So you are the one - Markulius

T: 20:34
S: I hendes hus
O: Møbler
V: Køligt og blæsende
P: En blød silke kjole

Demitra sad på kanten af hendes seng, hun havde ikke været ude og jage i to dage nu og hun var ved at gå til af sult, hun ville gerne ud og jage men hun havde så meget at tænke over at det var umuligt for hende at koncentrerer sig om hendes offer, hendes tanker lod på hvem der havde efterladt hende dette hus, hun havde brugt så meget tid på at lede efter denne person men det havde ikke lykkedes hende, endnu.

Hun sad i sin sorte bløde silke kjole og sine røde plyssede sutsko, hun havde ikke gidet at tage ordenligt tøj på da hun alligevel ikke skulle lave noget, hendes hår var også helt hulter til pulter og hun så ud som om hun var syg, men hun var blot udkørt en følelse hun havde glemt for lang tid siden, men den var kommet tilbage på en eller anden måde eller så var det bare noget hun forstillede sig

Ikke langt fra huset sad en ung mand i et træ og kiggede på huset. Tænkende. Over fortiden. Og om hun stadig var et sted i nærheden. Roligt hoppede han ned fra træet. Rettede ryggen. Og begyndte roligt at gå hen imod huset. Da han nåede døren ind til huset tog han roligt fat i dørhåndtaget. Det knirkende dørhåndtag fra når han åbnede kunne vække hele huset hvis nogle sov. Så derfor tog han den skjulte klinge fra hans bælte ved lænden frem. I tilfælde at hun var her og var sur på ham. Bare for en sikkerheds skyld.

En høj lød gav genlød i hele huset, det var døren... Som gik op af sig selv.. Næppe, hun rejste sig hurtigt op og gik stille ud af værelset, hun var på en gang som man skulle lidt ned af og så lå døren til højre, hun var på midten af den gang og stoppede, hvem kunne det dog være vis der overhovedet var nogen, men den dør kunne umuligt bare gå op af sig selv, der måtte være nogen "Hallo er der nogen" hendes stemme var usikker og tøvende hun tog nogen ekstra skridt og afslørede sig selv foran en fyr der stod ved døren, hvem pokker var han, hun greb hurtigt om sin dolk men hendes hånd lande tomt i luften, den lå på sengen, dammit.. "hvem er du" hendes stemme var kold men dog nysgerrig, hvem var denne fyr

Roligt kom han ordenligt ind. Han drejede sig en kvart omgang så lyset fra månen udenfor lyste halvdelen af hans krop op. Nok til at man kunne se hvem det var. Denne skikkelse så lidt anderledes ud. Det skæg han engang havde. Var barberet væk. De flotte detaljer på hans ansigt var kommet tydeligere frem. Han så på denne kvinde. Denne kvinde som så ud til at havde prøvet at gribe fat efter noget. Kniven glintede pænt i den højre hånd der hvor lyset osse var. De røde øjne begyndte at lyse. Han så glimt. Glimt af den korte fremtid. Få sekunder frem. I tilfælde af at hun ville angribe. Smilet kom frem på ham. "Hejsa." Var det eneste som han sagde. Helt venligt og fredeligt. Som om han ikke ville skade hende. Det ville han heller ikke. Roligt løftede han kniven. Og satte den på holderen på ryggen. Den lille lomme som vendte vandret med en kniv i hver ende. Som sad fastspændt på hans lænd i et bælte.

Knivene ser sådan her ud. Og holderen er bare et stykke læder som er rullet så der kan sidde en kniv på hver side. Med en sikring i form af et stykke læder som kan klikkes fast. Bare så de ikke falder ud.
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Da fyren var mere synlig stod hun som fast til jorden og kiggede på ham, hun lagde mærke til kniven som han løftede hun tog et hurtigt skridt tilbage men stoppede da han bare sat den i en holder han havde på ryggen, hun så undrende på ham da han bare sagde 'hejsa' hvem var han, det besvarede han ikke, hun tog skridtet frem igen "hej, og hvem er du" hun gik hen til ham ikke for tæt, bare lidt længere frem mod ham, der var nogle utydelige minder når hun kiggede på ham men hun kunne ikke få styr på dem de kørte rundt i hovedet på hende og lavede en form for en hovedpine som lige kunne holdes ud, hendes øjne bød ham ikke velkommen men der var nu noget blidt over dem da hun så på ham, minderne blev mere tydelige hver gang hun kiggede på ham men stadig ikke noget hun kunne sætte finger på men der var helt sikkert noget over ham fra hendes fortid.

