Help me god damnit! - Avalon Moon

Tid: 09:12
Sted: Uden foran Firestep Diskoteket.
Omgivelser: Få mennesker der går frem og tilbage, larm fra diskoteket og få af nattens dyr der kigger frem indimellem.
Vejr: Køligt og småregnende.

Aftenen var stadig ung, men Adriana var ikke i festhumør, efter hendes hus var blevet brudt ind i var hun nervøs for at andre ville få den samme idé, det lagde en stor dæmper på hendes humør. Derfor var hun gået ud foran diskoteket, hun var stadig igang med at beslutte om hun skulle tage hjem eller blive, derfor blev hun bare stående i neonlyset der lyste fra diskotekets skilt, det lagde et grønt skær over hendes ansigt og hår. Adriana stillede sig op af muren og fik et fjernt udtryk i øjnene, endnu et syn var på vej. Hun var nærmest som i koma når hun fik et syn, fordi det var et syn der gik langt frem i tiden blev hun drænet fra en masse energi.

En anden pige, en som Adriana ikke kender, bliver slået og banket selv samme sted som Adriana står, bare seks dage fremme i tiden. Der var ingen der hjalp pigen, der var ingen der overhovedet overvejede at gå hen og få de to fyre væk fra hende. Alle gik bare forbi som ingen ting var sket.

Adriana kunne ikke holde til at se så langt frem i tiden, det tog alt hendes energi fra sig, så hun faldt ned på jorden bevidstløst, et oplagt offer for mænd der har vredeproblemer, det var præcis det der skete, tre mænd kom hen til hende og sparkede stille til hende for at være sikker på hun ikke var til stede, de begyndte så at sparke hurtigere og hårdere. Grunden var ikke til at vide, hun var der bare.

Avalon kom gående forbi, hun havde endnu engang brudt reglerne. Hun var gåeet op på land, og heroppe var hun dog bare et kønt ansigt. Hun havde en stort trøje på, som sad ind til kroppen. Sorte læder jeans og en hvid jakke. Hun havde en hvid skuldertaske på skulderen, hvor hun havde en vandflaske i.
Hun så mændene der sparkede en forsvarsløs kvinde, det var ikke til at holde ud at se på. "Hey! Lad hende være!" Det var første gang hun bare råbte op, men hendes ansigt så meget koldt ud. Hun virkede kold og hård som marmor.
Avalon var enlig bare en person man ikke skulle komme op og slås med. Hun gik hen imod mændene med lange elegante skridt.

Adriana var langsomt ved at vågne fra bevidstløsheden som synet havde haft som følge, men så mærkede hun et spark i maven der slog alt luften ud af hende, hun tog fat i det nærmeste ben og trak alt hun kunne for at han væltede, overbalancen fik ham til at vælte fordi han forsøgte at få rystet Adriana af. Dernæst rejste hun sig op og så på de andre med lyn i øjnene, ikke bogstaveligt talt naturligvis, hun gik hen imod dem og så over på kvinden der gik bag dem, det var svært for Adriana at sige om hun var på hendes eller deres side. "Hvad er det lige i tror i laver!? Jeg er ikke en eller anden boksebold." Et slag mere og Adriana ville gå amok.

"Lad hende være!" Råbte Avalon igen, og gik overfor at hjælpe. Hun gav en af mændende et slag med hendes skuldertaske. Så fysisk stærk var hun nemlig ikke, kun i vandet. Men regnen gjorde hende en smule stærkere.
Hun brugte sine evner indenfor manipolision af vand til at lave en næve som slog de fleste af mændene ud.
Hendes blodårer under øjne trådte pludselig tydligt frem, og hun viste tænder af dem. Så man kunne nemt forveksle hende med en blodsøden vampyr. Men Avalon var ingen vampyr, hun var et andet ukendt væsen ude fra de mystiske have. Ingen vidste disse væsner stadig fandtes. Derfor kunne man hurtigt tro hun var en vampyr.

Adriana fandt så hurtigt ud af den fremmede kvinde var på hendes side, heldigvis, Adriana var på ingen måde stærk, men hun kunne godt forsvare sig med de omgivelser hun havde, så hun fandt hurtigt et par halv store sten, hun skulle holde to hænder på dem for at kunne holde den, hun gik hen til den mand der var mindst såret og slog med al den kraft hun havde i sig stenen ned i hans ryg. Hun havde ikke brug for at gøre mere ved dem, så Adriana gik bare hen til kvinden og nikkede takkende til hende. "Vi må hellere gå inden ejeren af diskoteket kommer og mistænker os for noget. Han vil sikkert bare tro det var et dyr eller sådan noget." Smil var ikke noget Adriana gjorde sig af, så det var rigtig sjældent hun smilte, mest hvis hun havde ondt af folk eller prøvede at tiltrække dem, men ellers vidste hun glæde på andre måde, som f.eks. ved at nikke.

Avalon pustede ud og nikkede tilbage. For hun havde ret, troede hun.. Hun var ikke helt sikker i disse landjords væsners adfærd i nu. Men lidt kunne hun da, sådan da.. Hun trak sine tænder ind og hendes ansigt blev normalt smukt igen.
"Ja lad os det, men hvor hen?" Spurgte hun og kiggede på kvinden. Hun satte sin skuldertaske op på skuldren igen og tog en slurk af hendes vand. Plus en lille dråbe på hådledet over overlevelse.
Hun lagde vandflasket tilbage igen og rettede på sit hår. Hendes ansigt virkede meget mystisk både blandet af kold og varm.

