Too much is never enough~ Dorian

Dorian strakte sig i den enorme seng som var ham givet. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde sovet så luksuriøst. Han havde nok været tæt på men aldrig noget i denne kaliber. Men sådan burde det skam også være når man boede som en royal. Eller i alt fald boede hos en royal. Det var næsten ikke til at tro, men hvis der var nogen af dødssynderne som skulle gå hen og blive royal, så gav det god mening at det var Avaritia. Manden havde simpelthen sovet sin vej til tops, og Dorian kunne ikke være mere stolt af sin storebror. Avaritia havde sigtet mod toppen og han havde taget tronen af Sunfury for sig selv. Det var nu ikke til at sige hvilken fremtid at Sunfury ville få, men Dorian vidste blot at det ville blive en interessant én... og en syndig fremtid hvis det stod til dødssynderne, som nu havde fået det begyndende kram på byen. Men jo flere dødssynder de var i byen desto bedre, men sandsynligheden for den var ikke så stor. Især ikke når man ikke vidste hvor mange af ens søskende var i live - bortset fra 2. Men Invidia var nok ikke så hjælpsom på det område. Han havde vist sig at have sin egne planer og "regler" for hvordan han ville sprede sin syn. Ikke at det for Dorian havde givet nogen mening det ævl som han havde lukket ud - men det var også derfor han var hvor han var...

Men Dorian ville ikke fylde sit hoved med sin lillebrors idioti og valgte i stedet at stige ud af sengen. Der var trods alt en dag at erobre og en by at syndiggøre. Han valgte at tage noget let tøj på og malede sine øjne sorte rundt om, for at forhindre ham selv i at blive forblændet af solens stråler. Imens at han kiggede sig i spejlet kunne han se at hans udgroning var blevet en del længere. Men han gad ikke farve sit hår lige nu. Det måtte se ud som det gjorde, for han var spændt på hvad dagen havde at bringe. Med sådan som han havde det lige nu, så kunne det kun være gode ting som ventede ham.

Efter at have taget ud i byen sad Doria nu på en café i byens rigmandsgader. Han nød sin læskende drink samt sit bord fyldt med diverse søde kager. Det var i alt fald mere end rigeligt til én mand, men han havde skam masser af tid til blot at nyde det en hel dag hvis det var det som han ville. Sådan var det når man var herre over sit eget liv. Man kunne gøre hvad der passede én samt bruge så meget tid på noget så ligegyldigt som man ville. Det var trods alt også en fordel som man havde sig når det var at man havde en masse penge og rigdomme... som så mange af personerne i dette kvarter virkede til at have. Mange her lige som hans bror havde nok sovet sig vej op - ikke at de nok ville indrømme det. Det havde mange for meget ære til... og skam. Men mon ikke om Dorian nok skulle gøre om på det ved at løsrive dem for det? Han ville i alt fald gøre et hæderligt forsøg.

Lige som Dorian havde udset sin næste kage at prøve var der nogen som fangede hans opmærksomhed. Han var løbet tør for kage... Han kiggede ned på hans tomme tallerken og tomme kagefad. Han kunne svoret at han havde en masse tilbage... Dorian tog sig til sin mave som syntes underlig tom. Og for at det ikke skulle være løgn så følte Dorian sig sulten. Også selvom han var ret sikker på at han lige havde fortæret samtlige kager. Dorian tørrede sin mund og fik fat på en tjener som straks gik afsted for at hente mere kage og drikkelse til ham. Og for Dorian kunne det ikke gå for hurtigt nu.

Denne underlige fornemmelse af at være tom var ham som sådan ikke fremmed. Men denne form for fornemmelse var foruroligende... og bekendt. Det mindede ham om dengang han var et barn og sammen med sin søskendeflok. Han blev tit og ofte påvirket af deres længsler og desperation. Nogen var værre end andre - men nogen som især var ham en plage var sådan nogen som Gula. Hans lillesøster som var dødssynden for Fråseri. Men det var ikke fordi hun selv havde kunne gøre for det. Hun var den som hun var ligesom at Dorian var den som han var. Deres syn var deres natur og da de var børn, havde de mindre styr på deres evner. Men det værste var at Necromanceren havde sultet Gula - og han havde til tider straffet Dorian med sig hen til Gula for at lære Dorian at styre sin evne. Nemlig ved at prøve at stå imod Gula's længsel for mad... Det havde været horribelt og Dorian havde siden prøvet at tage sin afstand til søsteren. Ikke fordi han hadede hende eller noget. Nej, han havde endda bragt hende mad fra tid til anden... og måske engang stoppet mad langt ned i halsen på hende for at stoppe hendes længsel. Det var sløret og Dorian kunne ikke helt huske hvad som der var virkelig hændt. Nemlig fordi han huskede at have nogen intense drømme hvorved han stoppede hende med mad, med intentionen om at hun måtte kvæles i det. Og til tider svulmede hun op som en overgæret frugt? Det var ikke til at huske... Men han kunne i alt fald huske at han oftest havde haft nætter hvor han ikke havde kunne sove fordi hans søskende havde været omkring ham - alle sammen hiet efter noget så intenst at han selv ikke havde kunne sove... Undtagen når han havde været i nærheden af Acedia. Ved hendes tilstedeværelse havde han altid været i stand til at sove tungt.

