A new alliance...?

Alt var tegnet og tilrettelagt til dette besøg. Det var første gang at Althorn skulle møde den nye konge af Sunfury, nu Elizabeth var blevet gift og Valentine havde overtaget efter Fenrer. Sådan var det jo med de lidt mere kortlivede racer, som formskifterne nu engang var... Fenrer havde haft sin storhedstid, og måtte give faklen videre på den ene eller anden måde... Mens Althorn self nu havde regeret i lige under 50 år, og stadig var i starten af sit regime, med elver standarderne... Hvis han fulgte mønsteret fra sin far og forfædre, så ville han regere i minimum 300 år før der ville ske et skift. De eneste kortere regimer var endt ved at kongen var blevet dræbt.

Althorn sad i rådssalen, der var salen der også ofte blev brugt til møder med udefrakommende, som for eksempel Valentine der var blevet inviteret til et møde her i dag - Althorn's håb med mødet var at få den alliance op at stå, som han havde arbejdet på med Fenrer. At have Sunfury i alliance med skovelverne ville være meget gavnligt - for begge områder, ville han mene.

Så her sad han - og på bordet stod både vin, frugtfade, et fad med stegt vildsvin, og alt muligt andet, hjertet kunne begære. Ude i siden sad også en enkelt kvindelig elver musiker, og spillede en blid sang på harpe, som de ventede på at Valentine skulle ankomme. Og det øjeblik han dukkede op, eskorteret af en vagt, hele vejen op til bordet... Rejste Althorn sig, og med et smil rakte han hånden frem til et håndtryk. "Welcome, Valentine Avari Bousquet, King of Sunfury. I trust the travel here was pleasant enough?"

Outfit + Krone + Hår / Make-up

For en race der virkede praktisk talt uddødelig i de fleste væsners øjne, så spildte elverne sandelig ikke tiden. Kirkeklokkerne havde nærmest ikke nået at slå for sidste gang før et bud pludselig kom ildende med en invitation fra skovelverne, hvor kongen personligt anmodede om et møde. Og med en frisk ny titel, hvem var Valentine så til at sige nej? Det var trods alt lidt af en personlig drøm at skulle rejse så dybt ind i elvernes territorie. En race han altid havde påskønnet for deres tilsyneladende evige og naturlige skønhed og elegance, og så sig selv have en del tilfælles med... så man lige bort fra peace, love and harmony delen. Ikke desto mindre var hvedebrødsdagene knapt skudt ordentlig i gang før, at en mindre armada af hestevogne, tjenestefolk, vagter og des lige var blevet pakket, hvorefter de alle i samlet flok begyndte rejsen mod Forestina.

Ankommet selv samme morgen havde Valentine heldigvis haft rigelig tid til at gøre sig klar til mødet. Eller... rigeligt og rigeligt. Det havde ikke taget ret lang tid før, at det var gået op for dødssynden, at med ny titel fulgte en ny garderobe (selvvalgt selvfølgelig). Det havde blot krævet ét eneste blik på Fenrers gamle klude for at konstatere, at det aldrig ville gå. Så.... hundredvis af skræddere var derfor øjeblikkeligt blevet sat i gang, så snart forlovelsen blev officiel. For der skulle bl.a. bruges hverdagstøj, festtøj, bryllupstøj og meget, meget mere. Og nu var Valentine ikke ligefrem typen der gik i hvad som helst. Heldigvis var det lykkedes at have et par forskellige outfits klar til turen, og han havde derfor brugt det meste af morgenen på at få valgt det HELT rette. Og først da han absolut strålede i spejlet, tillod kongen af Sunfury at bevæge sig mod mødesalen - imens han efterlod et rum fyldt med dybt udmattede stylister.

