The cake is a lie- Doctor Trott

Sted: Et rigmandshus i den relativt uberørte del af Terrorville District
tid: Halvsent om aftenen
omgivelser: Beskrives
Emnepartner: @Doctor Trott

Var Juniper taget til Doomsville uden at besøge Lena kun med det formål at give veninden, eller hvad hun så end ellers var, dårlig samvittighed over, hvad der føltes, for Juniper, som meget mangelfuld kontakt, som det dog aldrig var hende, der lagde op til? Ja? Var den plan ved for det første at kede hende til døde? Også ja. Var der andet end kedsomhed der lige nu var ved at slå hende ihjel? Også ja. Et alarmerende svar på spørgsmål nummer tre og dødssynden gjorde da også, hvad der følte som hendes kommende død til absolut alle andres end sit eget problem, som hun lå på en divan i dagligstuen og skiftevis råbte og skreg af alle, der var uheldige nok til at komme i nærheden af hende og så i næste sekund med dramatisk resignation gav hun sig til at diktere sit testamente overfor, hvem der i realiteten kun gjorde det ud for hendes reserveelskerinde, en vis Francisca Albery, og dennes omkringstående meget forvirrede tjenestefolk, som hun havde slået sig ned hos henover de seneste to uger, fordi Juniper ikke havde andet og bedrre at tage sig til. Og hvordan var denne pludselig undtagelsestilstand så opstået, kunne man fristet til at spørger? Jo det havde egentlig været en aften som enhver anden til at begynde med. Juniper, der for længst var begyndt at kede sig, i hvad hun anså for andenrangsselskab, på trods af, at det var hende selv, der aktivt havde valgt at komme her, havde ikke talt voldsomt meget til nogen og hun og hendes værtinde hqavde spist aftensmad som sædvanlig.
Der var ikke gået ret længe, før Juniper havde begyndt at føle sig svimmel og ør i hovedet. En følelse hun egentlig typisk forbandt meget stærkt med sin evige sult, hvilket nok også udgjorde en stor del af årsagen til, at hun kunne ignorere det længe nok til, at hun sidst dejsede om midt i det hele.
En eller anden læge fra Angerforge var blevet tikaldt og nu brugte Juniper tiden på at forbande, hvad hun anså for sløset langsommelighed langt væk.

Hans navn var begyndt at florere i nogle af de adelige - eller i hvert fald riges - kredse. Det var på godt og ondt. August var på vej hjem, trofast med lægetasken i den ene hånd, da han aldrig gik fra det ene eller andet sted uden den. Nødsituationer virkede til at opstå hele tiden, og han var begyndt at sætte pris på at have den vedligeholdte lædertaske ved hånden hele tiden. De nye penge havde skaffet ham et par almindelige nye sko, et par nye bukser - ikke fine, men helt klart mere fine end hans gamle - og en cremefarvet skjorte af et eller andet...Eh, var det hør? Noget andet forholdsvis billigt? Noget uden huller og plettet, i hvert fald. Han havde været nødt til at prioritere nyt tøj, med de nye patienter han blev kaldt til i tide og utide. En let sommerkappe lå om hans skuldre. Krøllerne strittede til alle sider efter en lang dag. Åhhh...Ja, han glædede sig til at komme hjem. Slå benene op, drikke en kop urtethe og sove om højst en times tid...

Så langt nåede han bare aldrig. Med et uhørligt suk vendte han sig til den stakkel der nu var sendt efter ham i al hast. Fra de højere lag, det afslørede tjenerens tøj og manerer. Jaja, en eller anden vigtig, jaja, lægehjælp nu, jaja, de skulle skynde sig. Med en håndbevægelse sendte han tjeneren afsted foran sig, som han selv hankede op i sin taske og skyndte sig så hurtigt han kunne, uden direkte at løbe for livet.

