Bare et helt almindeligt familiemøde (Genevira og Lori)

S: Seans store hus i Terrorville
O: Andre store flotte huse, en bred gade.
V: Overskyet, en let vind der er kølig
T: Tidlig aften.

Rækkefølge: Sean, [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var blevet efterår med stort E. Morgenen var blevet langsommere til at komme, og aftenen hurtigere. Mørket blev langsommere mere og mere tungt og allestedsnærværende. Folk var begyndt at finde deres lange kapper og tykke sko frem, på trods af det endnu ikke var helt koldt - man kunne sagtens færdes med kun en varm trøje de fleste dage. Endnu. Men vejret var næsten altid overskyet og truede regn. Typisk Doomsville. Og ikke noget der generede Sean.
Nogle folk blev meget påvirket af vinterens mørke tid. For Sean var det lige omvendt. Han...Hyggede sig?...Mere. Der var næsten altid mere stille om vinteren. Selv med alt hans arbejde, var det som om man oftere bare arbejdede videre med eksisterende ideer, og ventede med at finde på nye til næste sommer.
Ikke at han ikke ville have nok at lave. Med stadigvæk. Folk gemte sig om vinteren. Det gjorde han måske også selv lidt. Uden at være åben omkring det, var han stor tilhænger af en varm pejs, tæppe og en kop the. Og tit en bog også.
Der var også flere fester hen over vinteren. Folk havde brug for at der skete noget.

Denne tidlige aften var et godt eksempel på en typisk efterårsaften. Lidt køligt, men ikke koldt. Overskyet, en himmel der allerede var ret mørk, omend ikke direkte nat endnu.
Og det store hus, med de nye vinduer og døre, klar til vinteren. Huset var blevet færdig-istandsat efter den store kamp hen over sommeren. De nye vinduer holdte bedre på varmen, selv om der kun blev tændt op i de rum som husets beboere befandt sig i.
Sean selv gemte sig i sin del af huset. Det var stadig delt op mellem Delilah og hendes børn til den ene side på 1. etage, mens hans værelser, bibliotek og et par gæsteværelser lå på den anden side. Det gav en smule fred, selv om han var kommet til at holde af lyden af liv i huset. Børneskrig, latter, løbende fødder og hyl, når det gik for hurtigt ned af den endnu forfærdeligt glatte marmortrappe - når man ikke trådte på tæppet, selvfølgelig.
Der var blevet pyntet en smule op til efterårets fejringer. Hans tjenerinde havde spurgt om hun måtte, om ikke andet for at glæde børnene - og han havde sagt ja. Så kranse af grene og stedsegrønne blade, med bør i flere farver, og de få af efterårets blomster der endnu var, prydede på både den store hoveddør ud til vejen, og andre enkelte steder i huset. Buketter stod rundt omkring, i de rum husets beboere kom mest i. Selv på Seans værelse havde hun sneget en lille buket ind på hans skrivebord.
Han havde ladet den blive stående. Der var alligevel noget hyggeligt over det. Også selv om han måtte skubbe døende blade væk fra dag til dag.

I dag sad Sean ikke på sit private værelse. Han var gået ned i opholdsstuen ved siden af entreen. Der var ild i den store pejs, og der var god plads til at modtage gæster. Et par lænestole stod ved pejsen, mens andre små grupper af stole og små borde stod spredt i rummet. Langs væggene reoler med bøger, eller et stort billede. Gulvtæppe til at jage gulvets kulde på flugt. En stor lysekrone med lyskrystaller. Levende lys på nogle af bordene.
Og på det lille bord mellem de bedste lænestole ved pejsen - et thesæt. Brugt. For Sean var ikke alene. Han havde inviteret Genevira på besøg. Og selv om snakken ofte drejede sig om deres fælles arbejde, var der også tid til bare at sidde.
Sean var iklædt et par løse sorte bukser, bare fødder - som så ofte i hans eget hus - og en varm trøje. Det mørkebrune hår havde været redt tidligere på dagen. Men med de hænder der var gledet igennem hans pandehår, sad det lidt mere uregerligt. Lette skægstubber prydede hans kind og hals.
"...De prøver hvor de kan. De er ikke de eneste adelige der mener borgen skal hjælpe med at finansiere nybyg af de adeliges palæer. Nogle af dem mistede næsten hele deres hus i kampen" bemærkede Sean afslappet, til deres samtale om byens genopbygning - og de adelige der prøvede at få penge til ombygninger hvor de kunne. På trods af de fleste selv havde penge nok.

Kølig vind, tidlig mørke, en en generel fugtighed i luften, indikerede tydeligt at efteråret var kommet! En årstid der før hen var Loris yndlings, trods køligheden, og sjappet der hurtigt kom, af alle de våde dage, så var det også en tid, hvor man kunne sidde og slappe af foran pejsen eller kakkelovnen, nyde en varm drik, og for Loris vedkommende, forsvinde ind i de fremmede verdener i hans bøger! Ja.. alt i alt havde efteråret altid været en hyggelig tid for Lori!
Men det var efterhånden længe siden.. de sidste 3-4 år, hvade efteråret derimod været anskudet, til kulde, mere besvær med at finde føde, eftersom at flere og flere bliver hjemme. Så med mindre at han skulle bryde ind, var der ikke meget at vælge mellem. Og tiden til at fordybe sig i sine bøger, var ikke noget han havde haft meget tid til, med mindre at det var bøger om vigtig viden, som f.eks nu hvor han læste op om dæmoner og deres arter, og ikke mindst om ritualet der kunne gøre en til Archdemon.
Men måske kunne det blive anderledes, så snart han var færdig med den mission som han havde.

Opgaven der også var skyld i, at han gik her nu.. Han skuttede sig lidt, og trak kraven på hans frakke op, så den skærmene han nakke mod den kølige vind, der ramte ham som han gik op mod Seans hus.

Det havde taget ham lang tid, ja, endda dage, at tage sig sammen til det her! Han og Sean var blevet enige om, at det var en god ide, at ham besøgte Sean i hans hjem, så spionerne troede på deres historie om, at de var begyndt at tale sammen igen, og at det var på den måde, at Lori kunne skaffe oplysninger om Natalie.
Men da han sagde ja til at komme, havde han ikke overvejet hvor svært det ville blive, at tage sig sammen. Særligt efter sidst.. den aften var endt en del anderledes ud, end han havde regnet med, og han havde endt med at have en MEGET større trang til at Sean skulle blive, ens han havde kunne forstille sig!

