Bare et helt almindeligt familiemøde (Genevira og Lori)

Genevira betragtede Lori, der rejste sig, som ønskede han at flygte med et distanceret lettere undskyldende udtryk. Hun afholdt sig dog fra at sige noget, han var trods alt Seans gæst, så det måtte være op til Sean, at håndtere ham. Først da de to lod til at have løst, det dilemma, de stod i, talte Genevira igen. Blikket hun sendte Lori var undskyldende, men heller ikke meget mere end det.
”Jeg beklager at dette tog sådan en drejning. Uanset hvad, har det været mig en glæde at møde Dem,” sagde hun. Mere af høflighed end af nogle reelt varme følelser af nogen art for manden. Det var trods alt alt for tidligt til at den slags kunne være opstået endnu. For nu respekterede hun ham ikke så meget for nogle personlige bedrifter fra hans side, men hun opfangede tydeligt, at han på den ene eller den anden måde bidrog til en glæde i Seans liv, som dæmonen, hun mere eller mindre betragtede som en faderlig skikkelse, ikke havde følt meget længe og det at Lori kunne gøre det for Sean fortjente respekt i sig selv, også selvom Gene ikke personligt ind til videre var blæst bagover af hans tilstedeværelse.

Da Sean vendte blikket tilbage mod hende mødte hun hans blik uden frygt. Hun kendte hans sindelag godt nok til at regne ud, at det reelt ikke var hende han var vred på. Faktisk var hun, når det kom til stykket, ikke sikker på, at det han følte overhovedet kunne betegnes som vrede. Når han endelig blev vred, så var man som regel ikke i tvivl. Han virkede egentlig nærmere trykket over situationen. Utilpas, hvis Genevira skulle gætte.
Forsigtigt rakte hun en lille handskeklædt hånd ud til ham, men uden helt at røre ham. Så kunne han tage den eller lade være.

”Jeg ville gerne have sagt det før. Faktisk ville jeg allerhelst have drøftet det med dig, før jeg overhovedet sagde ja.” Den lille herskerinde sukkede. Næsten bedrøvet.

Men jeg stod i en situation, hvor det var enten eller og et ægteskab var den bedste måde at sikre en alliance mellem Sunfury og Doomsville. En alliance, som jeg håber, at du kan se logikken i. Doomsville er naturligvis stadig mit domæne, ligesom at Valentine i sidste ende stadig selvstændigt styrer Sunfury, så det skal du ikke bekymre dig om,” forsikrede hun. Da han påpegede Valentines uundgåelige utroskab måtte hun dog vende blikket bort fra ham. I stedet stirrede hun stålfast ind i den nærmeste væg. Et øjeblik fortrak noget sig smertefuldt i hendes ellers statueagtige ansigt.

”Det ved jeg godt…jeg ved godt, at jeg aldrig bliver nok. Det har han bevist én gang. Og jeg tror aldrig, at nogen rigtig bliver nok for ham. Og dog elsker jeg ham alligevel.”

Loris blik vende sig let med Sean, da han undskylde, og tydeligt gav ham muligheden for at forlade selskabet. Ikke at han ligefrem følte trang til at flygte, men det var dog lidt en lettelse! Han ville ikke bære uhøflig, og gå midt i det her, men han følte også nærmest det var uhøflig at blive, og snære i deres private forhold, og deres uoverensstemmelser.
Derfor rejste han sig, med et let nik.
"Der er intet at undskylde for, og tak for tilbudet om et værelse, men som du ved, skal jeg rejse igen, og der bliver allerede i morgen" nævnte han, og fik det til at lyde, som en ganske almindelig forretningsrejse, trods Sean jo udmærket vidste HVORFOR Lori skulle afsted igen. Men det var jo ikke ligefrem noget han kunne tale åbent om her, h orden genevira var har!.

Loris blik vende sig mod Genevira.
Han sende hende et forstående smil.
"Ingen grund til undskyldninger" bemærkede han let, inden han bukkede høfligt mod hende.
"Tak, det var også en fornøjelse at hilse på dem.. jeg håber vi får mulighed for at ses igen" konstaterede han, inden han rettede sig op. Han så på Sean.
"Du behøver ikke følge mig ud, jeg kender vejen, jeg giver besked når jeg er vendt tilbage" forsikrede han, inden han begav sig mod entréen, for at tage sit overtøj og sine støvler på, og atter bevære sig ud i den kølige aften luft.
Aftnen havde bestemt ikke udviklet sig som han havde regnet med. Men alligevel var han positiv over, at han endelig havde mødt Genevira, og ikke mindst... fået lov til at se Sean sammen med hans lille datter!


