Partners. //Deliah//

S: Udenfor byen Terrorville District.
O: En vej hvor der kører hestevogne, som er markeret med træer på hver sin side.
V: Solrigt.
T: Eftermiddag.
P: Cowboybukser, hvid skjorte.

Der var varmt, hvilket ikke var så godt når man ikke kunne tåle den varme. Han kunne godt have det en lille smule varmt, men når først et almindeligt menneske ville begynde at sved, betød det for ham at han skulle væk med det samme, medmindre han gerne ville ende sine dage. Han løb på vejen, imens han engang imellem stoppede op for at ånde ud, da det med at løbe ikke gjorde det bedre for ham. Men, det var den hurtigtse måde at komme væk på. Et kort øjeblik flakkede de mørkebrune rundt efter et sted hvor det kunne være muligt at han kunne køle ned, men han kunne ikke se noget. Bare en enkelt sø ville hjælpe ham, men selvfølgelig var der aldrig en til stede når man skulle bruge en.
Snart kunne han ikke løbe mere og i stedet luntede han, med tunge vejrtrækninger og det var som om at han vaklede på sine ben. Han skulle køle ned og det kunne ikke gå hurtigt nok!
Endnu engang kiggede han rundt for at finde et sted der ville være køligt, men uden held igen. Var det virkelig slut nu? Han var jo næsten lige begyndt på sit nye liv.. Han kørte en hånd igennem sit brune hår, inden han faldt ned på knæ, men støttede med sine arme, for ikke at vælte helt ned. Det var underligt for ham at føle sig svag, men det var han når det galt om at have det varmt.. Han kiggede en sidste gang rundt..

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Solen bagte ned over alt. Hver centimeter på jordens overflade var badet i stråler fra den glohede planet mange tusinde kilometer væk fra alt. Skyerne syntes at være fordampet fra himlen, og selvom sneen endnu kunne skimtes rundt omkring, så var det begyndt at smelte. Det var helt sikkert en af de varmeste dage der endnu havde været i februar. Vejen støvede let i en næsten udeblivende vind, der dog var let nedkølende og derfor velkommen. Men derfor var der selvfølgeligt ikke over tyve grader, for vinteren var ikke ovre endnu.
Derfor var det heller ikke uudholdeligt for den kvindelige skikkelse der travede op af vejen, at være iklædt sort tøj. Tanktoppen sad en smule løst omkring hendes liv, og tillod kølig luft at komme ind under hendes trøje. Læderbukserne der sad stramt om hendes ben og gjorde det nemt at bevæge sig, opvarmede hende også meget mere end normalt tøj. Derfor glinsede dråber af sved og på hendes bryst og arme, men det syntes ikke at bemærke rigtigt. Om hendes liv hang et fuldt våbenbælte, hvor bl.a. knive af forskellige varianter i forskellige skeder, en .38 og en pung fuld af forskellige slags patroner.
Det var mest fordi varmen ikke betød noget for hende. Selvfølgelig var det ikke behageligt med varme, men den var ikke slem nok til at hun havde fravalgt træningen. Men alligevel var det kun et rask trav det blev til lige nu, for hun løb for det meste imellem træernes skygge, som også var det hun var på vej imod lige nu. Hun kastede med håret, og skannede vejen med blikket sådan som hun havde fået for vane at gøre. Men de grønne øjne stoppede ved en eller anden der væltede omkring få hundrede meter foran hende.
Fedt. Først hjælper jeg en vampyr, og nu er jeg også nødt til at hjælpe en eller anden der har taget for meget tøj på. Hvem fanden tror verden jeg er? En eller anden skytsengel? Helt ærligt.
Luft forlod hendes læber i form af et dybt, lettere irriteret suk, inden hun satte i løb hen til hvem end der var faldet om. Hendes hår piskede bagud, hvilket mindede hende om at hun havde glemt at tage en elastik med. Der gik dog ikke mange sekunder før hun bremsede op ved personens side. Manden lignede et menneske, men så ikke ud til at have så mange lag af tøj på, som hun havde troet. Et kort sekund overvejede hun at efterlade ham, for der var ikke langt til den skov hun var på vej imod. Men det var åbenbart et menneske, så hun var nærmest nødt til det.
Fedt. Godt træk Moder Jord, du vinder denne her runde. Jeg skal nok hjælpe denne her.
Hun troede ikke på Moder Jord, men hun havde ingen intentioner om at tænke på noget nær Gud, så hun måtte bruge det anden bedste. Og så var Moder Jord også en kvinde. Hun bukkede sig ned, lagde hans arm om hendes skuldre. Da hun rejste sig op fik hun hevet ham halvt op og stå, og kunne dermed trække ham fremad. I det sekund priste hun sig lykkelig for de utallige træningstimer der gjorde at hun kunne holde til dette her, i modsætning til så mange ynkelige mennesketøser der rendte rundt i verden. De fortjente at blive skudt.
Nej. Ikke skudt .. Mennesker skal ikke skydes.
Det gik overraskende hurtigt, men der gik ikke lang tid før hendes muskler begyndte at protestere. På trods af hendes dæmonstyrke og ekstra træning, så var det mere hendes egen vægt hun var vant til at bære i sine arme. Og hun var noget lettere end ham her. Et smil gled frem på hendes læber ved smerten i hendes arme. Hun elskede en udfordring, så nu var det ikke længere om at hjælpe denne mand. Det var om at vinde over sin træthed, muskler og den varme der nu begyndte at irritere hende. Foran hende begyndte man at kunne se træerne der tårnede sig op, og kastede skygge under sig. Hun vidste fra erfaring at der var en sø kun ti meter inde under træernes skygge, der dog var minimal og ved at tørre ud, hvis hun ikke tog meget fejl. Alligevel var dét det eneste sted hun kunne finde på lige nu.
For hvert skridt hun tog blev træernes større. Hendes hud syntes at skinne af sveden hendes krop frembragte, men hun var kommet derover hurtigt. Træernes skygge kølede let, men først da hun kom til hvad der lignede en vandpyt i størrelse XL, smed hun manden fra sig. Hun vendte omkring og tog fat i hans hånd, hvorefter hun skubbede halvdelen af hans krop under vand, men sørgede omhyggeligt for at holde fast i hans hånd så overkroppen ikke kom under vand. Han skulle ikke drukne, efter alt det besvær hun havde haft med ham.

