Michael- Uvejr

Dag:irl
Dato:irl
Tid:17.22
Vejr: Det koldt og det regner
Sted: Ude ved havet på en af de store skranter (ligner lidt bornholms skranter)
Årstid: efterår
Omgilver: KLipper og skranter, havet der brugser under skrantens tinde.


Zerils tøj lignte klude der var glemt i et uvejr, det lyse/hvide hår sjaskede ned af det krop hun endnu engang var blevet skænket ved den menneskelige fødsel der engang havde fundet sted. De brune øjne stirrede ud i det vilde, kolde, hav der slog med klipperne og skranterne. Himlen var helt grå af uvejrs regn og hendes ansigt var som en smuk forstenet statue, der var intet smil på det. Hends tanker fløj rundt og alligevel var det intet at tænke på for alt det hun tænke var fra en fjern fortid der alligevel aldrig ville komme tilbage. Der var et hul i den form for kjole hun havde på, det havde engang været en slags sommerkjole men nu var det bare en klud der ikke kunne opsuge mere regnvand. HUn havde knyttede hænder imens hun så ud over verden. fødderne og det nederste af kjolen var indsmurt i mudder, hvad der havde fået hende til at komme her, var roen og det uventede, på disse øre var alt som det aldrig skulle være, intet var som forventet ikke engang dem der kom her ville være forventet at komme. Når solen skinnede ville disse øre være paradis havde hun hørt, men nu var de et mudderet kaos som Zeril befandt sig i

Michael havde taget sig i at få lidt ferie, væk fra den normale travlhed, og tid til at slappe af, og få sig et godt vejre, eller det var hvad han troede, han kom på øen, 1 time senere blev vejret noget lort og oven i købet nå han valgte at begynde at gå ved skranten, hans blik lod ned mod havet, hvor efter han kiggede rundt, og tænkte at der ikke ville være et øje, men blot for at være sikre ville han forbeholde sine vinger i sig, han ønskede ikke at afsløre alting for hurtigt, spicielt ikke hvis nogle fangede ham, hans blik lod dog på en tøz som sad ved skranten, men så igen hvem var han til at bedømme hvad folk lavede her ude i dette møg vejre, men at hun ligefrem valgte og side for sig selv istedet for at være i nærheden af andre undret ham en del, hans tanker slog sig kort om hende men stoppede og en beslutning blev truffet for at nærme sig hende, hans påklædning var dog et par sorte militær sko, løse sorte jeans, en sort læder jakke og en mørk metal tank shirt, så det var ikke ligefrem det bedste indtyk han kunne give, men fuck det tænkte han og lod sit blik på tøzen, og lod sig tættere på hende ''hvorfor sidder du helt her ude for dig selv? du ender bare med at blive forkølet'' sagde han kort og blikket blev lagt på hende, hvor efter han trådte tre skridt fra hende igen, afventende om hun var ven eller fjende.

Zeril lod ikke blikket gå over på Micheal folk lod hende normalt være fordi de kendte til hvilken type vampyr hun var, En Risiska. "Fordi der ingen grund for mig til at gå ind" Først nu vendte hun blikket mod ham, hendes hår svang sig samtidig med at hun rykkede sig så det klaskede i hendes hoved og blev siddene som langhår tit gjorder når det var vådt. "Hvorfor er du her ude, du bliver vel selv syg" stadig intet smil, den kolde mine skulle ikke tage så alvorligt, der var bare ingen grund til at smile sødt eller tøset lige nu, hvilket faktisk var sjældent at man kunne til noget eller nogen. De brune øjne hvilede på han, de var ikke kolde som nogen vampyrs øjne kunne være, de var bare tomme. Man så ikke nogen synderlig smerte i dem eller nogen synderlig glæde, de var mere brune og rolige. Hun lavede intet elevator blik på ham da hun ikke havde brug for at se hans person for at tale til ham, det eneste hun faktisk så på var direkte i hans øjne selvom det var svært for alle de regndråber og så lidt hans ansigt. Blikket var fast, og viste at han også var velkommen til at stirre igen på hende hvis han ville bruge sine krafter på det.