Men stadig forpustet og med sidestik nåede han huset. Seriøst. Der måtte findes nemmere måde at bevæge sig rundt i byen på, når han blev tilkaldt på kort varsel. Men økonomien dækkede ikke over en hest eller ligefrem en hestevogn endnu. Måske om...40 år?
Med et svagt fnys over sin egen indre joke, trådte han ind i huset. Nogen tog imod hans kappe, som han blev vist hen til den nye patient. Et ukendt hus, en ukendt familie eller slægt. August kendte ikke alle de rige eller fine huse, for nu var det bare endnu et rigt sted. Og derfor prøvede han at opføre sig så pænt som han kunne. Med et seriøst ansigt trådte han ind i lokalet til stemmen på en kvinde der råbte op, kun for at snakke mere normalt bagefter til hvem end der stod nærmest. Der lå en hast i omgivelserne.
"Ahem!"
Han rømmede sig da han trådte ind i lokalet. Han var blevet mere van til sin lægerolle, også i de finere lag. Faktisk virkede til de rige godt kunne lide han tog ansvar når han kom ind. At der var en autoritet i hans tilstedeværelse. Så det havde han prøvet at tilegne sig...Hvor godt det så end gik.
"Mit navn er Dr. August Trott. Venligst...Tag det roligt alle sammen. Jeg går ud fra De er patienten?"
Et smil gled naturligt frem, som han gik over til kvinden på divaen. Hun var fokus for al opmærksomhed, selvfølgelig var det hende.
Han trak en skammel over ved siden af hende og satte tasken ved siden af sig. Blikket gled over hendes ansigt. Svedte hun? Bleg? Oh, hvidt hår...Dem så han mange af...Manglen af pigment var speciel. Og...Og, ja, slet ikke fokus lige nu!
Blikket gled ned over kroppen. Hvordan virkede vejrtrækningen? Hun var oprevet lige nu, så han kunne ikke stole på sine observationer lige nu.
"Fortæl mig hvad der er sket, og hvordan De har det. Venligst...Lad kun en tjener og værten blive i lokalet. Vi kunne godt bruge lidt ro, tak" bad han ud i lokalet, før han vendte sin opmærksomhed tilbage til kvinden.

I første omgang ænsede Juniper slet ikke lægens ankomst. I stedet var hendes isnende blå enøjede blik dramatisk vendt mod loftet, som om hun slet ikke så op i det trækronemalede loft med stuk, men på portene til selve dødsriget. ”Åh min egen kæreste moder, hvordan skal du du klare dig, hvis jeg her må lade livet,” udbrød hun og det var helt reelt uvist måske endog for dødssynden selv, om hun gjorde det udelukkende for det dramatiske i det eller der var reelt dødsangst i det i forvejen så blege ansigt. Først da han talte vendte hun blikket mod ham. Det manglende højere øje var for i dag erstattet af en glinsende ametyst. Både den og det tilbageværende blå øje, syntes at bore sig ind i lægens sjæl, hvis han havde sådan en.

”Ah, jeg var begyndt at tro, at man havde tabt Dem i rendestenen et sted, sir og at vi først skulle mødes, når jeg sparker Dem i dødsriget, men måske synes De bare om den øgede udfordring ved at ankomme helt usigeligt langsomt,” sagde hun formåede på en eller anden måde stadig at virker unødvendigt ondskabsfuld på trods af, at hun midt i sætningen måtte knække sammen i et hosteanfald, der fik hendes knogler til at gøre ondt og at hun rystede af kulde fra den feber, der syntes at være ved at koge hendes krop indefra.

”Fortæl mig, doktor, er der andre her, der måske ser ud til at være på dødens rend hvad?” Måske var hun det slet ikke, men når Juniper Graceling var tilstrækkeligt dramatisk overbevist om noget, så snap hun det sjældent bare sådan lige igen.


”Ja selvfølgelig er jeg patienten. Lidt har De vel forhåbentligt lært. Eller lukker de alle ind på medicin studiet nu om dage?” reflekterede hun tørt, inden hendes krop trak sig sammen i kramper.

”Åh, jeg skulle have taget Rød med,” beklagede dødssynden sig ynkeligt. Følte sig helt og holdent kastet bort fra alt hvad der var godt i verden og følte samtidig, at hele universet burde have ondt af hende.

”Hvorfor skulle nogen forråde mig på denne måde, doktor? Hvad har jeg nogensinde gjort nogen?” Helt oprigtigt som om hun ikke var klar over, hvor forskruet denne formulering i hendes tilfælde var.

”Det er GIFT,” skreg hun. Spyttede ordet ud som om det var, ja, giftigt. Stirrede anklagende på samtlige af de skikkelser der nu var ved, på lægens befaling, at trække sig ud af lokalet.

Ordene prallede af, som vand forsvandt fra en olieret overflade. Som menneske hørte han mange ting, og blev udsat for mange ting. Hvis han først tog alt personligt, ville han aldrig kunne udføre sit job som læge. Selvfølgelig alt med måde - dødstrusler og lignende skulle nu nok få ham til at fortrække sig. Eller usmagelig utaknemmelighed. Et eller andet sagde ham at utaknemmelighed nok var hans betaling i dag. Men det var tydeligt hun ikke havde det godt, på trods af hun havde energi nok til at komme med smarte og onde bemærkninger, og havde luft nok til at tale konstant. På sin egen måde...Et godt tegn?
Nej, hendes sprog, for nu, generede ham ikke. Dårlige patienter, der måske tilmed var bange, kom med spydige bemærkninger i et forsøg på at beskytte dem selv. Det var noget af det eneste de kunne, i en situation hvor de ellers kunne føle sig magtesløse.
I stedet sendte han hende et smil og svarede ikke på beskyldningerne om langsommelighed og dumhed.

