To på job, sikke et kaos. (Delilah)

Terrorville district. Et sted han helst holdt snuden væk fra, deres vagter var meget mere målrettede og veltrænede, bedre betalt for deres job som de jo var. Et sted hvor selv en kat havde to bodyguards, bare for en sikkerheds skyld. Han hadede det sted, hvor fint det end var. Han havde spioner her, et par stykker. Et par som levede en tilværelse som gift og i en to etagers villa, en del af selskaberne heromkring. Og en der havde infiltreret vagterne. Men heller ikke mere end det, for det var farligt at lege med ilden. End til videre havde han undgået stedet, men nu var han her igen. Sidste gang havde han løbet for hans liv, behøvede han også det denne gang? Han regnede ikke med det. Tingene var bedre planlagt og han var meget stærkere.
Disse ting tænkte han på, da han gemte sig i skyggerne, kun få huse fra det hus han i aften skulle ind i. Dræbe i. For at få sin belønning, bestående af en stak værdier, nogle våben og støtte blandt resten af vagtkorpset i byen. Og det havde han brug for, jaget som han var. Han var jo heller ikke så forsigtig igen, når han gik rundt i de mere snuskede dele af byen...

Denne aften var rolig. Det var overskyet, men ikke med skyer der lovede regn eller blæst. Bare nogle skyer som forhindrede månen og stjernerne i at skinne ned til dem. Dækkede omgivelserne i mørke, med undtagen de få lamper som denne del af byen var udstyret med. For Sean betød det ingenting, hvorvidt han kunne se farverne på husene. Hvilket var det eneste lyset gjorde for ham. Han var van til mørket, van til at blive skjult i det, selv om det også skjulte ting for ham. Han pressede sig op af den kølige husmur, da to vagter i rustning gik forbi. Viste de hvor meget de larmede? Lyden af deres rustning, lyden af metallet på deres sko mod jorden...Man kunne høre dem langt væk fra. Han var næsten usynlig i mørket mellem husene, vagterne gik bare videre mens de småsnakkede om et eller andet.
I et øjeblik tænkte Sean bare på om han nu havde det hele. Kniven i en skede om den ene ben, nede ved foden, gemt bag nogle behagelige, smidige, sorte bukser. Der ud over havde han nogle lette lædersko på. Beskyttende, lydløse. En varm, sort trøje. Ingen kappe, som bare ville sætte sig fast i alt muligt. Kniven i underarmen, som var udstyret med en mekanisme der gjorde at kniven ville springe frem, så snart han pressede mod en knap på læderskeden. Det mørkebrune hår strittede let ud til alle sider, som så ofte, bortset fra pandehåret der hang ned over han pande. De fire, hvide, grove ar tværs over hans ansigt, efter mødet med en nichtcan.
Han havde en muskuløs krop og det var kun blevet bedre efter ritualet som havde forvandlet ham fra en sølle, normal dæmon til en Archdemon.
så han var klar, han gennemgik hurtigt opgaven i hovedet et øjeblik, tjekkede om nogen var i nærheden, før han forlod skyggernes trygge mørke og trådte ud i det spredte lys, med kurs mod huset lidt længere op af gaden.

Manden havde kontaktet ham og bedt om et møde. Fint for ham, han havde alligevel brug for arbejde. ikke for pengenes skyld, dem havde han masser af, men det var alligevel rart at være aktiv. Føle spændingen ved livet, som man ofte savnede når man havde levet længe nok.
Dræb manden. Skide være med konen og de to børn. Lad dem leve eller dræb dem. Men manden skulle dø! Dræb ham og han ville blive godt belønnet. Sean havde ikke stilet spørgsmål om hvorfor, det var ikke hans job at vide det. Bare at gøre det. Men rygterne gik alligevel på forskellige ting...
Nuvel. Ind i huset. dræb. Slet spor. Ud og væk. Hurtigt, lydløst og uden vagterne fik viden om noget af det. Nemt nok.
Han var nået til huset, et to etagers hus. Mursten. Mange af husene her i districtet var af mursten og ikke af træ, som længere nede i byen. Dobbeltvinduer. To glas. En stor dør af massivt egetræ, små vinduer så tjeneren, butleren eller hvem de nu havde, kunne tjekke en, før de åbnede op. Han måtte medregne en bodyguard eller to og måske et alarmsystem. Denne familie var jo rig og manden sikkert lidt paranoid. Han listede rundt om huset og om i haven, hvor han viste der ikke vil komme tilfældige forbi gående. Jo mere overraskelse han kunne få, jo bedre. Der var lys i de øverste vinduer, hvilket viste de havde spist aftensmad. Der var også lys i det han gik ud fra var køkkenet. Et kort kig ind af vinduet, da han trådte gennem et blomsterbed, bekræftede det. en kort gøen afslørede en ting han ikke havde regnet med: en hund. Sikkert opdraget til at beskytte.
Han stoppede op ved terrassen og kiggede ind af de store vinduer der prydede denne side. Intet, der var mørkt. Dog fornemmede han omridset af nogle stole, et bord, nogle reoler og en pejs. Resten var borte i mørket.
Det var på tide at begynde arbejdet...

Mørket sivede ud fra de få afkroge der var gemt, og omsluttede alt. Lyset fra gadelygterne lavede lejlighedsvise huller i mørket, men forhindrede bare forbipasserendes øjne i at vænne sig til mørket. Stilheden sneg sig endnu langsommere end på verden end skyggernes fingre, idet den kom ubemærket men lagde sig tungere omkring verden som et slør. Verdenen var for længst faldet til ro, hvilket også betød at det var på tide for ubehagelighederne at kravle frem fra deres helt personlige underverden. Hvilket de også gjorde.
Fandens distrikt.
Delilah havde praktisk talt ikke bevæget sig i flere timer. Hendes muskler skreg til hende, og hendes tanker var begyndt at flyde ud i ét langt spor. Det var utroligt kedeligt at stå stille i så lang tid, også selvom man stod et sted hvor der hele tiden var en chance for at man blev opdaget, og dermed ville dø. Hun havde været i konstant årvågenhed hele tiden, og hendes sanser var endnu på højeste beredskab - det var nok også derfor hun ikke længere kunne fokusere ordentligt. Men mørket havde endelig fundet sin vej til himlen, og selvom månen var gemt bag et tæppe af grålige skyer, så vidste hun at den var lige over hende, og farvede oversiden af skyerne blege. Og når den var oppe, betød det én ting i Delilahs verden - Det var tid til at lege.
Hendes ryg var presset op imod en mur, der måtte være et af de eneste lettere hengemte steder i hele dette fandens distrikt. Et halvtag kastede en skygge ned over hendes position, og et træ skyggede for omkring en halv meter, ude fra gaden. Men fra alle andre retninger var der frit udsyn, så hun havde måttet krybe sammen til næsten ingenting, når vagterne passerede. Hun var selv lettere overrasket over hvor lettet hun var over at forlade dette sted, men på den anden side var det præcis ligeså perfekt opsat som et dukkehus - og havde været det lige siden hun kom.
Hun var kun kommet et par skridt ud fra sit skjul, da lyden af raslende rustninger nåede hendes ører. Med det samme sank hun ind i mørket, og trykkede sig i næsten liggende stilling op af træet. Flere minutter efter var den raslende lyd svundet ind til en ubetydelig baggrundsstøj, og hun blev skubbet op i stående stilling.
Uret tikker.
Hun gled igennem mørket, og hen imod det hus hun havde fået udpeget. På trods af hendes høje hæle, var hendes skridt lydløse som en kat med poter - men det havde krævet mange års øvelse at ende op sådan. Hun gik bedst i høje hæle, og bevægede sig bedst i læder. Ligesom det sorte læder der smøg sig om hendes ben, og den læderjakke der hang om hendes skuldre og dækkede for det våbenbælte hvori alverdens våben var placeret. Selvfølgelig var andre våben placeret rundt omkring på hendes krop, uden at de var nær så synlige som hendes bælte.
Skyggerne gjorde hende mere usynlige end hendes mørke tøj, da hun trykkede sig op ad husmuren. Med små, hurtige skridt nåede hun om til et hjørne. En kæmpe hund gøede hidsigt af noget ved det næste hjørne, men selve huset dækkede for hendes udsyn. Hendes fingre legede med en af de mindre knive idet hun nærmede sig det larmende dyr.
Hold din kæft, køter.
Det havde været for optaget af hvad den end havde gøet af, til at opdage hendes kniv der med en lang bevægelse skar dens strube over. Hun lod den lydløst glide tilbage i dens skede, og trådte så om på den anden side af muren.
Og stødte direkte ind i en eller anden.
Hendes hånd var med det samme rundt om hæftet på en af de større knive, idet hun vendte sig for at se på hvad det var. En mand.