Der var noget eller rettere sagt nogen som trak i ham. Han var fristet til at se hvem det var, men overvejede også at lade være hvis det nu var en fjende, også var det nok bedst at spille død, så de forhåbenlig ikke ville finde det sjovt at dræbe ham eller noget i den stil. Så han forholdte sig roligt og hvis personen ville flænse ham, skulle han sørge for at forsvare sig med alt hvad han havde, især med de våben han havde i sit bælte, men lige nu galt det om at spille svag, så fjenden ikke skulle fatte mistanke. Om det var en god form for teknik ville vise sig..
Så snart han mærkede noget koldt mod sin underkrop, gispede han og slog de mørkebrune øjne op med et sæt. Hvordan kunne vedkomne vide at han havde brug for kulde? Han løftede hovedet en anelse for at se hvem det var og fik et lille chok da han så en smuk kvinde hjælpe ham ned i vandet. Det overraskede ham at hun kunne bære ham, så han gik ud fra at hun måtte være stærkere end de andre han før havde mødt og set. Han lukkede øjnene i igen, for at fokusere på kulden som langsomt opslugte ham, hvilket for ham var noget som var det bedste i verden.
han åbnede sine øjne igen, vred sig ud af kvindens greb, for at komme helt ned i vandet. Han ville ikke drukne, men bare have hele kulden at føle. Så snart han havde brug for luft, kom han op til overfladen igen, åndede ud og rystede lidt på hovedet, hvor han derefter kiggede nysgerrigt hen på kvinden.

En lyd fik hende til overrasket at se omkring sig, med et køligt blik. Under et sekund senere gik det op for hende at lyden kom fra manden under hende, hvorefter hendes øjne fandt ham endnu engang. Og hans øjne var åbne. Ubevidst nåede hun at registrere at hans øjne var brune, inden han løftede hovedet og så på hende. Hun vippede hovedet let til siden og betragtede ham da han betragtede hende - Mest fordi han betragtede hende. Og så var hans øjne lukkede igen. Ikke en muskel i hendes krop havde bevæget sig under dette, hvilket egentligt var ret hårdt, nu hvor hendes tanker blev sporet i den retning. Hun bar trods alt stadig hele hans vægt i hende arme. Hendes fingre klemte godt om hans arm, selvom hun ikke tænkte over det, og hun egentligt godt kunne slippe når han tydeligvis ikke var besvimet.
Hvilket heller ikke kom hende til gode da han begyndte at vride sig ud af hendes greb, for siden hun endnu holdt fast i ham, betød det også at han hev hende ind over vandet. Og overbalance samt vand var aldrig en god kombination. Hun slap hans hånd alt for sent, og med et lettere forsinket gisp gled hun ned i vandets kulde. Vandet omringede hende, og trak hende til sig. Det var overraskende behageligt med de let kølige skvulp der pressede sig ind overalt, og gjorde hende fuldstændigt gennemblødt. Hendes hår syntes at svæve i vandet, og fik hende til at ligne en havfrue under vandet - Men hun vidste godt at så snart hun kom op over vandet, ville det klistre til hende og få hende til at se ud som en idiot.
Og det gjorde hun skam også da hendes hoved brød op igennem vandoverfladen imens hun sugede luften til sig på en mere eller mindre diskret måde. Hendes hår hang lige ned, og nægtede i starten at give slip på hendes ansigt, da hun i ren refleks pillede det væk, men det lykkedes hende at få det til at hænge istedet for at sidde fast. Hendes tøj var på den lyse side afkølende nu, men kun læderbukserne sad normalt - Og det var fordi vand ikke som sådan havde meget indflydelse på deres position.
Slå ham ihjel. Nu.
Hun skilte læberne lidt idet kulden havde gjort hendes åndedræt for hurtigt til at andet var naturligt, og så halvchokeret op på ham, imens hun samlede håret til en klump og skubbede vandet ud af med nogle hurtige, indøvede strøg som enhver kvinde kendte. Så slap hun håret og lod det se så latterligt ud som det nu havde lyst til, hvorefter hun lagde armene over kors. Hvis hun ikke havde været en succubus havde hun set fuldstændigt idiotisk ud nu, men hun mente selv at det måtte være slemt nok alligevel.
"Jeg beskylder dig for dét der."
Hun lod ikke så vred som hendes morderiske tanker gjorde udtryk for, hvilket højst sandsynligt var fordi at vandet faktisk var ret behageligt. Så skubbede hun sig igennem vandet, og hev sig ubesværet op på bredden, hvilket endnu engang gav udtryk for at hendes styrke måske ikke var på niveau med hvad hendes udseende gav udtryk for. Hun dryppede. Så snurrede hun omkring, og så igen på mennesket - Eller hvad han nu var.