Han rystede tankerne fra sig. Den slags tanker måtte han lægge fra sig! Det gik slet ikke! Det her var et besøg der skulle overståes, så det så ægte ud overfor Bronsos mænd!
Med en beslutsom bevægelse, bankede han på hoveddøren til Seans hjem, og en LILLE del i ham, håbede virkelig på at der ikke blev åbnet!.

Lyden af bank rungede igennem den store hal. Butleren, en ung mand, dukkede op fra døren til køkkenet og tjenernes område af huset. Med ilende skridt begav han sig hele vejen over til den store hoveddør. Rummet var stort og køligt, lyst op af flere lysekroner med lyskrystaller.
En lås blev slået fra og butleren trak døren op - men kun nok til at vurdere hvem der mon bankede på her en tidlig aften. De fleste var hjemme hos dem selv, og Herren i huset havde ikke meddelt de fik flere gæster. Det kunne være hvem som helst!
Blikket gled ned over skikkelsen foran ham.
"Velkommen til McGivens residens. Hvorledes kan jeg hjælpe Dem? Jeg beklager, men Herren er indisponibel i øjeblikket med andre gæs - "

Sean havde hørt lyden. Ja, det havde de jo begge, som Genes hørelse var bedre end hans egen. Med en finger i luften bad han Gene vente hvor hun var og huske deres samtale.
Nysgerrig - og med en konstant forventning om at alle der dukkede op måske var Lori - var Sean nødt til selv at kigge.
Derfor nåede butleren heller ikke at tale færdig, før Seans hånd lagde sig om dørens kant og tvang den op. Butleren måtte trådte et skridt tilbage for ikke at få en dør over sig, og for at give plads til Sean.
"Lori"
Seans ønske var blevet hørt. Smilet voksede.
"Det er okay, Lori er altid velkommen, uanset hvornår han dukker op...Kom ind. Vil du finde en ekstra kop til the?"
Det sidste blev sagt til butleren.
"Jeg er glad for du kom. Jeg har dog rigtig nok gæster...Men jeg synes alligevel I skal møde hinanden"
Han gad Lori tid til at tage overtøjet af, mens Sean selv lukkede døren. Derefter viste han vej til opholdsstuen. I rummet var der straks varmere.
"Genevira...Vi har besøg. Må jeg præsentere Lori, en...Ven. Nær ven, måske. Og Lori, hils på byens nye herskerinde, Genevira Isherwood" præsenterede han de to.

Knuden i maven, begynde at vokse lidt, da butleren havde åbnet døren, men var ved at meddele ham at Sean ikke havde tid til at have gæster, butleren nåede dog ikke at tale færdig, før en alt for bekendt stemme lød.
Og uden selv helt at tænke over det, bedre smilet sig på hans læber, da han så Sean i døren. Og det gav da en lidt varm fornemmesle, da Sean nævnte overfor butleren, at Lori altid var velkommen, uanset tidspunkt. Men det gav dog også samtidig lidt et sug i den, iforvejen urolige mave!
Tankerne fløj med det samme tilbage til sidst de sås, i Loris hytte. Det havde været en aften fyldt med en MASSE drama, og sandheder, som Lori ikke hvade regnet med! Både fra sin egen side, men bestemt også fra Seans.

"Jeg vil ikke forstyrre hvis du.." mere nåede han ikke rigtig at sige, før han næsten trukket ind i huset.
Han åbnede jakkrn, og fik hængt den fra sig, inden han fulgte med ind i stuen.
Under jakken, var han klædt i en skjorte, med en pæn vest ud over, et par mørke bukser, der sad lidt tæt, samt et par sorte støvler, som han dog havde valgt at træde ud af i entreen, for ikke at mudre Seans hjem helt til.

Han stoppede op ved siden af Sean, da de kom ind i stuen og betragtede kvinden foran ham. Hans blik gled kort op på Sean da han forsøgte at præsentere Lori. En nær ven! Måske? Hvorfor måske?
Okay..  det var måske ikke helt forkert. For hvad var de egentlig?
De forsøgte sig med venner, og der var også det bedste!

Han vende blikket mod Genevira med et smil, da hun blev præsenteret. Han gav hende et høfligt buk.
"Det glæder mig endelig at møde dem. De må undskylde, jeg har ikke været tilbage i Doomsville i lang tid, så jeg har desværre ikke rigtig nået at sætte mig så meget ind tingende endnu, ud over hvad Sean har fortalt"
Han grinte dog en smule da Genevira kom med en MEGET formel hilsen til hende.
"De skal skam ikke kalde mig sir... det er jeg slet ikke fin nok til" grinte han lidt.
Han sende hende et høfligt og roligt smil.
"Jeg lader jer andre om alle de der adelige petitesser" sagde han og sende et drillende smil til Sean.

De eneste tidspunkter hvir Lori havde deltaget i den slags, var sammen med Sean. Han var ikke selv så fin, og det var svaret at være det, når man havde levet på gaden.
Lori var nok mere typen der var til hygge og afslappet hed.

Det var en underlig fremmed lyd. Den dybe latter der pludselig forlods Sean, i dette mærkværdige scenarie der om noget var et billede af hans liv - det formelle og politiske, der mødte den mere afslappede, kriminelle og kaotiske tilværelse. To bekendtskaber, fra hver deres side af hans liv - i samme rum. Hvilken energi ville det give? Ville de rive hovedet af hinanden - eller finde fælles fodfæste i ikke at kende Seans anden side?
Tanken var så sjov, at han mest af alt havde lyst til at sætte sig i hjørnet og lade dem snakke. Se hvad der skete. Men noget sagde ham... At det nok ikke ville kunne lade sig gøre.
Med et overraskende stort smil, og selv fanget i en let og underholdt stemning, lod han den ene hånd hvile på Loris skulder. Ah, selv denne lette berøring var som et lille stød for Sean. Et stød, der øjeblikkeligt vækkede et hoved for at være endnu tættere på...
"Gene...Vær sød. Lori er ikke adelig. Du skræmmer livet af ham. Selv om det er...Uvant...For vores møder...Kender jeg trods alt også mere jævne folk. Selv om..."
Sean så på Lori med et drillende smil.
"...Han ikke er så jævn på alle punkter. Faktisk arbejder han og jeg sammen. Ligesom vi arbejder sammen" forsikrede han Gene. Om noget ønskede Sean sig en mere afslappet stemning mellem dem alle tre. Mon det kunne lade sig gøre?
Det kom an på om Gene lod sig rive med af to incubi. Eller kunne glemme der var en fremmed i lokalet med dem.

