A guy in the shadows or guys..?//Valgul.

Solens sidste stråler gled ned over himmelen og fejede igennem landskabet foran hende, strålernes farver spredte sig i vandet og farvede det helt blodrødt. Det var et smukt syn. Naturens farver havde nu en forunderlig evne til at gøre hende fortryllet men det havde en del ting efterhånden. Den sidste varme fra solen hang stadig i luften men snart ville alt varmen være forsvundet og kun kulden være tilbage. Alane sad på bredden, hun var ikke i sin sædvanlige og egen form. Nej hun havde besluttet sig for at udforske sine evner. Hun sad som en engel, det var også rart med vingerne, de var praktiske. Smukke hvide vinger sad på hendes ryg, det lange blonde hår hang ned og omringede hendes ansigt smukt, det var dog mere gylden blondt end hendes eget hvid blonde hår. Hendes endnu engang smukke grønne øjne var nu blevet til krystalklare blå. På kroppen bar hun en lårkort hvid kjole som var en smule nedringet og krammede hendes feminene former alle de rigtige steder.

Hun sad med fødderne i vandet, det var koldt men rart, hun kunne godt lide den kolde fornemmelse mod hendes hud. Hun følte sig levende, hun kunne mærke hun var i live og det var rart. Roligt så hun sig omkring, lod øjnene vandre over synet foran hende. Det var smukt, alting havde et rødt skær. Det var rart med en forandring fra de grønne og brune farver som man altid kunne se, nej det her var et sjældent syn, et smukt syn. Roligt fandt hun sin fløjte frem og satte den så for læberne. Snart fyldtes luften med sirlige, eksotiske og nærmest forførende toner. Det var som om der blev fortalt en historie, en historie omkring begær, lyst og måske en smule had og en masse jalousi. Alane kunne som ingen andre se historien udspille sig foran hende, andre folk kunne bare høre musikken. Hun sad dybt i sine egne tanker mens hun spillede.

Valgûl havde siddet i sit hus og ventet på nattens frembrud, så han ville kunne finde et legetøj, men som han bedst sad i sine egne tanker, blev han revet ud af dem af fjern fløjte, eller hvad han i værdfald gik ud fra var en fløjte, imod hans bedre fornuft fulgte han lyden af musikken, og bevægede sig ud i skoven i søgen efter hvad der kunne skabe denne lyd, det svar sådan unik følelse han fik af den, han kunne ikke helt forklare det, men følte et sjældent øjeblik af ru fra stemmerne i hovedet.
Tilsidst blev han bragt til kanten af søen, hvor han så engle spille på fløjten, der var nu noget mærkeligt ved englen, hun så ud til at mangle den aura som så mange andre engle havde, men han ignorer igen fornuften, han havde fundet et lege tøj, og måske et måltid, han ikke rigtig bedømme hendes sjæl, den havde nogle mørke træk så det ud til men han var ikke sikker, han valgte dog at blive i udkanten af skoven, hvor han ville kunne gemme sig, forhåbentligt gik solen snart ned, men hendes vinger kunne blive et problem, men han valgte at stå der og observere end til videre.

Alanes aura var næsten helt som en engels, den samme uskyld og duft lå over hende men der var dog en lille snert af noget anderledes ved den. Der var noget underligt ved den, noget man ikke helt kunne forklare eller sætte fingeren på. Men hvis man ikke tænkte yderligere over det lignede hun bare en hver anden engel på duft og aura. Hun forsatte med at spille, historien blev mere intens, roligt rejste hun sig op og begyndte stille at danse i takt til de sensuelle toner, hun bevægede sig krop på en smuk og elegant måde. På mange punkter var hun fortryllende men det var stadig som om der var noget som stak under det. Nogle ville måske blive nysgerrige, andre ville måske bare skubbe det til side og så var der dem der nok ville blive skræmt af det. Melodien sluttede lige akkurat som solen forsvandt og det røde skær nu var væk. Mørket var på vej og det var vel egentlig på tide Alane fandt sin vej hjem. Hun fjernede fløjten fra sine læber og lagde den på plads. Selvom hun havde vinger ville hun ikke kunne bruge dem optimalt da hun aldrig havde prøvet det før så det ville højst sandsynligt gå galt. Et sidste blik blev kastet mod søen før hun vendte om og gik over mod skoven, ubevidst om at hun blev observeret.