et let smil blev lagt på hans læber og lod sig gå tættere på hende ''tja, jeg nyder regnvejret, det suden er det ikke hver dag man møder nye folk'' sagde han kort og tog en smøg fra hans lomme og tændte den ''foresten hvad deres navn?'' sagde han der efter og tog sin siku lighter frem, hendes attityde var han kold over, og nu også kold i røven da han lod sig tættere på hende, og satte sig ved siden af hende, dog med en afstand af ½ meter, mens blikket blev lagt på hende ''en hver bliver syg ved dårligt vejre, men ikke alle kan holde til det, og hvis sygdom ikke skulle ramme dem så der noget galt, for med den påklædning ville du blive forkølet inden 24 timer'' sagde han efterfulgt og smilede lidt for sig selv, hvor efter et hvæs fra sin smøg blev lagt ud og væk fra hende, af ren høflighed.

I det mindste var han da så flink ikke at spytte røg ud i hoved på hende så hun lod sig vende sig lidt mod han, denne....mand, viste måske ikke noget om hende?? Dejligt...På en måde. Dog blev hun da alligevel stum ved at han nærmede sig hende, hans såkaldte duft blev skjult af regnen, og hans udseende tydede på at han ikke var af en svag liga??Men som en ung vampyr som hun endnu engang var hviste at hun at man ikke skulle skue hunden på hårene. Men her ude var der ingen status så alligevel kunne det være lige meget om man var ven eller fjende. Hun var stille en tid efter han havde snakket hårede der havde siddet i hendes ansigt var faldet ned så de hang ned af skulderne. Da han sprugte efter hendes navn så hun et kort sekundt fjern ud. Men hun rystede det hurtigt væk det fjerne blik. "Hvem er det der vil høre mit navn" En regndråbe ramte hende på overlæben og kørte langsomt ned på underlæben og ned af hendes hage og forsvandt i det andre regndråber fandt vej til hende og hendes krop og ansigt. Hun kiggede ned på hans bukser da han have sat sig i mudderet med hende. Han var tydeligvis ikke et menneske, efter at hans adfærd tillod ham at blive beskidt

hans blik lod på hende ''som en præsentation mellem to folk er det da kun af ren høflighed man præsentere hvem man er, navnet har jo blot betydning for hvad man hedder, men siden de nu er forsigtig af hvem de omgåes med, er mit navn Michael, og deres? '' sagde han kort med et let smil på læben, regnen lod sig ned over hans jakke og blikket på havet blev lagt, hans interesse var altid for at skulle more sig og få det bedste ud af en ferie, men når ferien så endte i regn, og mudder så kunne man lige så godt blive en del af det istedet for at slås for at gøre sig ren, og hans tøj kunne han jo altid vaske, så det var ikke så slemt, og endnu en røgsky forlod hans mund hvor efter hans blik lod op mod himlen og en tanke blev lagt om Lodur havde truffet det rigtige valg ved at overlade Michael som beskytter af hans eneste søn Ventor, men så igen, ventor havde jo fået velsignet sig af michael's evne inde for ildens manipolation, selvom han dog stadig er ny i dette magiens verden, et let smil forlod hans læber og blikket blev lagt på pigen han nu sad ved siden af.