"Jeg er sikker på vi kan finde nogle ting at snakke om alle tre...Kom...Lad os sætte os. Nogen kommer med noget mere the til os om lidt" forsikrede han og gjorde tegn til lænestolene. Oprindelige stod der kun to, men med en dæmonisk styrke var det ikke svært at hente en tredje.
Åh ja...Han hyggede sig...Hvilket ville være tydeligt fra alt fra hans smil, til hans lette skridt.
"Genevira og jeg snakkede arbejde. På trods af vi også mødes for hinandens gode selskab, er det alt for nemt for os at fordybe i det politiske arbejde. Jeg er sikker på du kan give os nogle nye emner at diskutere"
Hvad nød han mest? At sætte Lori i et tydeligt fornemt selskab der elskede store samtaler om abstrakte ting såsom politik, eller at drille Gene i hendes fremstående og muligheder i et nyt og uvant selskab?
Begge dele.
Med en hånd bad han dem sætte sig. Han lod dem sætte sig hvor de ville, og ville selv tage den sidste ledige lænestol bagefter.
"Bare rolig Genevira...Lori løber ikke med sladder. Så ofte"
En ubekymret bemærkning.

Om det var kontrasten mellem Sean og Geneviras energier lige nu, der var voldsom, eller det faktum, at det var længe siden, at han havde set Sean være SÅ energisk, og ligefrem.. glad? Vidste han ikke helt, men han følte sig nærmest forvirret, men smilede dog. Det var egentlig rart at se Sean sådan.
Men det kunne da ikke være af den simple grund, at Lori var kommet?

Lori lysstede til hvad Sean sagde, og et kørt øjeblik løftede han det ene øjenbryn, da Sean valgte at kalde Lori for jævn. Det blev dog antastet af et lidt skævt smil, og et blik mod Sean da han trak det lidt til sig igen. Nej, Lori var ikke adelig eller noget, og jo, han var vel det man i folkemunde ville kalde af det jævne folk.
Car var langt fra fattig, men han hørte hele ikke til, i det fine kredse. Der havde han kun opholdt sig, hvis han havde fulgtes med Sean til et eller andet selskab, den gang de dannede par.
Han vende blikket mod Genevira igen, da hun påpegede at hun ikke var ude på st skræmme ham.
Han sende hende et varmt smil.
"Bare rolig, Sean driller bare. Jeg bliver ikke så let skræmt, og der er da langt værre ting de kunne kalde mig, end sir" Det sidste blev sagt med en mild latter, ikke for at drille, men fordi han godt vidste, hvad andre af hendes stand kunne finde på at kalde en som Lori.

Lori fandt plads i den nye stol der var blevet sat, han sad afslappet, men stadig rank, og med albuerne hvilende på stolens armlæn, og hænderne foldet i skødet, kunne han -hvis man så bort fra hans lidt pjuskede udseende - måske godt kunne narre enkelt til at tro, at han var fra finere kår.
Helt usandt var det jo heller ikke. Han nedstammede jo faktisk fra, en ret mægtig dæmon slagt, hans far havde haft magt, og havde været en del af de finere folk, hvis altså ikke at han havde været, en så grusom mand.
Og Lori kunne jo ikke HELT indga i det finere selskab, da han var det man kalde en bastart... født uden for ægteskab, så sågar, af en heks.
Tog man Loris plejefamilie, havde de også været en del af de lidt finere kredse, dog ikke hos de adelige. Men der havde Lori også levet i finere kår. Og han havde da også arvet det hele! Huset, pengene, og han havde nok også kunne arve statuen, men det var han bestemt ikke intrasseret I. For han vidste jo, som en af de få, at grunden til at han arvede, var fordi han selv slog sine pleje forældre ihjel.

Lori kunne ikke undgå at smile lidt.
"Du har jo aldrig været god til, at lade vær med at snakke arbejde og politik, selv når det var meningen du skulle slappe af" lød det med en mild latter, da Sean nævnte at han og Genevira, ofte ende med at tale politik og sådan noget, selv når de prøvede på at slappe af og hygge dig.

Hans blik ramte Genevira. Da hun spurgte om han og Sean havde arbejdet sammen længe.
"Det kan man vel godt kalde det..  før hen skaffede jeg gerne værdifulde bøger til Sean.. nu.. skaffer jeg blot oplysninger" sagde han med et roligt træk på skuldrene.
"Som Sean nævnte det, så høre jeg måske mere til de... jævne folk, som han  ynder at kalde det.. derfor har jeg også nemmere ved at skaffe oplysninger, og "trænge ind" i forskellige klasser, hvir en mand som Sean selv, ville blive genkendt med det samme, grundet hans alt for høje tanker om sig selv" Det sidste var et tydeligt drilleri, der da også fortjente et drillende og kækt blik og smil i retningen med Sean.

Hans rettede lidt på sig i sædet, og rakte armen frem med den eksrea kop, der var blevet he tet frem til ham, og hvor teen allerede var blevet skænket. Han tog en rolig og forsigtig tår af den, han måtte jo lige sikre sig, at den ikke vat alt for varm stadig væk.
Endnu engang faldt hans blik, på kvinden foran ham. Hun var nydelig, og så dannet ud, men der var ny alligevel noget over havde, der ikke virkede så... storsnudet, som han ellers fandt mange adelige kvinder. Som om de ikke kunne tåle magten?
Han smilede lidt ved hendes spørgsmål.
"Jeg har egentlig været lidt over det hele... jeg rejste væk i en tid for at... tage mig af personlige ting.. jeg har brugt en stor del af min tid i Dragons Peak, men har også haft rejst rundt.. feks besøgt mine plejeforældre grav i Sunfurry" han satte koppen tilbage på sin underkop, på bordet foran sig.
Teen havde altid været en ting han nød meget, når han havde besøgt Sean før han! Han havde altid en masse eksotisk te, og den blev altid lavet til perfektion.

"Der er flere steder jeg rejste rundt, hvor de voldsomme naturkatastrofer, har ødelagt en masse, men det var da sært at komme hjem til den by man kende så godt, og pludselig var en stor del af den ødelagt.. min gamle bogbutik der iblandt" Ja. Den havde gjordt lidt mere ondt. Trods, at han ikke selv stod for den mere, men havde en anden der bestyrede den for ham, så havde det været voldsomt at se, et sted der engang havde været hele ens hverdag, og liv, ligge der i ruiner, med ødelagte bøger, sten og brædder alle steder.
De bøger der på mirakuløsvis havde overlevet sammenstyrtet, var enden blevet stjålet, og sikker brugt som optænding i kaminerne, eller også var de blevet ødelagt af regnen og blæsten.
For en fyr som Lori ser ELSKEDE bøger, var det som at få en kniv i maven, så meget smerte pådrog det ham, når han så helt perfekte bøger, blive ødelagt.

