You are the only one who knows it all and can help me. Unfortunately.

S: gyderne
O: huse, skraldespande, forskellige folk, få små boder og sort handel.
T: aften
V: koldt, let sne kommer fra himlen.

Han viste ikke hvad han lavede der. Han havde ingen opgaver lige nu til at holde sig igang med, ingen folk at true, ingen ting at stjæle...Ingen informationer at samle. Han havde en aften for sig selv og ville normalt have brugt den...Sammen med personer han holdt af. Men problemet var at han ikke viste hvor han skulle gå hen. Han viste ikke hvad Alane lavede og viste ikke hvor Neph var. Godt det samme, for han var vist uvenner med Neph...Han viste det ikke rigtig, det var bare gået galt igen.
Igen...Igen var der en aften og nat han ikke huskede, han var bare vågnet op ved siden af hende og hun havde virket så kold, så...Han bankede en hånd så hårdt ind i væggen ved siden af sig, at huden sprækkede. en lille bloddråbe gled ned over hans ene finger, da han gik videre mellem sjappet fra det nye sne der var kommet. Mellem folk der sad og holdt varmen.

På et tidspunkt kom han til et mindre værthus, et skummelt lille sted i gyderne, men han gik ind alligevel. Hans ene læbe var sprækket, en lille sårskorpe, efter de folk der ville tæske ham, da han var gået fra Neph...
Han bestilte noget stærkt øl, noget til at skylde det hele ned med, fandt et lille bord i en mørk krog, hvor han satte sig med ryggen op mod muren bag sig og ansigtet ud mod rummet. Han lænede sig tilbage, tog en god slurk af sin øl og lukkede øjnene lidt...Hvis det hele bare kunne forsvinde...det hele. Han var så bange for det skete igen...Han viste ikke hvad det var, eller hvad han skulle være ved det...

Nille gik roligt rundt... Hvorfor hun bare gik? Det var et meget godt spørgsmål, hun vidste det nemlig ikke selv! Hun gik bare... Opslugt i sine egne tanker. Sneen var kold, men hun havde sin sorte jakke på, en sort uldtrøje på indenunder, sorte bukser og sorte converse sko. Hun gik forbi nogle små boder og hen til et værtshus. Hun var ligeglad om hun blev genkendt... Hun havde bare brug for at tænke... Der var sket så meget. Jacob, klanen og Sean. Hun sukkede træt. Hun gik ind i et værtshus og kiggede rundt. Hun kunne ikke se meget da hun havde tårer i øjnene. Hun gik over til baren og satte sig. "Kan jeg hjælpe?" Spurgte kromutter hende. Nille kiggede træt hende i øjnene. "Nej ellers tak." Sagde hun venligt. Nille tog sig til hovedet og kromutter gik. Gudskelov! Hun sukkede.

//Undskyld, hvis der ikke er meget at svare på men min krea er smuttet lidt*Jagte min krea*//

Denne kolde aften havde sean nogle mørke jeans på og en sort skjorte. Da han tog sin sorte jakke af og lod den hænge op rygstøtten på stolen. På hans ene arm hang at armbånd (Beskrivelse under 'evt. bemærkninger')
Og på den anden en bandage, efter en kniv havde ramt ham, også samme nat som alt var gået galt med Neph.
Han sukkede frustreret og gned sine tindinger. Han tog endnu en tår af sin øl og lænede sig ind over bordet.
"du er en idiot...en stor idiot" mumlede han for sig selv. han var vred på sig selv over de ting der var sket.
Han så op og fik øje på Nille..I et øjeblik forstærkede det han vrede og harme, men lidt efter gled det i baggrunden. Det så ikek ud til hun havde opdaget ham, så hvorfor spilde tid på det?