Med færre personer i rummet faldt der naturligt lidt mere ro over rummet. Om det bredte sig til patienten kunne han kun håbe på. Færre folk at tabe ansigt til - eller lave drama foran. Færre folk til at ophidse og komme med konstant larm. For Trott gav det lidt mere ro.
Med en rolig hånd tag han fat om hendes håndled for at måle pulsen og få en fornemmelse af hendes temperatur. Koldsved. Kramper. Hosten. Klassiske tegn på forgiftning, så meget havde hun ret i. Det kunne også være sygdom - men noget sagde ham hun næppe tilhørte en skikkelse der blev ramt af den slags.
"Hvis De vil prøve at falde lidt til ro...Ja, er det en frøken eller frue jeg taler med?" spurgte han venligst.
"Jeg skal nok hjælpe Dem, jeg prøver blot at forstå hvad der er sket. Hvordan mener De at De blev forgiftet?"
Han så over mod værten og tjeneren, i tilfælde af de måske vidste mere end patienten gjorde - eller i hvert fald kunne springe det teatralske over og svare rent ud.
Hendes ene øje var også specielt. Mistet - og skiftet ud med et højst specielt omend dyrt valg. Gik han ud fra. Hvad kostede lilla sten overhoved? Ædelsten af en slags, det kunne han godt se. Hvad hed de nu? Ag...Am...Nå, det var lige meget.

Det var alligevel næsten imponerende hvor roligt Doktor Trott modtog Junipers raserianfald. En hvis ro skulle der vil til, hvis man nogle gange var nødt til at sætte folks lemmer af eller lignende. Åh nej. I guder. Hvad nu hvis….Nej. Hvad skulle logikken være i det? Nu havde hun allerede mistet et øje og hun havde ikke tænkt sig at miste flere ting. Og gift fik ikke arme og ben til at falde af. Trods alt. Hun kunne i princippet ende som et lig lige om lidt, men et helt lig blev det dog og alle skulle GRÆDE. Men det var lige tidligt nok endnu og hun havde ikke reelt tænkt sig at lægge sig til at dø. Især ikke her i Franciscas hus, hvor hverken hendes mor eller Lena kunne have holdt om hende, imens hun døde.
Således var hun altså nødt til at samarbejde med denne mærkelige underklasselæge, så hun ikke gik hen og døde gik det op for hende og hendes udstråling blev straks en anden. Ikke varm, men blødere end før, hun tilpassede sig lynsnart situationen og mistede sin spydige kant, som hendes ene mundvig trak op i en mellemting mellem et udmattet smil og en smertegrimase.

”Det er frøken for nu," ,” sagde hun og betragtede doktor Trott med noget, der mindede om nysgerighed. Læger havde en vis forståelse for, hvordan hjernen fungerede ikke? Så han ville kunne hjælpe hende med at finde ud af, hvem der havde gjort det her ved at studere folkene i huset? Vende deres hjerner på vrangen. Når Juniper fandt ud af, hvem der havde gjort det her, ville vedkommende have større problemer end deres hjerne.

”Noget i min mad går jeg ud fra,” sagde hun og sendte ham et blik, der selv med et øje formåede at sige: Kan De se, hvad de har gjort ved mig? Mig der aldrig har fortjent noget af det her? Mig som alle burde elske?

