Nightmare. //Abaddon//

S: Kroen det brændende træ
T:23.16
O: Fulde folk som ikke kan skyre sig!

Denne aften kunne da bare ikke vare længere? Eller jo det kunne den, for folk blev ved med at strømme til. Og mændende blev fulde og syntes godt de kunne gå og tage på servitricerne.
Naomi hadede sit job, men hvad man dog ikke gjorde for pengene. Hun tog en bakke og gik rundt til de forskellige borde. Et falsk smil var placeret på hendes læber, indvendig havde hun løst til at smutte med det samme.
Hun hentede folks bestillinger, og nogle af de fulde mænd fulgte hendes elegante bevægelser som en kat der havde set en mus.
De kaldte på hende, at de ville bestille. Naomi gik derover, og lagde sine arme over kors. Hun skulle ikke spille glad overfor sådan nogle typer. De fnøs og en af dem tog fat om hendes liv og ind imod hans krop. Hans arme var stærke, meget stærke vampyr.
Og hvis der var noget Naomi havde imod var det vampyrer! De kunne også mærke hendes halve varulve aura som fløj rundt omkring hende. Men de havde andre ting at tænke på med hende.

Lugten af mjød, øl, og andet alkohol lå tungt i kroens luft, alle de dybe glass med deres problemfyldte væske, alkohol mishandlet kroppen og forgiftet sindet, men det havde da også sine gode sider, men en gæst på kroen havde andet end denne lumske og drilske væske i tankerne, den gæst havde en brystkasse så som en klippevæg og overarme halve træstrammer, den gæst var en tidligere race leder, med skarpe dæmoniske træk, øjne så sorte som to mørke grotter i et øde landskab om natten, og et sadistisk følelsesløst smil, så lavmeldt og stillestående som tidevand der kærtegner en sand strand. Dæmonens navn var Rafael, han havde en stor praktisk læderjakke på, og en sort fin silke skjorte indenunder til at dække hans brede skuldre. på hans ben var der nogen militær bukser i grå, sorte, og hvide farver, istedetfot de normale grønne, brune og sorte farver. På hans fødder var nogen voldsomme og brutalt udsende militær støvler i kæmpe størrelse. Denne sjælsomme nat var så yndig som en sommeraften, og så bisk og kold på samme tid, som skulle det aldrig blive dag igen. De kuld farvet døde øjne studeret kroen, mens hans store maskuline hænder kørte frem og tilbage over borderts hårde træoverflade. En svag lyd.. lavmeld postyr fra et af borderne tog Rafaels opmærksomhed, en kvinde, så smuk som en gudinde, og så elegant som en kat på nattetur. Rafael så den anden mand, og hans to venner, den ene med en ølmave, og den anden tynd som et vaskerbrat, mens manden i midten, var en stor mand. Rafael tog sig en dyb indånding, inden han rejste sig op i sin fulde gigantiske højde, og med skridt der lød ned gennem kroen som torden på himlen, vandret han ned mod pigen og hendes ufrivillige selskab. Dæmonens inderlige brutalitet i ansigtet udtrykket talte for sig selv, og endelig da dæmonen havde fået den store kampvogns krop flyttet op et par meter fra bordet sagde han med sådan en dæmonisk, så dyb, så skræklagdiende tone at selv Lucifer ville tude ud på hans mors skød i skræk og rædsel for den to meter høje skabning med næver der mest af alt lignet cement blokke.. overreageret? hm, nok ikke, man bliver ikke dæmonernes leder for ingenting, og hans ære, brutalitet og forkærlighed for politiske intriger var ikke faldet selvom han ikke længere tjente den title.

To af mændene flygtede i skræk, hurtigtere end en gepardt som jagtede dens bytte. Den mand som havde et godt greb om Naomi var ligeglad. Han mente han var stærk, det var han men han vidste ikke hvem han havde med at gør. Han viste tænder, og truede med at bide Naomi.
Naomi klemte sine øjne sammen, da hun mærkede den kolde ånde på hendes hals. Manden tog en hånd og placerede den på hendes mave, han bevægede den langsomt op ad imod hendes bryst. Hun prøvede at virke ligeglad, men det var hun ikke hun afskyede sådan nogle mænd. Men ligenu var hun bare et legetøj for at irritere den mand som stod foran dem.
Naomi åbnede øjne og fik øjenkontakt med manden, stræmmende så han dog ud. Og hans stemme passede ikke til det perfekte førstehånds indtryk.
Hun følte sig meget ubekvemt.

