Hvad har du at sige? - Chioni

Denne nat havde allerede været travl og fyldt med forskellige ærinder der ikke kunne vente mere. Marcus var dårligt kommet ind af døren i hans safehouse i Rotten Root før han blev mødt af Nick. Nick havde som han så ofte havde en længere liste af ting Marcus skulle tage stilling til. De fleste var heldigvis bare ja, nej ting, men der var alligevel også de typiske reminders, så som at der var folk der ventede på at mødes med Marcus, eller nyheder om personer der havde forvoldt skade på Marcus' folk. Alt sammen var vigtigt, men modsat Nick, havde Marcus sjældent super travlt med at håndtere alt på en gang. I stedet gik han roligt igennem den smalle gang der ledte længere ind i huset.

De fleste døre ud til gangen stod åbne, der var som altid en god mængde forskellige vampyrer der forholdte sig i de forskellige rum. Der var kun enkelte rum i dette hus der var forbudte at gå ind i for de fleste af de vampyrer der opholdte sig der, det omhandlede Marcus' eget kammer og Alanis' kammer. Ellers var det kun forbudt for folk at gå ind i andre rum hvis de blev brugt til vigtige møder eller planlægning, men det var kun i ny og næ de ting skete. Denne nat var dog en helt almindelig nat, så de fleste rum i huset var i aktivt brug. Marcus selv havde sat kursen mod det der før i tiden havde været den formelle stue i huset. Han passerede trappen der ledte op på første sal, og nåede ned til enden af gangen hvor døren til stuen var ved siden af døren til køkkenet. Marcus' blik gled kun kort ud i køkkenet før han gik ind i stuen, som så ofte var der folk i køkkenet. Denne nat havde det set ud til at være et par vampyrer og nogle mennesker der enten var døde eller var villige donorere. Det var ikke altid helt nemt at se. Marcus havde dog selv spist tidligere på natten, så køkkenet havde ingen interesse for ham.

Inde i stuen sad der kun tre personer fordelt i de gamle lænestole og sofaen. En af personerne rejste sig hurtigt fra den ene lænestol og trådte til side så den var fri til Marcus. Det var hans den stol han foretrak at sidde i, det var mest fordi det var den stol husets gamle ejer plejede at sidde i når han besøgte hende for mange år siden. Det var vel kun naturligt at husets ejer brugte den stol... Den person der havde rejst sig fandt sig i stedet til rette i sofaen. Der var en usagt enighed om ikke at afbryde Nick, som stadig listede ting op for Marcus imens han havde fulgt med ind i stuen. Med en rolig bevægelse lænede Marcus sig tilbage i stolen og så afventende på Nick.
Stille og roligt nåede Nick til slutningen af hans liste og hans stemme blev atter tavs. Marcus rømmede sig kort og smilte så en smule smørret. "Så hvad tager du dig af?" lød det spørgende fra ham imens han betragtede Nick. Det var den samme leg de altid legede når der var ting Marcus ikke selv gad tage sig af. Et dybt suk lød fra Nick før han igen skimmede sin liste over. "Jeg svare på brevene og samler folk sammen i Terrorville senere i nat... Men så må du også tage dig af de folk der venter på at snakke med dig her i huset, vi har i hvert fald en eller to der begge har forspørgelser til dig" man kunne høre på Nick at dette ikke var første gang de havde haft denne samtale. Ikke desto mindre så Marcus som altid ret selvtilfreds ud over Nick svar.
De andre folk der var i stuen var endnu tavse, men det så ud til at de igen så småt var ved at optage de samtaler de havde haft før Marcus var kommen ind i stuen.

Nick fortalte at han ville finde dem der skulle snakke med Marcus før han gav sig i kast med de omtalte breve. Marcus havde bare vinket ham ud af stuen før hans blik gled hen på pejsen. Der var som altid tændt op, så huset var varmt og rart for de folk der ikke var vampyrer. Han fik dog ikke mange minutters fred før de folk der var i stuen begyndte at tale til ham. Det var nogle vampyrer der mere eller mindre fast boede i huset, så Marcus havde det meget afslappet med dem. Samtalen var meget neutral om jagt, dæmonernes indblanding med vampyrerne og den slags. Det virkede generelt meget roligt og behageligt for alle.
Der gik nogle minutter før Nick igen trådte ind af døren for at introducere personen der havde ønsket et audiens med Marcus denne nat.

Chioni sad yndigt med rank ryg i hendes hestevogn, mens hendes mandetjener Jackle lagde et tyndt lag makeup på hende.

Jackle's ene side af mund var væk, så alle tænderne i den side af munden var rådnet væk.
Så han sad med nogle solide metal tænder i velpudset stål, med indgraveringer af nogle navne i hver tand, med meget små bogstaver.
Hver tand havde et unikt navn, indsmykket i metal bisserne.