Så, med en mindre gruppe bestående af to livvagter medbragt fra Sunfury, den elviske vagt, samt tre tjenestepiger der alle gik med god afstand til Valentine, nærmest svævede han ind i mødesalen, alt imens han ivrigt sugede skønheden af rummets detaljer til sig. De isblå øjne landede til sidst på elverkongen, der i sig selv var et slående syn. Smilet voksede en anelse, hvilket fik den gyldne make-up omkring hans øjne til at glitre inden, at han roligt rakte en hånd frem, prydet af gyldne smykker, og tog Althorns. Dernæst tillod han sig at svare tilbage på et øvet, men ikke helt flydende elvisk, som han i sit stille sind takkede Juniper for efter adskillige privattimer op til mødet.  

“Thank you for the invitation, Althorn Harthion Arveth Nestedir, King of Forestina and Ruler of Wood-Elves. And yes, the trip went quite well... might I add, by the way, that Forestina is absolutely breathtaking this time of year! No wonder your people settled here.”

Althorn smilede, som han let løftede på det ene veltrimmede øjenbryn der ikke havde så meget som et enkelt hår ude af plads. "That's some quite impressive Elvish, i must say. You've had a great teacher, whomever that is," sagde han med et varmt smil, som de fik trykt hinandens hånd, hvorefter han med en gestus af hånden bad ham sidde ned ved siden af ham, som han selv satte sig ned. "Please, don't restrain yourself - whatever food and drink you wish to consume, merely speak to the servants and they will fetch it for you." sagde han, så høflig som han kunne være, nu det trods alt var det første møde med den nye konge, og han ikke helt vidste hvor de stod i forhold til hinanden. Men én ting måtte siges om valentine i forhold til Fenrer - dette var en konge der så sandelig sørgede for at se ordenlig ud.

"And thank you for the kind words about our beautiful forest. It's nice to hear that others than ourselves can appreciate the marvels of nature," sagde han derpå. Han ventede på at de begge fik skænket vin og hvad end spise de hver især ville have, før han snakkede igen. "But i trust that you know I didn't invite you this long way just for idle chitchat and a dinner. I do have something more... Grandiose in mind, I suppose one could say."

Om det overhovedet var muligt lod det til, at Valentine strålede endnu mere, da elverkongen valgte at rose hans sprogkundskaber. Enetimerne betalte sig altså. Og hovedpinerne der fulgte. Det var efterhånden mange år siden, at han havde været tvunget til at sidde stille og lytte i så lang tid ad gangen. Men Valentine gik sjældent ind i noget halvhjertet - det tillod hans perfektionistiske side ham ikke - og med et behov for konstante at brillere, så havde han bidt det i sig. Juniper havde dog været særdeles forstående omkring de hyppige vin og snack pauser. Desuden var altid fascinerende at se, hvor mange petit fours søsteren kunne nå at inhalere på små 10 minutter.

“Thank you, your grace. My sister Juniper Graceling has spent quite a few years amongst elves, so she very kindly offered a few lessons before my visit. Perhaps you've heard of her?

Valentine fandt hurtigt frem til sin plads, og placerede sig mageligt i stolen med benene over kors, hvilket afslørede bunden på et par højhælede gyldne sandaler. Han nikkede forstående til Althorns ord om at bestille, hvad end han ønskede sig, og fik hurtigt sat et par tjenere i gang med at samle han en tallerken med lidt mundgodt. På trods af den lange rejse var det ikke ligefrem fordi sulten truede, da han trods alt havde haft rig mulighed for at indtage fysisk føde undervejs. Alligevel havde han en idé om, at det virkede som det høfligste at gøre i situationen. Derfor stod der efter kort tid en simpel men indbydende tallerken foran ham, med duebryst, mager ost samt lidt frugt og grønt. Favoritterne. Nemt at spise, når man samtidig skulle holde en samtale kørende, og så svinede det minimalt - så man lige bort fra jordbærrene. Det første han greb var dog glasset med vin, som endelig var blevet fyldt.

“I find nature quite… inspiring. It brings forth so many ideas and with each season a whole new mood. Unfortunately the climate back home doesn’t allow much growth like this, since the seasons barely change… BUT… it does make the most delicious grapes. Ah, speaking of… cheers!”

