Too much is never enough~ Dorian

Sted: Royal Flame District området tæt ved Sunfury slot
Omgivelser: Beskrives i emnet
Tidspunkt: Tidlig eftermiddag.
Emnepartner: @Dorian

Nok en måneds tid efter, at Juniper mistede øjet
Selvom Juniper sjældent blev reelt træt af sine forældres udelte opmærksomhed, så måtte hun efter ikke ret længe i en sygeseng sande, at det reelt var den ubesværede og fuldstændige forståelse, der kun opstod i hendes søskendes, eller nok mere specifikt Avas, selskab, hun havde mest brug for. Derfor var hun taget til Sunfury. Desværre var sandheden bare den, at man som konge, åbenbart havde ting man skulle som ikke altid kunne involvere at tage sig af sin klynkende lillesøster lige meget, hvor synd for sig, hun så formåede at få alting til at fremstå.

Så den tid hun ikke brugte på at ligge i sin seng i det enorme værelse hun havde beslaglagt ved siden af slotskøknerne og stirre katatonisk ud i luften for at få folk til at forstå præcis hvor elendigt hun havde det, brugte hun i hvidt omfang på at gå ture enten i slottets haver eller i det omkringliggende område.
I dag var endnu en af disse eftermiddage, hvor hun trods alt var blevet træt af at ligge og stirre ind i en væg.
Så arm i arm med en af sine slaver, var hun taget ud på en gåtur ned af de brede renskurede boulevarder i Sunfurys rigmandskvarter. Undrede sig ustandsligt over, at noget som helst beplantning kunne vokse i denne tørre hede, men de sødtduftende kulørte blomster der var at finde over det hele syntes for stædige til at dø selv med Sunfurys begrænsede mængde vand.
Varmen føltes i for sig rar nok, den fik hendes muskler til at slappe af, men til gengæld fik den det stadig relativt friske ar til at klø. Til sidst måtte hun opgive at gå nogle steder og placerede sig i stedet ved et bord på gaden ude foran et lille spisested. Slaven der hidtil havde været hendes partner på denne gåtur, mest for at sørge for det dybde perspektiv, Juniper ikke længere selv besad og sørge for, at hun ikke gik ind i ting, trak sig taknemmeligt bort, sikkert lykkelig for ikke længere at have sin frues negle til at bore sig ind i sin arm.
Juniper selv ænsede hende ikke, men pillede i stedet den perle, hun fornyligt havde anskaffet som erstatning for sit højere øje ud af sin øjenhule samtidig med, at hun totalt afslappet angav en alenlang bestilling til en meget forvirret og noget utilpas tjener.

Dorian strakte sig i den enorme seng som var ham givet. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde sovet så luksuriøst. Han havde nok været tæt på men aldrig noget i denne kaliber. Men sådan burde det skam også være når man boede som en royal. Eller i alt fald boede hos en royal. Det var næsten ikke til at tro, men hvis der var nogen af dødssynderne som skulle gå hen og blive royal, så gav det god mening at det var Avaritia. Manden havde simpelthen sovet sin vej til tops, og Dorian kunne ikke være mere stolt af sin storebror. Avaritia havde sigtet mod toppen og han havde taget tronen af Sunfury for sig selv. Det var nu ikke til at sige hvilken fremtid at Sunfury ville få, men Dorian vidste blot at det ville blive en interessant én... og en syndig fremtid hvis det stod til dødssynderne, som nu havde fået det begyndende kram på byen. Men jo flere dødssynder de var i byen desto bedre, men sandsynligheden for den var ikke så stor. Især ikke når man ikke vidste hvor mange af ens søskende var i live - bortset fra 2. Men Invidia var nok ikke så hjælpsom på det område. Han havde vist sig at have sin egne planer og "regler" for hvordan han ville sprede sin syn. Ikke at det for Dorian havde givet nogen mening det ævl som han havde lukket ud - men det var også derfor han var hvor han var...

Men Dorian ville ikke fylde sit hoved med sin lillebrors idioti og valgte i stedet at stige ud af sengen. Der var trods alt en dag at erobre og en by at syndiggøre. Han valgte at tage noget let tøj på og malede sine øjne sorte rundt om, for at forhindre ham selv i at blive forblændet af solens stråler. Imens at han kiggede sig i spejlet kunne han se at hans udgroning var blevet en del længere. Men han gad ikke farve sit hår lige nu. Det måtte se ud som det gjorde, for han var spændt på hvad dagen havde at bringe. Med sådan som han havde det lige nu, så kunne det kun være gode ting som ventede ham.

Efter at have taget ud i byen sad Doria nu på en café i byens rigmandsgader. Han nød sin læskende drink samt sit bord fyldt med diverse søde kager. Det var i alt fald mere end rigeligt til én mand, men han havde skam masser af tid til blot at nyde det en hel dag hvis det var det som han ville. Sådan var det når man var herre over sit eget liv. Man kunne gøre hvad der passede én samt bruge så meget tid på noget så ligegyldigt som man ville. Det var trods alt også en fordel som man havde sig når det var at man havde en masse penge og rigdomme... som så mange af personerne i dette kvarter virkede til at have. Mange her lige som hans bror havde nok sovet sig vej op - ikke at de nok ville indrømme det. Det havde mange for meget ære til... og skam. Men mon ikke om Dorian nok skulle gøre om på det ved at løsrive dem for det? Han ville i alt fald gøre et hæderligt forsøg.

Lige som Dorian havde udset sin næste kage at prøve var der nogen som fangede hans opmærksomhed. Han var løbet tør for kage... Han kiggede ned på hans tomme tallerken og tomme kagefad. Han kunne svoret at han havde en masse tilbage... Dorian tog sig til sin mave som syntes underlig tom. Og for at det ikke skulle være løgn så følte Dorian sig sulten. Også selvom han var ret sikker på at han lige havde fortæret samtlige kager. Dorian tørrede sin mund og fik fat på en tjener som straks gik afsted for at hente mere kage og drikkelse til ham. Og for Dorian kunne det ikke gå for hurtigt nu.

Denne underlige fornemmelse af at være tom var ham som sådan ikke fremmed. Men denne form for fornemmelse var foruroligende... og bekendt. Det mindede ham om dengang han var et barn og sammen med sin søskendeflok. Han blev tit og ofte påvirket af deres længsler og desperation. Nogen var værre end andre - men nogen som især var ham en plage var sådan nogen som Gula. Hans lillesøster som var dødssynden for Fråseri. Men det var ikke fordi hun selv havde kunne gøre for det. Hun var den som hun var ligesom at Dorian var den som han var. Deres syn var deres natur og da de var børn, havde de mindre styr på deres evner. Men det værste var at Necromanceren havde sultet Gula - og han havde til tider straffet Dorian med sig hen til Gula for at lære Dorian at styre sin evne. Nemlig ved at prøve at stå imod Gula's længsel for mad... Det havde været horribelt og Dorian havde siden prøvet at tage sin afstand til søsteren. Ikke fordi han hadede hende eller noget. Nej, han havde endda bragt hende mad fra tid til anden... og måske engang stoppet mad langt ned i halsen på hende for at stoppe hendes længsel. Det var sløret og Dorian kunne ikke helt huske hvad som der var virkelig hændt. Nemlig fordi han huskede at have nogen intense drømme hvorved han stoppede hende med mad, med intentionen om at hun måtte kvæles i det. Og til tider svulmede hun op som en overgæret frugt? Det var ikke til at huske... Men han kunne i alt fald huske at han oftest havde haft nætter hvor han ikke havde kunne sove fordi hans søskende havde været omkring ham - alle sammen hiet efter noget så intenst at han selv ikke havde kunne sove... Undtagen når han havde været i nærheden af Acedia. Ved hendes tilstedeværelse havde han altid været i stand til at sove tungt.

Dorians underlige fornemmelse og tanker om barndommen fik ham nu til at kigge rundt omkring ham. For hvem end denne følelse stammede fra, måtte straks have noget mad. Og da han vendte sig om, var han ret sikker på at han havde lokaliseret hvem følelsen måtte tilhøre... For lige bag ham sad en kvinde med ufatteligt lyst hår. En farve som mindede ufatteligt meget om hans eget lyse hår... når det altså ikke var farvet sort. Og hans mundviger trak sig i et smil da han fik kigget bare kvindes ene øre... Hvad var chancen lige for at han møder sin søster på en café? Men her var hun, eller det var han i alt fald ret så sikker på siden at chancen var ret lille for at en tilfældig person lige skulle have et mærke bag sit højre øre. Samt lyst hår så det næsten var hvidt... og en umådelig sult.