Hunden stoppede pludselig med at gø og det fik en alarmklokke i Seans hoved til at ringe. Hvorfor gjorde den det? Selvfølgelig var dens stilhed bedst, så tænkte folkene inde i huset nok ikke over der var nogen. Men den stoppede ikke af sig selv, når der var nogen i nærheden. Han stoppede op, pressede sig op mod muren og var kun svagt oplyst af lyset fra køkkenvinduerne. Pludselig mærkede han en fornemmelse af at der var nogen, fornemmede en skikkelse...Da nogen havde travlt nok til kun lige at stoppe op foran ham. Heldigvis lydløst. Kniven var hans ben, en sølvkniv med forskellige tegn, bla. pentagrammer, var pludselig i hans hånd. Metallet var køligt. Kniven var specielt fremstillet til at virke mod alle racer, også dæmoner, og han mærkede den sviende fornemmelse af pentagrammerne, da han holdt kniven i sin hånd. Men smilte let samtidig, for den mindede han om alle dem havde brugt kniven imod og om at han ikke selv var uddødelig. Hans elskede kniv, hans eneste trofaste følgesvend...
Han fokuserede på personen, som nu stod foran ham, da han havde vendt front mod...Hende?
Han lod kort blikket glide ned over hende, lugtende duften af dæmon omkring hende, fornemmede kniven i hendes hånd og trådte per automatik et skridt bagud, for at undgå et evt. angreb. Han holdt sin egen kniv parat, dog uden at rette den direkte mod hende. Han ville ikke opildne til kamp, specielt ikke mod en af sine egne.
"Tog du dig af hunden?" en sænket stemme, næsten uhørlig i natten. Men han måtte vide det. Var det hende, eller skulle han være på jagt efter andre også? Skulle han gå tilbage og tjekke det? Dette kunne bringe hele situationen i fare!
"Hvem er du, hvad laver du her?" spørgsmålene kom hurtigt, kort. Og sagt bestemt nok til, at han ville have en svar med det samme. Han så direkte på hende, alle hans sanser var på højkant. Dette kunne ændre alt...det var ikke sikkert, hvis han først skulle tage sig af en besværlig dæmon. Hvis hun da bare ville gå eller noget andet, så han kunne fortsætte i fred!
Han trykkede sig op mod husmuren igen, da lyset bag ham pludselig blev slukket. Hvem der end havde været i køkkenet, nok en kok som havde ryddet op og gjort klar til i morgen, havde forladt i køkkenet. Gik måske en tur rundt i huset eller direkte hen et sted for at sove. Men nok ikke ovenpå. Det var altid ejernes plads. Ikke tjenestefolkets, andet end når der skulle gøres rent. Han smilte let. Med lidt lydløshed kunne det være let at snige ind gennem terrassedøren og ind i huset. Op af trappen...finde det rigtige værelse...
Men først kvinden foran ham...Som han hurtigt så på igen.

En dæmon. Der var ingen tvivl. Hun havde altid selv ment at duften af dæmon var let sødlig, men alligevel havde en skarp underkant af noget der kunne minde om en syrlig form for peber. Skæret fra hans dæmon kunne utroligt kort skimtes i lyset fra vinduet, men hun kunne naturligvis endnu finde omridset med blikket, selv da den var hengemt i mørket. Hendes første reaktion var at danse nogle skridt tilbage, hvorefter hun gik et smule i knæ - men så lidt at det ikke ville blive bemærket i hendes holdning. Hendes muskler spændtes, og var klar til kamp. Det bratte sammenstød havde medført at en mekanisme i hendes krop blev aktiveret, der gjorde alle hendes celler klar til kamp.
"Den er død."
Kort, simpelt og hurtigt sagt så det var mere besværligt for ejerne af huset at opfange hendes næsten uhørlige, men alligevel hvæsende stemme - der osede af irritation. Det var altid hende der endte med at støde på en eller anden komplikation der endte med at bringe hele hendes opgave i fare. Den første tanke der strøg igennem hendes tanker var at det ville være nemmest at slå ham ihjel, idet hun så nemmere kunne komme til byttet. Men hun vidste godt at det ikke var helt sandt, for en dæmon var altid et irriterende bytte - og han var ikke den hun var kommet efter. Især fordi han ikke var en kvinde.
Hendes blik gled op imod vinduerne over dem, for at vurdere hvor langt der var op til dem, og for at se om hun kunne være heldig nok til at fange et glimt af den kvinde hun var på jagt efter. Desværre var hun ikke så heldig, men det havde hun heller ikke regnet med. Hun var nødt til at komme forbi hvem end der var i det vindue de stod ved, og komme op på den sal som de rige altid brugte til deres private værelser.
Så snart han spurgte hvem hun var, og hvad hun lavede blev hun straks varsom omkring ham. Hvis man kendte en persons navn var de nemmere at finde, og han var en dæmon. Hvis han under al forventning også var en incubus kunne han meget muligt være fra det samfund hun flygtede fra, og ville derfor være en stor trussel for hende. Og hvis hans ærinde var helt anderledes end hendes, kunne det også være en trussel der måtte tilintetgøres. Og det havde hun faktisk ikke tid til. Hun skulle være ude af denne del af byen før solen stod op.
Hun tog en hurtig beslutning.
"Delilah, jeg har en opgave. Du?"
Lyset slukkede, og hendes opmærksomhed blev straks rettet imod døren foran hende. Hun lyttede opmærksomt til skridt der forsvandt, hvorefter hun trådte forbi manden - med ansigtet imod ham, idet hun ikke var dum nok til at vende ryggen til - så hun kunne komme over til tersassedøren. Hun snoede et par fingre rundt om det kolde håndtag, og trak utroligt langsomt til. Den raslede så stille at det næsten var uhørligt da den protesterede imod at blive åbnet.
Låst. Selvfølgelig.
Hun vidste at det var utroligt kliché, men det havde virket for hende i mange tider. Hun fik fat i en hårnål der var skjult under det mørke hår der bølgede ned over hendes ansigt, og vred den omhyggeligt fra hinanden. Hun havde konstant halvdelen af kroppen vendt imod den fremmede, og et halvt øje lagt på ham. Med et par vrid var hårnålen skilt i den rigtige størrelse, hvorefter hun stak den ind i nøglehullet og sørgede for at den tilpassede sig nøglehullet - Hun bevægede den en smule i hvad der syntes at være tilfældige retninger, og et stille klik gled ud i natten.
Hendes blik blev rettet imod manden, og hun lod for første gang fingrene blive skubbet modvilligt væk fra kniven.
"Gå ind eller bliv ude. Solen står op om nogle timer, og der skal jeg være væk."
Hun trådte ind ad døren, og blev med det samme opslugt af skyggerne i derinde.