Out//

Det var et stik af modvilje ved at lade Lori gå. Selv om Lori ikke var en del af den retning samtalen havde taget, havde Sean ikke travlt med at få Lori ud af døren. Ikke mentalt, i hvert fald. Men situationen bød ikke på et længere besøg.
Med et sidste blik efter Lori, vendte han tilbage til Gene. Han ville se Lori igen. Forhåbentlig. Nej, bestemt! Selvfølgelig ville han det.
Alligevel lukkede han øjnene et kort øjeblik.
Han følte sig revet i. Flået i to. Den side der ville følge Lori ud og overtale ham til at blive. Og den side der måtte henvende sig til Gene, og sikre sig hun ikke var ved at lave et af sit livs største fejl.
Det løste sig selv, som Lori gik og Sean blev siddende hos Gene.
"Pas på dig selv" lod de sidste ord i Loris retning.

Det blik, der før havde nemmere ved at kigge på ilden, kiggede over på Gene. Selv om de var alene i lokalet, tøvede han med at tage hendes hånd. På trods af han var incubus, var berøringer der faktisk betød noget, stadig fremmede for ham. Til sidst tog han den. Fordi når alt kom til alt, var det alligevel det han ville sætte mest pris på - og noget han håbede hun satte pris på. Han ønskede ikke afstand mellem dem. Generelt ønskede han at holde de få han havde, tæt på sig. Hvis den slags overhoved lod sig gøre.

Det var ikke en kvinde der glædede sig til at vælge kjole og mad til en stor begivenhed. Men en kvinde fanget i et ensidet kærlighedsforhold og udsigten til et fornuft-bryllup, der også hurtigt kunne blive en udnyttelse.
"Der er logik i det. På den måde giver det selvfølgelig mening"
Havde han ikke selv arbejdet på at styrke sine forbindelser med Sunfury? Nok til at han overraskende ofte rejste til byen og brugte tid dernede. Havde projekter og interesser i eller uden for byen. Og med den gamle konge, der nu var væk og erstattet med en playboy. Hvad blev der mon af byen i længden?
Når alt kom til alt kendte Sean ikke Valentine særlig godt. Kun fra en enkelt nat, og det var den fordom Sean lænede sig op ad lige nu. Det var det eneste han kendte om manden, og lige nu også nok.
Sean trak vejret dybt.
"Jeg tror...Aldrig jeg tænkte over du selvfølgelig kunne og måske til dels ville blive presset til at indgå ægteskab. Så det kom bag på mig" bemærkede han endelig. Mere ærlig end han var van til at være.
"I vil ikke kunne klare alt hver for sig. Et ægteskab forpligter. Folk vil have forventninger. Og I vil måske blive inviteret som kone og mand til diverse arrangementer..."
Sean gned sin pande kortvarigt med den frie hånd, før han slog let ud med hånden.
"...Men det værste er at vide du er fanget i et ensidigt forhold. På trods af det måske er mere end mange andre er. Genevira...Mit udbrud kom også fordi...Jeg vil ikke have der sker dig noget. Jeg ved godt det er min skyld du nu er herskerinde på godt og ondt. Men samtidig ønsker jeg ikke noget dårligt for dig. Men tanken om Valentine...Får mine hår til at stritte. Det siger noget, når man er en gammel erfaren dæmon som mig" sagde han, denne gang med et svagt smil.

For nogen tid overvejede hun blot Seans ord i stilhed, lod dem skylde henover sig samtidig med at hun forsøgte at finde den rigtige og samtidig mest ærlige måde at svare på.

. ”Jeg tror heller ikke, at jeg reelt har været opmærksom nok på realiteten af, at det ville ske, men af de modsatte årsager af dig. Jeg har været her før, ser du…ægteskaber…hvad skulle min far ellers gøre med sine døtre trods alt? Jeg har været så klar over, at det en dag ville ske, at jeg ikke engang tror, at jeg helt nåede at opfatte det, da det endelig gjorde,” forsøgte hun at forklare, selvom hun ikke var sikker på, at det overhovedet gav den mindste smule mening andre steder end i hendes eget hoved.