Det havde ikke været hans mening at hun skulle falde med i, men på en måde var det vel hendes egen skyld, da hun bare kunne have givet slip på ham da han prøvede at vride sig ud af hendes greb. Men, hun havde nok ikke set det som at han ville fri, så derfor havde hun ikke givet slip på ham.
Kirt løftede kort på skuldrene, kørte en hånd igennem det brune hår for at fjerne dem som klistrede til hans pande. Alt hans tøj var nu vådt og klistret, så det var ubehageligt at have på, præcis ligesom dengang han skulle rende rundt med den tunge uniform. Cowboybuskerne klistrede til hans ben, imens den hvide cowboyskjorte for længst var blevet gennemsigtig, så den afslørede hans krops muskulatur.
"Jeg beskylder dig for det," sagde hun, hvilket bare fik ham til at kigge forvirret hen på hende.
Beskyldte ham for hvad? Det var vel ikke hans skyld at hun ikke ville give slip på ham, han løftede endnu engang blot på sine skuldre og gik, nærmest vraltede hen til kanten, da det ikke var det nemmeste at gå i vand med tungt, vådt tøj på. Med et løft var han oppe fra vandet og åndede ud, eftersom han ikke længere havde det så varmt. Vandet havde afkølet hans systemer. Et par enkle dråber fra hans hår ramte græsset, lige inden han rejste sig op og så ned på kvinden, som havde reddet ham.
"Tak," sagde han og fortrak ikke en mine i sit ansigt, men lod dog hovedet nikke kort, for at vise sin taknemlighed.

Hun gjorde ikke mine til at ville hjælpe ham da han selv hev sig op efter hende, men stod på med hænderne over kors, og så på ham med et hævet øjenbryn. Så rejste han sig op, og så op på hende, hvilket fik hende til at kigge væk, som om hun var sur. Dog var hun overraskende nok ikke sur. Hun skulle alligevel herhen og træne, så hvad var pointen? Men de første ord han sagde, forvirrede hende også let i starten, fordi tak ikke var et ord hun hørte ofte. Måske mest fordi hun ikke hjalp folk særligt tit, eller endte med at skade dem i et forsøg på at hjælpe dem, hvilket helt utroligt sjældent medførte et tak til sidst. Derfor havde hendes øjne også et lettere forvirret skær da hendes meningsløse ord kom ud.
"Tak? Fordi jeg beskylder dig for at jeg faldt i vandet?"
Hendes ansigt udtrykte et kort sekund intet, hvilket ikke normalt var fordi hun ikke vidste hvad hun skulle vise som i dette tilfælde, inden det langsomt så ud som om det begyndte at dæmre for hende. Og idet hendes tidligere kommentar var ret pinlig, skyndte hun at dække for sig selv ved at smide en fornærmelse ud, præcis som hun plejede.
"Det var faktisk ikke så lidt. Du er ret tung af et menneske at være."
Hun regnede med at han var et menneske? Hvis han ikke var, så ville hun under alle omstændigheder få det at vide nu. Pludseligt gispede hun, og hendes hånd svirpede lynhurtigt ned til hendes våbenbælte. Hendes fingre søgte kort over hvad hun havde kunnet mærke ikke var tilstedeværende - Hendes .38 der på nuværende tidspunkt havde tilhørende stålpatroner i sig. Hun hvæsede, hvorefter hendes blik gentagne gange hoppede fra vandet, til bæltet og op til manden.
"Se nu!? Min pistol ligger i vandet!? For helvede"
Hun snurrede omkring og stirrede ned i vandet. Så måtte hun jo i igen.