Han fornemmede det næsten i luften foran sig, fornemmelsen af at være parat, af anspændthed, mærkede næsten følelsen af hendes stikkende øjne, da hun holdt øje med ham. Han havde kun mødt så intenst et blik få gange de sidste par år og som ofte havde det medført døden, for den der havde sendt det. Dæmonen foran ham var stille i lidt tid, sikkert mens hun overvejede hvad hun burde gøre. Men han havde ikke tænkt sig at stå her hele aften. Men netop som han skulle til at bevæge sig bagud, over mod terrassedøren, snakkede hun. Og bevægede sig. Han klemte op hånden, selv om han næsten kunne mærke hvordan den lavede små blære i hans hud. Men hun svarede bare og gik udenom ham, hen til terrassedøren. Han viste ikke hvad hun skulle, selv om det var tydeligt hun ville ind. Stjæle noget? slå nogen ihjel? eller forhindre ham i hans arbejde? Hvis hun skulle slå ihjel, skulle det i hvert fald ikke være hans offer! Han skyndte sig hen til hende og så lidt på hende mens hun arbejdede.
"Jeg har også en opgave" svarede han kort til hendes spørgsmål. Sit navn nævnte han dog ikke. Der var der ingen grund til, medmindre hun altså insisterede.
Et lille klik og døren var åben. Effektivt. Han var efter hende, inde i stuen, næsten allerede inden hun nåede at sige noget. Han lukkede døren i bag sig. Bare så det ikke få forkert ud eller så trækket kunne tilkalde en tjener, som sov i nærheden i et rum. Han lod blikket glide rummet, men fulgte hende ikke straks. I stedet gik han gennem rummet og ind i nogle andre rum, til han fandt det han behøvede: arbejdsværelset. Han åbnede alle skuffer og ledte papirerne igennem. Han kunne stort set ikke læse hvad der stod. Til sidst stødte han på en låst skuffe. det tog nogle forsøg at hive den åben. Træet knagede og han stod stille et øjeblik for at lytte efter folk...Intet. Han ledte papirerne igennem og fandt endelig nogen der kunne se ud til at have værdi. For nogen. Han foldede dem sammen og lagde dem i en lomme inden under hans tøj. så listede han endelig ud, hen til trappen og op af den.

Han gik ud fra Delilah var nået ovenpå nu og sikkert havde lokaliseret husets ejere. Han havde ingen planer om at gøre børnene noget, men ville uden tvivl såre kvinden, hvis hun var i vejen. Han var hurtigt ovenpå, trappen larmede næsten ikke, få knirk hist og her. Han listede sig ned af gangen og kiggede efter både Delilah og hvis nogen fra huset var vågne...Ved den første lukkede dør lagde han øret til og lyttede. han kunne sådan set ikke høre noget, så hvis der var nogen bag den sov de. Han tog let i døren og åbnede...To børn der lå og sov. Uforstyrret. han smilte let og opdagede en nøgle der lå på en kommode halvvejs inde i rummet. han tog en hurtig beslutning og listede lydløs gennem rummet, snuppede nøglen og skyndte sig tilbage til døren. Børnene sov stadig roligt da han gik ud af rummet, selv om den ene havde vendt sig i sengen. En pige og en dreng.
Han lukkede døren og låste den. Det lille klik fra låsen lød alarmerende højt i stilheden. Men Sean tøvede ikke, men skyndte sig videre ned gennem gangen...

Siden han ligesom hende sagde at han var på opgave, gik hun automatisk ud fra at han havde en opgave der var mindst lige så ulovlig og etisk ukorrekt som hendes egen. Hvis denne fornemmelse der diskret bevægede sig bagerst i hendes tanker og ubevidst påvirkede hendes dømmekraft i forhold til ham var rigtig, så kunne det betyde mange forskellige ting for hendes egen mission. Hvis han skulle omringe den kniv hun havde set et kort glimt af med det samme varme, klistrende blod som hendes egen kniv skulle indhylles i, så kunne det betyde en mindre kamp for at bestemme hvem der skulle få lov at begrave metallet i kroppen på personen. Men hvis de derimod skulle skære halsen over på to forskellige, så kunne det ende med at være samarbejde, og måske endda gøre det lettere idet der ikke behøvede at blive sendt tanker afsted imod de andre personer i huset.
Hun kunne ikke høre døren blive lukket bag sig, men hun kunne fornemme hans tilstedeværelse bag sig, og de kolde strøg af luft der sneg sig ind af døren der blev lukket ude, da den lukkede. Hun vendte sig ikke om og drejede ikke engang hovedet, idet hun kunne skimte ham bag gardinet af mørke lokker der fungerede som hendes hår. Hun kunne derfor se at han forsvandt ud af hendes udsyn hen imod et rum hun ikke kunne se.
Idet han forsvandt gled han også ud af hendes fokus, hvorefter hun rettede sine tanker imod den forestående opgave. Hendes skridt var dæmpede som en lyddæmper på en pistol, idet hun med overraskende hurtige skridt sneg sig op ad trappen, uden at ligne andet end en skygge der havde fået pustet liv i sig. Hendes skridt var lange og ensformige, idet hun hurtigt kom op af trappen.
Så snart hun var kommet op, lod hun de grønne øjne scanne rummet. Ingen farer. Det lykkedes hende at holde det lydløse i hendes skridt fast, idet hun listede igennem rummet. Først skubbede hun det første håndtag ned med et par fingre, og satte den på klem så hun netop kunne skimte nogle barneskikkelser der sov trygt i mørket. Hun ville egentligt have lukket døren til lige så hurtigt som den var blevet åbnet og gået videre til næste værelse, men med ét mærkede hun hvad der mindede om et stik i hendes bryst. Børn. Hvem ville kunne holde ud at have dem hængende omkring hele tiden?
Hun nåede at åbne to rum mere, før hun fik fat i hvad hun ledte efter. Døren blev åbnet på klem, hvorefter hun hørte den næsten uhørlige lyd af en dør der lukker i. Hun fik skubbet soveværelsesdøren til ejerne af huset i, og vendte sig om. Manden igen.
"Skulle du ikke stjæle noget? Gå nu!"
Hendes stemme var hviskende, men selvom den var næsten umulig at høre vidste hun at han kunne høre hende i stilheden omkring dem. Hendes fingre var tilbage på kniven.

Foran sig stod kvinden, som åbenbart havde på jagt efter ejerne af huset. Åh dette lugtede af problemer! To dæmoner der diskuterede, kunne hurtigt ende med for meget larm og at folk vågnede...Og inden de viste af det, ville hele huset være vågne, de ville blive nød til at dræbe alle og sikkert også kæmpe sig igennem flere vagter, som ville være blevet tilkaldt af tjenestefolk eller naboer...
Han stoppede op kun få meter fra hende, hendes lugt af svag lige her, men hendes øjne var rettet mod ham, det var han ikke tvivl om. Et let smil gled over hans ansigt. Han var ikke færdig, han havde flere måder at gennemføre sin opgave. Især nu hvor hun også var dæmon, hvilket måske var held i uheld.
Han lagde en hånd på døren ind til soveværelset og blev på den placeret lige foran hende, hans øjne så på hende, den måde hun så nervøst fingerede ved sin kniv hele tiden. Han blev nød til at overtage situationen, hvis den ikke skulle ødelægge det hele.
"Stjæle? du forveksler mig vist med en gemen tyv. Min hovedopgave et drab" svarede han kort, hviskende. Knap højere end et åndedrag. Lige nok til at hun kunne høre ham.
"Jeg ved ikke hvem du ønsker at dræbe her, for dræbe ved jeg du vil. Jeg er her for manden og har ikke tænkt mig at en dæmon som du skal stå mig i vejen. Så enden lader du mig klare min opgave og skynder dig væk eller jeg kan anholde dig for ikke at lystre en dæmon, der er højere end dig af titel. Hvis du er her for andre end manden, er jeg til gengæld fuldstændig ligeglad med dit ærinde!" det blev sagt hurtigt, næsten i en rivende hast, og da hans sætninger var færdige, tog han fat i håndtaget og skubbede soveværelses døren op. han så kort på hende, udfordrende. i princippet kunne han ikke vide om hun havde en højere rang end ham i dæmonernes samfund. Hans liste var ikke blevet opdateret den sidste måned. Men sidst han kiggede, havde der ingen været med navnet Delilah. Og uden rigtig at vente på svar, listede han sig lydløst ind i rummet, fulgte skyggerne hen mod dobbeltsengen, hvor kvinden og manden lå og sov. Deres åndedrag var roligere, dybe.