”I det mindste insisterede han ikke på at tjekke mine tænder den her gang.” Hvad der skulle have været et forsøg på en joke, blev mere et utilsigtet glimt ind i en fortid, hvor hun gentagende gange mere eller mindre var blevet forsøgt solgt som om hun ikke havde været mere end en hest.

Hun viftede afværgende med sin frie hånd.

”Det ville være uretfærdigt overfor Valentine at kalde vores forhold ensidigt,” påpegede hun. ”Det ligger ikke i hans natur, hvad den natur så end er at være tro, nej, men…han føler noget for mig, så meget forstår jeg. Hans…sidespring, gør ikke hans følelser mindre ægte. Jeg tror bare….ja, ingen af os ved rigtig, hvordan man reelt…gør.” Hun sukkede. Inderst inde vidste hun nok godt, at det her lige så meget var et forsøg på at berolige sig selv om sin situation som et forsøg på at forklare den for Sean.

”Jeg beder ikke om meget, Sean. Jeg har tænkt mig at tage det her alvorligt. I årevis troede jeg, at det eneste jeg nogensinde kunne være var nogens hustru så…jeg er vel på den måde forberedt. Jeg tager gerne til møder og andre officielle anliggender med ham. For at sige sandheden, tror jeg, at han i sidste ende har brug for mig. Jeg ønsker bare, at han respekterer mig. I det mindste i offentligheden.” Hun trak lidt på skuldrene, kunne trods sin egen uromantiske vision af, hvad et ægteskab overhovedet var, ikke undgå at fremstå en smule mut.

”Jeg værdsætter din bekymring. Virkelig, men jeg ved at der er, måske ikke godhed, men så i hvert fald omsorg tilstede i ham. Det er ikke altid, at vi forstår hinanden, men jeg ved at han prøver. Og han har aldrig slået mig eller noget. Det er mere end jeg kan sige om mange...” Det sidste blev sagt, som om det var en helt reel pointe til Valentines fordel og ikke som et minimum af menneskelig anstændighed.

Seans blik gled over til Gene imens hun snakkede.
"Du har været gift før? Eller lige ved?" spurgte han. Det var sjældent de snakkede om fortiden sammen. De vidste begge den var der, og de vidste begge, at de begge to på godt og ondt ikke snakkede så meget om den - i hvert fald ikke med hinanden. Og for Sean, slet ikke med nogen.
Sean trak vejret dybt. I fremtiden ville folk forvente det samme af Isthar. Hun var adelig. Det bedste hun kunne gøre for familien, var at gifte sig. Ikke at familien McGivens var typerne der var afhængige af andre. Og hvad vidste han selv om det?
Han kendte kun sine egne forældre, fra sin egen barndom. Resten af McGivens familiehistorie var han foruden - eller skabte selv, her i UW. Men individualitet og selvstændighed var familietræk der gik igen. Stædighed.
Han gned sig igen svagt over panden ved tanken.
Ingen kunne og ingen ville nogensinde tvinge Isthar til den slags. Det var op til fremtidige ægtemænd selv at fri til hende og prøve at overtale hende til den slags. For han var ikke i tvivl om hun ville være herre over sit eget liv. Alt andet ville skuffe ham. Og modsat den opdragelse han planlagde for hende. Stik imod skik ville hun en dag bære fremtiden for denne familie. Hun var hans arving. Der var trods alt en årsag til han havde valgt at få et barn mere. Sit eget barn, et barn han kendte og ville være til rådighed for.