Men så igen.. de der havde stjålet de bøger der var tilbage, kunne man jo egentlig ikke bebrejde.. det var valget mellem, at læse et fantastisk eventyr, eller fakta, eller rent faktisk at overleve, og ikke fryse ihjel, valget var jo for stort set alle logisk.

"Ja, jeg beklager også, skønt jeg har været delvist tilbage i nogle måneder nu, har jeg desværre aldrig set dem før..  jeg ved kun om dem, hvad Sean har fortalt mig.. og som de ved, holder han altid tingene meget tæt til kroppen" Hans hoved faldt list på skrå, som ham han studerede hende en smule. Og det gjorde han nok egentlig også.
"Er de selv her fra byen?" Spurgte han roligt.

//sorry det blev lidt langt XD

De satte sig, Sean tog den sidste stol, næsten imellem dem, på trods af stolene stod rettet mod hinanden - og den varme pejs.
Tjenerinden var kommet ind med en ny kande frisk the og en ekstra kop til gæsten, nejede og skyndte sig ud igen. Men uden at virke uhøflig - inden hun nåede at gå helt, gav Sean hende et hurtigt tegn. Hun nikkede svagt og gik.

Imens Gene og Lori brugte en del energi på at læse hinanden, tog Sean afslappet sin egen halvt drukkede kop med the. Kiggede lidt ned i den, som han kørte den mørke væske rundt, før han tog en tår. Ah...Næsten helt kold nu. Han drak hurtigt det sidste, så han kunne fylde den op med ny, varm the. Lori havde fået, så med et spørgende blik spurgte han Gene om hun ville have mere.
Derefter sødede han sin egen the med en smule sukker. Og lyttede til samtalen. Lori var som...En åben bog. Til et punkt hvor Sean følte Lori var ved at afsløre for meget. Godt nok var Gene en fortrolig - men Lori behøvede ikke præsentere sig som Seans kilde til informationer. Det udsatte Lori for uønsket opmærksomhed, og var en åbenlyst indrømmelse af hvor Sean blandt andet fik sine informationer fra.

Sean smilte tilbage til Lori, når Lori drillede ham. Han slog let ud med den ene hånd.
"Jeg vil nu mere sige det er de sidste mange år i politik der har gjort mig lidt for kendt" bemærkede han sigende, men med et smil. Det var irriterende, og praktisk. Nogle gange ville han ønske han bare kunne være...enhver adelig eller rig person i byen. En skygge. Andre gange var det praktisk at blive genkendte - især hvis folk prøvede at udnytte ham til et eller andet. Eller bare gav ham opmærksomhed.

Ja, Lori var på flere punkter Seans direkte modsætning. Også hvad angik småsnak og åbenhed, som lige nu.
Sean faldt hen i let stilhed, som han lod de to lære hinanden at kende. Og nippede i stedet til sin the og lyttede.

Sean havde ret, det var nok hans arbejde i politik, og ikke mindst at han var dobbelt tidligere hersker, både her, og i Dragons Peak. Så kunne man jo ikke længere være helt uigenkaldelig.
Lori havde nu også selv oplevet i en rum tid, at blive genkendt. Men det var langt fra for noget godt hver gang..  for ofte, blev han genkendt som den mand, som Sean havde haft et åbenlyse forhold til, trods folkets mening. Heldigvis var Lori hurtigt blevet glemt igen, for det kunne være blevet farligt for ham, hvis folk kunne huske ham efter at han og Sean var gået fra hinanden. For folk ville måske pludselig turde at komme efter ham, på grund af hans lyster. Derfor havde han også holdt sig en del mere i ro, og da havde da også været en lille del af grunden til at han var rejst.

Loris blik faldt atter på Genevira, da hun sagde at han ikke kunne være helt jævn, h is han havde haft noget ned bøger at gøre. Han trak let på skuldrene.
"Jeg har nok i virkeligheden, nærmere været heldig" erkende han.
"Da jeg kom til doomsville, blev jeg taget ind hos en fantastisk  kvinde, fik lov at bo der, og jeg fik lov at arbejde i hendes vent bogbutik.. senere da de begge gik bort grundet alderdom og sygdom, arvede jeg det hele.. trods jeg ikke var barn af nogle af dem.. og trods, at jeg i virkedeligheden var langt ældre end dem begge" nævnte han. Han greb atter koppen med te, og tog en tår.
Han sende hende et smil og et nik, da hun spurgte om hans tur havde været frugtbar.
"Jeg tog aften for at...." et ufrivilligt blik, flakkede i et slit sekundt, over på Sean, men igen tilbage på Genevira med et smil atter igen.
"For at komme lige væk fra det hele... men det var brugbart at komme væk, og ikke mindst at lære noget nyt om mig selv" sagde han med et roligt smil, et smil der næsten blev overbærende da hun sagde at det gjorde hende ondt med hans plejeforældre.
Han rystede mildt på hovedet.
"Det skal de ikke være.. det er så længe siden nu" og det var jo sandt! Hvis han skulle indrømme noget,  så var det nok, at han knapt kunne huske dem. Deres ansigter forsvandt mere og mere fra hans indre øje, og deres stemmer, kunne han slet ikke huske fra andre.

At få afvide at Genevira var fra Rotten root, overraskede ham faktisk en smule. Hun virkede så dannet, ikke som rb kvinde han normalt ville finde i det diskret.
Det ville normalt være der han tog hen, for at få føde. Det var ikke ligefrem at sted, hvor han ville lede efter byens næste hersker. Men så igen.. sådan havde jo en evne til at samle de sjoveste typer ham. Han havde fortalt hvordan han havde, hjælper Genevira. Og den sidste Sean havde hjulpet, som Lori havde mødt, var Razor. En lille dæmonisk fyr, med største D. Knægten havde OFTE gjordt Lori rasende, og fået hans pis i kog. Men de havde da endt med at finde en ting de havde til fælles. Nemlig deres kærlighed for både Sean og Reign.