De fleste ville nok blive fornærmet over hendes opførsel, men Kirt tog det ikke på sig og da hun sendte ham et koldt blik, gjorde han ikke andet end at lægge hovedet en anelse på skrå og løftede kort på sine skuldre, inden han kiggede ned i vandet igen. For en sikkerheds skyld, mærkede han selv efter om hans våben bælte stadig hang om livet på ham og at det ikke var faldt af ligesom hende og nu lå nede på bunden af den mørke sø. Godt nok havde han ikke sin uniform på længere, men han gik ingen steder uden sit våbenbælte! Hvis nogen som bare prøvede at tage det fra ham, så ville han med det samme slå dem, så de aldrig skulle nærme sig det igen. Kirt havde jo trods alt et slag der var ligeså kraftigt som en vampyrs.. Han kiggede kort hen på hende, med et blik der ikke rigtig var til at gennemskue. Det var både koldt, men samtidig fyldt med en masse spørgsmål og følelser i de mørke øjne.
"Du hjalp mig," sagde han direkte og kiggede ned i vandet. "Nu vil hjælpe dig," Han tog sit våbenbælte af og smed det ved siden af sig, da han skulle være sikker på at det ikke forsvandt i vandet. Om hun ville have hjælp fra ham, kunne han ikke vide, men det interesserede ham egentlig heller ikke. Han havde sat sig i hovedet at hjælpe hende, også kunne hun ikke bare sådan stoppe ham. Inden han sprang i vandet tog han en dyb indånding og sprang i, uden det mindste tegn på at han var usikker på om han nu ville komme op igen..
Vandet var grumset og mørkt, man kunne ikke se en hånd for sig, men heldigvis vendede Kirt sig hurtigt til det og han svømmede ned på bunden, hvor han derefter gav sig til at mærke rundt om han nu kunne finde pistolen. Pludselig kunne han mærke sig selv blive svimmel og hans krop skreg om at han skulle op ad vandet nu! Men, han ville finde den pistiol. Så snart han mærkede noget røre sine fingerspidser, tog han fat i det og skyndte sig op for at få luft. Imens han svømmede op af, mærkede han efter om det nu var pistolen eller om det var noget helt andet.. Han kunne mærke at det var en pistol, trods alt havde han rendt rundt med sådan en lige siden han kom til verden. Det gav et plask fra vandet, da han kom op til overfladen og tog en dybindånding, lod luften trænge ned i sine lunger.. Han ånede derefter ud og kiggede hen på Deliah, hvor han derefter løftede pistolen op så hun kunne se den..