"Hvis nogen i fremtiden prøver at tjekke Isthars tænder for den slags, håber jeg inderligt hun hugger hænderne af dem" bemærkede han en smule tørt, men ikke uden et svagt smil.
Så slog han let ud med hånden.
"På en måde...Er jeg af samme natur. Jeg har haft mange forhold igennem tiden. Ingen ægteskaber, nej. Men forhold til forskellige personer. Nogle hemmelige, nogle åbne. At være tro...Var noget jeg skulle lære. Som incubus er det alt for naturligt at begive sig fra den ene til anden på daglig basis. At finde en partner der forstår dette...Og kan holde af en på trods af det...Og ikke mister sin tålmodighed, eller ikke forstår at bare fordi man ligger med andre, så betyder det ikke følelserne også er der..."
Talte han lige for Valentine lige nu?
Nej. Aldrig. Men det kunne lyde sådan. Sean vidste ikke om Valentine havde det på samme måde, inderste inde, som Sean havde haft det. Med sine forhold. Og nu manglen på forhold. Det kunne på sin egen måde være en berigelse, men samtidigt ensomt.
"Det har kostet mange forhold. Mange relationer. Den vilde natur, som jeg tænker Valentine også er præget af på sin egen måde. Det koster. Mange vil ikke forstå den, og du skal nok være forberedt at forsvare din position, og forsvare dig selv undervejs"
Sean kiggede over de triste rester af sin the. Uden noget at drikke af, rakte han over og tog Loris kop. De havde delt så meget sammen, en kop var det mindste af det hele. Ny the blev hældt i koppen.
"Jeg kan desværre ikke give råd på kærlighed. Jeg er selv dybt elendig til den slags. Alle mine partnere flygter fra mig" bemærkede han. Samme smil lå på hans læber, men et skær af ensomhed fyldte hans øjne. Og måske af samme årsag faldt blikket hurtigt på ilden igen, imens han virkede travlt optaget af at drikke sin the.
"Fortæl mig hvis du gennemskuer hvordan man gør. Jeg tror man kan blive rig på den slags"

”Det var lige før,” sagde hun tungsindigt. Blikket var tomt, langt væk. ”Det kunne have været langt værre retfærdigvis. Vi var trods alt jævnaldrende, hvilket ikke kan siges om alle dem, der blev forsøgt indgået aftaler med dengang. Nej på mange punkter var jeg…heldig vel sagtens, men jeg følte mig ikke som et menneske. Bare…noget der var i huset. Et møbel? Nej…det passer ikke, han ville ikke lade mig sidde i møblerne, så det giver ikke mening.” Hun rystede på hovedet.

”Det bliver nemmere, når man lærer at forsvinde væk indvendig, men.” Hun slog opgivende ud med armene.

”Men det føles ikke sådan med Valentine. Han lytter faktisk til mig og interesserer sig for, hvad der foregår i mit hoved….han har aldrig gjort noget, jeg ikke ville,” fastslog hun, lige så meget for sig selv som overfor Sean.
Af en eller anden grund fik tanken om Isthar i samme situation som hun selv havde stået i så mange gange det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Hun vidste, hvad hendes opvækst burde diktere, hvad hun svarede på denne udmelding fra Sean, men ordene der kom fra hende matchede overhovedet ikke alle de forventninger, hun var vokset op med.

Hvis ikke Isthar selv hugger hænderne af dem, så gør jeg,” erklærede hun uden et sekunds tøven og chokerede derved fuldstændig sig selv.
I det næste stykke tid sad Genevira bare og lyttede til Sean. På en eller anden måde værdsætte hun denne nye åbenhed mellem dem. Det var sjældent, at hun opnåede den slags med en anden person. Måske i særdeleshed fordi, hun var vokset op i visheden om, at det at tale om sine problemer svarede til at hænge sit beskidte vasketøj ud til skue for andre mennesker. At bringe skam over familien ved at tale med andre om det, i stedet for at løse det bag lukkede døre, som om løsningen ikke bare altid var at ignorere problemet. Var der noget Gene var vant til, så var det at tie ting ihjel ind til, hun overbeviste sig selv og alle andre om, at tingen ikke længere eksisterede.
På en sær vis var det måske nemmere for hende og Sean at åbne op overfor hinanden fremfor andre, fordi de begge var fundamentalt indesluttede væsner.

”Men det kostede dig ikke Lori,” påpegede hun efter en tid. Vovet måske, men hun havde sine fornemmelser af de to. Måden manden havde stået med Isthar som om, hun var deres fælles barn. De blikke de to havde sendt hinanden. Der var noget der, noget gammelt, men noget, der tydeligvis ikke var helt slukket.

”Jeg kan ikke sige, at jeg helt forstår det. Men jeg håber, at du kan nå til et sted, hvor du kan være glad, Sean.”