Dorians underlige fornemmelse og tanker om barndommen fik ham nu til at kigge rundt omkring ham. For hvem end denne følelse stammede fra, måtte straks have noget mad. Og da han vendte sig om, var han ret sikker på at han havde lokaliseret hvem følelsen måtte tilhøre... For lige bag ham sad en kvinde med ufatteligt lyst hår. En farve som mindede ufatteligt meget om hans eget lyse hår... når det altså ikke var farvet sort. Og hans mundviger trak sig i et smil da han fik kigget bare kvindes ene øre... Hvad var chancen lige for at han møder sin søster på en café? Men her var hun, eller det var han i alt fald ret så sikker på siden at chancen var ret lille for at en tilfældig person lige skulle have et mærke bag sit højre øre. Samt lyst hår så det næsten var hvidt... og en umådelig sult.

Da tjeneren kom tilbage med Dorians kage lagde han en masse stykker på en tallerken, vendte sig på sin stol om mod kvinden bag sig og sagde:

"Can I tempt you with a piece... or five? Dearest sister of mine."

Dorian smilede til sin søster idet hun kaldte ham ved hans kælenavn. Det føltes som evigheder siden at han sidst var blevet kaldet for Lux, og det føltes også en smule underligt. Men på en måde også rart, for hans søskende var nogen af dem som kendte hans sande væsen. De kendte ham... sådan da. De kendte ham i alt fald da han var barn, men han havde ændret sig meget igennem årene. Han var i alt fald blevet en del stærkere og mere moden... og mere gemen og lurvet. Og hans søskende kunne selv stå for skud hvis de skulle komme ham på tværs. Hvilket Invidia havde fundet ud af. Men der var ingen grund til at være helt hjerteløs når man ikke ville ham det ondt. Hvilket var noget som Dorian kunne fornemme eller læse ud fra hans evne.

Men Gula havde aldrig ment ham det ondt. Selv ikke dengang hun havde prøvet at spise ham. Hun havde bare ikke været i stand til at styre sig selv - og hvad nemmere end at prøve at lokke Dorian til at lade sig spise når man hungrede som hun gjorde? Dorian havde nok gjort det samme havde han været i hans situation, så han bebrejdede hende skam ikke. Faktisk havde han aldrig bebrejdet hende for noget som helst. Deres barndom havde skam været en svær tid for de fleste af synderne - på hver deres måde. Men det skulle dog ikke betyde at Dorian nærede en lille frygt for hende dengang. Hun kunne trods alt fortære hvad som helst og med det bundløse hul af en mave... Tja, det var et under at hun ikke fik spist nogen af deres søskende. Ikke at Necromanceren nok havde tilladt det... Han havde vel skabt og opfostret dem fordi han havde brug for dem? Blot for at skille sig af med dem... hvilket for Dorian ikke gav mening. Men det gjorde Necromanceren ikke i det hele taget. Han gav ikke mening...

Men noget som gav mening lige nu, var for Dorian at tage sin søsters hånd og joine hende ved hendes bord. Al hans kage og drikkelse blev rykket med over, idet Dorian informerede om hans nye siddeplads til tjeneren. Af hvad Dorian kunne se, havde hans søster været i gang med lidt af hvert. Ikke at det var meget ulig hans søster, men det var godt at se at hun nu kunne mæske sig med en del bedre mad.

"Thank you. And it's good to see you as well... It's been far too long." Kommenterede han og tog en bid af sin egen kage. Han løftede brynet en smule over hendes kommentar med Avaritia. Han mindes ikke at have hørt at Avaritia havde mødt Gula, men det kunne være at Dorian blot ikke havde hørt ordentligt efter. Det hændte skam af og til når han var distraheret.

"Do you like it?" spurgte han lidt henkastet, ikke at det ville betyde så meget om hun kunne lide det eller ej. Selv var han ret tilfreds med det siden det var hans lille rebellion. Samt hans egen måde at individualisere ham selv, og være hans eget væsen. Eller i alt fald et forsøg på det, for hans var så flydende et væsen som overhovedet muligt. Det kom med territoriet når man var så påvirkelig af alle omkring ham. Dog fungerede det lidt ligesom ringe i vand. Det var kortvarigt og ville få en ende når nogen havde haft deres indvirkning på ham.

Det virkede dog også til at Gula havde træffet sine egne spændende valg med hensyn til hendes udseende. Såsom... Hvor i alverden var hendes øje?! Dorians øjne spillede mere op i det at han lagde mærke til sin søsters højre øje, som manglede. Dorian kiggede nu mere undersøgende på hende, og sparkede indvendigt til sig selv over at han ikke havde lagt mærke til det noget før. Hvad i alverden havde hans lillesøster været udsat for?

"What happened?"