Zerils lod også blikket gå på havet imens hun lyttede til mandens forklaring, "Zeril" sagde hun kort efter at han havde sagt sit ejet navn. "Mit navn er Zeril" Øjene, de så stirrende og drømmende derud selvom at alt der havde med drømme at gøre ikke fandtes for en vampyr. Lige som det at trække vejret ikke havde nogen mening længere, han ville vel også snart lægge mærke til at hendes bryst ike gyngede svagt som når et menneske barn trak vejret. Hun åbnede let munden for at få regnen til at falde der ind, de spidse tænder ville tydeligt komme tilsyne nu. Det var bedst at hun ikke viste nogen om michael her, det var bedst vis hun bare var alene, men nu sad denne fremmede mand her ved siden af hende i mudderet. Hun lod sit blik falde og kigge ned i mudret hvor de sad. hvorefter det gik op på Micheal ansigt. "Du ved godt jeg ikke kan blive syg" sage hun og lod sin mund stå svagt åben hun regnede med at han ville længge mærke til tænderne, hans duft var også sivet ind til hende nu hvor at han var så tæt på hende. HUn duftede den fantastiske duft af engel der kunne få enhver vampyr til at skælde svagt. Men her sad de nu i mudret, åbenlyse fjender, som ikke andet end sad og talte. Måske var det grunden til at øen var så forudsigelig fjender var kun fjender her hvis der var et ægte had imellem dem.

hans blik lod på hende ''jeg ved det, men jeg har ingen intentioner om at slås mod dig, da jeg ikke finder nogle grund til det, og som vampyr gætter jeg vel på de har den samme holdning, selvom min interesse er for at beskytte et enkelt offer imod slags som kun ser folk som føde, men igen jeg beklager mig ikke, i har muligheden for at leve langt tid'' sagde han kort og lod blikket på hende ''dine øjne afslørede dem for første sekundt, og allerede nu ved deres stemme og deres holdninger det virkede for unaturlig for et menneske eller varulv til den sags skyld, og havde de været demon havde de reagerede på min aura med det samme da demoner og engle ville påvirke hinanden som magneter,'' sagde han kort og smilede lidt ''medmindre de har intentioner for kamp? eller er de også kommet her for at få fred og ro, og væk fra alt det had som har været tidligere i verden'' sagde han kort og lod blikket nu på hende, og videre ud mod havet, han nyd stilheden, godt nok var det som om at stemningen stod på en knivspids på trods af at engle og vampyre ikke lige frem var perle venner, men Michael var træt af hadet og fortrak at være neutrale i forhold til vampyrene, så længe de ikke lagde deres hugtænder i hans menneske, så var han ret så ligeglad med hvad de lavede.

Hun så nu på ham unden at rykke sine øjne, hun lyttede til det han sagde, ja han var jo ikke så dum som de fleste måske unge engle der dårligt nok kunne se forskel på en engel og et menneske... Hendes øjne havde afsløret hende? 'hm* tænkte hun og så stadig bare på ham, Hun retttede sig så hele hendes krop var retted mod ham, "Herude er jeg ingenting, så ja jeg kommer for roen, jeg kommer for at være det jeg ikke er, død" sagde hun med en bestemt stemme. "Jeg havde ikke regnet med nogen fandt mig her" sagde hun og lukkede øjnene i nogen få sekundter. Hun havde ingen hensigter for at slås, på fastlandet havde det været noget helt andet, men så falsk var verden. Hun blev stum og imens øjnene stadig var lukket. Hun var stadig så ung i en vampyrs verden, men her der var hun ingen ting....hun var ikke en morder ikke smuk ikke noget. Hun åbnede øjnene og så igen på ham. De brune der engang havde skinnet som nu var i sit efterår så bare på ham, hun fandt åbenbart en ro ved denne...mand. Hvilket ikke ville være passende på fastlandet. Men igen hvad skulle han gøre hende? var det ikke mere hende der skulle gøre ham noget...Der var stadig intet smil selvom at hun måske talte mere venligt end hun lige have gjort i starten. Mudret blev mere og mere smattet og hvis man rejste sig ville man nok glide rundt.

