Who needs that? - Arason

Sted: Doomsville City - Bazaaren
Tid: Middag.
Omgivelser: Masser af personer, som går rundt blandt boder og butikkerne.
Vejr: Solrigt.

Mylderet på bazaarens brede gade havde et fantastisk flow i sine bevægelser. Alle mulige farver bredte sig ind imellem folkemængden, mens at siderne ofte bar en klassisk hvid farve for at vise, at dette var en bod. Kun foran de få butikker var der en anden farve end hvid. Forskellige hårfarver, øjenfarver og personligheder strømmede ned forbi boderne. Deres bevægelser fulgte hinanden - hele tiden med et langsomt tempo, så man kunne nå at købe noget i en bod, mens man gik forbi. Hvis man studerede dette landskab ville man kun tænke, at det var en klaustrofobs værste mareridt.

Hele denne bevægelse blev dog ødelagt ude ved siden af gaden. En kvinde havde valgt at stille sig op ad en butiksrude, hvilket skabte et problem, da folk ikke kunne komme forbi og blev nød til at gå lidt længere frem. Flere personer havde valgt at komme med nogle skændsel ord til denne kvinde, mens andre bare bevidst skubbede hård til hende. Ufokuseret på hvad der skete omkring hende, blev kvinden dog bare stående. Hun rettede kun håret, når folk skubbede til hende ekstra hårdt.

Musklerne i hendes krop var afslappet, mens hun stod lænet op ad væggen ind til en anden butik. De blå grønne øjne stirrede hen på butikken overfor med et blik, som ikke veg væk fra den. Hun tog et enkelt bid af sit æble, som hun holdt i hånden, mens hun i et kort øjeblik lod tankerne svæve rundt til de omgivende mennesker. Ofte var det nogle onde ord omkring hendes irriterende plads på gaden. Disse tanker frembragte bare en mild latter på hende læber, hvorefter æblet fik endnu en bid i sig. De blå grønne øjne rettede sig rundt på folkemængden.

En mand masede sig ignem folkemængende han hadde når folk gjorde alle de ting de kunne for han havde kun en læder rustnig på og et par smadret sko han sukkede og gik ignem folk mængende ind til han fik øje på en kvinde der stod med sin ryg mod et butik vindu han gik vidre og smilte for sig selv han elskede vejret han havde jo et skib men hvorfor kunne han ikke huske selv om han prøvede virklige meget hvorfor kunne han ikke huske noget som helst det var irternde

Den mørkhårede kvinde stod stille og prøvede at koncentrere sig om sine egne tanker og lukke alle andre ude - lige indtil hun opfangede et bestemt signal. Hendes blå grønne øjne stirrede rundt i folkemængden og fandt straks frem til kilden. Et smil tegnede sig på hendes læber, da hun kendte den type før, som hun før i tiden havde fået brugt til sin egen nytte. Manden kom tættere på, og da han var lige foran hende, valgte hun at følge med folkemængden hele tiden ved siden af ham, indtil de kom til en enkelt lille gyde ind imellem to butikker. Hun lod sin arm glide ind i hans og derefter trak hun ham med ind i den smalle gyde. Hendes arm slap hans med det samme hun havde placeret sig selv imellem ham og den store gade, så han skulle forbi hende, før han kunne komme ud.

Et smil trak sig frem på hendes læber, da hun så på ham. ”Hej,” sagde hun bare og ventede på at se en reaktion i hans ansigt, før hun ville fortsætte.

Han mærkede en der trag ham ind i en vægge hvor han ikke ville
kunne komme vidre uden at smadre hende eller komme ud af den front hun stod ved ham "kender jeg dig" svarde Arason og kiget på hennde der stod lige foran ham han mente ikke han havde set eller mødt hende før han kløede sig bage nakken må jeg komme ud igen eller er der noget bestemt du vil " sagde han og kiget med 2 øjne på hende mens han vente på svar fra hende

Hun stod bare stille og kiggede på ham og lod som om, at hun tænkte. ”Mindes faktisk, at vi her mødtes en gang før. Har du ikke engang bygget et eller andet ud af træ?” Spurgte hun bare med en sådan overbevisning, at det kun kunne lyde sandt - medmindre man kunne huske andet, som hun regnede med, at han ikke kunne.
”Altså… jeg vil godt snakke med dig, hvis jeg må,” svarede hun bare på hans spørgsmål, hvorefter hun tog et bid af sit æble og smilede til ham.

han rodet hans tænker ignem "jo det kan godt være jeg har gjorde det"
svarde han og kiget undskyldene på hende "men jeg kan ikke huske dit naven så det er nok ikke en go ide at du ville snakke med mig" sagde han og kiget smilende på hende han viste ikke hvad der var sket " hvad vil du snakke om om jeg må spørge" svarde han og kiget stadig smilende på hende hvorfor havede han så stor til tro til hende

Et smil krydsede hendes læber, da hendes plan var lykkedes. ”Jeg tror faktisk, at jeg er helt sikker på, at jeg engang har hjulpet dig med det.” Sagde hun bare efter et stykke tid, så det lød overbevisende nok og det lød som om, at hun havde tænkt over det.
”Mit navn er Kali,” sagde hun bare smilende og rakte sin hånd ud. ”Og du må undskylde, men jeg er dårlig til navne, og kan kun huske ansigter. Så hvad var dit navn igen?” Hun trådte et skridt frem imod ham med sin åbne hånd.
”Det jeg ville snakke med dig om var, at nu har jeg jo engang hjulpet dig, og jeg ville spørge, om du ikke også ville hjælpe mig. Altså… tjeneste for tjeneste” Hun så en smule ned i jorden, for at få hende til at virke lidt nervøs.

