende blev angrebet, og hvert eneste angreb hun udførte, blev udført med intentionen om at dræbe.
At se hende kæmpe på denne måde, sammenlignet med hvordan hun så ud, når hun var uden for kamp, var som at se forskellen mellem en person der slappede af, og en psykotisk dræber maskine, der kun levede for det næste mord. Det var først da hun mærkede Dels hånd der greb fat i hendes håndled, og begyndte at trække hende ud af flokken, at Renata blev hyllet ud af denne sindstilstand, og kom tilbage til sig selv igen. Hun fulgte efter Del med hurtige skridt, alt imens hun holdt øje med gruppen bag dem, der i stedet for at splitte op og forfølge dem, valgte at forblive i formationen de befandt sig i nu. Renata valgte at udnytte dette, ved at tage fat i Dels hånd, og trække hende med sig lidt længere væk, så der var noget afstand mellem dem og gruppen. Hun havde så sandelig fået information ud af dette indledende angreb, information som de kunne udnytte fremadrettet.

"Det her minder mig om dengang jeg stadig var ung!" sagde hun i et fattet toneleje, mens hendes øjne skimtede henover de grupper af fjender hun kunne se, da hun havde observeret noget meget nyttigt, til trods for at være midt i kampens hede, da hun spottede det. Hendes blik fandt dog vej tilbage til Del, da hun fortsatte med at snakke "I et stykke tid, blev jeg trænet i at kæmpe mod grupper lige som de her, og under den træning blev jeg blandt andet trænet i, at kunne udpege en leder selv under de mest kummerlige forhold! Jeg lærte at lederen som regel er den de andre ser op til i kampens hede, da lederens job er at guide dem til sejr!"
"At dømme ud fra hvordan de her tosser bevæger sig, den måde de engang imellem kigger i retning af ham på, og den måde han laver bevægelser på, som mere ligner signaler frem for angreb, vil jeg antage at ham der er deres leder! Ifølge hvad jeg har lært, er min intention at uskadeliggøre ham, eller som minimum at adskille ham så meget fra de andre, at han ikke længere er i stand til at dirigere dem lige så godt!" da hun snakkede om Savas, lavede Renata en indikerende men diskret bevægelse mod ham, så det for modstanderen var svært at regne ud hvad den bevægelse betød, alt i mens det for Del var mere eller mindre klart, hvem det var Renata snakkede om. Hvis hun kunne få fingrene i Savas, kunne det måske have en effekt på de andre dødsengle, som set fra hendes synsvinkel kunne være en positiv effekt, hvis altså de var heldige. Det var ikke fordi det var en desideret plan, men at angribe lederen og separere ham fra de andre, enten gennem død eller fysisk separering, kunne i hendes øjne være en god start.

Omend det at ende i en kamp som denne, ikke lige frem havde været noget hun havde regnet med, så var Renata heldigvis forberedt på en situation som denne. Sidst hun havde kopieret en evne, var snart et døgn siden, så hun ville snart være oppe på at kunne gøre dette 3 gange igen, og hun havde 4 forskellige evner gemt i mad, som var sikkert spændt fast ved hendes hofte.
Den ene evne var en healer evne, som brugte brugerens livsenergi til at heale, den anden var en eksplosions evne, der gjorde at hun kunne gøre ting til mini bomber, den tredje var en teleport evne der var god til at teleportere genstande, men var farlig at bruge på levende væsner, og den fjerde var en sjælden transformations evne, der gjorde at man kunne blive til en pachycephalosaurus.

