The Meeting. ~ Abbadon & Markulius ~

Begravet i dyner, og puder gemte hun sig fra verdenen... Men det tillod verdenen hvis ikke da der var der en der bankede på døren. Hun lå på maven. Hun løftede hovedet med et sæt, og så hen imod døren. Hendes hår var uglede, og sad hulter til pulder. Hun sukkede... Skulle hun seriøst stå op nu?? Endnu en banken på døren, dog hårdere denne gang. Det skulle hun åbenbart. En klynken kom fra hende... Hun ville ikke op! Hun... Arh! Hun begravede sig under dynerne, og puderne igen. Endnu engang, og denne gang mere bestemt Arh...
"Åben så den dør!" Tydeligvis en dæmon. Hård, og stærk i stemmen. Hun sukkede, og rullede sig ud af sengen så hun landede på gulvet. Hun rejste sig op, og så igen hen imod døren. Langsomt bevægede hun sig hen imod den. Som altid havde hun den sorte tanktop på, sorte jeans, og sorte converse. Hun åbnede døren, og hendes øjne mødte en... Hm... Tja, i hvert fald en anden dæmon.
"Uhm...?" Det skulle betegens som et 'Hvad er der?' fra hende. Dovent betragtede hun ham.
Dæmonen sukkede, og lagde armene over kors.
"Mr. Dominatrix beder dig komme til hans villa med det samme. Det er vigtigt." Svarede dæmonen, og hans ansigt var fuldkomment... Udtryksløst. Or whatever. "Jeg kommer..." Hun smækkede døren i. Hun hørte at dæmonen forlod hende. Hun åndede lettet op. Arg, selvom hun selv var en af dem kunne hun stadig ikke lide dem. Hun gik ud på badeværelset, og ordnede hurtigt sit hår. Hun tog en sort jakke på, og lynede den op. Hætten røg over hovedet og skjulte hende.
Rafael ville mødes med hende... Arh, gad vide hvad han ville... Hun havde respekt for ham. Hun syntes om ham, som ven, og leder. Hun åbnede døren, og gik ud.
Markulius.
Skulle hun finde ham?
Det burde hun.
Hun sukkede, og fortsatte ned imod hans... Tja, hus? Eller værelse? Han havde jo lejet stedet. Ligeglad med om han var hjemme eller ej, gik hun ind. Hun var hurtigt oppe på hans værelse, og lagde en seddel. Der stod adresse, og at han skulle være fortrolig omkring stedet. Hun skrev ikke hvad de skulle der, men bare det var vigtigt. Sedlen lagde hun på hans hovedpude, og gik så ud igen.
Noget tid efter stod hun udenfor Rafaels villa... Og ventede.

// Rækkefølge: Nille, Markulius, Abaddon.

Der var ikke gået lang tid. Han havde aldrig forladt hende. Han havde aldrig misset deres forbindelse. Det var det eneste han havde tilbage til at berolige ham. Roligt fra en af de små huse i nærheden kom han rundt om hjørnet. Den sorte læderjakke sad som smurt på ham som altid. Hans perfekte bukser sad som de skulle. Ikke for løse. Ikke for stramme. Og hans sorte laksko var som nylakeret. Samt hans skjorte. Den var splinterny. Efter en uheldig episode med David. Igen. Var hans gamle trøje blevet ødelagt. Så han havde været nød til at købe en ny. Roligt med stille skridt gik han direkte målrettet imod hende. Hans barrikade blottet for følelser var oppe. Hans perfekte krop var som altid næsten skjult. Hans hænder sad i læderjakkens lomme. Og han havde trøjen knappet op de 2 øverste knapper. Så et lille snit fra et ar som gik fra midten af hans kraveben og ned under skjorten. Svagt kunne ses. Det var nyt tydeligvis. Roligt stoppede han op foran hende. "Jeg så din besked. Ikke at jeg behøvede at få af vide hvor du var. Du kunne osse bare kalde på mig. Jeg vil altid kunne finde dig." Var de eneste ord han sagde. Mens han roligt hævede begge hænder fra jakken. Han så træt ud. Det så ikke ud som om han havde fået noget ordenligt blod længe. Men hans guddesmukke krop dækkede det søvnige der var over den som et fint sjal af masker. Men hvis nogen kunne se. Og føle. På ham at han var træt og drænet var det Nille. Deres blodforbindelse var lige så stærk som altid. Men selvom han var drænet. Var han ranket i ryggen. og ærefuld og se på. Som han altid var. Noget manglende søvn og ingen blod skulle ikke stoppe ham. Specielt ikke eftersom det var hans eget valg kun at drikke meget ofte. I sidste øjeblik næsten. Og kun fra dyr hvis det var godt nok. Han ændrede livsstil. Så han en dag kunne stille sig op og sige at han var stolt over at være det han var. Hun havde ramt et punkt sidst. Det eneste punkt hvor han skammede sig. Men det måtte hun ikke vide. "Hvad er dette for et sted." Sagde han hurtigt for at afbryde sin egen vrøvlemonolog indeni hovedet. Og vendte sig mod villaen roligt.