Inviterende løftede han sit vinglas i en skål. Hvad enten Althorn valgte at deltage i skålen eller ej, ville han herefter tillade sig selv at nyde første slurk af vinen. Veltilfreds stillede han glasset tilbage på bordet, og stangede så efterfølgende en stykke æble, som han distræt lod hænge i luften, imens han nysgerrigt lyttede til elverens næste ord. En overraskelse? Denne dag blev bedre og bedre. Hovedet gled en anelse på skrå, som han overvejende betragtede Althorn, stadigvæk med et varmt smil på læben.

“ Well, considering I am a big fan of anything remotely grandiose I was hoping for something like this. Do I get a clue?”

"Ah, actually, I have. Not much just yet, but all I've heard has been praising words of her," sagde han med et smil på læben, som han gjorde sig det ret komfortabelt i sin stol, der var et sted halvvejs mellem en stol og en trone. Hans øjne hvilede dog udelukkende på den anden konge til bords.

Althorn selv valgte laks - de svømmede én gang om året op af floden i skoven - med forskelligt forårsgrønt til, og blot en lille smule rodfrugtsmos som værende det 'bindende' element i retten. Til dette, et enkelt glas rosé vin. Smilende, tog han fat i sit eget vinglas som han også lyttede til hvordan herren lod til at kunne lide naturen næsten lige så meget som en elver - det var do gdejligt forfriskende! Med et smil på læben nikked ehan let som han tog del i skålen, og tog en tår af sin egen vin. "I do hope you find our wine to be to your liking, then. We add sweet berries to get it sweeter, or just leave it as it is, a bit fresher and more tart than what you would find most places near Sunfury."

Derpå tog Althorn selv en bid af sin laks med en smule af rodfrugtmosen, som et lille forunderligt smil dansede på hans fyldige læber. Glimrende, han havde pirret Valentine's interesse, præcis som han havde håbet på. "You see... I was hoping to... Continue the sort of negotiations I had ongoing with Fenrer, but which he seemed too busy to really tend to. I am hopeful you're a bit more attentive than your predecessor," sagde han, son han let duppede sine mundviger helt rene igen, før hans blå øjne borede sig ind i Valentine's. "You'll get more than a clue. I'll get straight to the core of it all. I am hoping, in time - to have an alliance with Sunfury... And thus, you, as well. Further trapping and conditions... Can be discussed."

“Good. She’ll be glad to hear that.” nikkede han bekræftende. Hvor meget man kunne stole på elverkongens ord ville snart vise sig, men for nu tog han det som noget positivt, at manden ikke løb skrigende bort, ved lyden af navnet på søsteren, hvis familie lod til at være særdeles velkendt i store dele af Underworld. Ikke blot for deres særdeles imponerende krydderi-imperium, men bestemt også andre ting, som Valentine hurtigt var blevet familiær med efter genforeningen med Juniper… ting, som den rette adelig eller royale måske ville finde upassende at bringe op til et møde. Dog lod det til, at Althorn tog tingene i stiv arm, så Valentine fortsatte lystigt med sin beskedne middag. I virkeligheden var det trods alt slet ikke fysisk føde, han hungrede efter takket være den lange rejse. Alligevel stoppede han æblestygget i munden, og tyggede roligt, imens der blev lyttet til kongens snak om vin.

“Well, given the climate back home, I tend to go for the fresh ones. I also like having my wine served cold, making it last longer after being poured… But I must admit, I see why you like this one, despite it being quite sweet. It’s pretty good.”

Demonstrerende lod Valentine endnu en tår af den søde vin glide ned. Generelt var han nu svær at gøre utilfreds med hensyn til vin, medmindre der selvfølgelig var tale om decideret dårlig eller ligefrem billig vin. Men dette var udmærket for hans smag. Det kunne gå an… for nu. Afhængig af længden på hans ophold blandt elverne, ville han helt sikkert undersøge mulighederne for at smage andet end det, som var blevet serveret til middagen - men den tid, den fornøjelse. Et mørkt øjenbryn løftede sig nysgerrigt, som kongen endelig lod til at få tungen på gled. Valentine stillede langsomt glasset fra sig igen, og rettede en anelse på den tunge, gyldne krone som allerede sad perfekt. Da han endelig svarede var det med et roligt blik, samt et moret, næsten katteagtigt smil.