Smilet på ham var ret normalt. Som man smilede til en i juletiden. En man ikke kendte. Venligt. Men ukendt. "Det burde du da kunne huske." Roligt begyndte han at gå frem imod hende. Med rolige skridt. Et skridt af gangen. For at se hvor tæt på hun ville lade ham gå. Hvis hun tog et skridt tilbage ville han stoppe op hvor han var. Om så det var et skridt han fik gået. Eller om han var indenfor en meter. Hvis han var en meter væk ville han stoppe alligevel. Bare så hun ikke bare kunne nå at angribe ham hvis hun lagde mærke til hvem hun var. "Markulius Dé Audetore er navnet men du kan kalde mig Mark eller Markus det er for mig ligemeget." Sagde han roligt med det rolige venlige fremmede smil.

Hun kiggede undrende på ham, det burde du vide, hvad, hun vidste det jo ikke han brød ind i hendes hus hvor pokker skulle hun vide det fra hun vidste ikke hvem denne mand var, hun blev stående lidt da han begyndte at gå nærmere hende og præsenterede sig selv, hun lod ham træde ret tæt på, *Markuluis* det, det var ikke rigtig noget hun havde hørt men hun havde set manden før, han dukkede op bagerst i hendes minder hun tog sig til hovedet da et af minderne fra da hun var ved at dø kom op, da hun lå på gulvet og hørte døren gå op og mærkede en smerte som startede ved halsen og bredte sig til resten af kroppen, hun kiggede på manden som stod foran hende og lignede et stort spørgsmåls tegn,var det ham, ham som havde redet hendes liv selvom hun ikke var særlig vild med det hun havde nu, og som havde givet hende dette hus, "er du ham..." hun kunne ikke sige mere, det var som om noget stoppede hende, hun stod tavst og kiggede på ham.

//Undskyld men jeg havde slet ikke set du havde svaret //

Den tavshed der kom efter hun spurgte var nærmest uudholdelig. Men det var osse meningen fra denne unge mand. Så han kunne få hende til at tænke lidt over det. Efter en kort pause som føltes som flere minutter men højst var 30 sekunder. ”Ja det er mig.” Sagde han med det samme smil som før. ”Men hvad laver du stadig her? Jeg havde regnet med du var rejst for flere år siden.” Sagde han roligt og så undersøgende på hende. ”Og hvorfor ser du så svækket ud. Hvornår har du sidst fået noget at spise.” Spurgte han roligt. Roligt tog han den ene kniv frem og lod roligt snitte et sår i sit håndled. ”Drik.” Halvkommanderede han. Før han roligt hævede armen så hun kunne drikke.

Det var ham, hom som forvandlet hende og givet hende dette hus og efterladt kun en seddel til hendes information, det var han virkelig, hun smilede svagt, hvad hun lavede her jamen hun boede her da han havde jo givet hende det hus og hun havde ikke et sekundt tænkt over at flytte andre steder hen, "Jeg bosatte mig her" hun trak på skulderne, hun tænkte sig lidt om da han kom med hans næste spørgsmål, "Øhm to dage tror jeg" hun kiggede på ham, hun rystede på hovedey da han trak en kniv og skar i sit håndled hun duftede blodet med det samme og da han kom hen med hans håndled og bede hende om at drikke ville hun ikke havde tøvet og bare gjort det men denne gang... Kunne hun ikke, "Nej tak" sagde hun roligt og kiggede på hans håndled som han hævede mod hende, hun tog et skridt tilbage og rystede på hovedet, hun ville ikke drikke, ikke... Endnu, men en dag blev hun nød til det men bare ikke endnu.

Han smilede roligt og så fortsat på hende. "Hvordan gør man det der. Jeg mener bevare sin menneskelighed selvom man glor på blod." Hans håndled helede sig roligt sammen igen og han tørte kniven af i sit bukselår og satte den i holderen igen. "Jeg mener du er ikke ligefrem helt ung i alderen mere." Hans smil viste at han vidste hvordan det var at tænke tilbage på sin ungdom som menneske. "Hvorfor bevare den menneskelighed. Det er jo nyttesløst i sidste ende ender det altid med at man ikke kan styre sig. Hellere tag det man får tilbudt end at spise alt andet." Smilet viste han mente at hun burde sige ja til hans tilbud end at gå på slagtetur igennem den nærmeste by. "Se på mig 122 år og jeg har været menneskeblodren i snart 2 årtier. Takket være min tidligere mesters blod. Og dyreblod selvfølgelig." Hans blik viste at han ikke løj. Og det var tydeligt han var stolt af det.

