It's been a long long time

Tid: Maj 1167. Aften kort efter mørkets frembrud
Sted. Sunfury Slot. Dog foregår starten delvist på rejsen på vej til Sunfury
Omgivelser: Beskrives i emnet
Emnepartnere: @Valentine og @Madelena Gray

For sådan cirka hundredesyttende gang siden Genevira og Madelena var taget af sted mod Sunfury sad Genvira nu igen og begyndte at fortryde samtlige af sine valg i livet. Tvivle på, at dette på nogen måde kunne beskrives som det rigtige at gøre. I starten havde hun kunne distrahere sig selv fra realiteterne ved , hvad det var hun skulle til at gøre ved hårdnakket kun at fokusere på forretningselementerne i rejsen. Det var trods alt også stadig det der var vigtigt. Og i lang tid havde det været ganske nemt blot at fortabe sig i, Lady Grays økonomiske rådgivning, excentrisk om end den unge dæmon ofte virkede til at være. Nogle gange var det i sig selv næsten en kærkommen distraktion, at hun skulle bruge et øjeblik ekstra på at greje, hvad Madelena overhovedet lige havde sagt til hende, da hendes ord ofte var dyppet i et så tykt lag sarkasme eller bare generel mærkelighed, at hun var som et puslespil, der skulle sættes sammen. Når forretningsdiskussioner alene ikke virkede brugte hun tid med kattene, i det omfang de magtede. Ellers gik hun ture i området omkring deres vogn når de gjorde holdt på tidspunkt, der gjorde det muligt for hende at gå udenfor.
Faktum var bare, at jo tættere de kom på Sunfury, jo sværere blev det for Genevira at distrahere sig selv og jo mere nervøs og underlig blev hun. Enten talte hun for meget eller slet ikke og hænderne var hun nødt til konstant at holde beskæftigede for ikke i stedet at flå sig selv i stykker. Så hun syede dukketøj eller malede dukkeansigter, satte bittesmå glasøjne i tomme porcelænshovedskaller med en præcision, der tilsyneladende var komplet upåvirket af, at de konstant var i bevægelse. For ikke at forholde sig til virkeligheden sank hun ind i sig selv, men dette gjorde også bare, at hun havde ekstra meget stiltiende tid til at lytte til sin egen dumme hjerne og dens ideer. Hvordan ville Valentine overhovedet reagere på at se hende igen? Ville han nævne, hvad der havde været eller bare lade som om, der aldrig havde været noget i mellem dem? Hun vidste ikke hvilket out come der ville gøre mest ondt. Fra tid til anden fandt hun sig grebet af sådanne anfald af kvalmende angst, at den lille herskerinde ikke kunne gøre meget andet end at ligge dramatisk slynget henover sine sæder og i stilhed bede til at noget ville slå hende ihjel, før hun gjorde sig selv til grin og ødelagde sin karriere, før den var begyndt. Trods det kunne hun, selv nu, ikke undertryke den del af hendes for længst døde hjerte, der stadig længdes. Den del der mere var spændt end angst. Ungpigeagtigt begejstret bare ved tanken om igen at se ham. Så huskede hun Katrinas ansigt og væmmedes over sig selv.

”…for en regnbue kan vi trods alt ikke sælge på flaske men måske bør jeg afhøre en…”

Genevira ville ikke have været alene i verden for at finde hendes udtalelser for besynderlig retorik, men sådan var dæmonladyens natur. Besynderlig, og nød det. En excentrisme havde sine fordele, I denne verden af magtintriger og herrers lege. Der var de som så hende for spøjs, der var Haynes familierne i verden… men ofte havde mænd ikke andet valg end at stoppe op og lytte, for særhederne omfavnede hun og udtalte nonsens udtalelser med selvtilliden af mænd uden kvaler. Selv Sigfred Von Umbra, en dæmon der betragtede sig en Eugene Gray af vigtighed men bare mere lighed til Ludwig Haynes ynkelige morgenmad, havde fundet hende en næsten velkommen en samtalepartner. Ikke et sentiment gengældt.

Her sad de nok, to mørkets væsner, to kvinder, to dukker påklædt til skæbnesvangre lege. Genevira og hun selv bar tydelige forskelle med sig, men hver havde fundet sin plads bland de af betydning. Genevira, bemærkede hun bar sin ydmyghed som skjold. Et forgyldt skjold med dedikationen til lemlæstelse hvis de forkerte kom for nær… Lena, var Lena som hun fortsatte sine forundringer.


”… jeg læste et eventyr hvori stjerner blev plukket til monetær anvendelse… en bedårende fortælling men et ressourcespild i strategisk udførsel hvis de spørger mig…”

Genevira, med de store dukkeøjne fulgte skam nok hendes ord, forundret som hun is stunder så ud. Men jo mere de nærmede sig den solrige by jo mere distræt virkede herskerinden. Som et blodtørstigt dådyr så hun ud, Lena kunne ikke lade vær at undre sig over denne nær depressive vampyr, som så fortabt ud, i færd med at brodere sin dukkes skørt.


”…Jeg har medbragt linen til nødstilfælde… Vi kan ikke have hende besvimende af varmen, hvilket indtryk det vil efterlade”

Lena henviste til dukken, i et forsøg på at lette den lille herskerindes trængsler. Jo og så fandt hun legetøj fascinerende, selv havde hun lært at sy kjoler til sine kattedukker i sin tid, I dukkehuset af barndomshjemmet, hun havde medbragt til Doomsville. Sine lærlinge, trænede hun nu i samme færd.


”Hun ser anstændig ud for Sunfury, frygt ikke. Vi har været igennem traditioner og historien af royale hilsner for byen, så for vore vedkommende ankommer vi i respekt.”

En del af Lenas rolle var rådgivning om skikke og de nobles affærer, hvilket dæmonfruen kom forberedt til. Den nye konge dog… han var et mysterium. Et hun på sin vis fandt sig fascineret af… men ligeledes forundret. Juniper Gracelings mystiske bror, hvis eksistens dæmonen ikke kendte til før nyere tider. Ifølge Caleb en perfekt gengivelse af Juniper selv…


”Den nye konge dog, er så vidt jeg er bekendt ikke af samme opvækst som de kongelige linjer, vi må bære i mente potentielle ændringer i skikke. Har de nogen spørgsmål, lady Isherwood?”

Det var ofte, at Genevira ikke svarede mere end ja nej eller andre enstavelsesord på Madelenas særegne udtalelser. Der var for mange af hendes egne tanker, der hærgede i hendes hoved til, at hun i virkeligheden rigtig kunne forholde sig til, hvad der foregik i dæmonladyens hoved. Alligevel var der noget sært behageligt ved bare at lade lady Gray tale. Det var ikke fordi, at kvinden ikke var velformuleret og nogle af hendes tanker om tilsyneladende helt tilfældige ting bar også sin egen særprægede form for charme. Men helt deltagende havde Genevira trods alt kun fuld åndsevne til at være, når det handlede om noget vigtigt. Alligevel brast den lille herskerinde i en sølvklokkeagtig latter, da lady Gray nævnte det eventyr hun havde læst. ”Gid det var så vel, at man kunne det. Genopbygningen af Doomsville ville kræve mindre af os, hvis vi kunne betale os fra det med den uendelige mænge af stjerner på himlen,” sagde hun, men faldt dog hurtigt igen hen i alvor. For her i lå det størtste af hendes problemer trods alt stadig. Selvom hun på én gang gruede for og bittersødt længdes efter at se Valentine igen, bad i sit inderste hjerte til, at han havde længdes lige så meget efter hende, så var han alligevel og havde aldrig været hovedformålet med at tage tværs gennem deres farefulde kontinent. Hvor end han sikkert gerne ville tro det.
Nej hovedformålet var trods alt stadig, som alt hvad hun levede og..javel måske ikke åndede, for nu var det, at byen havde brug for hende. En vis genopbygning efter brandnatten havde allerede fundet sted, men det havde tæret på Doomsvilles ressourcer, der i forvejen havde været svindende efter længere tid med uro og førend det år med naturkatastrofer og hungersnød. Lady Isherwood var fast besluttet på, at hendes folk, de som elskede hende og som hun nærede al kærlighed i verden til, fortalte hun i hvert fald sig selv, ikke skulle lide mere end højst nødvendigt. Men et sådant mål krævede penge i statskassen. Penge som Valentine havde og Genevira havde tænkt sig at få del i. Så armeret med, hvad hun håbede var, overbevisende eksempler på, hvad en aftale med Doomsville kunne bibringe til Sunfury. Og hvis ikke det virkede bad Genevira til, at der havde været blot et gran af sandhed i hans omsorg for hende, der kunne bidrage til, at han ville ønske at hjælpe hende. Nødstedt som hun nu engang så sig selv. Hvis ikke andet kunne løftet om genoptagelsen af deres forhenværende kommunikation måske hjælpe med at tilte vægtskålen til hendes fordel.
Med den slags ængstelige overvejelser gik tiden ind til Genevira Isherwood til sidst ikke anede, hvor lang tid der overhovedet var gået.
Atter var det Lady Grays ord, der trak hende ud af den døs, hun mere eller mindre havde befundet sig i. Uden at se op fra det dukkeansigt hun var ved at male rømmede Genevira sig sagte, flyttede lidt uroligt på fødderne.

”De bør vide, Lady Gray, at kongens og min historie til dels er sammenbundne…” sagde hun noget kryptisk.

”Jeg kan ikke svare for, hvordan han vil reagere på vores ankomst, men jeg ønsker ikke at holde Dem hen i det uvise og det er bedst, hvis De er forberedt på, hvad som helst,” sagde hun, imens Sunfury’s tårne og spir efterhånden blev synlige.

”Vi må vel håbe kongen har erfaring med galaktisk høst… belejligt vil det være.”

Hun fornemmede Lady Isherwoods kvaler, på trods af talentet hun besad i at holde sig ideelt i fatning. Lady Gray antog først nervøsiteten værende grundet presset af Doomsville, en helgen status var magtfuld… men hvor langt kunne hun falde hvis ikke befolkningen havde en mindst en smokescreen af opfyldte løfter snart? Intrigerne kunne Lena selv more sig over, en stolt familie havde hun at falde tilbage på… de vil nok forklare hendes nuværende foretagen væk som et spøjst valg der hører ungdommen til og gifte hende til en den legalt tætteste slægtning muligt. Sin værdighed vil hun miste, men liv og komfort i behold vil hun have, (og en kat at flygte i) hvis Doomsvilles herskerinde skulle fejle… denne belejlighed kunne Genevira Isherwood ikke tillade sig. Nu beregnede dæmon fruen, med sin egen indblanding, ikke dette scenarie for værende realistisk. Men kun et kvaj vil forblive ubekymret med en kåring af herskerskab og helgenstatus om halsen.

”Vi ser vel mere til dem and Sunfury, måske vi bør handle.”

Fortsatte hun de åbenlyst spøgende ideer, men en del af hende kunne ikke lade vær undre sig, hvorvidt befolkningen var fæ nok til at falde for sådan en gøren. Jo mørket i Doomsville eksponerede stjerner i vintermåneder i langt højere stand end solen tillod i den forbrændte ørken. At sælge kønne skøder og navngive et par lys på himlen var vel muligt, sælge dem for en sær sans af ære og… så måtte de rejse til Doomsville for den ideelle oplevelse…


”Det kunne næsten fungere…”

Mumlede hun mest for sig selv, fortabt i beregninger et øjeblik. Denne konkrete sindssyge undlod hun at uddybe på nu men ideer gav den.

