The cake is a lie- Doctor Trott

Sted: Et rigmandshus i den relativt uberørte del af Terrorville District
tid: Halvsent om aftenen
omgivelser: Beskrives
Emnepartner: @Doctor Trott

Var Juniper taget til Doomsville uden at besøge Lena kun med det formål at give veninden, eller hvad hun så end ellers var, dårlig samvittighed over, hvad der føltes, for Juniper, som meget mangelfuld kontakt, som det dog aldrig var hende, der lagde op til? Ja? Var den plan ved for det første at kede hende til døde? Også ja. Var der andet end kedsomhed der lige nu var ved at slå hende ihjel? Også ja. Et alarmerende svar på spørgsmål nummer tre og dødssynden gjorde da også, hvad der følte som hendes kommende død til absolut alle andres end sit eget problem, som hun lå på en divan i dagligstuen og skiftevis råbte og skreg af alle, der var uheldige nok til at komme i nærheden af hende og så i næste sekund med dramatisk resignation gav hun sig til at diktere sit testamente overfor, hvem der i realiteten kun gjorde det ud for hendes reserveelskerinde, en vis Francisca Albery, og dennes omkringstående meget forvirrede tjenestefolk, som hun havde slået sig ned hos henover de seneste to uger, fordi Juniper ikke havde andet og bedrre at tage sig til. Og hvordan var denne pludselig undtagelsestilstand så opstået, kunne man fristet til at spørger? Jo det havde egentlig været en aften som enhver anden til at begynde med. Juniper, der for længst var begyndt at kede sig, i hvad hun anså for andenrangsselskab, på trods af, at det var hende selv, der aktivt havde valgt at komme her, havde ikke talt voldsomt meget til nogen og hun og hendes værtinde hqavde spist aftensmad som sædvanlig.
Der var ikke gået ret længe, før Juniper havde begyndt at føle sig svimmel og ør i hovedet. En følelse hun egentlig typisk forbandt meget stærkt med sin evige sult, hvilket nok også udgjorde en stor del af årsagen til, at hun kunne ignorere det længe nok til, at hun sidst dejsede om midt i det hele.
En eller anden læge fra Angerforge var blevet tikaldt og nu brugte Juniper tiden på at forbande, hvad hun anså for sløset langsommelighed langt væk.

Hans navn var begyndt at florere i nogle af de adelige - eller i hvert fald riges - kredse. Det var på godt og ondt. August var på vej hjem, trofast med lægetasken i den ene hånd, da han aldrig gik fra det ene eller andet sted uden den. Nødsituationer virkede til at opstå hele tiden, og han var begyndt at sætte pris på at have den vedligeholdte lædertaske ved hånden hele tiden. De nye penge havde skaffet ham et par almindelige nye sko, et par nye bukser - ikke fine, men helt klart mere fine end hans gamle - og en cremefarvet skjorte af et eller andet...Eh, var det hør? Noget andet forholdsvis billigt? Noget uden huller og plettet, i hvert fald. Han havde været nødt til at prioritere nyt tøj, med de nye patienter han blev kaldt til i tide og utide. En let sommerkappe lå om hans skuldre. Krøllerne strittede til alle sider efter en lang dag. Åhhh...Ja, han glædede sig til at komme hjem. Slå benene op, drikke en kop urtethe og sove om højst en times tid...

Så langt nåede han bare aldrig. Med et uhørligt suk vendte han sig til den stakkel der nu var sendt efter ham i al hast. Fra de højere lag, det afslørede tjenerens tøj og manerer. Jaja, en eller anden vigtig, jaja, lægehjælp nu, jaja, de skulle skynde sig. Med en håndbevægelse sendte han tjeneren afsted foran sig, som han selv hankede op i sin taske og skyndte sig så hurtigt han kunne, uden direkte at løbe for livet.