//*Fanger krea "YES!*//

Alt var forkert. Hun kunne se Syna! Høre hende... Som om Syna hjemsøgte hende, for hun var jo død. Nille sukkede igen. Hvorfor var verden så uretfærdig? Hun kunne snart ikke mere... Men hun skulle overleve. Jacob, som havde vækket en side i hende som ingen andre... Klanen som var som en familie for hende... For dem som er hendes venner... Hun måtte og skulle overleve!
Af en eller anden grund, dukkede Syna op ved siden af hende. Siddende på en bar stol, med en svævende hvid kjole. Kun Nille kunne se hende. *Oh ikke igen!* tænkte Nille og kiggede på Syna. Nille blev overrasket da der havde gået lidt tid, Syna sagde intet? Absolut intet. Hun kiggede bare på Nille. Det var irriterende! Hun lagde armene over kors og stirrede tilbage. Syna rystede på hovedet. "Barn..." Sagde Syna og forsvandt så. "BARN?!"Råbte hun, men tog sig for munden og rødmede dybt. Folk kiggede på hende og kromutter så med medlidenhed på hende. Nille hostede lidt. "Undskyld." Mumlede hun. En anden mumlen hørtes. Hun forstod dog ikke hvad denne person sagde da hun ikke kunne opfange ordene. Hun kiggede hen hvor mumlen var kommet fra. det var et mørkt hjørne meeeeen, der var et bord og en stol hvor en mand sad på. Da han kiggede på hende genkendte Nille let personens øjne. Hun rømmede sig. Hun hostede endnu engang, og kiggede så væk fra ham. Nu var det på tide at være på vagt. Absolut helt på vagt! Hun måtte IKKE lade sig distrahere!
Kromutter gik hen til hende. "Er du syg min fine ven?"Spurgte kromutter forsigtigt. "Syg? Mig? Åh! Nej nej, det er bare... Kulden udenfor." Svarede Nille beroligende, og smilede. "I så fald må du låne et værelse."kromutter rodede i en skuffe."Her er en nøgle." Hun gav Nille en fin lille nøgle, hvor der også var et lille stykke papir der sad fast ved hjælp af en snor, hvor der stod "13" på. Okay, værelse 13. Easy. Nille rejste sig og smilede venligt til kromutter. "Tak frøken." Sagde Nille pænt. Hun gik op af trappen uden at kigge på Sean. Nille gik lidt rundt i gangen hvor der var mange døre med numre på. Gangen var lavet af træ, og man kunne lugte det tydeligt. Hun smilede da hun fik øje på tallet 13, og gik derhen. Hun puttede nøglen i låsen og gik ind. Hun låste igen, og smed nøglen på sengen. Det var et fint kro værelse... Og hun skulle intet betale! Dejligt. Hun lagde sig i sengen og kiggede lidt.

Sean havde set på hende da hun havde råbt barn og havde ikke kunne holde et lille smil tilbage. Hun virkede som et barn på en del punkter, men voksen på andre.
Han rystede svagt på hovedet. Som om han ikke havde nok tanker, begyndte de også at kredse om Nille. Hvorfor holdte hun på hans hemmeligheder? Hvorfor mente hun at hun respekterede ham? Han forstod det ikke...Var det ham selv, ville han afpresse hende,misbruge det...
*det er netop forskellen på dig og så mange andre*
tanken kom hurtigt og snerpende. hans ansigt fortrak i kort vrede, men gled så tilbage til ligegyldighed. åh han viste jo ikke engang hvad han skulle føle længere!
Han drak det meste af sin øl ret hurtigt. Så rejste han sig op og gik over til kromutter.
"det var venligt gjort...Hvilket værelse gav du hende? Jeg kender hende og vil gerne sørge for hun er okay..." kromutter så lidt mistænksomt på ham, men han var godt kendt på de fleste kroer og de viste de kunne stole på ham...mere eller mindre.
"Godt Du...Husk jeg stoler på dig! Intet ballade!" hun pegede på ham og så streng ud, sean gengældte det med et smil.
"værelse 13." så gik hun igen, sikkert fordi hun skulle et eller andet. Sean nikkede og råbte et tak efter hende, før han vendte sig om og gik mod trappen, som ville føre en mod gangen med værelser.
Han viste ikke engang hvad han skulle sige...Eller gøre...hun ville nok være bange for ham, eller angribe ham. Men det kunne da også være bedøvende ligeglad, ikke? Han ville have svar på to spørgsmål...Intet andet.
Lidt efter bankede han prøvende på døren...