Det øde blik kastet sig nedover manden som en falk på sit bytte, der var ingen tvivl om de mørkbelagte rovdyrs øjne tilhørte ingen morfar der putter sine børn og køber is til dem på søndage, Rafael var en helt anden slags mand, og efter endnu et tungt åndedræt, og et kig ind i den smukke kvindes øjne, en sukkersød dans dannet sig for hans inderblik af kvindes erotiske og meget attraktive krop i alt den prægtighed, som spillet hendes sjæl den helt rigtige melodi for hans sang elskende personlighed, og de respektløse berøringer gjort af manden larmet for meget til de fantastiske toner. Rafael lagde ikke armene over kors, han bliv ikke sur eller hævet stemmen af mandens provokationer ved at røre kvinden, en sand kamp på dominans og vilje kom til syne mellem Rafaels og mandens begge frygtelige og stærke blikke, men Rafael var den rolige type, og endelig ved at bukke hoved ned mod dem, meget direkte og lige på, sagde han, med samme djævleske tonelege "Spar mig deres arrogance." mere sagde han ikke, før en næve som en gus tog med 540 kilometer i timen kom flyvende gennem luften, og presset luften til side som en flyvermaskine på sin vej mod mandens bløde og velformet ansigt... mellem den hotte date mellem stålhård næve, og ansigt, tabte vampyreren, der måtte kropsligt underkaste sig ved at få hoved slået i et kort sekund ned bordets kolde og hårde overflade, efter at man kunne se et par af de kridt hvide tænder fra hans underkæbe blive knust i undermunden på ham efter det brutale knytnæve slag. Det korte sekund på bordet var alt Rafael havde brug for, til at ligge sin kraftige på manden kind, og holde hovedet ned, imens den anden hånd fik taget mandens øl træ krus, og i nogen voldlige bevægelse.. igen og igen.. igen og igen.. kunne man høre hvordan ansigs knoglerne flækkede, og mandens greb om pigen bliv svagt som var han lavet af butterdej, men .. det stoppede ikke den vrede dæmon der ikke stoppede med at slå kød, hud, væv, og knogler i smadre, før endeligt det solide grus selv knækkede, og mandens hjernemasse nu løb ned af hans kind også ned på bordet og blandet sig med nogen enkelte tåre, og blod fra det totalt ødelagte kranium. Rafael kiggede på sine knurre, og var taknemmelig for at alt den væske fra mandens hoved ikke havde gjort dem beskidte, så var det kun hans læderjakke der skulle vaskes.

Hun fik et chok, og stod blot helt stille. En forkert bevægelse og hun vidste ikke hvad der ville ske. Hun var ikke bange for alvor, hun var imponeret over hans styrke.
Hun åndede lettet ud og kiggede forsigtigt tilbage på manden. Hu kiggede hurtigt tilbage på dæmonen igen, og skælvede af væmmelse.
Folk rundt om stod stive i skræk, og prøvede at lade som ingenting. Men man kune se de kiggede ud af øjenkrogene.
Der var en tom stilhed, indtil manden skreg af smerte inden ham tog en kniv op af lommen og skar sin puls over. Nogle folk slæbte ham ud, og da de kom ind lod de som om intet var hænt.
Naomi kiggede ind i øjne på dæmonen, hun smilte forsigtigt.
"Tak for hjæpen."
Sagde hun så meget imponeret og smilende. Hun mente dog at hun sagtens kunne have klaret det selv. Men ja det var da meget venligt af ham og hjæælpe.
Folk gik rundt og satte sig om deres borde igen. De sad og drak, og de andre servitricer servicerede rundt.
Lampernes lys ramte Naomis øjne, og de lignede stjerner at kigge ind i.

Som diamanter glimtet Naomis øjne, som elegante ædlesten sad de solidt og yndigt i hendes hoved, svinget deres skønne glans over enhver mand der fandt sit blik i disse eventyr uskyldige små sten. Rafael.. som alle mænd med værdighed i kroppen, og øjne at se med, følte sig tryllebundet af denne vidunderlige skønhed, som selv ikke de mest farverige legende fortællinger beskrive, og selv den selvtillidfulde gamle ædel dæmon som en titan blandt alt levende, kunne føle en klump samle sig i halsen af blot få sekunders gik ind i det eventyrland, kaldet ´Naomis øjne´.

Rafael trak på sine skuldre, og efter et anderkende nik for at vise han havde hørt hendes tak, lod han sin faste maskuline hånd glide ind i hendes, og med en blanding mellem et blidt og fast greb, bliv den silkebløde hud ført til hans læber, hvor den nøgne håndryg fik et sensuelt kys, også svaret han med en mere galant stemme, men stadig med de typiske dæmoniske undertoner "En ære" med disse to simple ord lagde han endnu engang hendes dejlige hånd ned af hendes side, og vendte sig væk fra hende efter at have givet slip.