Hans ord fik hendes blik til at søge tilbage op hans, og sætte sig fast der i let forvirring. En varm brise bevægede sig igennem hendes klistrede hår, og fik det til at bevæge sig let da hendes blik havde sat sig fast til hans ansigt. Noget ved ham, lod alarmklokker bagerst i hendes hoved fortælle at der var noget galt med ham - ikke fordi han var ond, men fordi der var noget unaturligt. Dog fokuserede hun mere på hans ord, der med det samme fik hende til at træde et skridt frem, med de bevægelser der tydeligt viste at hun var født som et rovdyr - smidige, glidende, flydende bevægelser.
"Hjælpe mig? Vent ..."
Hendes blik fangede våbenbæltet der landede på jorden, og mindede hende et kort sekund om hendes egen pistol der netop nu var omringet af utallige dråber der trængte ind i løbet. Den dybe indånding der derefter kom, tillod hende at svirpe en hånd fremad med en utrolig fart og ynde, men hun nåede kun netop at strejfe hans tøj inden han gled tilbage i vandet. En imponerende ed dansede i hendes tanker, selvom det kun var en mere kendt der passerede hendes let skilte læber.
"Fandens også."
Delilah havde aldrig været meget for at folk hjalp hende, idet det for det meste fik hende til at føle sig svag og ynkelig, hvilket var som døden i hendes verden. Hun kunne dog ikke helt bestemme sig for, hvorvidt hun lod irritation vælde op i hende på grund af hans handling, eller en let taknemmelighed. Disse to følelser sivede sammen til en stor kugle, der ikke helt kunne enes, indtil de forenedes i én følelse hun ikke kunne hitte rede i.
Stilheden overtog hendes krop, idet hun spejdede ud over vandet for at finde tegn på liv. Den dunkede igennem hendes årer, og fulgte hendes åndedræt som ilten i hendes lunger. Derfor var det ulogisk da et let smil simrede omkring hendes læber, inden der blev vist livstegn på vandets blanke overflade, der sekunder derefter blev brudt af denne mand. Hun forstod det ikke - hvorfor havde han hjulpet hende? Hun havde ganske vist hjulpet ham, men det havde været i en helt anden sag. Dette .. Dette var noget andet.
Hendes blik faldt nok på pistolen, så snart den glimtede synligt i den bagende sol, der allerede var igang med at tørre hendes tøj. På trods af solens stråler, klistrede hendes tøj til hendes krop, hvilket gjorde at hun lige så godt kunne have ladet være med at have det på. Dog var blufærdighed en myte for Delilah, hvilket også betød at hun kunne have stået nøgen uden at hun ville tænke videre over det. Hendes fingre strakte sig ud, men ikke for at få fat i pistolen i første omgang, men derimod for at hjælpe manden op.
"Dig! Hold op med at hjælpe mig! Det .."
Hun tøvede lidt, da hun udtalte det sidste ord. Slutningen på sætningen havde været, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre med det, idet hun ikke var vant til venlighed. Hun var vant til at folk grinede af hende, angreb hende eller ville have sex med hende. Derfor virkede det unaturligt at han hjalp hende, uden set hvad hun havde gjort for ham. Venlighed var en svaghed - vidste han ikke det? Den kunne frembringe følelser, der ville ende med at skade én. Det kunne ødelægge én indefra, og fortærre én.
Hendes blik gled rundt en enkelt gang, hvorefter hendes fingre gled ind under hendes tanktop, og trak den over hendes hoved. Dette afslørede en sort BH, men hun så ikke et sekund ud til at overveje at dette måske virkede forkert. Hun lod den glide igennem luften i nogle hurtige bevægelser, idet dette ville gøre den hurtigere tør end hvis den klistrede til hendes krop som lim.
"Lad være med at lægge an på mig, bare fordi jeg tager trøjen af. Jeg gider ikke sex lige nu."
Hun så ikke op på ham, men det var tydeligt at hendes taktik i forhold til trøjen virkede, idet der ikke gik længe med de flydende bevægelser før den var nogenlunde tør. Derefter lod hun den ubesværet glide tilbage på overkroppen, og vendte derefter sin opmærksomhed imod denne mand igen. Hun kunne ikke forstå ham. Der var noget ved ham, der forvirrede hende - hun hadede ikke at være forvirret. Det var også derfor de næste ord der slap ud af hendes læber, ikke var så venlige som de burde have været.
"Hvorfor drattede du om derude? Kunne du ikke holde din egen vægt, fik du hedeslag, eller faldt du bare i søvn?"

Måske var det egentlig ikke så god en ide at hjælpe hende, trods alt kunne det jo hurtig vende sig til at hun ville slå ham ihjel, brænde ham op og bare stå at se på med et lumsk smil over hele sit ansigt, så selv øjnene skinnede af lumskhed. Kirt måtte indrømme at han havde svært ved at stole på folk, eftersom hans egen herre dolkede ham i ryggen, men bare fordi han hjalp hende betød det jo nødvendigvis ikke at han stolede på hende eller ønskede noget tilgengæld.. Han så det bare som det mest rigtige at gøre, da hun jo trods alt lige havde hjulpet ham, så de stod lige og at han ikke skyldte hende noget.. Men, nu var han altså sprunget i vandet efter hendes pistol og det nyttede jo ikke noget at smide den i igen, bare fordi han kom i tanke om at det nok ikke var så god en ide at vise venlighed.. venlighed.. Sådan et sjovt ord.. Det samme var ordet følelser.. Der var så mange ting at lærer, så det gjorde ham helt skør og rundt på gulvet, men han skjulte det bag sin ulæselige facade, som de fleste fandt irriterende eller spændende.. Et undersøgende blik gled kort hen over hendes pistol, for at teste hvad det var for en, hvor han derefter virkede imponeret og tog imod hendes hånd for at komme op på bredden igen, med sine cowboybukser og hvide skjorte klistrende til hans krop, hvilket var noget af det mest ubehagelige han kendte til.. Vådt tøj.. Han lagde pistolen ved siden af hende, inden han rejste sig op kiggede ned på hende, med det ulæselige blik.
"Som sagt, du hjalp mig, mig hjalp dig," sagde han og kiggede hende i øjnene, med sine mørke øjne der reflekterede i solens stråler. "Vi står lige," Han kiggede kort ned på hendes pistol, inden han bukkede sig ned for at samle sit eget våbenbælte op, for derefter at spænde det fast om sit liv igen. Han smilte tilfredst for sig selv, eftersom han elskede at mærke at hans våbenbælte var om livet på ham. Som sagt, han gik ingen steder uden det.. Da hun begyndte at tage sin trøje af, løftede han blot forvirret på et øjebryn over det hun sagde til ham.
Sex?
Hvad pokker var det og hvorfor skulle han ønske det af hende? Og lægge an.. Hvad skulle han lægge på hende?
Han rystede blot på sit hovede, inden han fokuserede på at få spændt sit våbenbælte ordentligt fast, så det ikke skulle risikere at falde af.. Der var så mange spørgsmål, men han valgte at lade dem ligge for sig selv og i stedet blot kigge neutralt på hende. Hendes sidste spørgsmål, fik ham kort til at kigge væk og overveje om han skulle fortælle hende sandheden, eller finde på en form for løgn. Men, hvad nyttede det at lyve alligevel?
"Man kan sige at jeg fik hedeslag," fortalte han og lod kort sin skjorte vride i sin hånd, så et par enkle dråber vandt kom ud af den. "Jeg kan ikke tåle at have det for varmt, min systemer kan ikke tåle det," Han kiggede ikke på hende, men fokuserede på at vride så meget vand ud af den nederste del af sin skjorte..