Hun rejste sig da det bankede på døren. Hun gik hen imod døren, slæbende faktisk. Hun var faldet lidt i søvn... En mærkelig drøm faktisk. Hun åbnede døren forsigtigt og kiggede på den person der havde banket på. "Sean!" Hviskede hun og smækkede døren i. Hun lænede ryggen op af døren og trak vejret hurtigt... *Oh god oh god!* Tænkte hun og følte sig svag. Hun tog sig til hovedet. Hun åbnede døren roligt igen, med normal vejrtrækning. "Hvad vil du?" Spurgte hun.

//Sorry krea svigt :/ //

Han havde set på hende, omend kun i få sekunder, før døren blev smækket i igen. Selvfølgelig, ville han ikke selv have reageret sådan...? Svaret var nej.
han sukkede frustreret. han orkede ikke mere...Han skulle lige til at opgive det hele igen og gå, da hun åbnede døren. Et øjeblik stod han bare og stirrede på hende, som om han ikke kunne fatte hun havde åbnet døren igen og mødte ham ansigt til ansigt...
"Jeg...øhm...Altså..." han rystede kort på hovedet og lod hånden glide gennem håret. Han sukkede igen kort.
"Jeg er nysgerrig, okay? Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad der holder dig fra at fortælle min hemmeligheder til alle og enhver. Hvad dig får dig til at sige du respektere mig, efter alt..." han trak på skuldrene.
"så det vil jeg gerne have svar på." sådan. nu havde han sagt det...så kunne det vel næsten ende som det havde lyst til...

Han så lidt overrasket ud, over at hun havde åbnet døren. Igen.
Han stirrede først på hende, og hun stirrede igen men med rolige øjne.
"Du... Hvad?"Spurgte hun drillende. Hun kunne ikke lade være! "Nysgerrig... Det kender jeg -desværre- ALT til." Mumlede hun. Hun lyttede videre. "Kom med ind og så vil jeg svare. Men hvis du prøver på noget, så gør jeg noget du ikke ville kunne lide" Sagde hun og åbnede døren lidt mere. Hun trådte lidt til side så han kunne komme ind.

Ham himlede med øjnene.
"Hvad kan du gøre værre, end det du allerede har gjort?" mumlede han, men gik ikke desto mere ind. Han gik over og satte sig på en stol, lænede sig tilbage i den og lagde armene over kors, da han på op på hende. Han følte enlig det hele var ligegyldigt, en ligegyldighed som havde præget ham siden sammenstødet med neph, kombineret med flere tiden som han ikke kunne huske...men det var jo...ja, ligegyldigt.

Hun lukkede døren, men lod være med at låse...
Hun satte sig på sengen og kiggede på ham. "Mange ting..." Sagde hun. Hun tænkte sig om... "Okay, angående det med at ikke fortæller det de ting jeg har set ud til højre og venstre? Det skal jeg sige dig..." Hun sukkede." Fordi at jeg holder mit ord. Det meste af tiden. Så også fordi du reddede mig og jeg har medlidenhed med dig."Forklarede hun og kløede sig i hovedbunden. "Angående det med at jeg respektere dig? Ja, det kan jeg ikke sige... Jeg ved det faktisk ikke." Hun så træt på ham."Må jeg stille nogle spørgsmål angående det jeg har set?"Spurgte hun forsigtigt.

medlidenhed? mente hun det med medlidenhed? Hun kunne lige så godt hælde syre ned i halsen på ham, det ville være lettere at tage!
"Medlidenhed?" hans stemme var vred igen, men han blev siddende hvor han var.
"Jeg her ikke brug for medlidenhed, så det kan du godt droppe!" vrissede han irriteret. Det endte med han rejste sig op og gik over til vinduet, hvor han igen lagde armene over kors og stirrede ud på et ukendt punkt. Der var stille lidt, før han endelig sænkede hovedet en smule.
"Jo, det er vel kun fair..." mumlede han. Hvis det kunne overbevise hende om at hun ikke skulle have medlidenhed med ham...