Savas trak vejret dybt. Der var intet han hellere ville, end at bruge sin egen frygt-evne også. Men han var nødt til at holde fokus på kampen omkring dem, ikke fordybe sig i brugen af evnen. De bedste soldater kunne både bruge evnen og slås - men det var ikke alle. For nogle ville det tage mere koncentration end godt var. Men dette udgjorde jo næsten den bedste træning, ikke?
Med et svagt smil så han til, som evnen ramte den forreste række af soldater. Hvordan de pludselig skreg, græd eller sank sammen på deres knæ. Af mareridt, som kun de selv kunne se. Svedende af angst og frygt. Ikke alle soldaterne, de ramte, blev lige påvirket. Men det var tilfredsstillende at se nogle af dem knække, for måske aldrig helt at blive dem selv igen.
Med den anden arm gjorde han tegn til at angribe. Enten angreb soldaterne også selv - eller også ville de gøre det snart alligevel. Så de kunne lige så godt fortsætte.
"Hold formationen. Gå roligt frem til hjælpen er her!"
Savas kommunikerede på dødsenglenes eget sprog. Bueskytterne måtte snart være her. Og ellers forventede Savas at Ezekiel enten snart eller allerede luskede rundt i skyggerne omkring dem.
Den ene gruppe af soldater kastede sig frem fra skyggerne mellem husene for at angribe soldaterne fra siden. De skinnende soldater stod til at blive angrebet både forfra og fra deres højre side. Savas selv lod de fleste af sine mænd gå først, før han selv fulgte efter dem. En smule tilbage fra det første møde med fjenden, så han bedre kunne holde overblikket - men ikke så langt væk at han ikke selv kunne nyde kampen. Han strammede grebet om sværdet i sin hånd...

Gruppen af soldater, som dæmonen og elveren havde mødt, ville vende sig og angribe soldaterne. Selv om de to kvinder havde udgjort en mulig trussel og en mere værdig modstander, var de stadig kun to. Her var tale om en gruppe af soldater som umiddelbart ville give en meget bedre kamp i længden. Det var lige til nogle af byens egne vagter kom dem løbende i møde. En spontan kamp opstod og gruppen kunne ikke tilslutte sig Savas lige med det samme.

En af dødsenglene løb fra gruppen og hen til Savas gruppe. Savas stod stadig tilbage, eftersom han kun lige havde givet tegn. Da han så manden, trak han sig ud til siden. en rapport blev givet. Om hvor gruppen var og om at de var optaget. Med et kort nik og et vink sendte han manden retur. Men mødet havde lokket Savas ud fra midten af sine mænd, ud til siden. Måske nemmere at nå...eller påkalde opmærksomhed fra?
Savas så sig omkring, før han svang sit sværd en kort omgang, som han satte i bevægelse. Iveren efter kamp pumpede i hans årer og han havde hverken viljen eller lysten til at holde det tilbage. Blod, blod og mere blod!
"Tag byen!"
Råbet gjaldede og fik hans mænd til at råbe i forventning. Et råb som byen ikke kunne tolke på det ukendte sprog...Medmindre de gættede eller havde visse sproglige evner til at genkende et ord eller to.


//Næste er @Ezekiel

Det havde ikke været planen at blive opdaget så tidligt. Men heldigvis - så fik de hurtigt bugt med manden kompagnoner, og kunne atter skjule sig i mørket, inden forstærkningerne kom. Ezekiel fløj lydløst op til at stille sig på toppen af et tag, hvorfra han havde god udsigt til både hvor Savas' mænd var, og hans egne. Han signalerede til hans mænd at de skulle snige sig fremad, om mod Savas' mænd, så de kunne hjælpe med at omringe byens krigere inden de opdagede noget.

Og så snart de var i position, gemt godt i mørket - så gav Ezekiel tegn med en enkelt lille gestus af hånden, og hans mænd gik til angreb. Ud af mørket trådte adskillige dødsengle med kortsværd i hænderne, som de skar halse over med, så dem der før havde truet Savas' mænd ikke nåede at reagere, før det var for sent. Deres fokus havde været på dem Savas havde haft under sig... Så meget, at de ikke havde opdaget dem der kom frem fra skyggerne, inklusive Ezekiel, der fløj ned og gennemborede den sidste mand med sit tohovede spyd som han landede. han satte derefter en fod i manden bryst, og vristede sit spyd frit igen.

"Østsiden er faldet." informerede han kort og godt Savas om, som han så på ham - på deres eget sprog, naturligvis. "Vi fortsætter sydpå." sagde han derefter, og med endnu en lille gestus, så forsvandt ham og hans mænd atter ind i mørket, og bevægede sig mod den sydlige del af byen.

//Den næste er @Fenrer, og svarer han ikke inden for en overkommelig fremtid, er det @Elizabeth