Jackle sad med hans hestehale nedover den ene af hans brede skuldre, mens han nænsomt lagde den særvanelige skønne makeup.
"You dont need this Chi"

Sagde Jackle med en næsten sorgmodig stemme, mens han forsigtigt lagde makeupen.
Hans ansigts udtryk var ikke et af en stylist, som nød deres job, men mere som en læge der stak et barn i armen med en nål, selvom barnet skrig af rædsel, og lægen havde mest af alt lyst til at nålen ikke var nødvendig.

"In absence of the extraordinary. Fear incarnates itself in the trivial"

Jackle, med hans ar fyldte hænder, lagde makeupen færdig.

"Okay"

Med en utilfredshed i stemmen, og en underliggende vrede, pakket han makeupen væk. og lænede sig tilbage.

Hans fingre begyndte at vandre henover en lang kniv i hans bælte.
Knivens klinge var malet blodrød og dens håndtag var lavet af knogle. nok dyreknogle.

Chioni drejet sit blik væk fra vinduet ud til den restløse gade, og lagde istedetfor en omsorgsfuld hånd på Jackle.
hun sagde intet, og hendes blik forbliv så indsmurt i indebrændt had, som det altid så ud, men hendes fingre lavet en sød gestus i et lille klem, for at signalere venskabelig kærlighed.

Jackle fjernet hånden fra kniven.

hestevognen stoppede.
Chioni stod ud.
Hun stod i prægende tøj. Fint og storslået.
hendes krop var dækket af en lang stilfuld frakke, og hendes velplejet hår lå elegant ned af hendes silkebløde ansigt.
Hendes gang bliv gjort med en fornem stav, men hun brugte den ikke som stok, andet end når hun stod stille, ellers gik hun bare med den på langs i hånden.

En mand viste hende op.
Hun sagde ikke meget. Hvis bedt om det, hendes navn, ellers forbliv hun tavs og bare fulgte efter.
Hendes attitude var kold og kynisk.
Hendes gang fokuseret og dedikeret.

Hendes stemme mørk, som om hun havde et seriemorder navne-skilt på tøjet, og var på vej til hendes henrettelse.

men hendes stemme var også yndefuld, ikke uskyldig eller forsigtig, men ren og klar.

Da døren gik op, og hun stod her.
Foran vampyrernes leder, stod hun med et næsten oprørsk knæk i ryggen, som om bare synet af ham, fik hende til at gå i oprør.
Men hun genvandt roen og høfligheden, fra hvad end der forgik indeni hende
"Lord Davison, as thunderous foreboding storm, I have come to quake peace"

Hun lavet et galent buk.
"I bid for patronage, in the fight against slavery.
The creeping sorrowful beast of indignity have had its gory grimace dominate long enough.
I petition for basic justice for all and wish for your fellowship"

Hvis Chioni havde fået lov af Nick, havde Jackle fuldt op.
uden våben hvis adspurgt.

Hvis Jackle var der, introduseret hende selv, og ham, ellers så kun hende selv.

"The name is Chioni Howl. and this man is Jackle, my servant and friend"

Nick havde tilladt både Chioni og hendes ledsager at komme med ind i huset, selv med våben. Der var nok vampyrer i huset til at våben blev tilladt for andre vampyrer. Skulle der endelig ske noget ville Marcus altid havde flere folk end hvem end han havde lukket ind i sit hjem. Det var dog meget sjældent at kamp var udbrudt i hans hus, normalt indså folk at de ikke ville vinde noget med vold i hans hus. Det skulle dog også vise sig at denne kvinde ønskede fredelige tilstande.

Lord… Det ville altid være et fremmed ord for Marcus… Det havde i for mange århundrede tilhørt de folk han havde gjort alt for at overrumple, men nu blev han selv omtalt som lord. Han ønskede aldrig at blive så magtliderlig som dem der havde været før ham, men magt var en sær ting der virkede så uopnåelig at når man endelig havde den søgte man stadig mere. Så denne kvindes forespørgsel var forfriskende og en smule uden for normalen.