Den store Dominatrix villa med de kridt hvide stilfulde vægge, så solide og hårde at en katapult ville klage til sin fagforening for at sagsøge sin arbejdsgiver, hvis personen forventet den skulle skyde sten mod så kernehårde mursten holdt på plads halvejs gennem de to meter tygge vægge af et kraftigt lag boltet håndsmedet stål, men det var ikke kun de elegante og kongelig dyre vægge der mere mindet om borgmure under det tynde lag hvid maling, der gjorde stedet sikkert, for en vampyr eller vareulv med deres gode lugtesans, stank området selv udenfor i den fine gårdsplads så heftigt af dæmon, og selvom der ikke var nogen i sine i den cirkelformet grus belagte gårdsplads der fungeret som forgang til villaen, kunne man nemt med gode sanser fornemme der var ligeså mange vagter indenfor som der var myre i en myretue, og selv udenfor kunne man føle nogen skjulte øjne stirre en konstant i nakken som havde de hver vagt udenfor en harrypotter usynlighedskappe.
Døren til villaen var i tungt egetræ med jern knapper på forskellige steder, som viste at døren også havde jern i midten for at styrke det i forvejen kraftige egetræ. Døren i sig selv var tre en halv meter høj og to meter bred, så den havde en ret gloværdig effekt for øjet i dens store brede og højde. Villaen var stor at kigge på, nærmest slot størrelse, og man kunne nemt forstille sig at villaen havde været her i mange år, selvom malingen var mere hvid end et stykke hvidt A4 papir.
Endelig åbnet døren, og en lille mand,.. fyr.. dreng? stod i døren, hans uskyldige ansigt fortalte hans alder ikke var meget mere end 10 år, men det døde udtryk i hans øjne, som stod man og stirret ind i efterlivet selv, fortalte den unge dreng var ældre end kroppen fortalte historier om. Drengen var iført et hvidt jakkesæt der var tydeligt håndsyet til ham, og en sort silkeskjorte så dyr som de fineste slaver, og et hvidt slips så mesterligt syet at man næsten kun kunne tro drengen var et drømmesyn, men udover det hvidejakkesæt, sorte skjorte, og hvideslips, havde drengen nogen spejlblanke jakkesæt sko, og et tungt kristen kors om hans hals, som han bar med sådan stolthed at han enten var ekstremt religiøs eller det bar anden symbolsk værdi for ham. Drengen sagde med en rytmisk og lavmeld nervøs stemme, som var han ikke van til at snakke til folk "Centor Nille, hvem bringer de med dem her til High Lord Dominantrix villa?" Drengen gav slip på det runde dørhåndtag af bronze, og klappet en enkelt gang, hvorefter en to meter og elve centimeter høj mand kom frem bagved drengen, den højde mand så ikke stærk ud, men hans underlige men dækkende rustning, hav ham en god beskyttelse, og hans hjelm var underlig fordi man ikke kunne se hans ansigt, men der var heller ingen øjehuller, kun en krystal i midten hvor mellem øjnene på et normalt menneske burde være, krystalen glimtet svagt selvlysende. Han havde et silkeslør på sig udenover rustningen, så var nok ikke meningen han skulle slås med nogen, og udover rustningen, lignet han heller ikke en man ville blive intimideret af, men han stod så selvsikker, og rustningen var så special at man næsten kun kunne forstille sig han kunne et eller andet. Manden sagde ikke noget.