hans blik lod på hende ''så hvorfor ønsker de døden, hvis jeg må tilspørge?'' sagde han kort og blikket fra hans ellers så mørke brune øjne, blev lagt på hende ''ikke at det rager mig'' sagde han tilføjende og lod endnu et sug af smøgen og kunne mærke at hun ingen intentioner af kamp havde, for så kunne han jo ligeså godt ligge våbne til side, tænkte han og tog smøgen ud af munden og drøppede den i mudret ved siden af ham, og pustede røgen i den modsatte retning af hende, mens blikket lod sig på hende, med et let smil på hans læber, men han mærkede ved der hvor han sad at det blev mere og mere smattet, og det irriteret ham lidt, da han morede sig ellers med at være ude i regnen men at det var så smattet var lidt irriterende, men så igen man kunne jo ikke få sin vilje med vejret hver gang, tænkte han kort.

"Fordi jeg ikke burde leve længere, jeg skulle være blevet gammel og se på mine børnebørn lege" hun rejste sig ophalvdelen af kjolen var indsmurt af mudret. Nu var det nok, for meget snak på dette sted. Nogen steder på kjolen kunne man svagt ane små blod pletter under mudret. Hun havde mistet sin store kærlighed fordi hun var blevet til dette monster, hun så hvordan han blev gammel med en anden, fået børn med hende og dø. Det skulle have været hende. Det var det hun havde tænkt på inden at Micheal havde talt til hende, hun så mod havet en sidste gang for hun så vendte blikket den anden vej. Mod det mere trykke og ikke mudrede ø område. "Jeg kunne hoppe, uden nogen redder mig eller savner mig" sagde hun og kiggede tilbage tilbage´, Måske var hun ynkelig men hun ville nok alligevel aldrig komme til at se dette væsen igen...Så hun kunne lige så godt sige det hun ville. Hun bakkede så hun stod på kanten at skranten. imens hun stod med ryggen mod havet. "Jeg kan ikke engang dø hvis jeg sprang" Sagde hun og kiggede så alvorligt på Micheal.

han så alvorligt på hende og rejste sig op ''du ved godt at hvis du springer lader jeg dig ikke dø, livet er meget mere værd end det, og hvis du blot tænker på de dårlige ting frem for at tænke på hvordan du kan hjælpe samt give mulighed for at være en god ven, blive elsket og savnet af folk som faktisk vil huske dig gennem generationer'' sagde han kort og rejste sig op og lod hånden mod mudret og opvarmet det så det blev sten hårdt og lod en hånd slå mod bukse benet så mudret faldt af og mod jorden, ''livet er ligesom en leg, lader du dig selv falde væk fra legen betyder dette at legen forlader dig, men lader du dig selv finde interesse i at spille videre i legen, og havde det sjovt får du også muligheder for at få nogle gode minder'' sagde Michael kort og lod blikket forblive på hende med en alvorlig tone ''jeg har været skytsengle i mere end 1.700 år og har set folk dø og forsvinde, og den jeg nu vogter over har kun mig, og han ved ikke engang jeg eksistere på trods af at jeg har været hans familie's skytsengle, og om du vælger at kaste dig selv udover klippen og bare ligge og vente på at solen kommer frem og brænder din krop, vil jeg stoppe dig, og ikke tillade dig at kaste livet væk'' sagde han kort og smilede lidt ''livet har mere og byde på, og hvis du vil kan jeg hjælpe dig med at finde det'' sagde han kort og lod hånden frem for at vise sig som en ven. og ikke en fjende.

Hun så vagtsomt på ham, hun ville ikke springe og igen vindet tog fat i hende skønt at hun sagtens kunne sta fast, men kjolen var tung, hun havde intet liv det havde hun mistet. For 204 år siden. Hun viste ikke hvor gammel Micheal selv var, men i denne verden var 204 år i meget og hun var derfor stadig et barn nærmest. Hun så fra ham og ned på den hånd han havde rakt ud til hende. "Dette her er intet liv, jeg bliver en anden når jeg kommer tilbage på fastlandet" sagde hun med stadig et helt neutralt ansigt selvom at man tydeligt kunne så at hun var melankolsk. HUn lagde sin hånd i hans da hun nærmest intet valg havde, hun kunne ikke dø. Han ville nu kunne mærke kulden der kom fra hendes hånd, den ville være som is mod hans hud. Det lange hår hang slattent ned af hendes skulder og ryg. "Hvorfor skulle du bekymre dig" sagde hun dernæst.