Dorian var en smule overrasket over hendes udtalelse om at have savnet ham samt hendes berøring. Det var mere forventeligt at Avaritia havde savnet hans nærvær og person men at ligefrem Gula havde savnet ham... Var enlig også ret rart et eller andet sted. Det var vel i bund og grund altid rart at være ønsket, men... hans evne til at kende folks indre, havde oftest været det som havde holdt nogen af hans søskende på afstand. De havde frygtet den og derved også Dorian. Som barn var der dog ikke meget at frygte af Dorian - det var dog mere grund til at frygte ham nu hvor han var voksen. For, for Dorians blik var der ingen som kunne skjule sig. Alt for ham blev åbenbaret og jo mere som man prøvede at skjule for ham desto mere så han. Alt det som man skammede sig over og frygtede skulle se dagens lys var klart for Dorian som dag. Men derudover var der intet at skamme sig over hvis det stod til Dorian... For han havde ingen skam i livet selv og der var som sådan ikke noget ønske for stort eller for lille. Et ønske var et ønske og det eneste for Dorian som betød noget var at man gik ud efter at opfylde det - og forløste sig selv. Ellers hvad var reelt meningen med livet?

Dorian lænede sig mod sin søsters hånd og nød kortvarigt varmen fra hende. Det var i sandhed spøjst han skulle møde flere af sine søskende inden for så kort tid. Men måske var der en mening med det? Eller også som syvlinger så havde de bare en sans for at være det samme sted på samme tidspunkt? I alt fald så var det et lykkeligt tilfælde. Nemlig fordi én af deres egen sad på tronen af Sunfury. Med deres storebror i en lederrolle var det ikke til at sige med de ting som dødssynderne ville kunne slippe afsted med nu. Måske det var det som var hele meningen med deres genforening? Faldet af Sunfury. Det var i alt fald en fornøjelig tanke.

"I thank you kindly for your forgiveness. I just wanted to change it - and so I did. And I must admit it has it perks. Invidia barely recognised me... which in itself was quite entertaining." Det var forfriskende at Gula så det som det var, en rebellion - og ikke rigtig et ønske om at distancere sig fra sine søskende. Dorian havde godt ønsket sig mere autonomi og udseende men det var ikke for at vise at han ikke var en del af sin søskendeflok. Nej, han var en dødssynd og det ville han altid være. Og det var ikke fordi han ville have det på en anden måde. Men selv enæggede tvillinger på ønske at være deres eget individ også i stedet for at blive set som en samling. Det var lidt sådan at Dorian havde det. Han var en del af noget større men han var og blev sin egen. Det var kompliceret til tider og noget som han havde arbejdet meget på i al hans tid væk fra søskendeflokken.

Dorian lyttede med til hans søsters fortælling om hvordan hun havde mistet sit øje - og han var mindre fornøjet for at sige det mildt. Se, Dorian var ikke en bror i den almindelig forstand. Han nærede som sådan ikke så dybe relationelle følelser. Ikke at det ikke var ham muligt at have særlige bånd med nogen - men for ham kunne mange nemt erstattes. Det samme kunne dog ikke helt siges om hans søskende. De var kun de syv synder og havde været igennem en grufuld barndom med det mål at blive ustoppelige. Så det at nogen havde fået udsat Gula på den måde, og været skyld i at hun blev sørget... var alt andet end fornøjeligt. Især når Gula var så køn som hun var, og end ikke et manglende øje kunne ændre på det men... hun havde nu et nedsat syn. Hvilket gav hende en meget tydelig blind vinkel. Noget som ikke sad vel hos Dorian.

"What a bitch" sagde Dorian iskold og tog en tår af sin drink. Førend han rettede sit blik mod sin søster og kiggede hende i øjnene.

"Do you desire to see her destroyed?" spurgte han med en isnende kulde.

Dorian selv lo over kommentaren med Invidia. Det var ikke overraskende at Dorian ikke var den eneste som havde samme opfattelse af broderen. Samt nød at pille ham en smule ned fra den piedestal som han så fint selv havde sat sig på. En piedestal lavet af selvmedlidenhed, falsk selvtillid og atter flere ynkværdige løgne. Ja, Dorian havde ikke megen kærlighed for sin lillebror, for slet ikke at nævne, overhovedet nogen følelser for knægten. Det eneste der var, var at Invidia var en fryd at genere samt at hyle ham helt ud af den. Lidt lige som Dorian havde gjort da de mødtes sidste gang. Men hvis man spurgte Dorian, så havde Invidia selv været ude om det. Invidia havde trods alt troet at han havde kunne slippe godt afsted med at se ned på sin storebror... og at det ikke ville få sine konsekvenser.

"Oh, he is still very much alive. And what a delight he was. He's just as pathetic and selfpitying as always... and just as easy to mess with. He tried standing up to me, which I think he very much regrets now. Especially since he thought that he would be getting away with it. And if he's not to pass away from his own mediocrity then it would be from the shame of that meeting." Dorian smilede skævt før han tilføjede. "Though I found our meeting quite amusing if not enlightning..."

