The Unspoken

"I was wondering, considering the lovely weather, that you might enjoy drinking the tea out in the garden?" Lieke justerede let på vasen med syrener, der stod midt på middagsbordet. Selvom de havde ansat folk til at tage sig af dekorationen, fandt Lieke nu en dyd ud af at fordybe sig i detaljerne. Desuden var hendes erfaring, at det også skabte det bedste resultat.
"As lovely as it may be, I believe it is for the better to remain inside." Svarede hun imens hun betragtede buketten foran hende. Umiddelbart slog Von Umbra-parret hende ikke som de største udendørstyper. Hun nænnede i hvert fald ikke at syntes, at Lenore nogensinde havde fået nogen form for D-vitaminer. Hun rettede blikket mod den unge tjenestepige, som havde startet for blot et par måneder siden. "However, if you are not too busy, would you mind calling my dear husband down here? Our guests will be here soon, and he would make a wise decision to be ready by now." Hun sendte pigen et lille smil, og engageret som hun var, nikkede hun blot, før hun vendte sig mod trappen for at hende Suriyel.

"The Von Umbras can be here any minute now, and you look like you only barely put on some clothes." Det var ikke unormalt, at hans lade tilgang til middage, events og andet officielt var noget, der kunne teste Liekes tålmodighed noget så galt. Hans mørke, krøllede hår dækkede nærmest for hans grønne øjne. Hun sukkede dybt, men lod sig gå nærmere for at hjælpe med at rette på det. "Can you please try to make an effort? You do have some responsibility to set an example." Suriyel skubbede sig nærmest modstridigt væk, som han sukkede højlydt.
"Lieke, all it requires of me is that I sit down with Von Umbra and discuss our ideas for future of Aquener. But you know how alliances work. By the end of it, we just have to entertain them long enough for them to like us. And no one wants all this uptightness." Lieke kiggede på ham, men det var som om, at han prøvede at undvige hendes blik på det seneste. "I know you are concerned, but I promise you. They are not all bad." Hans smil var oprigtigt, omend hans blik stadigvæk aldrig helt mødte hendes. Hun sendte ham dog et lille, fremkaldt smil tilbage, der heldigvis ikke behøvede at vare mere end et par sekunder, før deres butler distraherede dem begge for at melde ankomsten fra deres gæster.

De gik i retning mod ankomsthallen, hvor deres gæster var blevet bedt om at vente på dem. Som forventet af manden i huset, tog Suriyel ordet, da han hilste på Sigfred Von Umbra. Efter en kort introduktion, lod Lieke sig hende mod Lenore. "I hope you didn't find any trouble getting here." Hun sendte den anden kvinde et venligt, omend koldt smil. "I hope you are hungry. Our hardworking staff has prepared this lovely lunch for us."

Ankomsthallen forekom Lenore at ligne enhver anden, som man kunne have forventet at træde ind i et hjem der, i hvert fald på overfladen var strålende pænt og ordentligt. Et velplejet hjem hvor alt havde sin plads. Ikke lige så sterilt som det miljø hun langsomt blev kvalt af i Von Umbra huset, men også langt fra det sjælfulde kaos, hvor Lenore egentlig trivedes bedst. Hun stod og vippede nervøst på fødderne og studerede en blomstervases mønstre uden egentlig rigtig at se dem. Egentlig ville hun langt hellere have sovet end været her. Noget som Sigfred for hans del nok i princippet var enig med hende i, ville have været smartere, men en forenet familiefront havde sine styrker og derfor havde han trukket hende med alligevel. I den ensomme lyse hall stod parret langt fra hinanden. Selv uden den fysiske afstand var den manglende interesse fra hver enkelt af dem lige så meget en tilstedeværelse i rummet, som de selv var.


”If I could bring Agatha in I…”

Sigfred sukkede, som om han havde haft denne samtale de sidste 45 gange allerede.

”No, what would the purpose of bringing it into the house? It’s rude. We are not going to be rude to our hosts. That I allow your birds to disrupt my house is enough, this would be overstepping bounderies. Det var der vel en hvis logik i. For alt Lenore vidste, kunne Lieke Telantes i princippet have været rædselsslagen for fugle og det ville have været en ondskab måske….alligevel ville hun have været bedre tilpas, hvis hun havde haft en af sine familiars tæt på. Så ville de to i hvert fald have forstået hinanden, men her var de altså.
Så snart der hørtes fodtrin blev Sigfreds ansigtsudtryk øjeblikkeligt mere mildt og da Talentesparret trådte ind havde han lagt en hånd beskyttende på sin hustrus skulder, som for at berolige hende i denne fremmede situation. De grå øjne var muntre og varme bag brilleglassene og selv med sit altid glanspoleret sterile ydre formåede han med et smil at virke både afslappet og imødekommende.
Lenore for sin del var lige så uinteresseret omtåget, som hun plejede at være. De tågegrå øjne havde et øjeblik svært ved at finde ud af, hvad de skulle fæstne sig på, når nu hun ikke længere med god samtidighed kunne stå og stirre tomt på en vase. Til gengæld var Lady Von Umbra på ingen måde generet af, hvor meget hun måtte stikke ud selv i denne lille forsamling i sit hvide skørt broderet med døde vinranker og den lange fletning pyntet med ravnefjer og tørrede blomster.
Det smil det lykkedes hende at sende Lieke var mere en utilpas trækning.

