The Fever Called Living ~ Dr. Trott

Tid: Først på aftenen
Sted: Von Umbra-Familiens palæ i Aquener
Vejr: Halvkøligt og tåget for en sommeraften
Omgivelser: Beskrives
Emnepartner: @Dr. Trott

I et kongerige ved havet boede en kvinde. Hun boede der kun modvilligt, thi ser du, hun savnede sin familie og sit gamle hjem dybt i skoven, gemt væk. Men her var hun nu, fortabt i et sterilt uåndende hus, hvor det der vandrede altid ville vandre alene, ligegyldigt hvor mange andre væsner man forsøgte at finde selskab i. Dette hus var som skabt til dyb ensomhed, kun forstærket af de mennesketomme strande der omgav den lysende hvide facade. Som om selve huset frastødte alle forsøg på og muligheder for rent faktisk at skabe liv omkring det. Det var et smukt hus måske, alt var så perfekt placeret som af en Guds hænder. Et vidunder af kunstværker og farvestrålende glasskulturer, men det var som om intet her trak vejret. Der boede folk her, men de levede ikke. Det var et hus, men besad ikke den essentielle varme til at være et hjem. Den trykkede anspændte stemning var en konstant følgesvend her, men de seneste dage, havde den været endnu værre end sædvanlig.
Ser du husets yngste barn, en femtenårig dreng og husets eneste søn, var pludselig blevet syg. Og for nuværende syntes han kun at blive mere afkræftet som timerne gik.
Husets herre, havde selvfølgelig ingen interesse i at miste sin eneste arving, nok så skuffet som han gennem årerne havde været over den unge dreng. Men han var samtidig så dybt angst for alt, hvad der bare mindede om sygdom, bakterier eller urenheder, at han var forduftet som duk for solen, næsten så snart Allan var begyndt at få det dårligt og han havde overladt ansvaret til sin hårdt tyngede hustru Lenore.
Selv samme kvinde havde ikke sovet i snart et døgn, men holdt et vågent og aldrig vigende øje med, om drengen stadig trak vejret, hvor han lå i sin seng.
Du vil måske, kære læser, føle dig rørt ved tanken om den dedikationen og moderkærlighed, du måske forventer, at kvidens desperation, var et udtryk for.
Sandheden var, at Lenore var i dyb rædsel for at skulle erstatte ham, hvis han døde.
Det hjalp ikke at husets sædvanlige læge, havde vidst sig at være bortrejst for tiden.
Så Xenia, ladyens personlige tjenerinde var blevet sendt i byen for at finde en ny en.
Og som en der havde været tjener i flere hundrede år efterhånden, vidste hun, hvordan man skulle opfange informationer ude i byen. Sådan endte den lille kvinde med det venlige, runde ansigt med at stå og hamre på en ellers tilsyneladende tilfældig værelsesdør på en af byens middelklassekroer.

”Doktor Trott??? Er De derinde???? Min frue har et job til Dem! Det er vigtigt. Jeg er ligeglad med, om De har fri. Betalt skal De nok blive.”

Det var ikke som sådan fordi Xenia var emotionelt investeret i sin arbejdsgiver, men hvis et Gray barn, halvt eller ej, døde på hendes vagt, ville hun få mere end bare høvl.

Dr. Trott gjorde sig ingen forestillinger.
Han var en almindelig mand, der med tiden blev ældre og ældre. Han havde haft en hård tid i sit liv, men havde endelig opbygget en forretning i Doomsville der muliggjorde fordybelse og ikke mindst penge nok til både tøj og mad - en stor opgradering, som han efterhånden begyndte at tage for givet. Han havde fået et helt hus forærende, og endda en opgave af selveste herskerinden af Doomsville. Faktisk manglede han alt andet end arbejde - og det var hans eneste negative tanke om hans nuværende stilling. Han ville bare gerne have tid og penge til sine studier...Men nu hvor han havde pengene og mulighederne, havde han ikke tiden. Faktisk fik han sjældent lov til at sove en hel nat mere...
Han vidste ikke hvordan, men folk var begyndt at dukke op med alverdens problemer, ofte midt om natten også. Dødeligt sårede, forgiftede, folk af forskellige racer og problemstillinger...
Nej, han var rejst til Aquener for at få sig en lille pause ved havet og samtidig se byens hospital, og snakke med nogle kollegaer. Få lidt inspiration til sin opgave for herskerinden, samtidig med han fik en pause.

Ja, han havde endda penge til at opgradere fra det billigste værelse, til middelklassens kro. Maden var god, sengen fin.
Og alligevel havde han ikke været i byen i mere end nogle dage, før der pludselig blev banket på døren.
Ikke at Trott sov på dette tidspunkt. Han sad i en lænestol, med en bog hvilende på knæet og en halv kop the ved siden af sig. En lille skål med friske bær og et par kiks. Slappede af, hyggede sig, som han så sjældent havde mulighed for. Bogen handlede om teorier om forskellen på anatomien mellem forskellige racer, og hvilke ligheder de også havde med dyr. Det var efterhånden mere og mere relevant at forstå lighederne mellem racerne og dyrene, især med de sager der efterhånden dukkede op ved hans dør.

Trott så over mod døren ved den bestemte lyd. Det lød ikke som nogen der ville gå med det samme...
Med fortrydelsen malet i ansigtet så han ned i sin bog. Lukkede øjnene, da han hørte den kvindelige stemme igennem døren. Klemte hårdt om kanten på sin bog. Var det en dårlig drøm? Det måtte det være. Han måtte være faldet i søvn med sin bog...Stressen gav ham dårlige drømme. Han havde heldigvis stadig lidt tid til at slappe af på...
Endnu en banken rev ham ud af ønsketænkningen. Med et dybt suk lukkede han bogen og lagde den på bordet. Fik skubbet sig op. Iklædt et par sutsko af kanin - himmelske bløde! - et par lette bukser og en skjorte der sad løst på hans slanke krop, gik han over til døren og åbnede den. Blikket gled ned over kvinden foran ham, som han fandt en overraskende bestemt attitude i sig selv.
"Jeg bilder mig ikke ind jeg er så berømt, at jeg ikke engang kan rejse til en anden by uden folk opsøger mig" bemærkede han. Hvordan kunne nogen som helst vide han var her?
"Hvor alvorligt er det? Blodigt? Liv eller død? Det er virkelig det eneste jeg vil tillade at forstyrre min ferie..."
Han lod en anelse træt en hånd glide igennem de stride krøller og ned over det flere dage gamle skæg. Man havde vel ferie...

Xenia, den lille mærkværdigt buttede sjæledæmon med det runde godmodige ansigt, så på ham med et træt blik, men formåede at smile til ham. Blikket sagde ’Vi er i samme båd du og jeg, mit arbejde stopper heller aldrig’.

”Tro mig, jeg forstår, jeg ville praktisk talt hellere dø end lade nogen tage mine fritimer og alligevel, her er vi. Jeg ville ikke forstyrre Dem, hvis det ikke var alvorligt.” Hendes udtryk syntes et øjeblik at falde sammen.

”Der er dæmonsyge i Von Umbrahuset, jeg er næsten sikker. De er nødt til at hjælpe, doktor. Hvis ikke De gør, er det ikke bare en dødsdom for drengen, men for resten af huset måske, for slet ikke at tale om resten af byen, eller Underworld. Hvis drengen kan reddes, skal De redde ham, hvis ikke skal De få min frue ud fra det hus, inden hun også selv bliver smittet. Ellers kan De og jeg lige så godt begynde at bede til, at vi aldrig nogensinde ser en ged igen,” erklærede Xenia noget kryptisk, samtidig med, at hun, hvis han tillod det, greb Trotts ene hånd og trak ham med sig i retning af hestevognen, hun var ankommet med.