”Stjernehimlen… den er en lukrativ en repræsentant for byen og deres styre… vi bør styrke dette i image, ”Doomsville, byen af tusind stjerner” eller ”Genevira Isherwood, nattens lys” har bedre klang trods alt end ”Ruiner, ruiner, dommedag””

Lena, dedikeret til sin nye hobby som fascist konsulent, måtte nu også indrømme Sunfurys sol en intimiderende faktor. Varmen var begyndt at sætte sig, og sammenlignelig med barndomshjemmet eller Aquerne var den stadig mærkværdig. Klar var hun dog ankommet, i beige linen kjole, med drue motiver broderet, druer og liljer. En hat dækket med liljeblomster blandt drueblade med slør der vil dække hende i tilfælde af solens fremtræden. Handsker, bar hun tykkere end alment stof og juveldruer hængende derpå. Lena havde medbragt nogle sommerkjoler fra barndomshjemmet i Forest of mother nature, de var eventyrlige og passende til varmt et vejr. Men til sin ankomst havde hun forberedt denne dragt, med ynde men alvor i mente. Hun repræsenterede trods alt stadig Genevira og Doomsville… og om hun stadig hørte til eventyrene… ja det var spørgsmålet. Kattene havde hun efterladt hos Bedelia for deres sikkerhed, hårdt som det var at være adskilt fra en familier måtte hun det værende nødvendigt. Hvordan mon den kontroversielle historie om Lady Isherwood vil modtages rundt i kontinentet var et afventende spørgsmål.

Se så var der Sunfurys konge… som Genevira netop havde tilstået et bekendtskab til. At Lord Mcgivens tjenerinde havde omgås magter var såmænd ikke overraskende, nej… Valentine Avari Bousquet dog, var dog til hendes bekendtskab ikke blandt politiske spillere før fornyeligt… Helt ukendt var hans eksistens for hende indtil nyligt… Overrasket over denne drejning så hun på Genevira. Om der var tale om delikater maner kunne man vel ikke tillade sig at spørge direkte om, at Genevira selv uddybede hvad var nødvendigt.

”Oh… hvor fascinerende, jeg må indrømme Lord Bousquet lidt af et mysterium selv.”

Nysgerrig var hun af åbenlyse årsager, med karriere inden for fascist assistance, men en lille del af dæmonen, måtte erkende sig desperat efter hvad end måtte informere hende om Juniper Graceling.

”Ser de jeg har som bekendt, en historie med prinsesse Juniper… hun også er jah... et mysterium… Forberedt på… lidt af hvert er vi vel begge…”

I dæmon forsikrende forstand nikkede hun af Genevira.


”Det kan ikke undgås at personlige relationer indtræder til tider, er de… partikulært nervøs for dette møde?”

”Foreslår De at vi skal sælge stjerner, lady Gray?” spurgte hun og så endelig op på sin rådgiver, som for, ved at granske hendes ansigt at vurdere om dæmonfruen lavede sjov. Nogle gange var det svært at vurdere, hvornår hun forventede at blive taget alvorligt. Meget af hvad hun sagde forekom, hvis ikke man, som Genevira først var begyndt at vænne sig til, kunne finde sandheden i hendes ord, som det rene nonsens. Noget sagde Genevira at dæmonfruen endog til et vist omfang nød at fremstå underlig. Måske var der reelt set tale om en forsvarsmekanisme. Meget lig hvad Geneviras ofte ekstreme høflighed var for hende selv. Var det simpelthen for at sikre, at hun kun havde samtaler med folk, der kunne afkode, hvad hun reelt mente med sine mærkværdigheder og dermed sortere folk, hun ikke gad spilde tid på fra fra en start? Det var svært at sige, men ud fra hendes ansigtsudtryk, virkede Lady Gray mest af alt til at more sig på sin egen halvsardoniske facon. Kvinden besad et ansigtsudtryk, der gjorde det svært at vurdere, om man selv var grundlaget for hendes morskab, hvilket Genevira til tider fandt lettere..off putting, at blive konfronteret med at hun ikke altid forstod alting. Stadigvæk. Og dog virkede lady Gray til oprigtigt at være ved at udforme en idé af en eller anden form inde i den hjerne, som Genevira ikke kunne påstå at forstå, hvordan fungerede, men nyttig var hendes rådgivning dog alligevel. Kryptisk om end den fra tid til anden tog sig ud. Og hvis Madelena Gray kunne få flere penge i statskassen, ved at overbevise grådige adelsfolk og andre med formuer, de ikke vidsste, hvad de skulle bruge på om, at de nu ejede et stykke af nattehimlen, så skulle hun være velkommen til at prøve. Underligt om end Genevira fandt det.
Et mysterium kaldte Lady Gray Valentine. Tja, det var ikke fordi hun tog fejl. I lang tid havde Genevira regnet sig blandt de personer, der virkelig kendte ham, i hvert fald de dele af ham, som han var komfortabel med at dele med nogle få nære. Og det havde været nok. Det havde føltes betydningsfuldt og hun havde båret sin forståelse af ham, deres fælles forståelse af hinanden, i et lille varmt hjørne af sit for længst standsede hjerte. Det gjorde dobbelt så ondt at hæfte sig ved tanken om, at hun måske slet ikke havde kendt ham, muligheden for at han bare havde moret sig, fordi hun havde skattet noget, der måske end ikke have eksisteret, så højt.
Genevira vidste for så vidt ikke, hvad der ville være værst, på den ene side var hun overbevist om, at hun ville dø, hvis han henviste til, hvad der havde været, men samtidig gav bare tanken om at blive behandlet som en fremmed, en forretningspartner, hende kvalme.
”Han er en mand, der slår til, når han ser muligheder,” sagde hun med et skuldetræk, henvisende til ægteskabet med prinsesse Elizabeth. Hendes blik var atter bortvendt. Godt nok havde Sean påpegede at ægteskaber sjældent blev indgået af kærlighed, hvilket Genevira godt vidste i forvejen og nu var Elizabeth taget bort. Alligevel holdt Genevira ikke rigtig ud at tale om hende. Delvist måske fordi det var nemmere at bebrejde hende for sine kvaler end det var at bebrejde Valentine.

”Ergo skal vi overbevise ham om mulighederne ved en alliance med os. Hvis vi kan det er han vores,” fastslog hun. Med et tilbage i det mere forretningsmæssige mindset.

”Ja…jeg er nervøs,” indrømmede hun og så ud af vinduet på de forbirullende gader og stræder som de kom tættere og tættere på paladset.

”Jeg er nervøs fordi mit folks skæbne afhænger af vores evne til at vinde interesse fra end mand, der én gang før har forkastet mig, men…dette må altså være mit lod at bære. Det er den bedste chance vi har,” fastslog hun, imens hun en sidste gang rettede på sine klæder. Sikrede sig at alt sad ikke blot som det skulle, men perfekt. Den lillehvide kjole var broderet med silhuetter af ikonisk arkitektur fra Doomsville og Sunfury, hvor imellem der symbolsk var illustreret broer. Diamanter glitrede på hendes skørt, som om det var blevet dyppet i de stjerner, de lige havde diskuteret at sælge som varer.
Om hendes skuldre hvilede en tynd kappe i sartgylden silke broderet med liljer. Helt unødvendig i varmen, men når man ikke blev påvirket af temperaturer var det eneste mål en sammenhængende æstetik. Håret var som sædvanlig sat ærbart op og gemt af vejen, i dag under slør, der glitrede som om det var vævet af månelyset selv. Genevira var sært lettet, da hun rettede den sidste del af sløret så det også dækkede det meste af hendes ansigt. For det første var der som den helgenskikkelse hun udgjorde en vis styrke i at svøbe sig i en kappe af mysticisme. For det andet og på et mere personligt plan, var der dog også en vis tryghed i at, når hun ikke vidste, hvilken reaktion hun skulle forvente fra Valentine, at han ikke i første omgang ville kunne se direkte på hendes ansigt.
Liljekransen blev placeret som den altid gjorde i officielle anliggender.
Det varede ikke ret længe, før den strålende hvide vogn pyntet med liljer i bladguld og trukket af snehvide heste indfandt sig på gårdspladsen foran Sunfury slot. En række af de tjenestefolk, der havde rejst i en anden vogn sammen med følget stimlede nu og sørgede for at deres herskerinde mødte Sunfury med værdighed. Genevira trådte ud af vognen til bukken og skraben fra sine egne tjenestefolk, der havde taget opstilling som til en teaterforestilling. Trods det sene tidspunkt syntes en vis mængde tilskuere at have fundet ud af, at et alliancemøde skulle finde sted. I hvert fald havde en vis folkemængde samlet sig. Nok mere for at se deres egen konge og reaktionen på hende, end for at se hende i egen person. Alligevel vinkede Geneviratil dem, idet hun med svævende lydløse skridt krydsede gårdspladsen.

Outfit (desuden er fletningerne i hans hår vævet med gyldne tråde).

Det var en smuk aften. Lun som de havde tendens til at være, når man boede i solens by. Det eneste som manglede var månen. Gemt væk bag de eneste skyer på himlen den nat, lod månelyset sig kun vise sporadisk, næsten som om, at den massive kugle af lys frygtede, hvad end dens lys måtte afsløre i byen under sig. Men spurgte man byen, ville den fortælle, at der var intet at frygte. I stedet var der kun glæde. For kongen havde ventet længe på denne nat, og nu var det endelig tid. Slottet summede af liv, og på trods af de sene timer så lod det til, at stort set hele Sunfury havde holdt sig vågen. Bare for at få et lille glimt. En smagsprøve… af Dem.

Det hele var egentlig startet ganske simpelt. Ikke længe efter Elizabeths rejse havde Valentine modtaget et brev, som havde vendt alting på hovedet. For selvom han ikke havde været et sekund i tvivl ved synet af det officielle stempel fra Doosmville, og det nyligt anerkendte liljesymbol, så fortalte den øvede håndskrift ham alt, hvad han behøvede at vide. Brevet indikerede formelle omstændigheder som hele årsagen bag mødet, men dødssynden havde ikke kunne sige sig fri for at læse mellem linjerne, og straks se en helt anden grund til at mødes. Ikke desto mindre var en officielt aftale hurtigt blevet stablet på benene, og Valentine havde brugt tiden på at tælle dagene og forberede sig på bedst mulig vis - både som konge af Sunfury, men helt sikkert også som en længselsfuld elsker desperat efter flere måneders tvungen adskillelse (at fraværet var hans egen skyld, nævnte historien ikke noget om).

Natten var endelig oprandt, og selvom det havde været en fornuftig idé at sove lidt længere den morgen, velvidende dette møde højst sandsynligvis risikerede at vare det meste af natten, så var dødssynden for én gangs skyld vågnet relativt tidligt. Det havde heldigvis givet ham og resten af slottet rigeligt med tid til at færdiggøre alle forberedelserne, hvilket viste sig mere end nødvendigt, da kongen for en gangs skyld ikke havde sparet på noget. Liljer i massevis var blevet fragtet til Sunfury, og udover de sædvanlige vidunderligt smuke blomsterdekorationer som havde prydet slottet siden Valentine overtog rollen, så befandt der nu buketter i hvert et rum med smukke, hvide liljer. Desuden var der forberedt alle de ting, som han huskede bedst. Fade læsset med eksotiske frugter i massevis, skåret og formet i de mest absurd kunstværker, man kunne forestille sig. Mængdevis af petit fours, chokolade og andre lækkerier som Valentine havde bemærket Genevira nyde i deres tid sammen. I korte ord; mad, drikke og pynt nok til at gøre selv Frådseri en anelse jaloux på hele arrangementet. Det havde da heller ikke været nemt at overtale søsteren til at blive hjemme denne nat - endnu mindre, da det gik op for dem begge, at en ganske særlig dæmon havde tænkt sig at dukke op i selskab med herskerinden. Heldigvis havde Valentine  altid “storebror” kortet at falde tilbage på, så efter en vis mængde protest havde søsteren, samt andre involverede søskende, endelig trukket sig og ladet ham være alene til de sidste af hans egne forberedelser.

Mange timer senere befandt han sig endelig ud på gårdspladsen, og betragtede ivrigt, hvordan kareten færdiggjorde sidste del af turen op mod slottet. Egentlig havde han overvejet at vente inden for… lade dem møde ham i tronsalen. Ophævet og mægtig, som han gerne fremstod. Men iveren var simpelthen blevet for meget. Så han havde i sidste øjeblik besluttet at møde dem på halvvejen, på gårdspladsen, sammen med det halve af Sunfury lod det til. Men meget modsat Genevira var det ikke noget, som han havde øje for selvom han sædvanligvis nød opmærksomheden. I stedet var hans blik udelukkende rettet mod hendes skikkelse, som pludselig gled frem i mørket. Så smuk. Så vidunderligt smuk. En brud af natten med sin krans af liljer, sin hvide kjole og sit tynde slør, som glitrede himmelsk i skæret af månen, som lod til endelig at være kommet frem fra sit skjul. Og ved hendes side en dæmon. Lige så nobel og stolt, og mindst lige så velklædt som broderen havde været. Valentine forstod hurtigt, hvilken skønhed hun havde fundet i sit eget udødelige væsen. En skønhed havde måske været mere tilbøjelig til at udforske, havde de været alene. Men for nu var hans opmærksomhed rettet mod duoen som en helhed. Armene bredte sig ud, inviterede, med sløret svajende bag sig, som han bød dem velkommen. Et blændende smil, samt et par klare, blå øjne og en varm, behagelig stemme, ville være det første som mødte gruppen, som de langsomt men sikkert kom ham i møde.