Da tjeneren kom tilbage med Dorians kage lagde han en masse stykker på en tallerken, vendte sig på sin stol om mod kvinden bag sig og sagde:

"Can I tempt you with a piece... or five? Dearest sister of mine."

Hun fortabte sig i et univers af farve, tekstur og frem for alt smag. Her fandt hun ro. Havde gjort det siden de var børn. Næsten lige så meget, fordi fokusset for hendes altid kaotiske hjerne blev hyperspecificeret til maden foran hende som at hun endelig fik blot en anelse fred for den sult, der altid befandt sig hos hende. En ting, der hvis hun formåede ikke at fokusere ensidigt på den mest var en konstant mindre gene, en tendens til korte svimmelheds eller kvalmeanfald, der dog hurtigt blev til decideret gnavende smerte. Og hun som var vokset op med nok noget af den mest understimulerende fysiske føde man kunne forestille sig havde fundet sit sande hjem i adoptivfamiliens krydderi og sukkeremperium og de endeløse smagsmuligheder, hun der blev præsenteret for. Så mange muligheder generelt, at hun til tider næsten kunne glemme sin tid hos necromanceren. Næsten. Hendes evige urolige nætter, der krævede intense mængder af sovemedicin (Af den nok mindre ansvarlige art) bare for at være overkommelige beviste hurtigt for hende, at der ikke var nogen undvigelse af fortiden. Ligegyldigt hvor meget hun nogle gange ønskede, at hun kunne have givet slip på det hele. Blot været sine forældres datter, ladet sin far elske sig uden angst for, hvor rasende necromanceren måske ville blive, hvis han kom tilbage og fandt sig selv erstattet. Men når sandt var sagt, var han indgraveret i alle sine børns sjæle ligegyldigt hvor pilrådne de så hver især var.

Uden at vide det med hundrede procent sikkerhed var hun ret sikker på, at hendes søskende, det eneste fra dengang, hun ikke var klar til at smide i en brønd og se drukne langsomt, måtte have det lige sådan. Med Ava var det en ordløs forståelse, hvad de stort set havde haft helt siden de var børn, til trods for den konkurrenceprægede opvækst. De var trods alt to sider af samme sag. Konstant higen efter mere. Behovet for at fylde et tomrum, der ikke kunne fyldes. Om end de på mange punkter nåede dertil på forskellige måder. Det var aldrig fordi de snakkede voldsomt meget om fortiden. Det var der ikke behov for, men når de én gang i mellem faldt i søvn, nøjagtig som de havde gjort da de var små, knugende om hinanden blot for visheden om en ligesindets tilstedeværelse, så var det hendes klare indtryk, at de begge fandt sig en smule bedre tilpas bagefter.
Af de søskende, Juniper var sikker på var i live, tvivlede hun ikke et sekund på, at Invidia stadig befandt sig under necromancerens tøffel. Altid i evige bestræbelser på at vinde en affektion fra hvad der i bund og grund var en forskruet galning, selv efter, at han for længst havde forkastet dem alle sammen. Eller sikker og sikker. Det var over ti år siden, hun sidst havde set Invidia. Hvis han i mellemtiden var gået til grunde i den evige søgen efter storhed, der altid synes lige præcis udenfor hans rækkevidde, så ville Juniper sådan set ikke være specielt overrasket.
Ira, ja hendes lillebror ville kunne lade sine eventuelle sårer gå ud over en eller anden tilfældig stakkels sjæl ved at tæske vedkommende uigenkendelig og Acedia ville måske kunne glemme sine problemer i søvnen. Sup sup? Oh hun måtte være for alvor været blevet destrueret. Hun, faderens gyldne yndling, sandsynligvis kasseret som alle de andre. Juniper så ikke sin stolte storesøster, og flokkens leder, overleve det knæk særlig længe. Og så var der Luxuria. Ava havde informeret hende om, at han var i live hvilket i for sig ikke undrede Juniper det mindste. Han var et væsen der kunne føres derhen, hvor vinden tog ham og han var lige så begærstyret som hun selv var. Det var bare det om det var hans egne eller andres, der for hende på mange punkter, havde gjort ham svær at greje.
Hun skubbede tankerne fra sig. Færdiggjorde endnu en ret, stegte og fyldte peberfrugter, efterfulgt af endnu mere mad. Hvidvinsdampede blåmuslinger. Lam i en sauce krydret med anis og peber. Hvidløgsstegte snegle som hun fjernede fra sneglehusene med en hvad der mindede om en gylden nål. Salater fulde af granatæblekerner og andet kulørt frugt og grønt. Hun var netop begyndt at overveje dessert, da hun blev tilbudt kage fra en uventet kant.
Et øjeblik kunne hun kun hæve et bryn. Så fandt et smil, der kunne have gjort selveste filurkatten misundelig dog vej til hendes ansigt.

”Lux.” Kælenavnet faldt hende lige så naturligt som noget andet, for de øjne ville hun kunne genkende hvor som helst.

”Ava did not tell me what you had done to your hair.”

.” I for sig var det ikke fordi det ikke klædte ham. Den mørke farve gjorde om muligt kun hans blå øjne mere iøjefaldende. Men Juniper brød sig lidet om det. Det differentierede ham uigenkaldeligt fra resten af flokken og, vigtigst, fra hende. Det føltes som en fravælgelse.

”You must come sit. It’s good to see you.”

Hun tog tallerkenen fra ham, stillede den på sit bord og trykkede så en af hans hænder i begge sine. For længe siden havde hun vidst forsøgt at bide hans fingre af…bevares, det havde hun også forsøgt på sig selv, når sultningerne blev slemme nok. Og i en næsten feberagtig tilstand havde den nemmeste måde at opnå det eneste, der på daværende tidspunkt fyldte hendes hoved, ikke at være så smerteligt sulten længere, været at æde den af hendes brødre hvis inderste væsen skubbede andre til at give efter, for det de begærede mest.
Hun huskede også vagt næsten at være blevet kvalt i en skål vælling.
Derfor var det med…ikke ubehag med et vist niveau af anspændthed, at hun nu betragtede sin bror, selv midt i alt gensynsglæden. Hvor hun så Avaritia som en fuldstændig naturlig forlængelse af sig selv og sin egen synd, lå der, på trods af deres mange ligheder, et bredt spænd mellem hende og Luxuria, delvist på grund af, hvad de fra naturens hånd påvirkede hinanden til helt uden at tænke over det, men kun gjort stærkere ved necromancerens fastholdelse.

Dorian smilede til sin søster idet hun kaldte ham ved hans kælenavn. Det føltes som evigheder siden at han sidst var blevet kaldet for Lux, og det føltes også en smule underligt. Men på en måde også rart, for hans søskende var nogen af dem som kendte hans sande væsen. De kendte ham... sådan da. De kendte ham i alt fald da han var barn, men han havde ændret sig meget igennem årene. Han var i alt fald blevet en del stærkere og mere moden... og mere gemen og lurvet. Og hans søskende kunne selv stå for skud hvis de skulle komme ham på tværs. Hvilket Invidia havde fundet ud af. Men der var ingen grund til at være helt hjerteløs når man ikke ville ham det ondt. Hvilket var noget som Dorian kunne fornemme eller læse ud fra hans evne.

Men Gula havde aldrig ment ham det ondt. Selv ikke dengang hun havde prøvet at spise ham. Hun havde bare ikke været i stand til at styre sig selv - og hvad nemmere end at prøve at lokke Dorian til at lade sig spise når man hungrede som hun gjorde? Dorian havde nok gjort det samme havde han været i hans situation, så han bebrejdede hende skam ikke. Faktisk havde han aldrig bebrejdet hende for noget som helst. Deres barndom havde skam været en svær tid for de fleste af synderne - på hver deres måde. Men det skulle dog ikke betyde at Dorian nærede en lille frygt for hende dengang. Hun kunne trods alt fortære hvad som helst og med det bundløse hul af en mave... Tja, det var et under at hun ikke fik spist nogen af deres søskende. Ikke at Necromanceren nok havde tilladt det... Han havde vel skabt og opfostret dem fordi han havde brug for dem? Blot for at skille sig af med dem... hvilket for Dorian ikke gav mening. Men det gjorde Necromanceren ikke i det hele taget. Han gav ikke mening...