”Jeg har sagt, at hun burde flytte sig, men…jeg kan ikke nå igennem til hende. Det er som om hun allerede…sørger velsagtens.” Selvom Xenia ikke var blandt den slags tjenestefolk, der, i hendes øjne, snød sig selv til at elske deres herskab, så var der en vis bekymring i hendes ansigt.

Tilbage i Von Umbrahuset klagede Allan sig. En blanding af frygt og feberforvirring syntes, for et øjeblik, at få ham til at synes yngre end sine i forvejen unge femten år.

”Mor….” Ordet var ham tydeligvis lige så uvant, som det var for Lenore, der stod som fastfrossen og stirrede på ham.

”Mor skal vi dø nu?”

I en handling der var ukarakteristisk nærværende for Lenore greb hun om sønnens febervarme ansigt.

”Jeg er ked af, at jeg gjorde det her ved dig. I en bedre verden, ville du ikke have eksisteret, men nu må du låne bjørnens styrke. Du er en Gray lige så meget, som du er din fars….måske har jeg i virkeligheden forbandet dig. Tilgiv mig.” Hun vendte sig bort fra den forvirrede dreng i sengen tids nok til at høre en banken på værelsesdøren.

”My Lady…lægen er her.”

Et skingert gisp fra Allan, hvis ikke han havde været så syg, ville han nok have skreget.

”Mor ikke ham!”

De spinkle skuldre syntes dog at falde på plads igen, da det ikke var Ambrose, hidtidig Allans eneste kendskab til læger, der trådte ind af døren.

Kvinden virkede lige så træt og opgivende som Trott følte sig. Han sukkede svagt. Selvfølgelig var det vigtigt. Det var det altid. Om det så var en reel nødsituation eller en splint i foden, så mente de rige altid det var vigtigere end alt andet. Bare det ikke var endnu en forgiftning...
Han så op da hun nævnte dæmonsygen. Oh...
Oh nej...
Ikke den.
I sit sind gik han svagt i panik, velvidende sygdommen var svær at helbrede, hvis ikke dæmonerne selv trak sig igennem den. Der fandtes en vaccine, men beviserne for om den hjalp midt i sygdommens udbrud var tvivlsomme.

Han nåede lige at gribe fat i håndtagen på sin taske - han rejste ikke uden den - før han blev hevet ud af døren. I sutsko, i løst tøj, med strittende hår og tasken i hånden. Han var på ingen måde præsentabelt til et finere selskab. Men han fornemmede også at tiden var vigtigere end lige præcis det. Alligevel begræd han sine kaninsutsko, der måtte lide under turen. Beskidte. Han prøvede febrilsk at træde uden om noget ulækkert, i håb om han kunne vaske dem senere. De var det mest luksuriøse han havde ejet hele sit liv!

Knap nåede han at se huset for sig, før han var hevet med indenfor. Turen var så hurtig, at han ikke var sikker på han ville kunne finde ud igen, hvis han på et tidspunkt bare blev efterladt.
Han havde knap haft tid til at overveje hvorfor en enkelt dæmon-dreng betød noget for hele Underworld. Det var en mærkværdig måde at sige det på, og derfor havde Trott bidt mærke i det.

Og så stod de på et værelse. Lugten var tung af sygdom, den der lidt sure lugt af feber, fra udåndingen af en syg person og galde.
Og en patient der tydeligvis ikke glædede sig til at se ham. Trott fandt hurtigt de rigtige folder med et seriøst ansigt, som han let bukkede for kvinden foran sig, før han vendte sig mod patienten i sengen. Virkelig...Var Trott nu så kendt som læge, at folk allerede kendte ham og frygtede ham før han overhoved kom?
Han tvivlede. Men det hele virkede efterhånden ret forvirrende. Så derfor droppede han at få det til at give mening, og valgte at fokusere på hvad han kunne gøre for patienten i stedet.
"Goddag, mit navn er Dr. Trott. Jeg var tilfældigvis i byen" bemærkede han, som for at bløde den anspændte stemning op i lokalet. Han så på patienten med et smil.
Trott rømmede sig svagt, lidt nervøs, som han gik tættere på drengen - man samtidig i tvivl om kvinden, som Trott tolkede som moren, kunne finde på at forhindre ham i det.
"Hvordan går det? Hvordan har du det?"
Spørgsmålene var rettet til drengen, men samtidig sagt åbent nok til at moren også gerne måtte svare, hvis ikke drengen ikke selv kunne. Trott trak en skammel tættere på sengen og satte sig. Satte tasken fra sig ved siden af sengen, før han forsigtigt tog drengens ene håndled og mærkede efter pulsen. Han lagde en hånd mod drengens pande, hvis han fik lov. Varmt. Svag.
Været syg i et stykke tid, eller i hvert fald længe nok til at sygdommen var i fuldt udbrud. Drengen virkede bleg og svaglig. Trott var ikke sikker på om drengen faktisk kunne overleve sygdommen...
En prognose han på ingen måde kunne sige højt. Og som desuden heller ikke var en garanti. For som altid var der ikke andre muligheder, end at sørge for drengen faktisk klarede det.
Med et alvorligt blik så han tilbage på tjenestepigen fra før.
"Undskyld jeg tillader mig at sende Dem afsted igen. Men vil De være så venlig at rejse til byens hospital? Fortæl dem at Dr. Trott har sendt dem og beder om en vaccine for dæmonsygen. Pengene for det kan vi klare senere, mit navn burde give velvilje til i det mindste den del. Med fruens tillaldelse" bemærkede han og så over på fruen i lokalet med et sigende udtryk.

Et øjeblik var det som om Allan lyste helt op over endelig at have en i huset, der faktisk ville lytte til ham og kunne hjælpe ham. Denne mystiske mands blotte tilstedeværelse syntes et øjeblik at indgyde ham med nyt håb for, at det ligklæde moderen så mærkværdigt Lenore-omsorgsfuldt var i gang med at brodere på ikke alligevel skulle bruges til noget.
De feberhede sølvgrå øjne, han havde arvet fra selv samme mor, i det ellers så Von-Umbraske ansigt fikserede sig fuldstændig på manden.

”Ikke godt. Kan du hjælpe? Vær sød at sige, at du kan hjælpe,” sagde han et øjeblik helt desperat før det syntes at gå op for ham, hvor og hvem han var, eller måske rettere, hvem faderen hele tiden havde ønsket at han skulle være. Udtrykket blev køligere i et forsøg på ophøjethed, der ikke landede så godt.

”Selvfølgelig, hvis du ikke kan hjælpe, vil det have værre konsekvenser for dig selv.” Det var mest en akavet teenager, der havde lyst til at synke ind i sig selv, men ikke lod sig selv gøre det, fordi han var så vant til at skulle være noget andet.

”Siden min far har forladt os, for nu, betyder det vel at jeg i realiteten er husets lord…De ser vel, at jeg er blevet efterladt blandt dyr, og galninge.” Han slog ud med hånden i retning af Lenore og hendes ravne, så vant til, at det blot var sådan, der blev talt om hans mor, i eller udenfor hendes påhør, at han til en grad slet ikke tænkte over, at det muligvis var sårende.
Lenore stod, for sin del, stadig længe fastfrossen der midt på gulvet, stirrede på scenariet foran sig med vilde sølvgrå øjne, der ikke helt syntes at kunne fokusere, imens hun knugede det bordeauxrøde stof med bronzebroderier af fabeldyr ind til sig. Mere panisk end såret.

”Vær sød at hjælpe drengen. Han kan ikke gøre for, hvordan han er skabt…måske var råddenskaben i ham fra starten…” Pludselig begyndte hun at græde.

”Jeg har været død i årevis, hvordan troede de…..jeg vil ikke igen. Vær sød at hjælpe ham.” Xenia forsvandt diskret ud af rummet for at finde den adspurgte vaccine, med kun et lille nik til doktoren som anerkendelse.

