The lie - oneshort

Tid: Sen eftermiddag
Sted: Dragons Peak - dæmon oprørets skjulested
Omgivelser: tælte og opbyggede træhuse, der får det lidt at ligne en lejer. Mange forskellige dæmonracer.

Hvade han været for naiv? Ja måske? Han havde i hvertfald håbet, at han var kommet længe før frem til Brunso og hans mænd, så han kunne forklare det hele, eller i hvertfald komme med den løgn, der nu sad øvet fast i hans hoved. Men med hændelserne med Genevira, og de ekstra dage i Doomsville, grundet hans tilstand, havde givet den undvigende mand, fra Lori og Seans blodige aften, et forspring..
Og det havde givet tid til, at Brunso kunne gå og blive godt gal i hovedet.
Og det var så det Lori mærkede konsekvenserne af nu.

"Kom nu Lori! Du tror da vel ikke at jeg tror på der ikke foregår noget mere?" Brunso's stemme var nærmest ubehagelig rolig, og det kunne ikke være et godt tegn.
Loris blik hvilede på ham, for at iagttage hans adfærd, men det var svært selv at være helt afslappet, særligt, når man blev holdt fast af 2 af Brunsos mænd.
"Jeg har allerede forklaret dig det hele!.. Sean havde fundet ud af at der var nogle der holde øje med ham, han bad mig om, at tage med der ud, og da det gik op for mig, at det var dine mænd, ville det være for sent til, at trække sig, uden at han ville regne ud, at jeg havde noget med det at gøre" Lori rettede på sig, hans ribben havde det stadig ikke særlig godt, hans baghoved gjorde ondt, og de nylige skader der var blevet påført den sidste time, hvor han havde været her, hjalp heller ikke på situationen.

Der lød et bank i bordet Brunso ellers havde siddet ved. Han rejste sig og gik over mod Lori.
"Og du vil også have mig til at tro, at der slet intet foregår mellem jer to?! Hvorfor skulle jeg tro på, at din gamle flamme, ikke har fået klørerne i dig igen?" Det var nærmest en knurren der kom fra Brunso, og manden virkede tydeligt rasende over situationen.

"Du bad mig om at komme tæt på Sean, og den bedste måde jeg kunne gøre det på, var ved at få manden til at tro, at der stadig var nogle følelser tilbage... men Brunso, du ved om nogle hvilket stadie jeg var i, da du fandt mig!... hvorfor skulle jeg ønske at gå tilbage til manden der er skyld i det hele?" Det nev helt indvendig at sige disse ting! Det var forfærdeligt, at skulle tale sådan om Sean, og at stå og sige det stik modsatte af hvad der var tilfældet... Måske var det Sean og Loris brud, der var det sidste skub til, at Lori faldt fra hinanden, men det var aldrig Seans skyld.
Og de følelser som Lori lige nu stod og "latterliggjorde" var netop dem der var kommet op til overfladen igen. Det var vel i virkeligheden dem, der overhoved havde fået ham til at blive dobbelt agent.
Lori mærkede et hårdt greb om hans kæbe.
"Hvorfor nu? Da jeg foreslog dig det sidst, var du hurtig til at afvise, at det kunne være en mulighed... så hvorfor pludselig?!" Knurrede Brunso truende.
"Jeg var sikker på, at der aldrig ville være følelser fra Seans side... men da jeg opdagede at der var noget fra hans side, valgte jeg at handle på det... jeg havde ikke tid til at vende det med dig først... jeg var nød til at lege med, og jo mere jeg virkede til, at mine følelser stadig var der, jo mere lukkede Sean mig ind!..  Han er sågar begyndt at tale om hans hemmeligheder.. jeg tror ikke der går længe, før han får talt over sig, med hensyn til Natalie"
Lori var nød til at at holde masken, han var nød til at holde facaden! Han kunne ikke afsløre noget om Sean! Eller om hans familie.