"Ingen skylder hinanden noget? Dét er et sprog jeg kan forstå. Jeg er ikke typen der skylder andre folk tjenester. Det er en svaghed, og kan få dig slået ihjel."
I starten af sætningen, var ordene helt tydeligt henvendt til denne mand. Et let smil dansede på hendes læber sammen med solstrålerne, og det var tydeligt at hun uden problemer forstod hvad denne hensigt var. Hun havde aldrig brudt sig om at skylde andre noget, idet det betød at hun senere kunne blive tvunget til at udfri sin gæld ved at gøre ting hun havde svoret hun aldrig ville. Den næste del af sætningen svandt dog ind, på den måde at det blev mere henvendt til sig selv. Hun havde for længst besluttet sig for at mange forskellige ting var svagheder for hende, og disse ting var svagheder hun aldrig ville lade røre sig.
Og alligevel var det så svært, ikke at lade svagheder komme tæt på hende. Det var som sneg de sig ind på hende, og prøvede at tvinge sig i kontakt med hende, så de ville blive opslugt af hendes krop og blive en del af hende. Hun kunne allerede mærke hvordan de sugede på hendes krop, og forgæves prøvede at finde en sprække de kunne falde ind i ...
"Skrid ud af mit hoved!"
Så snart disse ord passerede hendes læber, var det som sivede alle disse tanker ud af hendes hoved, og efterlod hende med klare tanker der ikke indholdt hendes egne svagheder og ting der kunne ødelægge hende indefra. Med ét kunne hun igen fokusere på manden, hvis trøje nu var ved at tørre ligesom hendes egen havde været for et kort øjeblik siden.
"Dine systemer? Hvad snakker du om?"
Hendes stemme var med ét let mistroisk, idet denne sætning ikke passede ind i det billede hun havde skabt. Der var ingen systemer i mennesker der kunne lukke ned som han beskrev det, idet de menneskelige systemer ikke fungerede på den måde - så vidt hun vidste. Hun tøvede let, idet denne mistro voksede mest på grund af at hun på ingen måde kendte ham - selvom hun aldrig ville lade mistro sive ud af hende, idet hun altid var på vagt efter foræderi og smerte.
"Hvem er du?"

Skrid ud af mit hovede, sagde hun pludseligt, så det fik Kirt til at kigge forvirret over på hende, så han lignede et stort spøgsmålstegn eller en som lige havde set en gris kom dansende forbi i en kjole. Hvorfor råbte hun pludselig? Skrid ud af hendes hovede? Hvem skulle skride ud af hendes hovede? Kirt rystede irriteret på hovedet over sine egne tanker og spørgsmål, så han lod det endnu engang lægge og brugte den samme sætning som hun havde brugt, blot inde i sine egne tanker. Som han havde håbet på, forsvandt spørgsmålene igen og han kunne ånde lettet ud over at hans hovede nu var tømt for alle de spørgsmål..
Han kiggede hen på hende igen med et neutralt ansigt og tog egentlig ikke de ord til sig, som hun før havde sagt. Kirt var ikke svag, det var en ting at han var sikker på. Hvis han ønskede det, kunne han skubbe alle former for følelser væk og blot være den kolde robot, som der ikke vil tage nogen fornærmelser til sig overhovedet. De kunne kalde ham lige hvad de ville, han ville ikke tage det på sig.
"Ja, mine systemer," sagde han og stoppede med at vride sin trøje, for at placere sine arme på kors og fortsat kiggge på hende, helt neutralt og roligt, som var det helt normalt at have systemer. "Mit navn er Kir, tidligere vampyrjæger og er halv robot, halvt menneske," han kiggede hende i øjnene, uden det mindste tegn på at alt det han sagde blot var en joke. Man kunne se og hører på ham at han mente det alvorligt.. En ny dråbe vand faldt ned fra hans hård og landte på jorden, alt imens en lun vind blæste forbi dem og gjorde stilheden imellem dem mere spændende. "Hvem er du?" Han så roligt på hende.