Det var et kaotisk scenarie Trott var endt midt i. I et øjeblik var det som om han så det hele udefra, måske fordi hans hjerne havde svært ved at håndtere det lige på. Som en tilskuer i teater der så et dramatisk stykke om en mor og søn, hvor sønnen var dødeligt syg og moren allerede mente han havde et ben i graven. En dreng, der kæmpede for at virke mere voksen og stærkere end han var lige nu, hvilket drengen måtte mene lykkedes ved at sende uhøflige vendinger rundt, true lægen og tale nedsættende om sin egen mor.
Det var faktisk et ret godt stykke - det ville sikkert blive udsolgt på rekord tid, fordi det var så anderledes, i forhold til folks egne kedelige hverdage. Men hvad var moralen i historien? Eller skulle det være en komedie?

Som om nogen havde prikket ham på skulderen, gled Trott tilbage i sig selv, og det gik op for ham at han måtte håndtere alt...Dette...imens tjenestepigen gik for at hente den forhåbentlige livsreddende vaccine.
Han trak vejret dybt, i et øjeblik forvirret over om han skulle trøste drengen eller moren først. Men drengen var nu engang hans patient, og fik derfor hans fokus først.
"Rolig nu, spar på energien. Jeg skal gøre mit bedste, og mere kan ingen gøre. Med eller uden trusler"
August var så van til trusler at han ikke længere tog dem særlig seriøst. De fleste prøvede bare at bevise deres overmagt og få deres vilje, som sure børn der var van til at alle sprang for dem når de trampede i jorden. Og desuden...Så var August ikke blevet slået ihjel endnu. Nej, de farlige var dem der intet sagde og pludselig angreb. Uden trusler. Dem havde han været tæt på at dø til et par gange. F.eks. en vampyr...

August lagde en beroligende hånd mod drengens skulder, som om selve berøringen ville gøre drengen mere rolig. Med en overraskende ro kiggede August indgående på drengen et øjeblik.
"Og det er virkelig ingen måde at tale om sin mor på. Ens ældre bør få den respekt de har krav på"
Når ingen andre var der til at opdrage på drengen, så måtte han jo gøre det. Men det hele blev sagt på en venlig, omend bestemt, måde. Det var jo heller ikke fordi August havde et ønske om at dø.
"Hvis De nu bare slapper af. Jeg vil lige om lidt bruge lidt af min magi på Dem. Det gør ikke ondt, De vil højst mærke en varme - eller måske, i dit tilfælde, noget køligt - der breder sig i kroppen. Det vil ikke helbrede dem, men måske give Deres krop nok energi til at klare sig. Vaccinen der er på vej er den der kan redde Deres liv"
Han snakkede ikke om hvorvidt det var på tide, eller om det allerede var for sent. Selv om udsigterne kunne være dårlige, var der aldrig garantier. Og August var nødt til at tro på drengen kunne klare det. August var nødt til at gøre alt han kunne - det gjorde han jo for alle sine patienter. De stolte på ham, håbede på at han kunne hjælpe, i en situation hvor intet og ingen andre kunne. Han var nødt til at tage det ansvar seriøst.

"Frue...Jeg forsikrer dem om at de færreste er født...Rådden"
Han så over på moren, for at berolige hende lidt og få hulkeriet til at stoppe. Det ville ikke hjælpe drengen at se hans egen mor helt ødelagt. Selv om det nok var for sent. Desuden havde mange dæmoner en stor stolthed og en ide om renhed. Måske det var hvad hun hentydede til?
"Jeg gør alt jeg kan for ham. Men han har brug for sin mor, og han har brug for at se hende stærk ved hans side og tro på det hele nok skal gå" forsikrede Trott hende i samme tone. Til sidst vendte han sig om mod drengen igen.

Med en dyb vejrtrækning lukkede Trott øjnene og samlede sig. Og i en udånding, og en magisk sætning der blev sagt med autoritet, lod han sin energi flyde over i drengen ved sin side.
Med det samme kunne Trott mærke det drænede ham. Mere end normalt - hvilket betød sygdommen var slem, for drengens krop havde brug for alt den hjælp den kunne få. Til sidst var Trott nødt til at bryde kontakten, før han selv ville falde om af udmattelse. Eller i værste tilfælde, ligefrem selv dø. Han trak hurtigt hånden til sig, og greb i stedet sengens kant for at holde sig siddende. Han måtte ikke give sig nu...De havde brug for at se en der troede på drengens helbredelse, og som kunne bære denne situation med dem. Han kunne ikke besvime nu.
Han trak vejret dybt et par gange, og var glad for han allerede sad ned...

Respekt var et mærkværdigt ord at bruge som værende noget Lenore fortjente. Hun havde brugt så længe på at blive behandlet respektløst, først af sin egen far og så af sin mand, at det til sidst blev så normalt, at hun ikke længere tænkte over det.
For slet ikke at tale om de mere subtile udtryk for disrespekt, man oplevede som medlem af Huset Gray. En udviskning af fri vilje, konsekvent objektivisering og en så gennemsyret tro på, at den enkelte skulle sætte sine behov og ønsker til side for slægtens eget bedste, at det blev værre end selv den værste anden high society skandale, når en Gray valgte at gå sin egen vej i stedet. Selv Lenore, der ellers blev set som stædig på grænsen til det irriterende, havde aldrig turde, når det rigtigt kom til stykket. For når man var opdraget til at ens blod var ens sande værdig, hvad var man så i det hele taget egentlig, hvis man vovede at vende det ryggen?
Lenore havde ikke tænkt sig at finde ud af det. Og derfor skulle Allan leve. Der var ingen anden udvej. Hun magtede ikke at skulle skabe den erstatning, det ville blive forventet, at hun lagde krop til, hvis Allan døde, men sat overfor Agnes, var hun heller ikke sikker på, at hun ville kunne stå imod særlig længe, når det kom til stykket. I det mindste ville den næste ikke kræve Sigfreds indblanding, det var vel en slags trøst, tænkte hun, men hun nærede ikke Edwins ønske om at dø, og slet ikke så brutalt som hendes to første fødsler næsten havde fjernet hende fra verdens overflade. Og dette var uden at nævne det faktum, at hun næppe troede Edgar ville kunne holde til det. Selv ikke hans afsky til Allan, ville nogensinde kunne overskygge hans bekymring overfor hende. Så meget vidste Lenore dog alligevel.
Hun rystede det af sig. En ravn prikkede forsigtigt til hende, et nænsomt forsøg på at bringe hende tilbage til den virkelighed, som hun så ofte glemte.

”Det er fint nok….han har ikke prøvet andet og hvad har jeg i virkeligheden gjort, der fortjener respekt? Jeg har ikke bragt ham ind i verden, der har vist ham megen godhed,” sagde hun luftigt.

”Råd har mange former, doktor.” .” Hendes ord var sært tonløse. Selvfølgelig ville han aldrig forstå det. Han ville aldrig i sandhed forstå, hvor skyldig hun var i hele sin søns eksistens og alt hans lidelse.
Hans mor skulle være stærk, bekendtgjorde doktoren alvorsfuldt. Så det var hvad hun var nu…en mor. Hun vidste ikke, hvordan man gjorde. Ville hun have vidst det, hvis det havde været Abigail? Hvis Edgar havde været at finde i hendes ansigt? Hun tvivlede.
Allan syntes dog at falde til ro med doktor Trotts magi.
Lenore sukkede tungt og så på lægen, der så mere end almindeligt træt ud.

”Har De brug for noget?” spurgte hun rustent. Et forsøg på at nå ham, måske.

Ærlig talt så var dæmoner tit lidt sær...
Og mange af dem virkede til at kæmpe med deres eget sted i verden, deres egen betydning, hvilket tit endte i en ide om racerenhed eller magt i en form eller anden. Hvad var det med dæmoner der gav denne eksistentielle krise, der virkede til at gribe mange af? Tit efterfulgt af varierende grader af depressioner, angst, og ustyrligt temperament. Ikke at alle dæmoner var sådan. Men ud fra dem Trott kendte og havde snakket med, led de fleste af dem af en version af disse ting. Dæmoner virkede til at tro de altid skulle slås for at have en grund til bare at være her...
Et væsen der i forvejen levede evigt. Måske var det her forskellen lå? Evigheden gjorde alt ligegyldigt, men et væsen i sig selv vil altid finde en årsag til at leve videre - ønske en årsag til at leve videre. Måske var det ikke så sært.