Jan smilede lidt ved Geneviras ord "Det forstår jeg skam, selvom jeg ikke selv går ret meget på i titler og roller, så har jeg dog forstået vittigheden af dem.. takket være Sean" hans blik vende sig mod Sean,  der egentlig var overraskende stille.
"Jeg så du havde fået ny butler?" Bemærkede han pludseligt til Sean.
"Ærgerligt, jeg var ellers blevet så gode venner med gamle" drillende han lidt. Seans tidligere butler, var hurtigt blevet vant til at Lori kom på alle mulige tidspunkter, og at han somme tider, også overnattende. Det var ikke kun en eller 2 gange, at Lori havde siddet i Seans hjem og spist morgenmad, selv efter Sean måske var gået, fordi han havde vigtige møder og aftaler.
Men manden der havde åbnet døren idag, hvade været ny, og måske var det også for det bedste. Færre ting der kunne minde ham, om den tid. Ikke at det havde været en dårlig tid.. men han prøvede stadig på, ikke at tænke for meget på det.... for det gjorde ondt.. og det var som om, at det kun var begyndt at gøre mere ondt, efter at han og Sean, var begyndt at bruge tid sammen

Sean kendte til dem begge, og om ikke alle detaljer, så essensen af deres livshistorier. Alligevel var det forfriskende at blive mindet om dem, og høre hvilke ord de brugte om dem selv. Lige nu var de ved at finde ud af hvor de havde hinanden - og, forhåbentlig, finde ud af at de kunne slappe lidt af i hinandens selskab.
Ikke at...Altså...Ja, af en eller anden grund betød det noget for Sean. At de kunne, om ikke andet, så tolerere hinandens selskab og være i det. Men hvis denne aften gik godt...Så ville han blive glad. Det betød noget. Også selv om Gene og Lori ikke vidste det.
"Så vi har alle en forelskelse til bøger tilfælles" bemærkede han afslappet. Det var sandt at han nærmest havde adopteret Gene - på alle måder undtagen officielt - og lært hende op. Hendes intelligens, hendes evne til at følge hans tankemønster...Det var unikt. En egenskab så få havde. Ikke fordi han var ovenud arrogant...Det var han nok også. Men fordi han vidste at han havde en kompliceret tilgang til tingene. Og Gene var den person han havde mødt, der bedst kunne følge hans tanker. Det havde fascineret ham fra første dag, og han havde taget hende med sig hjem med det samme. Og se hvor de sad nu?

I det mindste sagde Lori ikke en hel masse om det nyeste arbejde der var mellem ham og Sean. Sean opfangede godt blikket, men lod som ingenting, velvidende Gene ville være hurtigt nok til at bemærke det - og sikkert have en tanke om det. På trods af det hele, var der noget arbejde Sean foretrak at holde adskilt. Især når det handlede om Natalie, og mulige minder om borgerkrigen. Og hvordan Sean selv havde konstrueret det hele, for at undslippe Natalie...Og hvordan han næsten havde mistet forbindelsen til Gene samtidig.
En kaotisk tid, han ikke så nogen grund til at lade Gene tænke alt for meget tilbage på. Hun skulle jo nødig skifte mening igen.
"Den gamle butler gik på pension ikke lang tid efter du stoppede med at komme dig. Det var en kombination af...At jeg havde andet arbejde og næsten aldrig var hjemme, og han ikke havde energien til at passe det store hus mere. Men jeg giver dig ret. Han var en god butler. Den bedste jeg har haft"
Sean nikkede svagt og satte sin kop fra sig. Han havde haft et par stykker siden da, men de fleste var stoppet af sig selv eller blevet smidt ud.
Javist, pension var ikke som sådan en ting mange steder. De fleste adelige huse så en ære i at have den samme butler til denne døde, og så overtage sønnen. Men Sean ville have en mand, der kunne passe sit job og var frisk til det, end en gammel slidt mand, der ikke engang kunne gå op af trappen. Så han havde sikret manden nok penge til en okay eftertid, og sendt ham hjem til sin familie igen. Med en reminder om at visse ting aldrig måtte blive sagt uden for Seans hjem.
En butler kendte jo alle husets hemmeligheder. De skulle vælges forsigtigt. Og han havde ganske enkelt ikke fundet en der levede op til Seans standard endnu.

Sean rettede sig op, da døren forsigtigt blev åbnet og tjenerinden vendte tilbage. Med en bylt af tæpper i sine arme. Det var godt nok sent, men babyer sov når de selv ville. Alligevel var det tydeligt at pigen var søvnig, især når hun lå næsten helt stille i tæpperne.
Sean rejste sig roligt op, og gik over for at overtage barnet. Forsigtigt overtog han hende fra tjenerinden, der stille satte sig over i en usynligt hjørne, til når babyen skulle tilbage til sin mor igen. Afventende.
Men hvis Seans og Loris arbejde skulle gå godt, måtte Lori også kunne fortælle om at have mødt Isthar. Og...Sean ville gerne have han så hende.

Et naturligt smil gled over Sean, som han trak tæppet væk fra hendes hovedet. Hans egne mørkegrå øjne så op på ham. Det mørke hår. Så opmærksom. Stor nok til at begynde at lege og øve sig i at komme op på alle fire - når hun ikke sov eller spiste.
Sean gik hen til dem igen.
"Lori...Dette er Isthar. Min datter"
Sean så op fra pigen, og blinkede let til Gene. Hun skulle nok få lov til at holde pigen om lidt, men da Lori aldrig havde mødt hende, fik Lori lov til at se hende først.

Et noget varmere smil faldt over Loris læber da Genevira konstaterede, at familie var familie, ligegyldigt hvor længe de havde været det, og i hvilket omfang. Og det havde hun selvfølgelig ret i. Lori havde elsket sine plejeforældre, de eneste der den gang havde vist ham kærlighed! Minderne om hans biologiske forældre var ikke gode! Hans far havde været en kold og hård mand! Både overfor Martin Loris bror, der dog var ren dæmon, med en mor der endda var hans fars kone, men især over for Lori, der jo var uægte, og kun var blevet tålt,  fordi han havde vist sig, at være blevet dæmon, og ikke menneske.
Hans mor, huskede han kun meget lidt om, han havde ikke liv til at se hende som barn, og husker hende egentlig kun var den aften i skoven, hvor Sean havde fundet hende, og han selv havde slået hende ihjel.

Lori kom med et halvt smil, som Sean forklarede hvad der var blevet af den gamle butler. Ja, manden havde jo været gammel, og det var bedre at han stoppede inden noget gik galt.
Men underligt nok var det en smule vemodigt. Han havde godt kunne lide butleren, og selvom det var hans arbejde, havde han altid været god til diskretion.