han smilede stadig ''fordi du også er et levende væsen, ligesom demoner og engle er levende, og om i har været menneske, elver, sortelver, sirene, er irelevant i mine øjne, i er en del af naturen, og selvom vampyrer er dannet ud fra en blod sygdom så er i stadig et levende væsen, også selv om i er enorm kolde'' sagde han og kiggede på jorden ''så hvad fortrækker de? at vi går og har mulighed for at falde op til flere gange, eller flyver og nyder vinden som bær os'' sagde han kort og lod blikket omkring sig ''også selv om jeg er en engel betyder det ikke jeg ik kan være venlig overfor folk som dem, og vampyrer lever i langt tid, og med tiden får de muligheden for at finde den rette'' sagde han kort med et let smil på læben.

HUn lukkede øjnene og viste ikke hvad hun skulle være, disse øre gjorder hende menenskelig som om at der var en for tryllelse over stederne her. Men det var også derfor hun kom her så tit for at mærke lidt menneskelighed. "Jeg..." sagde hun tøvende Hvis de skulle flyve så skulle han om hende da hun ingen vinger havde. Og muldret ville han helt sikkert falde da engle ikke var lige så faste på deres trin som vampyrer var. Hun forstod ham ikke, hun havde endda sagt at hvis de havde været på fastlandet ville de være fjender. Hun var en Risisska, hvis nogen fandt ud af dette så ville hun blive muligvis udstøt og slået ihjel af klusisska familien. Hun holdte stadig om hans hånd men kneb til da hun tænkte på at dø. Hendes sjæl var i helvede. Hun var bange for helvede, til evig pinsel. Men hvad var et liv når man alligevel var et monstre, disse tanker kom altid når hun var her ude. På Fastlandet var hun et sandt monster dræbte fordi var sjovt. Hendes fødder var fyldt med mudre og hendes tøj var tungt, og hende selv var forvirret. "Jeg ved det ikke sagde hun og slap så endelig hans hånd efter at have rykket sig lidt tætte ind mod den faste mudder jord og Micheal

Michael lod blikket på jorden og der efter på hende, ''vi kan også danne vores egne veje'' sagde han kort og lod sig tænde en lighter og en ildkugle blev lagt i hans hånd, hvor efter han tog lighteren væk fra hånden og lukkede øjne for et kort sekundt hvor efter han åbnede dem ''stå stille'' sagde han kort og ild kuglen lod sig komme tætter på hende lige så langt som og lod sig blive til en ring som varmede mudret og fik det gjort tørt så de nemt kunne fjernes fra hendes hud igen han fokuserede alt det han kunne for at sikre hun ik ville blive brændt, samt også i tilfælde at hun havde i sinde af at ville flytte sig var han parat til at slukke den og skynde sig hjælpe hende.

Hun blev forbavset og bakkede baglæns ud mod havet, "Jeg tror ikke" i det han tændte ilden imod hende faldt hun ud over skranten, hun slog hoved ind mod skranten og nåede alligevel at gribe fat med den ene hånd i 1 sekundt før hun kunne mærke at hendes hånd gled på grund af mudret var så smattet. "ARGH" skreg hun imens alt dette skete. Hun troede at han ville angribe hende, da han vendte sig med en flamme mod hende. Hun havde ikke tændt at det var for at få alt mudret til at gå væk og blive tørt. Havde hun ikek været så ynkelig havde hun været mere obs på sig selv og alt omkring hende, men som sagt gjorder ørene noget ved hende...som om at hun.,....blev til et menneske i sit sind igen. En fantastisk følelse som hun ikke følte når hun var nogen andre steder end her på ørene. Skranten var højt oppe og hun ville falde dybt når hun ramte havet. Det is kolde hav der stormede og brusede. Muligvis ville hun blive slået op imod klipperne og få knust hver knogle i kroppen hun at føle den helt store smerte. Først når stormen var slut ville kunne muligvis kunne komme op igen hvis hun nåede at falde i havet. Men så ville solen dræbe hende og hun ville ende i dødens helvede