Valgûl kiggede intenst på dansen der udspillede sig foran ham, med stor interesse, han ikke selv typen der ofte satte stor lidenskab til kunst, men fandt nu noget binde ved helle situationen, men blev bragt ud af helle sin tankestrøm da sangen stoppede, og han så solens var var gået ned, et morderisk smil bredte sig på hans ansigt.
Han smeltede sig sammen med skyggerne og bevægede sig om bag hende så han stod lige bag hende før han gjorde sig synlig, lagde han hånd på hver skulder for at holde hende fast, før han lænede sit hoved frem, så han vidste hun ville kunne se hans sylespidse tænder, i hans kindbrede smil.
"En vidunderlig nat ikke sandt?" Han tog en dyp indånding i hendes hår før han forsatte.
"Der er noget sjovt ved dig, din sjæl, din scent, der noget mærkeligt ved den, noget du har lyst til at uddybe for et gammelt væsen, eller skal jeg selv finde ud af det, blodet plejer aldrig at lyve." han smilte ondskabs fuldt til hende, ikke at hun nok vil kunne se det fra hendes vinkel, eller måske ikke tydeligt i værdfald

Hvorfor skulle hun også være gået så langt hjemmefra eller på den anden side det kunne være meget værre. Men lige nu ville hun aller helst bare gerne ligge under sit tæppe hjemme i hendes telt og bare slappe af. Hun var virkelig ikke i humør til at gå hele vejen hjem men der var jo ikke noget at gøre ved det. Hendes bare fødder bar hende igennem det kolde græs. Kort mærkede hun nogen betragte hende men med et var følelsen bare væk. Kort stoppede hun op og kiggede sig omkring, et undrende udtryk lå over hendes ansigt. Alane var den eneste af slagsen i Underworld, der fandtes ikke andre som hende, med hendes evner. Det var sjældent folk kunne se igennem hendes maske og hvis personen kunne var han eller hun ufattelig stærk. Et chok løb gennem hendes krop og hun gav et spjæt fra sig da hun mærkede nogen gribe hende om skulderne og holde hende fast. Kort stod hun bare og lyttede til det personen sagde. Et snert af frygt glimtede i hendes øjne som hun så de sylespidse tænder der sad i hans mund. Hun kunne dog stadig ikke se personen og det irriterede hende. Let bed hun sig i læben. Som han begyndte at snuse til hendes hår gav hun et skarpt ryk fra sig og fik hovedet væk fra hans mund, hun drejede det så hun kunne se ham bedre. Hun virkede noget stærkere end en almindelig engel men ikke synderligt meget. "Der er intet specielt ved mig. Jeg er blot en engel og kunne du nu være så rar at slippe mig?", hendes svar var flabet og spydigt. Selvom hun var bange var hun spydig. Det lå bare i hendes natur.

Han så tilfreds på hende, da han så et kort glimt at af frygt i hendes øjne, han smilte hånde til hende da hun rykkede væk fra hans hoved. *Hun virker sjov, kan vi ikke blive og lege med hende! Ja hun skal nok blive smagfuld.*
Han smilte til hende da han hørte hendes spydige svar, det var ikke et ondt smil, nærmere et lykkeligt, eller glad smil. Han elskede virkelig når legetøjet kæmpede tilbage, det gjorde så meget sjovere at knække dem.
"Mhhh jeg elsker når de svare igen" svared han i lumsk tone før han lod sin lange tunge køre op og ned af hendes strube et bare gange i en næsten kærtegne form, før han lod den alt for lange tunge glide tilbage til gabet den kom fra før han forsatte sin tale.
"Havde det været noget andet, ville jeg nok ikke kunne mærke det, men så mange engle som jeg har taget, kan man godt mærke forskel, kun lidt.. men det er der, du smager heller ikke helt som dem."
Sagde han før han kort slikkede sig om munden, og så ondskabsfuldt på hende, og smilte så man skulle tro at hans ansigt ville flække i to, og så alle hans tænder var på fremvisning. "Jeg skal nok give slip når du svare, er det ikke en fin aftale."
Han var ærligt talt nysgerrig omkring denne her, der var noget specielt ved hendes scent, som han ikke havde oplevet før, og det drag ham til vanvid at han ikke genkende denne unik lugt, han havde ellers troet han havde prøvet noget at alle racer, men så gammel som han nu også var lærte man hurtigt, at denne verden er fyldt med mærkelige og unike væsner, og han faldt en vis stolthed i at sige at han på en måde tilhørte denne gruppe.