Men noget som gav mening lige nu, var for Dorian at tage sin søsters hånd og joine hende ved hendes bord. Al hans kage og drikkelse blev rykket med over, idet Dorian informerede om hans nye siddeplads til tjeneren. Af hvad Dorian kunne se, havde hans søster været i gang med lidt af hvert. Ikke at det var meget ulig hans søster, men det var godt at se at hun nu kunne mæske sig med en del bedre mad.

"Thank you. And it's good to see you as well... It's been far too long." Kommenterede han og tog en bid af sin egen kage. Han løftede brynet en smule over hendes kommentar med Avaritia. Han mindes ikke at have hørt at Avaritia havde mødt Gula, men det kunne være at Dorian blot ikke havde hørt ordentligt efter. Det hændte skam af og til når han var distraheret.

"Do you like it?" spurgte han lidt henkastet, ikke at det ville betyde så meget om hun kunne lide det eller ej. Selv var han ret tilfreds med det siden det var hans lille rebellion. Samt hans egen måde at individualisere ham selv, og være hans eget væsen. Eller i alt fald et forsøg på det, for hans var så flydende et væsen som overhovedet muligt. Det kom med territoriet når man var så påvirkelig af alle omkring ham. Dog fungerede det lidt ligesom ringe i vand. Det var kortvarigt og ville få en ende når nogen havde haft deres indvirkning på ham.

Det virkede dog også til at Gula havde træffet sine egne spændende valg med hensyn til hendes udseende. Såsom... Hvor i alverden var hendes øje?! Dorians øjne spillede mere op i det at han lagde mærke til sin søsters højre øje, som manglede. Dorian kiggede nu mere undersøgende på hende, og sparkede indvendigt til sig selv over at han ikke havde lagt mærke til det noget før. Hvad i alverden havde hans lillesøster været udsat for?

"What happened?"

”More than twenty years…” Hendes stemme var pludselig fjern. Et øjeblik ukarakteristisk tung og bedrøvet. Juniper lagde hovedet på skrå, betragtede Luxuria intenst med sit ene tilbageværende øje. Man kunne indrømme meget overfor denne af hendes brødre. I hvert fald, hvis han var, som han altid havde været. Nok var han, nok den af Junipers søskende, vis evne hun havde mest ængstelig respekt, ja næsten frygt for, men på den anden side var der en vished dybt i hendes egen forkvaklede sjæl, at han ikke ville dømme hende for noget. Heller ikke de sjældne anfald af sårbarhed, som necromanceren ellers ville have forsøgt at sulte ud af hende selv.

”I missed you.” Uden rigtig at tænke over det, lagde hun en hånd mod hans kind. Et eller andet sted, var Juniper nødt til at bekæfte for sig selv, at han rent faktisk virkelig, var her. I kød og blod. Og det var han. Virkelig. Hvordan gik det til, at hun efter tyve års fravær fandt to af sine søskende så relativt hurtigt efter hinanden? Ikke at hun klagede, det forekom bare…underligt. Havde hun været en troende person, haft nogen som helst tanke om, at der var noget i universet, der var vigtigere end sig selv og sine søskende, så ville hun måske have overvejet, om universet ville hende noget. Forklare hende, at der var noget vigtigt universet skulle bruge hende og hendes søskende til. Men sådan var Juniper nu engang ikke indrettet og som det var nu, ville hun blot nyde at have to af sine søskende tilbage i sit liv igen. Nu når de var der, fik de ikke bare sådan lige lov at gå.
Hun betragtede Luxuria, som han satte sig ned overfor hende, kunne slet ikke få blikket fra ham. Et øjeblik rumsterede den gamle barndomsoverbevisning om, at folk holdt op med at eksistere, så snart Juniper ikke så på dem i hendes baghoved. Uopfordret snuppede hun en kage fra fadet mellem dem, tyggede imens hun overvejede, hvordan hun skulle svare.

”It is striking on you…though I must admit that I prefer the blond. However if it’s a rebellion against father and not merely a tool to distance yourself from us, I forgive you,” konstaterede hun efter nogen tids overvejelse. Egentlig ville han nok være ligeglad med, hvad hun tænkte og Juniper kunne for så vidt ikke bebrejde ham. Med et hvert andet bekendtskab ville det have været utænkeligt at tilgive, at de kunne have andre holdninger end hun selv. Hvorfor? For hvad? Helt ærligt. For hendes søskende, var Juniper dog villig til at se igennem fingre med meget. I hvert fald for nogle af dem.

”Oh this?” Hun viftede lidt med hånden i retning af højere side af sit ansigt, næsten nonchalant, havde det ikke været fordi den blødt syngende elviske accent pludselig havde fået et skarpt klingende præg over sig.

”The queen of the woodelves is an incompetent little whore who should not be allowed in charge of her own backyard much less an entire kingdom. I help trying to save her little brat that got lost because HER security is so bad you would not trust these fools to keep a couple of horses save and what do I get? A weak little thank you and a missing eye.” Irriteret rettede Juniper i ikke eksisterende folder I sit perlemorsfarvede ædelstensbroderede skørt og slugte endnu en bid kage.

Dorian var en smule overrasket over hendes udtalelse om at have savnet ham samt hendes berøring. Det var mere forventeligt at Avaritia havde savnet hans nærvær og person men at ligefrem Gula havde savnet ham... Var enlig også ret rart et eller andet sted. Det var vel i bund og grund altid rart at være ønsket, men... hans evne til at kende folks indre, havde oftest været det som havde holdt nogen af hans søskende på afstand. De havde frygtet den og derved også Dorian. Som barn var der dog ikke meget at frygte af Dorian - det var dog mere grund til at frygte ham nu hvor han var voksen. For, for Dorians blik var der ingen som kunne skjule sig. Alt for ham blev åbenbaret og jo mere som man prøvede at skjule for ham desto mere så han. Alt det som man skammede sig over og frygtede skulle se dagens lys var klart for Dorian som dag. Men derudover var der intet at skamme sig over hvis det stod til Dorian... For han havde ingen skam i livet selv og der var som sådan ikke noget ønske for stort eller for lille. Et ønske var et ønske og det eneste for Dorian som betød noget var at man gik ud efter at opfylde det - og forløste sig selv. Ellers hvad var reelt meningen med livet?

Dorian lænede sig mod sin søsters hånd og nød kortvarigt varmen fra hende. Det var i sandhed spøjst han skulle møde flere af sine søskende inden for så kort tid. Men måske var der en mening med det? Eller også som syvlinger så havde de bare en sans for at være det samme sted på samme tidspunkt? I alt fald så var det et lykkeligt tilfælde. Nemlig fordi én af deres egen sad på tronen af Sunfury. Med deres storebror i en lederrolle var det ikke til at sige med de ting som dødssynderne ville kunne slippe afsted med nu. Måske det var det som var hele meningen med deres genforening? Faldet af Sunfury. Det var i alt fald en fornøjelig tanke.

"I thank you kindly for your forgiveness. I just wanted to change it - and so I did. And I must admit it has it perks. Invidia barely recognised me... which in itself was quite entertaining." Det var forfriskende at Gula så det som det var, en rebellion - og ikke rigtig et ønske om at distancere sig fra sine søskende. Dorian havde godt ønsket sig mere autonomi og udseende men det var ikke for at vise at han ikke var en del af sin søskendeflok. Nej, han var en dødssynd og det ville han altid være. Og det var ikke fordi han ville have det på en anden måde. Men selv enæggede tvillinger på ønske at være deres eget individ også i stedet for at blive set som en samling. Det var lidt sådan at Dorian havde det. Han var en del af noget større men han var og blev sin egen. Det var kompliceret til tider og noget som han havde arbejdet meget på i al hans tid væk fra søskendeflokken.

Dorian lyttede med til hans søsters fortælling om hvordan hun havde mistet sit øje - og han var mindre fornøjet for at sige det mildt. Se, Dorian var ikke en bror i den almindelig forstand. Han nærede som sådan ikke så dybe relationelle følelser. Ikke at det ikke var ham muligt at have særlige bånd med nogen - men for ham kunne mange nemt erstattes. Det samme kunne dog ikke helt siges om hans søskende. De var kun de syv synder og havde været igennem en grufuld barndom med det mål at blive ustoppelige. Så det at nogen havde fået udsat Gula på den måde, og været skyld i at hun blev sørget... var alt andet end fornøjeligt. Især når Gula var så køn som hun var, og end ikke et manglende øje kunne ændre på det men... hun havde nu et nedsat syn. Hvilket gav hende en meget tydelig blind vinkel. Noget som ikke sad vel hos Dorian.