Hun løftede hænderne op, som om politiet havde fået fundet hende. "Rolig nu... Just saying." Sagde hun roligt tilbage. Hun var ikke bange for ham... Så meget. Hun fulgte ham med øjnene og lagde hænderne ned i skødet. "Var din mor psykisk syg? Hvorfor var hun det? Hvem var den unge kvinde du skulle giftes med?" Spurgte hun ivrigt. Der var så mange spørgsmål... Men hun havde ikke tid. "Kender du Elyas?" Spurgte hun så.

Han vendte sig om mod hende og studerede hende kort med øjnene. hvad kunne det skade?hun viste det hele alligevel...
"min mor var syg. Jeg satte ild til huset da jeg forlod dem. Jeg havde advaret min far, men så vidt jeg husker hørte jeg min mors skrig. Min storebror, Zean, som også lever i den anden verden, forlod hende da han selv var 17. Det kunne hun ikke klare, han var hendes først og dengang eneste barn. hun brød sammen. Hun rejste verden tynd, men fandt ham ikke, gav op og vendte tilbage til vores far. Men anderledes. Da hun fødte mig gik det helt galt og hun troede jeg var hendes første søn, at jeg var Zean..." hans blik var rettet ned mod gulvet, så noget som kun han kunne se...personerne, stederne...efterhånden som han fortalte det.
Han rystede kort på hovedet og lukkede øjnene. han hade sin familie...havde altid gjort det!
"Kvinden...Det er kompliceret" han rystede svagt på hovedet igen og prøvede fejlagtigt at smile lidt.
"Elyas...min nevø...Jeg har hørt om ham, men har endnu ikke mødt ham"
Hvorfor ville hun enlig vide de her ting?

Nådada... Hans nevø. Interessant viden.
"Jeg har mødt Elyas. God dreng..." Sagde hun og smilede. Hun havde lyttede roligt til hvad han sagde. "Din mor lyder..." Hun kunne ikke finde på det rigtige ord... Ond? Nej nej det passede ikke... Hun ville helst ikke gøre ham sur. "Hun lyder som om hun havde problemer." Der var dét. Det rigtige hun skulle sige. Sådan! "Kompliceret siger du? Sean dog..." Hun rystede på hovedet og sagde det drillende. "Alting er kompliceret..." Hun grinede svagt. "Nå din tur til at stille spørgsmål.

Han så lidt på hende og lagde armene over kors igen. hvem troede hun, at hun var, når hun kommenterede hans liv på den måde?!
Han havde mest lyst til at gå, han var stadig i tvivl om hvorvidt dette overhoved var nogen god ide.
Havde han overhoved nogle spørgsmål?
"Hvor kommer du fra? Har du noget familie et sted?" spurgte han. Det var vel kun rimeligt at han viste lidt om hende, når hun viste...næsten alt om ham.

Hun tænkte sig om... Okay, det kunne vel ikke skade at sige det.
"Jeg kommer fra..." Hun stoppede sig selv. Hun havde faktisk aldrig vist hvor hun boede før hendes forældre levede... "Jeg... Jeg ved ikke hvor jeg boede før mine forældre døde... Eller... Jeg vidste godt hvordan jeg skulle komme hjem men hvad det hed... Ved jeg ikke. Min familie... Har jeg ikke fortalt det?" Hun så spørgende på ham.

Han trak på skuldrene. Han huskede ikke om hun havde fortalt det. Han var også ligeglad. Han ville vide det nu.
"Vil du svare?" spurgte han lidt kort.

//lidt krea svigt...håber du overlever^^//

//Ha, skal prøve //

Hun fnøs. "Okay så. Mine forældre var onde imod mig, jeg blev mobbede i skolen. Den eneste der tog sig af mig var min mormor. Mine forældre døde, min mormor er ... Forsvundet." Sagde hun. Hun kiggede roligt på ham.