En ting Trott allerede bemærket i sin kommende bog flere gange. En bog han tvivlede på nogensinde blev udgivet, med så travlt han havde i øjeblikket.
Han var ikke sikker på han orkede en lang diskussion om at alle havde ret til at være her, og havde ret til mindst den respekt man skulle give hinanden som levende væsner, sammen om at være her. Han var heller ikke sikker på de ord ville blive forstået, i hvert fald ikke i dette rum. Ikke til dæmoner.
"De kunne være den godhed, i stedet for at se det som den generelle og uforanderlige tilstand. De har evnen til at ændre ting"
Han var lidt i tvivl som han sagde de ord. Hans blik gled over til hende et øjeblik. Hun virkede som en skal, en skygge af sig selv, uanset hvem hun måske havde været før. Men var det på grund af drengen og hans sygdom - eller fordi hun var blevet ødelagt som individ for længe siden?
"De er også hans mor. Nu skal jeg ikke sidde gøre mig klog på Jeres familie og dynamikken i den, så jeg beklager hvis jeg overskrider mine grænser. Men i de fleste familier er moren en af de vigtigste i huset. Hun har kontrollen over huset og børnene. Hun sørger for den generelle opdragelse og gode tilstand i hjemmet, som børnene kan vokse op i. Selvfølgelig, i Jeres tilfælde, nok båret på skuldrene af tjenestefolkene...Men det ændrer ikke på de fleste mødre stadig bestemmer hvad der skal ske. Jeg er selvfølgelig klar over der er grænser, for i vores samfund er manden den øverste i alt, også i familien. Og man kan ikke bare tage en beslutninger uden at han godkender dem. Men de fleste kvinder jeg kender er nu gode til at omgå det problem..."
Det gik op for ham at han vrøvlede, og han tiede. Med et forsigtigt blik i hendes retning, bøjede han let hovedet som en undskyldning.
"Undskyld. Jeg kan snakke og snakke, når jeg først kommer i gang. Jeg mente intet ondt med mine ord, og jeg håber De kan se forbi min svaghed"
bemærkede han en smule åndeløst, velvidende han sikkert ville dø hvis en af dem først så sig sure på ham.

I stedet vendte han fokusset mod drengen. Kunne han gøre mere for den generelle komfort af drengen? Han var ved at brænde op. Måske de skulle fokusere på at sænke temperaturen lidt.
Trott vinkede svagt med den ene hånd.
"Tak, jeg skal nok klare mig. Min magi tager en del af min energi" bekræftede han.
"Men måske hvis jeg måtte bede om en tår vand?" foreslog han forsigtigt.
"Og gerne noget koldt vand til..." kendte han drengens navn? Han rodede i sin hjerne og fandt...Ingenting. Måske havde han bare glemt det?
"...Patienten? En klud. For at få hans temperatur lidt ned"

“Du ville komme lige så vidt, hvis du bad en marionet klippe sine snore over og løbe sin vej, er jeg bange for,” sagde hun fladt, stilfærdigt. Stemmen var uden hverken hårdhed eller irritation, men for en stund vendte hun sig fra ham, stadig med det ufærdige ligklæde knuget ind til sig. På slæbende fødder henover det kostbare gulvtæppe gik hun de få skridt hen til vinduet og så ud. Det var ikke til at sige, hvad hun så på. Måske slet ingenting.

”Det er for sent, er jeg bange for. Jeg døde for så mange år siden, hvordan skulle jeg kunne bringe noget lykkeligt ind i verden?” Det var uklart, om hun talte til ham eller sig selv, men Lenore var tilsyneladende ikke generet over Doktor Trotts tilstedeværelse.
Det var ravnene åbenbart heller ikke, for en af dem landede pludselig direkte på hans skulder. ”Majs?” spurgte den skrattende og puffede opfordrende til ham med næbet, i håbet om, at han havde noget i sine lommer.
Lenore så på ham over skulderen og hendes blege læber blev trukket opad i et lille smil. Som hun stod der i sommeraftenslyset, der faldt indad vinduet, med den lange, sorte fletning i uorden, iført en gulnet, lang natkjole og en kåbe af påfugleblåt brokadestof og med en tæmmet storm i de grå øjne, var hun et mærkværdigt syn måske, men smilet lyste noget op i hendes ansigt og man kunne dristes til at sige, at hun var smuk, når årtier, hvis ikke århundreders, et øjeblik måtte vige for selv dette melankolske smil.
Uden et ord rakte hun ned i kåbens lomme, famlede en smule, for guderne kun kunne vide, hvad Lenore Gray samlede op i løbet af en dag, som hun syntes var vigtigt nok til at bære rundt på, og fremdrog så en håndfuld kerner, som hun kastede udover gulvet for så at lade ravnen gå og hakke i det.
Hun lyttede til hans næste ord uden at se på ham. Hun kunne ikke. Blikket var i stedet fikseret på Queenie, der gik og afsøgte gulvtæppet for kerner.
Da han var færdig, vendte hun sig mod ham.
Han virkede til at have krympet og hun betragtede ham med nysgerrig undren, havde aldrig helt været bevidst om, hvilken frygt dæmoner, og også hun selv, kunne indgyde i andre.
Hun prikkede ham i panden. Tilsyneladende et forsøg på en opmuntrende gestus, men som så meget andet Lenore foretog sig, ville det muligvis mest fremstå mærkeligt.

”Jeg gad nok vide, hvilket eventyr, du er faldet ud af, doktor. Jeg ville sige et, hvor verden er godhjertet, men når du tror, at du har talt over dig, bliver du så lille, at jeg kunne have dig i lommen, så måske har verden ikke altid behandlet dig godt?” Hun betragtede ufravendt, blinkede fugleagtigt med de enorme lampeagtige øjne. Faktisk var der noget kærkomment distraherende ved at have dette lille forpjuskede væsen, med de i øvrigt prægtige kaninsko, i huset. Situationen føltes ikke længere helt så utryg og måske, var det fordi, han faktisk havde turde at tale til hende.
Da hun blev mindet om sønnen, skævede hun over til sengen, hvor selv samme var faldet i en feberudmattet søvn. Hun bad en tjener om koldt vand og kolde klude, som adspurgt.

”Allan….han hedder Allan. Jeg…tror ikke, at jeg elsker ham, måske kan jeg ikke…men han fortjener ikke at dø.”

Hvad mon hun havde været udsat for, der havde gjort hende til det hun var i dag? Trott kunne ikke lade være med forsigtigt at studerede hende, som hun gik over til vinduet og stod. Talte, måske til sig selv, og måske til ham. Måske begge dele.
Hun lød som en der havde givet op. Og bare levede. Og så måtte en evighed ses som lang tid. Hvis hun overhoved tænkte over tiden, og ikke bare levede. Minut for minut.
Men for ham virkede det som en uendelig lang tid at være så fanget, så livløs. Dæmoner havde en evighed, og alligevel brugte de fleste tiden på ligegyldige eller skadelige ting. Tænk hvis man havde evige væsner, der fokuserede på godt? På tværs af andre racer, på tværs af tider og skiftende muligheder? De muligheder der lå i det...
Ikke at han nogensinde ville vide hvordan det var. En professionel nysgerrighed havde fået ham til at overveje hvordan det ville være at være vampyr. Det eneste væsen han kunne forvandles til, der også levede evigt. Men selv om tanken om at han kunne gøre godt for alt og alle til alle tider, og han ville have styrken til det... så var tanken om at leve af selv samme folk rædselsfuld. Tænk at redde folk og hjælpe dem, med viden fra flere generationer, kun for at give dem en tak af to tænder i halsen.
Der ud over var det nok de færreste der gik op til en vampyr og bad om at blive en selv. De fleste blev det uventet, trods alt. Med undtagelser, måske.