Sean vidste godt hvordan ægteskabs-markedet foregik. Han havde hørt om det og set så mange gange. Og hvor mange små fester hos adelige havde han ikke selv været til? Ikke så mange længere. Som hersker, og nu forhenværende og stadig upopulær hersker, blev han ikke inviteret så mange steder hen. Hvilket både var ærgerligt og en befrielse.
Man mange af de fester var også for at vise de unge i huset frem. Se min søn, se min datter. Lad os som deres fædre beslutte deres fremtid sammen, selv om de måske foretrækker at danse med en helt anden.
Og hvor mange gange havde mødre og fædre ikke taget ham til siden, påpeget deres lille blomst for ham med et sigende smil. Faderen, der begyndte at snakke om præcis hvor mange huse de ejede og hvor godt hans forretning gik - og hvor svært det (sigende) var at finde et godt parti til sin modne datter?
Og deres skuffede blikke eller ligefrem vrede, når han på sin egen lige så indirekte måde takkede nej og dansede med en anden.
Mange havde troet han havde en reel interesse i dem. Mange måtte gå hjem og lære at tænke på en anden, for Sean ville aldrig gifte sig. Især ikke med en kedelig og snobbet adelig pige.
Han var den evige ungkarl, der alligevel formåede at begive sig i den adelige verden. Men nu havde han været der længe nok til at få råd om at han virkelig burde have fundet sig en kone og få lidt ro og skik på hjemmet. Og nogen havde sikkert en ide om at tingene var gået galt netop fordi han ikke havde fulgt samfundets normer...
"Jeg kan ikke sige jeg ved hvordan det er" bekræftede han til Genes historie.
Kommentaren om Isthars fremtid fik ham bare til at smile. Hvis hun blev opdraget på denne måde, ville ingen mand nogensinde kunne tøjle hende. Hun ville være et bæst uden lige - på en god måde. Vild.
Præcis som hun skulle være.

Ved kommentaren om Lori blev Sean om muligt endnu mere stille. Blikket hvilede på theen foran ham, men han drak ikke af den.
Hvor skulle han starte, hvor skulle han slutte?
Tingene med Lori var så meget mere komplicerede.
"Lori er selv incubus. Jeg oplærte ham faktisk i at kontrollere den side af sig selv. Vi mødte hinanden helt tilbage i Dragons Peak...Og som to incubi skal man selvfølgelig prøve hinanden af"
Det var tydeligt hvad Sean mente, uden han behøvede at sige det højt. Hvad kunne to incubi overhoved finde på at lave sammen, hvis ikke dele en seng?
"Han var anderledes den gang. Mere uskyldig, mere naiv. Fanget mellem...Hans menneskelige side og den dæmoniske side. Jeg kunne hjælpe ham. Og han hjalp mig, med den ensomhed jeg allerede følte dengang. Vi fik begge noget ud af det. Da jeg så flyttede tilbage til Doomsville... Blev det lidt mere et forhold. Et hemmeligt et. To af samme køn...Det er en skandale"
Sean smilte lidt for sig selv. Mange af mørkets væsner var ikke så bundet af burde og skulle i samfundet. Måske fordi de netop var nattens børn, måske fordi deres levestil - og mad - tvang dem til at fjerne den slags forestillinger.
"...Og for at være irriterende prøvede jeg at offentliggøre det for en tid. For at irritere Natalie. Det var imens jeg var sammen med Lori at hun...." Han sukkede svagt og trak lidt på skuldrene. Reddede hans liv? Ja. Men for en pris.
"...At jeg kom til at arbejde for hende. Det gik ikke så godt. Fordi folk havde et stort fokus på mig, både igennem mit skjulte og mindre skjulte arbejde, blev han sat i fare. Folk begyndte at gå efter ham, fordi det kan være farligt at gå efter en archdemon direkte. Så jeg sluttede det. For hans skyld. Og han rejste. Og nu er vi her..."
Der var historien. Måske uden alle de små detaljer, men i hvert fald overordnet.
Han smilte svagt, da han så over på Gene. Det var første gang han havde fortalt historien om Lori, også selv om han havde holdt visse detaljer for sig selv.
"I et limbo, føler jeg. Vi arbejder sammen nu, og ærligt talt var jeg nysgerrig...Og nok stadig tiltrukket. Han er blevet stærkere. Det er godt. Men jeg sluttede vores forhold, og kan derfor ikke bare kræve et nyt af ham. Han er kommet videre"
Han trak igen på den ene skulder og satte koppen fra sig. Det var da egentligt lidt trist at snakke om.
"Lidt underligt at få min ulykkelige kærlighedshistorie, gætter jeg på. Lad os skifte emne" bemærkede han

Hun smilede lidt til Sean, en slags halvsørgmodig lettere resigneret grimasse, der nærmere udtrykte, at Genevira nok skulle klare sig.