Selvom Dorian forholdt sig neutralt til Invidia, og stort set var ligeglad med hvad han foretog sig - så ville det være at lyve for sig selv hvis der ikke var vækket en vis interesse for broderen siden deres sidste møde. Især siden Dorian var interesseret i hvordan at Invidia fik spredt sin synd til folket, samt hvordan han levede. Hvordan ville han nå til tops? Og var der noget brugbart at udnytte fra broderen af? Se, der kunne det være ideelt at have et mere end neutralt forhold med broderen. Ikke at det nok var neutralt på nuværende tidspunkt... i alt fald fra Invidias side af. Men det kunne jo også bruges. Dorian kunne trods altid finde en måde at manipulere ham på... Som at intimidere ham eller afpresse ham. Mulighederne var skam mange. Ikke at det interesserede Dorian lige nu, så det måtte blive på et andet tidspunkt, når Dorian mødte ham igen. For et eller andet sted havde Dorian på fornemmelsen at det tidspunkt nok skulle komme igen. Det var trods alt som om syvlingerne var skæbnebestemt til at mødes igen - og forenes. Eller noget i den dur.

"And of course you do." sagde han nøgternt. For uanset hvad, et øje eller ingen, så var hans søster stadigvæk smuk. Og med den klogskab og viden som hun virkede til at besidde, ville hun klart overskygge enhver idiotisk elverdronning. Især en elverdronning som havde formået at rode Gula ud i noget hvortil hun mister sit øje. "Let her look as foolish as she sounds, I say."

Dorian lænede sig mere afslappet tilbage idet Gula afslog hans hjælp lige pt. Han nikkede forstående og drak videre imens at hans søster uddybede sin historie... samt delte noget "skoldhed te" om dronningen, Larlii Valcyriel. Imens at Dorian lyttede blev han mere og mere sikker på at han godt kunne lide hans søster. Hun virkede til at have et friskt perspektiv på ting, og holdninger som kunne afspejle hans egne. Samt at hun var underholdende at lytte til. Hun virkede også til at have erhvervet sig en vis visdom samt egenskaber som Dorian altid var for at lære mere om. Samt finde ud af hvor hun havde erhvervet det fra. For Gula virkede ikke til at bo alene... eller have vokset helt op alene efter splittet med familien. Hun virkede til at være godt stillet - hvilket der var samtlige synlige beviser på. Hvis Dorian ikke var helt galt på den med sine gæt, så ville han gætte på at hun havde slået sig ned med en rig familie... eller selv havde arbejdet sig op en formue. I alt fald ville Avaritia nok synes godt om hende. Og vis de ikke allerede havde mødtes, så yndede Dorian at introducere de to for hinanden. De 3 dødssynder passede trods alt ret godt til hinanden vis man betragtede deres evner og deres higen efter noget fysisk. Noget man også kunne sige med nogle få af de andre... men det var blot ikke helt det samme.

"If I was any bit more capable of feeling pride, then I'd say I'm almost proud of you. Regardless I'm glad to hear that you've turned a nasty situation into something useful. As well as not willing to let it go. So therefore, the offer still stands if ever needed, regarding turning her life upside down."

"Also, adopted family? Do tell if you feel the inclination to share. They sound mighty facinating, from what you mentioned." Især med hensyn til det hun nævnte med at de ikke var for at smide noget væk som stadigvæk var brugbart. Måden hun sagde det på lød nemlig herligt skummelt og udspekuleret. Noget som Dorian altid kunne sætte pris på.

Dorian smålo over sin søsters lede kommentarer om deres velafskyede bror. Af alle ting som de ville bonde over, var dette ikke lige det som man forventede, men det var skam vellidt. Men det var så heller ikke nogen overraskelse at nogen ikke brød sig om Invidia. Han gjorde det trods alt, alt for nemt at mobbe ham samt at gro en afsky for ham. Han var trods alt heller ikke hemmelig med sin egen afsky for alle de andre - og lagde skam heller ikke nogen fingre i mellem. Især ikke med sin afsky over for Dorian... Ikke at Dorian tog det nært. Det var Invidias kommentarer trods alt for latterlige og patetiske til. Nok ikke at han selv synes det, men nu havde Invidia så også et meget forskruet selvværd, som Dorian stadigvæk var overrasket over, at det ikke havde destrueret ham endnu. Men som Gula sagde så var han nok meget lig en kakkerlak en mindre fast besluttet én. Dorian prøvede at forestille sin lillebror som et insekt og hvilken lyd han ville lave når man knuste ham under sin fod... Tanken fik ham til at smile skævt og fik ham til at overveje at finde en som kunne trylle hans bror om... Det ville virkelig få Invidia til at tænke sig om flere gange inden han lagde sig ud med Dorian. Især siden Dorian var en meget social person og derved kendte folk som kunne gøre lidt at hvert... Og han yndede altid at udnytte disse fabelagtige personer på bedste vis.

"Well, he was certainly determined to prove something to me. But honestly all that he managed to do was lower my opinion of him even further. I didn't think it possible, but he certainly proved me wrong. Especially with his holier than thy rant which he went on and on with. Seemingly forgetting what we are and our origins… I almost had an allergic reaction!" sagde han til sidst med falsk forfærdelse. Det var utroligt hvad Invidias fantasi lod ham overbevise sig selv om. Og de ting som det tillod ham at lukke ud af det pureste vrøvl.