"Kirt, tidligere vampyrjæger, halvt robot, halvt menneske."
Hendes stemme var neutral, og ikke en følelse var gledet over hendes ansigt imens ordene passerede hendes læber - det ord der egentligt bare var en gentagelse af de ord der netop var blevet udtalt af Kirt. Delilah burde have chokbølger der blev sendt ned gennem hendes krop, men istedet voksede et smil der næsten virkede hånligt frem på hendes læber. Det var ikke fordi hun ikke troede ham, men dette smil var bare det smil der normalt indtog sin faste plads på hendes læber, når noget flabet skulle komme ud derfra.
"Hvorfor holdt du op med at være vampyrjæger? Blev du for svag? Kunne du ikke klare blodsugerne?"
Et let pust gled ud af hendes læber, som et næsten uhørlig latter. Derefter trak hun ild ind gennem læberne, og fortsatte med disse spørgsmål der strømmede ud af hende som et springvand.
"Halvt robot? Så hvad, du har ingen følelser? Og burde du egentligt ikke være kortsluttet i vandet?"
Hun hævede skeptisk et øjenbryn, og det var umuligt at tolke fra hendes ord og udtryk, at hun faktisk troede på hans ord. Derimod lød hun lettere mistroisk og hånlig, som troede hun at han jokede med hende. Det var dog ikke tilfældet. Men så snart han spurgte ind til hende, ændrede hendes holdning sig til den refleks der automatisk blev koblet til - Hendes hofte gled til siden, samtidig med at hun dansede nogle skridt frem. Dette var den reaktion hun for længst havde fået indøvet, idet hun brugte sin seksualitet som et våben. Og alt dette var ubevidst.
Delilah vidste selvfølgelig ikke at dette ikke fungerede sådan på Kirt.
Derfor stod hun kun nogle centimeter fra ham, da hun besvarede hans spørgsmål med en lav stemme.
"Mit navn er Delilah. Jeg er en succubus, lejemorder og ikke en person man skal fucke med medmindre man vil have revet sin hud af."
Hendes blik lå i hans i nogle sekunder, før hun snurrede omkring og gik imod sin pistol. Sekunder senere sad den endnu engang trygt i hendes våbenbælte.

Et håligt smil voksede på hendes læber. Normalt ville andre blive fornærmet og føle sig utilpas over hendes hånlige smil, men Kirt tog det ikke som hånligt og ville blot løfte på sine skuldre, så resten af de dråber vand der var på hans trøje vil falde til jorden. Da hun spurgte ind til det med at være en vampyr jægere og om blodsugerne blev for stærke for ham, sendte han hende blot et løftet øjenbryn og et ansigtudtryk der viste hvor lidt det egentlig rørte ham at hun stod og smilte hånligt. I stedet for at ligne et følelsemæssigt vrag, blandet af irratation og fornærmelser, så lignede han mere en rolig mand, som stod ud i sin have en sommerdag og fumlede med sten og græsplænen. Han rystede blidt på sit hovedet, inden han startede en øjenkontakt med hende igen og svarede på hendes spøgsmål.
"Nej, de blev ikke for stærke for mig, jeg stoppede fordi det var imod min vilje at dræbe dem," svarede han og kiggede fortsat roligt på hende med sine mørke øjne. "Det var min herres had til vampyrer der gjorde at jeg dræbte dem og også det at jeg blev skabt," Han kiggede ned på sit våbenbælte, for at teste om alle våbene var der. Da de var på plads, flakkede hans blik op i hendes igen. "Jeg blev til sidst for nysgerrig, så min herre ville slå mig ihjel, men jeg overlevede og lever nu mit eget liv," Han lagde sine arme på kors med en rolig bevægelse.. Der var intet tegn på at han blev irriteret eller fornærmet over spørgsmålene, han var så rolig som man overhovedet kunne værre, imens der stadig dryppede et par enkle dråber vand ned fra hans hår. "Jeg er halvt robot, hvilket vil sige at det meste af mig er en menneskekrop, derfor kan jeg sagtens være under vand," Som sagt virkede hendes forførende bevægelser ikke på ham, han forstod det ikke og lagde blot sit hoved på skrå, imens hun hviskede til ham.. En dæmon.. Deliah.. Det sagde ham intet, men det behøvede det jo heller ikke.. Man skulle ikke fucke med hende.. han overvejede at spørge hvad det betød, men droppede det og nikkede blot i stedet, inden han kørte en hånd igennem sit hår og kiggede rundt på omgivelserne. Indtil videre var der intet at se, men der var stadig varmt, så han skulle passe på.. Han smilte skævt og kiggede hen På deliah igen..