Men stadig forpustet og med sidestik nåede han huset. Seriøst. Der måtte findes nemmere måde at bevæge sig rundt i byen på, når han blev tilkaldt på kort varsel. Men økonomien dækkede ikke over en hest eller ligefrem en hestevogn endnu. Måske om...40 år?
Med et svagt fnys over sin egen indre joke, trådte han ind i huset. Nogen tog imod hans kappe, som han blev vist hen til den nye patient. Et ukendt hus, en ukendt familie eller slægt. August kendte ikke alle de rige eller fine huse, for nu var det bare endnu et rigt sted. Og derfor prøvede han at opføre sig så pænt som han kunne. Med et seriøst ansigt trådte han ind i lokalet til stemmen på en kvinde der råbte op, kun for at snakke mere normalt bagefter til hvem end der stod nærmest. Der lå en hast i omgivelserne.
"Ahem!"
Han rømmede sig da han trådte ind i lokalet. Han var blevet mere van til sin lægerolle, også i de finere lag. Faktisk virkede til de rige godt kunne lide han tog ansvar når han kom ind. At der var en autoritet i hans tilstedeværelse. Så det havde han prøvet at tilegne sig...Hvor godt det så end gik.
"Mit navn er Dr. August Trott. Venligst...Tag det roligt alle sammen. Jeg går ud fra De er patienten?"
Et smil gled naturligt frem, som han gik over til kvinden på divaen. Hun var fokus for al opmærksomhed, selvfølgelig var det hende.
Han trak en skammel over ved siden af hende og satte tasken ved siden af sig. Blikket gled over hendes ansigt. Svedte hun? Bleg? Oh, hvidt hår...Dem så han mange af...Manglen af pigment var speciel. Og...Og, ja, slet ikke fokus lige nu!
Blikket gled ned over kroppen. Hvordan virkede vejrtrækningen? Hun var oprevet lige nu, så han kunne ikke stole på sine observationer lige nu.
"Fortæl mig hvad der er sket, og hvordan De har det. Venligst...Lad kun en tjener og værten blive i lokalet. Vi kunne godt bruge lidt ro, tak" bad han ud i lokalet, før han vendte sin opmærksomhed tilbage til kvinden.

I første omgang ænsede Juniper slet ikke lægens ankomst. I stedet var hendes isnende blå enøjede blik dramatisk vendt mod loftet, som om hun slet ikke så op i det trækronemalede loft med stuk, men på portene til selve dødsriget. ”Åh min egen kæreste moder, hvordan skal du du klare dig, hvis jeg her må lade livet,” udbrød hun og det var helt reelt uvist måske endog for dødssynden selv, om hun gjorde det udelukkende for det dramatiske i det eller der var reelt dødsangst i det i forvejen så blege ansigt. Først da han talte vendte hun blikket mod ham. Det manglende højere øje var for i dag erstattet af en glinsende ametyst. Både den og det tilbageværende blå øje, syntes at bore sig ind i lægens sjæl, hvis han havde sådan en.

”Ah, jeg var begyndt at tro, at man havde tabt Dem i rendestenen et sted, sir og at vi først skulle mødes, når jeg sparker Dem i dødsriget, men måske synes De bare om den øgede udfordring ved at ankomme helt usigeligt langsomt,” sagde hun formåede på en eller anden måde stadig at virker unødvendigt ondskabsfuld på trods af, at hun midt i sætningen måtte knække sammen i et hosteanfald, der fik hendes knogler til at gøre ondt og at hun rystede af kulde fra den feber, der syntes at være ved at koge hendes krop indefra.

”Fortæl mig, doktor, er der andre her, der måske ser ud til at være på dødens rend hvad?” Måske var hun det slet ikke, men når Juniper Graceling var tilstrækkeligt dramatisk overbevist om noget, så snap hun det sjældent bare sådan lige igen.


”Ja selvfølgelig er jeg patienten. Lidt har De vel forhåbentligt lært. Eller lukker de alle ind på medicin studiet nu om dage?” reflekterede hun tørt, inden hendes krop trak sig sammen i kramper.

”Åh, jeg skulle have taget Rød med,” beklagede dødssynden sig ynkeligt. Følte sig helt og holdent kastet bort fra alt hvad der var godt i verden og følte samtidig, at hele universet burde have ondt af hende.