Hun sank en klump da hun var lige ved at tage hans håndled og suge noget blod fra ham voksede det sammen, hun tog en dyb indånding og kiggede op på ham "tro mig det er ikke let" sagde hun og smilede skævt til ham, hun kiggede lidt på ham lagde hovedet på skrå, sagde han lige hun var gammel, du er ikke helt ung længere, ahva for noget.... "siger du jeg er gammel" spurgte hun lidt komisk, hun var ikke sur hun synes det var ret sjovt han havde kaldt hende gammel. Hun trak på skulderne, hun bevarede heller ikke sine menneskelighed hun kunne bare ikke lide blod, den metaliske smag og at det var tykt, hun kunne bare ikke lide blod, "Jeg prøver ikke at bevare min menneskelighed jeg kan bare ikke lide smagen af blod" hun kiggede på ham med hovedet på skrå da han sagde hun skulle kigge på ham, hun tog det bogstaveligt, "vil det så sige vis jeg drikker fra dig og dyr behøver jeg ikke at drikke fra mennesker mere" spurgte hun og rettede sit hoved op.

Hun betragtede ham, hun havde ikke helt kunnet huske ham men når nu hun kiggede nærmere på ham kunne hun godt huske noget af hvad der var sket, det hele kom tilbage til hende, meget af det hun ikke kunne huske kom lige pludselig frem, "Må jeg spørger... hvad hedder du" spurgte hun med en blød stemme og smilede til ham, han havde slet ikke ændret sig fra den dag hun fik et glimt af ham, slet ikke han var stadig den flotte høje unge mand som bar hende i hans arme halv død af en overdosis på stoffer og halv fordrukken, han havde reddet hende og hun var dybt taknemmelig over for ham

Rolig rettede han sig lidt mere op som om han forsvarede sig selv. "Smagen af menneskeblod er ikke metalisk. Den er vidunderlig." Sagde han roligt. Markulius var jo ikke bare vampyr men han var utrolig velvidende. Jo længere tid man havde drukket blod desto bedre kunne man lide det. Markulius havde ikke haft sin mester de første 20 år så han havde drukket ekstremt meget menneskeblod. Deriblandt en pige som han havde forvandlet. Tydeligvis. "Nej jeg påpeger ikke at du er gammel jeg påpeger at du ikke er nyfødt vampyr." Sagde han roligt og smilede til hende. Det var som om han havde kendt hende godt dengang. Han stolede på en måde på hende. På den anden side var hun jo forbundet med ham. Han var trods alt hendes mester. "Ved hjælp af blodet fra dyreblod og en smule blod fra din mester kan du blive det som vi vampyrer kalder en vegetarvampyr. En der ikke drikker fra mennesker. Men fra dyr. Med nok træning og nok udvikling af dine instinkter kan du blive vegetar. Men kun hvis jeg træner dig til det." Hans smil var roligt mens han fortsat så hende i øjnene. "Ikke for at skræmme dig men du er nok den første person jeg har bidt som har overlevet forvandlingen. På trods af din næsten døde stand. Det har måske noget med hinanden at gøre." Sagde han tænkende mens han roligt satte sin hånd op og greb fat hen af sin kæbe. Tænkende. Derefter så han roligt på hende. "Markulius Dé Auditoré til din tjeneste." Sagde han roligt og bukkede sig kort.

Hun rettede sig selv op da han gjorde og kiggede ham direkte ind i øjne, "Smagen af blod er ikke vidunderlig den er forfærdelig" sagde hun bestemt og lagde armene overkors mens hun kiggede ned i jorden. Hun kiggede op igen og mødte hans blik, hun forstod godt hvad hun mente hun lavede bare lidt sjov, hvorfor skulle ældre vampyre være så seriøse, hun rystede på hovedet af ham men et roligt smil kom frem på hendes læber da han ogs smilede. Vegetarvampyr, det kunne være hun skulle blive sådan en hun hade smagen af blod fra mennesker, hun kunne ikke lide det, mon han ville træne hende, hun så lidt på ham og spurgte så forsigtigt, "vil du... træne mig" hun kiggede roligt på ham med et roligt smil. Den første der overlevede, det skræmt hende ikke for hun var jo levende, "hm... hvordan fandt du mig egentlig, jeg var jo inde i mit hus, hvor fra vidste du jeg var der og hvorfor ville du rede mig" hun kiggede spørgende på ham og smilede til ham da han præsenterede sig selv og bukkede, "Markulius... Mit navn er Demitra" sagde hun roligt og smilede til ham