August var fuldstændig ligeglad med årsagen til forgiftningen. Om det var selvforskyldt eller nogen var skyldig...Det tilkaldte man en vagt eller detektiv til at finde ud af. Hans opgave var at sørge for hans patient ikke døde af det. Hvis giften i det hele taget var dødelig - men det bedste for situationen var at antage den var, i mangel på viden om hvad det specifikt havde gjort det.
Med et roligt og overraskende venligt - omend ikke det største - smil, så han på hende igen.
"Kære frøken, alle detaljer De kan give mig, kan være relevante. Der findes mange former for gift, og deres virkninger kan variere alt efter hvordan de introduceres til modtageren. Syreholdig mad kan f.eks. gøre visse ting stærkere, eller lindre virkningen på andre ting. Og omvendt"
Egentlig snakkede han mest for at holde hende beskæftiget. Selvfølgelig vidste hun ikke præcis hvad hun var syg af, eller hvad hun var forgiftet med. Og detaljerne om giften var nemmere at finde ud af bagefter. Selvfølgelig, havde han ikke sin magi, ville han være fanget i en situation hvor han måtte have undersøgt alt hendes mad og gætte på en modgift.
Men hun var heldig, hvad det angik.
Også selv om det var tydeligt hun havde mere end almindeligt ondt af sig selv. Alle var forskellige - og nogle typer ville reagere således. Selv om det var usmageligt, og kunne for nogle være irriterende, prøvede han på ikke at lade sig mærke med det. Den slags opførsel ville kunne snyde og flytte fokus. Det var vigtigt han holdt fokusset lige her og nu, på hendes tilstand.
"Har De kastet op? Kan vi få en spand og noget frisk vand ind?" Han henvendte sig ud i rummet igen, med en forventning om at disse to ting ville blive bragt hurtigst muligt.
"De vil næppe elske mit forslag. Men jeg er nødt til at bede Dem dreje Dem, og kaste op i spanden de bringer lige om lidt. Det er for at fjerne årsagen til giften, der formentlig stadig befinder sig i deres mave eller system. Jo mere vi får fjernet, jo bedre...Her"
August fiskede i sin taske et kort øjeblik. Man kunne altid bede folk stikke en finger i halsen på dem selv - men det ville være ubehageligt, og ikke alle mennesker kunne modarbejde instinktet til netop at fjerne fingeren igen, før opkastningen ville ske. Derfor en lille drik af en urt, der på nogle minutter ville forårsage naturlig opkastning.
"Jeg vil Dem drikke dette. Det vil få Dem til at kaste op. Derefter vil jeg gå i gang med selve behandling...Nu ikke trække tiden med en masse ord og forbandelser i min retning for mit forslag!"
Med en finger i vejret understregede han sine ord, i et forsøg på at stoppe hendes talestrøm og den forventede kaskade af meninger hun helt sikkert havde om emnet - for han var ikke i tvivl om at opkast ville være imod hendes ønsker. Og måske især foran andre. Det var jo ikke noget en pæn kvinde gjorde, trods alt. Men at redde folks liv, der måtte man til tider ty til visse ting.

“Det er ikke første gang,” konstaterede Juniper i et noget nær tørt tonefald. Hvorfor hun fortalte ham det, var hun ikke sikker på, for hvad skulle han i det hele taget bruge den information til? At hun var blevet forgiftet før. Eller…snare sagt, hun havde forgiftet sig selv, dengang, da hun stadig var meget lille. Omgivet af sine søskende. Dengang havde hendes sult været så konstant nagende at det at indtage ting, som faderen sagde var giftige ikke bar nogen særlig afskrækkende effekt. Ind til hun så oplevede, hvilken ydmygelse der lå i ikke at lytte til, hvad han sagde. Måske var det bare fordi at lægens tilstedeværelse trods Junipers generelle ligegyldighed nedkaldte et eller andet minde om en autoritetsfigur, eller også var det feberen´, der hidkaldte disse gamle minder. En omtåget åbenhed, der for dødssynden var komplet unaturlig.
Når alt kom til alt havde hun udstået være ydmygelser end dette. At være fem år og blive stillet op foran resten af søskendeflokken og få offentlig skæld ud som kun necromanceren kunne levere den og så til netop hende, der altid havde syntes at fylde faderen med en specifik form for væmmelse. Et øjeblik måtte Juniper vende sig næsten demonstrativt bort lagde armene stramt om sit feberrystende selv som for på den måde at forsøge at holde sammen på sig selv og ikke fortabe sig selv fuldstændigt i tanken om et mørkt aflåst rum.

”Jeg ved ikke, hvilken information det er De er ude efter, doktor. Skal jeg selv kunne regne ud, hvad disse nederdrægtige væsner i denne kællings husholdning har konstateret det passende at forsøge at slå mig ihjel med? Jeg troede det var Deres job,” sagde hun skarpt. Afslørrede med denne sætning at denne overtrædelse af alt, hvad der burde kunne lade sig gøre i et almindeligt hjem, hvortil for de fleste ikke hørte forgiftning, nok også ville gå udover husets ejer. Hvis Junipers forældre fik fingrene i hende, skulle hun i hvert fald være lykkelig, hvis nogen nogensinde så hende igen i hel tilstand.
Måske netop fordi hun havde prøvet ting der var værre tog hun blot imod den lille flaske han gav hende, dog ikke uden at skule af ham.
Det stred i princippet mod alle hendes instinkter som et væsen plaget af ekstrem og konstant sult, at kaste noget op, hvis hun kunne undgå det, men hvis alternativet var døden, så måtte det vel være sådan. Dog havde hun trods alt så meget værdighed i bestand at hun, trods sin vaklende gang trak sig bort fra ham og alle andre i huset med et irriteret greb om spanden, for så at instrueret i et afsides hjørne.
Hun ville gerne hjem….