”Is life not itself a series of troubling events that we must all try our best to make sense of?” spurgte hun luftigt, tilsyneladende totalt upåvirket af mørket i denne livsanskuelse.

“Oh…and odd concept….eating…I would scarcely know what to do with all of it.” Sulten. Et meget…dødeligt koncept på sin vis. Fascinerende. Men hun kunne ikke lade være med at tænke på den tid køkkenpersonalet måtte have spildt.

Lieke kunne gå hen at påstå, at hun forventede den varmeste hilsen på nogen så fraværende som Lenore konstant virkede til at være. Der var ganske enkelt noget foruroligende i den måde, hun agerede på. Hendes toneleje. Den måde hun begyndte at stille eksistentielle spørgsmål baseret på enkle høfligheder. Umiddelbart virkede det til at være den arme følelse af håbløshed, der druknede sig over hende. Og så alligevel, var der noget ved det, der gjorde Lieke mere påpasselig fremfor at nå til bunds i, hvad der måtte tynge hende - hvis der altså overhovedet var noget.

"I suppose so." Svarede Lieke lavmælt, som hun prøvede at tænke sig til en måde at svare på spørgsmålet. "However, I believe searching for answers would only cause more questions, in that regard. So perhaps we should really just try to make the best of it?" Hun prøvede at vende samtale til at være blot en tand mere optimistisk. Ellers kunne det her blive en lang middag.
"Oh? Right. Well, food has always proven to give people a delightful reason to gather together for the sake of each others' company." Lieke bed tænderne en anelse sammen. Selv hvis Lenore von Umbra ikke foretrak at spise, kunne hun godt lade som om, at hun var lidt mere taknemmelig for den hårde indsats, personalet og hende selv havde stået med.

Om ikke andet lod hun dem følge mændene, som gik foran dem, mod den lyse spisestue, hvor der var serveret for dem. Da de alle havde fundet en plads og sat sig, med mændene ved siden af hinanden, og kvinderne ligeledes, landende Liekes blik kortvarigt på hendes hosbond, som allerede virkede til at snakke livligt med Hr von Umbra. Så meget for, at han ikke havde bidraget med noget som helst andet, og alligevel fik han rosen for den generøse velkomst, der var gjort klar. Typisk.
Hun sukkede let, men lod så atter blikket lande mod Lenore, som hun sendte et lille smil. "So. I was thinking, we never quite get to talk much during all our shared festivities." Prøvede hun igen. Måske skulle de også bare igang, trods alt. Finde fælles fodfæste, om man kunne sige. "So why don't you tell me a little about yourself? Such as your hobbies? For example, I myself quite like to do a bit of gardening."

”Would making the best of a bad situation not imply that the even the best in such a situation would also be bad?” spurgte hun, imens de gik gennem huset. En vag fornemmelse af at have trådt ved siden af fyldte hende med ubehag, men på den anden side kunne Lenore heller ikke se logikken i at have inviteret dæmoner på frokost, som om dette englepar reelt forventede, at de skulle spise noget. Var det ikke pænere at pege det ud end at lyve? Lenore følte sig for træt til noget som helst og slet ikke til Liekes kølige høflighed. Det slog hende et øjeblik, at Diana sikkert ville have syntes om hende, hvis hun ikke havde været en engel. Denne tilsyneladende glansbilledeperfekte illustration af, hvad end kvinde burde være. Lieke Telantes havde næppe begravet sine babydukker i baghaven og holdt storslåede begravelser for dem som lille.

”My brothers and I used to go hunting for berries, when we were young,” konstaterede hun, som I et svagt forsøg på at desarmere en akavet situation og give Lieke plads til at få ret i sin betragtning. Det virkede nemmere sådan.
Kunne hun ikke bare gå tilbage til det, der havde været? Stjæle alle kiksene fra moderens tefad den ene time, hun værdigede sine børn nogen opmærksomhed og så fare ud på godsets enorme grunde for at lave, hvad som helst der nu lige faldt dem ind? Hvem havde besluttet, at hun skulle andet? Stående her føltes det som noget nær en forbrydelse.
Desuden havde hun svært ved at se at Lieke havde sat noget af det her op for selskabs skyld. Så meget var åbenlyst. I princippet ønskede hun måske deres selskab endnu mindre end Von Umbra parret reelt gjorde det, men hvad gjorde man ikke for forretninger? Og her stod hun så og forsøgte at få det til at virke som et spørgsmål om gæstfrihed.
Selskaber var udmattende. Alt dette….falskspilleri.