Lori sad med hans kop te i hånden, da tjenerinden kom ind med bylten på armen. Han løftede blikket, og et kort øjeblik undrede han sig over hvad hun mon gik med, indtil han kom i tanke om, den egentlige grund til at han var her. Han rejste sig lige efter Sean gjorde, men han blev dog stående ved stolen, og nærmede sig først, da Sean så ud til at indbyde andet.
Han bevægede sig over mod Sean med rolige skridt. Han skulle nøde komme til at skræmme Isthar. Han stillede sig foran Sean, og så ned på hende med et roligt udtryk. Han studerede det lille væsen, inden en rolig hånd gled op for at "gribe" hendes lille hånd, og nussede hendes håndryg med sin tommelfinger, samtidig med at et varmt smil bredte sig på hans læber.
Han vende blikket mod Sean, med et spørgende udtryk, som bad han om lov til at holde hende.

Fik han lov, ville han overtage hende, med en sådan forsigtighed, at man skulle tro, at det var det fineste og mest skrøbelige glas han skulle holde.
Han ville forme armen i en "rede" som Isthar kunne glide ned i og ligge trykt.
"Hej med dig, lille ven" sagde han blidt.
Den ellers lidt kølige facade der tidligere var over dæmonen, svindede ind, og tilbage stod det tætteste man kunne komme på den gamle Lori. En tydelig blød mand, med et varm smil, og et kærligt blik. Han vuggede blidt Isthari sine arme, som havde han gjordt dette 100 gange. Smilet kunne ikke forlade hans læber, og selvom det var svært at fjerne blikket fra de små grå øjne, der lignede Seans på en prik, vende han alligevel blikket mod Sean.  
"Sean, hun er vidunderlig" sagde han med et nærmest forelsket blik.
Et blik, der dog hurtigt blev flyttet tilbage på det lille væsen i hans arme.
"Ja, du er en smuk lille en" lød det lige så blik og kærligt mod Isthar.

Men selvom det var alt det fantastiske  ved at møde et nyt lille væsen der skinnede igennem, så var der nu også en lille del af ham, der havde en underlig følelse! Han havde aldrig troet at han skulle stå her med Seans datter I armene. Og værre endnu.. dette var det lille smukke væsen som han om kort til, var nød til at fortælle om, til en sindssyg bloddæmon!...
Tanken var nærmest ubærlig, men han kastede den væk. Det var en aftale han og Sean havde! Men lige nu var han også bare beæret over at stå med dette lille væsen i hans arme.

Efter noget tid, gik han over til Sean igen, og gav Isthar tilbage til sin far. Han smilede lidt.
"Jeg ved godt hun ikke er så stor, men.. jeg har en lille ting med til hende" nævnte han, inden han gik ud til sin jakke igen, for at hente gaven.

Han kom tilbage med en lille pakke i noget brunt papir. Hvis Sean havde fri hænder, ville han give den til ham, så han kunne åbne den, ellers ville han selv pakke den ud, og afsløre en bog.
Det var en eventyr bog, med en masse små eventyr i.
"Det her var min yndlings bog som barn.. men jeg syntes hun skal have den" lød det varmt fra ham.
Det var længe siden at Lori havde vist denne side af sig selv. Og måske var det fordi at det med denne lille pige havde taget fusen lidt fra ham, at han glemte alt om den mere hårde side, han havde fået i sidst år

Sean satte pris på Genes forsvarende position, hvilket han fornemmede på trods af hun endnu var placeret i sin stol. Blikket sagde alt. Eller var det bare fordi han kendte hende?
Hun havde været den første af Seans bekendtskab, der havde fået lov til at se og holde Isthar. Da deres tætte venskab var blevet reddet, selvfølgelig. Og han havde bedt Gene om at beskytte Isthar med alt hun havde, skulle der nogensinde ske Sean noget, eller skulle Isthar nogensinde stå i den situation hvor hun havde brug for mere end hendes far kunne give hende.
Så det var ikke unaturligt at Gene holdte øje med dem.

Selv om bevægelse var rolig og selvsikker, da han overførte pigen til Loris arme, var det ikke uden en mental tøven. Planen var klar. Lori skulle fremstå som en der var kommet tæt ind på livet af Sean, og som spion for en bloddæmon, som de sammen prøvede at stoppe. For Natalies skyld. Og derfor skulle Lori på besøg, og derfor skulle Lori se isthar.
Men hvis der nogensinde skulle ske Isthar noget...
Nej. Ingen ville nogensinde komme tæt nok på. Sean havde selv folk der overvågede huset hele døgnet rundt. Han havde stille fået installeret nye låse i huset. Han var ved at finde frem til en magiker der kunne beskytte huset magisk. Alt hvad han overhoved kunne gøre, uanset prisen, for at beskytte det mest dyrebare i hans liv. Isthar. Hans arving.

Men...
Det var heller ikke uden glæde. For selv om Lori var en dobbeltagent, tvivlede Sean ikke på at Loris loyalitet lå på Seans side. Og et eller andet sted...
Ønskede han at Lori skulle se hende. At de skulle lære hinanden at kende. Hvor skønt kunne det ikke være hvis de begge sidde ved siden af Isthar og lege med hende? Læse for hende?
En drøm, ja. Langt fra realiteten. Det var for sent med flere år.
Alligevel kom tanken buldrende med sin egen intensitet.

Et smil gled over Sean ved at se Lori med hende. Da han fik hende tilbage, og Lori forlod rummet et kort øjeblik, gik han over til Gene med hende. Han havde slet ikke spurgt om Gene ønskede at holde hende lidt - men det føltes helt naturligt at overgive den dyrebare klump til hendes arme. Burde han fortælle Gene om arbejde med Lori?
Han var i tvivl. Det havde intet med Gene at gøre. Men sidst han havde troet hun ikke skulle blandes ind i noget, havde hun været mere end bare fornærmet. Det havde næsten kostet dem deres relation.
I så fald skulle det være uden Lori var her.

"Tak"
Sean tog imod pakken og åbnede den. Kun for at finde eventyrbogen.
Et smil gled over ham. Ikke kun over at Lori havde været betænksom og finde en bog til Isthar. Nej...Hans tanker gled i et kort øjeblik til Lady Gray og hendes kærlighed for eventyr. Hun ville elske at Isthars første bog var en eventyrbog. Som det sig hør og bør til børn.
"Tak Lori"
Sean viste bogen til en uinteresseret Isthar.
"Se her...Snart kan vi læse historier for dig" fortalte han let. Men Isthar var træt. Så med et let vink lod han tjenerinden vide hun kunne komme og hente hende fra Genes arme. Han gav hende bogen med.
"Det er første gang...Jeg oprigtig har ønsket mig et barn og ser frem til de ting man gør med et barn. Som at læse højt for hende. Er det...Underligt?"
Hans blik gled over til Lori et øjeblik.
Sean havde haft flere børn. Uvidende om deres eksistens, havde de opsøgt ham da de allerede var ret store. Og havde alle forladt ham igen, da de ikke fandt den faderlige skikkelse de ledte efter. Hvor de var nu...Det anede han ikke.