Javel...
Så hun blev forgiftet ofte?
August var lidt nysgerrig, men følte sig også pludselig en smule træt. Virkelig? En overmenneskelig skikkelse med spiseforstyrrelse - eller mange fjender?
Det var ikke hans problem. Men hun burde ændre nogle ting i sin hverdag, hvis forgiftninger efterhånden var normalt. En personlige læge kunne være en god ting for hende, sikkert.
Han ignorerede igen hendes nedværdigende kommentar om husets ejere, stærkt opsat på ikke at blive blandet ind i det drama. I stedet gav han spanden videre til hende med et svagt smil, som hun med svage bevægelser prøvede at få en eller anden form for værdighed tilbage ved alt dette. Det kunne han respektere. Så af høflighed vendte han også ryggen til hende og lod lydene tale for sig selv. Med et nik lod han også de få andre i rummet vide de burde se væk og lade som ingenting.
Det hjalp ikke at gøre en patient mere forlegen eller frustreret end nødvendigt. Og selv om August helst så hende ligge helt stille, for at minimere omsætningen af gift i hendes krop, måtte der også være kompromisser. Og opkast var nødvendigt.

Han ventede pænt til hun var færdig, og kom tilbage til dem. Han ville tilbyde hende en klud og noget frisk vand, og mens hun forhåbentlig kom sig lidt, ville han rejse sig. Uden at gøre noget ud af det, gik han over til spanden og kiggede ned i den.
Lugten af den slags var aldrig behagelig...
Og synet sådan set heller ikke. Men han havde brug for at se om der var åbenlyse tegn på årsagen til forgiftningen. Bestemte bær, farver, lugte...
Men nu var hans speciale jo ikke gift. Så uden at føle sig meget klogere gik han tilbage til hende.

"Godt. Hvis De vil lægge dem ned igen og slappe af"
Han trak sine ærmer op og trak sin taburet tættere på sofaen, så han sad næsten lige op og ned af hende, såfremt hun havde efterkommet hans ønske.
"Ud over at være uddannet læge, kan jeg også lidt magi. Den vil kunne fjerne alle naturlige forgiftninger. Så her er til et håb om at det er præcis hvad det er. Hvis De bare ligger stille, de vil ikke kunne mærke noget, andet end måske en summende eller varm fornemmelse" fortalte han hende, som han på respektfuld vis lagde en hånd hen over hendes mave og en på hendes pande.
Han lukkede øjnene og trak vejret dybt for at samle sig og få kontakt med sin magi. Han var gået fra næsten aldrig at bruge den, til at bruge dens healende egenskaber oftere og oftere. Han kendte efterhånden følelsen og ordene udenad.
"Ponyeni ya nguvu netures"
Han kunne mærke hvordan energien trak på hans egen energi, og strømmede ind i hende. Han blev siddende til han følte magien var færdig, før han langsomt trak hænderne til sig og åbnede øjnene igen. Det var forskelligt hvor hurtigt det gik. Nogle kunne mærke en forbedring i løbet af et par minutter, andre skulle bruge en god nats søvn før de følte sig friske igen.

Slap af blev der sagt, som om man uden videre kunne det, når nu hun ellers lige var i færd med at planlægge hvad for nogle blomster, der skulle være til hendes begravelse. Hun måtte finde ud af noget med at sørge for at folk kun talte pænt om hende. Hvordan gjorde man det? Besluttede at skrive i sit testamente at den der talte pænest om en, fik lov at tage liget med hjem i en glaskasse? Nej for hvad nu, hvis nogle andre end hendes mor fik hendes lig? Så ville Prismira bare blive mere ked af et og det kunne Juniper trods alt ikke byde hende, når hun i forvejen skulle sørge over Juns død og sikkert aldrig ville komme sig over det.
Det var først for sent, at det gik op for hende, at hun havde været så distraheret af tankerne om at planlægge Underworlds mest unhinged begravelse, at Trott havde lykkes med at behandle hende i mellemtiden og at hun faktisk havde det meget bedre allerede. Ret meget længere nåede den stakkels læge dog ikke, før dødssynden i en lynsnar bevægelse havde lukket de slanke fingre om hans håndled og sat sig op. Med den frie hånd tørrede hun en ret koldsved bort fra sin blege pande, før hun rejste sig op og med Trott på slæb som en hund i snor marcherede over til stuedøren.
Uden nogen varsel stak hun i et rasende skrig, der ville have kunne skræmme en banshee.