Han smilede roligt fortsat mens han så hende i øjnene. "Jeg ved den smager underligt i starten. Men jo mere man drikker af det desto bedre smager det. Og hvis du tror at mit blod eller at dyrs blod smager bedre kan du lige så godt glemme det. Dyreblod er 20 gange værre. Selv jeg kan ikke lide det og jeg er nået til det niveau hvor menneskeblod er himmelsk. Det eneste der slår det er engleblod." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. "Men ja jeg vil træne dig. Bare stol på mig så skal jeg nok træne dig." Hans smil var roligt og venligt. "Jeg vidste det ikke jeg kunne mærke det. Det var som om noget dragede mig hen for at redde dig. Det var egentlig ubehageligt men jeg gjorde det alligevel." Sagde han smilende mens han fortsat så på hende. "er du klar Demitra. Det er tid til at du bliver mere træt end du nogensinde har været." Sagde han roligt med et roligt og halvlumsk dog venligt smil

20 gange være.... men.... opfortrede han hende til at drikke fra mennesker, hun kiggede lidt undrende på ham stadig med armene over kors, "vil du have jeg drikker fra mennesker frem for dyr" spurgte hun roligt, hun gav ham dog et lille roligt smil for ikke at være så uhøflig, hun nikkede, stole på ham... hvad kunne hun ellers gøre han havde redet hende for en overdosis af stoffer som hun faktisk... stadig tog en smule af en gang imellem, men det sagde hun ikke noget om "jeg stoler på dig" sagde hun og smilede til ham og lod armene falde ned langs siden. Ubehagelig hvad mente han med at det var ubehagelígt, "hvad mener du med.... Ubehageligt" hun så spørgende på ham. "træt jeg kan vidst ikke blive træt" sagde hun med et udfordrende smil på læben, skulle de allerede i gang med at træne, hm... fint med hende, "Hov... men hvorfor er du kommet tilbage... og du er selvfølgelig velkommen til at flytte ind vis det var det du kom efter" sagde hun og smilede til ham

Han så på hende roligt med et roligt blik. "Jeg ved ikke hvorfor jeg kom tilbage. Det var nok bare fordi jeg følte mig draget hertil." Uden at sige mere gik han direkte forbi hende videre ind i huset. Stoppede op ved det ene soveværelse. Der var 2 soveværelser. Han gik derind. Han gik hen til et hjørne før han bukkede sig ned på knæ. Et slag rettede han sig ned igennem en af brædderne. Hvorefter han hev en hel firkant brædder op og fremviste et skjult rum hvor der lå nogle sække. Han tog den ene sæk op og lukkede brædderne igen. Roligt gik han hen til en tom skuffereol og åbnede posen. Roligt begyndte han at tage tøj op og ligge det i skufferne. Som om han var ved at flytte ind. Han regnede med at hun kunne gætte sig til at han nok ville blive her et stykke tid.

Hun nikkede og kiggede stille på ham, hun kiggede efter ham da han bare gik lige forbi hende, hun gik roligt efter ham lige bag ham, hun stoppede dog lige i døråbningen til værelset han var gået ind i, hun kiggede lidt rundt i værelset, var de hans... hun havde aldrig brugt dette værelse, hun kiggde hen på ham og lagde hovedet på skrå da han hev bræder op fra gulvet, hun prøvede at se hva pokker det var han lavede og stod på tær for at se, men da han vende sig om lod hun hurtigt vær med at stå på tær, hun kiggede på den pose han havde med sig, hvor kom den fra, hun kiggede lidt spørgende på ham da han lige pludselig bare tog tøj op af posen, ville han flytte ind... hun trak på skulderne af sit eget spørgsmål, hun gik væk fra døråbningen og væk fra værelset, hun ville give ham lidt tid til at pakke ud.
I mens gik hun ind på badeværelset og lukkede og låste døren, hun beyndte at tage hendes silke kjole af og sine plyssede sutsko, hun lagde det hele i en bunke til vask. Hun gik ind i badet og tændte for vandet, hun lod vandet strømme ned af hendes kolde krop og vaskede sig grundigt.
Hun gik ud af badet da hun var færdig og stod lidt foran vasken foran et spejl der hang på vægen og kiggede sig i spejlet, hun så ikke ud til at blevet meget friskere hun så stadig lige så udkørt ud som før, hun sukkede og tog et håndklæde om sig og gik ud af badeværelset.