//Manden
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

/Nope

//nu burde i kunne

//Ja det kan jeg

Det hele skete så hurtigt.
Markulius kom hen til hende, og var selvfølgelig lige så tiltrækkende som altid. Desværre. Hun lagde armene over kors, og så på ham. Han var træt, og drænet kunne hun mærke. Han skulle seriøst tage og slappe lidt af. Og få drukket noget blod. Hun sukkede.
"Hvis jeg kaldte på dig, skulle jeg så lade mig føle smerte? Nej vel." Et flabet smil kom over hendes læber. Hun kunne ikke lade være. Hun følte sig frisk... På trods af at hun ville gemme sig under dyner og puder igen. En pige måtte være som en pige selvom hun var så mange ting.
"Dette sted må du aldrig nogensinde vise til andre." Hun så bestemt på ham.

Hun kiggede hen imod døren da den blev åbnet.
"Det er min kriger. Han gør intet, og fortæller ingen om dette sted. Han er til at stole på." Hun smilede beroligende til drengen.
Og lod et advarende glimtende blik komme over den høje mand.

Rolige bevægelser kom fra hans hænder. Da hans hånd langsomt fulgte hans liv om til hans lænd. Det var tydeligt at han ikke stolte en rygende hatfis på dette sted. Han kunne lugte hvor forkert det hele lugtede. Det skræmmede ham ikke. Tværtimod. Det gjorde ham mere lystig efter at se hvad der var derinde. Roligt stadig med hånden fæstet på kniven ved hans lænd vendte han ansigtet imod Nille. Hendes flabede ord fik et smil frem på hans læber. Men det blev ikke ved. Han blev hurtig alvorlig igen. "Som de ønsker min dronning." Sagde han roligt. Det virkede som om hun stolede på dette sted. Roligt slap han kniven på sin lænd. Og lod sin hånd falde ned langs siden. Selvom hele hans krop stadig var anspændt. Han kunne ikke gøre for det. Han var vampyr. Det lå til hans race at blive mistænksomt. Over et sted der lugtede så meget af dæmon. Som dette gjorde. Og fornemmelsen af blikke over alt. Det var underligt. Dørene gik op. Og Markulius forventede en hovedløs rytter kom løbende med et græskar. Eller en dæmonisk kæmpe som ville dræbe dem alle sammen. Alt andet end det der mødte hans blik. En lille dreng. Lugten var dog ikke til at tage fejl af. Igennem den forfærdelige lugt af masser af dæmoner. Kunne han svagt antage lugten af hans alder. Kroppen kunne stoppe med at ældes. Det kunne lugten ikke. Han rettede blikket mod sin dronning da hun begyndte at snakke. Og lyttede ærbødigt efter. Til at stole på? Syntes hun virkelig det?. han slog frustreret tankerne ud af hovedet og sukkede inde i hovedet. Han havde ikke tid til at blive forblændet af hans følelser. Han skulle finde ud af hvad det var ved dette sted som gav ham myrekryb. Noget sagde ham at der var kræfter på spil her som ikke skulle undervurderes. Og som måske kunne skade Nille. Automatisk da krigeren kom til syne. Var Markulius allerede gået et skridt tættere på Nille. Så han stod lige ved siden af hende. Og hans hånd viede mod kniven igen. dog bag hendes ryg så de ikke skulle føle sig angrebet. Hvis de intet gjorde ville Markulius heller ikke.