”Det er der så mange der ikke ved, men…at være kvinde er at tilpasse sig. At vide at ligegyldig, hvor langt du kommer, vil der altid være specifikke forventninger til, hvad du skal nå i livet og hvis du ikke har, vil eller kan nå de forventninger, vil en stor del af samfundet se dig som en fejltagelse. Hvis ikke du gør det selv. Jeg går ikke ud fra, at det er så meget anderledes for mænd reelt set, men I har trods alt den fordel, at I har nemmere ved at blive anerkendt som hele mennesker,” funderede Genevira et øjeblik, imens hun betragtede det flakkende skær fra pejsen. Ilden skabte farvespil i de mørke glasagtige øjne og for et øjeblik fremstod mere levende end død.

”Isthar er heldig at have dig, ved du. Hun kommer ikke til at vokse op som så mange andre og selvom jeg ved, at tanken i princippet burde byde mig imod, så begræder jeg det ikke. Hvis hun bliver ulykkelig er det i det mindste ikkke, fordi du har presset et eller andet nedover hende, bare fordi hun kom ud som en datter.” Hun trak på skuldrene. Kunne ikke komme uden om, at hun på et eller fundamentalt plan fandt sig i den situation, at hun reelt var misundelig på en baby og hun var nødt til at anerkende det latterlige i det scenarie.
Hun rystede det af sig, som Genevira trods alt gennem hele sin opvækst havde været ekspert i at gøre med så mange ting og ubehageligheder.
I stedet lyttede hun tavst til Seans fortælling om sig selv og Lori, tog sig i at spærre øjnene forvirret op over hvor villigt, han indrømmede at indlede sig på et forhold der, efter de idealer Gene var vokset op med, var stik imod alt naturligt og var noget, der i bedste fald helt skulle undgås og hvis det ikke var muligt så gemmes væk for mere anstændige øjne. Havde Genvira måske ikke netop været helt forpint, da det tidligt i ungdommen slog hende, at andre kvinder forekom hende lige så attraktive som mænd? Havde hun ikke brugt årevis på at fortrænge det? Og der sad Sean så, og talte som om et ligeværdigt forhold mellem to parter af samme køn overhovedet var muligt. Det var ikke fordi tanken frastødte hende eller noget, men den efterlod hende…undrende. For det ville tvinge hende til at anerkende, at hvad end det var hun havde med Abigail Merefort var et forhold på lige fod med, hvad hun kunne have haft med en mand og dermed en slags utroskab. Selvom tanken forekom hende lettere absurd sagde hun intet. I stedet begravede hun tanken sammen med alt det andet, hun nægtede at håndtere.
”Det er næppe mit bord at kommentere på og jeg håber ikke du bliver fornærmet, men Sean…jeg tror ikke Lori er kommet videre. Jeg er ikke engang rigtig sikker på at du er…jeg så hvordan han holdt Isthar. I måden han ser på dig. Jeg bilder mig sågar ind, at jeg kan høre det i måden jeres hjerter slår, når I er tæt på hinanden. Jeg siger det virkelig ikke for at udskamme jer…jeg ønsker bare at I passer på jer selv…og hinanden velsagtens.”

Hun trak undskyldende på skuldrene.
I stedet for at sige mere hældte hun mere te op

Isthar ville få lov til at lave sine egne valg i livet. Sean havde ikke fået en datter, for at lade hende vokse op som en dukke. Dem var der nok af. Desuden var Isthar af en god dæmonisk slægt. To af dem, faktisk. En blanding af en McGivens og Chase. Hvis ikke det gav en pige med en viljestyrke for to, så ville intet. Nej, hun ville formentlig blive svær at opdrage og have en stærk vilje. Og ærligt, så ville alt andet nok også skuffe ham.
Nej, hun kunne få lov til at gøre som hun ville. Pointen var blot...At han havde en reel arving. Også selv om folk ville kommentere at det var uden for ægteskab. Men uden andre børn, kunne selv såkaldte uægte børn arve. Især når han allerede havde skrevet hende ind i sine papirer.
"Jeg kommer fra en anden verden, Genevira. Jeg er ikke lige så forstokket med forældede normer som andre er. Og jeg er incubus. Jeg spiser hvad der...Om det er mænd, kvinder eller noget derimellem. Jeg er ikke kræsen" bemærkede han drillende til hende, ikke uden et lille blink og et skævt smil.