"What a bitch" sagde Dorian iskold og tog en tår af sin drink. Førend han rettede sit blik mod sin søster og kiggede hende i øjnene.

"Do you desire to see her destroyed?" spurgte han med en isnende kulde.

Juniper lo, en usædvanlig varm og oprigtig, men dog også noget ukontrolleret latter.
. ”Yes well, being passed by Invidia without being insulted must have been it’s own kind of thrill. Though on the other hand, that would have meant missing out on an opportunity to mess with him and who could ever resist that? He makes it so easy, with that haughty attitude and that dreary little face. Is he still alive? I saw him more than ten years ago and I was of half a mind, that he would have passed away from the burden of his own mediocrity by now.”

Hun lagde hovedet på skrå et øjeblik, før hun tog en slurk kølig hvidvin. Det var ikke fordi, at hun ønskede broderen hverken død eller væk. Snare tvært imod faktisk. Han var så morsom at stikke til, at hun trods Invidias evige syrlighed, ville mangle ham, hvis han pludseligt definitivt ophørte med at eksisterer. Noget hun heller ikke havde noget stort problem med at indrømme. Hun var egentlig ret sikker på, at broderen der var den tætteste på hende i flokken rent tidsmæssigt baseret på fødsel, afskyede hende, eller i hvert fald væmmedes ved hende. Det måtte han vel også selv om. Han sparede sig ikke for noget af lillesøsterens stikken ved at være ubehagelig. Snare tværtimod.

Stemningen skiftede. Og så dog. Den varmede hende. Luxurias tydelig indignation. Irritationen der syntes at vibrere i luften omkring ham. Kold som is. Så forskellig fra Junipers egen varme og ukontrollerede vrede og dog rettet mod nøjagtig samme mål. I hvert fald for nu.

”If it is any comfort, I still far outshine her, even with just one eye.” Hun snuppede endnu en kage o gen slurk vin, strøg en vildfaren lok lyst hår på plads bag sit øre.

”There is something uniquely saddening about beauty dimmed by a terrible lack of fashion sense is there not? I might have offered her a course in how to dress for her station but, oh well.” Hun trak på skuldrene.

Juniper mødte ufortrødent Luxurias blik. Juniper havde trods alt intet at gemme for ham. Var de måske ikke langt hen af vejen en og samme? Drevet af egne ønsker og pludselige indskydelser.

”Not for now,” konstaterede hun med ophøjet ro, som hun på ny fyldte sit vinglas.


”You see, Larlii Valcyriel may very well be an idiot, of that I have little doubt. But, she does hold a powerful position. A position that we, you, I and our most favourite older brother, can use. She is soft hearted and foolish and right now the guilt she feels regarding my eye and the need to keep the alliance with Sunfury secure, makes her, I hope, easily controlled. Moldable, if you will. My adoptive parents have taught me not to throw away things that may still be of use to you. But when the day comes, that she is not? Well…I shall make sure that all her joy turns to ash in her mouth and leave her with nothing. Then she will know, that her debt to me is paid.”

Dorian selv lo over kommentaren med Invidia. Det var ikke overraskende at Dorian ikke var den eneste som havde samme opfattelse af broderen. Samt nød at pille ham en smule ned fra den piedestal som han så fint selv havde sat sig på. En piedestal lavet af selvmedlidenhed, falsk selvtillid og atter flere ynkværdige løgne. Ja, Dorian havde ikke megen kærlighed for sin lillebror, for slet ikke at nævne, overhovedet nogen følelser for knægten. Det eneste der var, var at Invidia var en fryd at genere samt at hyle ham helt ud af den. Lidt lige som Dorian havde gjort da de mødtes sidste gang. Men hvis man spurgte Dorian, så havde Invidia selv været ude om det. Invidia havde trods alt troet at han havde kunne slippe godt afsted med at se ned på sin storebror... og at det ikke ville få sine konsekvenser.

"Oh, he is still very much alive. And what a delight he was. He's just as pathetic and selfpitying as always... and just as easy to mess with. He tried standing up to me, which I think he very much regrets now. Especially since he thought that he would be getting away with it. And if he's not to pass away from his own mediocrity then it would be from the shame of that meeting." Dorian smilede skævt før han tilføjede. "Though I found our meeting quite amusing if not enlightning..."

Selvom Dorian forholdt sig neutralt til Invidia, og stort set var ligeglad med hvad han foretog sig - så ville det være at lyve for sig selv hvis der ikke var vækket en vis interesse for broderen siden deres sidste møde. Især siden Dorian var interesseret i hvordan at Invidia fik spredt sin synd til folket, samt hvordan han levede. Hvordan ville han nå til tops? Og var der noget brugbart at udnytte fra broderen af? Se, der kunne det være ideelt at have et mere end neutralt forhold med broderen. Ikke at det nok var neutralt på nuværende tidspunkt... i alt fald fra Invidias side af. Men det kunne jo også bruges. Dorian kunne trods altid finde en måde at manipulere ham på... Som at intimidere ham eller afpresse ham. Mulighederne var skam mange. Ikke at det interesserede Dorian lige nu, så det måtte blive på et andet tidspunkt, når Dorian mødte ham igen. For et eller andet sted havde Dorian på fornemmelsen at det tidspunkt nok skulle komme igen. Det var trods alt som om syvlingerne var skæbnebestemt til at mødes igen - og forenes. Eller noget i den dur.

"And of course you do." sagde han nøgternt. For uanset hvad, et øje eller ingen, så var hans søster stadigvæk smuk. Og med den klogskab og viden som hun virkede til at besidde, ville hun klart overskygge enhver idiotisk elverdronning. Især en elverdronning som havde formået at rode Gula ud i noget hvortil hun mister sit øje. "Let her look as foolish as she sounds, I say."

Dorian lænede sig mere afslappet tilbage idet Gula afslog hans hjælp lige pt. Han nikkede forstående og drak videre imens at hans søster uddybede sin historie... samt delte noget "skoldhed te" om dronningen, Larlii Valcyriel. Imens at Dorian lyttede blev han mere og mere sikker på at han godt kunne lide hans søster. Hun virkede til at have et friskt perspektiv på ting, og holdninger som kunne afspejle hans egne. Samt at hun var underholdende at lytte til. Hun virkede også til at have erhvervet sig en vis visdom samt egenskaber som Dorian altid var for at lære mere om. Samt finde ud af hvor hun havde erhvervet det fra. For Gula virkede ikke til at bo alene... eller have vokset helt op alene efter splittet med familien. Hun virkede til at være godt stillet - hvilket der var samtlige synlige beviser på. Hvis Dorian ikke var helt galt på den med sine gæt, så ville han gætte på at hun havde slået sig ned med en rig familie... eller selv havde arbejdet sig op en formue. I alt fald ville Avaritia nok synes godt om hende. Og vis de ikke allerede havde mødtes, så yndede Dorian at introducere de to for hinanden. De 3 dødssynder passede trods alt ret godt til hinanden vis man betragtede deres evner og deres higen efter noget fysisk. Noget man også kunne sige med nogle få af de andre... men det var blot ikke helt det samme.

"If I was any bit more capable of feeling pride, then I'd say I'm almost proud of you. Regardless I'm glad to hear that you've turned a nasty situation into something useful. As well as not willing to let it go. So therefore, the offer still stands if ever needed, regarding turning her life upside down."

"Also, adopted family? Do tell if you feel the inclination to share. They sound mighty facinating, from what you mentioned." Især med hensyn til det hun nævnte med at de ikke var for at smide noget væk som stadigvæk var brugbart. Måden hun sagde det på lød nemlig herligt skummelt og udspekuleret. Noget som Dorian altid kunne sætte pris på.

”In a way it makes sense, I suppose,” sagde hun tænksomt.

“I’ve seen cockroaches less determined to survive than Invidia is…though I’m pretty sure I’ve also seen more charming cockroaches than him. The man seems to thrive on spite alone. I would almost respect it, if he wasn’t Invidia that is. But to openly stand up to you? Seems like he has forgotten where his place is in the twenty years away.”