En dyb dyrisk knurren undslap hende uden hun rigtigt fik stoppet det. Det gjorde engle i hvert fald ikke og det vidste hun også godt selv men hun lod nu stadig hendes udseende forblive som det var og gav ikke sig selv til kende. Den nydelse skulle han ikke have. Hendes øjne faldt igen på ham, hun kunne stadig ikke rigtigt se hvordan han så ud men egentlig var det også lidt lige meget. Hun kunne ikke lade være med at tænke på en hvis person lige nu, ville han blive sur eller bekymret hvis hun blev kidnappet og sikkert også seksuelt udnyttet samt mishandlet. Hun var bange, ikke så meget for de ting der højst sandsynlig ville ske med hende men hun var bange for det her ville kræve at Sean pludselig skulle indblandes, hun ville ikke være en byrde for ham. Hun kunne klare sig selv, eller det fortalte hun i hvert fald. Alane havde stået i sin egen verden og havde intet hørt, det var først da han slikkede hende på halsen hun ligesom kom tilbage til nuet og de ting som skete omkring hende. Kunne hun slippe væk og burde hun egentlig prøve eller ville det kun gøre det hele værre? "Jeg har ingen grund til at svare dig og jeg kan ærlig talt heller ikke se hvorfor jeg skulle. Jeg er sikker på at du er typen som vil vide alt men tro mig, mig får du intet ud af. Du kan lige så godt give op oh desuden tror du virkelig jeg er så dum, du har ikke tænkt dig at slippe mig selv hvis jeg fortalte dig hvad jeg var". Hendes stemme var ikke mere end en kold hvisken. Uden nogen varsel rev hun sig fri fra hans greb, godt nok kun med hovedet. Hun vendte sig mere om mod ham og spyttede ham direkte i ansigtet. Han irriterede hende vildt. Hvorfor skulle folk altid tro at de kunne kontrollere hende, ingen kunne og det måtte de alle snart lære. Hun var sin egen og ingen andens.

Valgûl stod blot og smilte gennem hendes ene tale, og smilet bliv blot større og større, selv da hun spyttede på ham så hans smil ikke ud til at blive mindre, end til udbrød i en høj sindssyg latter, som ville få normale mennesker til løbe i skræk. hans latter døde midt i der helle og han så på hende med et sten koldt blik.
"Du skam ikke helt dum barn, det vil vi skam give dig, men tror du virkelig det gøre nogen forskel i enden, resultatet er det samme i enden, om du vil snakke samtid eller blot holde det her professionelt, vi syntes nu det dejligt at vide noget om vores legetøj, og vi må sige et sjovt legetøj, det er du altså" han smilte lumsk til hende før han lod sin tunge køre op for at fjerne spyted, hvor efter han hurtigt tog den tilbage.før han forsatte sin tale.
"men sig ikke at du ikke har lyst til lege med os, alle har noget inde i dem der elsker, at lege.. Det skal blot drages ud i mørket."
Ved enden hans sætning lyste hans røde øjne praktisk talt op i mørket, før sendte hende det samme tand visne smil. Før han hurtigt åbnede sin i sådan en grad at det så ud til at være fysisk umuligt, lignede den skulle gå afled vært øjeblik, før han lod sin tænder synke ned i skulder, ikke noget der vil lave permanent skade, men skam heller ikke noget sår der ville gå væk lige foreløbigt, og lige så hurtigt som han sank i hende røg han ud og sendte hende et nu blodigt smil.
*Det var skam også forlang tid siden vi sidst har fået frisk blod vil jeg sige*