Han virkede lettere fornærmet over hendes udtalelse, hvilket hun som sådan godt forstod når han skulle slå ihjel som hende selv. Det var på ingen måde et lige så godt erhverv at være en tyv, i forhold til at være en morder af en eller anden art. Hun svarede dog ikke på hans ord, da hun vidste at en diskussion ikke var på sin plads her. Hvis de skulle diskutere måtte de ud fra disse indelukkede vægge, og helt væk fra det skarpt bevogtede område. Hans stemme var ligesom hendes egen utroligt dæmpet, og viste at han kendte lige så godt til mordets regler som hun - eller i hvert fald nogen af dem. Eller også kunne han gætte sig til hvad der ville være smart.
En af de første regler der kunne indlæres var, at man altid skulle være stille på arbejde, udenset hvilken idiot der begyndte at skrige. Hvis man først var højlydt, så var alt tabt - eller der ville komme en helvedes meget arbejde oven i den første del der var bestilt. Selvfølgelig var det en selvfølge for de fleste der skulle slå en ihjel, men det var også derfor det var hvad det var. Det udsprang derfra. Eller det var hvad hun selv troede, i alle tilfælde.
Hun afbrød ham ikke imens han snakkede. Det ville bare afføde den reaktion i form af en diskussion som hun ikke ønskede. Derfor lod hun læberne være samlede imens han fortalte, men hendes tanker stod ikke stille. Manden? Hvis han var efter manden, var der ingen problemer. Hun var efter konen, så det betød at de kunne hjælpe hinanden og begge deres opgaver ville blive nemmere fordi de ikke behøvede at tænke på ægtefællen der lå ved siden af, og sørge for at de begge døde hurtigt og lydløst. De kunne tænke på hver sin.
Et kort sekund ramte hendes tanker de to børn, der lå og trak vejret fredfyldt, trukket dybt ind i en drøm. De ville miste deres forældre - begge - og ikke have andet at klamre sig til i denne her sindssyge verden end hinanden. De ville blive revet ud af deres faste rammer, og klemt ned i et system de aldrig ville forstå, og som ville ændre deres liv for altid. På grund af hende. Hun var ved at ødelægge et par børns liv.
Men hun kunne ikke tillade sig at bruge denne lamme undskyldning for at lade være med at tjene penge til føden ... Og så videre. Derfor smuttede hun også ind bag ham, uden at ænse hans udfordrende blik. Den ene skikkelse i sengen var helt tydeligt kvinde, og hun sneg sig lydløst om på dennes side, uden at se tilbage på hverken manden bag hende eller manden der trak vejret fredfyldt i sengen. Hendes fingre var allerede omkring skaftet på kniven, så da hun trak den ud var det kun metallet der glimtede svagt.
Den gled ned imod kvindens hals, og kort efter var den smurt ind i blod. Kvinden var ikke engang vågnet af sin søvn. Hendes blik gled op på dæmonen, hvorefter hun nikkede imod manden. Det var hans tur nu.

Hun svarede ikke tilbage. Faktisk sagde hun intet, men det var han også ligeglad med. enden havde hun forstået budskabet eller udfordrede skæbnen, det var sjældent til at sige hvilken når det gjaldt en dæmon, de var jo selvstændige, stædige og stolte væsner.
Han smilte dog let, da hun smuttede ind bag ham, efter noget der virkede som en kort tøven. Han listede over til manden og så lidt på ham. Hans opgave lå lige foran ham og Delilah så ud til at skulle noget med kvinden. Godt. Så var han fri for at tænke på hende. Og deres opgaver kom ikke på tværs, medmindre Delilah var her for at dræbe begge. men måske levede hun så med at hun kun kunne få den ene?
Han valgte at ignorerede det. Lidt efter var det blod over kvinden og livet havde forladt hende, sammen med blodet. Lydløst, knap nok en svag lyd fra blodet, da det strømmede ud i starten. Manden rettede let på sig i søvne, da hans underbevidst sikkert fornemmede der skete noget slemt...Han ville nok vågne snart, af rene fornemmelser. Han havde kniven foran sig og så lidt på manden. Han fik lyst til at udfordre skæbnen. Gøre det her lidt sjovere, end bare et sølle mord. For det kunne blive sjovere. Han viste ikke om det bare var dæmonen inden i ham der snakkede, men han var nu også ligeglad. Han havde haft en voksende lyst til at pine folk og dette var en oplagt mulighed.
Han lænte sig ind over kvinden og lod bladet på sin kniv blive smurt ind i kvindens blod, da den var helt rød og næsten dryppende, tog han den til sig.
Med et lille smil åbnede han munden på manden og lod bladet glide hen over hans læber, så han ville kunne smage blodet. Han begyndte at røre mere på sig. Sean satte sig på sengen ved siden af ham og så lidt på ham, da han til sidst begyndte at åbne øjnene og slikke på sine læber, før det gik op for ham at der var nogen og hans læber nok smagte af blod. Han skulle lige til at skrige, da Sean holdt en hånd hen over hans mund og der kun kom nogle sjove lyde, dæmpet.
"Rolig, lille mand. Skrig og du er først død" truslen fik åbenbart manden til at indse hvilken situation han var i, og han blev straks mere stille. Til sidst fjernede Sean hånden fra ham med et lille smil, som næsten ikke kunne ses i mørket.
"Bare rolig, det er ikke dit blod du smager..." smilte han koldt og skubbede hans hoved til siden så han kunne se liget af sin kone. igen skulle han til at skrige, men Sean holde han igen for munden, inden han kunne nå at gøre noget katastrofalt.
"Vil du bare gerne dø?" hans stemme var dæmpet, men truende. Og faktisk lød det som om han hyggede sig. mandens blik gled over Delilah et øjeblik, bedende og fuld af sorg og frygt, før han kiggede tilbage mod Sean. Da Sean fjernede hånden igen, snakkede han.
"Hvad er du for et morderisk, sadistisk dyr?!"