“Lady Isherwood!... Lady Gray!... Welcome to Sunfury!”

Badet i skæret fra månelyset, placeret ved toppen af trapperne som ledte op mod slottet, og prydet med gyldne detaljer fra top til tå, måtte han uden tvivl tage sig ud, præcis som han følte sig det øjeblik. Som en gud. Klar på at modtage sine disciple. Sine tilbedere. Men der var kun én, som han ville have.

Hele vejen henover gårdspladsen var Genevira sig det på én og samme tid behageligt og pinligt bevidst om, at hun blev iagttaget. Af folkemængden ja, men vigtigere og mere presserende af ham. For der stod han. Ved toppen af trappen. Om muligt endnu smukkere end Genevira nogensinde havde set ham. Det kunne altså konstateres, at det royale liv klædte Valentine yderst godt. Måske var det fordi, han virkede så meget i sit es. Det forekom naturligt, at han var der hvor han var. Han var sikkert lige så bevidst om mængden, som Genevira selv var det, men han virkede så afslappet med alt opmærksomheden, at han lige så godt kunne have stået på sit eget værelse. Selv her fra på afstand virkede hans udstråling lige så varm og indbydende som hun huskede den og Genevira blev et øjeblik overvældet af den pinagtige ungpigetrang til at løbe resten af vejen og kaste sig om halsen på ham. Men nej, hun kunne ikke tillade sig at tabe ansigt. Hverken foran folkemængden, foran lady Gray eller foran Valentine selv. Og det han havde gjort hende ved at forkaste alt hendes affektion så pludseligt og uden videre stod nu i skarpere relief end nogensinde før. Ved igen at værre nær ham stod det hende klarere selv end det var gået op for hende i sin vrede og sårethed, at hele hans udstråling med lethed kunne være skuespil. Måske var hans varme slet ikke til ære for hende, men for folket, som han trods alt vel stadig havde et behov for troede på ham som den godhjertede og generøse konge, han måske slet ikke var. Hun stilnede den del af sit for længst døde hjerte der øjeblikkeligt ønskede at tilgive alt, ville have modtaget enhver undskyldning han kunne give hende og glædeligt have bebrejdet Elizabeth for et hvilket som helst af deres problemer, inklusiv ondskabsfuldt at have flået dem bort fra hinanden. I stedet huskede hun sig selv på, at hun var her udelukkende af forretnings og alliancemæssige årsager. Dette var ikke for hende, men for folket. For begge folk faktisk. For faktum var, at Sunfury også ville få noget ud af det her foretagende. Ergo var det retfærdigt. Således styrket i troen på sit eget formål fortsatte hun værdigt og tavst det sidste stykke hen af gårdspladsen, ind til hun standsede op på trappen nogle trin under, der hvor Valentine stod. Hun nejede en flydende bevægelse. Godt nok var de af samme rang rent systemisk nu, men i sin hjemstavn fortjente en royal at blive mødt med respekt.

”Your Grace. I thank you for meeting with us. May the heat burn away all selfishness in our hearts and the water for our people be plentiful and clear,” sagde hun formelt. En gammel hilsen, hun havde lært sig gennem mange timers studier af Sunfurys kultur. Solens styrke som et sandhedsvidende før forhandlinger var alment anerkendt, men solen kunne hun af gode grunde ikke referere direkte til, så hun havde modificeret den en anelse. Vandets dyrebare kvalitet i en ørkenby var dog åbenlys og referencen til at disse forhandlinger var for folkets bedste var simpel.
Imens hun talte studerede hun, gemt bag sit slør, hans ansigt i søgen efter skjulte tegn, hvad som helst der kunne fortælle hende, at Katrinas ord fra for så længe siden havde været sande. Genevira fandt intet.

Sunfury var ikke staden Lady Gray færdes mest, en fjern slægt mindre indavlede af familiens grene fandt sig i ørkenen, men de kendte Lena kun fra portrætter. Selv Gray familiens højtids baller kunne ikke introducere alle og en hver med et skummelt stamtræ. Desuden fandt hun varmen, uden perleøens hav som komfort, en bedrøvelig situation for de med bleg hud og en latterlig mængde sort hår, gemt under tykkere stof end alment. Måske det var vist ikke at medbringe en familiar, hvor udmattende end dette måtte være med kattepels.

Men smukt var paladset under nattehimlen, og spøjs var ekstasens af folket omkring dem. Geneviras samling i Doomsville var en ting, Synfurys borgere dog, var så vidt dæmonen havde læst sig til, ikke selvidentificerede symbolske børn af denne konge. Nej mon sådanne påstande overhovedet vil gå an eller ville de hænges for bagvask mod monarkiet? Et spøjst nyopstået monarki med… Juniper i relation? Mon abbedisserne nu så sig forlegne? Akademiets hvidhårede skamplet, nu en prinsesse? Hvor ironisk…morsomt næsten… ikke mindre intimiderende dog… Juniper Graceling? I nærheden af sådan magt? Jah hvis denne Lord Bousquet havde lige så sindsforvirrede effekt på folket som Jun på Caleb og en vis benægtende tvilling, var det forvildede publikums reaktioner ikke et under. Dårligt nok levende så skikkelserne ud… som Lord Gracelings Marionetter, i brede smil og halvt foruroligende blik.

Og så kom han til syne… en stund kunne hun have forvekslet kongen for sin elskerinde, for en stund var dæmonens hjerte ved at lyse i råddent et skær… Fixeret på denne sære mand var hun, Caleb havde for engangs skyld ikke været forkert på sine beskrivelser. Almindelig vis var broderens ord ikke just til at tage for alvor, medmindre subjektet kunne sammenlignes med en sok. Men her stod han foran hendes, selvangiveligt langt visere øjne og… glemt for et split sekund var hendes bevidsthed om folkets blik, slaverne hun uden god vilje godkendte som gave, den sære klaustrofobi der sneg sig tættere og tættere. Forgabt i mysteriet af den mystiske lord, observerede hun en stund sin herskerinde og den potentielt gale konge, som deres blikke mødtes i noget der kunne ligne godt skjult ømhed.

”Thank you for your kind hospitality, Lord Bousquet. And may these lovely stars bless our endevours and unions, Doomsville sends its regards”

Den halv sære velsignelse var i sandhed en hun på stedet digtede op i sin dæmon forvirring. En eventyrlig klang havde det vel og stjerner virkede for an vampyrinde passende et symbol, resten lige prætentiøst nok til den højtidelighed forventet af dem.

Som de to herskere tog sig til deres private forhandlinger, vil hun afvente ordre i paladset. Paladset, som føltes mere og mere fængslende jo tættere de kom.

Valentine kunne næppe frasige sig at være mere eller mindre på fuldstændig bar bund, da begge kvinder pludselig stod foran ham og præsenterede hver deres formelle hilsen, den ene mere kryptisk end den anden. Muligvis huskede han et eller andet sted at være blevet introduceret til Sunfury’s gamle hilsner og traditioner, men det var ikke ligefrem fordi han havde lagt ret meget vægt på at memorere ret meget mere end det, som han i forvejen vidste kunne tillades som adelig. Men det havde hun... selvfølgelig havde hun det. Genevira var intet mindre end perfektionistisk, og det gav kun mening, at hun ønskede at gøre det bedst mulige førstehåndsindtryk - selvom de nu havde adskillige indtryk at falde tilbage på. Valentine lod sig heldigvis ikke slå ud af noget så simpelt som lidt gammel poesi, men tog i stedet trøst i det faktum, at han ejede en ganske naturlig flair for det med ord. Måske var det medfødt? En egenskab som skulle gøre det nemmere at overtale folk, når det kom til at synde? Nej, sådan måtte han ikke tænke. Ikke nu. I stedet brugte han de få desperate sekunder som kunne indhentes, imens damerne fik talt færdigt, til at lade tankerne flyde. Og da det endnu engang blev hans tur til at tage ordet, svarede han da også med en selvtillid, der på ingen måde burde indikere, at alt hvad han sagde fremover var brygget sammen på mindre end 30 sekunder.

“Ah… Yes. And may the night sky and its light of a thousand stars bless both of our cities. May the moon let her energy flow and touch every soul with her grace… and may this night be as rewarding as it is beautiful for the both of us.”

Hvad end det egentlig faldt i god jord eller ej, lod han ikke damerne mange sekunder om at overveje. I stedet gled dødssynden helt naturligt videre i teksten, og bukkede ganske let som svar til Geneviras nejen inden, at han rettede sig op igen, stadigvæk værende ét stort smil. Han kunne nemt have stået meget længere, beundrende over Geneviras voksende skønhed, samt dæmonens kreative og skønne udfoldelse rent tøjmæssigt, men måtte i sit stille sind minde sig selv om, at Sunfury trods alt stadigvæk så med. Ro. Det var, hvad de manglede. Så meget at tale om!

“Thank you both for the kind words, My Ladies. It’s an honor to have you here. I know you’re probably rather tired from such a long journey, but I do hope you’re still up for our meeting tonight?”

De blå øjne funklede om kap med de hundredvis af gyldne smykker og ædelstene, som dansede rundt under nattehimlen, ved Valentines mindste bevægelse. Som da han begejstret klappede hænderne sammen, da Genevira valgte takke ja til at fortsætte deres aften, og han derved kunne gå videre med nattens plan.

“Wonderful! Shall we, My Lady? Oh! And will your dear friend, Lady Gray, be joining us? Or is is just... the two of us?”

Efter at have sikret sig, at Geneviras lille dæmoniske følgesvend ikke skulle med dem videre, vendte han atter opmærksomheden tilbage mod Doomsvilles nyvalgte messia. En arm, som enhver ordentlig gentleman burde, blev tilbudt hende, og valgte hun at acceptere, som han håbede, ville Valentine roligt vinke farvel til byen under dem for så at føre dem begynde turen gennem paladsets oplyste gange. Valgte Genevira at takke nej, ville armen glide på plads igen, og Valentines ville i stedet nøjedes med at holde sig tæt ved hendes side, som han ledte dem videre, stadigvæk ikke uden at vinke farvel til både byen og Lady Gray.

Var der en sært romantisk undertone i Valentines ord? Havde han fundet på denne hilsen blot til hende lige netop i dette øjeblik? Eller var det en hilsen hun blot ikke kendte til før nu? Genevira måtte trække vejret forsigtigt et øjeblik og minde sig selv om ikke at løbe til forhastede konklusioner. Dette var måske nok en genforening, men det var en genforening med et politisk formål. Det ville være dumt at antage mere. For hun ville sikkert kun ende med at blive såret, ligesom sidst. Valentine havde ikke engang været adskilt fra sin tidligere hustru særlig længe og her stod Genevira allerede med en fod halvvejs udover den metaforiske afgrund en genoplivning af det, deres tidligere forhold engang havde været. Hvis det forhold overhovedet eksisterede andre steder end i Geneviras eget hoved. Det var bedre at fokusere fuldt ud på politikken og ikke formode noget, som Valentine højst sandsynligt ville være uenig i, hvis hun havde haft modet til at spørger ham. Det havde hun dog ikke.

Genevira nikkede kort.