Alane var godt irriteret over det kæmpe smil han konstant havde på sit fjæs. Han var så arrogant at det næsten gjorde ondt. Med et slog det hende, måske hun skulle lade være med at komme med en reaktion over hovedet? Ja held og lykke med det, det ville hun aldrig kunne holde til. Der var hun alt for stædig og ofte røg det bare ud af munden på hende før hun tænkte over det. Endnu engang knurrerede hun af ham, det grin der. Kuldegysninger spredte sig over hendes krop uden hun selv ville. Hun ville ikke vise at hun var bange. Hun kunne ikke lade være med at grine af det han sagde. Hvor fik han sig selv til at lyde dum fordi det betød jo netop noget. Han ville ikke få stillet sin nysgerrighed som han tydeligvis havde. Hun rystede bare på hovedet af ham og gav ham et skævt smil så han selv kunne se hendes skarpe hjørnetænder. Hun var selv et rovdyr til en hvis grad. "Jeg er intet legetøj og du kommer heller ikke til at lege med mig!" Hendes stemme var atter engang kold men også en smule skræmt. Hvad ville der ske, hvad mente han helt præcis med at lege. Hvad ventede der hende. Ubevidst prøvede hun at trække sig væk fra ham da hun så glødende øjne, det fik ham kun til at se mere skræmmende ud end han gjorde før. Et skrig forlod hendes læber da de syle spidse tænder borerede sig ned i hendes skulder, benene knækkede under hende og hun sad nu på knæ. Hendes arm holdt sig mod hendes blødende skuldre. Hun så arrigt op på ham..

Valgûl havde et interessered blik i øjne da hun knurrede, før han kort slikkede sig om munden, *Måske vis vi dissekere hende, før vi nogle svar?.*
Han fik et selv tilfreds udtryk, da han mærkede hendes kuldegysning, som blot spredte sig endnu mere ved hendes stemme.
Han grinte hånligt af hende da hun skreg, før han råbte i den mest sindssyge stemme han kunne præstere.
"SYNG FOR OS LILLE FUGL!" før han tog hende hårdt i nakken, med den ene hånd, og slikkede sig sultent om munden.
"Jamen vi leger jo allerede lille ven, Sådan fine tænder der har en engle ikke, en fejl i forvandlingen går jeg ud fra?." han sendte hende det samme smil som før, der stolt viste alle de blod røde tænder,"Du smager altså godt må vi sige, men bestemt ikke af engle." han kiggede efter tænkt som om mod månen som den skulle give ham svaret før han klemte om hendes nakke og prøvede at skubbe hende ned i jorden. mens han forsatte sin lille tale i en næsten lykkeligt stemme, som en dreng der lige fik en jule gave.
"Har du det ikke også lige så sjovt, som vi har det?"

Alane fnyste bare af ham. Hvor var han egentlig dum og uintelligent. Han ville ingen svar få hvis han skar hende op. Hun lignede et menneske fuldkommen indeni så det var egentlig bare spild af tid men måske var det bedre for hende i længden end at skulle udsættes for den tortur som sikkert snart kom hendes vej. Et u udtalt gisp gik gennem hendes krop da han begyndte at grine. Den havde hun ikke lige regnet med og det irriterede hende at hun ikke havde bedre kontrol over sin krop lige nu. Hun så irriteret op på ham da han skreg som en skingrende skør kegle. Det var vildt sådanne typer man kunne møde ny til dags og så især uden desideret at opsøge dem. "Du kalder det en fejl, jeg kalder det en signatur". Hun gav ham et skævt smil og så så væk fra ham. Det var næsten som om frygten var forsvundet fra hende et kort øjeblik. "Jamen tak da vil jeg tro, jeg ved ikke om jeg skal tage det som en kompliment fra sådan en som dig. Jeg er sikker på du bider i hvad end der kommer forbi din vej". Alane satte med det samme hænderne mod jorden som han forsøgte at skubbe hende ned i den. Det var svært at holde sig oppe men hun klarede den lige præcis. "Du er ikke særlig morsom så nej, jeg keder mig faktisk for at være helt ærligt".

Valgûl smilte over venligt til hende, da hun kaldte det en signatur, *Stolthed får dig ingen vegne.* lyd stemmerne. "Ja det er vil et kompliment, vi er ikke så kræsne, selv sådan nogle beskidte væsner som jer kan tilbyde underholdning." han smilte hånligt til hende, selv som hun holdte sig oppe, det var dog imponerende måtte han indrømme, det var skam ikke let at holde imod en skygge dæmon i mørket, "Sådan skal det være, det så meget sjovere når i gør modstand." han slikkede sig langsomt om munden, og prøvede at presse lidt mere, han vidste ikke hvad hun var, men han vidste, at i mørket var hans forhenværende artsfælle, en af de stærke. En hvæsede af hende, da hun sagde det til ham, og alt inden i ham skreg om, at slå hende ihjel, mens der alligevel var noget i ham, det blot fik lyst til at 'lege' endnu mere, han smilte overdrevet til hende, før han svared i en noget så falsk såred tone. "Nej nu såre du os lille ven." Før han lænede sig over hende, og lod hans lange tunge køre hen af hendes kræve ben, og hviskede i ondt til hende. "Men det skam også okay, vi skal nok havde det sjovt med dig, om du hygger dig eller ej, desuden så smager du heller ikke dårligt." han pressede lidt hårde mod hende, og smilte atter hånligt til hende.