Han lagde det ene ben over det andet imens han kort tænkte over hendes ord. ”A noble request..” lød det roligt fra ham imens hans kølige øjne kort betragtede hende. Han lænede sig lidt frem i stolen og med en rolig gestus blev de to vampyrer i sofaen vinket væk. Uden at stille spørgsmål rejste vampyrerne sig og forlod stuen. Marcus så derefter tilbage på sine nye gæster. ”Won’t you sit?” spurgte han kort. Med en afbalanceret bevægelse lænede han sig igen tilbage i stolen og så til imens han afventede om de ville tage imod invitationen.
Efter lidt talte han igen. ”Slavery is what makes a lot of people able to live their life. I don’t expect you to think it is easy to stop that?” spurgte han køligt imens hans blik fast lå på Chioni. Marcus tog selv kun slaver hvis han kunne se en funktion for dem, men de blev altid sat fri så snart de enten var genfødt eller hvis de viste sig som loyale personer. Det var enormt sjældent. Den sidste slave han havde købt, havde været Micah, men det var vel over 100 år siden. De eneste andre han tog mod deres vilje, var folk der fortjente døden i hans øjne. Selv Alanis havde frihed til at gøre som det passede hende, så længe hun forblev hos ham og stadig tilbød hendes blod til ham havde hun fri mulighed til at leve sit liv som hun ønskede i hans hus.

Hans blik forlod endelig Chionis blege ansigt, han endte i stedet med at stirrer ind i flammerne i pejsen. ”You know that my power is not the same as a king? I only command those of us who chooses me as their leader.” Der var ingen bitterhed i hans stemme, han vidste godt hvordan det var at leve under en raceleder. Han kendte udmærket godt til dem der ikke anså ham som deres leder, og som gjorde alt for at gå mod ham og vælte ham af pinden.

Det alene var dog ikke det eneste han tænkte på… For selvom hans arbejde mest bestod i at gavne vampyrerne som helhed, var han endnu en egoistisk mand. Hvad ville han få ud af at hjælpe denne kvinde? Hun havde endnu ikke fortalt hvad godt dette skulle bringe, andet end retfærdighed. Noget der i forvejen kun kunne gives af dem med nok magt, og var den retfærdighed så alligevel retfærdig?

Chioni iagttog Marcus.
hans reaktioner på hendes ord. hans ben overlappende bevægelse.

Jackle lagde sin hånd ned mod knivens skaft, mens han rørte aldrig ved det.
hans fingre rørte en eller anden form for makanisme i skaftet, som låste klingen fast i dens skede.
en relativ unødvendig mekanisme, medmindre man var bekymret andre ville trække ens våben, og bruge det mod en.
eller hvis man var bange for, om man selv kunne finde på at trække det impulsivt.

Chioni kaldte meget oprigtigt Marcus for lord, fordi selvom hun havde noget fundamentalistisk mod slaveri, så ideen om ledere og systemer, var hun ikke ekstrem anarkistisk nok til at hade.

faktisk støttet hun konceptet af raceledere og regenter,
som kunne fungere som centrale magthavere for at administrerer kollektivitets ressourcer gennem skatter.
så indtil Marcus havde vist sig ukyndig for sin position, så talte hun med galant respekt for hans titel.

Hun hørte hans efterspørgsel til at sidde, så hun lavet endnu et buk, mens hun svaret.

"Accommodating, I will gleefully accept"  

herefter, løftede hun sin stav over jorden, men under navlen
Hendes greb omkring dens ydre, var så stramt, som om hun forventede at få et hjerteanfald, hvis hun tabte den.

også satte hun sig ned på sofaen.

Chioni havde altid lidt et ansigtsudtryk af en sulten jaguar, der sneg sig henover jungle-jorden i retning af en efterladt baby som snart ville blive jaguarens snack.

men når Marcus begyndte at argumenterer for slaveri, bid hendes ene vampyriske tand hende selv i underlæben, som om hun holdt noget.

"The advocates of drowning would have babies left in tubs of liquid death,
under the guise of pragmatism. Stating babies need water to survive.
obscuring quantity dosage, misrepresenting application method,  and misconstruct arguments with cherry picked facts, to suit not the babies needs, but their own perverted cruel beliefs.

Similarly, slavers have build a case on false pretenses and misdirection to lure the ethical, to believe slavery is a necessary evil.
but in truth, society can function without whips and degradations, just to line the pockets of the super rich, who refuse to paid workers a fair wage.

Slavery's biggest weapon, is its lie, that its beneficial.
but in truth, it undercuts the labor market
and forces normal citizens to be uncompetitive against larger souless slavery-cartels.
this in turn damages small buisnesses and local growth projects, forcing such initiatives to break under the financial pressure of global buisness empires.

By not fighting slavery, you are letting power-consolidated megaorganism demolish smaller communities of vampires and other races, who are left financially at the mercy of those uncaring fiends"

Chionis ord lyd som om en anden have talt dem.
ikke fysisk, hendes stemme var den samme.
men hendes ordvalg var en anden, på samme tidspunkter i den sætning, som om hun huskede hvad en anden havde sagt til hende.

"A single branch can easily be broken, but a pile of branches are not so easily bent.
Alone, we are all powerless.
but united, out voices can strike like thunder"

Jackle indskudte hurtig noget, for at tilføje noget.
"just by being the vampire leader, some will follow your directives"