Lori kunne egentlig godt fornemme Geneviras skrupelløse syn, og hendes anspændthed, og normalt ville han nok blive generet af det, men i denne situation, havde han fuld forståelse for det! Lori var en fremmed, både for hende og for Isthar. Og på en måde gjorde det ham i stedet list rolig, og glad. Det var rart at vide, at Isthar havde en som Grnevira til at passe på hende, selv i situationer som denne!

Lori smilede roligt til Sean da han takkede for gaven, og kom med et anerkendende nik. Han betragtede hvordan Sean talte til lille Isthar, og det var en helt ny side han så af Sean. Han havde aldrig set dæmonen såå... blid. Jo han havde oplevet Seans blidhed mod sig selv, men intet i nærheden af dette! Denne blidhed var meget mere.. varm og faderlig. Hvilket selvfølgelig gav mening. Men med nogle svage tanker mod sidst de sås, og Sean havde fortalt om hans sidste spædbarn. Han slog dog tankerne væk igen.
Det var ikke det han skulle tænke på nu.
Hans blik, gled i stedet over på tjenerinden, der nu løftede Isthar op, og lagde hende i sine arme, for at bære hende ud af rummet. Først stod Lori med et varmt smil. Men der gik ikke længe inden det falmende lidt. En knude i maven og et stik i brystet ramte ham, da hans tanker gled hen på HVORFOR han blev præsenteret for Isthar... for der var hun, den lille uskyldige skabning, som Lori om kort tid, satte i fare... en lille uskyldige skabning, som han skulle fortælle en psykopatisk bloddæmon om, med risiko for, at han ville gøre hende ondt, for at skade Sean. Eller bruge hende, til at få informationer ud af Sean.
Hårende rejste sig i hans nakke når han tænkte på det, og pludselig stod han blot der i rummet, og så stadig og så mod den dør som tjerinden for længst var forsvundet det ud af med lille Isthar.

Det var nok derfor at han nærmest blev helt overrasket da Sean pludselig sagde noget. Hans blik vende sig mod Sean med et nærmest spørgende udtryk, og det var tydeligt, at hans tanker havde været et andet sted, og at han lige skulle tilbage til virkeligheden. Men efter at han havde flippet et par gange med øjnene, sende han dog Sean et varmt smil, og rystede lidt på hovedet.
"Det er slet ikke underligt.. du er et sted nu, hvor du kan være i det" konstaterede han, inden han vende rundt og gik tilbage mod bordet. Han så på Sean.
"Og det klæder dig! Det er en ny side jeg ikke har set før.. men den klæder dig" sagde han med et varmt smil, og et hurtigt blink med øjet mod Sean.

Han sætter sig atter tilbage i stolen, tog en tår af sin the, og så, så hen mod Genavira.
"Hvad med dem Lady Isherwood... har de familie?" Spurgte han roligt, og sende hende et spørgende blik, og et varmt smil.

Isthar blev båret ud af rummet. Døren blev stille lukket bag tjenerinden da hun gik. Sean havde sat pris på Genes klem, og havde sendt hende et betryggende smil. Hun var med i dette her...Hvad end det her var. Hende, Lori, Isthar og ham selv. En underlig kombination, og uden at kunne sige hvad de helt præcis var for hinanden - eller over for Isthar.

Bagefter gik Sean over til sin stol og satte sig. Hans blik gled vurderende ned over Lori. Der var et eller andet der gik dæmonen på, det kunne han mærke. Selv efter nogle år, kunne han se på Loris ansigt at noget gik ham på. Og det tog ikke Sean mange forsøg at gætte hvad.
Isthar. Og den opgave der lå stilletiende mellem dem lige nu. Sean prøvede selv at fortrænge det. For i aften, i hvert fald. Han ville hellere nyde at have samlet Gene og Lori hos sig, end bekymre sig om i morgen.
"Bare rolig. Jeg har ikke mistet min kant" bekræftede han, som for at jage den følelse af...blødsødenhed...på flugt. Den hørte ikke til, og hvis den gjorde, kun over for Isthar. Alle andre måtte takkes med samme Sean som altid.

Han tog og drak af sin the, mens han lod Lori stille et spørgsmål til Gene.




//Beklager det blev lidt kort

Et let smil gled over Loris læber, da Sean nævnte at han stadig havde noget kant. Det tvivlede Lori bestemt heller ikke på, at han ikke havde!
Sean var nok en af de personer han kende med mest kant.

Loris blik hvilede nu på Genevira, mens hun fortalte at hun havde både forældre og søskende. På en måde tænkte han, at det måtte være dejligt, men igen... det kom jo an på hvilket forhold man havde til sin familie.
Lori havde ikke selv noget rigtig familie. Han havde en bror, men han vidste ikke engang om manden stadig var i live? Det var efterhånden MANGE år siden at han havde set ham sidst.. faktisk helt tilbage fra da Lori og Lorikan var hver sin person, og den gang, havde det været Lorikan der havde talt med ham. Og det var sikkert også det bedste! Det var ikke sikkert, at hans bror havde kunne håndtere, at Lori havde 2 personligheder, og at den ene af dem, ikke engang havde en anelse om, at han VAR en dæmon, eller at der var en anden side af ham. Det var kun Lorikan der kende til det.
Men efter den gang de havde mødt hinanden i doomsville, havde Lori ikke set ham.
Såh.. egentlig havde Lori vel ikke nogle familie, det tætteste han kom, var vel egentlig Trott? Og om man ligefrem kunne kalde dem familie, var noget strække den lidt rigeligt.

Loris ansigts udtryk blev dog mere overrasket, da Genevira bekendtgjorde, at hun skulle giftes.
"Virkelig?" Sagde han og sende hende et smil.
"Forhåbentlig af kærlighed og ikke pligt?" Sagde han lidt prøvende.
En kvinde i hendes position, ville sikkert blive tilbudt mange ægteskaber, og nogle af dem, kunne måske ligefrem være et krav, for enden støtte eller forli.
Men han håbede da at Genevira skulle skiftes, grundet kærlighed og lyst.