han kiget på hende hjulpet ham han kunne ikke huske det men nikkede til
hvad hun sagde "kali kan stadig ikke huske dig men det kommer an på hvad
du vil ha hjælp til" svarde han og kiget på hende han stod selv og tripide lidt på føderne også lig pluslige uden varsel fik han glasskår i hans fod han råbte op men folk hørte det ikke "jeg hedder Arason" svarde han og hoppet nu da han var kommet til skade med foden

”Altså.. jeg vil bare have dig til at gå ind i et hus og tage et smykke med ud. Det er blevet taget fra mig, og det var mig meget dyrebart.” Hun så bare på ham, og fik et lettere chok, da hun så ham hoppe rundt.
”Hvad er der sket, Arason?” Spurgte hun og fór hen til ham for at støtte ham. ”Hvad laver du dog?” Hendes blik var rettet mod foden for at finde ud af, hvad det var, der var sket.

"det er ikke noget min fod er bare blivet ramt aff et glasskår" svarde han og prøvede og holde tårne inde men det var meget svært han tog sig til foden og hoppet stadigvæk han hadet det her han kiget på hende men tåren var ikke lette og holde inde han kiget på hende og sagde med en hæs stemme "skal vi komme igang meddet eller hvad" man kunne høre på ham at han helst ville lade være med og spille en lille pige han ville holde smerten i sig men det var svært

Hendes blik hvilede bare på ham, og hun havde på sin vis ondt af ham, og på sin vis vidste hun ikke helt, hvordan hun skulle reagerer på den opførelse, som han havde. Langsomt trådte hun hen imod ham, og ignorerede, han nyeste ord. ”Før vi skal i gang, skal vi have det glasskår ud af din fod. Vil du sætte dig ned, så fjerner jeg det?” Hun så bare på ham og ventede på, at han skulle sætte sig ned. ”Og… har du noget stof, som vi kan vikle om?” Langsomt løftede han sin hånd og lagde det på hans skulder for at se, om hun kunne dæmpe smerten en smule ved at vise omsorg, og ved at vise, at det faktisk var okay at græde.

han nikede til hende og holde tårne inde stadig væk han sætte sig ned og kiget på
hende "du kan fjerne den nu og nej jeg har ikke noget til og vikle om den " svarde han og kiget på hende han ville kalde hende kail det ville være lettes og huske han sukket og smilte til hende mens han vente på hendes svar han tog sig selv til skulderne og smilte til hende

Hendes blik hvilede på ham, og hun satte sig ned på jorden sammen med ham, hvorefter hun tog fat i den hvide top, som hun havde på, og rev et stykke af, hvilket resulterede i, at man kunne se en smule af hendes mave og navle, som var hel flad. Hænderne greb fat i hans fod, hvor hun langsomt med blide hende fandt frem til glasskåret og trak det så blidt ud, som hun nu engang kunne, hvorefter hun viklede det hvide stof rundt omkring foden, så blodet forhåbentlig ville størkne. ”Jeg håber, at dette vil hjælpe.” Hun så på ham og smilede le til ham, for at vise, at altid nok skulle gå. Til sidst lod hun sin hånd glide hen over det indviklede sted, "sådan," sagde hun bare roligt og sendte ham endnu et smil.

han smilte til hende og der faldt en tåre fra ham da han mærket hende hive den ud imens hun begynde og vikle det stykke stofe om hans sår imens han smilte til hende "tak" mumlte han og kiget på hende han blive lidt tændt da hun rørte hans sår alleså forbindinigen om hans sår fordi hun rørte et sted så han fik smerte og fordi hun var blide ved ham lige nu "mange tak" sagde han og prøvede og skjule hans rejsnig som han lige havde fåede

Hendes blik hvilede på ham, hvor det hele tiden var rettet mod øjnene, selvom hun godt havde set, hvad der skete længere nede for ham. Dog prøvede hun at ignorere det, da hun ikke kunne se nogen grund til at holde øje med dette.

Langsomt rejste hun sig op og kiggede på ham. ”Er du klar til at stå?” Spurgte hun og rakte sin hånd ned til ham. På en eller anden måde synes hun det var hyggeligt nok at passe ham, men derfor var hun stadig så nysgerrig efter at få fingre i det smykke, som befandt sig inde i huset bag dem.

Arason rejste sig op og trode ikke at hun havde set det så
han sprøvet stadig og skjule det "ja jeg er klar hva hva det vi skulle
gøre nu" sagde han og smilte til hende uden han ikke lagde mærke til det havde han ikke forsøgte og gemme det nu han kiget på hende og nikkede "er klar hva skal vi nu" sagde han og sende hende et lille smil hun var meget sød men hun var ikke varulv heldigvise men hva var hun så hun var heller ikke menske var han sikker på og en vampyr ville garangterte ha forførte ham

Hun stod bare stille et øjeblik og fulgte hans bevægelser, men han langsomt stillede sig op - imens han gjorde dette prøvede hun at undgå at kigge andre steder hen end hans ansigt, da et eller andet bare fik det til at virke akavet. Dog var hun normalt ikke den type, som blev pinligt berørt over den slags, men lige her gjorde det bare et eller andet i hende.

Et kort smil skød frem på hendes læber, da hun kom i tanke om hendes mission. ”Det hus lige herovre,” sagde hun og pegede hen imod huset, som hun havde stået overfor, ”inde i det hus er der et bord med et smykke på; En meget dyr halskæde, som engang tilhørte mig, men blev hugget fra mig. Dog kan jeg ikke selv gå derind, fordi mænd står og holder vagt, som ikke vil lade mig komme i nærheden af det, da de kender mig i forvejen.” Hun stod bare og så på ham et lidt tid for at se, hvordan det var han så ud til at have det.