Hospitalet... {af H. L.}

Klokken er mange. Stadig intet svar fra dig. Måske har du bare glemt at skrive at du gik i seng? Men det ligner ikke dig. Det ligner ikke dig at glemme at skrive at du er færdig fra jiu jitsu. Eller at du endelig er kommet hjem, og at du savner mig.
Noget må der jo være galt, når du ikke svare mine beskeder. Ikke så meget som skriver at du ikke har tid. Der er bare tomt. Stille. Tavst.
Så bliver jeg enig med mig selv om at jeg skal i seng. Jeg har ikke godt af at være længe oppe. Med øjne der brænder, på grund af kommende tårer, ligger jeg mig i sengen. Tvstøjen i baggrunden gør mig intet.
Efter lidt tid, bliver fjernsynet slukket. Nu ringer telefonen, og jeg ser på displayet.
Min eneste tanke er; nå, nu har du tid til at snakke?!
Jeg afviser opkaldet, overbevist om at du bare vil sige undskyld fordi du ikke har skrevet. Det kan jo vente til i morgen.
Så tikker en sms ind.
Jeg ser på afsenderen. Det er mobilsvareren, med én ny besked. Den er fra dig.
Jeg ringer op, og det første jeg hører, er at du er på hospitalet. Først er det som om alt inden i mig stivner.
Så siger du, at det ikke er så slemt, at du bare har svært ved at se. Okay... Tårerne presser på nu, og triller ned af mine kinder.
Jeg ved jo at med vores liv, kan du miste synet med det samme, bare der er en smule galt.
Du griner, i telefonbeskeden. Om det er fordi du i virkeligheden græder, kan jeg ikke vide. Men det lyder som om du inderst inde er bange. Lige som mig.
Beskeden slutter, ved at du siger at du håber at det bliver bedre til på fredag, og at du elsker mig.
Jeg bider sammen, og kvæler et klynk. Det er på hospitalet, i den anden ende af landet, og jeg kan intet gøre. Jeg er bange, og ligger som et eller andet pattebarn og tuder.
Nu ligger jeg bare i sengen, og venter. På en sms, på en opringning... På at vågne. På at finde ud af at dette bare er en dum drøm, at du har det fint, at der intet er sket. Men nej, for at drømme, skal man sove. Og jeg er lysvågen og tuder endnu...