Familie.
Sean lyttede til deres lille udveksling med påtaget interesse. Familie var også et underligt emne for ham, og heller ikke et emne han gjorde meget ud af at invitere med ind i en samtale. Hans egen familie som værende fraværende og valgt fra på en og samme tid, i en anden dimension, og derfor ville kræve alt for mange forklaringer.
Det tætteste han kom var en nevø han havde efterladt i Dragons Peak og faktisk ikke helt vidste hvad drengen lavede nu. Jah, han ville ikke vinde nogen onkel-pris foreløbig. Måske endnu en ting han burde samle op på snart...

Sean havde kigget fra den tændte pejs og legen af ild, ned i sin næsten tomme kop foran sig. Rester af the sad op af koppens kant, nogle løse rester fra theen skvulpede rundt i bunden.
Men ved de meget lave ord der blev udtalt af Gene, var det som om hele hans væsen frøs fast i denne stilling. Der gik et øjeblik af dyb stilhed, og netop som Loris gratulerende ord lød i rummet, lød der også et skarpt knæk som det brændte ler mellem Seans fingre knækkede og faldt ud over hans ben, stol og ned på gulvet. De få rester af lunken the suget ind i tøjet, og en svag dråbe af blod der samlede sig på en fingerspids, som Sean langsomt slap resten af en hank han sad med i den ene hånd.
Smerte var som ikke-eksisterende for ham, og han end ikke så ned i sin hånd. I stedet gled hans hårde blik over til Gene, som han ville stille hende til regnskab for den udtalelse lige nu og her.
"Det var...Nyt"
Der lå noget ildevarslende i hans ord. Den påtagede ro der lå ved hver stavelse, var samtidig et løfte om mange andre ting. Han rettede sig op i stolen, men blikket forlod hende ikke.
"Og hvem er denne heldige person?"
Sean havde en mistanke. Han sad som på nåle. Instinktivt havde han kun lyst til en ting, lige så snart navnet ville forlade Genes læber.
Han ville forlade dette lille selskab. Han ville finde sin hest. Og han ville ikke lade den stakkels hest hvile før han havde nået Sunfurys mure.

Det var mere end tydeligt, at mærke den pludselige ændring i atmosfæren i rummet..
Seans tone, der trodt hannnok prøvede at holde den tilbage, lød som om den kunne skære gennem glas, fil næsten hårene i Loris nakke til at rejse sig.
Og en følelse af, at han sad midt i noget, hvor han ikke rigtigt passede ind.
Hans blik gled lidt skiftevis fra Sean og til Genevira.
Bliklet blev dog på Genevira for en tid, da hun nævnte kongen af Sunfury. En by han jo faktisk kende ganske godt! Han havde jo selv levet I byen i en del år, og eget et hus. Hans plejeforældre hus. Dette hus havde han dog solgt, efter kort overvejelse. På det tidspunkt, havde han jo etableret sig Doomsville, og han havde for meget her, til at han skulle rive pløkkerne op og rejse.
Set i bakspejlet, kunne det måske havde været en god ide? Mange ting kunne måske have set anderledes ud, og måske havde han undgået mange kvaler.
Loris blik gled uundgåeligt diskret hen mod Sean.
Tja... der var mange ting, der kunne have været undgået.. men.. det var også mange dejlige stunder der ikke var blevet til noget.

Lori rettede lidt på sig. Atmosfæren var blevet en kende trykket, og han var I virkeligheden ikke helt sikker på, hvordan han skulle reagere. Burde han gå? Burde han blive? Han valgte lidt fraværende at gribe sin kop for at tage ned tår. Han tænkte lidt, at dette ikke var noget han skulle blande sig i.


//sorry for det korte og længe ventet svar...

Sean rømmede sig svagt og blinkede endelig. En bekræftelse på hvad han allerede vidste. Valentine. en spændende mand, ja. Velberejst, erfaren - i hvert fald på visse områder. Og måske især den sidste tanke fik alt til at stritte i ham. Stritte af modvilje.
Valentine og Genevira.
Han bed hårdt sammen.
Selv hvis der lå fornuft i det, havde han intet andet end modvilje til ideen. Hvilket faktisk overraskede og forvirrede ham. Hvornår havde han sidst lade sig rive med af en følelse, og ikke af sin fornuft? Det var ikke engang hans eget ægteskab. Ikke at han nogensinde ville blive gift. At dele sit med nogen som helst var helt og aldeles fremmede for ham. For ikke at snakke om...Hvem kunne holde ham ud så længe?

Sean gned sine to hænder mod hinanden, som gned han rester af ler og the af sig. Til sidst blev de kørt over de nu alligevel beskidte bukser. Han rejste sig op. Efter endnu en kort overvejelse, vendte han sig om mod Lori.
"Jeg beklager, Lori. Du må føle sig malplaceret i denne nye diskussion mellem Genevira og jeg. Det vil være fuldt forståeligt hvis du ønsker at gå... Du er også velkommen til at låne et gæsteværelse, hvis du foretrækker at vente til i morgen tidlig" bemærkede han. Roligt. Men langt fra afslappet.

Derefter vendte han sig om mod Gene. Men han vidste ikke hvordan han skulle bearbejde nyheden. Hvad skulle han føle? Hvad skulle han spørge om?
Det var ikke hans beslutning, og Gene gjorde tydeligvis som hun ville.
Hvad hun også burde.
Mon det var den samme fornemmelse af at blive...Efterladt...Eller ekskluderet...Der havde fyldt hos hende, dengang med hans egen plan? En hævn? Eller ganske enkelt fordi han, hverken som tæt relation - hvad han forestillede sig han var - eller som rådgiver, betød noget som helst?
Der var mange ting han kunne vælge at føle eller fokusere på.
Et sandt tag-selv-bord. Men intet af det godt.
"Jamen tillykke. Jeg tænker ikke du er forventer han er tro mod dig? Tro mig, når jeg siger det ikke ligger i kortene hos en mand som ham" bemærkede han en smule knyt, før han langsomt satte sig ned igen. Skubbede et stykke porcelæn væk med den ene fod.
"Hvor længe har I været besluttet om det? Og hvad mener du helt specifikt med at du har beskyttet dit?"
Blikket gled over til ilden. Det var nemmere at fokusere på noget andet, end at se på Gene. Ganske enkelt fordi han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv.
Men en ting var sikkert.
Valentine stod til at få besøg. Snarest.
Hvis den mand nogensinde sårede Genevira, ville Sean tvinge Doomsville til at gå i åben krig, uanset hvad den såkaldte herskerinde ville sige til det. Han havde stadig forbindelser. Ha, han kunne sikkert overtale dæmonerne til det...De rigtige ord til Natalie, og Natalie ville bare fryde sig ved ideen om et blodbad.