Juniper strakte sig dovent, så det knagede I hendes knogler. Søskendeflokken havde altid været voldsomt hierarkisk, som den femte i flokken burde Juniper nok egentlig have stået dårligt, gjorde det måske også i sammenligning med nogen af de andre, men hun havde på et vist plan været ganske god til at indordne sig og til et vidst niveau undgå den ondskab der til tider plagede søskendeflokken. Hendes tætte forhold til Ava, som den næstældste, havde nok også i en eller anden grad skærmet hende fra de andres mishag. Og så var der Invidia. Reelt burde han have været ubestridt over hende som den fjerde i søskendeflokken og dermed hendes ældre, så nok også sig selv som langt hævet over hende stadigvæk, men hans jalousi og misundelse gjorde det så nemt at stikke til ham og pille ham fra hinanden, at Juniper blot havde vendt alle sine ubehageligheder mod ham, når hun ikke decideret blot kunne undgå ham.
Luxiria havde hun som sådan aldrig haft voldsomme problemer med…..eller jo, han havde forsøgt at kvæle hende i hendes mad og hun havde forsøgt at spise ham, men det var som de var og Juniper havde meget lidt ondt at sige om broderen. Desuden havde deres gensidige frygt for hinanden gennem barndommen i lange stræk holdt dem begge skakmat i forhold til muligheder for virkelig at gøre reel skade på hinanden.

Og her sad de så nu, genforenet til en, meget dessertbaseret, frokost.
Juniper tømte sit glas og fyldte det igen.

”You must tell me sometime, how Invidia could possibly be enlightening, when he is so gloomy all the time.”

Hun tog en sluk af sit glas og sendte Luxiria et skævt smil. ”Thank you, darling brother, I knew you would be one to appreciate aesthetics,” spandt hun.
Juniper strålede som en sol, da Luxiria proklamerede sin, næsten, stolthed, kunne ikke undgå at føle en vis tilfredsstillelse herved .


”Given what dear Sup Sup was I’d say I prefer almost proud to proud,” sagde hun med en stille latter og tog endnu en bid kage, som hun tyggede på, imens hun overvejede, hvordan hun bedst introducerede sine adoptivforældre.

“Let us just say, that if Larlii had not been the queen, my parents would have taken her own spawn’s eye in repayment. After all that is only fair, no?” Så tog hun signetringen fra sin højere hånd, den ædelstensbesatte indgraveret med Huset Gracelings sommerfugl, af sin finger og lagde den mellem dem på bordet.

”You have heard of The Gracelings surely? My family practically owns the spice and sugar trade…as well as other things.”

Dorian smålo over sin søsters lede kommentarer om deres velafskyede bror. Af alle ting som de ville bonde over, var dette ikke lige det som man forventede, men det var skam vellidt. Men det var så heller ikke nogen overraskelse at nogen ikke brød sig om Invidia. Han gjorde det trods alt, alt for nemt at mobbe ham samt at gro en afsky for ham. Han var trods alt heller ikke hemmelig med sin egen afsky for alle de andre - og lagde skam heller ikke nogen fingre i mellem. Især ikke med sin afsky over for Dorian... Ikke at Dorian tog det nært. Det var Invidias kommentarer trods alt for latterlige og patetiske til. Nok ikke at han selv synes det, men nu havde Invidia så også et meget forskruet selvværd, som Dorian stadigvæk var overrasket over, at det ikke havde destrueret ham endnu. Men som Gula sagde så var han nok meget lig en kakkerlak en mindre fast besluttet én. Dorian prøvede at forestille sin lillebror som et insekt og hvilken lyd han ville lave når man knuste ham under sin fod... Tanken fik ham til at smile skævt og fik ham til at overveje at finde en som kunne trylle hans bror om... Det ville virkelig få Invidia til at tænke sig om flere gange inden han lagde sig ud med Dorian. Især siden Dorian var en meget social person og derved kendte folk som kunne gøre lidt at hvert... Og han yndede altid at udnytte disse fabelagtige personer på bedste vis.

"Well, he was certainly determined to prove something to me. But honestly all that he managed to do was lower my opinion of him even further. I didn't think it possible, but he certainly proved me wrong. Especially with his holier than thy rant which he went on and on with. Seemingly forgetting what we are and our origins… I almost had an allergic reaction!" sagde han til sidst med falsk forfærdelse. Det var utroligt hvad Invidias fantasi lod ham overbevise sig selv om. Og de ting som det tillod ham at lukke ud af det pureste vrøvl.

Dorian løftede brynet da hun spurgte ind til hvordan mødet med Invidia overhovedet kunne være oplysende. Tja, det havde være oplysende i den forstand om lavt nogen kunne falde... samt hvordan man yderligere kunne pine sin lillebror når han trådte ved siden af.
"Even someone as gloomy and... what the word? Joyless can provide enlightment in the sense as to what not to do. So, enlightning in the way as a warning sign for the likes of us - should we lose all sense of our sinful and dark nature." En natur som ingen af dem var i stand til at nægte eller flygte fra. Og Dorian var ikke helt sikker på hvilken én af de to Invidia var, men Invidia var i alt fald i benægtelse. Ikke at det helt var noget nyt.

Dorian nikkede blot da Gula takkede for hans sans for æstetik. Hun var blevet noget så fin en dame i al den tid de havde været fra hinanden. Så meget var sikkert. Hun havde sikkert fået etikette træning med samtlige undervisere og lært om historie, dans politik også meget andet. En bedre skæbne end hvad de andre søskende nok havde været tilbudt. Ikke at Dorian misundte det. Det var ikke hans område og på den anden side så havde han selv levet i sus og dus, samt at hans liv lige nu var ret så tilfredsstillende. Hvilket var det eneste som i bund og grund betød noget.

Dorian tog sig selv i at bryde ud i latter da han hørte Gulas kaldenavn til Superbia, som var lige så forfærdeligt og ulideligt som kvinden selv. I alt fald hendes barne-jeg - men hvis hun stadigvæk var i live var Dorian sikker på at hun var blevet endnu værre... og ulidelig. Men Sup Sup? Klasse!
"Yea, wouldn't want to be as insufferable as she was - and most likely still is. That is if someone hasn't done her in due to her attitude. I wouldn't blame them one bit. After all I felt my fair share of desires to destroy her from the people around her."

Dorian var glædeligt imponeret over Gulas forklaring om hendes forældre. De lød allerede som nogle interessante folk at kende til. Især på den måde som Gula forklarede hvordan de nok havde tænkt sig at tage hævn for Gulas øje - havde personen ikke været en dronning.
"An eye for an eye as they say..." sagde Dorian en smule mørkt. Siden det trods alt ikke ville være helt umuligt at få til at gå i opfyldelse. Men hvorfor blot nøjes med ét øje. Hævn gjorde trods alt blind og what not - så hvorfor ikke tage det skridtet videre til at starte med? Dronningen var nok ikke andet end en avlsko, hvis Dorian huskede helt rigtigt om elverne. De havde trods alt sidst han huskede en gammel nisse af en blind konge, og hans søn havde ikke gjort meget væsen af sig.

Dorian kiggede mod signetringen som hans søster viste frem til ham. Det var skam en fin sommerfugl og det hele, men han mindes ikke at have hørt om hendes adoptivfamilie. Derfor rystede han blot på hovedet som svar på hendes spørgsmål. "Unfortunately I haven't... yet. But it sounds like you've done well for yourself. And I wouldn't mind meeting them one day - If that was something you wished for." Sådan som de på kort tid allerede havde fundet så fint sammen, havde Dorian skam intention om at lære sin lillesøster bedre at kende. Hun var trods alt ret tolerabel og derudover interessant at konversere med. Især siden at hun virkede til at være intelligent og noget så bedårende.

I lang tid sagde Juniper intet, lyttede bare til Luxurias brændende take down af Invidia med et underholdt smil, imens hun spiste mere kage.

”Holy you say? Well if he is so determined perhaps one day and angel will take him in. See how long he survives then.” Det kunne have været morsomt, som et et teaterstykke. Bare at lukke Invidia og en tilfældig engel inde i en glaskasse og se, hvem der tog livet af den anden af ren og skær frustration først.