Dorian løftede brynet da hun spurgte ind til hvordan mødet med Invidia overhovedet kunne være oplysende. Tja, det havde være oplysende i den forstand om lavt nogen kunne falde... samt hvordan man yderligere kunne pine sin lillebror når han trådte ved siden af.
"Even someone as gloomy and... what the word? Joyless can provide enlightment in the sense as to what not to do. So, enlightning in the way as a warning sign for the likes of us - should we lose all sense of our sinful and dark nature." En natur som ingen af dem var i stand til at nægte eller flygte fra. Og Dorian var ikke helt sikker på hvilken én af de to Invidia var, men Invidia var i alt fald i benægtelse. Ikke at det helt var noget nyt.

Dorian nikkede blot da Gula takkede for hans sans for æstetik. Hun var blevet noget så fin en dame i al den tid de havde været fra hinanden. Så meget var sikkert. Hun havde sikkert fået etikette træning med samtlige undervisere og lært om historie, dans politik også meget andet. En bedre skæbne end hvad de andre søskende nok havde været tilbudt. Ikke at Dorian misundte det. Det var ikke hans område og på den anden side så havde han selv levet i sus og dus, samt at hans liv lige nu var ret så tilfredsstillende. Hvilket var det eneste som i bund og grund betød noget.

Dorian tog sig selv i at bryde ud i latter da han hørte Gulas kaldenavn til Superbia, som var lige så forfærdeligt og ulideligt som kvinden selv. I alt fald hendes barne-jeg - men hvis hun stadigvæk var i live var Dorian sikker på at hun var blevet endnu værre... og ulidelig. Men Sup Sup? Klasse!
"Yea, wouldn't want to be as insufferable as she was - and most likely still is. That is if someone hasn't done her in due to her attitude. I wouldn't blame them one bit. After all I felt my fair share of desires to destroy her from the people around her."

Dorian var glædeligt imponeret over Gulas forklaring om hendes forældre. De lød allerede som nogle interessante folk at kende til. Især på den måde som Gula forklarede hvordan de nok havde tænkt sig at tage hævn for Gulas øje - havde personen ikke været en dronning.
"An eye for an eye as they say..." sagde Dorian en smule mørkt. Siden det trods alt ikke ville være helt umuligt at få til at gå i opfyldelse. Men hvorfor blot nøjes med ét øje. Hævn gjorde trods alt blind og what not - så hvorfor ikke tage det skridtet videre til at starte med? Dronningen var nok ikke andet end en avlsko, hvis Dorian huskede helt rigtigt om elverne. De havde trods alt sidst han huskede en gammel nisse af en blind konge, og hans søn havde ikke gjort meget væsen af sig.

Dorian kiggede mod signetringen som hans søster viste frem til ham. Det var skam en fin sommerfugl og det hele, men han mindes ikke at have hørt om hendes adoptivfamilie. Derfor rystede han blot på hovedet som svar på hendes spørgsmål. "Unfortunately I haven't... yet. But it sounds like you've done well for yourself. And I wouldn't mind meeting them one day - If that was something you wished for." Sådan som de på kort tid allerede havde fundet så fint sammen, havde Dorian skam intention om at lære sin lillesøster bedre at kende. Hun var trods alt ret tolerabel og derudover interessant at konversere med. Især siden at hun virkede til at være intelligent og noget så bedårende.

"I'd pay good money to see that" Mest af alt fordi det generelt ville være læringsrigt at se hvor lang tid en dødssynd kunne overleve i selskabet af en engel. Selv havde Dorian ikke mødt en engel før, og var som sådan heller ikke en race som han aktivt søgte. Men det ville da være interessant at se hvad han skulle være opmærksom på, samt hvordan man nedfældede sådan én. Hvis det altså var at de var så giftige for dødssynderne som deres fader havde fortalt dem. Dorian havde på fornemmelsen at det var en frygt sået af en årsag, men mon ikke det var noget som dødssynderne ville kunne overvinde? Derudover så var der også faldne engle. Dorian havde godt hørt om dem og overvejede om de havde lige så stærk en effekt eller mindre effekt på dødssynderne... også var der også tanken om at når nu de var faldet... hvor længere "ned" kunne de falde? Hvor mere kunne de yderligere korrumperes? For ville de ikke være en mulighed at få en falden engel på dødssyndernes side, og vende dem imod deres tidligere artsfælder - blot så dødssynderne ikke skulle have noget med dem at gøre. Dorian havde i alt fald tænkt sig at prøve at vende tanken med Avaritia. Især når nu han var på magten og herskede over Sunfury - samt at han nok ville støde på sådan nogle væsner på et tidspunkt. Avaritia som konge var jo nødt til at møde lidt af hvert og mon ikke engle ville være iblandt de vigtige folk som han ville skulle mødes med.

"And you're ever so right. Better leave the topic alone lest it ruin the food. But truly it cannot ruin a meeting as joyous as this." Dorian nippede videre til noget kage, imens at han observerede virvaret af sin søsters indre. Det var altid noget at han fornemmede at hun ikke ønskede at han blot skulle forsvinde. Tværtimod. Og selv ønskede han heller ikke at skilles med sin søster igen. Især heller ikke når nu de ikke gik ud efter at tage hinandens liv. Hvilket Dorian selv også var glad for at han ikke havde fået lykkes med da de var små.

