Er der et uvejr på vej? //Vladimir//

Sted: Doomsvilles Gader
Omgivelser: Mørket og de sovende huse.
Tid: 00.01 efterår
Vejr: kold luft. Trækker op til uvejr.

Lily Malou listede rundt i den mørke gade. Hendes bløde poter gav ingen lyd fra sig, så det var nemt at liste sig rundt omkring. Nogle gange kunne man få et glimt af en hvid skikkelse, som sneg sig forbi, men ingen bemærkede hende. Der var heller ikke så mange andre, end dem der holdt til uden for kroerne og discotekerne. Hendes pels afslog den kolde luft. En mørk sky havde trængt ind over byen, men det var svært at se for mørket, om det trængte op til uvejr eller om det bare var en lille byge. Luften blev tættere, fugtigere og klammere jo længere hun kom ind på de små gader i byen. Hvad lavede hun egentlig? Ja hun kedede sig. Hun slog tiden ihjel med at udforske byen, og som altid, var hun nysgerrig efter hvad der gemte sig i byens fjerneste kroge. Hendes pels var ikke længere pjusket, men havde lagt sig tæt op ad hendes krop. Det var lige før hun allerede kunne føle den stille regn glide ned over snuden, men det var bare luften. Hun ventede som altid på at der skulle ske noget. Noget uforudsigeligt. Men hvor tit var det, at der skete noget, et sted som dette en tirsdag aften? Det var lige præsic derfor, at det var uforudsigeligt. Altså hvis der skete noget.
Lige nu burde hun ligge hjemme i hendes dejlige bløde, varme seng og drømme sødt. Hvis bare hun havde haft en seng. Hvis bare hun havde haft et hjem. Men lige nu havde hun kun to kobbermønter i sin pung, og hvis man knap nok kunne købe et brød for dem, hvor langt ville hun så komme med at købe et hus? Ja hun vidste det jo godt, så derfor gad hun ikke tænke på det. Det eneste hun ventede på, var at der skulle ske noget. Hun blev ved med at repetere ordene inde i hende hoved: *Overrask mig*

en skygge gled over hus tagene. væk, væk fra det blod røde fortorv . blodet flød fra hans læber der var vredet i et smil. hans hvide jakkesæt var ramt af kun en enkelt rød blod dråbe. et skimt af hvidt ramte hans øje og det røde øje reagerede "fascinerende en formskifter" han fulgte efter denne nye skabning indtil den sænkede farten og derfra lavede han et lille vampyr trick.

han lænede sig fremover og holdt fast med sine fødder om tagkanten "god aften min søde. er du faret vild?" hans stemme var kold og på samme tid bekymret "det er ikke et sted for en kvinde at være på gaden når det tækker op til storm" hans ansigt fortak sig ikke fra det fristende smil.

Guderne havde hørt hendes bøn. Hah! Der behøvedes ikke et mirakel før der skete noget i en by som denne. Hun havde prøvet det før.
Lily Malou kiggede irriteret op på vampyren og hvæsede af ham.
Hvad mon denne nat ville bringe? Et slagsmål? Et venskab? eller bare en hyggelig eller knap så hyggelig samtale?
Hun satte sig ned og lod halen sveje let frem og tilbage. Hun lagde hovedet på skrå og vuderede ham. Det var svært i mørket, og han havde heller ikke sagt så meget endnu. Havde han lige drukket? Jep. Det var tydeligt. Selv for mørket. Hun kiggede med stor afsky på ham og lod ikke blikket feje et andet sted, end på ham, et eneste tidspunkt.

han lagde hovedet på skrå lige som hende "nårh se ikke sådan på mig jeg har ikke gjort dig noget og tro mig når jeg siger at hvis jeg ville havde du været død nu" han rakte en hånd ud mod hende "her misser misser. vis mig din menneske form" han tog med sin anden hånd en lille serviet op af lommen og tørrede sine læber af. det resterende blod var tørret væk fra hans mund "sådan stoler du mere på mig nu" han forsvandt igen op på tag toppen og hoppede så ned på den anden side af det store katte dyr ganske lydløst og stor smilende begyndte han at nynne en gammel børne sang fra tyskland.

sangen var munter og dog skræmmende rolig på samme tid "jeg har lært den uden ad efter jeg sang den for mine søskende i flere år" han smilede igen. men denne gang var det ikke koldt det var et kærligt smil da han huskede det simple liv før denne verden. hans ene øje var fuldstændig blod rødt mens det andet havde en gylden pupil "for en anden gang burde du nok holde dig til din menneske form i byerne. folk er ikke glade for leoparder inde i byen" smilet på hans læber afslørede lige hans hugtænder "kom nu jeg bidder ikke" han klukkede lidt hvor efter han tog en fisk frem fra hans skulder taske "kom nu. spis"