”Lady Gray will be joining us later. Presently I should think we have things to discuss regarding the future of our cities and our people,” erklærede hun med mild ro. Ikke i tvivl om at Madelena Gray ville finde en eller anden måde at bruge sin tid konstruktivt eller i hvert fald underholde sig selv. Genevira kendte hende godt nok efterhånden til at vide, at en bygning fyldt med så meget historie som Sunfury’s palads ville have tiltrukket Lady Gray uanset hvad.
Således ønskede hun lady Gray en god aften for nu og fulgte med Valentine. Hun tog ikke imod hans arm. Selvom det var en fristende tanke at mærke hans varme igen. Men det sendte de forkerte signaler, så i stedet foldede hun hænderne foran sig og svævede af sted ved siden af ham.
Allerede i indgangshallen slog den energi der var puttet ind i at fremstå imponerende hende i møde. Hallen var rund og klart hvidt sten ligesom de fleste bygninger i Sunfury, sandsynligvis for at undgå at bygningsværket optog varme fra solen. Solen….den var overalt. En guld og topas mosaik i gulvet illustrerede hvordan Elona Dal satte solen på himlen. En frise i væggen løb hele vejen rundt i det runde rum med scener af, hvordan solen som livgivende og beskyttende kraft hjalp Sunfurys befolkning. Langs væggene stod statuer af malet marmor af Sunfury’s tidligere konger eller dronninger. Alle tunge af symbolik, men Genevira vidste kun nok til at kunne navngive et par stykker. Mest i øjenfaldende var, at den plads, der sikkert var reserveret til Fenrers statue var tom. Havde de ikke konstrueret den endnu? Af angst for at gøre hans død til virkelighed? Eller var den blevet fjernet?
Genevira nåede ikke at tænke meget over det, før de gik videre. Mængden af liljer der faldt i hendes øjesyn fra diverse vaser over det hele, fik næsten Genevira til at le. Så han forsøgte altså at få hende til at føle sig velkommen? På sin egen måde,
Som det også havde været i hans hus for længe siden var væggene fulde af kunst. Her var meget dog noget, som Genevira ikke havde ham mistænkt for at sætte op. Malerier af slag, skildringer af diplomatiske møder. Nej, alle skildringerne af smukke ting, steder og personer, var meget mere ham selv. Igen var det underligt tydeligt at alle portrætteringer af Fenrer og Elizabeth manglede.
Sørgede han? Eller kunne han ikke længere døje sin tidligere hustrus ansigt? Genevira skammede sig i stilhed over den tilfredshed, hun følte ved den sidste tanke.
Den unge blonde kvinde der figurerede på flere af Valentines egne portrætter var ikke nogen af føle blot et gran jalousi over. Tydeligvis en søster.
Efter at være gået i lang tid, hvor Genevira følte, at hendes mund havde lukket sig sammen trådte de igen udenfor. Denne gang befandt de sig på en enorm balkon med udsigt over paladsets endnu mere enorme og farvestrålende haver. Hvordan fandt de vand nok? Hun kunne dufte dem herfra.
Over dem glødede uendelige mængder af stjerner. Et øjeblik var hun så optaget af naturen omkring sig, at hun slet ikke lagde mærke til det overdådigt dækkede bord til to, der stod midt i det hele og strålede uvirkeligt.
Pludselig lidt nervøs, satte Genevira sig ned i den ene stol. For, hvad i alverden var det her egentlig? Hun havde følt sig så klar og nu var hun næsten tom for ord.

”It’s good to see you again. You have done well for yourself evidentally,” sagde hun endelig, samtidig med, at hun vovede forsigtigt at fjerne sløret fra sit ansigt.

Egentlig ganske tilfreds med tanken om at have Genevira helt for sig selv, fandt han ingen problemer med at lade dæmonen være tilbage, som de gled videre mod deres næste mødested. Jo, familien Gray havde ganske vist pirret hans nysgerrighed, men denne aften ønskede han udelukkende fokus rettet mod noget af det, som han ikke havde haft mulighed for at beskæftige sig med i noget nær den grad, som han havde gået og drømt om, det seneste års tid. Desuden var det trods alt ikke så forfærdeligt længe siden, at han havde haft fornøjelsen af at lege lidt med en ganske særlig pyntedukke af en Gray, så han vurderede, at Madalena sagtens kunne vente lidt endnu. Han havde dog allerede en klar idé om, at søsteren ville vise sig noget anderledes at håndtere end sin sokke-fikserede tvilling. Tanken frembragte et kortvarigt smil hos dødssynden, som han mindedes den langsomt voksende samling af nydeligt dekorerede sokker, som det møde havde startet. Det var åbenbart ikke helt ufarligt at omgås en Gray.

Valentine nikkede bekræftende til Geneviras ord, og lod derefter kvinderne tage en hurtig afsked inden, at han selv ønskede Lady Gray en god aften. En anelse skuffet over manglen af den fysiske berøring kunne han ikke undlade at føle, men tog det med oprejst pande, som parret gled gennem slottets forgyldte haller, der lod til at tage pusten fra de fleste. Selv havde han da heller ikke kunnet undlade at mærke begejstringen og ærefrygten de første par gange, han havde besøgt slottet i jagten på Elizabeths hånd. Men med tiden var det som om, at detaljerne var gledet en anelse i baggrunden for ham. Jovist, han havde da gjort sit for føle sig mere hjemme, og havde også været hurtig til at fjerne de værste af beviserne af slottets tidligere indehavere, men alligevel kunne han stadigvæk tage sig at længes efter sine egne private gemakker gemt væk længere ned i Sunfurys gader - hvor alting var hans. Nøje udvalgt og særligt indrettet. Hvor alting ikke handlede om historie, folket eller den forbandede sol, hvis skønhed han tog sig selv i at forpeste nu og da, som den lod til at fylde mere end han selv gjorde i folkets øjne. Statuen af Fenrer - eller rettere manglen på selvsamme statue - skyldtes dog mere held end forstand. Elizabeth havde selv været i tvivl til starte med. Produktionen ville betyde et endeligt. En slutning hun ikke var klar til at håndtere. Så de var blevet enige om at vente til hendes rejse var slut. Nyheden om, hvorvidt Fenrer fandtes død eller levende, var trods alt altafgørende for byggeriets fremtid. Og nu lod det - desværre - til, at byggeriet ikke ville have mulighed for at fortsætte det næste meget lange stykke tid med Elizabeth ude af billedet. Oh ve… Oh well.

Som de nåede havestykket for enden af turen, trådte Valentine hurtigt hen mod den stol, som Genevira lod til at have udset sig. I en rolig bevægelse trak han let stolen ud for hende, ventede til hun satte sig og hjalp hende så på plads igen inden, at han fandt sin egen plads. Afslappet gled benene over kors imens, at han lænede sig tilbage i stolen for maksimal support. Det kunne godt give en øm ryg at bære de fleste af hans outfits en hel dag, da mængden af guld og ædelstene havde det med at veje mere end de fleste turde drømme om. Men han havde efterhånden lært små tips og tricks, som gjorde det en anelse nemmere at klare sig igennem dagen og natten, imens man bevarede mest muligt af det udvalgte look - og her var en god rygstøtte essentiel. De blå øjne fæstnede sig lynhurtigt ved synet af den blege hud, som pludselig kom til syne, da hun valgte at fjerne sløret. Det tog ikke mange sekunder at konstatere, at hun lignede sig selv. Ikke så meget som en rynke eller andet, der fortalte om tiden siden deres sidste møde. Åh, hvor han dog misundte den evige ungdom. Udødelighed mod hans eget… ja, hvad var han? Det var aldrig lykkedes ham at finde et passende svar. Som resten af de andre søskende, havde han næppe andet valg end at se, hvad fremtiden bragte. Men én ting var sikkert. Han havde ikke tænkt sig at se passivt til, skulle kroppen pludselig begynde at falme for øjnene af ham.

“It is good to see you as well… and yes, I guess you could say that.”

For at sige tingene mildt i hvert fald. Valentine havde trods alt opnået mere end de fleste nogensinde turde drømme om. Magt. Rigdom. Indflydelse En hel by under sig. Et kongerige klar på at føje hans mindste vink. Hvad mere kunne man ønske sig? Som Grådighed havde han næppe kunne forlange meget andet. Og alligevel… mærkede han den. Snigende som altid, voksede behovet sig større dag for dag. Behovet for mere. Hvad end dette mere måtte være. Det meste af tiden havde han knapt selv en idé. Men denne aften, som han sad der og betragtede hende, havde han måske egentlig en idé om, hvad det kunne være. Men… det ville han aldrig kunne indrømme. End ikke overfor sig selv. Ikke nu i hvert fald. Så i stedet fulgte han op på spørgsmålet. Fortsatte dialogen og nød lyden af hendes stemme efter lang tids stilhed.

“But so have you, I’ve been told. The new hope of Doomsville.” han lagde hovedet en anelse på skrå, nysgerrigt, men lige akkurat nok til, at kronen ikke fik overvægt. “It suits you… just as I thought it would.”

Midt i det hele stod pludselig en skikkelse for enden af bordet. En ung, velklædt tjener med en flaske vin mellem hænderne. Rødvin som var bragt til bordet denne aften, velvidende den havde muligheden for at komplimentere de fleste af de massevis af delikatesser spredt ud over bordet mellem dem. Genevira, blev som den første tilbudt noget af vinen, men Valentine var dog hurtigt til at byde ind.

“If you’re not in the mood for wine, I have something else. I’m afraid it won’t be as… freshly harvested… as some of our earlier encounters, but as far as I recall, shapeshifter’s your favorite. Correct?”

Siddende på stolen ved det overdådigt dækkede bord i omgivelser der mest af alt mindede hende om noget fra et eventyr ønskede Genevira et øjeblik ikke andet end bare at kunne give slip på alting og rent faktisk kunne nyde Valentines selskab og deres drømmescenarieagtige omgivelser i deres helhed. Men hun var her med et formål og det kunne hun ikke undse sig, ligegyldigt hvor fristende det var. Der var dog også noget andet, der holdt hende tilbage fra denne fristelse. Noget, der gjorde det nemmere at lade være, næsten og chokerende nok var det faktisk Valentine selv. Det var ikke fordi hun ikke ønskede at række henover bordet og tage hans hånd i sin egen, tvært imod, men Valentine virkede så afslappet og i sit rette element, at hun ikke kunne andet end at tolke det, som om han på ingen måde havde lidt under de samme kvæler, som hun selv havde. Han havde ikke nævnt deres lange adskillelse med et ord, end sige undskyldt for pludseligheden, som han sidst havde taget afsked med hende med. I og for sig var det ikke som sådan overraskende for Genevira. I de lag, hvor de nu begge bevægede sig var det åbent at indrømme en fejltagelse ofte ensbetydende med at tabe ansigt. Således skulle et fejltrin enten fejes under gulvtæppet eller fordrejes på en måde, så det kom ud som en fordel. Og i og for sig var der el ikke engang tale om et fejltrin. Han havde giftet sig klogt, det kunne hun ikke fortænke ham i, givet at hele hendes opvækst havde inprintet hende vigtigheden af netop det samme. Det betød bare ikke, at det ikke havde gjort, og stadig gjorde, ondt.
Det måtte for alt i verden ikke kunne ses på hendes ansigt. Heller ikke selvom hun et øjeblik sad og følte sig helt tung og utrøstelig.
Takket være en livstids øvelse i ikke at træde folk over tæerne formåede lady Isherwood alligevel at smile sit milde, men fjerne signatursmil.


”The people are the hope of Doomsville. I am merely a tool to bring us towards a brighter more fruitful future,” sagde hun roligt med et udtryk, der havde fået presset magten nedover sig og nu kun bar den af ren og skær pligtfølelse. Ikke at dette var sandt, men Genevira havde været meget effektiv i sin overbevisning, ikke mindst af sig selv.
Genevira takkede høfligt nej til vinen, givet det, de skulle diskutere, ønskede hun at holde sindet så klart så muligt.
Hun vendte blikket tilbage til Valentine.

”You are correct. A generous offer. And one I will take you up on, thank you,” sagde hun.
Da tjeneren endelig var forsvundet fikserede Genevira Valentine med et uudgrundeligt mørkt blik. Næsten sort i aftenmørket.

“Once again I thank you profusely for agreeing to this meeting. I take it that you, as I have, see the benefits cooporating would bring each of us and the people whom we serve.”

Hun tog en dyb indånding.