Dorian så tænksom ud i en kort stund, inden han vædede ganen med noget mere væske og så på sin søster. Der var næsten ikke det som Dorian ikke havde lavet i de 20 år de havde været adskilt. Men hvad i alverden skulle han fortælle sin lillesøster? Der var så meget og kun så få timer på en dag. Og der var en del ting som han ikke yndede at fortælle hende... så godt kendte de skam ikke hinanden... endnu.

"Where even to begin? I've been up to loads, but honestly I've just gone where desire ebbs and flows. Causing my specific sin and making quite the interesting acquaintances along the way. From lords and ladies to criminals and whores... And sinners... so many delightful sinners..." Det sidste fik han understreget med et lille pink glimt i øjet. Noget som var tegn på at han brugte sin evne til at se ind i folk på. Og her kiggede han på den servitrice som op til flere gange havde kigget hans vej. Og som genert fik kigget væk idet hun fangede hans blik. Det krævede ikke meget hjerne at indse hvad hun mon tænkte på... eller begærede. Dorian løftede blot det ene bryn og smilede skævt inden han vendte sin opmærksomhed mod hans lillesøster igen.

"And I'd be most delighted to meet them. I'd only be right for me to thank me for taking you in and feeding you properly. Any ideas for a good gift for them?"

Det var altid rart at høre nogle andre sige at hans synd var brugbar. Ikke at han havde folk sige meget andet men der var til tider folk som syntes at det var en belastning - og ligefrem prøvede at skille sig af med alle former for begærer som de besad. Noget som var interessant at overskue, men også noget som var en smule irriterende. For hvorfor benægte sig selv alle de nydelser? Hvorfor benægte sig selv alle sine ønsker og håb blot for at være ren og dydig? Det gav slet ingen mening især ikke når det ville være at benægte sig selv livet - i alt fald i Dorians forstand.

"Not many put up a struggle no when I imbue them with the will to act upon their own wishes. Mainly since every one of them wants it and belive me - no offense taken. Especially since I don't see the problem in things being easy." Det sidste sagde han med et glimt i øjet. Nej, der var trods ingen skam i at nogle ting var nemme. Der var måske andre som ville se det som en nedværdigende ting, siden de tror at det siger noget om egen ydeevne... men det var ikke tilfældet i Dorians verden. Nogle ting var bare nemmere siden at man var god til det som man nu gjorde... Og hvis der var noget som Dorian var så var det dygtig.

"And I do admit... I've handled my fair share of interesting desires." Dorian havde i sit korte liv haft håndteret noget af en overflod af begær hos folk, og hjulpet dem med at udleve mange af dem. Begærer så simple som at sige hej til ens crush til at fuldt ud bejle naboens kone - Til at ville bade i smeltet ost. Den var sær men hey, Dorian var ikke typen til at dømme. Hvis noget så joinede han dem oftest i deres begærer. Så det gjorde også at Dorian med tiden var blevet mere og mere immun overfor nogensinde at føle skam... Hvis han overhovedet havde været i stand til at føle dette. Ostetingen havde ikke engang været det særeste eller det mest voldsomme. Dorian havde ingen grænser eller grubler. Så oftest endte han med at opfylde begærer som hældte meget over i hans søskendes områder. Hvilket egentlig gjorde ham en god support til dem, men det var nok ikke alle som så det sådan. Nogen ville muligvis tænke at han gik i vejen, eller prøvede at overgå dem i deres egen synd... eller et eller andet åndssvagt. Dorian var bare tilfreds med at hans lillesøster så ham som brugbar. For igen hvis der var noget som Dorian var, så var det brugbar.

"Yea, he was a right cunt that one. I for one hope he rotted up somewhere with the crows feeding upon his decrepit body... whilst they laugh at his incompetence." Dorian var ikke bange for at give sin holdning til kende om at han bestemt ikke syntes om necromanceren. Der var noget dybt i ham der var modstridigt dette had, men Dorian anså det værende som noget som deres "fader" plantede i dem... for at holde faderen i live. Det var trods alt ikke til at sige hvad dødsynderne havde gjort ved ham, havde de haft fuld kontrol over. Dorian havde med stor sandsynlighed fået slået deres necromanceren slået ihjel. "But indeed we seem to have done very well for ourselves. I drink to that." Sagde Dorian og tog en stor slurk af sin drink. Det virkede også for Dorian at med det smil hans søster gav fra sig at hun bestemt ikke syntes om deres fælles skaber.

"Aren't they all?" spurgte Dorian kækt imens han kiggede på den fumblende servitrice. For mange af dødssynderne var det almene folk nok ikke andet end blot byttedyr. Byttedyr som stort set ikke ville vide hvad det var som ramte dem når først en dødssynd fik kløerne i dem.

"They sound most delightful," kommenterede Dorian idet han hørte om sin søsters adoptivfamilie som virkede til at have nogle interessante hobbyer. Ligefrem giftige planter og knivsamlinger... måske at hans søster ikke var faldet så langt væk fra træet igen med denne familie? Man kunne da håbe. Det ville trods alt være noget af et tab hvis hun skulle gå hen og blive helt "hellig". "I'll make sure to remember that and give them a fitting gift - whenever you desire for me to meet them." Han havde dog godt noteret at kun den ene blev nævnt som værende en mor for hans søster... men ikke faderen. Måske at de blot ikke var noget til det punkt endnu? I alt fald var det en sag for hans søster og hvad end det var så håbede han blot at hun fik alt ud af det som hun ønskede. Hvis nogen som fortjente hun da at leve komfortabelt og så godt som hun nu kunne. Med al den mad som hun begærede.