”Hvorfor skulle nogen forråde mig på denne måde, doktor? Hvad har jeg nogensinde gjort nogen?” Helt oprigtigt som om hun ikke var klar over, hvor forskruet denne formulering i hendes tilfælde var.

”Det er GIFT,” skreg hun. Spyttede ordet ud som om det var, ja, giftigt. Stirrede anklagende på samtlige af de skikkelser der nu var ved, på lægens befaling, at trække sig ud af lokalet.

Ordene prallede af, som vand forsvandt fra en olieret overflade. Som menneske hørte han mange ting, og blev udsat for mange ting. Hvis han først tog alt personligt, ville han aldrig kunne udføre sit job som læge. Selvfølgelig alt med måde - dødstrusler og lignende skulle nu nok få ham til at fortrække sig. Eller usmagelig utaknemmelighed. Et eller andet sagde ham at utaknemmelighed nok var hans betaling i dag. Men det var tydeligt hun ikke havde det godt, på trods af hun havde energi nok til at komme med smarte og onde bemærkninger, og havde luft nok til at tale konstant. På sin egen måde...Et godt tegn?
Nej, hendes sprog, for nu, generede ham ikke. Dårlige patienter, der måske tilmed var bange, kom med spydige bemærkninger i et forsøg på at beskytte dem selv. Det var noget af det eneste de kunne, i en situation hvor de ellers kunne føle sig magtesløse.
I stedet sendte han hende et smil og svarede ikke på beskyldningerne om langsommelighed og dumhed.

Med færre personer i rummet faldt der naturligt lidt mere ro over rummet. Om det bredte sig til patienten kunne han kun håbe på. Færre folk at tabe ansigt til - eller lave drama foran. Færre folk til at ophidse og komme med konstant larm. For Trott gav det lidt mere ro.
Med en rolig hånd tag han fat om hendes håndled for at måle pulsen og få en fornemmelse af hendes temperatur. Koldsved. Kramper. Hosten. Klassiske tegn på forgiftning, så meget havde hun ret i. Det kunne også være sygdom - men noget sagde ham hun næppe tilhørte en skikkelse der blev ramt af den slags.
"Hvis De vil prøve at falde lidt til ro...Ja, er det en frøken eller frue jeg taler med?" spurgte han venligst.
"Jeg skal nok hjælpe Dem, jeg prøver blot at forstå hvad der er sket. Hvordan mener De at De blev forgiftet?"
Han så over mod værten og tjeneren, i tilfælde af de måske vidste mere end patienten gjorde - eller i hvert fald kunne springe det teatralske over og svare rent ud.
Hendes ene øje var også specielt. Mistet - og skiftet ud med et højst specielt omend dyrt valg. Gik han ud fra. Hvad kostede lilla sten overhoved? Ædelsten af en slags, det kunne han godt se. Hvad hed de nu? Ag...Am...Nå, det var lige meget.

Det var alligevel næsten imponerende hvor roligt Doktor Trott modtog Junipers raserianfald. En hvis ro skulle der vil til, hvis man nogle gange var nødt til at sætte folks lemmer af eller lignende. Åh nej. I guder. Hvad nu hvis….Nej. Hvad skulle logikken være i det? Nu havde hun allerede mistet et øje og hun havde ikke tænkt sig at miste flere ting. Og gift fik ikke arme og ben til at falde af. Trods alt. Hun kunne i princippet ende som et lig lige om lidt, men et helt lig blev det dog og alle skulle GRÆDE. Men det var lige tidligt nok endnu og hun havde ikke reelt tænkt sig at lægge sig til at dø. Især ikke her i Franciscas hus, hvor hverken hendes mor eller Lena kunne have holdt om hende, imens hun døde.
Således var hun altså nødt til at samarbejde med denne mærkelige underklasselæge, så hun ikke gik hen og døde gik det op for hende og hendes udstråling blev straks en anden. Ikke varm, men blødere end før, hun tilpassede sig lynsnart situationen og mistede sin spydige kant, som hendes ene mundvig trak op i en mellemting mellem et udmattet smil og en smertegrimase.