Men emnet om Lori var mere ubehageligt. Og han modstod trangen til at ville rejse sig op og gå. Som han havde gjort hele sit liv, når tingene blev for virkelige, og handlede om følelser. Næsten.
Til sidst rejste han sig op, rastløs. Han var ikke god til at snakke om følelser, og havde egentlig ikke lyst til at diskutere det yderligere.
"Vores forhold er slut. Lori er kommet videre"
Ordene blev sagt bestemt, som om Seans ord alene kunne ændre hele verden.
"Og det er jeg nok også. Der findes andre, når man har brug for det" tilføjede han sigende.
For hvad kunne han gøre ved noget som helst? Måske havde han stadig lidt følelser for Lori...Men han kunne som sagt ikke kræve noget af Lori igen. Og hver gang han troede Lori kom med et hint, kun for lidt efter at trække sig igen...Det var som en nål. Hver eneste gang. Og Sean måtte tøjle sig selv. De arbejdede sammen, og missionen kom først. Men det var også selvpineri. På den ene side ville han gerne være tæt på Lori...Samtidig som han ikke ville.
"Bare rolig. Der kommer ingen skandaløse historier fra mig i den nære fremtid. Tingene skal falde ordentlig til ro igen, så jeg stille og roligt kan vende tilbage til den adelige scene uden at være et forhadt navn" bemærkede han efter et øjebliks stilhed. Han var gået over til et vindue og kiggede ned på vejen, med ryggen til både pejs og Gene.

For en tid sad Genevira blot i stilhed. Et eller andet sted, måtte hun lige sluge, at Sean mere eller mindre, måske utilsigtet, havde kaldt hende forstokket for de holdninger, hun var vokset op med. Egentlig ville hun, hvis konteksten havde været lidt en anden, gerne have spurgt mere ind til denne anden verden. Hvordan det hang sammen? Om han savnede den? Hvad og hvilke holdninger, han havde taget med sig derfra, udover en forfriskende og dog også for hende lettere forvirrende tro på kvinders lige værd åbenbart. Men lejligheden syntes ikke at være til det, så i stedet lod hun sine spørgsmål ligge. Måske ville de komme ind på dem en anden gang.

”Det var ikke min mening at snage,” forsikrede hun ham så, måske en smule overhastigt, da hun virkelig ikke ønskede at gå herfra efter muligvis at have givet Sean en fornemmelse af, at hun ikke kunne tillade ham sit privatliv i fred.


Om det bedste for Sean så virkelig var Lori, det havde Genevira sin tvivl om. Manden forekom hende nok så godhjertet, men også uforsigtig og måske ikke helt så bekendt med den slags liv Sean levede, som han ønskede at være. Men Sean var en voksen mand og hun ville på ingen måde blande sig i hans beslutninger, særligt ikke dem, der reelt ikke vedkom hende, som hvem han var sammen med. Hun havde nok tiltro til ham til at vide, at han ville være diskret, hvis det blev en nødvendighed.

Nu er jeg selv heller ikke ligefrem nogen kærlighedsekspert, så du skal ikke lytte til mig, hvad den slags angår, jeg ønsker bare ikke, at du i sidste ende ender med at pine dig selv halvt til døde ved dette…samarbejde, hvad end det så end er, I præcis er i gang med.” Hun trak lidt på skuldrene, som for at affærdige sine egne bekymringer ved hele dette mystiske foretagende, de to dæmoner lod til at være beskæftiget med.
Til sidst rejste hun sig op, lagde en forsigtig hånd på Seans skulder et øjeblik, før hun igen trak sig bort.
”Men jeg må også hellere se at komme af sted, hvis der ikke var mere, du ønsker at drøfte inden?”