da han så hun faldt smed han jakken og Tshirten, og sprang udover med og fløj i en
uvending og lod blikket på hende, hvor efter han nærmede sig, hans vinger var 2
meter hver, og blikket på hende forblev hvor efter han lod sig tag fat om hendes ryg
''tag fat om min nakke'' sagde han og kiggede alvorligt og bekymret på hende, tanken
om at miste en god ven ønskede han ikke, hun ver godt nok forvirret men stadig en
god ven i hans sind og tanke.

((Billede af hans vinger))
http://ghostlobe.files.wordpress.com/2012/10/new_angel_wings_by_shadavar_stock1.jpg

((har lagt det som link så vores tekst ikke er 2 meter lange xD ))

Hun troede virkelig at hun skulle ende i havet, hun troede virkelig at de ord han havde sagt om at redde hende før bare var noget han sagde for at få hende til at stoppe hendes ynkelige talen og for at han ikke skulle springe efter hende. Måske ønskede hun faktisk at være faldet i vandet siden at hun var så dum i aften. Da hun mærkede noget tage fat i hende og hun åbnede sine øjne for at se om det var sandt det hun troede så hun Micheal, de havde jo lige mødt hinanden de ´kunne ikke engang kalde hinanden venner endnu...Og alligevel havde han det overskud til at kaste sit eget liv mod havet for at prøve at redde hende. Hun hørte kun svagt hvad han sagde da hun var faldet dybt ind i sine egne tanker. Men tog tilsidst fat om hans nakke da ordene endeligt var kommet ind i hoved på hende. Hendes ansigt var halvt fyldt med mudder da hun jo havde slået hoved ind imod kanten inden at hun faldt helt. Havde hun været et menneske var hun besvimet af slaget men som vampyr var det ligemeget, det fik hende bare til at miste konsentrationen nogle minutter.Micheal ville nu mærke hvor kold hendes krop var i forhold til hans, hvordan døden var trådt ind i hendes krop og gjort et bankende hjerte til en kold sten, i et mosters kadaver

da hun lod armen om ham lod han sin anden hånd under hendes ben for at kunne havde bedre fat, og efter mærkede vægt forskellen og sænkende en smugle af højden men brugt flere kræfter og åbnede vingerne mere bredt for at få et større vinge fang og kom højere og højere op, hvor efter han lod blikket på hende og smilede let og landet 1 meter væk fra skrænten for at sikre ingen af parterne skulle snuble, og falde, hvor efter han landet og lod blikket på hende '' sagde jeg ikke at du ikke skulle springe i, for jeg ville hente dem, og hvis du gør det igen køre turen endnu en gang'' sagde han lidt drillende for hende

Regnen regnede stadig på hende og nogen enklte gange dryppede det fra Micheals hår ned på hende. Hun var lidt rundttosset., og svarede først lidt tid efter på hans lille joke. "Så må du jo komme hver dag" sagde hun et meget kort lille svagt og nærmest usynligt smil kom på hendes læber hvorefter det forsvandt med det samme igen. Tja...det var nok smil for i dag mente hun selv. Hendes hår havde klistret sig svagt til Micheal bare overkrop som Zeril først havde lagt mærke til nu var bar. Hun havde lige før knuet sig ind til den da den afgav varme. Et minde var kommet frem om sin elskede ´fra engang hvor hun stadig havde et bankende hjerte. HUn havde lænet sig ind til sin kære og holdt om ham. Et kort sekundt så hun situationen for sig, sin kære og hende havde stået i en rosen have, i regnvejr. Men hun blinkede i det samme og her var hun. 204 efter hendes død i armene på en fremmed og med mudre over det hele. Hun sukkede imens hun rykkede hoved væk fra Micheal. "Tak´" sagde hun og så ned af sig selv. Hun ville give alt for at komme tilbage til bare den ene dag.