“So what you really want… is a friend.Cute.” Smilede voksede. Han fortsatte dog inden, at Althorn kunne nå at protestere. “See, I figured that much. You weren’t exactly subtle with that invitation. I mean I barely even got to finish my wedding night, before that thing entered the castle!... But of course, you’d know all about that. As far as I recall you and the queen got married just a few years ago. Love still going strong I hope?”

De krystalblå øjne hvilede tungt mod Althorns skikkelse, tydeligt upåvirket af mandens eget gennemborende blik. På trods af kongens selvproklamerede mangel på interesse angående simpel middagsaftaler, så havde Valentine intet imod dem. Tværtimod kunne lidt simpel snak være særdeles informativt, og han fandt det ganske utroligt, hvad man egentlig kunne få ud af folk, hvis bare man prikkede en lille smule til dem. Lidt tips og tricks havde han vel lært efter en del år i en branche, hvor sladder spredtes hurtigere en steppebrand. Fysisk evner var ikke alt han besad. Stadigvæk med et smil og et ubekymret toneleje, tilføjede han sidste del af sit svar.

“How about you explain to me why you want to be friends, hm? From what I’ve come to understand, Fenrer was a well loved man, and he certainly doesn’t strike me as one who drags out something like this for no reason… is there something you’re hiding from me, your grace?”

Althorn smilede let, og håbede så sandelig at hun da ville blive glad for det, som Valentine åbenbart mente hun ville. Det håbede han da også på... "Ah. I see. Well, I'm happy you like it. Say the word, and I'll bring out more for you to choose from." sagde han med et venligt smil på læben, som han tog en bid af sin mad og en tår af sin vin - før han endelig sagde hvad der virkelig lå ham på hjerte.

"I guess you could phrase it as such. The elves have never sought allies from the outside before, but... I think it's about high time we do. And your kingdom is certainly the one I'm most interested in hopefully getting to have this alliance with." sagde han med et smil. "And yes... I know I wasn't too subtle with this at all. Do forgive me if the dove of light magic gave any cause for concern as it showed up - it's the quickest way for me to get messages out. Much faster than one of our elven scouts are." nu den kunne flyve, kunne den jo ignorere alle forhindringer til lands.

Men som han hørte det han nævnte her... Tjo, han undlod helt at svare på det med kærligheden, for jo, han nærede da en dyb kærlighed for Larlii, blot... ikke den type man forventede mellem ægtefolk. Nej, hun var hans næreste hjerteveninde, men ikke mere end det.

"Whereas many others would probably point to everything Sunfury has to trade, I'm not interested in the good themselves, but rather the ones making them. You have skillful artists, carpenters, masons - everything in between. So do we, and I would like to see both our cultures flourish by learning from one another, in all manner of aspects." startede han med at sige... Hvorpå han løftede et øjenbryn. "Frankly, I don't know why he dragged it out, though I might have a hunch. He was never too keen on demons after all, and by the look on his face at the summer ball those years ago, he instantly recognized the smell of my then-date as one. He also did not seem too comfortable with lord McGivens and lady Tenebris being at my wedding as well. Other than that, I do not see an actual reason for him to have dragged it out for so long."

“Don’t worry, your grace. I’ll be sure to let you know.”

Nu var hans sult eller tørst på ingen måde noget, som kunne sammenlignes med søsterens. Juniper havde en appetit der kunne putte de fleste til skamme, og det eneste område, hvor Valentine havde en chance for at følge med hende var når det kom til alt der havde med alkohol at gøre. Selvom Genevira i sin tid havde udtrykt en vis form for bekymring angående hans indtag, så fungerede han generelt bedst, efter egen mening, med mindst en flaske vin eller to om dagen. Derfor var han generelt også lidt hurtigere til at reagere, hvis hans glas stod tomt, frem for hvis maven rumlede.