Han prøvede. Kunne man ikke vinde priser i forsøg?
Han prøvede at reparere. Han prøvede at åbne op igen, at undgå han nærved og næsten ville miste Gene...Eller andre, han havde besluttet sig gerne måtte blive i hans liv. Men det var svært. Og lidt ubehageligt. At lege hyggeonkel, åbne op og fortælle om personlige ting var...
Næsten kvalmende. For meget. Ja, han havde helt klart krydset sine egne grænser denne aften. Heldigvis over for Gene.
Tiden måtte vise om det var til det bedste eller ej. Den slags kunne altid gå begge veje. Men der var en grund til at han havde lært sig selv altid at tie. At bryde det nu var...imod hans instinkt.
Hvis han på en eller anden måde havde fornærmet hende, var det ikke noget han selv var opmærksom på. På trods af de havde en del tilfælles - påstod Sean i hvert fald - så var de også stadig fra hver sin verden. Bogstavlig talt. Men også generelt. Gene var på sin egen måde mere en del af adelige verden, ens Sean nogensinde kunne komme. Selv om Sean havde lært sig selv meget, var der en naturlig tilgang til tingene han ikke kunne få. Og selv om de færreste måske bemærkede det...
Vidste han selv at Gene kunne noget han ikke kunne, på det punkt.

Han satte pris på hendes hånd, og vendte sig om mod hende i forfølgelse af den hånd der også blev fjernet igen.
"Undskyld. Måske kærlighed, tabt eller ej, er et specielt emne for os begge" bemærkede han, i et forsøg på at lette stemningen igen. I hvert fald sin egen.
"Nej, jeg har taget nok af din tid. Du er en travl kvinde nu, og Lady Gray kan virkelig ikke blive efterladt for længe alene på borgen...Du skræmmer alle af hankøn væk med alle de blonder alle steder" bemærkede han drillende, med den veksling af møblement der var sket på borgen.
"Tak fordi du kom. Og...Bare...Lori og mit arbejde med ham...Det er ikke noget resten af Doomsville, eller andre for den sags skyld, behøver vide noget om" tilføjede han hurtigt, inden hun nåede at forlade ham helt. Det sagde måske sig selv, men han fandt det bedst at nævne det alligevel.

”Det kan der være noget om,” medgav Genevira med noget, der virkede som en mellemting mellem et smil og en lidt sørgmodig grimasse. Trods alt vidste hun stadig ikke rigtig, om det der var mellem hende og Valentine overhovedet kunne kategoriseres som noget, der nærmede sig kærlighed. Engang ville hun ikke have tøvet med t svare at selvfølgelig kunne det det. At dette måtte være det tætteste på kærlighed af den romantiske slags, hun nogensinde ville opleve. Så forsvandt han og giftede sig med en baby i stedet for hende og selvom, hun forsøgte at fortælle sig selv, at hun var ovre det, så havde det unægtelig slået skår i hendes tiltro til ham. Selvom han forsikrede hende om, at han elskede hende og at hun virkelig ønskede at tro på det, kunne Genevira ikke lade være med at overveje, om han havde sagt det samme om Elizabeth. Om han også ville ende med til sidst at finde et eller andet kreativt grundlag for at slippe af med hende. For hun formodede, at det var det der var sket med Elizabeth. Det ville være nemmere, hvis hun havde kunne tro på klosterhistorien. Hun havde prøvet at tro på det. Når hun blev virkelig desperat, så prøvede hun stadig, men hvis han havde elsket og respekteret sin første hustru på selv det mindste plan, om ikke andet så blot på det sjælelige plan, man fik at vide, at man skulle elske alle sine medmennesker, så havde han vel ikke gjort sig den ulejlighed at skille sig af med alle beviser for, at Elizabeth nogensinde havde eksisteret. Genevira var da lykkelig for, at hun ikke skulle bo i et metaforisk alter til hans første hustru, men den lethed han skiltes fra hende med kunne ikke helt undgå at sætte foruroligende spor i Gene. Hun rystede tankerne af sig. Mange ville have sagt, at dette ikke var nogen god indgangsvinkel til et ægteskab, men mange vidste heller ikke, hvordan verden, og måske i særdeleshed den verden Genevira eksisterede i, fungerede.
Måske var det fordi emnet så kort forinden havde været så mørkt, at Seans næste ord kom så meget bag på Genevira, at hun kom til at skraldgrine. Ikke et syn nogen så særlig ofte, men det løsnede op for et eller andet.
”Ærlig talt, Sean, man skulle tro at mine møbler personligt havde myrdet din bedstemor,” sagde hun, da hun havde fået kontrol over sig selv igen. Det var ikke sagt uden et træk på smilebåndet.
”Og dine hemmeligheder er selvfølgelig lige så sikre hos mig, som jeg antager at statens hemmeligheder er det hos dig.”

Hun omfavnede ham kort til afsked og forsvandt så ud.
//Out <3//