Da det virkede til hun til dels engagerede sig i hans samtale, og ikke skældte ham ud eller truede ham med død og tortur, vovede han chancen i at snakke videre. Måske lyden af folk, der for en gangs skyld havde en normal samtale, også ubevidst fik Allan til at slappe lidt mere af.
Ravnen gjorde ham overrasket og han sad med helt rank ryg, med en svag frygt for den var der for at hakke i ham. Han var ikke van til dyr af nogen slags. Også selv han havde lagt mærke til ravnen før, var han omvendt også van til at mange andre virkede til at samle på alverdens dyr.
"Majs...Jeg har ingen majs?"
Han rodede alligevel i sine lommer, som om han må mystisk vis kunne fremtrylle nogle. Han ville gerne have givet ravnen nogle, for at vise ravnen han ikke var farlig. Og fordi ingen skulle gå - eller flyve - sultne rundt. Selv om han tvivlede på ravnen gik sølle hen. Han dukkede sig let, da ravnen satte fra, for at finde kernerne i gulvtæppet. Trott gned sin skulder en anelse, hvor ravnens skarpe kløer nok havde givet ham mærker.

Forsikret om at ravnen var underholdt, kiggede han over på kvinden igen. Hun blev lyst op af lyset bag hende, det var flot på sin egen måde. På trods af hendes livløse tilstand.
Prikket i hans pande kom også bag på ham, og han sad stille og blinkede en ekstra gang. Hans blik gled hurtigt over hende. Hvad skulle det til for? Måske uden grund. Måske på samme måde som han nogle gange prikkede nysgerrigt til noget han gik forbi.
Han prøvede ikke at lade sig slå ud af det og fortsætte samtalen. Hvilket han gjorde ved selv at pege mod sin egen tinding og prikkede sig der et par gange.
"Det hele sker herinde. Og her..." Han holdt hånden over sit hjerte et øjeblik. Hovedet og hjertet. Ingen var helt enige om hvor følelserne egentlig sad, måske sad de faktisk i hele kroppen. Men Trott var overbevist om at disse to organer var nogle af de vigtigste.
"Det er nemt at sige, men svært at gøre - så tilgiv mig. Men alle kan lære at tænke anderledes. Det tager tid og træning. Men hvis De lærte at tænke at De kunne gøre en forskel, gøre noget andet, frem for at være overbevist om at De intet er og intet kan...Så flytter De bjerge" forsikrede han overraskende selvsikkert.
"Det har jeg selv måtte lære...Men jeg har også rykket mig meget over de sidste par år. Jeg måtte bygge mig selv op som person igen, efter nogle ting...Der er sket. De har et skarpt øje, Frue"
Trott nikkede svagt. Hun havde ret. Han havde været udsat for nogle ting.
"Jeg er jo bare et menneske. Og folk af Deres race har en tendens til at se ned på os, eller se os som mad eller legetøj. Jeg er bange for at jeg flere gange har været udsat for knapt så hyggelige omstændigheder...Ikke at jeg skal kede dem med min historie"

Trott så ned på Allan, som han virkede til at være faldet hen i en søvn. Trott tog hans puls igen og tjekkede hans vejrtrækning, mest for at sikre det bare var en søvn - og ikke en koma eller noget værre.
Da vandet kom, tog Trott nogle store slurke af glasset til ham. Det var forfriskende med noget vand.
Dernæst blødte han et par klude op i det kolde vand og lagde dem forsigtigt hen over Allans pande, og en bag nakken på ham. De skulle nok skiftet regelmæssigt, men forhåbentlig kunne de give Allans lidt kølighed og ro.

Roligt satte Lenore sig på gulvtæppet, trak benene op under sig og betragtede Doktor Trott med en vis nysgerrighed. Hun savnede ofte nogen at tale med, men hun havde svært ved de adelige fruer omkring sig, der gemte sandheder bag tusind lag høfligheder i stedet for bare at sige hvad de mente. Og selv bønderne turde knap sige til hende, hvad de mente om ting, hvordan i alverden forventede folk så, at hun skulle agere i verden?
Men her var Trott så. Anderledes fra en række af hendes andre bekendtskaber på en måde, som hun fandt underligt forfriskende midt i al sin egen panik. For selv om han tydeligvis ikke var helt tryg ved situationen talte han til hende alligevel.
”Jeg tror begge disse-” hun lagde en hånd over hjertet og prikkede sig i tindingen- ”Er drastisk anderledes for mig end hvad de er for dig, doktor, men…du prøver og det er sødt af dig.” Igen, det mystiske skyggesmil, mere end sørgmodig trækning end noget i sandhed glædeligt.

”Du ved….man siger så meget til kvinder, om moderskab og børn og graviditet. Det hele. De italesætter det, som om det er det smukkeste mest meningsfulde i verden, men…jeg følte mig bare som en ko. Der var ingen glæde i det og min krop var ikke engang min egen længere. Måske er jeg i stykker.” funderede hun i et fjernt tonefald som om hun ikke talte om noget, hun havde oplevet, men snare var i gang med at analysere sig frem til en forståelse af en særligt svær akademisk tekst. Det var sjældent, at hun kunne tale om netop dette emne uden at bryde totalt sammen, så hendes løsrevede tonefald var måske også en måde at beskytte sig selv på, men der var noget underligt befriende ved at snakke med nogen om det. En der ikke havde været der. Og fremfor alt ikke så hendes livmoder som et praktisk talt helligt værktøj til slægtens overlevelse.

”Jeg blev virkelig syg første gang…med min datter…måske hadede hun mig allerede dengang og..det gik aldrig rigtig væk, tror jeg. Så mange folk insisterede på, at alt ville ordne sig, når jeg holdt hende efter, hun blev født, men alt jeg kunne se var at den…ting havde vokset inde i mig og næsten slog mig ihjel…det var ikke en godhjertet handling overhovedet at bringe til verden, men vi må nu engang alle gøre, hvad vi bliver kaldet til….nok som du måske ikke synes det er rart at være her…” Hun pillede ved sin bronzering, fandt en vis ro i mekanisk at dreje den.

”Hvis jeg kunne flytte ting ved tankens kraft, ville jeg ikke spilde tiden med bjerge, doktor, jeg ville være hjemme,” sagde hun med en lyd, der mindede om optakten til en latter, men var så rusten, at det var svært at sige, om hun havde glemt hvordan man lo, eller om hun bare var så forbundet med sine ravne, at det bare var sådan, hun lød.

”Men hvad vis jeg gerne vil have din historie? Vi er venner nu.” .” Det var ikke til diskussion. Det var en beslutning Lady Gray lige havde taget. Hun rakte en tynd, næsten gennemsigtig, langfingret hånd frem mod ham.

”Mit navn er Lenore og du er?”

Ah ja...Der var stor forskel på råd, der måske hjalp den gennemsnitslige, og folk, der måske led under meget værre lidelser og tankemønstre. De samme råd og tilgange der hjalp den ene, ville ikke nødvendigvis hjælpe den anden. For nogle kunne ord og gentagelser være nok, for andre måtte man ty til...Mere medicinske muligheder. Trott var ikke enige i verdens måde at håndtere dem af anden sindsstemning end gennemsnittet. Dem, hvor man ikke var i tvivl de led af et eller andet - og dem, hvor nogen i samfundet havde besluttet, at det også var en sygdom, selv om det på ingen måde behøvede at være det. Såsom for kvinder. Flere kvinder blev anset som syge, hvis ikke de tilpassede sig og ligefrem nød deres til tider miserable liv.
Trott havde besøgt sådanne hospitaler. For de psykisk syge og handicappede. Det behandlinger, der spændte fra alt til fastspændinger, vandterapi og slag, til trepanering og hård medicinering med mediciner han aldrig selv havde været i nærheden af. Nogle gange blev de nok mere brug for forsøg, end egentlig helbredelse.
Han trak vejret dybt. Det var et mørkt emne, og han var priviligeret i at kunne lade som om det ikke eksisterede, fordi alternativet var for voldsomt.