Lily Malou forvandlede sig tilbage til menneskelig skikkelse. Hendes lyse hår hang fladt ned, og få hår klæbede sig fast til hendes ansigt. Hun havde en hvid tanktop på og et par lyseblå jeans, som var smøget op til knæende. Hun opdagede at hendes tanktop havde fået en lille revne i siden, men det var ikke noget man lagde mærke til. Til gengæld var hendes jeans revnet i en lidt større grad på indersiden af venstre lår, og hun ærgede sig indvendigt, men udvendigt blev der ikke vist et eneste tegn på, at det betød noget. Det var jo hvad hun kunne forvente, når hun valgte at tage stramt tøj på, samtidig med at hun forvandlede sig. Hun bar ingen sko eller jakke. Men det var også ligemeget for hende.
"Selvom man sletter alle spor, vil fortiden aldrig ændres," sagde hun bare og strøg hårene om bag ørene. Hun stod med vægten lagt over på den ene ben og armene var korslagte.
"Desuden kan jeg ikke se så mange folk i byen nu. Kan du?" Hun havde en nedladende tone og samtidig kiggede hun skeptisk på fisken i hans hånd. Havde han regnet med, at hun ville guffe den i sig, som et vilddyr der ikke havde fået noget at æde i flere dage? Hun rettede opmærksomheden mod ham igen. Hun hentydede stærkt, at hun ikke syntes, at han var sjov.

han grinte bare af hendes blik "hvad er der galt?fik du det forkerte ben ud af katte bakken" han sparkede døren ind til en af husene. det var forladt men der var en pejs og en seng. alt hvad han skulle bruge "du skulle tage at vente på at folk taler færdigt" han rakte hende en hånd "som jeg sagde bliver der et stort uvejr snart og jeg ville ikke kunne sove hvis jeg vidste en køn pige som dig stod ude i regnen" han lod sin hånd lukke om hendes og trak hende inden for i varmen "jeg insistere" han lukkede døren lige som et lyn skar gennem himlen.

han fiskede en pakke tændstikker op af sin inderlomme og stablede noget brænde op i en kegle og strøg tændstikkerne og tændte op i pejsen. den lille pejs stod knitrende lidt tid før han smed den halv store ørred på gløderne "lige som mor plejede at lave dem" han satte sig til bage foran pejsen da han kom i tanke om noget "når ja" han rejste sig og gik hen til hende "Vladimir Dracuna" han kyssede hende bag på hånden "til deres tjeneste" han gik hen til pejsen igen og vendte fisken "har du også et navn misser" han smilede igen. det var ikke så tit at han spiste fisk mere. sulten gik altid til blod nu spiste han bare for smagens skyld.

Lily Malou fremtvang et smil og fulgte efter ham. "Katte er vant til at sove ude i regnen," sagde hun. "Der er mange mennesker, som lader deres katte bo udenfor. Vi er ikke bange for en smule vand." Hun satte sig ned på sengen og stirrede ind i ilden. Hun kunne mærke varmen glide omkring hende, og bare det at se ind i ilden, sveg i øjnene. Hendes øjne blev blanke og flammerne spejlede sig i dem. "Lily Malou. Kald mig hvad du vil, men én tíng er sikkert. Jeg er ikke nogens søde skat."
Hun stolede ikke på ham, og det var der bestemt heller ingen grund til at gøre endnu. Han var vampyr og havde lige haft munden fuld af blod. Noget sagde hende, at hun skulle holde et vågent øje med ham.

han smilede lidt "læn dig tilbage og så skal jeg for tælle en historie om en svundet tid før denne verden" han tog sin kugle pen og en blok og tegnede en tegning. prikkede på det igen så billedet blev levende "lad mig se" han tog en pibe frem og tændte den med lidt tobak i "vi starter med denne mand" billedet skiftede til et meget nøjagtigt billede af en bonde "dette var min far. en simpel mand gift med min mor en smuk og klog kone" billedet skiftede til en smuk kvinde "mine forældre besluttede sig at de ville have en stor familie så vi blev seks børn. jeg var den ældste af dem" hans stemme blev tung af sorg "min far var stolt over at jeg blev en god jæger" billedet forblev på den lykkelige familie.

han smilede igen "så døde min far jeg blev bidt af en vampyr og så kom jeg her til og resten er historie" han krøllede papiret sammen og smed det ind i ilden "så nu kender du min historie. stoler du lidt mere på mig nu" hans smil var lidt mindre så man ikke kunne se hugtænderne "her tag lidt fisk" han havde fundet et par gamle tallerkener og skar fisken op til dem begge to.

"Det var bare en lille bid af din historie. Hvad du har udrettet i dit liv, ved jeg jo ikke. Jeg stoler ikke mere på dig nu, end jeg gjorde før." Hun smilede til ham.
"Jeg havde engang en ven. Men det var dengang jeg boede hjemme. Nu bor jeg bare sådan rundt omkring," sagde hun. "Nu har jeg givet dig alt ret til at stole på mig. Nej vel. Det er ikke helt sådan det fungere."
Hun lagde sig ned i sengen. Hun lå på siden, så hun stadigvæk kunne se ham.
"Jeg er ikke sulten," sagde hun bestemt. Sandheden var... Hun var meget sulten, men hun havde ingen intentioner, om at sætte sine tænder i noget han havde rørt ved.
Hun pillede ved en tot af hendes hår. Selvom ilden ikke varmede rummet så meget op, kunne hun stadig mærke varmen, så længe hun bare havde ilden inden fo hendes synsvidde. Det var det, der var så dejligt ved ild. Du behøvede ikke røre ved den for at føle varme. Du kunne bare nøjes med at se på den.