Et spilt sekundt vidste hun ikke hvordan hun skulle reagere. Hun stod bare der som om hun var bundfrosset, frosset fast til gulvet. Så rystede hun på hovedet så hendes hår lagde sig med naturlige bølger. Hun bed sig lidt i læben. hun ville gerne give ham noget som belønning.
"Hvad siger du til noget at drikke, på kroens regning?"
Hun smilte venligt til ham og lagde sine arme vandret over brystet. Hun håbede da han tog imod hendes tilbud. Men ja hvis han havde travlt ville hu da ikke forstyrre ham.
Hun kiggede kort rundt, folk var faldet til ro, og snakken gik stille og roligt. Hun kiggede over på dæmonen igen, og lagde hovedeet lidt på skrå.
"Det er et engangs tilbud."
Hun smilte lidt drilsk, med en venlig klang i hendes stemmen.

Hun var... spænende, Rafael havde da ikke lyst til at sige nej til andres venlighed, og slet ikke når den venlighed indebar alkohol, så han nikkede endnu engang anderkende, og sagde "Kun hvis det ansigt som har hjemsøgt talløse mænds drømme, vil dele den drik med mig" han hentydet til hun var attraktiv og han ville ikke drikke hendes væske uden at dele det med hende. Han smilet tilbage drilsk og sagde med samme venlige klang, eller så venligt som en dæmon kan være "Det min kære frøken, er også kun et engangs tilbud" Rafael gik et skridt tættere på hende, og med en diskret hånd trak en stol ud ved bordet til deres side.. ikke det vampyren lå på, men et andet. da hans hånd kørte langs ryglænet, ventet han ikke på et svar, og trak stolen helt ud og lavet en gestus med hånden til en invitation for hende at sidde sig ned Rafael havde godt nok et par stop steder, og et par Dé Minion folk at snakke med, men man skulle nok nå det, natten var ung, pigen var smuk, og målene for hans vrede gik vel ingen steder.

Hun smilte til ham, han var meget venlig. Så længe han ikke forventede at hun ville have i sengen med ham var hun glad. Hun kunne virkelig ikke fordrage sådan noge mænd. Og ja så var hendes evne meget praktisk. Læse folks tanker, og maipolere dem efter blot 2-5 minutter.
"Jeg tager i mod deres tilbud."
Hun smilte til ham og satte sig ned på den stol han havde trukket ud til hende. Naomi var meget venlig hvis man var venlig imod hende. Hun havde tit samme humør som dem hun snakkede med. Eller i hvertfald det humør som passede til samtalen.
To af hendes kolleger kom over med to drinks, de rystede lidt da de så de store farlige dæmon. Man kunne mærke deres frygt, de rystede vildt og gik meget hurtigt tilbage til de andre borde.
Naomi trak på skuldrene og kiggede hurtigt på dem, også over på dæmonen.

Rafael var ikke uvan til andres frygt, og der havde været en tid i hans liv hvor han levet af den, men lag gamle dage være gamle dage, og nye tider være .. et mysterium. Rafael lod sin store hånd omfavne den ene af drinksene, og adskilte læberne for at sige noget, men inden lyd kunne blive ord, kunne man høre døren i baggrunden til kroen åbne sig stille og roligt, hvilket fik Rafaels ufrivillige opmærksomhed som gjorde at ind i hans synsvinkel, kom en lille spinkel mand gående ind af døren, klædt i hof-nar tøj, farvet for et helt cirkus, og klovne agtigt så det næsten var kvalmende for nogen at se på. Manden ansigt var dækket ind i kridt hvid maling, virkeligt så hvidt at kalk virker mørkt, man bliv næsten blindet af den skarpe farve. Han tænder var som en vampyrs hjørne tænder, det var bare hver og eneste af dem, alle var så skarpe og istap formet som et par hugtænder. Manden havde nogen gennemboerende røde øjne, så istedetfor en nogen sorte pupiller, var der nogen gule nogen med normal form. Manden havde selvfølgelig også en hof-nar hat på hovedet. Bagved denne cirkus misfoster stod to kæmpe riddere iklædt skinnede stål rustninger fra top til tå, med svær i siden af sølv, der var dækket med hellige symboler og pentagrammer. Ridderene havde næsten lige så stor en brystkasse som Rafael, men de havde selvfølgelig også fuldplade rustning på, og en hjelm så man ikke kunne se deres ansigter.
Rafael lagde den ene hånd op foran sit ansigt, på en meget diskret måde hvor han så meget træt ud. Rafael kiggede på Naomi og sagde lavmeldt "frøken, jeg tror vores hygge bliver kortvarig, jeg selv skal vist videre"