Dorian nikkede blot enig til det som Gula sagde. De 7 søskende havde skam en del til fælles, også selvom nogen nok ville benægte det. Han var dog ikke helt sikker på hvad Necromancerens plan i sandhed havde været. Om han havde ønsket at holde dem adskilt og ødelægge enhver form for familiære bånd... For Dorian virkede det til den dag i dag som om manden ikke helt havde forstået hvad det var som han havde rodet sig selv ud i. Han havde vel haft en idé men udførelsen fik han altså ikke topkarakterer for.

"With the amount of hunger that you felt, I'd have been more surprised had you not tried to eat me." sagde han imens at han holdt en hånd oppe. Det var trods alt noget som var forståeligt og de stod meget lige i den kategori. Igen, han prøvede trods alt også at tage livet af hende da de var børn. Det var en smule underligt at høre hvordan hans kommentar havde ledt til Gulas latter, men at latteren forsvandt næsten lige så hurtigt som den var dukket op. Hun havde måske stadigvæk lidt svært ved det? Det var vel til at forstå taget i betragtning af de alle var blevet hjernevasket af manden. De havde alle været hans små eksperimenter og våben til at gøre med hvad end Necromanceren havde ønsket... ingen til at hjælpe dem eller ynke dem.

Dorian kunne dog ikke lade være med at smile en smule skævt over kommentaren med kragernes diet. Så Gula kæmpede trods alt en smule imod - hvilket var noget som man kunne respektere, men denne stund ville han lade emnet hvile. Især også siden han kunne mærke at dette var noget som hans søster ønskede sig og der var skam ingen grund til at gøre hende ubekvem. Sådan en behandling havde hun nemlig ikke gjort sig fortjent til når nu hun havde været så imødekommende.

"Well, that is certainly a way to look at it... but I don't exactly do what I do for the appreciation... Still, I say they're a bit of both. Fools in the limited understanding of themselves and poor in the experiences that they could have by completely letting themselves go." Med det sagt var der skam ingen grund til at være negativ omkring ens føde. Uden dem ville Dorian ikke have så fortrinlig en næring samt måder at fordrive tiden på... samt så interessant en underholdning. Så på sin vis satte han da pris på folks tåbeligheder. "Still, quite the interesting observation sister," pointerede han og nikkede blot anerkendende til hendes tak.

Hun havde skam helt ret i hendes vurdering. Dorian havde trods alt noget af en fordel når det kom til at tilfredsstille folk og finde passende ting at give dem. På den ene eller den anden måde... men en lille fysisk gave ville nok være bedst at starte med til Gulas adoptivfamilie.

"I thought you'd never ask... And I'm good with a walk since there's always time to satisfy my hunger later." Servitricen havde trods alt godt af at vente lidt... det ville gøre hende mere desperat og hungrende når Dorian ville dukke op igen. "Any particular places in mind to walk to dear sister?"

"And the tastiest too I'd bet," sagde han med et djævelsk smil. Ikke at han nogensinde ville lade sig selv ædes af nogen - også selv hvis det var personens dybeste og inderligste ønske. Lidt selvopretholdelse havde han da. Dog kunne Dorian ikke lade være med at tænke på hvordan synden for begær ville smage… Ville han være det bedste man nogensinde havde smagt og aldrig ville kunne smage igen? Eller ville han smage ligesom kedeligt og dødeligt som et ethvert andet menneske? En interessant tanke som han på nuværende ikke havde i sinde at udforske. I alt fald ikke i nærheden af hans altid sultne lillesøster.

”Well, I can at least pretend to pity them however to be honest it’s difficult to have any genuine feelings for such creatures. They’re there. They exist. They nourish us and spread our sin and that’s basically their only uses. If you ask me that is.” Det var her Dorians følelseskolde hjerte viste sig. For han havde ingen følelser for de væsner han brugte… eller for så mange andre for at være helt ærlig. Dette var muligvis resultatet af de ting som han blev udsat for som barn, men meget af det lå måske også bare i hans natur som et forskruet væsen skabt ud af mørk magi? I alt fald så holdt han ikke rigtigt nogen når. Han kunne have folk som han fortrak – såsom nogle af hans søskende men han ville stadigvæk ikke begræde dem hvis de forsvandt eller afgik ved døden. Måske var varme og reelle følelser bare ikke noget som lå i kortene for Begær? Tja, det havde aldrig været ham en bekymring siden at han aldrig havde ledt efter den ”eneste ene” eller noget lignende. Så oprigtige varme og kærlige følelser kunne rende ham. Han var trods alt rigtig god til at fake det og lade som om.

”No doubt… and I’ll try to keep that curiosity to myself… for now,” sagde han med hensyn til det hun sagde om skolen. Det var nok bedst han ikke tog derhen for hans søsters skyld. Dorian ville nok nemt kunne florere med sin synd i et sted fyldt med unge og hormonfyldte folk… Ikke at han nok nu ikke ville gøre det blot på en anden skole. Tanken var trods alt, alt for fristende til at lade være.