Hendes øjne havde for længst vænnet sig til det svage lys der blev opfanget af vinduerne og sendt ind igennem glasset, så det gav et utydeligt skær i rummet. Derfor havde hun ingen problemer med at opfatte hvad dæmonen lavede, også selvom det i hendes tanker ikke gav nogen mening. Da hans kniv løftedes igen, skinnede dem ikke som tidligere, men dryppede af konens blod. Delilah hævede et øjenbryn, men kommenterede ikke på hans handlinger. Der måtte være en speciel grund til dette, for alt andet ville bare være umenneskeligt. Og ja, han var ikke et menneske, men det var ikke det der var pointen i det. Pointen var at det ikke var okay at gøre det, bare for sjov. Og det sagde hun af alle dæmoner.
Blodet der blev smurt ud på mandens læber, gav endnu et stød i Delilahs tvivl. Hvad lavede den dæmon? Var han virkelig kommet for at dræbe som han sagde, eller ville han bare lege med manden? Men der var endnu ikke kommet en reaktion igennem hendes krop, idet hendes øjne var hæftet fast til det forvirrende fænomen der havde form af en dæmon, en mand og en blodindsmurt kniv. Og så satte han sig på sengen. Denne bevægelse ville selvfølgelig påvirke balancen på madrassen så manden med det samme ville mærke noget bevæge sig, og ville vågne. Hvorfor ville han dog vække manden, hvis manden alligevel skulle myrdes?
Delilah fik kort efter ret i at det ville vække manden, idet hans tunge gled henover hans læber og bragte blodet med ind. Mandens øjne blev slået op, og flakkede kort rundt før den landede på dæmonen. De næste ting han gjorde og hviskede, gjorde ikke Delilahs forvirring mindre. Faktisk var det som hældte han et helt spand fuld af skvulpende benzin på hendes bål, så det blussede op på et helt voldsomt niveau. Hun hævede et øjenbryn, men valgte endnu ikke at kommentere på det.
Først da hun kort mødte mandens skræmte øjne, blev det for meget for Delilah. Lyden af hans rystende stemme nåede hendes ører, og hun begyndte at glide rundt om sengen, i lange bevægelser der ligeledes var utroligt hurtigere. Så stod hun pludseligt lige ved siden af både dæmonen og manden. Hendes kniv bevægede sig i et stød fremad, og skar struben over på manden, der med det samme forblødte. Derefter vendte hendes blik til dæmonen.
"Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvilken rang du har. Du slår enten ihjel, eller lader være."
Hun hvæsede det ud i et enkelt åndedrag, men endnu hviskende.

han skænkede ikke Delilah en tanke. Dette var hans opgave og det var op til ham at fuldføre den som det passede ham. men der var en ting han ikke fandt sig: når folk forhindrede ham i sit arbejde, i hans opgaver. og bagefter troede de kunne belære ham. Og denne dæmon havde netop udfordrede skæbnen. Måske var hun ligeglad med rang og titler, det var han selv til dels, men var hun også ligeglad med en person, der var langt stærkere end hende?
han havde hugget sig med manden og overvejede hvordan han skulle gøre mandens sidste tid rædselsfuld, for så at dræbe ham, da denne dæmon havde stukket ham ihjel, inden han havde nået at reagere. Han blev siddende og stirrede på manden, selv om blodet flød ud over ham og endda ramte hans ene ben. Vreden boblede i ham, værre end popcorn. Så, pludselig, ud af den blå luft, grinte ham. Et grin der let kunne have vækket andre eller fortælle de var der. om den gjorde det, var faktisk ikke til at vide. Hans mørke blik faldt på Delilah et øjeblik, da han roligt rejste sig. Hans blik viste ikke tegn på den vrede han følte. De var bare lige så kolde og afmålte som før.
"Hvem er du, siden du tror du kan forhindre mig i at gøre mit arbejde, og bagefter tror du kan belære mig med et sætning, der hellere burde komme fra en engel?" hans stemme var rolig, kun lidt højere end en hvisken.
"Jeg burde være vred over det du gjorde, og det er jeg også. Men det værste er den skam du så åbenlyst bringer over dæmonerne. Jeg slår skam ihjel. på min helt egen måde. Hvilken sindssyg ide fik dig til at tro du skulle følge medlidenhed med et åndssvagt menneske? Hvad fik dig til at blande dig, i stedet for bare at gå din vej? Eller var din opgave at dræbe begge og ikke bare den ene?" hans blik veg ikke fra hende et øjeblik og han stoppede først op, da han stod lige foran hende. Hans hånd holdt om kniven i et krampagtigt greb. Lugten af blod hang tungt i luften, men Sean lagde ikke rigtig mærke til den.
"Du er en dæmon! Du er en del af den mest stærke og ærefulde race! Og du bringer en skam, så det næsten gør ondt!" Han rystede let på hovedet, som om du var et lille barn der skulle irettesættes og hun nu havde skuffet sin far.
Hvad angik opgaven, kunne han altid sige at han havde dræbt ham. Det betød ikke hvem der havde gjort det, bare at det var sket. Bare at manden var død. Men han ville ikke bare lade dette passere. hun skulle straffes på en eller anden måde, om han så skulle få alle dæmoner til at jage hende, fange hende og bringe hende til ham. Hans mørke blik hang på hende som en magnet.

Den blodige kniv var endnu fastklemt imellem Delilahs fingre, og hun vidste fra erfaring at hun ikke skulle lægge den væk med det samme. Dæmonen reagerede ikke på hendes handling, men sad bare stivnet og betragtede blodet der flød ud af mandens hals og lagde sig om ham som en makaber glorie. Delilah bevægede sig lige så lidt som ham, idet hun vagtsomt afventede hans reaktion. Godt nok var hun sindssyg, men hun var ikke dum nok til at vende ryggen til én hvis arbejde hun netop havde ødelagt, og én som helt sikkert burde have en vrede sydende i sin krop. Alligevel gennemrystede et chok hendes krop idet en latter gennemtrængte den tykke stilhed der havde lagt sig omkring dem.
Det var skummel latter der kom ud af ham. Dén slags uhyggelige latter der svirrede i luften, og lagde sig som en tåge nedover gulvet, hvorefter den krøb op over ens hud og efterlod sig gåsehud. Eller sådan havde det fungeret, hvis ikke Delilah havde været som hun var. Hun var typen der dansede med faren, og grinede den op i ansigtet - hvorefter den gav hende en lussing og derefter voldtog hende. Hun havde et meget usundt forhold til fare, fordi hun elskede det selvom det gav hende problemer til halsen hver eneste gang.
Hans øjne gennemborede hende, men hun veg ikke tilbage. Istedet tiltede hun hovedet til siden, og betragtede ham på samme niveau som hende. En dæmon burde ikke synke så dybt at være nødt til at torturere mennesker for sjov. Kun en dæmon uden ære kunne torturere et uskyldigt væsen - hvorimod skyldige væsner kunne leges med som de ville.
"Jeg er en person med ære, i modsætning til dig. Kun personer uden respekt for sig selv vil torturere uskyldige væsner for at have det sjovt. Du kan kalde mig en engel, men det beviser bare at du er uvidende."
Hendes stemme var lav, og havde en hånlig klang der klæbrede til ordene. Hendes stemme beviste det samme som hendes ord - hun var ikke bange for ham. Hun var vagtsomt, og helt sikker på at dette var en af de utroligt mange dumme ting hun havde gjort i sit liv, men han var begyndt at irritere hende. Han opførte sig som om dæmoner var en fantastisk, overlegen race der havde ret til at skade hvem de ville. Men sandheden var, at dæmoner nok måske var en race der var langt ynkeligere end mennesker var, fordi de havde den holdning.
Hans ord pirkede til en vrede hun havde gemt i et stykke tid. En vrede om hvordan dæmoner legede guder, og troede at de kunne henrette til højre og venstre som de ville. Delilah slog ihjel fordi hun fik penge for det, og havde brug for de penge. Ellers slog hun kun væsner ihjel som fortjente det - det var selvfølgelig sjovt, men det gav hverken hende eller nogen ret til at slå de uskyldige ihjel.
"Jeg skulle kun slå kvinden ihjel. Men jeg vil ikke bare stå og se til, imens du leger sej overfor et væsen der ikke fortjener det. For tro mig, det er ikke sejt. Det er ynkeligt at have brug for at gøre det, for at føle man har magt. Ynkeligt!"
Hun spyttede ordene efter ham. Med ét stivnede hun, da hun opdagede det i hans sætning som rykkede ved noget hun havde diskuteret med alverdens dæmoner igennem tiderne.
"Jeg har ikke medlidenhed med mennesker. De er levende væsner, og de fortjener ikke at være nederst i rangordenen, bare fordi de er mennesker. Faktisk er rang i det hele taget noget lort. Jeg underkaster mig ikke nogen fucking rang, heller ikke den der siger at mennesker er slaver. Eller at nogen former for dæmoner er høje."
Hun havde godt bemærket at han havde nærmet sig hende, og at han endnu holdt ved kniven, men hun var langsomt begyndt at blive påvirket af hans vrede - så hun også selv blev det.
"Stærkeste og mest ærefulde race? Vi er slappe. Jeg kan nævne utallige racer der er stærkere end os! Ærefulde? Vi er ynkelige. Vi lader som om vi er fantastiske, for at dække over det faktum at vi ikke kan noget!"
Hun hviskede faktisk stadig. Hun ville ikke vække børnene, for hun havde af en eller anden grund ikke lyst til at skade de børn - disse to menneskebørn der forhåbentligt lå trygt i værelserne og sov.
"Det her er ikke det rigtige sted at diskutere. Vi du vil skælde mig ud for at have ære, så skal vi væk fra det her distrikt."
Hun begyndte at bakke ud af døren, uden at vende ryggen til ham. Hun stolede på ingen måde på ham.