Roligt tog han sin jakke og sin trøje af for at folde det sammen og ligge på toppen af kommoden. Derefter tog han roligt en sort tank top frem som han roligt kastede over sig for at dække sin overkrop. Ikke fordi der var noget at skjule. Han var muskuløs og som pigerne sagde. Et perfekt syn for øjet. Roligt tog han fat i en af brædderne som hang fra væk til væk oppe lige under loftet. Den var rådden og faldefærdig men den burde kunne holde til hans vægt. Roligt løftede han sig op og ned af den for at træne sine armmuskler. Ikke for at work out'e men for at se hvor hans grænse var med armene. Det var cirka der hvor han hørte at vandet slukkede inde fra badet. Han så hen mod gangen for at se om han kunne se kvinden gå rundt derude. "Demitra?" Spurgte han roligt mens han fortsatte med at hæve sig op og ned.

Hun hørte ham kalde på hende men... hun havde intet tøj på kun håndklæde.... hm... skulle hun gå ind til ham, det dækkede jo det vigtigste... hun gik roligt mod hans værelse og stilede sig i døråbningen og fandt ham igang med at hæve sig op og ned af en blanke som gik fra væg til væg... hun lagde hovedet på skrå og kiggede spørgende på ham, hvad ville han... hvorfor kaldte han.. eller han kaldte måske ikke... han ville måske vare vide om hun var der... "Hvad er det" hendes stemme var rolig og hun stod og holde håndklædet tæt om sig mens hun stod og betragtede ham, hun bed sig lidt i læben og så ned af sig selv inden hun så op på ham igen

Han smilede roligt og venligt. Mens han fortsat hævede sig op og ned. armene pumpede blod rundt i hans arme. Så de så større og stærkere ud. Han tænkte sig om roligt. Hvad skulle han svare?. Han vendte blikket mod hende roligt. Han opdagede hun intet havde på. Drengerøvesmilet han altid smilede når han tænkte ting som at drille folk kom frem. Roligt med en hurtig bevægelse. Slap han bjælken. Hvorefter han forsvandt med hans vampyr fart. Og da han endelig dukkede frem stod han med hendes håndklæde i hånden ovre ved vinduet. Han lænede sig mod vindueskarmen. Så det nederste af hans ryg var ude af vinduet. "Jeg undrede mig bare over jeg ikke så dig gå forbi. Men nu spørger jeg. Hvorfor har du intet tøj på?" Spurgte han roligt. Selvom hun stod foran ham nøgen var hans blik fast fæstet på hendes ansigt. Kun hendes ansigt. Han ville være drillende ikke fornærmende.

Hun kiggede ventende på ham mens han hævede sig op og ned af bjælken, hun betragtede ham med hovedet let på skrå og et skævt spørgende smil, hun blev dog lidt overrasket da han med en meget hurtig bevægelse gav slip på bjælken og bare lige pludselig forsvandt i en fart... vampyr fart, hun gispede da hun ikke kunne følge med og fandt sig derfor nøgen foran ham mens han havde hendes håndklæde i hånden ovre ved vinduet, vis hendes hvide vampyr hud ikke havde været der havde hendes ansigt været rødt af pinlighed, hun kiggede forskrækket på ham, hun vidste ikke hvad hun skulle sige... hun kunne ikke rigtig sige noget... gud hvor var det pinligt... virkelig.. det var det. Hun rystede på hovedet få at komme ud af sin trance og med vampyr fart løb hen til ham så hun stod foran ham, hun gav ham et frækt smil og lænede sig frem mod ham. Med et drillende blik tog hun håndklædet fra ham og tog det om sig, "Jeg var i bad..." hun trak på skulderene og tog det helt roligt som om det der lige var sket slet ikke berørte hende

Han grinte svagt før han roligt lænede sig imod hende. Lod hende tage håndklædet. Ja. Hvorfor skulle han beholde håndklædet hvis hun var så nervøs for han skulle gøre noget. Han lod roligt en hånd lægge sig til hendes blottede skulder og lænede sig mod hende lidt mere så deres ansigter var tættere. "Ja det ved jeg skam godt du var. Men det er stadig ikke grund til sådan bare at smide håndklædet. Tænk hvis jeg ville voldtage dig." Han grinte svagt mens han fortsat så på hende. "Selvom du sikkert bare ville elske at mærke mig. Bortset for at det får du ikke lov til." Selvtilliden var på top som altid. Roligt fjernede han sin hånd fra hendes skulder og langsomt begyndte at gå hen til hans tøjskab. Og begyndte at lede efter noget han kunne tage på.