“Well, I am certainly honored by your thoughts. Seems like Fenrer was a tad too busy expanding his kingdom, rather than securing it by making allies. That’s at least what I’ve come to understand from my wife’s stories about her dearest father…”

Valentine huskede udmærket den lille lysende due skikkelse, som havde fundet vej helt ind i hjertet af paladset på egen hånd. Vagterne havde været helt oppe i det røde felt før, at man havde fundet ud af den egentlig meningen bag lysmagien. Dødssynden havde fundet hele optoget særdeles underholdende, og det var blandt anden grund til, at han havde valgt at takke ja til invitationen. Men, som de sad her overfor hinanden, var det langsomt ved at gå op for ham, at Althorn muligvis var en tand mere alvorlig i sin tankegang, end først antaget. Manden virkede nu glad nok, og havde ikke svært ved at få tungen på gled. Alligevel var det som om, at han havde svært ved at snakke om ret meget andet end det politiske, hvilket ærlig talt kedede Valentine en lille smule. Oh well, selv konger kunne åbenbart ikke hygge sig hele tiden. Den tankegang stoppede dog pludseligt, da elveren helt skødesløst nævnte detaljen med, at han medbragt en intet mindre end en dæmon som sin date til bal, som Valentine ikke lige genkendte. De andre navne bemærkede han dog svagt, takket være sine informanter på slottet. Dæmonernes leder Lady Tenebris, samt herskeren af Doomsville Lord McGivens - som han i forvejen kendte på et lettere… personligt plan.

“ Sunfury certainly does have many aspects of our culture that are filled with creative people in all means and manners. I could see that pair beautifully with the wonders that Forestina has to offer… a true blend of colors, culture and people. Wonderful idea!... Now… Tell me about your little demon-date, would you? Because, forgive me, if I’m mistaken, but you speak of Fenrer as him being the only one disliking demons. Yet I’ve come to understand that demons and elves aren’t exactly a natural occurrence either. The fact that the demon is not here today, might even prove my point.”

Som han talte, ganske afslappet, blev den halvfyldte tallerken i mellemtiden skubbet til side. Dernæst lod han begge albuer hvile på bordet inden, at han rykkede sig tættere på, ivrig efter at høre mere, hvilket blot blev illustreret af det faktum, at han lod hagen hvile på håndryggen af de sammenflettede fingre. De blå øjne skinnede fornøjet over det underholdende skift i samtale emnet, og hans glitrende smil havde endnu ikke forladt hans mindst lige så glitrende ansigt.

"I see. Well, makes sense then, I guess." Althorn smilede blidt. "But I was indeed hoping to join forces. Of course I am already more than at peace with the high elves, but, having allies of other countries, with different races, seems extremely beneficial. I suppose you can see the potential as well, as I do know not many elves travel beyond our forests. We might each give the other a new perspective that would help us both in the long run."

Han sukkede en smule, som Valentine bragte den date til ballet på banen... "Ah... Well... That's true. For generations most elves have absolutely loathed any and all dark creatures. I, however... Always believed that to be wrong. My father have always called me weak for it, my mother have always been proud of my 'big heart' as she puts it... I just believe that there is - if not necessarily good - then at the very least potential in each and every race. That one should not judge everybody of a race based upon some individuals decisions. And thus... I do try to keep an open mind. And seeing as I liked that particular demon, I brought them to the ball." det var med fuldt overlæg at han ikke nævnte kønnet, da han sådan set... Stadig var lidt i skabet. "That they were stunningly beautiful just added to the appeal, of course," tilføjede han derpå, som han havde set den anden konges interesserede udtryk. Hvis han skulle holde hans fulde interesse var det måske bedst at fre en lidt mere afslappet samtale, så det ud til?