”Oh well, sweet brother. I think Invidia has plagued over reunion quite enough as it is. In character for him I suppose, but the joy of finding you in…such an unexpected place should not be spoiled.” Hun tog dovent en slurk vin mere, betragtede Lux med hovedet lagt let på skrå. Nysgerrigt. Glædeligt. Næsten som om hun forsøgte at absorbere ham med blikket. Forsøgte at inprinte ham i sindet, for det tilfælles skyld, at der var risiko for, at han igen pludselig ville forsvinde. Uretfærdigt ville forlade hende igen. Nej, det ville hun ikke lade ske. Ikke på vilkår. Nu havde de endelig fundet hinanden og trods den gamle gensidige barndomsfrygt der havde plaget dem begge, mest fordi faderen havde lagt op til det, følte hun alligevel en rus i kroppen ikke ulig den tanketomt svævende følelse, der fulgte med de voldsommere episoder af fest, druk og stoffer.

”I must say, that I’m in fact really quite relieved that I did not eat you back then. Turns out you grew up well. And it woud have been a waste of a sensible brain and an agreeable face. Now tell me, darling Luxuria, what have you been up to? It has been an awful long twenty years alone.” Hun spiste en kage mere. Næsten blot en mekanisk reaction. Det evige forsøg på at holde sulten på afstand var lige så indgroet, som det var at trække vejret. Fra tid til anden smagte hun næsten ikke engang, hvad hun havde i munden. Det vigtigste var den smule ro det gav at spise noget.

”I’m sure my family would be pleased to meet you. They are fond of Ava already.” Et stik af noget, der mindede om jalousi et øjeblik. Hendes forældre var trods alt hendes. Og selvom hun inderst inde godt vidste, at hun aldrig ville blive erstattet, så var ideen i sig selv væmmelig. På den anden side, kunne hun godt, til en grad, unde Avaritia den omsorg efter, at han så længe ikke havde haft noget.

"I'd pay good money to see that" Mest af alt fordi det generelt ville være læringsrigt at se hvor lang tid en dødssynd kunne overleve i selskabet af en engel. Selv havde Dorian ikke mødt en engel før, og var som sådan heller ikke en race som han aktivt søgte. Men det ville da være interessant at se hvad han skulle være opmærksom på, samt hvordan man nedfældede sådan én. Hvis det altså var at de var så giftige for dødssynderne som deres fader havde fortalt dem. Dorian havde på fornemmelsen at det var en frygt sået af en årsag, men mon ikke det var noget som dødssynderne ville kunne overvinde? Derudover så var der også faldne engle. Dorian havde godt hørt om dem og overvejede om de havde lige så stærk en effekt eller mindre effekt på dødssynderne... også var der også tanken om at når nu de var faldet... hvor længere "ned" kunne de falde? Hvor mere kunne de yderligere korrumperes? For ville de ikke være en mulighed at få en falden engel på dødssyndernes side, og vende dem imod deres tidligere artsfælder - blot så dødssynderne ikke skulle have noget med dem at gøre. Dorian havde i alt fald tænkt sig at prøve at vende tanken med Avaritia. Især når nu han var på magten og herskede over Sunfury - samt at han nok ville støde på sådan nogle væsner på et tidspunkt. Avaritia som konge var jo nødt til at møde lidt af hvert og mon ikke engle ville være iblandt de vigtige folk som han ville skulle mødes med.

"And you're ever so right. Better leave the topic alone lest it ruin the food. But truly it cannot ruin a meeting as joyous as this." Dorian nippede videre til noget kage, imens at han observerede virvaret af sin søsters indre. Det var altid noget at han fornemmede at hun ikke ønskede at han blot skulle forsvinde. Tværtimod. Og selv ønskede han heller ikke at skilles med sin søster igen. Især heller ikke når nu de ikke gik ud efter at tage hinandens liv. Hvilket Dorian selv også var glad for at han ikke havde fået lykkes med da de var små.

Dorian så tænksom ud i en kort stund, inden han vædede ganen med noget mere væske og så på sin søster. Der var næsten ikke det som Dorian ikke havde lavet i de 20 år de havde været adskilt. Men hvad i alverden skulle han fortælle sin lillesøster? Der var så meget og kun så få timer på en dag. Og der var en del ting som han ikke yndede at fortælle hende... så godt kendte de skam ikke hinanden... endnu.

"Where even to begin? I've been up to loads, but honestly I've just gone where desire ebbs and flows. Causing my specific sin and making quite the interesting acquaintances along the way. From lords and ladies to criminals and whores... And sinners... so many delightful sinners..." Det sidste fik han understreget med et lille pink glimt i øjet. Noget som var tegn på at han brugte sin evne til at se ind i folk på. Og her kiggede han på den servitrice som op til flere gange havde kigget hans vej. Og som genert fik kigget væk idet hun fangede hans blik. Det krævede ikke meget hjerne at indse hvad hun mon tænkte på... eller begærede. Dorian løftede blot det ene bryn og smilede skævt inden han vendte sin opmærksomhed mod hans lillesøster igen.

"And I'd be most delighted to meet them. I'd only be right for me to thank me for taking you in and feeding you properly. Any ideas for a good gift for them?"

Juniper lyttede opmærksomt til sin brors fortælling. Nysgerrig uden rigtig at være overrasket. For det lød nøjagtig som hun selv ville have forestillet sig, at Luxuria havde valgt at leve. Drevet af det begær som han opsnappede fra andre som et blad i vinden.

”I myself must admit that I’ve found lust a useful sin to feed on. It’s not exactly hard to awaken in others is it? No disrespect to your craft. Quite the opposite actually. I would imagine, that what I can poke at in people is rather base compared to the desires you handle everyday,” konstaterede hun tænksomt. Men hun løj ikke. Når ikke hun lige havde lelighed til at trække på den synd, hun selv repræsenterede virkede utugt altid som et udmærket alternativ og selvom alle folk indeholdt en eller anden kapacitet til alle synder, i hvert fald efter Junipers egen erfaring, så var det som om lyst lå i overfladen af, hvad rigtig mange folk var i stand til og det var derfor relativt simpelt at trække i et par tråde her og der. Ruinere en aften eller et helt liv på baggrund af en hel basal menneskelig følelse. Måske var det fordi utugt og fråseri et eller andet sted mindede ret markant om hinanden. Var målet trods alt ikke for dem begge at fylde et tomrum? At besidde noget? De gjorde det bare forskelligt.

”Considering that father always made it seem like we would not be able to feed ourselves if not for his good will, it seems to me that most of us have done rather well for ourselves.” Hun smilede skævt. Der var noget rovdyragtigt i det smil. Noget vredt og indestængt. Ikke rettet mod Luxuria, men mod den skaber, der havde gjort deres fælles tidlige barndom til et helvede.
Der fik vi dig, syntes smilet at sige.
Fra tid til anden tog hun sig i at håbe, at faderen for længst var afgået ved døden, men kort efter syntes Juniper altid at finde sig grebet af gammel barndomsangst for, hvad der ville ske, hvis nu han fandt ud af, at hun tænkte sådan om ham. I barndomshjemmet havde necromancerens evner virket grænseløse. På et niveau hvor, at hvis det havde vidst sig, at faderen kunne læse tanker, så ville lille Juniper ikke have været det mindste overrasket. Ergo skulle man passe på, hvad man tænkte. Og det sad stadig i hende et eller andet sted, hvor hun ikke rigtig kunne få det ud.
Hun rystede tankerne af sig og hendes udtryk mildnedes markant.

”I’m happy to learn, that you’ve been well.” Så fik hun øje på den stakkels forfjamskede servitrice, der netop nu, så ud til at være i gang med at skulle bruge al sin koncentration på ikke at tabe samtlige ting hun havde i hænderne.

”Poor fool,” sukkede Juniper uden så meget som en snert af den medfølelse, som ordene ellers burde indebære.

”Oh they would be happy that you thought of them at all I’m sure,” sagde hun, da samtalen drejede sig ind på gaver til adoptivforældrene

”But if you must know, mother is passingly fond of rare flowers and plants. The more poisonous the happier she is. Cornelius collects knifes.” Adoptivfaderen havde aldrig nået til et punkt, hvor Juniper agtede at kalde ham far, hverken for andre eller til hans ansigt. Så på fornavn blev det.

Det var altid rart at høre nogle andre sige at hans synd var brugbar. Ikke at han havde folk sige meget andet men der var til tider folk som syntes at det var en belastning - og ligefrem prøvede at skille sig af med alle former for begærer som de besad. Noget som var interessant at overskue, men også noget som var en smule irriterende. For hvorfor benægte sig selv alle de nydelser? Hvorfor benægte sig selv alle sine ønsker og håb blot for at være ren og dydig? Det gav slet ingen mening især ikke når det ville være at benægte sig selv livet - i alt fald i Dorians forstand.