Han studerede hende indgående og havde tilsyneladende bedre styr på sit temperament end hun havde. Lige meget hvad hun sagde, blev han stående lige roligt og bare stirrede på hende. Hun havde fuldstændig misforstået det at være dæmon. Hvilken barndom kunne hun havde haft? Hvilke oplevelser kunne hun havde haft, siden hun ingen begreb havde om det at være dæmon? hun havde ikke fortjent at være dæmon. Faktisk så mere på hende med foragt, som om hun var faldet til at være et sølle menneske eller engel, end så meget andet. Hvordan kunne hun spise og stadig ikke føle mennesker bare var føde?
Han fulgte efter hende, da hun gik. Hun skulle ikke have lov til at stikke af fra det her. Men stadig sagde han ikke noget. Hun viste intet om ham. Den eneste han rigtig kunne respektere, var ham selv. Men det var enlig ikke noget han havde tænkt over før...Måske blandede han tingene sammen...Men han var ligeglad. Og det var heller ikke stedet til at tænke over det.
Han gik mere lyst til at provokere hende...Udfordre hendes latterlige syn på tilværelsen. Handle i stedet for at bruge ord. Man han viste at han nok kom til at bruge begge dele. han lod hånden, den uden kniven, glide ned i en lomme og gemte nøglen til børnenes værelse i den.
"Så må du have det meeeget dårligt med dig selv. Du har netop dræbt en mand uden grund..."hans stemme var dæmpet, fuld af foragt. Men så smilte han svagt. Han gik forbi hende og ned gennem gangen, til børnenes værelset.
"Dette bliver for din skyld" han blinkede til hende og låste hurtigt døren op. Han gik hurtigt ind i værelset, stadig lydløst, og gik over til drengen der lå i den første seng. I et hurtigt greb, tog han fat i ham. Han vågnede med et sæt og skreg kort, inden Sean holdt hånden over for hans mund og hev ham ud foran Delilah, før hun kunne nå at gå sin vej. Han stod foran hende og vejen ned og ud. Med drengen, der ikke var mere end 8 år. top.
Drengen begyndte at ryste, hans øjne farede forvirret og skræmt rundt, men han prøvede ikke længere at skrige. Sean holdt kniven hen mod ham med et lille smil, hans blik var rettet mod Delilah.
"Dette er din mors blod...Det ville også have været din fars, men den kvinde der står foran dig, nåede også at dræbe ham. Nogen bliver jeg nød til at dræbe i aften ser du..." det lød som om han snakkede til drengen, men enlig provokerede han bare Delilah.
"Vi er lidt uenige om nogle holdninger. Så nu skal du dø..." noget vådt viste sig i drengens bukser, da Sean holdte kniven frem foran ham. han hørte nogle puslelyde, da pigen inde i værelset begyndte at vågne op også.
I en hurtig bevægelse lod han kniven glide ned over brystet på drengen, som endelig huskede hvordan man skreg, men Sean holdt ham stadig for munden, så det lød bare som en høj mumlen.
Hans øjne så ikke engang på drengen, da han gjorde det...Åh, måske legede han med ilden, men i yderste konsekvens kunne han bare forvandle sig og hive hende fra hinanden. Han var stadig stærkere...Måske endda også ældre.
"Jeg havde ingen plan om at røre børnene...se nu hvad du fik mig til..." han skar halsen over på drengen og slap ham, da han faldt halvdød ned på gulvet, farvede straks gulvet rødt af blod. Og Sean grinte let. Hans øjne glimtede.

Han fulgte hende, hvilket tilskyndede hende til at vende siden til ham imens hun gik, så det gik en hel del hurtigere end af bakke ud derfra. Alligevel lod hun konstant blikket glide tilbage imod dæmonen, idet hun på ingen måde følte sig sikker nær ham. Med et forskruet syn på dæmoner kunne han uden problemer tro at det måske var hans ære han var nødt til at forsvare, ved at slå hende ihjel. Selvfølgelig var hun selv en af de folk der fortjente at dø, og det havde hun været siden den dag hvor hun flygtede fra det sindssyge samfund der havde bildt hende ind af dæmoner var vigtigere end noget andet, og at mænd selvfølgelig var de vigtigste af dæmonerne. Når hun lod tankerne glide i den retning, kunne hun godt se at det nok var derfor hun havde denne brændende vrede for hans ord.
Han sagde det samme som dem. Mente det samme som dem. Var som de var. Det ville ikke chokere hendes hvis han var en incubus og var fra det samme samfund som hende, selvom det ville give ham en pligt til enten at slå hende ihjel eller bringe hende til dem. Selv hvis han ikke var nogle af delene ville det sikkert indbringe en utrolig sum at bringe hende hjem til hendes familie, men det havde hun selvfølgelig ikke tænkt sig at fortælle ham. Det ville være dummere end at fortælle ham hendes efternavn.
"Jeg slog ham ikke ihjel uden grund. Jeg gjorde det hurtigt og smertefrit, så han slap for din langsomme tortur."
Hendes stemme sydede endnu mere af foragt end hans gjorde. Hendes blik havde ikke forladt ham, fordi hans toneleje gjorde hende bare mere sikker på at han ville nyde at slå hende ihjel på samme måde som han havde tænkt sig at gøre det med manden. Men hvis han elskede dæmoner så meget, så måtte det vel være et problem for ham at slå sin egen slags ihjel? Hun ville hellere slå dæmoner ihjel end mennesker, selv.
Hans ord gav hende den let forvirrede rynke i panden, i det første sekunder. Men så gik det op for hende hvor han var, og det klik der afslørede at døren til børnene var låst op, fik hele hendes krop til at stivne i det samme. Det korte skrig drengen nåede at få ud inden dæmonen kvalte det, skar sig ind i Delilahs hjerte. Hun hadede børn, så hvorfor det rørte hende så meget vidste hun ikke. Hun bevægede sig ikke, og kunne heller ikke da dæmonen trådte ud for hende og spærrede hendes vej. Hendes øjne var spærret en smule op, men hendes læber var trykket hårdt sammen.
"Du er sindssyg. Slip ham!"
Hun mente det. Manden måtte være sindssyg, at tage et sovende barn og hive ham ud midt i det hele. Men det blev værre, da dæmonen begyndte at fortælle den lille dreng om de døde forældre i værelset. En iskold vrede byggede sig op i hendes indre, men hun var frosset fast til jorden og kunne ikke få den ud. Ikke imens det forsvarsløse barn stod rystende og så ud til at begynde at græde. Og de ord dæmonen sagde, var som brænde på bålet. Hendes skyld? Bebrejdede han hende for at slå et barn ihjel?
Delilah bevægede sig stadig ikke. Hun ville gerne, men alle hendes muskler var stivnet og hun havde problemer med at trække vejret uden at flippe ud. Barnets blod farvede gulvet rødt, og ville højst sandsynligt være noget nær umuligt at få væk igen. Delilahs blik klistrede sig fast til blodet. Og så var hendes muskler pludseligt mere eller mindre under hendes kontrol igen. Med ét stod hun foran dæmonen, og løftede en hånd. Den smækkede hårdt imod hans kind idet hun svingede den. Det ville måske have givet mere mening at bruge den kniv hun knugede i den anden hånd, hvilket hun dog ikke tænkte over.
"Du har ingen ære! At slå et barn ihjel, bare fordi du vil bevise en pointe! Du er fandme ingenting hvis du mener at det på nogen måde er rigtigt at gøre!"
Hun placerede en hånd på hans brystkasse og skubbede til, selvom hun egentligt ikke regnede med at han flyttede sig. Hun løftede hånden let så kniven måtte strejfe ham på en eller anden måde, men den hverken skar eller truede ham. Hun havde faktisk glemt den, på det tidspunkt. Istedet greb hun fat om håndtaget til barneværelset, og holdt det fast.
"Skrid med dig! Hvis du ikke kan diskutere uden at slå ihjel, så nægter jeg at snakke med dig. Gå!"
Det lød som en ordre. Hendes ord var blussende i vrede. I samme sekund gik det op for hende at hun stadig havde knive. Hun skubbede den blodige kniv ned på sin plads, hvorefter hun fik fat i en kniv hvis metal havde indgraveret religiøse symboler, og som var dyppet i vievand. Naturligvis ikke på skæftet så hun kan holde ved kniven uden at brænde sig helt vildt, men alligevel gør det selvfølgelig ondt bagerst i hendes bevidsthed. Men hun lægger ikke rigtigt mærke til det. Hun løftede kniven, og pegede spidsen i hans retning, dog uden at den kunne nå ham.
Ikke fordi hun ville stikke ham, men fordi hun ville true ham til at gå. Nu!