Maden var måske ikke længere et interessant emne - men det var vinen heldigvis. Glasset lod sig tømme i rekordfart, og selv med blikket rettet mod Althorn, fortalte en diskret bevægelse ud af øjenkrogen ham, at en tilfældig tjener lod til at have opdaget Kongens tomme glas. Så snart det var fyldt på ny, hævede Valentine glasset endnu engang, hvorefter han tillod sig en lille slurk, inden han svarede elverkongen.

“Let’s say we join forces…. Would that grant Sunfury allies amongst the high elves as well? And if not, would that be something you could help us negotiate?”

Hvor Althorn måske tænkte mest på at udvide elvernes race bekendtskaber samt mulighederne for dem at bevæge sig uhindret i større dele af Underworld, så så Valentine hellere, at dette møde bragte mere med sig end først forventet. Det ville være én ting at sikre en alliance med skovelverne, som i forvejen stod forholdsvis sårbart uden en eneste by eller leder bag sig - men at få højelverne med ovenikøbet? En højt skattet bonus, som passede en grådig sjæl ganske godt. Han fortsatte smilende med samme varme tone, selvom blikket havde fået en lidt anden glød. Bag den indbydende facade gemte der sig en ting eller to angående krig og fred. Selvom han egentlig mest gik op i hyggesnakken, var dette mindst lige så vigtigt for at sikre et stabilt forhold mellem de to kongeriger.

“See… Perspectives are nice and all that, but what about having each other's backs? You aren’t exactly known for your war history, but given your race's natural qualities, you would make excellent warriors. Would the elves be ready to step up if needed? If an army was required?”

Ud fra Althorns tunge suk så var det måske ikke lige det emne, som elveren ønskede at diskutere nærmere. Ikke desto mindre udleverede han dog flere detaljer, end Valentine havde turde håbe på, og han nikkede forstående undervejs. Han kunne ikke vove at påstå, at han forstod elvernes skrappe holdninger hvad angik mørkets væsner - hvilket uden tvivl havde noget at gøre med hans egen oprindelse - men han forstod om nogen, hvordan ulidelige og uforstående forældre kunne føles. Det eneste han studsede kort over var dog Althorns måde at beskrive dæmonen på. Det føltes underligt… anonymt.

"Do you believe there’s darkness in everyone too, your highness?... Hopefully, you’ll forgive my bluntness, but I just find the thought so amusing. People spend their whole lives defending themselves and pointing fingers at everybody else, when in reality… they’re all just as bad. They’re all sinners. Even your sweet, sweet mother and your dear old father. For was it not his own pride blinding him of the opportunity to do exactly what you’re trying right now?... Expanding? Learning?? I’m not saying any of us are saints, as I tend to embrace any type of beauty with a passion much like your own. But I’m… curious. Despite this open mind of yours, not to mention your big, bleeding heart, you still married an elf… Why?”

Det var som om, at de næsten lysende blå øjne havde fået et nyt skær. Dybere. Mere intense, som de borede sig imod Althorns skikkelse. Valentine var ubevidst omkring dette, fordybet i sine egne tanker og snakken. Fascineret af hele konceptet, da det trods alt lå ham så naturligt at udfordre. Måske netop derfor kunne han ikke undlade at lade sine følere glide frem. Usynlige, selvfølgelig. Metaforisk næsten. Men en følelse af at kravle sig nærmere elveren i et forsøg på at få et kig af, hvad der gemte sig indenfor det blankpolerede ydre. Althorn ville trods alt intet mærke. Ikke medmindre Valentine fandt noget at prikke til. Et minde. En stærk impuls, som han kunne opildne med sine ord. Men for nu sad han blot. Observerende. Smilende og ganske afslappet, og et øjeblik helt ubevidst om, at der stadigvæk befandt sig andre i rummet med dem. Andre, der ligeledes ikke var immune over for den potentielt katastrofale effekt, en dødssynd kunne have i det rette selskab. Endnu en uskyldig slurk vin fortalte om, at det var Valentine sådan set aldeles ligeglad med.