”It is no secret that events in Doomsville have left my coffers running low. I have more respect for you than to lie or to dance around the fact of the matter. I need your financial aid in rebuilding and improving for the sake of my citizens. For any fondness you may once have born me I implore you to look upon this, admittedly brazen, request with kindness,” startede hun ud. Følte sig øjeblikkeligt mere sikker. Politik kunne hun fjerne fra sin egen sorgfuldhed og dermed var det nemmere at diskutere.

”I do not have the audacity to come to you empty handed of course. In return I offer you Doomsvilles aid in any conflicts that Sunfury may find itself in. Futhermore I offer you part of the produce of our surrounding farms and feels. Being that Sunfury is a desert city I think you shall find this contribution most valuable in assuring that your people are fed.
Regarding the products of Doomsville I can grand you reduced fees when importing goods from our city. These including fine textiles, expertedly crafted wood and leatherwork and, should you need it, furs from the animals of our surrounding forests.” Som hun talte kom en række af hendes eget medtagende følge slæbende med trækister fulde af eksempler på de nævnte vare, således at Valentine selv kunne inspicere.

Genevira modstod trangen til grave fingrene ind i sine håndflader i undertrykt angst og afventede hans respons med et roligt afmålt udtryk.

Valentine betragtede hende smile. Lyttede til ordene, der forlod de kolde, bløde læber, hvis sarte farve han følte behovet for at dække med sine egne gyldne. Ordene lød ikke som hendes. Præcis som smilet ikke føltes ægte. Genevira, som sad på modsatte side af bordet, virkede stærkere end nogensinde før i sin nye rolle - og alligevel så utrolig skrøbeligt. Som om vægten af titlen hang over hende, lige så tynd og usynligt som det slør hun bar, men tungere end man overhovedet kunne forestille sig. Ikke engang Valentine. For hvor han havde taget kronen ganske frivilligt, så bar vampyrens historie stadigvæk en del mysterier bag sig. Ingen tvivl om, at hun havde været tæt med Sean McGivens. Hun havde altid talt varmt om dæmonen - så meget, at Valentine ofte havde mistænkt deres forhold for at være mere end blot arbejde på trods af hendes gentagne insisteren på, at den slags aldrig ville finde sted. Alligevel havde det været hende og ingen andre, som arvede byen, da han pludselig trak sig. Havde hun vidst det? Havde det været planen hele tiden? Da tanken første gang ramte ham, havde han følt sig bedraget. For det betød, at hans ægteskab til Elizabeth i virkeligheden var unødvendigt. At de aldrig havde været nødt til at skilles. At han havde ofret sig selv helt unødvendigt. Men selvom tanken stadigvæk legede i hans sind denne aften, så kunne han ikke undgå at mærke tvivlen komme krybende ved synet af den krakelerede overflade. Måske var det derfor han svarede, som han gjorde.

“You are no mere tool, Genevira. You are a light in the dark for the people lucky enough to call you their ruler… and you shine brighter than they ever will.”

Tjeneren, som for et øjeblik måtte bistå det overraskende følsomme scenarie fra kongen, blev hurtigt sendt af sted, så snart Genevira havde accepteret tilbuddet om noget andet at drikke - dog ikke uden at fylde Valentines eget glas før, at han forsvandt. Genevira spildte dog ikke tiden, og da de endelig var alene lod det til, at hun havde andre tanker end at fortsætte hyggesnakken. Ah ja, forretning. Det var vel egentlig derfor de sad der var det ikke? Det havde hun i hvert fald skrevet om i brevet. Han lod hende fortsætte. Lyttede opmærksomt til hendes salgstale, og tillod sig samtidig at smage på nattens vin, som han med stor tilfredshed kunne konstatere var lige så udsøgt, som da han havde smagt den i forbindelse med forberedelserne. Og som samtalen skred frem kunne man måske også have lyst til at give Genevira ret i hendes mistanke om, at Valentine tog det hele lidt for pænt. Som han sad der, mageligt placeret i sit velpolstrede sæde, med sit sædvanlige varme smil, så han trods alt strålende ud som han havde for vane at gøre. Men… en særligt opmærksomme gæst kunne måske være hurtig til at opfange de små revner i den ellers blankpolerede overflade. De intense lyseblå øjne, flakkede, som om de ledte efter noget at fokusere på, som ikke lige var Genevira. Og så var der smilet, der måske alligevel ikke helt nåede øjnene. Urolig i sin stol tog han distræt endnu en god slurk af sin vin, der pludselig virkede til at fylde hele munden på en særdeles ubehagelig måde. Tung var den i hvert fald at sluge. Men hvorfor?

Som grådighed burde han være i sit es. Dette burde være tidspunktet, hvor hans interesse for alvor blev vakt - og det gjorde den. Men for en stund var det alligevel som om, at hans tanker havde svært ved at fokusere på ret meget andet end det faktum, at hun omtalte hans følelser for hende i datid. Som om, at det var slut. Havde han ventet for længe? Eller havde hun haft svært ved at se meningen bag hans royale ægteskab? Ikke just ting, som han kunne spørge om lige nu. Desuden noget helt instinktivt, som forbød ham at undersøge det nærmere. Noget mørkt og forpint, der vred sig ubehageligt ved tanken om, at hendes følelser havde den slags virkning hos ham. For var der noget Valentines opvækst havde lært ham, så var det, at affektion kun var noget, som man gjorde sig fortjent til. Som noget der kun kom i form af begær eller belønning eller begge dele. Kærlighed var en illusion. Forhold var i virkeligheden ikke andet end instinkter og drifter, som drev folk sammen, og som favoritter blandt ens ejendele, så fandt man som oftest en yndling eller to. Andet havde han aldrig oplevet. Ikke personligt. Søskendeflokken var et glimrende eksempel på, at “kærlighed” var magt. Du var intet uden. Selv kulten havde vist ham, at han ikke kunne forvente andet. Han havde været som et stykke legetøj, delt ud mellem de voksne. Hans krop kunne bruges, hans sind kunne udforskes. Så længe interessen var der, så kunne man bruges. Og Genevira havde uden tvivl fanget hans interesse, selvom han stadig havde svært ved at forstå hvordan. For han ønskede ikke at bruge hende. Ikke på samme måde, som med alle de andre. Hun var særlig. Og det gjorde det hele meget værre.

Det var her, fordybet i sin tankestrøm, at han blev opmærksom på en bunke tjenestefolk, der pludselig kom væltende. En af dem bragte ham en kasse med skind. Dovent lod han en ledig hånd glide over den velholdte pels. Kanin. Så blød og fin, at man næsten kunne forestille sig, at resten af dyret lå gemt nede i kassen. Dødssynden så op mod himlen for en stund inden, at han svarede.

“What about slaves?… As far as I remember you have an excellent market going on, but even Doomsville won’t be enough to offer housing and jobs for every poor soul while you rebuild. Meanwhile I’m thinking of terminating the ban installed by Fenrer, thus making way for a whole new line of jobs and opportunities here in Sunfury. For your people as well as mine.”

Endelig lod han blikket glide tilbage til Genevira. Udtrykket var ganske vist blevet mildere, men det var med samme ophøjede ro, at han fortsatte.

“I never left Doomsville with the intention to stop caring for you… so I’ll be honest. Despite your offer seeming quite generous, having to pay for import twice just seems a little… much? Because not only would I be contributing to the funding of those wares, I would also have to buy them for my own city - at a discount, of course. Allies are always important as well, but again, Doomsville would gain more by actually getting a deal with its first major city. Food is a sacred resource, but with the elves this close, we’ve secured some pretty stable trading…”

Han tog en pause. Ikke videre begejstret over tanken om at slå hendes håb ihjel på den måde. Men på den anden side, så havde hun vovet sig ud i en handel med Grådighed - og ingen havde nogensinde påstået, at man slap billigt fra den slags.

“... How much is it that you’re asking for? Financially? Because I want to help you… but thinking of Sunfury, I’m afraid I might need more.”

Et sted i det fjerne nærmede skridt sig hastigt. Sikkert tjeneren fra før med nye drikkevarer, nåede dødssynden at tænke inden, at han drak det sidste af sin vin, afventende Geneviras reaktion.

Blikket der fastholdt Valentine, så intenst mildnedes en smule ved hans ord.

”You never did run out of kind things to say. Thank you, you are most kind, your grace,” konstaterede hun stilfærdigt. Det var ikke uden en vis sorg, at Genevira nu reflekterede over dette. Hvis du virkelig synes sådan, hvorfor gik du så din vej, som om jeg var en beskidt klud? Var det første, hun nåede at tænke. Og så, tænkte han overhovedet sådan eller var det bare en almindelig høflighed fra en hersker til en anden? Havde han nogensinde ment noget af, hvad han havde sagt og skrevet. Eller havde han bare siddet og ventet på en der var yngre og mere blond? I guder, nu lød hun som Abigail… Et øjeblik måtte vampyren bruge på at tage en dyb indånding og få styr på sig selv. I dette øjeblik observerede hun samtidig Valentine, der pludselig virkede meget langt borte på trods af, at han sad på den anden side af bordet. Selv efter så lang tid adskilt fra hinanden, kendte hun det flakkende undvigende udtryk alt for godt. Hun kunne ikke sige, om det var på grund af et livserfaring med at skubbe sine egne følelser til side og i stedet overprioritere andres, eller om det skyldtes, at båndet mellem dem rent faktisk stadig eksisterede, men næsten før hun vidste af det havde hun, måske noget overilet rakt ud efter ham, strejfede hans hånd med sin egen og betragtede ham et for en stund med en bekymret rynke mellem brynene.

Hvor forsvandt du hen? spurgte hun ordløst, før det lod til at gå op for hende igen, hvilken situation de sad i og hvad der var på spil. Hvilken attitude der givetvis måtte opretholdes. Hun lænede sig tilbage i sin stol og trak hånden til sig.
Hans næste ord brød da også øjeblikket. Genevira kunne snart sagt ikke finde et mindre romantisk samtaleemne end at diskutere slaver. Reelt så hun helst, at det blev bortskaffet, men økonomisk måtte hun erkende det, som et nødvendigt onde og hun gjorde sit bedste for at vende et blindt øje til de skæbner, som Doomsville fragtede bort i lænker. Hun fortalte sig selv, at hun gjorde noget godt ved at fastholde at ti procent af indtægterne for hver solgt slave gik til staten. Så fik andre da i det mindste gavn af andres ofringer. Men hun foretrak slet ikke at tænke på det. For hvis hun tænkte ret meget over det, så hun de moralske huller i sin egen logik.

”You will have them. We have already brought some along. Currently being stored with the horses I believe…you may inspect them later at your leisure…I trust that they are up to standard. Call them indentured servants or whatever else pleases you, until the ban is lifted,” foreslog hun med en ophøjet ro. Som om de ikke talte om mennesker. Det gjorde det nemmere.
Hun havde forventet at han ville stejle ved hendes foreslag. Det var en del af det at forhandle. Nu var der så tid til at de fandt ud af, hvad råderummet reelt skulle være.

”The exact numbers will be worked out in cooporation with Lady Gray. I trust that we will come to an agreement that sits well with both of us. And our cities. Name your price and I shall see what can be done. For the good of us all.”

Et eller andet sted påskønnede han, hvordan hendes mørke blik skiftede. Et tegn på, at hun stadigvæk tog hans ord til sig. Det eneste, han ellers ville ønske sig, var at de droppede formaliteterne. For det lille smil, som havde vokset sig frem ved synet af hendes milde udtryk, visnede hurtigt igen ved lyden af den indøvede replik, som fulgte. Høflighedsfraser - ikke nær så afslappet, som han havde håbet på, da han takkede ja til mødet. Men hvad havde han egentlig håbet på? At hun sprang direkte i favnen på ham igen? Nej… Nej, ikke hende. Genevira havde altid været mere til formaliteterne end han selv. Også når det ikke gjaldt ting, så vigtige som dette. Men… måske havde han alligevel tilladt sig at drømme om mere. Hvad end dette mere så måtte være. Måske de begge to fandt ud af det sammen på et tidspunkt.