”Well, believe me or not – sometimes I do enjoy to let them simmer and boil till they… pop.” Flere detaljer om dette var han sød nok til at spare sin lillesøster for. De skulle trods alt lige til at lære hinanden bedre at kende igen og Dorian ville nødigt skræmme hende helt væk… som han nok havde fået gjort med Invidia. Men det havde nok også meget at gøre med det som han havde gjort ved ham… yea, det var nok meget det.

Dorian rejste sig op og gik hen til sin søster. Han stod klar til at trække stolen ud for hende og havde en arm klar til at hun kunne holde i den imens de gik. Han var ikke helt sikker på hvor det var bedst at tage hans søster med hen i Sunfury. Nok ikke nogen af de steder som han mest besøgte… men hvem vidste? Måske var sådan nogen steder lige hans søsters kop te?

”Out of this heat I can manage. There’s a nice park nearby with many a trees to cast a much needed shade. Or if you prefer an inn with good service, food and cold baths. Whatever you desire I can bring you to.”

Dorian småklukkede over tanken om deres andre søskendes smage. De ville nok alle stort set smage af det samme - kød og blod men det kom så også an på hvordan man valgte at smage på dem. Nu havde Dorian allerede smagt på én af dem og han måtte da anerkende at det var noget af en smagsoplevelse... og noget som fik ham til at tænke på hvordan de andre måtte smage. Tja, hvis der var nogen som skulle smage surt, så var det nok det det lille syrlige bæst også kendt som deres bror Invidia. En knægt som hurtigt kunne forsure en stemning blot med sin tilstedeværelse... forstået på mere end én måde.

"Sounds like quite the interesting take... I guess I could do with a pet or two myself," sagde han i spøg også selvom det var noget som nok aldrig ville komme til at ske. For hvor end morsomt det kunne være interessant at have nogle folk omkring sig til at gøre hvad der passede én - så var det for Dorian et tveægget sværd. Han kun styre andre lige så vel som de ville kunne styre ham. Folk med intense lyster og ønsker havde en stor påvirkning på Dorian og det kunne let spinde ud af kontrol sådan et forhold. Derfor var det bedst for Dorian ikke at holde nogle for nær uanset hvor nyttige de end kunne være. Livet som dødssynden utugt var en solitær affære, men det var sådan som Dorian fortrak det. "But it's probably best if I don't." Sluttede han af med.

"Who says that Avaritia didn't get to do any of those things as well?" spurgte han med et løftet øjenbryn. Han var nemlig ret sikker på at hans bror havde gjort brug af hvad end mulighed han havde, for at kravle mod toppen - uanset hvem han skulle destruere og stjæle fra på vejen. "But good to see that both of you have made the world work in your favor. It would have been quite the letdown to have found you scrambling in some filthy ditch." tilføjede han. Dorian havde måske i starten tænkt at Gula ville havde haft end der, men på den anden side så havde hun heller ikke virket som typen til at give op. Ikke at hun dengang havde haft så meget styrke til at gøre noget ved situationen, men det var der jo ingen af dem som havde haft. De havde for dælen da også bare været børn. Nogle af de mest ubrugeligt og svage væsner som findes... Dorian priste sig lykkelig for at det var et stadie som for længst var overstået. Hvis Necromanceren havde ønsket sig en hær hvorfor havde han ikke bare fundet en måde hvorpå han kunne skabe voksne væsner? Hvorfor ligefrem få dem født af en dødelig kvinde også prøve på at opdrage dem? Det var dybt godnat og fik blot cementeret for Dorian hvor stor en imbecil at Necromanceren havde været... og stadigvæk var hvis han da stadigvæk levede.

"Why of course," svarede han sin søster sødt og noterede vigtigheden af skolen for hende. Hun virkede til at have taget sig nogle interessante... interesser. Såsom at binde sig følelsesmæssigt (?) til folk og steder. Forhåbentligt ville hun blot blive lettere irriteret hvis der skete noget horribelt med de personer og steder som hun holdt interesse for. Forhåbentligt var det ikke noget som hun ville "miste hovedet" over... eller miste endnu et øje til. "You're very welcome dear sister."

Han sagde ikke noget til hendes kommentar om hvorfor hun dog ikke skulle tro på ham... Der var endeløse grunde til hvorfor man ikke skulle tro på ham men det var der ingen grund til at snakke om lige nu med hans lillesøster. Især ikke over sådan en kommentar.

"As you wish" svarede han blot idet han førte hende videre mod parken som han tidligere havde nævnt. Det var som sådan ikke hans favorit sted, men blot et sted at spadsere og få en ide om folks liv. Meget sladder foregik nemlig i sådan nogle steder, og lige denne park var der rig mulighed for at overhøre andre, og der var masser af steder hvorved man kunne være meget privat. Med andre ord mange hemmelige rendezvouser og drama foregik her. Noget som Dorian havde på fornemmelsen at hans lillesøster måske ville sætte pris på. Hvem vidste? Sådan som hun var en del af high society så var der muligvis noget som hun kunne bruge til noget? Og vis ikke så var det også bare et fint nok sted at hænge ud og snakke om… ting. Hvis det var det som man var til.