"Med forlov..."
Han gned sig lidt hen over sin arm. At finde kilden til hendes tilstand ville tage mere end en enkelt samtale, af hvilken han ikke kunne nå at sætte sig ind i hele hendes liv.
"...Jeg kan ikke udtale mig allerede nu om noget som helst, da jeg ikke kender Deres livshistorie. Men visse kvinder kan have svært ved deres graviditeter og falde ned i et sindsmæssigt mørke. For nogle går det over igen, andre har...Brug for hjælp" bemærkede han. For nogle kvinder kunne det blive så voldsomt, at de ligefrem prøvede at slå deres eget barn ihjel. Visse kvinder havde endda succes med det. Hvad der skabte dette mørke, i en ellers glædelig tid, skulle han ikke kunne sige. Det var heller ikke den slags der havde haft hans største interesse. Men han havde stødt på historierne og kvinderne hist og her i hans forsøg på at lære mere om racerne.
Racerne, der var så forskellige...Og alligevel kunne rammes af de samme lidelser.
"Men jeg skal ikke kunne sige om det i virkeligheden er en videreudvikling af andre ting fra Deres tidligere liv. Men måske De finder en lille trøst i at vide ikke alle kvinder deler uendelig kærlighed til graviditet og børn" Fra Trotts synspunkt, noget der var ærgerligt. For hvad var mere smukt?
Nej, det lød til hun var havde oplevet en slags dissociation, eller måske stadig levede i det.

Han så lidt overrasket på hånden foran sig, og der gik et øjeblik før det slog ham at han burde tage den. Let trykkede han den, lidt i tvivl om hvad dette betød. De var af forskellig stand, han var en fremmede mand i hendes hjem og han var lige nu familiens læge. Tre grunde til hun ikke burde give ham hånden og kalde ham en ven. Men samtidig var han ikke sikker på at han kunne modsige det.
"Øh...Dr. Trott....Øh, August Trott" kom det lidt stammende frem, før han slap hende igen.
"Jeg...Altså...Det er..."
Så få interesserede sig for ham. Og hvorfor skulle de? Han var menneske, en ligegyldig eller tilfældig læge der hjalp andre. Ingen ønskede en læge der begyndte at sidde og fortælle om deres egne liv. Ingen ønskede at være venner med en læge, eller tæt på en læge. Ikke i de kredse han kom i, i hvert fald. Så snart jobbet var slut, så han aldrig de folk igen. Og hvem sagde dette ville være anderledes?
Men måske hans historie kunne distrahere lidt til vaccinen kom. Give Lenore en pause fra alle sine bekymringer, om ikke andet så for et minut.
"Jamen hvis De insisterer...Føl Dem fri til at stoppe mig når som helst" bemærkede han i en let tone. Men hvor skulle han begynde?
"Min historie starter nok lykkeligt, omend ret kedeligt og normalt. Jeg er født i Doomsville hos en religiøs mor og en hårdarbejdende far. Mine forældre havde penge nok til at sende os i skole, og trods min far helst så jeg gik i lære et sted, så anbefalede mine undervisere mig til en professor i Dragons Peak. Ved at flytte dertil fik jeg en chance for at videreuddanne mig indenfor medicin. Så der boede jeg i en del år, uddannede mig og læste videre hele tiden. Jeg var hverken rig eller speciel, men det var en god og fredelig tid...Til jeg..."
Han stoppede op et øjeblik. Til han mødte Dragon Peaks tidligere hersker, Sean McGivens. Og til tiden bagefter.
"...Og så ramte uheldet mig. Jeg kan ikke huske hvorfor, men nogle mænd opsøgte mig...Og..." Han trak vejret dybt. Han havde kun forklaret det for Lori, og ellers holdt det hele for sig selv. Det var svært at forklare det, at finde ord og ikke...Bryde sammen undervejs. Det var den værste tid i hans liv.
Han vædede sine læber, greb glasset med vand og skyndte sig at tage en tår. Han rømmede sig lidt før han fortsatte.
"Kort af det lange er jeg ender med at blive solgt som slave her i Doomsville, og jeg mister alt mit arbejde. Jeg har en speciel interesse i at forstå de forskellige racer, ser De. Forskelle og ligheder. Jeg har måtte starte helt forfra. Men heldigvis blev jeg købt og sat fri, og i dag har jeg min egen klinik i Doomsville. Som, i alt beskedenhed, går over alt forventning. Jeg har endda fået et arbejde hos herskerinden af Doomsville. Det er faktisk grunden til jeg er her i byen i øjeblikket, blandt andet"
Det var nemmere da han kom over snakken om hans slavetid.
"Jeg har et par søskende...Men vi er så forskellige at...Det har været nemmere ikke at opsøge dem efter alt der er sket. Så jeg har ikke kontakt med min egen familie" bemærkede han med et svagt skuldertræk.
Og der var det. Hele hans livshistorie, gengivet på et par sætninger og et par minutter. På ingen måde en roman værd.

Der var ikke ægte sorg i det smil, hun sendte ham. Nærmere et udtryk for, at hun for længst havde resigneret sig til realiteten af sin tilværelse.

”Der er næppe hjælp at hente for mig, doktor. Jeg visnede for længe siden. Og forventningerne til mig forsvinder jo for så vidt heller ingen steder hen.” Hun strøg en ravn over hovedet og betragtede kort Allan, uden ret meget genkendelse, endsige moderlighed.


”Han kommer også til at mærke det nu. Presset. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det var det, der gjorde ham syg. Jeg burde være stolt af ham. Det er hele resten af familien…eller…næsten altså, men jeg…jeg har bare ondt af ham.” En rynke formede sig mellem hendes øjenbryn og hun skævede mærkeligt til doktor Trott.

”Han føltes aldrig som om han var min før, men det er ubestridt nu og jeg kan ikke engang hjælpe ham. Selv hvis jeg kunne ved jeg ikke engang, om jeg magter det,” erklærede hun ikke uden en vis skyldbetyngethed. Ikke at den stammede fra at denne dreng var hendes søn, men mere fra en følelse af, at alle Grays til en grad blot var marionetdukker i deres ældres hænder og havde hun måske ikke selv været med til at binde ham i snorene?
At Allan potentielt kunne overhøre denne samtale og muligvis være såret over den, faldt hende simpelthen ikke ind. Selv i sin nye halve sammenbundethed til den stakkels dreng, så Lady Gray ham kun gennem en distanceret forvirring, der ikke i sandhed inkluderede, at han var sit eget tænkende eller følende væsen.
Desuden virkede han så langt væk i den første rolige søvn, han havde haft i dagevis, at det virkede usandsynligt, at han hørte noget som helst.
I hjørnet under hvad der hidtil blot havde lignet en bunke tæpper, smidt skødesløst fra sig af dreng, der havde haft tjenestefolk til at rydde op hele livet, var der noget der rørte på sig.
Lenore ikke så meget som hævede et øjenbryn, da en bjørneunge næsten genert vræltede over til Allans seng og lagde sig i fodenden, som om den ikke var meget mere end en hundehvalp.
Lenore var vant til syn som dette og havde desuden andet at tænke på.

”Slaveri burde afskaffes,” sagde hun med et udtryk af ren væmmelse.

”Jeg skal ikke påstå at kende din smerte, men jeg ved, hvad det er at blive aktioneret bort til højstbydende. Jeg er ked af, at du skulle udsættes for noget sådant…Andre vil måske sige, at du er kommet højt på strå nu, men…vores fortid er som kviksand…ikke?” spurgte hun.