”Det er frøken for nu," ,” sagde hun og betragtede doktor Trott med noget, der mindede om nysgerighed. Læger havde en vis forståelse for, hvordan hjernen fungerede ikke? Så han ville kunne hjælpe hende med at finde ud af, hvem der havde gjort det her ved at studere folkene i huset? Vende deres hjerner på vrangen. Når Juniper fandt ud af, hvem der havde gjort det her, ville vedkommende have større problemer end deres hjerne.

”Noget i min mad går jeg ud fra,” sagde hun og sendte ham et blik, der selv med et øje formåede at sige: Kan De se, hvad de har gjort ved mig? Mig der aldrig har fortjent noget af det her? Mig som alle burde elske?

August var fuldstændig ligeglad med årsagen til forgiftningen. Om det var selvforskyldt eller nogen var skyldig...Det tilkaldte man en vagt eller detektiv til at finde ud af. Hans opgave var at sørge for hans patient ikke døde af det. Hvis giften i det hele taget var dødelig - men det bedste for situationen var at antage den var, i mangel på viden om hvad det specifikt havde gjort det.
Med et roligt og overraskende venligt - omend ikke det største - smil, så han på hende igen.
"Kære frøken, alle detaljer De kan give mig, kan være relevante. Der findes mange former for gift, og deres virkninger kan variere alt efter hvordan de introduceres til modtageren. Syreholdig mad kan f.eks. gøre visse ting stærkere, eller lindre virkningen på andre ting. Og omvendt"
Egentlig snakkede han mest for at holde hende beskæftiget. Selvfølgelig vidste hun ikke præcis hvad hun var syg af, eller hvad hun var forgiftet med. Og detaljerne om giften var nemmere at finde ud af bagefter. Selvfølgelig, havde han ikke sin magi, ville han være fanget i en situation hvor han måtte have undersøgt alt hendes mad og gætte på en modgift.
Men hun var heldig, hvad det angik.
Også selv om det var tydeligt hun havde mere end almindeligt ondt af sig selv. Alle var forskellige - og nogle typer ville reagere således. Selv om det var usmageligt, og kunne for nogle være irriterende, prøvede han på ikke at lade sig mærke med det. Den slags opførsel ville kunne snyde og flytte fokus. Det var vigtigt han holdt fokusset lige her og nu, på hendes tilstand.
"Har De kastet op? Kan vi få en spand og noget frisk vand ind?" Han henvendte sig ud i rummet igen, med en forventning om at disse to ting ville blive bragt hurtigst muligt.
"De vil næppe elske mit forslag. Men jeg er nødt til at bede Dem dreje Dem, og kaste op i spanden de bringer lige om lidt. Det er for at fjerne årsagen til giften, der formentlig stadig befinder sig i deres mave eller system. Jo mere vi får fjernet, jo bedre...Her"
August fiskede i sin taske et kort øjeblik. Man kunne altid bede folk stikke en finger i halsen på dem selv - men det ville være ubehageligt, og ikke alle mennesker kunne modarbejde instinktet til netop at fjerne fingeren igen, før opkastningen ville ske. Derfor en lille drik af en urt, der på nogle minutter ville forårsage naturlig opkastning.
"Jeg vil Dem drikke dette. Det vil få Dem til at kaste op. Derefter vil jeg gå i gang med selve behandling...Nu ikke trække tiden med en masse ord og forbandelser i min retning for mit forslag!"
Med en finger i vejret understregede han sine ord, i et forsøg på at stoppe hendes talestrøm og den forventede kaskade af meninger hun helt sikkert havde om emnet - for han var ikke i tvivl om at opkast ville være imod hendes ønsker. Og måske især foran andre. Det var jo ikke noget en pæn kvinde gjorde, trods alt. Men at redde folks liv, der måtte man til tider ty til visse ting.