Egentlig ville han gerne have vist det. At han på trods af disse benægtende følelser påskønnede hendes forsøg på at række ud - hendes omsorg - og gengældt det ved at tage hendes hånd i sin. Men i stedet endte han med det underligt fjerne blik rettet mod hånden, som om han ikke helt forstod, hvad der skete, før det var for sent, og hun fjernede den igen. Først da gik det op for ham, at det ikke havde været et flygtigt strejf af vinden, men i stedet følelsen af hendes kølige fingre, som han havde mærket mod sin egen levende hud. Et afsavn stærkere end han selv havde været klar over og endnu mere desperat efter at mærke igen nu, hvor han vidste, hvad han havde misset. Hånden hvilede et øjeblik for længe på bordet, inden den knyttede sig og forsvandt. Han benyttede hendes behageligt nonchalante forklaring omkring slaverne til at snuppe endnu en tår af vinen. Ikke fordi han rigtig havde lyst til vin mere, men han følte sig underligt tør i halsen, og han måtte da også rømme sig en enkelt gang før, at han svarede hende.

“Perfect. I’ll have a look at them soon enough.”

Tilføjede han lige så let, som talte de om enhver anden vare og ikke levende væsner smidt ind sammen med husdyrene. Modsat Genevira så havde Valentine ingen kvaler ved at benytte sig af slaver, da de bar stort set samme, hvis ikke mindre værdi, end de fleste af møblerne rundt omkring på slottet i hans verden. Den største fordel var sådan set, at man kunne snakke med dem og få dem til at gøre ting, som man ønskede, men ellers kunne de købes, bruges og kasseres lige så let som ingenting. Selvfølgelig havde han favoritter - præcis som han havde ynglinge i sine samlinger - men det handlede stadigvæk mere om værdi end personlighed i hans øjne. Og når nu man snakkede om folk og deres værdier…

“Lady Gray seems important to your work. Did she come with the title?”

Det var ikke svært at regne ud, at Lady Gray bar en yderst højtstående position, når nu Genevira havde valgt at medbringe hende på netop denne tur. En højre hånd af en slags. Det som undrede Valentine var nyheden om dæmonen. For Lady Gray havde aldrig været nævnt, eksisterede simpelthen ikke, sidst han havde set noget til Doomsville. Derfor var han nysgerrig og ikke bleg for at spørge, når nu dæmonen alligevel lod til at blive inddraget i deres handel på den ene eller på den anden måde. Mens han gav Genevira tid til at samle et svar, lagde han an til at fortsætte sit eget. En følelse fjernede dog hans opmærksomhed fra samtalen et øjeblik, og blikket fæstnede sig ved tjeneren, som hastede om på den anden side af bordet. Imens tjeneren roligt gav sig til at skænke Genevira lidt af det mørkerøde indhold fra den medbragte karaffel, så hun kunne bedømme smagen før at han fyldte hendes glas, tillod Valentine sig et smugkig på den seddel, som diskret var blevet placeret mellem fingrene på den hånd, som han havde fjernet fra bordet tidligere. Egentlig var det med intentionen om at holde samtalen kørende og vente med, hvad enten tjeneren havde bragt ham, men alligevel måtte han hurtigt konstatere, at det næppe ville kunne lade sig gøre.

“Regarding my price I-...”

Han standsede ufrivilligt sin sætning. Stirrede blot uforstående på de få ord, som stod hastigt, men tydeligt skrevet på det lille stykke krøllede papir i hans blege håndflade. The bird escaped. Unknown location.... Hvordan? Havde han måske ikke brugt timevis, nej månedsvis, på at planlægge alting lige fra den helt rette lokation, til nøje udvalgte vagter til… jamen til mange ting! Og så var hun væk?! Valentine krøllede papiret sammen. Han havde mest af alt lyst til at rejse sig og finde den første og bedste vagt, som så kunne ruskes til uigenkendelighed imens han tvang vedkommende til at forklare ham, hvordan sådan noget overhovedet kunne ske. Hvordan en torskedum, snothvalp af et kvindemenneske kunne undslippe noget så hærdet, som det han havde fået bygget til specielt til hende, velvidende shapeshiftere ikke var noget at spøge med når det kom til magiske evner - også selvom Elizabeth aldrig nogensinde havde vist talent for den slags i hans nærvær. Var han blevet bedraget? Nej… sådan kunne han ikke tænke. Ikke nu. Ikke her. I stedet slugte han den bitre smag i munden, hvorefter han pludselig rejste sig. Langsomt gav han sig til at gå frem og tilbage, imens han brugte et godt langt øjeblik på at koncentrere sig om at få pulsen under kontrol igen, velvidende at der sad et par meget skarpe øre på den anden side af bordet. Først da han var sikker på, at han ikke lignede en, der var på nippet til at eksplodere, standsede han og vendte vendte så opmærksomheden tilbage til Genevira med et undskyldende udtryk og hænderne klappet sammen foran sig. Tankerne kørte stadigvæk på højtryk, men han var i det mindste i stand til at fokusere på samtalen igen.

“So sorry about that. It seems not everyone is as excited about our reunion as I thought they would be. Nothing my guards won’t be able to handle of course… But I’m afraid I lost track. Where were we?”

”Lady Gray IS important to my work. And to the city as a whole I would say. I would be a terrible ruler if I insisted that I know everything myself. No person can accomplish that. I rely on advisors to sort out the practicality of my ideas, I suppose you could say. Lady Gray studied economy.” Det var for Genevira et fremmed koncept. Tanken om at have brugt så meget af livet på at gå i skole, fordi familien helt reelt havde råd til, at hun kunne beslutte sig for at gå i skole i stedet for at arbejde. Absurd i princippet, der var en del af Genevira der var jaloux på det privilegie, det for hende repræsenterede. Hun var kun vagt informeret om, at Madelena Gray vidst havde været gift engang, så var det Geneviras indtryk, at det var noget, hun havde valgt selv. Hun kunne bare have ladet være og være vendt tilbage til sine studier, hvis hun ikke havde ønsket den vej hun lagde ud for sig selv. Hvilken luksus ikke at have andre pligter, end dem man selv besluttede sig for at løse.
Hun rystede det af sig. ”Regarding her position, she had an agreement with lord Mcgivens before I took over ruling Doomsville. She has proven valuable and I see no reason to remove a sensible advisor as long as their loyalty does not come into question, which in Madelena Gray’s case it has not. She has her own reasons for being here of course. Everybody wants something, that’s a simple condition of being alive, I would be blind to not acknowledge that. But in our position you know we cannot afford to throw away useful tools.”
Og desuden kunne sir Miawmiaw godt lide hende. Og katten kunne stort set ikke lide nogen, hell, meget af tiden tolererede han mere Gene end han kunne lide hende, så den lille herskerinde så kattens godvillige accept af lady Gray som et godt tegn.

Genevira nippede til det nyophældte blod og betragtede Valentine opmærksomt, ventede på, at han skulle færdiggøre sin sætning, men spærrede i stedet øjnene bekymret op, da hans hjerte pludselig, tilsyneladende uden forklaring, slog meget hurtigere end før.
Den pludselige måde han rejste sig på, bekræftede kun for Genevira, at noget var helt galt.

Måske var det derfor, hun i sin ængstelighed fuldstændig glemte alt om at holde på formerne og i stedet skyndte sig til hans side, hvor hun lagde en hånd på hans arm.

”Dearest, are you alright?” Helt ubevidst og som om det kun var det mest naturlige i verden, var hun atter slået over i gamle kælenavne.

Helt ubevidst og som om det kun var det mest naturlige i verden, var hun atter slået over i gamle kælenavne." Ufortrødent guidede hun ham tilbage til stolen, angst for, at han var på vej til at få det rigtig dårligt. Hun hældte krystalklar kølig vand i et glas og verfede irriteret en forvirret tjener bort, før hun rakte det til ham.

Valentine nikkede indforstået til Geneviras fortælling. Han vidste udmærket, hvad det ville sige at omgive sig med de rette folk. Søskendeflokken var trods alt noget af det, som han havde brugt allermest siden han overtog tronen. Valentine var på ingen måde interesseret i at dele magten, men følte det nødvendigt at indvie og uddelegere som opgaverne dukkede op hen ad vejen. Nye titler var på sin plads, ladies og lords blev til prinser og prinsesser og lidt ekstra mønt og andre fordele kunne også nemt finde deres vej. Til gengæld stod både Gula og Luxuria klar med råd og planer, når han havde brug for det, samtidig med at der stadigvæk var plads til helt almindelige stunder som søskende… omend de ekstra eftermiddags sessioner med Luxuria næppe kunne kaldes helt normale blandt søskende, ville nogen måske vove at påstå. Genevira lod dog til at have fundet en helt anden slags søskendeflok i Gray-familien.

“Trustworthy advisors are indeed very important to our work, and if she is as smart as you make her out to be then I would be delighted working with Lady Gray. Besides… I’ve already met a Gray once, and from that grew something quite unique. So I take that as a good sign, though I have a feeling yours might be a tad more down to earth.”

Det sidste blev tilføjet med et skævt smil. Caleb Gray havde uden tvivl gjort et positivt indtryk på kongen, men ingen tvivl om at Valentine (og Juniper selvfølgelig) ligeledes havde tilføjet mange nye minder til dæmonens verden den aften i Dragons Peak.

Valentine valgte ikke at stritte imod, som han pludselig mærkede den lette vægt af hendes hånd mod hans arm. Derfor lod han sig frivilligt føre tilbage til sin stol, hvor han roligt fik sat sig igen, forsigtig med ikke at rykke armen i håbet om, at hun ville blive ved hans side. Tjeneren, der ellers panisk havde fimset hovedløst rundt ved synet af kongens udbrud, snøftede fornærmet over Genevira’s instrukser om at forlade dem, men sagde ellers ikke noget, da han kort efter bukkede og forsvandt. Valentine bemærkede det knapt, men koncentrerede sig i stedet om det glas vand, han fik rakt, som han skyndte sig at bunde. Han sukkede veltilfreds, som resterne af den kvalmende søde vin blev skyllet bort og stillede roligt glasset fra sig igen inden, at opmærksomheden blev vendt mod Genevira.

“Yes… Thank you, darling.”

Han lod blikket finde hendes bekymrede øjne. Omgivet af krystaller og måneskin syntes de næsten uendelige, og han skulle et øjeblik tvinge sig selv til ikke at lade sig sluge af mørket.

“I’m sure I don’t have to tell you that not all days as a ruler are as delightful as we’d want them to be… and yet I want nothing else.”

Han sukkede igen, og ledte efter ordene. Hvor var han egentlig på vej hen med dette? Tankerne kørte stadig på højtryk. Han skulle finde en løsning hurtigst muligt, men han hverken kunne eller ville afbryde mødet for noget så livsdrænende som Elizabeth, der allerede havde taget nok af hans tid i dette liv. Kvinden skulle dø. Ingen tvivl om det. Men det handlede altsammen om tid og sted. Og nu lod det til, at han blev nødt til at tage nogle beslutninger hurtigere end planlagt. Han fandt det dog umådelig svært at koncentrere sig med Genevira så tæt på. Hun duftede af liljer - og lignede stadigvæk en brud dækket af stjernestøv med sløret kærtegnende omkring ansigtet i den lune natteluft. En tanke der øjeblikkeligt fik startet noget, og pludselig var det som om, at han så situationen i et helt nyt lys. En idé tog fat.

“I’ve been ruling this past year and despite everything happening with Elizabeth, it’s actually been going quite well. Sunfury is thriving, and I plan on taking the city even further into its future… but how I do that, I’ve not decided yet. Until you asked me my price, that is.”

Tillod Genevira det, ville han roligt lægge sin frie hånd over hendes, hvis den stadigvæk lå om hans arm. Kunstpausen benyttede han til at rejse sig, så de nu kunne tale ansigt til ansigt for første gang hele den aften, og ganske langsomt ville han mindske afstanden mellem dem bid for bid, imens han ufortrødent fortsatte med at forklare. De blå øjne virkede fulde af liv, langt fra det bekymrede udtryk, som ellers havde plaget dem for blot få minutter siden. I stedet var et nyt, varmt smil vokset frem - det smil han havde for vane at sende hende - og som noget af det sidste, tog han begge hendes hænder i sine egne, forsigtigt med ikke at skade hende med de gyldne kløer der prydede hans højre hånd, inden at han endelig standsede.