”KOM HER IND, I FORRÆDERE.” Det var med stor modvilje at husets ejer og dennes tjenestefolk kom tilbage, men Juniper Graceling tålte ikke ikke at blive adlydt i et og alting , så hun fik til sidst gennet dem ind på en række, som hun nu uden nogen omtanke for lægen, trak Doctor Trott med sig ned af, imens hun iltert gestikulerede med sin frie hånd.

”De ved noget om menneskesind, ikke sandt? Så fortæl mig, hvilken af de her folk, der har gjort det her mod mig, så jeg kan gøre kort proces og komme videre i livet.” Hun så på ham med et vildt stirrende næsten umuligt blåt øje.

”Vi kan selvfølgelig også bare gøre det let og brænde hele huset ned, hvis De foretrækker.”

Næste mulighed var selvfølgelig at knuse noget kul i vand og få hende til at drikke det...Hvad var der af afgiftende urter? Mælkebøtte var godt for den sorte galde i kroppen sagde man...Faktisk var mange urter afgiftende, men virkede ikke særlig hurtigt...
Hans tanker blev forstyrret, for netop som han let tog sine hænder til sig og ville samle sig - og sin restende energi - blev hun pludselig fat i ham. Med en pludselig energi og styrke, der fik ham til at tvivle på hvor dårligt hun mon havde haft det lige før, blev han trukket på benene. På trods af hans ene forsøg på at løsrive sig, indså han snart at det var nyttesløst, og han måtte indfatte sig i at blive slæbt rundt. Mere og mere forvirret over hvad alt dette skulle til for?
Hendes råberi, skubben rundt med lige så forvirret og måske bange folk. Hendes faste greb var som en fælde. Jo mere han prøvede at komme fri, jo strammere blev grebet - og det var med en stor lettelse hun endelig slap ham. Men knap nåede han at ømme sig om håndleddet og nyde sin nye frihed, før han mærkede en mere bekymrende følelse sænke sig over hele lokalet. Og ham, ikke mindst ham!

Hvad skulle han?
Han så rådvildt på hende.
"Øhm...Hvad?"
Som var han pludselig en gås fra gården fanget mellem muligheden for at komme i gryden eller lægge et guldæg, stod han og stirrede forvirret på rækken af folk foran ham.
"Jeg er...Altså det er...De må forstå..."
Hvad prøvede han at sige? Ingen ord kom til ham. Til sidst så han over på hende, i tvivl om hun faktisk havde det godt, eller om giften havde ramt hendes hoved? Han sank uhørligt og prøvede at rette sig lidt. Kunne denne aften snart blive meget værre? Han forudså den reelle mulighed for at dø, hvis ikke han efterkom hendes ønsker. Det havde han trods alt heller ikke lyst til. Men samtidig følte han sig om muligt endnu mere træt. Han gned sig over panden et øjeblik, og tog en dyb indånding.
"Det er ikke noget, hvorpå jeg kan sige noget med fuld sikkerhed. Det er en videnskab under udvikling, med teorier og hypoteser. Selvfølgelig er der teorier om folk der..."
Han slog ud med armene. Nyttede det noget at prøve og bortforklare sig? Her stod hun og bad ham udvælge en, hvortil han ikke tvivlede på belønningen var at se den person dø - og måske smertefuldt. Var det ikke altid det der skete?

Han trådte et skridt baglæns. Det blev en lang nat.
"Jeg er læge, ikke detektiv. Måske du burde tilkalde en af vagterne fra byen og få dem til at anholde hele huset og lade dem køre en sag for en dommer?" bemærkede han. Hellere dem, og hellere det, end at han skulle lege bøddel for en familie, der ved første øjekast virkede lige så forvirret og urolig som ham selv. Ingen sagde det nødvendigvis var nogen fra dette hus, trods alt. Det kunne være nogen havde sneget sig ind, eller betalt sig fra noget eller...Et eller andet!
Nej, han nægtede at være medvirkende i nogens død!

”Jamen stakkels lille mand dog, har du ingen ører, eller virker de bare ikke?” Hun ruskede lægen ved et fast tag i hans skuldre, hæmningsløst som var han kun en kludedukke, hvis hoved hun blot ventede på ville falde af.

”Hvis jeg ønskede at lytte til alt muligt ævl, om hypoteser og videnskabelig teori, så var jeg gået til Lena. Du skal bare gøre dit arbejde. Hvis det er betaling, du er bange for ikke at få, så frygt ej,” ,” hvæsede hun og hældte på det nærmeste en pung tung af guldmønter ud over gulvet mellem dem, som om der blot var tale om småpenge, hun ikke engang ville have opdaget, at hun havde tabt.