Drengen kiggede på Markulius med et mistroisk blik, men der var en form for ærbødighed over det også, men mest af alt var der i alle afkroge af barnets øjne bare mistro, og han lavet et lille nik mod kniven Markulius hvilet sin hånd mod og sagde til ham med en svag og usikker stemme "Gæster kan ikke bære våben indenfor Sir." Manden der stod bagved drengen begyndte nu at snakke, og selvom lyden ikke .. kom fra ham.. var man ikke i tvivl om stemmen var hans, for han lavet krops bevægelser med arme og nakke, der i takt med stemmens ord, men selve lyden lyd som om den ko fra en lille alf der sad ved ens øreflib og råbte ind i øret på en, det lyd som om han stod i en tunnel og hans stemme gav genlyd, og man havde følelsen af han snakkede tre centimeter fra en, selvom han enlig stod længere væk, og det var derfra ideen om stemmen ikke direkte kom fra hans mund, kom fra. "Det er en ære at møde dem Centor Nille" Manden stoppede og lod den lille dreng tage over igen, hvor den lille dreng bare lavet en ´følg efter mig´ bevægelse med sin ene finger, og snakkede til dem imens de gik.
Alle gangene de kom igennem var der intet sparet væk, der var statuer af gamle krigherre, og herskerinder, der var malerier af alt fra kendte, til ukendte, til helt glemte og ligegyldige ædlemænd og royale familier i de forskellige små samfund, og hver eneste centimeter af loftet og væggene var poleret marmor, og gulvet af ny vasket og rent træ der ikke knaget, lavet lyde, havde huller, fejl, eller bare var det mindste ulige. alle dørene var lukkede så de så ikke rigtigt andet end gangene. Der var tjenere der gik frem og tilbage og uafbrudt gjorde rent og tog lækker og duftede mad frem og tilbage, men ligeså tit som man så en tjener, så man tre vagter der kom gående ned af gangene som havde de lige set alle terminator filmene, og havde efterlignet den maskuline gangart, men de brede skuldre, og de store tohånds dobbelthånds baldet økser på ryggene, kunne man nemt tro de hver i sær kunne knuse Rambo hvis de havde ham i deres håndflade. "Velkommen til herrens villa Centor Nille, de er en gæst, og skulle de mange noget, sex, mad, drikkelse, underholdning, selskab, tryghed, eller anden tænkelig dæmonisk drift eller begær, skal de blot sige deres ønske, og jeg skal sende nogen tjenere af valgfrit køn til at opfylde dine og din krigers ønsker." Drengen stoppede op midt på gangen, også sagde han pluseligt med for nyet selvtillid, som havde han lige gået fra at få buskevand af bøller til at tæve supermand til blods. Og han sagde med et skarpt blik.. ikke truende, ikke provokerende, ikke arrogant, men dominerende og advarende, han kigget kun på Markulius, mens han talte kunne man se sterinlysende der hang på væggendes, flammer danse som havde djævlen kom ind af døren, og de solide vægge begyndte at sige lyde som var der en kamphund gemt indeni "Men pisser den hvalp på min herres tæppe vil hver eneste af 3000 par dæmoniske militær støvler under det her tag trampe den så flad som dens pis pæl" lydene og lysende bliv normalt igen, og drengen smilet igen til dem, han skulle lige få sin pointe på plads, og man kunne godt se at det var noget hans job krævet han sagde.... men også at han mente hvert ord.
En dør åbnet og Rafael kom gående ud, iført samme slags jakkesæt som den lille dreng, bare monster-muskel-størrelse.

Dæmonen Nille

Et smil kom over Marks læber, hvilket gjorde Nille mere lettet. Hun følte sig tryg ved Rafaels hjem, ja... Men hun følte at hun skulle være rank, og vågen efter enhver bevægelse dæmonerne foretog. Hun mærkede en trang til at slå bagud da hun lagde mærke til at Mark lagde en hånd ved sin kniv... Helt ærligt. Hun kunne udmærket godt klare sig selv her. Det bedste ved det hele var at hun aldrig var ubevæbnet. Den dejlige vind kærtegnede let hendes ansigt... Fik hende til at vide at den var klar til at lystre hendes bud. Hun så på drengen.
"Han har heller ikke tænkt sig at tage dem med ind... Vel Mark?" Hun så skarpt på ham som for at sige 'ellers flår jeg hovedet af dig senere'. Selvom hun følte meget for Mark, så havde hun stor respekt for Rafael. Selvfølgelig havde hun det. Han var hendes leder, og han havde givet hende meget. Ikke at hun var besat af sådanne ting, men det betød meget når ens leder gav en det. Det syntes hun i hvert fald. Den høje mands stemme var mystisk... Men Nille undgik lige at skære ansigt. Hun smilede høfligt.
"Æren er på min side." Hun vidste ikke heeeelt om hun mente det. Men, det var da på sin plads at være høflig overfor manden. Han angreb i det mindste ikke. Hun nikkede til drengen, og fulgte med ind. Nysgerrig kiggede hun på malerierne, men ikke for meget. Som sagt, hun ville helst ikke være uhøflig. Hun kiggede ikke på tjenerne. Hun trak dog hætten ned fra hovedet så ansigtet, og håret var frit. Det var åbenbart en vane for hende at gå med hætte der gemte hende. Hun vidste ikke hvorfor. Hun rømmede sig lidt af det drengen sagde.
"Jeg takker, men jeg tror ikke det er nødvendigt..." Medmindre Mark skulle have en at drikke fra. Hun vidste dog ikke om det var nødvendigt. Hun så kort på ham, men kiggede så på drengen igen. Drengens sprog var noget... skrap, og hun mærkede at hun fik kuldegysninger af hans stemme. Skræmmende. Men sådan var det nok med dæmon børn. Hun sagde intet til det...
For Rafael kom ud fra en dør.
"My lord." Hun vidste ikke helt om hun skulle bukke, eller neje... Så hun valgte at bøje hovedet høfligt, og håbede det var nok... Men for en sikkerheds skyld så bukkede hun. Hun var ikke en helt normal pige, og nejede... Nej, hun var lidt... Ja, hun var ... Ja. Hun kunne ikke forklare.