Hun satte sig stift ned på sin anviste stol og betragtede uden overraskelse Sigfred, der havde assimileret meget hurtigere og mere effektivt end hun selv nogensinde ville være i stand til. Han lod allerede til at tale med lord Telantes, som om de var bedste venner. Held og lykke, han er kun rar, når han vil have noget. Kvinderne værdigede han ikke et blik og de var overladt til sig selv.
Det tog hende et øjeblik ikke blot at synke ind i sig selv og stirre på en servering, hun ikke havde tænkt sig at spise. I stedet vendte hun blikket mod Lieke igen.

”I paint….or embroider. You must have been gardening for long…your flowers are lovely.” Det var nok den mest almene høflighed, hun kunne tilbyde Lieke og der var sandhed i den. Også selvom Lenore følte, at hun havde læst op fra et manuskript.

Det var i hvert fald... En måde at forholde sig til situation på, selvom Lieke ikke kunne undlade at tænke, præcis hvor deprimerende det måtte være. Tanken løb i hvert fald koldt nedad hendes ryg. "Actually, I would say on the contrary. Sometimes, making the best out of an not so ideal situation may prove miracles to find positive outcomes. Outcomes you wouldn't normally see otherwise." Det lød muligvis en smule mere passivt aggressivt end, hvad hun havde af intentioner, men Lenore var ikke nem at samarbejde med, når det kom til samtaler. "Besides, not trying often leads to make matters worse. Now, there's no need for that."

Jagt efter bær? Og så skulle Lieke høre på, at hendes gæstfrie bord ikke havde taget i betragtning af, at dæmoner ikke spiste? Hun tog en dyb indånding. Måske var der en anden grund til at søge efter bær? Måske for at lave det til maling? Hun tog glasset let og elegant op til munden for at tage en tår, men ligeså meget for at falde til ro.
"That must have been a lovely activity to do together as a family." Smilte hun let tilbage til dæmonen, omend hun kunne mærke, at hun måtte anstrenge sig noget mere. Hun kiggede kort hen mod Suriyel, men han virkede til at havde usædvanligt travlt med at mingle sig godt. I det mindste fik han da noget ud af det her selskab. Så var det da ikke helt forgæves.

"Is that so? While I do enjoy a bit of embroidering myself, painting has always seemed to fail me by the end of it. But I'd love to see some of your works." Kom det fra hende med en mere begejstret stemme, omend lettere overhøflig. I det mindste var der noget, de kunne have til fælles der, hvis de begge kunne brodere. "Oh, these? Why thank you. I can show you some later out in the greenhouse later, if that's to your liking? You can even get a batch with you home. I'm sure I have some that must be to your liking too, in there."

”And what counts as a miracle to you?” spurgte hun. Ikke uvenligt. Faktisk snare pludseligt nysgerrig havde hun hæftet sig ved Liekes brug af ordet. Nok hovedsageligt, fordi Lenore selv havde svært ved at tro på mirakler. På trods af at dæmonen ofte besluttede sig for at tro på ting, ikke så meget fordi hun helt reelt troede på det, som fordi det gjorde hendes liv mindre kedeligt. Som når hun stadig lavede suppe til tiden én gang om året, nøjagtig som hun og hendes brødre havde gjort som børn, selvom de ikke anede, hvordan man lavede suppe. Så, hvis Lieke troede på mirakler, hvad talte så som et? Næppe denne frokost i hvert fald.


”Oh…it was,” konstaterede Lenore som et sted langt væk fra.

”For creatures who life as long as we do, we are still only ever allowed painfully short childhoods,” tilføjede hun et øjeblik efter. I en snart flere hundrede årig eksistens virkede det mere elelr mindre som om, at hendes barndom kun havde varet ganske få timer i sammenligning. Gyldne og for så vidt ukomplicerede timer, der havde været alt for hurtigt overstået og kun hurtigere i det faderen havde været desperat efter på det nærmeste at smide hende ud af huset ved at forsøge at gifte hende væk i en alder af kun fjorten år.
Der var ikke meget, hun var taknemmelig for sin mor for, men hvis hun skulle nævne noget, så var det, at hun i det mindste havde sat en stopper for, at det projekt skulle køres videre så tidligt, som Eugene havde tænkt sig.

”Hm?” Det gik op for Lenore, at hun et langt øjeblik var zoned ud i forsøget på at finde ud af, hvorfor de havde tilberedt kyllingen. Eller, hvad hun gik ud fra var en kylling i hvert fald. Derfor tog det hende et sekund eller to, at finde ud af, hvad Lieke reelt havde sagt.

”If it would please you, I can show you, though I am not sure you would enjoy them much,” sagde hun hudløst ærligt. Selvom det afhang meget af den sindstilstand hun var i, når hun malede, så besad hendes malerier ofte en brutal eller foruroligende kvalitet, som Lieke ikke log hende, som typen, der ville værdsætte.

”I’d like that….yes.” Det ville være en undskyldning for at komme ud.