Alane prøvede på ingen måde at snører ham til at tro at hun var en engel, hun var desuden ikke en særlig god engel. Det var hendes aura ikke uskyldig nok til at hun kunne være, det havde den været engang, engang for ikke særlig længe siden faktisk men så var der sket noget med hende, hun havde ændret sig drastisk og var ikke bare en skræmt lille nikkedukke mere, nu var hun en forførende spydig tøs som ikke fandt sig i noget fra andre. Hun smilede bare igen og så ham i øjnene. "Med det fjæs der så kan jeg godt forstå du ikke kan tillade dig at være kræsen, der er jo ingen som frivilligt ville komme til dig. Og jeg elsker du fornærmer min race når du ikke engang er klog nok til at finde ud af hvad jer er. Jeg troede ikke man kunne synke så lavt men jeg tog åbenbart fejl", hun blinkede til ham og gav ham et udfordrende og skævt smil. Hun holdt stadig imod men blev presset et godt stykke længere ned mod jorden, hendes ansigt var nu kun få mm fra at blive plantet direkte ned i jorden. "Det kan godt være at du har den forestilling om at du er mere end en person men jeg er altså ikke så syg i hovedet så du må meget gerne adressere mig korrekt", hun burde virkelig bare lukke munden nu, den bragte hende helt sikkert bare i flere problemer men hun kunne ikke lade være, hun var træt af at folk blev ved med at træde på hende. Hendes arme sveg og brændte, det gjorde så forbandet ondt og hun kunne mærke hun ikke kunne holde sig oppe meget længere. Alane rykkede sig med det samme væk fra hans tunge men udelod at svare ham mere og selv hvis hun havde ønsket det kunne hun ikke fordi ikke ret lang tid efter var hendes ansigt plantet pænt i jorden under hende, hun vred sig voldsomt for at komme fri fra hans greb men det virkede ikke til at gøre noget ved det.

Valgûl smilte drilsk til hende ved hendes fornærmelse, men inden i var han på grænsen til blot, at flå hendes strube ud, men fik holdt de indres træng ned.
"Når~ nu såre du mig dybt, tro ikke barn at vi ikke ved hvad du er, du gav det jo selv væk, men det okay, vi laver jo alle fejl." Han smilte drilsk til hende, og slikkede sig langsomt om munden, belønning skulle nok blive det værd, vis bare han kunne lade hver med at slå hende ihjel længe nok. Valgûl udstødte et lavmælt hånligt grin, da hun blev presset nærmede jorden, men det stoppede brat ved hendes kommentar, og stoppede også med at presse hende mere, men holdt hende blot der, før han hviskede, i en stemme der nærmest gav genlyd gennem træerne.
"det ville jeg ønske jeg gjorde.."
Valgûls øjne begyndte at lyse svagt, så deres røde skær, blev endnu mere tydelig i natten, "Lad ikke ham ødelægger vores sjov kære, nu må vi sandelig lære dig at tige, sådan en kæft vil få dig i problemer."
Ved enden af sætningen så det nærmest ud til at noget bevægede sig under hans trench coat, nærmest slange ligne former, før det begyndte at skyde under enden af trench coaten, og viste sig, at være en form for skygge fangearm, de begyndte også at vokse fra hans ryk. valgûl smilte ondskabsfuldt til hende, før han begyndte presse igen, hans sylle spidse presset sammen, med et ansigt der vidste en dyrisk lyst. Som ud af ingen ting, begyndte to skygger hænder at komem ud af jorden ved hendes ansigt, de voksede op og prøvede at tag fat i hendes hoved og hive hendes ned, hænderne begyndte at vokse frem rundt om hende, for hjælpe med at hive hende ned.