han lod blikket kort på hendes noget så smage smil da hun lod sig ud af hans greb lod michael blikket rundt og gik over til sit tøj, og samlet sin ind mudret jakke og T-shirt op fra jorden ''hvad siger du til at komme inden for og få vasket det mudre af os, han jeg arbejder hos forældre ejer et hus er, men der er få som kender det'' sagde han kort og lod blikket på hende ''det er blot hvis du selvfølgelig havde lyst'' sagde han kort og smilede venligt til hende.

Det var nok bedst at komme i ly nu, det så ikke ud til at det blev meget bedre det næste lange stykke tid. "Lad os det " sagde hun og nikkede til ham. Hun prøvede at gå over mod ham uden at falde, og det gik ret så okay. Hendes hår var faldet ned foran noget af hendes ansigt, men hun valgte ikke at flytte det da det intet betød. "Lad os forsvinde!" sagde hun pluseligt så mål rettet. Varmen fra et hjem havde hun ikke følt i lang tid da hendes hjem fandtes på et meget koldt og snefuldt område. Hun var enlig ikke flov over den meget menneskelige optræden hun før havde vist. HUn var mere flov over at hun havde sagt så mange personlige ting til en fremmed, men det viste sig jo at det var kommet til gav. "Du føre an" sagde hun og kiggede på den mudrede læderjakke....sådan nogen var dyre, det var alt læder, skin osv...

hans blik lod på hende og han lod en ild kugle fra hånden i nærheden af jakken og hans T-shirt, som blev lidt tørre, hans lod blikket på hende ''vi kan vælge og flyve og spare tid eller lege bambi på glat is'' sagde han kort og smilede venligt, hvor efter hans blik forblev på hende, og mærkede hvordan regnen ramte hans hud og hans bare overkrop, som var lidt mudret til, '' Zeril, de er en man burde være stolt af at kende'' sagde han kort og lod blikket rundt for at få en situations overblik.

Hun blev stum da han sagde dette, hun viste det ikek var sandt dette han sagde men hvis det var sådan han følte om hendes person så ville hun ikke sige ham imod. "Hvis du kan bære mig igen kan vi flyve?" sagde hun, det lød nærmest som en komando da hun sagde det, men alt i alt var det ikke nogen synderligt betydningen med hendes måde at sige nogen bestemte ting på. Natten var stadig ung og hun kunne blive her hele natten hvis det skulle være. Dog når det begyndte at blive morgen var det bedst hun kom på fastland igen så hun kunne komme tilbage dgb og søge skjul for solens dræbende stråler. Himlen var blevet mørkere og havet endnu vildere, så det var det perfekte tidspunkt til at komme væk i, Faktisk var regnen også blevet kraftige og ude i horisonten så man hvordan lyn og torden kom nærmere og nærmere. "Micheal" sagde hun pluseligt hun rystede så på hoved, "Ikke noget" sagde hun igen med alvorlig stemme. hun så det bedst i ikke at give sig til kende for ham. Hun så neutralt på ham. Hunhavde tænkt at fortælle ham om hvem hun virkelig var, men i frygten for at dette kun var fordi de var alene at han var flink slås hende nærmrest i hoved. Dette var som en drøm en meget underlig drøm...Han var jo en engel og hun en vampyr. Hun burde sulte efter hans blod lige som hun ville have gjort hvis de var på fastlandet. HUn viste at når denne nat var komme så ville dette ,,,venskab,, blive til noget uforklarligt