“Det er ikke første gang,” konstaterede Juniper i et noget nær tørt tonefald. Hvorfor hun fortalte ham det, var hun ikke sikker på, for hvad skulle han i det hele taget bruge den information til? At hun var blevet forgiftet før. Eller…snare sagt, hun havde forgiftet sig selv, dengang, da hun stadig var meget lille. Omgivet af sine søskende. Dengang havde hendes sult været så konstant nagende at det at indtage ting, som faderen sagde var giftige ikke bar nogen særlig afskrækkende effekt. Ind til hun så oplevede, hvilken ydmygelse der lå i ikke at lytte til, hvad han sagde. Måske var det bare fordi at lægens tilstedeværelse trods Junipers generelle ligegyldighed nedkaldte et eller andet minde om en autoritetsfigur, eller også var det feberen´, der hidkaldte disse gamle minder. En omtåget åbenhed, der for dødssynden var komplet unaturlig.
Når alt kom til alt havde hun udstået være ydmygelser end dette. At være fem år og blive stillet op foran resten af søskendeflokken og få offentlig skæld ud som kun necromanceren kunne levere den og så til netop hende, der altid havde syntes at fylde faderen med en specifik form for væmmelse. Et øjeblik måtte Juniper vende sig næsten demonstrativt bort lagde armene stramt om sit feberrystende selv som for på den måde at forsøge at holde sammen på sig selv og ikke fortabe sig selv fuldstændigt i tanken om et mørkt aflåst rum.

”Jeg ved ikke, hvilken information det er De er ude efter, doktor. Skal jeg selv kunne regne ud, hvad disse nederdrægtige væsner i denne kællings husholdning har konstateret det passende at forsøge at slå mig ihjel med? Jeg troede det var Deres job,” sagde hun skarpt. Afslørrede med denne sætning at denne overtrædelse af alt, hvad der burde kunne lade sig gøre i et almindeligt hjem, hvortil for de fleste ikke hørte forgiftning, nok også ville gå udover husets ejer. Hvis Junipers forældre fik fingrene i hende, skulle hun i hvert fald være lykkelig, hvis nogen nogensinde så hende igen i hel tilstand.
Måske netop fordi hun havde prøvet ting der var værre tog hun blot imod den lille flaske han gav hende, dog ikke uden at skule af ham.
Det stred i princippet mod alle hendes instinkter som et væsen plaget af ekstrem og konstant sult, at kaste noget op, hvis hun kunne undgå det, men hvis alternativet var døden, så måtte det vel være sådan. Dog havde hun trods alt så meget værdighed i bestand at hun, trods sin vaklende gang trak sig bort fra ham og alle andre i huset med et irriteret greb om spanden, for så at instrueret i et afsides hjørne.
Hun ville gerne hjem….

Javel...
Så hun blev forgiftet ofte?
August var lidt nysgerrig, men følte sig også pludselig en smule træt. Virkelig? En overmenneskelig skikkelse med spiseforstyrrelse - eller mange fjender?
Det var ikke hans problem. Men hun burde ændre nogle ting i sin hverdag, hvis forgiftninger efterhånden var normalt. En personlige læge kunne være en god ting for hende, sikkert.
Han ignorerede igen hendes nedværdigende kommentar om husets ejere, stærkt opsat på ikke at blive blandet ind i det drama. I stedet gav han spanden videre til hende med et svagt smil, som hun med svage bevægelser prøvede at få en eller anden form for værdighed tilbage ved alt dette. Det kunne han respektere. Så af høflighed vendte han også ryggen til hende og lod lydene tale for sig selv. Med et nik lod han også de få andre i rummet vide de burde se væk og lade som ingenting.
Det hjalp ikke at gøre en patient mere forlegen eller frustreret end nødvendigt. Og selv om August helst så hende ligge helt stille, for at minimere omsætningen af gift i hendes krop, måtte der også være kompromisser. Og opkast var nødvendigt.