”Men….de er dine søskende. Gør det dig aldrig ked af det?” spurgte hun. Selv kunne hun ikke forestille sig en verden, hvor hun ville undlade at opsøge Edgar og Edwin igen, selv efter alskens pinsler. Om så hun skulle grave sig vej ud af sin egen grav først.

Trott sendte hende et svagt trist smil. Der var ikke meget at gøre når folk havde opgivet - og han var desuden ikke familiens læge, og havde derfor intet pres til at skulle finde ud af det. Også selv om hans hjerne ikke kunne lade være med at tænke videre. Kunne han potentielt have hjulpet? Hvad skulle man gøre?
Han kunne måske højest lindre, men nok aldrig fjerne. Især ikke noget der havde siddet så længe, som hun gav indtryk af det havde. Det kunne ligge til familien, eller havde fulgt hende siden fødslen. Ikke alt kunne fjernes, noget skulle man lære at leve med.

Trott så ned på drengen, der virkede rolig lige nu. Mon tjenerinden kunne få fat i vaccinen? Jo før jo bedre, men drengen var allerede langt henne. Han kunne ikke forudsige hvad der ville ske med drengen. Kun gætte - og håbe. Ikke uden at frygte for sig selv, hvis drengen ikke klarede sig.
"For en der skal arve familie og titler er der altid et pres" bemærkede han roligt, lidt i tvivl om hvorvidt det var hvad hun havde hentydet til.
"Men uanset hvor fanget De selv føler dem, kan De altid hjælpe ham i det små, i hverdagen, selv om De måske ikke kan ændre de store linjer" forsikrede han vedvarende. Han havde prøvet at sige det før, og det virkede til hun ikke helt havde troet på det. Men sagde man noget ofte nok, kunne det blive en ny sandhed.
Han så op på hende med et overraskende bestemt blik og med lidt mere håb i sit eget smil.
"Denne sygdom er ikke på grund af et pres. Selv om pres udefra kan svække kroppen. Den er noget der spredes og kun rammer dæmoner. Derfor ved jeg at det er den sygdom han har. Og det er kun et held hvis resten af jer ikke rammes. Jeg vil anbefale jer alle at få vaccinen" forklarede han roligt.

Ravne, bjørne...
For en mand der ikke forstod sig på at overleve i naturen, mere end at han vidste hvilke planten han kunne spise i hvert fald og måske tænde en enkelt bål, var disse dyr repræsentanter for en farlig natur. Der var noget med denne familie og dyr.
Med frygt for at virke uhøflig, kunne han dog ikke lade være med at trække sig lidt tilbage, så bjørnen havde plads og ikke ville gå efter ham - forhåbentlig. Trotts blik gled over til Lenore som for at spørge om dette nu var helt normalt? Eller måske håbede han på en forklaring. Den var heldigvis en unge, og ikke en fuldvoksen bjørn.
Han skubbede stolen så langt væk som han kunne tillade sig, for at skabe afstand mellem ham selv og dyret. Han var absolut mere til mennesker end dyr.
"Øh...Jo, mange tak for Deres forståelse..."
Han skævede stadig til bjørnen, usikker på han bare skulle fortsætte samtalen eller ej. De var enige, trods alt. Slaveri burde afskaffes.
"At blive giftet væk som et objekt, som jeg tænker De hentyder til, må rigtigt nok næsten føles ens" tilføjede han medgivende.

Ved tanken om hans familie, så han lidt væk. Efter en kort stilhed trak han på skuldrene.
"Jeg har som sagt ikke kontakt med dem. Da jeg kom til Doomsville igen havde vi i forvejen næsten ingen kontakt. Som slave forsvandt den helt - og hvad skulle jeg sige? Hej familie, jeg er hjemme, nu som slave og alt mit arbejde I har været med til at betale for, er forsvundet? Nej. Vi har aldrig haft meget til overs, men jeg ville aldrig give dem den byrde...Men måske burde jeg række ud til dem snart. Jeg har trods alt midlerne til at støtte dem lidt nu..."
Selv om de nok bare ville blive fornærmet over det. De ville nok hellere have deres egne penge, end noget en fancy læge havde skrabet sammen. Han havde altid været anderledes fra sine søskende. Selv om han havde haft en rolig og normal barndom, var det ikke uden en masse drillerier fra sine søskende og mange ensomme dage hvor han i stedet fordybede sig i skolen.
Han trak vejret dybt.
Han kunne selvfølgelig prøve...

”Hvis blot det bare var det….at være den førstefødte søn og skulle arve en titel. Sigfreds krav er…standard…banale endog. Men nu er han en Gray og underlagt så meget mere end en fars tomme forventninger til sin søn. Vi ville alle have været bedre stillet, hvis han ikke fandtes. Det bedste jeg kunne gøre var at grave et hul til ham og lade de ældre generationer glemme ham, men ak, jeg tror, at du ville fortænke mig i noget sådant,” sagde hun med en bizar ro. Hun havde for længst opgivet, ønskede ikke i sandhed at være nogen reel hjælp til Allan. Hvis det stod til hende, var hun for længst flygtet over alle bjerge og aldrig sat øjne på nogen af sine børn igen. Men sandheden var, at så meget som hun afskyede de forventninger, hun var underlagt, kunne hun alligevel aldrig drømme om at efterlade den familie, der føltes som de eneste, der nogensinde i virkeligheden ville forstå hende.
At få ind mod modermælken hvor anderledes og hævet alle andre man var, førte til en følelse af ensomhed og distancerede en fra omverdenen? Hvem skulle dog have troet noget sådant?

”Ah…den…selvfølgelig. Den ødelagde meget for mange sidst ikke sandt?” sagde hun med et næsten drømmende udtryk.

”Jeg tror, at en del af Edwin ville have ønsket at vi alle sammen fik den og døde. Måske ville det ikke have været så slemt, men vi gik altså fri for den.” Og Agnes var gået på en hel tirade om, hvordan dette beviste Gray-blodets overlegenhed. Se, de blev ikke syge. Det havde hun så modbevis for nu.
Der var noget næsten skælmsk i det smil, der oplyste det næsten gennemsigtigt blege ansigt.

”Hun bliver så sur,” sagde hun, mest til sig selv og uden hverken forklaring eller skyggen af dårlig samvittighed. En klukkende hæs latter boblede et øjeblik fra hendes strube ind til hun fik styr på sig selv.

”Men at dø blot for at genere min tante er måske en kende overambitiøst, så lad os hellere lad være,” konstaterede hun og så næsten undskyldende på den stakkels læge, der skulle være vidne til det her.

Hun virkede dog mærkværdigt oplivet ved denne morbide morsomhed.

”Du skal ikke være bange for Waddles, han gør dig ikke noget,” lovede hun og hentydede til bjørneungen.

”Jeg er glad for, at han er her egentlig…det føles mere ægte nu. Ligesom derhjemme.” Hun trak lidt på skuldrene. At forklare var…svært.

”Det skal ikke lyde som om, at jeg forsøger at tvinge dig, jeg tror bare…jeg kan ikke forstå det. Burde dine søskende ikke være lykkelige for, at du er fri nu? Og din succes?”

De kom tydeligvis fra hver deres verden. Lenore fra en familie med høje forventninger, eller forventninger i hvert fald, og det typiske kompleks med at tro man var hævet over verden og alle andre væsner. Som mange dæmoner faktisk havde.
Og Trott...Et lille menneske, der bare var glad for han var i live, og nød de små glæder i livet.
Hvad var forskellen på at arve en titel og familie, og så være en Gray - hvilket Lenore fik til at lyde som sin helt egen ting, med sine helt egne krav? Nogle familier havde flere krav til deres børn end andre. Flere mål, bestemte måder at gøre tingene og se tingene. Og Gray slog ham som en af dem. Men præcis hvordan kunne han ikke helt bestemme endnu...
Men han var nysgerrig. Pludselig helt og aldeles nysgerrig. Mon familien var en typisk eksempel på en dæmonfamilie over mange generationer? Han havde hørt om dem, men ikke haft mulighed for at studere en tæt på. Det virkede til der var nogle ligheder med de historier han havde hørt om andre familier...Ikke et sundt og rart miljø for børnene, selvfølgelig, og hvordan påvirkede det dæmonbørnene fremadrettet? Kunne men gøre noget allerede ved familierne for at ændre dæmoner adfærd fremadrettet?