"Not many put up a struggle no when I imbue them with the will to act upon their own wishes. Mainly since every one of them wants it and belive me - no offense taken. Especially since I don't see the problem in things being easy." Det sidste sagde han med et glimt i øjet. Nej, der var trods ingen skam i at nogle ting var nemme. Der var måske andre som ville se det som en nedværdigende ting, siden de tror at det siger noget om egen ydeevne... men det var ikke tilfældet i Dorians verden. Nogle ting var bare nemmere siden at man var god til det som man nu gjorde... Og hvis der var noget som Dorian var så var det dygtig.

"And I do admit... I've handled my fair share of interesting desires." Dorian havde i sit korte liv haft håndteret noget af en overflod af begær hos folk, og hjulpet dem med at udleve mange af dem. Begærer så simple som at sige hej til ens crush til at fuldt ud bejle naboens kone - Til at ville bade i smeltet ost. Den var sær men hey, Dorian var ikke typen til at dømme. Hvis noget så joinede han dem oftest i deres begærer. Så det gjorde også at Dorian med tiden var blevet mere og mere immun overfor nogensinde at føle skam... Hvis han overhovedet havde været i stand til at føle dette. Ostetingen havde ikke engang været det særeste eller det mest voldsomme. Dorian havde ingen grænser eller grubler. Så oftest endte han med at opfylde begærer som hældte meget over i hans søskendes områder. Hvilket egentlig gjorde ham en god support til dem, men det var nok ikke alle som så det sådan. Nogen ville muligvis tænke at han gik i vejen, eller prøvede at overgå dem i deres egen synd... eller et eller andet åndssvagt. Dorian var bare tilfreds med at hans lillesøster så ham som brugbar. For igen hvis der var noget som Dorian var, så var det brugbar.

"Yea, he was a right cunt that one. I for one hope he rotted up somewhere with the crows feeding upon his decrepit body... whilst they laugh at his incompetence." Dorian var ikke bange for at give sin holdning til kende om at han bestemt ikke syntes om necromanceren. Der var noget dybt i ham der var modstridigt dette had, men Dorian anså det værende som noget som deres "fader" plantede i dem... for at holde faderen i live. Det var trods alt ikke til at sige hvad dødsynderne havde gjort ved ham, havde de haft fuld kontrol over. Dorian havde med stor sandsynlighed fået slået deres necromanceren slået ihjel. "But indeed we seem to have done very well for ourselves. I drink to that." Sagde Dorian og tog en stor slurk af sin drink. Det virkede også for Dorian at med det smil hans søster gav fra sig at hun bestemt ikke syntes om deres fælles skaber.

"Aren't they all?" spurgte Dorian kækt imens han kiggede på den fumblende servitrice. For mange af dødssynderne var det almene folk nok ikke andet end blot byttedyr. Byttedyr som stort set ikke ville vide hvad det var som ramte dem når først en dødssynd fik kløerne i dem.

"They sound most delightful," kommenterede Dorian idet han hørte om sin søsters adoptivfamilie som virkede til at have nogle interessante hobbyer. Ligefrem giftige planter og knivsamlinger... måske at hans søster ikke var faldet så langt væk fra træet igen med denne familie? Man kunne da håbe. Det ville trods alt være noget af et tab hvis hun skulle gå hen og blive helt "hellig". "I'll make sure to remember that and give them a fitting gift - whenever you desire for me to meet them." Han havde dog godt noteret at kun den ene blev nævnt som værende en mor for hans søster... men ikke faderen. Måske at de blot ikke var noget til det punkt endnu? I alt fald var det en sag for hans søster og hvad end det var så håbede han blot at hun fik alt ud af det som hun ønskede. Hvis nogen som fortjente hun da at leve komfortabelt og så godt som hun nu kunne. Med al den mad som hun begærede.

“Many of us are not so different I think,” konstaterede Juniper, imens hun dovent spidede et bær med sin kagegaffel.

“Father just wanted us to think we were. As long as we were divided enough we posed no threat to him. But…we have more in common than we do not. Even if I almost ate you that one time.” Smilet hun sendte Luxuria bar samme skælmske undertone som det altid plejede, men besad dog også en vis ømhed, som det ikke var mange udover Junipers søskende, der fik lov til se.
Hans næste ord fremprovokerede fra søsteren en latter, der dog døde ud underligt hurtigt, når man tænkte på, at det var Juniper der var tale om. Selv efter alle disse år havde den indgroede rædsel for faderen dog ikke helt forladt hende og selvom hun hun også selv kunne være noget spydig nagede det hende til tider. Tanken om at faderen på en eller anden måde skulle finde ud af, hvad de havde sagt. Han ville næppe blive glad for noget sådant. Han havde staffet dem for langt mindre, da de var børn, trods alt. Det hun følte for Necromanceren var ikke respekt, langt fra. Nej snare var hendes frygt netop også et udtryk for et enormt had, der i særdeleshed var opstået efter, at han havde forladt dem alle sammen. Men hun havde et tvungnent kult medlems overtroiske overbevisthed om, at han på en eller anden måde var i stand til at se ind i hendes hjerne og ødelægge hende for en hver tanke, han ikke fandt passende.

”Brother dear, I would feel sorry for the crows. He is surely not part of a healthy and balanced diet,” vovede hun dog til sidst at sige alligevel med skyggen af et smil, der dog ikke helt nåede det tilbageværende øje.
Hun kunne ikke helt lade være med at føle en vis taknemmelighed, da emnet skiftede.

”Are they all poor? No I don’t think so. Much of their pain they bring on themselves by insisting on living lives limited by morals that only hold them back from being their true selves. We help but they rarely thank us do they? At most they fear us for exposing what was inside them all along. Fools then? Yes, I do think most of them could be categorized as such." Hun trak på skuldrene, sukkede irriteret, da det gik op for hende, at deres vinflaske var tom.

”How kind of you, Lux. I’m sure you of all people have no trouble with gift giving though.” .” At kunne se direkte ind i, hvad folk begærede mest havde vel også en lavpraktisk funktion.
Til sidst strakte hun sig dovent og, guderne forbyde det, katteagtigt så det knagede i alle hendes lemmer.
”This place bores me. Do you wish to walk or do you want to eat….whatever that one is?” Hun viftede med hånden I retning af sevitricen.

Dorian nikkede blot enig til det som Gula sagde. De 7 søskende havde skam en del til fælles, også selvom nogen nok ville benægte det. Han var dog ikke helt sikker på hvad Necromancerens plan i sandhed havde været. Om han havde ønsket at holde dem adskilt og ødelægge enhver form for familiære bånd... For Dorian virkede det til den dag i dag som om manden ikke helt havde forstået hvad det var som han havde rodet sig selv ud i. Han havde vel haft en idé men udførelsen fik han altså ikke topkarakterer for.

"With the amount of hunger that you felt, I'd have been more surprised had you not tried to eat me." sagde han imens at han holdt en hånd oppe. Det var trods alt noget som var forståeligt og de stod meget lige i den kategori. Igen, han prøvede trods alt også at tage livet af hende da de var børn. Det var en smule underligt at høre hvordan hans kommentar havde ledt til Gulas latter, men at latteren forsvandt næsten lige så hurtigt som den var dukket op. Hun havde måske stadigvæk lidt svært ved det? Det var vel til at forstå taget i betragtning af de alle var blevet hjernevasket af manden. De havde alle været hans små eksperimenter og våben til at gøre med hvad end Necromanceren havde ønsket... ingen til at hjælpe dem eller ynke dem.

Dorian kunne dog ikke lade være med at smile en smule skævt over kommentaren med kragernes diet. Så Gula kæmpede trods alt en smule imod - hvilket var noget som man kunne respektere, men denne stund ville han lade emnet hvile. Især også siden han kunne mærke at dette var noget som hans søster ønskede sig og der var skam ingen grund til at gøre hende ubekvem. Sådan en behandling havde hun nemlig ikke gjort sig fortjent til når nu hun havde været så imødekommende.

"Well, that is certainly a way to look at it... but I don't exactly do what I do for the appreciation... Still, I say they're a bit of both. Fools in the limited understanding of themselves and poor in the experiences that they could have by completely letting themselves go." Med det sagt var der skam ingen grund til at være negativ omkring ens føde. Uden dem ville Dorian ikke have så fortrinlig en næring samt måder at fordrive tiden på... samt så interessant en underholdning. Så på sin vis satte han da pris på folks tåbeligheder. "Still, quite the interesting observation sister," pointerede han og nikkede blot anerkendende til hendes tak.