"Hvordan vidste Sean at mine mænd var der?" Grebet om Loris kæbe blev strammere.
"Sean har stadig vagter, da han stadig ikke er den mest populære mand... og så.. ja undskyld.. så var det ikke de mest kompetente mænd du havde sendt afsted.. selv jeg opdagede dem flere gange... det var nærmest umuligt, at Sean ikke ville opdage noget"  endelig en ting der rent faktisk var sand! Lori havde nemt fundet frem til et af de steder hvor Brunsos mænd holde til.

Brunso så nærgående på Lori, med et studerende blik.
"Har du tænkt dig at forråde mig Lori?" Det var et direkte spørgsmål, og på en eller anden måde, gav det faktisk en knude i maven. Brunso havde hjulet Lori, da han ikke selv kunne styre tingene. Og han havde faktisk ikke lyst til at skulle gå Brunso i ryggen.. men alternativet var en utænkelighed!
Lori rystede på hovedet.
"Selvfølgelig forråder jeg dig ikke!.. jeg skylder dig mit liv" svaret kom med en selvsikker tone, og det virkede til at lykkes, ihvertfald, slap Brunso grebet om Loris kæbe. Brunso stod lidt, inden han så på de 2 mænd der holde Lori.
Med et vift med hånden, gav han ordren om at slippe Lori.
"Lad os være alene" sagde han til de to mænd, der så en smule undrende ud, men dog gjorde som der blev sagt.

Brunso bevægede sig over til sit bord, og satte sig på stolen igen.
Han sad og så tænksom ud, inden hans blik ramte Lori igen.
"Du bliver her, indtil jeg er tryk nok til at lade dig tage tilbage til Doomsville" lød det kort.
"Men.. hvad med missionen?" Loris stemme lød måske lidt for insisterende, ivhertfald rykkede Brunsos øjenbryn sig skarpt sammen.
"Du virker lidt for ivrig, af en mand, der ikke har nogle følelser tilbage i den by" lød det bestemt fra Brunso.
Lori bed sig nærmest i tungen. Det sidste der måtte ske, var at Brunso begynde at tvivle på Loris historie.
Lori bevægede sig over mod ham, og satte sig på hug foran ham, lagde en hånd mod Brunso's.
"Jeg er kun loyal over for dig! Du reddet mit liv! Jeg kunne aldrig finde de på at forråde dig!.. jeg er kun ivrig, fordi jeg stadig ser dig som dæmonernes leder! Og jeg vil stå ved din side mens du hersker... og.. jeg syntes du har ventet længe nok"
Det var unaturligt for ham at lyde så underdanig. Havde dette været for år tilbage, inden Sean, inden deres brud, og inden han havde ændret sig, så havde denne form for underdanighed,  sikkert været langt mere naturlig.. men ikke længere! Men han var nød til at spille alle kort han havde.
Brunso sad lidt inden en hånd gled op, og gennem Loris hår, og hans blik blev langt mere roligt, og ligefrem overbærende og kærligt.
"Du har været fjern de sidste gange du har været tilbage... og jeg har haft mistanke om, at dine tanker er hos en anden? Har jeg ret?" Dette var blot en anden måde at spørge om Lori og Seans forhold, og Lori måtte ikke gå i fælden.
Lori bukkede hoveden en smule, som i en undskyldning.
"Der er ingen anden, som mine tanker er hos.. men jeg hat været forkusert på opgaven! Jeg har måtte udtænke, hvad jeg skulle sige når jeg kom tilbage, og... måske har jeg tænkt for meget på min mission" undskylde Lori. Han mærkede en hånd mod hans hage, der vippede hans hoved op, og hans blik mødte nu Brunso's.
"Jeg savner dig, når du ikke her... så lad mig ikke også savne dig, mens du er her" det var noget insisterende og hentydende over Brunso's blik og stemme.

"Jeg er her nu" ved de ord, bredte der sig et skævt smil hos Brunso, og han rejste sig, hev Lori op.
"Kom" lod det blot kort, men Lori vidste hvad der skulle ske.
Han var incubus, og derfor var han vant til det, men alligevel, gik hans tanker til en anden! Og det ville de sikkert gøre under det hele.