Da han alligevel ikke fik meget ud af Lenores sætninger for et øjeblik, drømmede Trott sig selv væk i en verden hvor han fik lov til at studere en dæmonfamilie helt tæt på. Denne Grayfamilie...
Til sidst rømmede han sig svagt, velvidende Lenore henvendte sig mere direkte til ham igen. Hans blik gled kort over til bjørnen, der heldigvis virkede tilfreds med hvor den var, før han så over på Lenore igen. Mere nysgerrigt. Hans blik gled ned over kvinden et øjeblik, så tilbage til Allan, imens han overvejede sine muligheder.
Men han havde så travlt med andre opgaver...
Men dette kunne være en måde at nærme sig hans drømmestudie igen...

"Hva?"
Han så op på hende, da det gik op for ham at hun havde stillet ham et spørgsmål. I et øjeblik kæmpede han med at forstå hvad hun havde spurgt om, da han skam havde hørt hende - men mere perifert.
"'øh....Jo...Nej, øh...Det er kompliceret. Jeg var barnet der var anerledes. Jeg gik ikke i lære som en håndværker og lavede noget med hænderne, som de andre gjorde. Jeg tror mine søskende mente jeg var hævet over dem, selv om jeg egentlig bare gerne ville være en af dem..."
Han viftede lidt med den ene hånd. Det betød ikke noget mere, det var længe siden. Og desuden var der andre ting han hellere ville snakke om.
"Med forlov...Har De deres egen familielæge eller en fast læge tilknyttet Dem?"
Et uskyldigt spørgsmål. Ikke fordi han nødvendigvis havde tid til at lege familielæge. Men...Hvis de ikke havde...Måske han kunne finde en måde at...
Men først måtte han blive færdig med listen til Genevira, før han kunne få tid til også at rejse så meget...

Lenore var mange ting. Flere havde igennem hendes over to hundrede år lange liv var hun blevet kaldt alt fra vanvittig til retarderet til generelt dum. Alle usande eller unuancerede påstande, men hvad selv hendes skarpeste kritikkere syntes at lægge mærke til ved hende var en bizart skarp observans, hvad angik andre personers sindsstemninger og udstråling.
Hun opfangede det da også nu. Denne særegne iver, der udfra hendes erfaringer hørte til hos videnskabsmænd og opdagelsesfolk.

”Der er de som vil sige at Grays ikke er som andre dæmoner, som andre overhovedet. Eller dæmoner i vores reneste form om du vil. Jeg tror måske det er derfor, at mange af os lever så ensomme liv, når man virkelig ser på det. Hvis ingen alligevel forstår dig, hvorfor så prøve, hvis du forstår?” Hun pillede restløst, ved den lange fletning.
Tante Agnes sagde tit, at andre dæmoner med tiden havde glemt, hvad de selv egentlig var. De levede så direkte blandt menneskene, at de, om end de aldrig kunne blive som dem, så trods alt tilpassede deres liv til deres for at få mest muligt ud af dem i stedet for at holde fast i deres egen totale overlegenhed, som de så til gengæld frugtesløst forsøgte at genfinde gennem brutale ritualer, titler, der aldrig ville sige en Gray noget…ærkedæmoner, dæmonformer. Disse ufuldstændige væsner var langt henad vejen kun stakler. Blinde væsner, der rodede i en metaforisk rendesten.
Hun betragtede August blik på bjørneungen.

”Ingen troede, at Allan nogensinde ville få en. Han er kun halv trods alt og Sigfreds blodlinje er ikke…imponerende, men mere en sidste chance for at slippe af med mig, efter at jeg havde skræmt alle mulige andre friere væk.” Hun trak på de skrøbelige knoglede skuldre, smilede et øjeblik, som hun mindedes en mere uskyldig tid, hvor det blot havde været en leg at finde ud af, præcis hvor meget der skulle til, før hun havde skræmt endnu en mand bort. Før hun gav op på alting.

”Vores familiars er…en del af selve vores essens. Du ser måske blot et dyr, men vi ser vores forbindelse til verden omkring os og til forståelsen af os selv. Jeg burde være stolt, siger de. Mit blod er så stærkt, at det har visket Sigfred ud, men….Allan burde have større frihed end det her. Der går ikke lang tid, før hans eksistens vil blive reduceret ned til at avle flere Grays. Det ønsker jeg ikke for ham. Og jeg….hvad skal der blive af mig? Jeg er allerede næsten død to gange…” Et langt øjeblik stirrede hun bare ud i luften. Nu var det hendes tur til ikke at opfange, at han havde stillet hende et spørgsmål. Hun kom først til sig selv, da en af hendes ravne prikkede til hende.

”Åh, min onkel Ambrose er læge, men Sigfred er bange for ham og hans kælebakterier,” sagde hun, som om det var den mest almindelige sætning i verden.

Dr. Trott slugte hendes ord. Skrev mentale noter til sig selv, så han kunne gå hjem og skrive dem ned. Han havde så mange små afsnit og kapitler uden slutning. For hvordan sluttede man nogensinde? Han havde for et par år siden arbejdet på spøgelser. En race mange virkede til at glemme eksisterede, eller som folk slet ikke kendte til. Dæmoner fyldte snart en hel bog for sig selv. Dæmoner var måske hans ømme punkt, han havde kontakt med så mange forskellige af dem, at der var mange aspekter og refleksioner at forfølge og dykke dybere ned i. Den eksisterende litteratur var hovedløs intetsigende. Og dæmoner var ofte stolte nok til at tale om dem selv uafbrudt.
Lenore havde sådan en dybde... Trott så på hende imens hun snakkede. Hun havde en stor viden og mange erfaringer, på trods af hvor livløs hun fremstod. En stor tankevirksomhed, der spredte sig ud over en del dæmoners begrænsede verdner. Dæmoner levede rigtigt nok specielle liv. Formet ikke bare af deres race, men også det evige liv. Men på en helt anden måde end vampyrer f.eks. udviklede sig. Var det racen der gjorde det? Eller de ting de oplevede undervejs?
Der var så mange spørgsmål.
"Jeg forstår" bekræftede han blot. Han forstod nok. Især dette problem han havde mødt flere steder, f.eks. i Lord McGivens, dengang han havde et unikt indblik i mandens tanker og sindsstemning. En ensomhed som mange nok et eller andet sted gik rundt med.
"Det er interessant...Ikke fordi jeg på nogen måde vil sammenligne Dem og Deres familie med noget, som I vil anse som under jer. Men shapeshifters har samme unikke forhold til dyr" bemærkede han tænkende. Hans oprindelige ønske var at vise at alle racer havde noget til fælles. Dette var noget enestående...Men båret af en evne, som ikke alle dæmoner havde, og som næppe gjorde noget for at fostre en mere fredelig co-eksistens mellem de to racer. I hans tid var fred mellem racerne nok også blevet ren utopi. Men at forstå racerne mere dybt var stadig noget der interesserede ham meget, og som han arbejdede på når han kunne.
"Dæmoner er en race der normalt går meget op i individuel frihed og magt. Men samtidig er visse af dem fanget, måske som De og Deres søn, i forventninger og traditioner over generationer. Over århundreder. Jeg skal ikke kunne udtale mig om hvorvidt man bare bryder den slags eller ej. Jeg går ud fra det er meget op til familierne selv at styre deres retning, og hvad de gør ved mønsterbrydere?"