“You see I, as I already told you, Sunfury has it all. Powerful connections, a steady economy, decently behaved citizens… even most of my siblings have returned to help out. So your question really made me wonder what I really want. Because obviously me, being my best self, will always help the city thrive and progress. And to be honest, the only thing left that I want… is you.”

”Ah, I have yet to meet more of the Grays. From Lady Grays accounts her brothers are all idiots, but I assume that is only a siblings being siblings thing.” Hun trak på skuldrene. Fuldstændig uvidende om, at hun rent faktisk havde mødt en Gray mere. Denne i form af Lady Abigail Merefort. At en af hendes mest betroede rådgivere, skulle være den kusine Lena, som Abigail så inderligt forsøgt at rivalisere med og overgå var simpelthen ikke på noget tidspunkt faldet Genevira ind.

Det føltes næsten pinligt, den ro hun mærkede falde over sig, da han igen kaldte hende darling, som han plejede at gøre. Et øjeblik føltes det som om alt var ved det gamle. De kunne lige så godt have stået et hvert andet sted, som på paladsets terrasse og Elizabeth eksisterede knap nok. Det var bare de to i et stilfærdigt øjeblik en lun sommeraften.
Lettelse skyllede indover hende, da han lod til at få det bedre, blot med lidt vand. Et øjeblik havde hun ellers frygtet, at han ville besvime eller det der var værre.

”I do know the strain of leading, yes. But…it seems I have yet forgotten how fragile mortal bodies are. Dear heart, breathe I beg you. I should hate to see you sent to an early grave by stressing yourself excessively,” bad hun og lagde en forsigtig hånd over hans hjerte, mere rolig, da hun fastslog, at det syntes at slå mere normalt igen.
Hun kunne ikke rigtig relatere til at tronen, var noget Valentine brændende ønskede og elskede. I hvert fald nægtede en del af hendes hjerne, måske for at beskytte sig selv, at anerkende præcis hvor stor en befrielse det var endelig at være den der havde magt over andre. At kunne sørge for, at hun aldrig igen skulle blive trådt på eller fornedret som hun tidligere var blevet det.
Nej, magten var en smertefuld byrde, som kun hun ansvarsfuldt kunne bære for Doomsvilles eget bedste. Det fortalte hun sig selv.
Hun tog en sagte indånding, ved hans næste ord, forberedte sig på, at han ville nævne en eller anden astronomisk pris, noget absurd hun aldrig ville kunne give ham.
Men hvad han bad om kom alligevel bag på hende. Nu var det hendes hjernes tur til at arbejde på højtryk.
Han forventede et svar, selvfølgelig gjorde han det. Den viseste beslutning, hun kunne have truffet, var at bede om betænkningstid til at drøfte det med sine rådgivere, men hun mente at kende ham godt nok til at vide, at et sådant træk ikke ville falde i god jord.
Et øjeblik var hun helt frossen, kæmpede for ikke panisk at udbryde, at hun ville være en elendig hustru, siden hun ikke kunne udfylde det mest fundamentale formål en hustru var sat i verden for.
Neglene på hendes frie hånd blev boret brutalt ind i hendes håndflade i et forsøg på at bevare roen.
Dette var den bedste mulighed hun havde, det måtte hun indse, hun havde brug for Sunfury og han tilbød hende det på præmisser som enormt mange andre før hende var blevet udsat for.

”If I am in fact correct and this is a marriage proposal, my answer is yes. I of course assume, that we will still each lead our own,” konstaterede hun med forbavsende ro, givet det faktum, at hun følte, at hun skulle besvime lige om lidt. Hvis vampyrer overhovedet kunne det.

Dødssynden kunne ikke undgå at smile moret over det interne Gray-drama, som Genevira valgte at afsløre for ham. Ingen tvivl om, at han kun kendte følelsen alt for godt. Og selvom han mistænkte Genvira for at gøre det samme, så havde han ingen intentioner om at ødelægge stemningen ved at rippe op i den slags gamle minder - specielt med tanke på, at hun formentlig ville benægte nogensinde at have haft en ond tanke omkring sine søskende. Valentine havde i hvert fald svært ved at se hende agere anderledes, så ærefuld hun havde virket omkring det at bevare familierelationerne i sin tid mellem ham og Invidia. Familielivet skulle trods alt åbenbart fremstå helt perfekt. Nej, ingen grund til at gøre stemningen så… sur.

Valentine kunne dog ikke undgå at skære en grimasse, om end smilet stadigvæk bevarede sin plads, da Genevira begyndte at snakke om en tidlig død. Hendes svalende håndflade mod hans brystkasse var et øjeblik lige ved at tage pusten fra ham, men han genvandt fatningen, og søgte i stedet at berolige hende ved fortsat at koncentrere sig om at få pulsen under kontrol. “It pains me that you think of me as frail, my darling. This heart might beat a little faster than usual tonight, but that is all for you.”

Geneviras reaktion var vel egentlig… forventelig? Det var i hvert fald, hvad Valentine forsøgte at bilde sig selv ind, som han betragtede den lille vampyr foran sig, på randen til et mindre sammenbrud. Det var som om, at den spinkle tilbageværende mængde liv, der normalt fandtes i hendes blik, forsvandt, og han nåede da også et øjeblik at genoverveje, om det i virkeligheden havde været den bedste beslutning at spørge hende. Men til sidst var det som om, at systemet genstartede, og hun bød ham et svar. Et simpelt svar - men et ja. Valentine mærkede skuldrene glide på plads, og et smil brød frem. Et stort smil som han mærkede letheden skylle over sig, sammen med en anden ny og ukendt fornemmelse. Nye mængder af overskud tillod ham at fortsætte, hvor hun havde sluppet.

“You are, in fact, correct. And should there be any doubt left, then allow me to be perfectly clear… oh, and please allow me to do this as well.” Valentine, der ellers allerede var halvvejs nede på knæ, stoppede pludselig sin bevægelse, da en tanke afbrød ham. Forsigtigt og åh så ganske nænsomt, lod han de gyldne kløer glide frem mod hendes skørt, hvor han - hvis Genevira stadigvæk tillod det - ville plukke et par af diamanterne fra stoffet. Ikke noget der ville gøre nogen større forskel i det eksemplariske værk som hendes outfit udgjorde, men som var lige præcis det han stod og manglede for at gennemføre hele dette scenarie. Fingrene begyndte at arbejde. Guldet omkring den ene af hans kløer smeltede og gled ned mod håndfladen, hvor stenene lå placeret. I en symfoni af flydende guld og månesten, lod materialerne til at vide præcis, hvad de skulle gøre. Valentine derimod, lod ikke til at unde processen meget opmærksomhed, men fortsatte derimod sin erklæring alt imens, at han langsomt gled ned på knæ igen. “I, Valentine, am asking you, Genevira, to be mine. My queen. My wife. As per your request, we shall each rule our own… but a partnership between the kingdoms - and us - are to be expected, of course, and will be naturally fortified by our union. So…do you still want to marry me, Genevira?” og med det, præsenterede han slutteligt ringen der i mellemtiden lod til at være blevet færdig. Et udsøgt smykke, som for enhver andens blik ville virke alt andet end blot få sekunder gammel. Gennemført og med et lille stykke fra hver af dem til at tage med sig, bød han hende dette. På knæ, og med de blå øjne lysende om kap med stjernerne den nat.

Skyggen af et smil trak op i de blege læber. Blikket hun sendte ham var ømt, varmt trods manglen på liv i de glasagtige dukkeøjne.

”Let me soften my words then, dearest, you do seem to be well suited for the royal life. In fact you seem in many ways to be thriving more than I ever saw you.” Hun strøg en lok hår væk fra hans ansigt. Den måtte have løsrevet sig fra den ellers så formfuldendte frisure i Sunfurys varme. I månelyset syntes den at skinne sølvfarvet og nok én gang, betragtede hun ham og så, hvad der syntes mere realistisk at være en eventyrkonge og ikke en levende person, som hun kunne røre ved.
Det var sjældent, at Genevira fandt sig selv i at savne solens stråler, men når hun så på ham slog det hende, at hun aldrig rigtig ville se ham, i sit rette element, strålende og gylden i solen, så det ville få selv Elona Dal til at græde.
På den anden side. Om dagen var han omgivet af sit folk, sine undersåtter eller rådgivere. I aftentimerne kunne Genevira bilde sig selv ind, at han ikke var folkets (Man kunne spørge sig om Valentine egentlig nogensinde var det), men hendes. Dette fandt hun trods alt en vis trøst og styrke i. Han havde aldrig været Elizabeths på den måde han var hendes. Han havde ikke sagt det, men en desperat, romantisk og ungpigeagtig del af hendes hjerne, bildte sig ind, at hun kunne se det i hans øjne, hører det i måden han talte til hende på.
Sådan kunne man ikke tale til eller se på mere end ét menneske i sin levetid. Det fortalte Genevira sig selv. Et forsøg på at håndtere sine ulyksalige omstændigheder, ville nogen nok kalde det.
Det var som om hun igen så klart og hendes hænder atter kunne finde ro, da hun fik bekræftet, at hans ord rent faktisk var et frieri. Så var hun i det mindste ikke ved at miste forstanden.

Hun betragtede konstruktionen af ringen med en næsten hypnotiseret fascination.

”I do…I do want to be your wife, yes. I do.”

Til sin egen overaskelse, var hun et øjeblik en smule halvkvalt. Hun måtte blinke et par gange og synke en klump for at tage sig sammen,
Da ringen kom på syntes hun, at komme til sig selv igen.
Og så, neglene blev gravet ind i hendes ene håndled hårdt nok til at blodet piblede frem og dryppede ned på terrassens fliser.


”By the blood of my body I pledge my faith and my love. Now and for always.”

Hun greb hans ene hånd og trykkede den i sin blodige, så det smittede af.

På trods af den makabre scene matchede hendes smil hans. Strålende og lykkeligt.

At høre Genevira bekræfte det, som han altid selv havde ment, var mere end rigeligt til at få fjernet den forjagede skygge, der havde lagt sig over hans ansigt. I stedet var det som om, at Valentine blomstrede en lille smule, og man kunne næsten aktivt fornemme, hvordan dødssynden knejsede i stolthed over komplimentet, som var han blot en simpel kåd unghingst. Nogle ville nok tage et hurtigt kig på dødssyndens forhistorie, og argumentere for at dette egentlig ikke var langt fra tilfældet.

“I must admit that I’ve fallen quite easily into the habits of royal life… something about it just feels right to me.”

Et eller andet sted i sit stille sind, kunne han ikke undgå at håbe, at hun en dag ville nyde rollen, præcis som han selv gjorde. Deres indgangsvinkel til det royale liv havde uden tvivl været yderst forskellig, og han mistænkte stadigvæk, at Genevira bar kronen mere af nød end af egne selviske årsager - det meste af tiden altså. Hans egne årsager for at nå til tops havde derimod været selviske og ganske frivilligt, hvilket uden tvivl forklarede hans hurtige tilpasning til rollen. Det og så hans årelange besættelse med alting dyrt og ekstravagant. Som grådighed var han som skabt til at nyde det bedste af det bedste. Men… alligevel… mon ikke en simpel vampyr kunne også kunne lære at elske magten? For nu måtte han stille sig tilfreds med tanken.

Hvad mere tilfredsstillende var selvfølgelig hendes svar. På trods af tvivlen, som tidligere havde hærget hendes blik, virkede hun nu langt mere sikker i sin sag. Valentine lod derfor glædesstrålende fingeren glide på plads på hendes slanke finger, hvor den øjeblikkeligt tilpassede sig, så den endte med at passe perfekt. Ingen grund til at risikere, at den forsvandt lige foreløbigt med undskyldningen om at være gledet af i farten. Ganske vist formåede Genevira det meste af tiden at bevare en ynde og ro sjældent set, men Valentine havde set hende spise op til flere gange, og vidste at tingene godt kunne gå vildt for sig. Ikke interesseret i at lade minderne om lige præcis de scenarier, hvile i tankerne for længe, lod han dem hurtigt glide i baggrunden, og rettede sig i stedet op, så de endte med at stå ansigt til ansigt igen. Det næste der skete kunne dog ikke undgå at overraske ham. Uden egentlig at være opmærksom på, hvordan det lige var sket, mærkede Valentine pludselig, hvordan en varm, våd fornemmelse blandede sig med kulden fra hendes fingre, da Genevira efterfølgende greb hans hånd. Valentine løftede deres sammenflettede hænder og stirrede for en stund på det makabre scenarie, som om han ikke helt vidste, hvad han skulle stille op. Ikke før han med en nyvunden ro, skilte dem ad, blot for at lade en af kløerne glide over hans egen håndflade. Fra en fin, tynd linje der ikke helt matchede, hvor meget hun selv havde været i stand til, betragtede han, hvordan blodet hurtigt begyndte at pible frem. Tilfreds med resultatet, lod han hænderne genforene endnu engang inden, at han mødte hendes smil.

