Its all kaos - Josh

T: 16:56
S: Firewood Village
V: Køligt.. det regner
O: Løbende folk, våde gader og snart tomme og mørke gader
P: En stor hvid hue med blå øre, en hvid meget stram stropløs kjole, netleggins og bare føder (Kan ses i profilen)

På et lille gade hjørne hvor regnen var værst sad Lynie klinet fast til væggen driv våd og stivfrossen.. vejret var ikke lige frem skide koldt så man ville være stiv frossen men hun havde næsten intet tøj på... Hun havde en stor hue på med blå øre... som selvfølgelig gav hende lidt varme, men ellers havde hun bare en hvid stram kjole på uden nogen stropper og uden bh inden under, hendes skulder var blottet og dråber løb ned af dem, hun havde netleggins på som regnen selvfølgelig fossede lige igennem og gjorde hende kold og våd... noget af det hår som hang ud fra huen var helt gennemblødt og det samme var hendes tøj, fuldstændig gennemvådt og det klistrede sig til huden... hun sad og prøvede og varme sig selv med at gnide sig op af armene gentagende gange, men det hjalp ikke, hver gang hun åndede kom der røg ud af munden på hende, kold røg, ikke cigaret røg... nej den røg som kom ud af en når man åndede og det var koldt...
Hun havde intet mad fået i meget lang tid og var der for helt udsultet, det kunne ses på hendes ansigt som var helt mageret at se på... hun var ogs helt bleg i huden men der var nu mere pågrund af kulden hun befandt sig i... Hun sukkede dybt og en stor røgsky forladte hende, hun kiggede op mod himlen og selvom det nok ikke helt kunne ses da dråber jo gled ned af hendes magere ansigt så græd hun... tåre løb ned af hendes kinder men kunne blive forvekslet med dråber fra regnen... men hendes små hulken kunne høres og det var tydeligt at hun var på nippet til at bryde sammen og give op... give det hele op... ah... hvor hun ikke gad det her, hendes hulk blev mere hysteriske og efter kort tid havde hun lagt ansigtet i sine hænder og var brudt sammen i gråd... Hun var blevet smidt ud af de samtlige kroer da der ingen sovepladser var... hun havde mistet sit arbejde så der kunne hun ikke engang tage hen og hun kunne ikke finde sin vej hjem til Dust... som hun jo arbejde for.. hun var faret fuldstændig vild... hun vidste ikke hvor hun var... hun lagde ikke mærke til de mange øjne som lige blev lagt på hende af de mange mennesker som løb forbi hende mens de flygtede hjem fra regnen... og ingen længe var gaderne tomme og forladte... mørke og triste...

Det regnede og som sædvanlig krøb alle i skjul, hvilket bare fik et drilsk smil frem på den unge Josh læber. De løb fra regnen, som var det ild kugler der faldt ned fra himlen, og ikke små uskyldige regndråber som ikke ville gøre andet end at gøre deres tøj vådt. Men nej, de opførede sig som om regnen ville gøre dem fortræd.. Han grinte let og lystigt, havde slet ikke travlt med at komme væk fra regnen, for hvor pokker skulle han lige tage hen? Det hus han havde i fremtiden, var ikke det han kunne tage tilbage til, i hvert fald ikke før han havde snakket med Jacob omkring det..
Han gav sig til at nynne, men stoppede så snart han hørte en hulken blive dæmpet i regnen.. Den unge hulken tilhørte en ung pige som sad op ad muren, deprimeret og trist.. Han satte hovedet på skrå, gik hen imod hende og satte sig på hug foran hende med et venligt på sine læber, så han afslørede sine smilehuller.
"Hej," sagde han med en stemme så varm og rolig.
Han tog sin jakke af og lagde den om hende forsigtigt, imens han kiggede hende i øjenene. Derefter tog han den rygsæk som han bar rundt af og åbnede den, afslørede et stykke brød foran hende. Han smilte og rakte det til hende. "Her," Han kunne mærke på hende at hun var sulten, eller så kunne han se det..