”Du har aflagt lægeløfte antager jeg? Well for nuværende er jeg din patient, ergo SKAL du altså hjælpe mig,” insisterede hun med samme intensitet, man kunne have forventet af en femårig i sekunderne før barnet smed sig på gulvet i et skræmmende raserianfald over, ikke at have fået sin vilje.

”Dette er ikke kun et spørgsmål om mig, doktor Trott, men et spørgsmål om din integritet som læge og som medmenneske. Hvis du ikke finder mig hvem end der er så nederdrægtig at forsøge at forgive mig, så er jeg nødt til at tyg til egne midler. Og der hvor jeg er vokset op, gør vi kort proces. Så mit spørgsmål til dig, er, vil du virkelig hellere have, at jeg slår alle disse mennesker ihjel eller vil du vælge én?” spurgte hun, imens hun nidstirrede hver og en i denne beklemte række af mennesker. Det faldt ikke rigtig nogen ind at forsøge at løbe deres vej, så chokerede var de, at de bare stod som forstenede. Desuden, det var Juniper selv i hvert fald overbevist om, ville der ikke gå længe, før eventuelle bortløbne stakler alligevel ville blive røget ud af deres skjulesteder af Huset Gracelings egne folk og så ventede sandsynligvis en langt værre og mere langsomlig skæbne end hvad der var dem i vente ved datterens ringbesatte hænder.
Hun satte sig ned i den nærmeste stol, pludseligt afkræftet, havde øjensynligt opbrugt den energi healingen alligevel havde givet hende tilbage.
Der sad hun så, underligt skødesløst placeret, som om nogen havde smidt hende der. Hun så ud til at have ondt af sig selv, men formåede alligevel at rette det gennemborende enøjede blik mod den evigt ulyksalige læge.

”Men det er dit valg selvfølgelig, jeg er ligeglad.”

En hård realisation ramte Trott.
Noget han aldrig troede han ville tænke på noget tidspunkt i sit liv.
Men...
Som han så på hende, og som hans foragt for hende steg...Steg også en uventet følelse, der kom bag på ham selv.
Der var åbenbart folk i denne verden, som Trott ville ønske han aldrig havde hjulpet. Som han aldrig skulle have taget som patient.
Og dette var, for nu, den første og eneste han havde mødt, hvor han virkelig følte det sådan. Ved at hjælpe hende, havde hans måske dødsdømt en hel familie. Og hvem vidste hvor mange andre hun skødeløst havde på samvittigheden?
Jovist havde han omgivet sig med mange racer - og hvad var hun overhoved? En dæmon måske? - og oplevet mange ting. Men det hele var altid sket rundt om ham, og han havde aldrig direkte været vidne til de mest forfærdelige ting. Nu stod han midt i det, og blev takket med et etisk stort dilemma, der uden tvivl ville give ham skyldfølelse resten af hans liv eller koste ham livet. Dette var anderledes. Aldrig ville han selv være en del af drab og tortur...
Og nu blev han tvunget ind i det.
At blive nedgjort og talt ned til, efter han måske havde reddet hendes liv - eller i hvert fald reddet hende fra lang tids dårligdom - og tvunget til at beslutte hvem og hvor mange der skulle dø...
Det var ikke noget han ville finde sig i.