Shapeshifteren Nille

Mørket omgav hende, og gjorde hende kold. Hun var fuldkommen som da hun døde... Den hvide jakke var dog væk.. Et sted i mørket... Den sorte tanktop var ødelagt, og ved brystet var der størknet blod, og samt også ved maven. Det sorte hår var uglet, og hang ned af hendes ryg.
De sorte jeans var beskidte, og hendes sko væk...
Rafael... Rafael var der. Men hun var for svag til at gøre noget nu. Hun lå ned. Lukket øjne, men så alligevel hvad Dæmonen så.
Det var fuldkommen mørkt. Hun kunne ikke bevæge sig.
"Please..." Det virkede ikke. Skammer stemmen kom ikke frem hos Dæmonen... Hun mærkede tårerne glide ned af hendes kinder, og ramte det mørke gulv med en lille klar lyd...
Hun var ved at give op...

Stemmerne generede ham ikke. Han lod dem snakke til Nille. Men da han sagde han ikke skulle have sine våben med ind. Var han ved at sige noget. Men da Nille så vendte sig imod ham og snakkede til ham. Sukkede han svagt. Roligt trak han begge knive ud af holderen. Derefter tog han roligt sin læderjakke af. Så snart han havde den af ryggen klirede den af metal. Det var alle de skjulte kasteknive som han havde på sig. Skjult i læderjakkens for. Han bar roligt tingene indenfor. Han regnede med at han kunne aflevere dem hos en person. Han ville ikke efterlade sine våben udenfor. Han passede godt på sine våben. Og efterlade dem udenfor var en dum idé. Han svøbbede de 2 tætholds knive ind i jakken. Og foldede jakken så det var samlet. Han var helt ubevæbnet. Og dog ikke. Markulius havde sit sidste våben. Hans magiske sværd. Dens tre krystaler gav hver en særlig evne til sværdet. Markulius havde dog kun en af dem. Og den gjorde at han kunne påkalde sværdet. Om så han var det mest gudsforlatte sted i verdenen.
Vreden strittede i Markulius da drengen snakkede respektløst til ham. Ordene som kom ud fra hans læber var ustoppelige. Og frygtløs. "Med al respekt vil jeg påpege at jeg er vampyr ikke varulv. Så jeg er ikke nogen køter. Derudover vil jeg gerne tildele at de taler lidt mere respektabelt til mig. Jeg har på ingen måde sagt noget som kunne støde dem. Jeg har været respektabel og været stille. Ladet dem snakke. Jeg kan ikke bekymre mig mindre om hvordan du taler til dine undersåtter. Men sidst jeg tjekkede var dæmonerne kendt for deres respektable tone. Sådan som jeg husker er dæmoner ærefulde og respektable. Men de min herre. Taler respektløst til en mand der værdsætter æren. Jeg angriber dem ikke. Men de må forstå at jeg ikke synes om deres tone." Sagde han roligt. Pludselig gik døren op og Markulius som ikke havde bevæget en muskel udover tungen og kæben. Imens han havde snakket til dæmonbarnet. Instinktivt satte højre næve mod venstre bryst ovenover hjertet. Og bukkede blidt for dæmonlederen. Hvem havde ikke hørt om ham. Og Nille havde osse sagt at hun var cencor for ham. Så hvorfor Markulius ikke havde tænkt over det noget før var dybt chokkerende. Og skuffende fra Markulius'es side. Men hvorfor havde Nille taget ham med hertil? Hvorfor ikke tage af sted alene?. Tankerne kørte rundt i hans hoved. Roligt kiggede han op på Rafael. Hans faste ærefulde blik var rettet imod Rafael. Mens han roligt og respektfuldt sagde med sin blide perfekte stemme som hvis man skulle sammenligne var en blanding af italiensk og fransk. "Det er mig en ære Rafael Dominatrix. Dæmonernes leder."