Noget rørte på sig.. foran hende, hun kunne mærke det... hun kunne se noget af det... hun kiggede op for sig da en mandestemme talte til hende, hans stemme var varm og rolig... og på en eller anden måde gjorde den ogs hende mere rolig... men hun sagde ikke hej tilbage til ham som hun nok burde havde gjort... men hendes stemme ville bare knække... hendes øjne var helt røde og oprevet af hendes gråd men hun magtede alligevel at give et lille smil fra sig da han lagde sin jakke om sig... men smilet forsvandt desværre igen... hun gøs let af den varme jakken gav.... om hendes bare skuldere og noget af hendes kinder da hun trak den godt op om ansigtet..
Lynie kiggede på det stykke brød han rakte hende, hun kiggede op på ham og lidt tøvende tog hun imod brødet og gav ham endnu et smil som forsvandt hurtigt efter... hun begyndte at spise lidt af brødet og kiggede så op på ham... "Tak" sagde hun endelig og spiste videre imens regnen stadig dryppede ned på dem..

Det var tydeligt at se at der var noget som plagede denne pige.. hver gang hun prøvede at smile, forsvandt det ligeså hurtigt som det var kommet, hvilket fik ham til at tøve om hun egentlig ville have hans hjælp, men hun virkede ikke til at være fjendtlig overfor hans venlighed, så han regnede med at hun godt ville have hjælpen. Han smilte endnu engang varmt til hende, kiggede lidt på hende imens hun spiste brødet, inden han rejste sig op og kiggede rundt for at finde et sted hvor de kunne finde ly..
Han vendte sig om imod hende, da hun sagde tak og sendte hende et venligt smil.
"Det var da så lidt," sagde han og rakte hånden ned til hende, for at hjælpe hende op at stå. "Mit navn er Josh, må jeg spørger om dit?"

Brødet blev spist ganske hurtigt og da hun var færdig kiggede hun op og fandt ham stående, hun måtte gengælde hans venlige smil på en eller anden måde... hun virkede jo så uforskammet... men det var hun jo slet ikke, så... hun smilede så godt hun kunne venligt til ham og holdt det lidt længere denne gang.. hun kiggede på hånden han rakte frem mod hende og tog imod den... hun hev sig selv op at stå men lidt langsomt... hun var foruden kræfter... hun nikkede da hun fik hans navn.. "Josh... mit navn er Carolyn.." hun smilede til ham noget bedre end de andre gange og kiggede på ham... "men... øh.. jeg bliver kaldt Lynie.." sagde hun tøvende og kiggede lidt ned

Han hjalp hende helt op at stå og fandt det skam ikke uforskammet at hun ikke smilte ligeså meget som ham selv, han kunne vel forstå at der var et eller andet som plagede hende, hvilket gjorde det svært for hende at smile. Han havde syndes det havde været uforskammet hvis hun havde vrisset af ham eller skubbet ham væk, især da han vidste en høflig form for venlighed.
"Jamen, godaften Lynie," sagde han med det venlige smil og rettede sin jakke, så den sad bedre om hende. "Må jeg spørge hvad du laver her og ikke søger ly som de andre?" han lagde hovedet en anelse på skrå.

Hun smilede taknemligt da han hjalp hende helt op og støttede sig til muren og kiggede udmattet men venligt på ham, "godaften" hun smilede til ham mens hun prøvede at få sin balance tilbage, men indtil videre måtte hun støtte sig til muren ellers var der ret stor sandsynlighed for at hun faldt sammen på jorden. Hun kiggede ned af sig selv da han rettede sin jakke på hende så den sad bedre, mhh... Det var dejligt med noget varme... Hun skælvede lidt af varmen jakken gav.
Hun sukkede og kiggede ned i jorden "jeg var intet sted at søge ly... Jeg bor sådan set.. På gaden" hendes stemme var en svag mumlen som nemt kunne overhøres men nu når han ikke stod så langt fra hende burde han nok kunne høre hvad hun sagde til ham men det ville være en anelse besværligt for ham