Hun kiggede smilende på ham da han lænede sig ind til hende, hun kiggede hen på sin skulder da der blev magt en hånd roligt på den, hun kiggede derefter op på ham med et lige så frækt smil og lokkende blik, deres ansigter var ikke langt fra hinanden, men hun var sådan set ret ligeglad hvad afstanden var mellem dem, det ragede hende en høstblomst.. Voldtage hende... Ja det ville han sikkert, og ville hun stritte imod mon.. Nej det skulle man ikke regne med.. Ikke fra hendes side.. Fik hun ikke lov til? Hun grinte lidt af det.. Sagen var bare at hun altid fik hvad hun ville.. Men om voldtaget var det hun ville blive vidste man jo bare ikke...
Hun sukkede da han fjernede sin hånd fra hendes skulder og gik væk, hun stod lidt og kiggede ud i luften før hun med et drilsk smil gik yndefuldt hen til ham og stoppede lige bagved ham med læberne tæt ved hans øre.. "Mhm.. Jeg for lov til alt" hviskede hun drillende i hans øre og bed ham i øreflippen, hun gik så forbi ham hen mod døren og for at lokke ham endnu mere end hun allerede gjorde smed hun håndklædet på hans gulv så hun stod helt nøgen foran ham, hun fortsatte så sine yndefulde bevægelser ud af hans dør til hendes værelse som lå på højre side af en lang gang ikke langt fra hvor hans værelse var

Hun gjorde et stort nummer ud af det. Men der skulle meget mere til. Markulius var ikke typen som knaldede enhver. Men han havde heller ikke tid til det. Roligt fandt han en af sine smukke specielle knive frem fra en skuffe. Han havde ikke tid til at blive distraheret. Medmindre hun ville med. Næppe. Roligt gik han ud på gangen. Han kunne ikke dy sig. Han måtte indrømme hun var en af de smukkeste han havde set. Han gik roligt hen til døren ind til hendes værelse. Og kiggede roligt ind. Så på hende stadig stå nøgen derinde. Hans kniv sad i den specieldesignede holder på sin lænd som altid. "Jeg har ikke tid til dine julelege. Jeg kan godt li kvinder som tager hvad de vil. Men jeg hader julelege. Kom til sagen eller gå væk. Jeg er ikke interesseret i at blive hængende. Jeg er her kun fordi dette gamle hus er midt i Ashen Wood forest. Et perfekt sted at træne mine evner. Hvilket er hvad jeg skal ud og gøre nu." Han lænede sig mod karmen ved hendes dør og så fortsat på hende. Men hans opmærksomhed var direkte rettet imod hendes ansigt. "Du må gerne komme med hvis du vil. Så længe du ikke kommer i vejen." Smilet på hans læber var blødt og varmt og forførende. Men hans blik var tiltrækkende og alvorligt. Han mente at hun ikke skulle komme i vejen for ham.

Hun smilede da hun kunne se ud af øjenkrogen at han stod i døråbningen til hendes værelse, hun vende sig mod ham med et roligt smil, dog faldt det da han begyndte at tale til hende, hun sukkede irriteret.. Var at træne virkelig kun det han var kommet for.. Jamen.. Så var det jo det han kunne træne sin evne og så kunne han ellers skride derfra.. Hun tog en silkekjole over sig uden at tage noget indenunder, hun gik over til ham med hurtige yndefulde bevægelser, hun stod helt foran ham og kiggede ham i øjne med et koldt blik, hendes følelsesløse personlighed havde taget over, "Ved du hvad.. Vis træne kun var det du kom for så synes jeg du skal træne og skride her fra.." hendes stemme var kold.. Men vis man lyttede godt efter kunne man høre sorg, hendes følsomme personlighed var der stadig lidt i hende, "gå du bare ud og træn.. Jeg blir" hun ignorerede hans smil.. Hun gik hurtigt forbi ham med sine yndefulde bevægelser væk fra sit værelse og lidt længere ned af gangen...