Han nikkede svagt og smilte en anelse.
"Glæder mig jeg ikke er den eneste med en fortid, som helst ikke skal frem. Eller hvad?" mumlede han og vendte ryggen til hende igen, lagde hænderne i vindueskarmen og lænede sig hen mod glasset, da han igen studerede udsigten.
"Nå, så er det vel din tur igen?"

Hun skævede til ham men svarede ikke. Hun sukkede.
Hun tænkte sig lidt om...
"Vil du dræbe mig?" Spurgte hun så. Bange for svaret...
Hun kiggede undersøgende på hans ryg. Hun var klar til at forsvare sig selv hvis det blev til at han ville.

Han sukkede svagt. Af alt hun viste, var det det hun spurgte om. Men måske var der intet mere at spørge om, måske var hans liv ikke mere interessant...
"Det kan jeg ikke svare på" han vendte sig om og gik over til stolen, satte sig i den igen.
"Jeg har lyst...men alligevel...Virker det bare ligegyldigt" han havde tøvet, men hvorfor ikke sige sandheden? Alt virkede ligegyldigt lige nu...

Ligegyldigt? Han så faktisk ikke så godt ud... Altså som om han var syg.
Han så smuk ud, men han var ikke en Nille ville falde for.
Hun så spørgende på ham, mens han satte sig på stolen igen.
"Ligegyldigt? Sean, har du det godt?" Spurgte hun forsigtigt.

åh, et tirrende spørgsmål! Hvor havde han dog bare lyst til at smadre noget..smadre noget som han hele tiden gjorde...alt, intet, det hele!
Han var træt af det hele! Han lukkede øjnene et øjeblik og prøvede at slappe af.
Da han åbnede øjnene, var det som om de virkede en anelse mørkere, hans smil voksede lidt.
"Jep...Helt fint. Hvad ellers?" han så direkte på hende, men denne gang uden had og vrede...men også uden at virke venlig. De var kort sagt ubestemmelige, uforudsigelige.
"Du så Nephthys, ikke? Det må du have gjort...Skam over at behandle hende som jeg gør eller noget i den stil...Hun er virkelig svær at omgås med! Jeg elsker hende jo! Men så er der Alane..." han rystede p hovedet som om han ikke kunne finde ud af det.
"Det fungere bare ikke!" han hævede stemmen ved den sætning og stirrede rasende ned i gulvet, som om der lå noget, som var skyld i det hele...

Ja, hun havde set Nephthys og Alane. Han elskede begge... Sikke svært det må være.
"Jah, jeg har set det. Jeg så også hvad i lavede... En nat." Nille rødmede dybt da hun tænkte tilbage på det. "Næste dag vågnede du vist forvirret op, men så skiftede det scene. Jeg regner med at det var fordi at du ikke havde forventet det." Sagde hun. Nej, det fungerede ikke at han havde noget med begge... Men hun sagde intet til det.

//Altså, da vi skal hen til det vi aftalte synes jeg at vi skulle sige at hun også så det hvis det er iorden //

//hm...problemet er bare at det skete efter at hun skammede ham^^//

han rystede svagt på hovedet og grinte.
"Og hvad så? Det hele er noget rod...Jeg kan ikke holde på nephthys, af en eller anden grund bliver hun hele tiden vred på mig, tager afstand...Selv om jeg fortæller hende at jeg elsker hende. Forstår hun da ingen ting?" han grinte svagt igen og lænede sig godt tilbage i stolen, da han så på i loftet. De fleste ville nok mere han var blevet sindssyg. Men han havde skiftet personlighed. og hver af hans personligheder elskede hver sin pige. Når det blev for meget for Sean, skiftede det...og ingen af dem kunne huske noget bagefter.
"Åh, hvad gør jeg? Der går nogen gange dage, uden jeg husker noget" han bukkede sig fremad og lagde hovedet i sine hænder et øjeblik.
"Jeg aner ikke hvad der sker..." mumlede han i sine hænder.