Blikket gled hen over de forskræmte folk, før han vendte sig om mod hende. Ganske ligeglad med hendes tilstand, forsvundet tilbage i en stol, stirrede han trodsigt på hende. Vred. Åh han var vred! Og han var ganske ligeglad med om det kostede ham livet. Hellere ham end familien. Hellere selv dø, end være skyld i andre døde.
"De opfører dem som et barn!"
Ordene faldt resolut.
"Jeg har hjulpet dem, gratis..." Han skubbede til en guldmønt, helt ligeglad med dem.
"...Fra at dø af forgiftning, og takken er at sætte mig i et moralsk dilemma De ved jeg ikke kan fordrage og ikke vil være del i? Jeg har aflagt løfte om ikke at slå ihjel, og det agter jeg at holde. Men fra De rejste Dem fra sofaen, var De ikke længere min patient, da De nu virker til at være ganske frisk. Jeg bibeholder min integritet og medmenneskelighed - to ord jeg tvivler på De reelt kender betydningen af - ved at nægte at gøre som De siger. Om De slår mig ihjel også! At De kan tillade dem at opføre dem sådan...Det er intet under nogen prøver at slå Dem ihjel!"
Trott bukkede sig ned, greb en guldmønt og kastede den over for fødderne af hende.
"Behold Deres beskidte penge!" vrissede han, som opdragede han rigtigt nok på et barn, og ikke på et voksent og farligt væsen. Men på dette tidspunkt vidste han godt at enten ville han være død lige om lidt, eller også købte dette ham sekunder til at finde på en plan. Han ville gerne bare gå, men han kunne heller ikke gå velvidende en hel familie, et helt hus, ville dø. Se, det ville påvirke hans samvittighed!
I stedet vendte han sig om mod familien, som om han nu var den der bestemte. Med al den autoritet han kunne mønstre som læge i byen sagde han:
"Nu skal I forlade dette hus, alle sammen. Ingen ved om en af jer faktisk er skyldige, eller om nogen har sneget sig ind i huset eller på anden måde fået gift ind i huset. Nogen henter vagterne i byen, omgående. De har midlerne til at undersøge dette og anholde skyldige!"
Han viftede dramatisk med armene, som for at understrege sine ord og få familien til at bevæge sig. Kvinden på stolen var svækket, og hvis familien skulle nå ud af døren før der skete noget, skulle det være nu.

Samtidig, som familien og husets beboere forhåbentlig bevægede sig væk og ud - hvis de turde eller tog ham seriøst - vendte Trott sig mod kvinden. Han sendte hende et kort elevatorblik og lod øjenbrynene glide op i panden på sig selv.
"De mangler stadig noget behandling...Men den må De drømme om. Lad os da bare håbe alt giften er ude af Deres system så, ellers er det ikke til at vide hvad der vil ske"
Det var et spil for galleriet. Trott havde gjort hvad han kunne. Men måske var den eneste måde han og andre slap levende fra dette, at vende scenariet om og spille på hendes behov for selv at overleve. Noget der ramte hende personligt, frem for åbenlyse ligegyldige levende væsner i hendes omgivelser.
Han tvang sig selv til at trække vejret, til at virke rolig og fattet...Men indeni var han et panisk vrag, overbevist om han havde sekunder tilbage at leve i.

Du opfører dig som et barn havde lægen netop sagt med så meget foragt i stemmen, at Juniper blev kastet tilbage til netop det. Ikke den forkælede møgunge hun var blevet til hos sine adoptivforældre, der hverken ville eller turde sige hende imod. Nej. Ingen havde i mere end tyve år irettesat hende med så meget væmmelse. Ikke siden hun havde været den lille udmagrede unge, der ledte efter madrester på gulvet kun for så at blive sparket væk som en irriterende hund.
Dødssynden stirrede på ham. I et sjældent øjeblik, var hun rent faktisk mundlam og som resten af hans rasende ordstrøm ramte hende som et haglvejr, sad hun bare der i stolen og syntes at blive mindre og mindre. Om det var af en reel form for smerte, eller et sidste forsøg på at genvinde sympati, var der ingen der rigtig ville kunne sige. Måske ikke engang Juniper selv. Hun lukkede sit blivende øje, ædelstenen i det andet ville dog forblive rettet mod ham i sin egen groteske version af en stirren. Hun lyttede til løbende fødder, husets beboere der var ved at forsvinde i hæsblæsende fart, sandsynligvis. Og et øjeblik kunne hendes stadig udmattede og omtågede hjerne kun tænke: Alle forlader mig, først min far og nu de her mennesker. Efter alt, hvad jeg har gjort for dem. . Hvis der var noget, som Juniper Graceling var ekspert i, så var det at have ondt af sig selv. Det plejede at lykkes for hende at få andre til at have ondt af sig også. Over årerne havde hun spundet mangt en trist fortælling til diverse venner, elskerinder og andre væsner, der var uheldige nok til at gøre hendes bekendtskab og de havde åbnet deres arme og deres liv for hendes tilstedeværelse.’
Men om hun så brast i hjerteskærende gråd ville det næppe have nogen effekt på den uventet hårdhjertede læge.
Nej hun måtte gå anderledes til værks her og faktisk var hans vrede måske lige netop det hun havde brug for.
Med sindet rakte hun ud efter hans mest altopslugende følelse, hun behøvede ikke engang skubbe til noget, så tydelig var den. Og hun slugte den.
På sekunder var det som om de sneblege kinder genvandt sin glød og det sølvhvide hår sin glans og hun åbnede det lyseblå øje og smilede til ham.

”Du er ikke nogen læge, Trott. Du har i dig potentialet til en affektmorder,” bedyrede hun og med det sagt rejste hun sig for at gå.