Hun sank en klump, og hendes hjerte pumpede hurtigtere end normalt. Hun vendte sit hoved lidt om for at se. Væmmelsen af hofnaren fik hende til at rynke på næsen af væmmelse.
"Hvem er de?"
Hu vendte sig om mod dæmonen, Naomi kiggede meget spørgende på Rafael.
Hun stod lidt i gæld til ham, og måske var hun nød til at hjælpe. Men han var jo så stærk, måske havde han ikke brug for hjælp.
Selvfølgelig kom de hen imod dem, hun havde ikke forventet andet. Hun sendte dem et tomt blik og tog en hurtigt slurk af sin drink. Og satte den fra sig på det træbord som de sad ved.

Rafael kunne sagtens male væggene med deres indvolde, men at jævne hof-naren og hans legetøjs soldater med jorden, ville ikke være det mest strategisk rigtige, for så vidt han vidste troet de han var sad trygt og koldt i deres privat fængsel endnu, og Rafael kunne bedre hjælpe Camille med hendes kamp mod Dé Minion på den måde, så mest muligt ville han gerne ud .. uden kunne smage hof-nar i underkæben imorgen tidlig.
Rafael svaret roligt og diskret Naomi "Klovnen er slavehandler, de to andre er vel hans heppekor. Klovnen arbejder for en som jeg ikke er fan af. og derfor er hun heller ikke min største fan." han holdt en pause, og tænkte kort sine tanker mod udgangen, og sagde så "Hvad siger du til at hjælpe mig diskret udenfor, så vores hygge forsætte når vi har mistet den hvide katoffel mand af syne" Rafael havde enlig ikke noget mod Dé Minion som direkte, han var jo ikke en freds elskende hippi, han var et sadistiske røvhuld, men Dé Minion ville gerne se Camilles hoved på enden af en pæl, og den ide var Rafael ikke helt enig i, han kunne meget godt lide der hvor Camilles hoved var anbragt... på skuldrene.

Hof-naren og de to vagter stod næsten lige ved udgangen, og gik tilfældigt rundt, mens hof-naren så ud til at kigge efter noget, eller nogen

Hun kiggede på ham, og forstod ikke helt hvad der forgik. Hun var ikke van til at blade sig ind i en masse ing. Hun vidste han var stærk, og hun var selv ret stærk. Så der ville nok ikke ske hende noget.
"Joe, det ken jeg vel godt.."
Hun var lidt usikker på sit svar, men ja det var jo intet i livet uden farer. Eller frygen
*At se frygten i øjne, at kæmpet med den, at overvinde den. Frygten den er der bare, den følger vær af dine bevægelser. Løber rundt i skyggerne, springer fra træ til træ efter dig. Hyler i vinden, blæser ind i din krop. Rusker i dig, æder dig indefra og efterlader dig hjælpeløs tilbage. Men for at overvinde den, må du se den i øjne. Frygtens sorte øjne, og mørke sjæl. Du må ikke lade den tale, for hvis du gør. Så overbeviser den dig.
Intet er hvad det ser ud til. Du vil blive overrasket over hvad du kan gøre af styrke, bare en smule mod og tapperhed.*

Rafael gjorde sig klar til at finde sin vej ud herfra, da den... kniv skarpe stemme fløj gennem luften, så provokerende som et flabet lille barn, og så hånsomt som en player i byen efter piger der mødte en nørd fra skolen, sådan en flabethed man kun ser på film, og sådan en provokation kom nu fra hof-narens læber da han kastede et blik henmod Rafael og så ham "Åhhh hvor nutte.." Hof-naren nået aldrig helt at tale færdig før hans pande bliv mødt at et glass kastet Rafael, hvor Rafael så sagde "Arh, hold dog kæft" De to dåse riddere løb fra den ene side af kroen til den anden mod Rafael og den lækkere pige.. selvom det dog ikke var hende deres enorme kroppe havde tænkt sig at knuse som en tændstik.
ud af Rafaels ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og som jagt knive, og skarpe som intet mindre, men det mest hjertebankende ved denne forfærdelige skabning var de lange klør som voksede hvor han engang havde hænder, lange spinkle finger der kunne prikke sig gennem knogler, kød, og væv som en.