“Now and for always.”

Det varede ikke mange sekunder før, at han begyndte at fornemme blodets effekt. En behagelig afslappende varme bredte sig i store dele af kroppen samtidig med, at hele verden omkring dem samtidig syntes langt tydeligere end før. Valentine var ikke helt ufamiliær med fornemmelsen, da han tidligere havde prøvet lignende effekter med andre typer af rusmidler. Effekten denne gang var dog anderledes. Mildere, men på samme tid langt mere overvældende, takket være den konstante tilførsel gennem det åbne sår. Overvældet af alle disse nye følelser og indtryk, betragtede han Genevira lyse op som en fakkel i nattemørket. Smuk. Så utrolig smuk. Uden meget tanke bag handlingen, gled hans frie hånd frem og lagde sig mod hendes kind, inden han kort efter lod sine læber fange hendes i et dybt og længselsfuldt kys.

”Of course you did. The finer things in life were always very…you, I knew that even the first time I met you.” Hun huskede stadig chokket over den stråleglans alle hans omgivelser besad. Guld, ædelsten, kunst. Nu fandt hun det mærkværdigt at forestille sig ham I andre omgivelser. Han ville se forkert ud i almindelige klæder, eller i en almindelig persons køkken. Som om han var blevet samlet op af noget og placeret der med vold og magt. Nej, han hørte til her. Også mere end hun selv gjorde, det var hun fuldt ud bevidst om. Han var her, fordi det var hans naturlige plads i livet, hvis ikke han havde opnået det via ægteskabet med Elizabeth, så ville han alligevel, før eller siden være endt her. Det blev hun mere og mere overbevist om, jo mere hun betragtede ham nu, i sit mest naturlige stadige. Det ville blot have været naturens egne planer, der skete fyldest, at han, så at sige, faldt opad.
Men Gene, nej for hende var det noget helt andet.
I hendes tilfælde var herskertitlen blevet pålagt hende. Hun var blevet lænket til Doomsville og pligtfølelsen overskyggede alt andet. Det fortalte hun sig selv. Hun hadede ikke sin position, langt fra. Hun rev og sled ikke for at forlade det, som Sean havde gjort, men dette havde også været en af de få træk ved lord Mcgivens, som hun havde væmmedes ved og næppe helt nogensinde ville komme sig over.
Nej, Genevira havde viet sig fuldstændig til Doomsville, med sit uendelige liv og sin ikkeeksisterende sjæl. Af uselviske årsager, for folkets skyld, havde hun overbevist sig selv om, men i virkeligheden? Var der så ikke et mørke i den lille herskerinde, som ikke engang grådigheden selv ville kunne forstå, endsige tæmme?
Pludselig havde Genvira den anerkendelse, hun havde hungret efter så desperat efter hele sin opvækst. Hun var elsket, nej ikke bare elsket. Tilbedt. Hun var komfortabel, velfodret og aldrig ude i kulden længere, end hun selv ønskede at være det. Og ingen, ingen skulle nogensinde tage det fra hende igen.
Om et par søle hundrede år eller mindre ville Doomsville glemme alle andre guder og der ville kun være hende tilbage.
Men alt dette mørke lå godt gemt under den polerede overflade, hvor ikke engang hun var rigtigt opmærksom på det.
Hun glippede med øjnene, da han rent faktisk gengældte hendes gestus. Der midt i haven over dette blodige scenarie stod hun og så ømt og kærligt på ham. Et øjeblik tillod hun sig at finde ro i dette. Det var ikke det udfald, hun var kommet til Sunfury med tanke om, nej det var sandt, men alligevel havde hun det pludselig som om, at alt var faldet på plads.
Da han kyssede hende gengældte hun det uden tøven. Trak ham tæt ind til sig og begravede den ene dukkehånd i det silkeagtige blonde hår. Han kunne ikke komme tæt nok på og det var svært at sige, om det var effekten af hans blod, der gjorde hende hæmningsløs eller blot års afsavn.

Da hun trak sig, mærkede hun, at hun græd. Men en sjælden gang var det tårer af lettelse og lykke.

If you only knew. Tankerne fløj gennem hovedet på dødssynden, mens et nyt og mystisk glimt dukkede op i de blå øjne. Genevira havde mange gange været tæt på sandheden. Sandheden om, hvad der stod foran hende, og hvordan hele sandheden om hans natur i virkeligheden havde udspillet sig omkring dem fra den dag de mødtes. Mærket. Faderen. Søskendeflokken. Selv hans unikke duft havde vakt undren hos hende - men aldrig nok til at grave dybere. I hvert fald ikke dybere end, at Valentine havde kunnet styre det i en anden retning. Hun fortjente sandheden, ligesom Vita havde. Men den kom aldrig. Døden fandt Vita først. Og noget helt andet havde fundet Genevira. En måde at holde hende nær uden frygten for at miste hende til samme skæbne. Hun var hans - og han var hendes. I hvert fald det meste af tiden. Uanset hvad måtte sandheden dog vente lidt endnu.

Desperationen i begge deres kys var svær at komme udenom. Fortabt i blod og kærlighed kunne de sikkert nemt have glemt alt om deres omgivelser og fortæret hinanden (måske endda på mere end én måde for mindst en af dem), men Genevira, den evigt fornuftige og mest tilbageholdende af de to, tog det fornuftige valg og trak sig, da han ikke kunne… eller ville. Valentine havde trods alt aldrig gjort meget i det med at holde sig tilbage, når først han fandt ud af, hvad han ville, og han så ingen grund til at starte nu. Alligevel beherskede han sig. For hende. Hånden lod han hvile mod hendes kind. Tommelfingeren fejede nænsomt et par af de lyserøde krystaller bort, som lod til at være kommet på afveje.

“Tears of joy I hope?”

Smilet var falmet en anelse. Mest fordi han ikke koncentrerede sig helt så meget om at holde det oppe, men også fordi han et øjeblik blev reelt i tvivl om, hvorvidt tårerne faktisk var et godt tegn eller ej. Skulle Genevira vælge at hviske tvivlen bort, ville varmen dog hurtigt vende tilbage til det blege ansigt. Hånden gled ned langs hans side igen, og et kort øjeblik måtte han blinke langsomt for at være sikker på, at verden stod stille. Ikke noget alarmerende udadtil, men det lod til, at vampyr blodet samt mængden af vin han allerede havde nået at indtage den aften var ved at blive lidt af en festlig kombo. Derfor var det nok bedst, at han begyndte at overveje, hvordan resten af aftenen skulle forløbe. Der var dog ikke andet end ro og et skævt smil at finde hos dødssynden, som han genoptog samtalen.

“So, darling… my queen… how do you wish to proceed? Our agreement seems pretty much settled, but I see no reason why it should stop us from enjoying the rest of our night out here discussing the details. There’s also the option of retiring for tonight. I would happily offer you a private tour of the castle and see where that leaves us when finished… but of course, I wouldn’t want to keep your demonic companion waiting… that is if you already have plans with Lady Gray?”

Egentlig var Valentine ikke et sekund i tvivl om, at han ville foretrække lidt tid alene med Genevira. Mulighederne for at indhente det tabte var lige for næsen af ham, og det kløede i hele kroppen for at nærme sig hende igen. Men det var ikke blot det fysiske aspekt, som trak i ham. Tankerne om deres lange nætter sammen i Doomsville, fordybet i historier, ture og underholdende make overs, bragte gode minder med sig. Selvfølgelig var tingene anderledes nu, hvor de begge var herskere, men han så ingen grund til ikke at kunne dele en god flaske vin (med dele, menes der selvfølgelig, at han drak de sædvanlige ⅘ af flaskens indhold), imens de fik samlet op på detaljer om dit og dat. Hendes kroning for eksempel, som han stadigvæk var voldsomt nysgerrig omkring. Men… Valentine havde allerede testet sit held mere end én gang denne aften, så han lod beslutningen være op til hende.

Genevira smilede afvæbnede, rørt over det bekymrede, forsigtige, ja næsten sårbare, udtryk i sin nye forlovedes så fortryllende blå øjne. ”How could they be anything else, my dearest? This is what I wanted…perhaps even since the first time I met you.” Det sidste ville have været pinligt at indrømme, hvis ikke det var fordi, hun nu pludselig havde sikkerhed for at have fået netop det, hun hele tiden havde ønsket. Ham. Det svimlede stadig lidt for hende, når hun tænkte på det. Endelig, dette ene menneske, hun havde erklæret sig tryg nok ved til at dele ting med, som hun knap nok havde delt med nogen anden levende sjæl, havde rent faktisk valgt hende til. Bevares han havde nok også valgt hende til netop nu, fordi hun nok var Underworlds ubestridt mest magtfulde kvinde, men det kunne hun ikke bebrejde ham.
Hørte de to måske ikke netop sammen nu, som ingen andre ville kunne have gjort det? Ja..dette ægteskab var kun passende i alles øjne.
Hun vred dog pludselig de små, fine porcelænshænder og så et øjeblik næsten tomt på ham, imens hun overvejede om hun overhovedet kunne tillade sig at belemre ham med sin bekymring, men hun besluttede dog hurtigt, at hvis dette skulle fungere, så var de nødt til at tale sammen om tingene.

”People will talk. I cannot give you the heir that my gender dictates that they will expect of me. This is a flaw of mine, that you will have to live with of course, but I trust that you go into this with open eyes.” Hun trak lidt på skuldrene, som for at affærdige smerten ved sin egen følelse af utilstrækkelighed.

”But this, I can give you. Once we take our place by each other’s side. I swear to you that I intend for you to outshine every lord or king who ever came before you. They will realize of course, in time that we needn’t worry about such trivialities as heirs at all. Because you and I will rule eternal.” Ja, hun havde intentioner med dette ægteskab. Snart ville Underworlds andre byer ligne huller i jorden i sammenligning med Sunfury og Doomsville. Det gyldne og evigt strammende net af propaganda hun havde brugt år på med skræmmende effektivt at spinde Doomsvilles befolkning ind i ville snart indbefatte Sunfury. Fenrer og Elizabeth ville om blot en håndfuld år, hvis ikke mindre, blot være navne man mindedes i en kontekst af, at det var en tid før den sande oplysning.
Det lille ansigt var vendt så åbent op mod ham, at hun med lethed kunne kysset ham igen. De enorme øjne var levende af feberagtig iver og selv de dødninge blege kinder havde fået et yndigt skær af lyserødt. Der skulle ikke mange gæt til at opfange at den ellers så puritanske vampyr befandt sig i en tilstand, der bedst kunne beskrives som en grad af seksuel ophidselse. Om dette så mest skyldtes hendes nye forlovedes nærvær eller tanken om deres fælles befolknings totale underkastelse…ja, det kan man vel spørge sig selv om.

”You will not just be a king. You’ll be a god,” Det tog hende mere end blot et overbliks overvindelse ikke blot at kaste sig i sine egne følelsers vold og hun virrede med hovedet, som for kaste det af sig. Mindede sig selv om hvilken skandale det kunne være blevet, hvis hun blot kastede sig over ham her. I stedet stilede hun sig på tæer og trak ham samtidig en smule ned til sig, så hun kunne kysse ham forsigtigt i panden.

”Now I think it proper that I retire, I have much to make my advisor aware of,” sagde hun uden helt at kunne skjule det gavtyveagtige glimt af en perlehvid hugtand, som hendes blege læbe trak op i et skævt lidt ironisk smil.

”Goodnight, your grace.”