Han ventede pænt til hun var færdig, og kom tilbage til dem. Han ville tilbyde hende en klud og noget frisk vand, og mens hun forhåbentlig kom sig lidt, ville han rejse sig. Uden at gøre noget ud af det, gik han over til spanden og kiggede ned i den.
Lugten af den slags var aldrig behagelig...
Og synet sådan set heller ikke. Men han havde brug for at se om der var åbenlyse tegn på årsagen til forgiftningen. Bestemte bær, farver, lugte...
Men nu var hans speciale jo ikke gift. Så uden at føle sig meget klogere gik han tilbage til hende.

"Godt. Hvis De vil lægge dem ned igen og slappe af"
Han trak sine ærmer op og trak sin taburet tættere på sofaen, så han sad næsten lige op og ned af hende, såfremt hun havde efterkommet hans ønske.
"Ud over at være uddannet læge, kan jeg også lidt magi. Den vil kunne fjerne alle naturlige forgiftninger. Så her er til et håb om at det er præcis hvad det er. Hvis De bare ligger stille, de vil ikke kunne mærke noget, andet end måske en summende eller varm fornemmelse" fortalte han hende, som han på respektfuld vis lagde en hånd hen over hendes mave og en på hendes pande.
Han lukkede øjnene og trak vejret dybt for at samle sig og få kontakt med sin magi. Han var gået fra næsten aldrig at bruge den, til at bruge dens healende egenskaber oftere og oftere. Han kendte efterhånden følelsen og ordene udenad.
"Ponyeni ya nguvu netures"
Han kunne mærke hvordan energien trak på hans egen energi, og strømmede ind i hende. Han blev siddende til han følte magien var færdig, før han langsomt trak hænderne til sig og åbnede øjnene igen. Det var forskelligt hvor hurtigt det gik. Nogle kunne mærke en forbedring i løbet af et par minutter, andre skulle bruge en god nats søvn før de følte sig friske igen.

Slap af blev der sagt, som om man uden videre kunne det, når nu hun ellers lige var i færd med at planlægge hvad for nogle blomster, der skulle være til hendes begravelse. Hun måtte finde ud af noget med at sørge for at folk kun talte pænt om hende. Hvordan gjorde man det? Besluttede at skrive i sit testamente at den der talte pænest om en, fik lov at tage liget med hjem i en glaskasse? Nej for hvad nu, hvis nogle andre end hendes mor fik hendes lig? Så ville Prismira bare blive mere ked af et og det kunne Juniper trods alt ikke byde hende, når hun i forvejen skulle sørge over Juns død og sikkert aldrig ville komme sig over det.
Det var først for sent, at det gik op for hende, at hun havde været så distraheret af tankerne om at planlægge Underworlds mest unhinged begravelse, at Trott havde lykkes med at behandle hende i mellemtiden og at hun faktisk havde det meget bedre allerede. Ret meget længere nåede den stakkels læge dog ikke, før dødssynden i en lynsnar bevægelse havde lukket de slanke fingre om hans håndled og sat sig op. Med den frie hånd tørrede hun en ret koldsved bort fra sin blege pande, før hun rejste sig op og med Trott på slæb som en hund i snor marcherede over til stuedøren.
Uden nogen varsel stak hun i et rasende skrig, der ville have kunne skræmme en banshee.

”KOM HER IND, I FORRÆDERE.” Det var med stor modvilje at husets ejer og dennes tjenestefolk kom tilbage, men Juniper Graceling tålte ikke ikke at blive adlydt i et og alting , så hun fik til sidst gennet dem ind på en række, som hun nu uden nogen omtanke for lægen, trak Doctor Trott med sig ned af, imens hun iltert gestikulerede med sin frie hånd.

”De ved noget om menneskesind, ikke sandt? Så fortæl mig, hvilken af de her folk, der har gjort det her mod mig, så jeg kan gøre kort proces og komme videre i livet.” Hun så på ham med et vildt stirrende næsten umuligt blåt øje.

”Vi kan selvfølgelig også bare gøre det let og brænde hele huset ned, hvis De foretrækker.”