You are the only one who knows it all and can help me. Unfortunately.

//Arh damn... Æh.. Skal jeg ændre?//

"Du har problemer Sean det kan jeg høre... Tag det ikke ilde op, jeg ønsker ikke at gøre dig sur. Jeg vil gerne hjælpe hvis du lader mig." Sagde hun. "Neph er sikkert... Usikker. Jeg har aldrig mødt, så jeg ved intet andet end det jeg har i dine minder så jeg kan ikke svare så godt på det." Sagde hun og foldede sine hænder sammen. Hun havde en ide... Men var sikker på at han blev sur hvis hun sagde det. Nuvel, hun måtte tage det. "Sean... Jeg kan hjælpe dig. Jeg kan skaffe dig de ting du har glemt tilbage! Men.. Hvis du ikke ønsker det, skal jeg nok lade være. Jeg ønsker kun at hjælpe som sagt."

Han så lidt på hende på hende og hans ansigt fortrak sig i mange forskellige former, før det endte i den samme ligegyldighed. Han smilte svagt.
"Hjælpe mig? Vil du nu have en undskyldning for at rode i mit hoved?" han sukkede og lænede sig igen tilbage, som om han ikke kunne sidde stille.
Men måske var dette netop havd han havde brug for...at genkalde de ting han havde brug for at vide...vide hvad han havde gjort og ikke gjort, få styr på sit liv igen!...Ikke?
Han havde brug for at genfinde sin balance, hvordan kunne han det, når han nogen gange gled ud i glemsel?
Det var et svært valg...Han gøs kort ved tanken om det. Det var ubehageligt...han var van til at klare tingene selv...Han var van til at hjælpe andre...
Han trak lidt på skuldrene. Han havde ikke lyst til at bede om hjælp, som en svag lille person...
"Jeg har bare brug for balance, kontrol. Hvordan kan jeg have det, når jeg ikek husker det meste af mig dag?" mumlede han og så hen mod hende.

Hun så forskrækket på ham.
"Tro mig, jeg vil ikke rode i dit hoved! Jeg vil bare hjælpe!" Forsvarede hun sig selv. Nej, hun ville ikke rode i hans hoved. Søge efter flere minder... Nej tak.
"Sean. Selvom du har glemt det, så er det stadig inde i dig. Jeg kan trække det frem. Det vil højst sandsynligt tage det meste af min energi fra mig, men jeg kan gøre det!" Sagde hun. Hun rejste sig men stod der så bare. "Hvis du vil... Så kan jeg gøre det." Hun var så sikker på sig selv..

Han så op på hende et øjeblik, han tvivlede stadig, men dette var nok det tætteste han kom på nogen som helst sandhed.
Han rejste sig op og gik lidt tættere på hende. Han viste ikke hvad han skulle sige, men endte bare med at nikke let...på en måde bange for at sige ja, men stadig overbevist om det var det tætteste han kom på sandheden.

Da han gik tættere på hende, og nikkede. Tog hun som et ja til at måtte rive de glemte minder frem. Hun kiggede på ham. "Jeg kan ikke love at jeg kommer til at kigge i dine minder... Men jeg vil forsøge alt hvad jeg kan. Bare husk at hvis jeg besvimer så tag dig ikke den frihed og skære halsen over på mig!" Sagde hun. Hun kiggede ham i øjnene, og hendes øjne begyndte at gløde. Langsomt fik hun adgang til hans sjæl... Hvor man gemte ting...

//Ved ikke rigtig hvad jeg skulle skrive, men skal vi sige at Nille ser de minder (Få af dem så der ikke bliver så langt at læse) der er glemt?//

//jah, lad os bare det^^//

billederne gled frem og tilbage, oplysninger, opgaver...Nephthys, alane, Camille...Det hele løb frem og tilbage, først i en forvirrende strøm, men lidt efter lidt satte de sig i orden, dag efter dag. Han gispede da han opdagede hvad der var sket med Neph og viste nu hvorfor hun havde virket så fjern.

Da det var ovre, bakkede han baglæns og satte sig ned i en stol, begravede sit hoved i sine hænder mens han prøvede at tænke det hele igennem...Men han viste ikke hvor han skulle begynde. Hvorfor havde han ikke kunne huske disse almindelige...ting? Hvorfor...var det sket? Han kunne huske dem nu, men hvad vis det skete igen? Ville han så være afhængig af Nille?
han rystede svagt på hovedet...Neph, han viste det nu...
Selv om det havde givet ham svar, havde det samtidig givet ham en del spørgsmål.

Hun havde set det hele igen. Det tog meget energi fra hende... Det næste hun gjorde var at lukke øjnene og sætte sig tungt på sengen. Hun prøvede at holde sig vågen... Men besvimede så. Hun landte og heldigvis i sengen.

//Super //

Han sukkede og rejste sig op. Han så kort på Nille da han ville sige tak, men i stedet gik han over og lagde hende til rette på sengen. Smed et tæppe over hende. Og listede så ud af rummet. Han vinkede kort til kromutter, da han forlod stedet. Han havde nogle ting at tænke over.

//Out...?//

//Ja, medmindre du har en ide?//

Nille mærkede ikke rigtig noget... Hun var udsædvanlig træt. Tankerne kørte dog rundt i hendes hoved mens hun sov.

//Tænkte at de måske skulle snakke om det?//

//Ikke nu...sean er for forvirret og nille for træt^^//

//Haha, rigtigt nok... Men Nilles svaghed skal der holdes ved Vi tager bare et andet emne når tiden kommer ^^//

//selvfølgelig, jeg har heller ikke sagt noget. Er admin, husker du nok. forlanger der er en svaghed^^//

//Ha, det ved jeg xD "Man må ikke være usårlig, der skal være en svaghed" Noget i den stil i hvert fald :p. Ja du er admin, men heldigvis en god admin //