Hun havde skam helt ret i hendes vurdering. Dorian havde trods alt noget af en fordel når det kom til at tilfredsstille folk og finde passende ting at give dem. På den ene eller den anden måde... men en lille fysisk gave ville nok være bedst at starte med til Gulas adoptivfamilie.

"I thought you'd never ask... And I'm good with a walk since there's always time to satisfy my hunger later." Servitricen havde trods alt godt af at vente lidt... det ville gøre hende mere desperat og hungrende når Dorian ville dukke op igen. "Any particular places in mind to walk to dear sister?"

Juniper viftede dovent med en ringbesat hånd.

”If it’s any consolation at all, sweet brother I’m still of a mind that if I were to eat any of you one day, you’d be the nicer one of the bunch,”

konstaterede fråseri med et skuldertræk. Tilsyneladende totalt upåvirket af præcis hvor vanvittigt, det hun lige havde konstateret var.

”I find it rather hard to pity them I really do. These…things…with their lives cut in half just because they’re afraid of existing outside of boundaries. Their experience could be so much more of the severed the expectations of others. Just shrugged it off one day. But even with all the pushing we can do to make them see, they’ll cry and complain and feel bad for their supposed sins afterwards. Or alternatively lose all grip on reality. I can almost respect that variant of people more, but..then again. It's somehow its own kind of pathetic isn’t it? To be so repressed that at the first opportunity of letting go, you completely and utterly forget who you are. I mean for feeding purposes it is all neat and orderly, but you don’t see butchers pitying the lambs do you?” spurgte Juniper og lagde hovedet på skrå. Det blå øje lyste nysgerrigt, imens den tomme øjenhule på en eller aanden made formåede at gøre hendes i forvejen intense stirren potentielt endnu mere ubehagelig.

”Lux, I am the queen of observations that nobody likes. Just ask at school. On second thought don’t. You would find it passingly dreary, I think.” .” Funderede hun. Et øjeblik tabt I morskaben ved tanken om at tvinge abbedisserne på Perleøen til at deale med Luxuria. Halvvejs overbevist om, at ingen ville overleve det. De ville alle sammen dø af chok.
Hun skævede til servitricen.

Oh, so I see we’re ageing her like fine wine. Fair enough. I can respect that."

Et øjeblik så hun sig bare omkring. Overvejende.

”Somewhere out of this heat. It makes my scar itch. But you probably know the city better than I do.”

"And the tastiest too I'd bet," sagde han med et djævelsk smil. Ikke at han nogensinde ville lade sig selv ædes af nogen - også selv hvis det var personens dybeste og inderligste ønske. Lidt selvopretholdelse havde han da. Dog kunne Dorian ikke lade være med at tænke på hvordan synden for begær ville smage… Ville han være det bedste man nogensinde havde smagt og aldrig ville kunne smage igen? Eller ville han smage ligesom kedeligt og dødeligt som et ethvert andet menneske? En interessant tanke som han på nuværende ikke havde i sinde at udforske. I alt fald ikke i nærheden af hans altid sultne lillesøster.

”Well, I can at least pretend to pity them however to be honest it’s difficult to have any genuine feelings for such creatures. They’re there. They exist. They nourish us and spread our sin and that’s basically their only uses. If you ask me that is.” Det var her Dorians følelseskolde hjerte viste sig. For han havde ingen følelser for de væsner han brugte… eller for så mange andre for at være helt ærlig. Dette var muligvis resultatet af de ting som han blev udsat for som barn, men meget af det lå måske også bare i hans natur som et forskruet væsen skabt ud af mørk magi? I alt fald så holdt han ikke rigtigt nogen når. Han kunne have folk som han fortrak – såsom nogle af hans søskende men han ville stadigvæk ikke begræde dem hvis de forsvandt eller afgik ved døden. Måske var varme og reelle følelser bare ikke noget som lå i kortene for Begær? Tja, det havde aldrig været ham en bekymring siden at han aldrig havde ledt efter den ”eneste ene” eller noget lignende. Så oprigtige varme og kærlige følelser kunne rende ham. Han var trods alt rigtig god til at fake det og lade som om.

”No doubt… and I’ll try to keep that curiosity to myself… for now,” sagde han med hensyn til det hun sagde om skolen. Det var nok bedst han ikke tog derhen for hans søsters skyld. Dorian ville nok nemt kunne florere med sin synd i et sted fyldt med unge og hormonfyldte folk… Ikke at han nok nu ikke ville gøre det blot på en anden skole. Tanken var trods alt, alt for fristende til at lade være.

”Well, believe me or not – sometimes I do enjoy to let them simmer and boil till they… pop.” Flere detaljer om dette var han sød nok til at spare sin lillesøster for. De skulle trods alt lige til at lære hinanden bedre at kende igen og Dorian ville nødigt skræmme hende helt væk… som han nok havde fået gjort med Invidia. Men det havde nok også meget at gøre med det som han havde gjort ved ham… yea, det var nok meget det.

Dorian rejste sig op og gik hen til sin søster. Han stod klar til at trække stolen ud for hende og havde en arm klar til at hun kunne holde i den imens de gik. Han var ikke helt sikker på hvor det var bedst at tage hans søster med hen i Sunfury. Nok ikke nogen af de steder som han mest besøgte… men hvem vidste? Måske var sådan nogen steder lige hans søsters kop te?

”Out of this heat I can manage. There’s a nice park nearby with many a trees to cast a much needed shade. Or if you prefer an inn with good service, food and cold baths. Whatever you desire I can bring you to.”

”Oh no doubt of course. Invidia would be too sour and I won’t even think about Ira,” sagde Jun og viftede lidt med hånden.

“I do tend to agree with you, but with the caveat that I do enjoy keeping a few of them close. They don’t know what I am of course, but they do make my life easier no? I can keep them around for lunch…and boredom. Besides these people are so addicted to their emotional connections that once you’ve slithered your way into their lives you practically have free reign over them.” Det var ikke nogen hemmelighed at Juniper mest så, de folk, hun valgte at beholde omkring sig, som dukker i hendes eget personlige dukkehus. Og derfor også dukker, som hun kunne ødelægge eller smide væk efter eget forgodtbefindende Hun havde sine yndlings, som hun formodede at enhver dukkesamler havde og så var der de mere perifere, dem der blev gemt væk i skabe eller skuffer, når hun af den ene eller den anden grund ikke gad se på dem i en længere periode. Og så var der den tredje kategori, dem det bare morede hende at påføre mere smerte end de andre. Nogle ville måske have påpeget for hende, hvis de ikke længere ønskede at være i live efter en sådan samtale altså, at dem der ville nå at opleve mest af den smerte hendes blotte tilstedeværelse for mange førte med sig, ville være netop dem, som Juniper så som sine yndlinge. Dem hun ellers efter eget udsagn skånede for alt.

”I understand that Avaritia lived a long while as a courtesan and while I respect that for him, he evidently made it work, but it could not be me. Once it’s all over the customers leave and then you miss out on all the fun stuff, like living in their house, eating their food and ruining their marriage once the spouse comes back. Oh and taking all their money.” Hun lo ved Lux’s kommentar om skolen. Det var næsten…nuttet, i sin egen uventethed.

”How considerate, you suddenly are, sweet brother. While I myself hold little hope or want to be invited back there, one of my favourites would be very sad, were you to burn it to the ground. So thank you, for your thoughtfulness of course.” Selv kunne hun ikke indrømme, end ikke overfor sig selv, at tiden på Perleøen, til trods for alt det kaos hun havde skabt og hvor lidt hun var de fleste underviseres favorit, nok reelt havde været blandt de mere lykkelige og ukomplicerede år i hendes liv. Det eneste glimt, hun havde haft af noget der mindede en normal ungdom, well altså, normal for døtrene af samfundets absolutte elite, var måske ikke så normalt, som Juniper gjorde det til i sit hoved. Når alt kom til alt var der nok en lille del af hende, der altid ville længes tilbage til at være femten år og irriterende.

”Lux. Why would I not believe you? It could be the truest statement you have given me about yourself today, for all I know,” påpegede Juniper, som hun fulgte med sin bror ned af gaden.

“Pft, non of this talking around, please. Show me your favourite place.”