Han viste hun ville reagere på en eller anden måde. Handle. Han viste han ikke kunne stå og provokere hende så åbenlyst, så direkte, uden det måtte give en handling fra hendes side, når hun var så forskruet i sin hjerne. Men hun måtte indse det. Hun måtte lære det. Dette, smerte og menneskers død, var fortid, nutid og fremtid for en dæmon. Hvor end de var, ville nogen dø. og hun kunne lige så godt lære at være stolt af det, at nyde det. For det ville være der - Altid. Og det var hans job, som en forholdsvis gammel og i hvert fald stærk dæmon, at vise de andre den rette vej. Som han havde gjort med Jacob, da de terroriserede en kro. Jacob havde været som et barn for ham, næsten en søn, der skulle lære af sin far. Han havde nydt det. Og han nød det også nu, selv om det gav flere komplikationer denne gang. Der vil gå tid før det gik op for Delilah. Men en dag ville hun se det...Det måtte hun. Eller dø i forsøget.
Hendes lussing var overraskende, en kort sviende smerte...Nej, en vedblivende, sviende smerte. og havde det været enhver anden, havde han slået vedkommende ihjel på stedet. men hun var jo bare forvirret og kæmpede imod sandheden. Han så på hende med medlidenhed.
"Åh ja...Kom ud med det. Al din vrede. Handl på det. Luk det ud...Og lad så sandheden sive ind. Indse det. Lær det. Du kunne ikke få en bedre lektion end den i dag. Vi har stadig pigen?" smilte han, som om hun slet ikke havde sagt noget. Han smilte stadig roligt og stod stiv som en stenstøtte, da hun skubbede til ham. Selv da hun stod truende med en kniv der faktisk kunne skade ham ret så slemt, fortrak han ikke en mine. Han blev ofte truet. Hvis han skulle reagere på det, ville han ikke lave andet end at ligge under sin seng og være bange.
det var jo netop grunden til at han levede på denne måde. Spændingen. Og i da, bedre end noget andet. Nogle lyde nedenunder afslørede at nogle tjenestefolk nok havde hørt deres tumult. Problemer...Nej. Bare flere at slå ihjel. Og helst inden de sladrede til vagterne, for så kom han først til at løbe for sit liv i aften.
Han så roligt på hende, stadig med sin egen kniv i hånden, nu smurt ind i frisk blod. Den smertede i hans hånd, men smerten fik ham bare til at fortsætte, som en drivkraft.
"Brug nu kniven på pigen...Jeg ved du vil...Aller dybest inde" han smilte roligt og så på hende med sine mørke øjne.
"Lad din indre dæmon slippe ud og vis mig hvor grusom du kan være. Du kan da ikke være så slatten og tro du kan redde hele verdenen og stadig føle dig godt tilpas..."

Hans reaktion chokerede hende. Måden han sagde ordene på, og så på hende. Det mindede hende om den læremester der gentagne gange havde sultet hende og tortureret hende når hun ikke gjorde som han fortalte hende hun skulle, og ikke havde samme sindssyge syn på tilværelsen som han havde det. Når hun ikke hadede ethvert væsen der ikke kaldte sig for en dæmon. Han så ud som ville han give hende en lektion i hvordan det var meningen en dæmon skulle være og opføre sig - problemet med det var bare at hun aldrig havde været som en normal dæmon. Og hun havde ingen intentioner om at blive det. Hendes stædighed gjorde ting ved hende, der gjorde det umuligt at gøre hvad en normal dæmon burde. Hun hørte ikke til nogen race, for hun fulgte sine egne regler.
"Hvis du rører den pige, så sværger jeg at du bliver stukket ned."
Hendes stemme var helt seriøs. Der var intet i den sætning der var løgn, selvom hun selvfølgelig ikke havde tænkt sig at slå ham ihjel. Bare stikke lidt i ham ... Noget sagde hende at det ville tage ret lang tid at slå denne dæmon ihjel. Han havde en aura af noget magtfuldt, som på en eller anden måde burde skræmme hende. Det vidste hun, men selv hvis hun havde været skræmt af ham, så kunne det ikke trænge igennem den stædighed der var blevet lagt som et lag af iskoldt is under hendes hud, og sørgede for at hun ikke flippede fuldstændigt ud på ham.
Hendes hoved svajede til siden da lyden af folk under dem nåede hendes øre, men hun bevægede sig ikke væk fra døren. Hun ville ikke tillade dette barn at dø - hun havde været skyld i at dette barn ville få en voldsomt traumatisk oplevelse, men hun ville ikke være skyld i dets død. Det barn var uskyldigt. I modsætning til hende selv, og dæmonen foran hende. Den dæmon der overhovedet ikke reagerede på hendes slag, eller kniven der ikke havde fjernet spidsen fra hans retning.
"Den eneste person her jeg vil bruge kniven på er dig! Jeg sagde at du skulle gå, så gør det dog!"
Igen var denne ordre inde i hendes stemme. Ikke fordi hun rent faktisk troede på at han ville adlyde hende - selve tanken virkede absurd - men hun kunne lige så godt vise hvad hun mente han burde gøre for deres begge sikkerhed. Hun kunne ikke holde ud at han troede at han kunne belære hende om hvordan man skulle være som en dæmon. Hun havde hørt det hele. Dæmoner er bedre, dæmoner tanker klarere og er klogere, dæmoner er stærkere og kønnere, dæmoner er guderne som de andre væsner burde tilbede. Hun troede ikke et sekund på ét af dem.
"Tror du at jeg føler mig godt tilpas? Jeg fortjener fandme at dø lige så meget som du gør."
Hun åbnede børneværelsets dør på klem, og smuttede ind. Døren bragede i bag hende, døren blev derefter holdt lukket indefra, af hendes hænder. Hun havde chokeret sig selv ved at sige hvad hun sagde. Men hun havde ret i det - hun fortjente at dø. Hun var en forfærdelig person, men hun ville ikke begå selvmord. Det var latterligt, og fordi døden var så meget nemmere end livet var det også den nemme udvej. Hun skulle alligevel dø når hun blev fundet, så det gav ingen mening. Hun holdt fast i døren, imens hun så på pigen der rystende pressede sig op af den modsatte væg.
"Jeg lader ham ikke få dig, okay? Gem dig."
Pigen så ud til at være frosset fast i sin position, for skræmt til at bevæge sig. Hun vidste at det nok ville ske, men hendes stædighed havde for længst taget over. Nu handlede det ikke længere bare om at forsvare sine principper, men om at hun ikke ville lade pigen dø, for nu havde hun sagt at det ikke skulle ske. Hendes blik borede sig ind i pigens i nogle sekunder, før hun igen sagde noget.
"Så gem dig dog forhelvede!"
Pigen så ud til at være mere bange for at lade være med at gøre hvad Delilah sagde, end for at blive stående. Hun gled derfor ned under sengen, hvorefter Delilah selv koncentrerede sig om døren og dæmonen udenfor igen.
"Gå hjem, dæmon. Jeg ved ikke hvad du hedder, og jeg ved ikke hvad fanden du tror du er, men hvis du skrider nu så kan du måske beholde en smule af den ære du allerede har mistet. Og jeg har hørt at den ynkelige del af dæmonerne går meget op i hvad de tror er ære."
Hendes stemme lød næsten rolig, men hendes sind var i kog.