Adriana kunne godt fornemme at hendes aura og energi ikke var menneskelig. "Jeg ved det ikke, måske kan vi..." En lyd af en dør der gik op lød længere fremme, Adriana greb fat i kvinden og lod sine vinger vokse frem, den ekstra vægt fra kvinden gjorde det mere besværligt, men de kunne godt flyve langt nok væk til at komme væk fra 'gerningsstedet.' Acriana var stadig svag efter synet, så hun landede et par meter væk, nok til at de ikke kunne blive opdaget. Adriana satte forsigtigt kvinden ned på jorden og landede selv, hendes vinger blev igen trukket ind, på trods af den stikkende smerte det gav. Hun satte sig ned og så over på kvinden. "Jeg hedder Adriana."

Et kort øjeblik var Avalon lidt fra den. Det havde hun aldrig prøvet før, at lette fra jorden. "Jeg hedder Avalon." Svarede hun og kom med et forsigtigt smil. Hendes ansigt så meget mere venlig ud, jo længere tid man var sammen med hende. For så låste man hende op.
Avalon vidste nu at der også var væsner som kunne flyve. Det var ikke bare vand og jordvæser. Der var så meget mere hun ikke vidste.

Adriana fløj sjældent, men når hun var under pres gjorde hun det oftere. Hun nikkede til hende da hun præsenterede hende selv. Adriana kendte ikke så mange, så at kende en mere gjorde skam ikke noget. "Jeg ville ønske omstændighederne var bedre, men hyggeligt at møde dig Avalon." Lød det blidt fra hende, Adrianas stemme var også et værktøj til at vise sin glæde og begejstring, og begejstret var hun helt sikkert. Hvis Avalon ikke havde været der ville Adriana være meget mere såret. Hun klemte øjnene sammen for at prøve at forstå hvad hun var, det kunne hun ikke finde ud af. Men det var ikke normalt for engle at se hvilket væsen de var, bare at de ikke var menneskelig. "Nød du flyveturen?"

"Ja!" Sagde hun hurtigt og så meget bejstret ud. Hun var glad for Adriana var okay, eller ja hun kunne gå så måtte hun være okay. Hun viste ikke selv meget om væsner, hun havde blot altid fået fortalt de var onde og farlige. Men hvis de havde været så onde og så farlige, hvorfor var hun så stadig i live?
Hun var virkelig ivrrig for at lærer Adriana at kende, og vidste ikke om det ville være uhøfligt at spørge om race. Så det gjorde hun ikke, det krævede lidt kræfter at overtale hende selv til at lade vær.

Adriana var rigtig nysgerrig efter at finde ud af hvad hun var, først ville Adriana gætte på vampyr, men hun virkede ikke som en vampyr, hun virkede ikke så bidsk og heller ikke så blodtørstig, nej vampyr og menneske måtte være udlukket. Adriana sendte hende et smil, det første hun havde givet hende i løbet af aften. "Du var ret sej derud, og tak for hjælpen for resten." Adriana havde helt glemt at sige tak, det blev hun selvfølgelig nød til at gøre. Adriana ville måske ikke kunne gå hvis hun ikke havde været der for at hjælpe hende.

Hun smilte og lagde sine arme over kors. "Hehe tak, og det var da så lidt." Hun havde ikke noget imod at hjælpe, vold var hun van til at se på. Og det havde aldrig været hende, hun hadede når hendes søstre og artsfælder åd væsner. Det var klamt..
Alle troede jo trods alt hendes art var uddød, så hun var ikke i farer for at blive opdaget. Avalon dræbte kun hvis det var helt nødvendigt, ellers ville hun hellere være fri.

Adriana var ikke en dræber, hun prøvede blot at beskytte sig selv når det var nødvendigt, hvis det så krævede at en person døde, så måtte det være sådan. Adriana sendte hende endnu et smil, mest af alt for at virke imødekommende som hun talte mere om hende selv. "Så hvem er du, eller, hvad er du?" Hvis hun ikke ville fortælle det, så ville det også være fint nok, nogen gange kunne folk tage det på forkert måde hvis man f.eks. var dæmon, de fandtes hvis nok men vampyrer fandtes i hvert fald og det måtte ikke altid være let at sige det.

Avalon åndede lettet ud, skulle hun fortælle hende at hun var en sirene? Det kunne vel ikke skade, kunne det? *Tag dig sammen Avalon* Tænkte hun. "Som sagt hedder jeg Avalon, og ja.. Jeg er en Sirene." Hendes smil blev mere selvsikkert og gennemtænkt. Så måtte hun tage det som det kom, hvis hun ville slå hende ihjel. Så måtte hun forsvare sig selv, og hvis ikke så var alt jo stille og fredeligt. "Hvad med dig?"

Adriana tænkte at stilheden fortalte at hun var nervøs for Andrianas reaktion. Hun så forvirret på hende da hun fortalte hun var. "Sirene? Jeg vidste ikke de fandtes. Men spændende." Andriana lagde sig afslappet tilbage, hun var ikke nervøs for at fortælle hvad hun var. "Engel, en faldne en af slagens." Hvorfor skulle hun ligge skjul på at hun var blevet smidt ud af himlen, himlen var ikke så fantastisk som man altid hørte om, det var alt for fredeligt, alt for kedeligt.

"Jo vi findes, vi lever blot i skjul." Hun holdte en kort pause, og åndede lettet ud. "Vi lever af væsner.." Hun vidste ikke hvorfor hun sagde dette, hun kiggede Adriana i øjne og viste hendes tænder. "Jeg vidste ikke engle fandtes?" Hun trak sine tænder tilbage og smilte.