Dette var jo komisk. Dæmonen foran ham, denne kvinde, legede jo ligefrem med døden. Kunne hun ikke mærke at han var meget stærkere? Kunne hun ikke forstå at det hele nok skulle gå, når hun bare gav efter og lod dæmonen i hende styre det hele? Det gjorde han og han fandt det ganske underholdende! Nogen kom op af trappen, men de var bare latterlige mennesker og han så ikke engang hen i mod stearinlyset der kom op af trappen, holdt op af en ældre mand, som åbenbart var den eneste der turde bevæge sig herop. Han stirrede ned af gangen, men havde svært ved at se særlig meget i mørket. Han så kun skikkelsen, Sean, der stod foran børnenes dør og en udefineret skikkelse på gulvet.
"Hvem er du? Hvad laver du her? Se at forsvind eller jeg tilkalder vagterne!" råbte han. Sean så over mod ham, efter at have givet døren et par spark. træet knirkede og der var hakker i døren efter hans spark. Han kunne knuse dette menneske under sin tommelfinger.
Han grinte let og så lidt på manden.
"Er det virkelig det bedste du har?" endelig gled lidt fornuft ind i hans omtågede tanker og det gik op for ham at han havde udfordret sin position længe nok. Manden her skulle dø og så måtte han væk inden flere så ham, ellers ville der bare hænge posters over det hele næsten dag. Han havde ikke brug for at alle var efter ham. I nogle hurtigt skridt var han henne ved manden, kniven lyste op i stearinlysets skær da han stak manden ned, inden han kunne nå at sige noget. Han ville finde denne bedrageriske dæmon senere. Og han ville gentage sine ord, så hun kunne lære dem udenad. Ære? Det var hende der intet viste om ære. Æren var at kunne slå ihjel uden at blinke. Ikke at beskytte maden. Han fornemmede der var nogen nede i stuen, men han havde faktisk ikke lyst til flere mord nu her. han rystede svagt på hovedet og løb ind i det næste værelse, som hurtigt viste sig at være et ekstra opholdsrum. Han skubbede hurtigt et rimelig tungt træbord hen foran døren og gik så over til vinduet. Der var mørkt udenfor. I et spark havde han smadret vinduet. Han stak hurtigt de sidste skår væk, som sad i vinduesrammen, før han greb fat om karmen og hængte sig ud af vinduet. Til sidst gav han slip og mærkede hvordan han fløj gennem luften et øjeblik, før hans ben mødte jorden og knækkede sammen under ham, så han i et øjeblik trillede rundt på jorden. Han var dog hurtigt oppe igen.
Han samlede sin kniv op, som han havde tabt under faldet, og stak den i skeden. Han trak sig lidt tilbage og så nogle folk med lys, der stod ved terrassedøren og småsnakkede. Han krøb ind i skyggen af huset og så op mod de andre vinduer. Han ville ikke bare stikke af nu...Han ville lige se hvad Delilah havde tænkt sig.

En skarp, men alligevel lettere rystende stemme rungede unaturligt svagt igennem gangen, og lod den derfor også nå Delilahs øre, på den anden side af døren. Hans stemme gjorde det tydeligt at det var en ældre mand, og hans ord fik ham et kort sekund til at virke modig. Men Delilah rystede umærkeligt på hovedet da hans stemme lød, idet hun med det samme vidste at den sindssyge dæmon uden for døren ville være nødt til at slå ham ihjel, idet han havde set for meget til at han kunne lade ham leve. Hvorfor skulle mennesker altid blande sig? Hun vidste bedre end nogen anden at mennesker kunne slå dæmoner ihjel præcis som dæmoner kunne slå ihjel, men de kom alligevel på tidspunkter hvor de ikke havde en chance. Som nu.
Braget nåede hendes ører, før hun bemærkede døren der hamrede ind i hendes bryst og fik hende til at vakle et par skridt bagud. Træstykker knækkede af og landede på gulvet, og døren var nu lige så ubrugelig som drengens døde krop. Hun bemærkede knap nok de overfladiske sår døren havde givet hende, men hendes blik var istedet rettet imod dæmonen udenfor. Hans opmærksomhed var derimod rettet imod hvad hun regnede med var den ældre mand der havde talt, men hun kunne ikke se ham fra sin position.
Dæmonen forsvandt ud af syne, og et let dump da den ældre mand ramte gulvet sneg sig imod hende. Lydene der bølgede imod hende forvirrede hendes tanker, idet hun ikke forstod hvordan de havde nogen sammenhæng. En dør der smækkede, og en skraben da et eller andet blev skubbet henover et gulv. Og så .. Stilhed. Kunne han virkelig være gået? Kunne han endelig have adlydt hende, og forsvundet herfra? Trampende skridt begyndte langsomt at komme op af trappen, så hun vidste at det var hendes stikord til at komme væk.
Hun snurrede omkring til barnet der endnu lå under sengen. Delilah var ikke i tvivl om at pigen umuligt kunne have set hendes ansigt ordentligt, selvom hun sikkert havde skimtet det - hvilket kunne give problemer. Uden tøven trådte hun igennem lokalet, og skubbede det rimeligt smalle vindue op. Det var heldigt at hun var slank, for hun gled igennem som en fisk i havet, men kunne godt mærke at blandt andet hendes barm ikke kunne have været meget større for at komme igennem.
Hun landede på fødderne, og fortsatte dermed med at opretholde tanken om at hun mindede om en kat, der altid landede på benene. Et stød gik igennem hendes krop, men idet hun gik i knæ afbødede hun det meste af faldet, og kunne komme på benene uden at vælte. Hendes blik skannede kort de omkringliggende omgivelser, i søgen på dæmonen. Selv hvis han var her, var det dumt at blive. Måske især hvis han var her. Hendes ryg blev skubbet op imod væggen, hvorefter hun syntes at smelte ind i skyggerne og blive ét med mørket. Derefter forsvandt hun uden en lyd fra dette fandens distrikt.

//Out

Han fornemmede skikkelsen der bevægede sig ned og væk fra vinduet. Et svagt bump et sted, kombineret med skrig inde fra huset og nogen der skreg på vagterne. Delilah ville stikke af og forsvinde i disse sene morgentimer. Og han måtte hellere gøre det samme - hvad han da også gjorde. Han krydsede hurtigt haven og forsvandt ind mellem træerne og lidt efter imellem andre huse...

//Out//