Hendes hånlige smil påvirkede ham ikke, men dette frembragte ikke en reaktion i Delilahs krop. Hun havde sjældent mødt en væsen hun ikke irriterede grusomt, og som ikke endte med at have en voldsom lyst til at flå hendes indvolde ud med en isske, sekunder inden de skilles. Delilah havde denne effekt på levende individer - Hun havde lært om pli og ydmyghed i sådan en grad, at hun nu var blottet for begge ting. Flabede kommentarer og fornærmelser var måden hun kommunikerede på, og hendes temperament lå så tæt på overfladen i hendes krop at det syntes umuligt for hende at holde det inde. Denne kombination gjorde at hun sjældent havde haft gode venner - men hun havde i sidste ende forladt alle dem hun havde elsket, fordi hun ville slå dem ihjel eller få dem slået ihjel ved at være sig selv hvis hun ikke forlod dem.
Delilah havde ofret så meget igennem hele sit liv, men der var ikke en chance for at hun ville fortælle dette til nogen. Hun havde ofret chancen for at få venner, for at forelske sig og få børn, og chancen for at få et liv hun kunne være stolt af. Et liv der på nogen måde var til at holde ud, var en chance hun for længst havde afstødt, og hun var nu tvunget til det liv hun havde valgt: Mord, blod, jagt og adrenalinkick.
Hvorfor skulle hun prøve at behage andre? Hvad var pointen? De ville hade hende i sidste ende alligevel, og de ville prøve at slå hende ihjel. Hun var mere værd død end levende, og det vidste alt for mange. Hun havde et utal af fjender der ville betale for hendes død, så selv dem hun troede var hendes venner ville have bedre af at hun var død. Hvorfor skulle hun prøve at få såkaldte venner? Fjender var nemmere at håndtere; Den vidste hun i det mindste hvordan hun skulle håndtere i sidste ende.
"Så du er bare for svag til at kunne slå ihjel? Dét er problemet? Istedet for at slå blodsugere der tager uskyliges liv ihjel, så valgte du at slå den ene person der kunne lide dig ihjel? Du er fandme en idiot, du er."
Hendes stemme var blottet for hånlighed denne gang, men istedet snoede en kølig rationalitet sig ind og ud af hendes toner, som en slange der udforskede et nyt territorium. Hun havde intet tilovers for folk der ikke kunne slå ihjel, idet de der ikke var rovdyr var byttedyr. Denne mand var et byttedyr.
Hun gjorde en hurtig håndbevægelse til hans ord om robotten, og trådte nogle skridt væk så hun stod og betragtede vandet med ryggen til ham. Hun var ikke bange for ham, og så ham heller ikke som en trussel. Han virkede ikke svag, men noget ved ham lod Delilahs alarmklokker hænge slapt og uberørt i hendes sind.
"Fint, så bliv du her ved vandet og sop lidt rundt, så træner jeg."
Hun vendte sig imod ham, samtidig med at hun snoede armene om hinanden, og lagde dem stramt over kors ved hendes bryst. Hendes hår blafrede i den stille vind der efterhånden begyndte at tage til, imens hendes krop stod ubevægelig.

Elskede ham. Der tog hun skam fejl, hans herre havde aldrig elsket ham, men blot set ham som et våben, så han kunne gøre hævn overfor alle vampyrerne. Han havde aldrig haft elsket Kirt, aldrig, og havde han været bekymret for ham, så havde det været bekymringen for at miste sin ynglings psitol og ikke bekymringen for at miste en person som han elskede. I starten troede Kirt ikke selv på at han var et våben, men jo mere hans øjne blev åbnet, jo mere indså han sandheden, at han ikke var andet end en slave, en marionet dukke der gjorde alt hvad sin herre bad om. Den dag hans herre mistede livet, havde det ikke været planlagt at han skulle dø, det var planen at Kirt skulle dø, men pga. herren vrede faldt han udover klippen og forudsagede sin egen død.. Der havde Kirt mærket noget røre på sig inde i ham, et lille stik i hjertet, som han ikke kunne forklare.. Måske havde han haft holdt af sin herre, men herren havde ikke holdt af ham, og det havde han været klar over da han forsøgte at dræbe ham, ved at brænde ham på et bål. Men, heldigvis overlevede han takket være en modig shapeshifter, en pige som han skyldte sit eget liv. Det at hun viftede med sin hånd, fik ham bare til at løfte på et øjenbryn, inden han kiggede hen over vandet og over på en anden side, hvor han kunne spotte to skikkelser der var ude at gå. Han lod slet ikke mærke til det sidste hun sagde, faktisk hørte han det ingen gang, for han havde også på fornemelsen at det sikkert ikke var noget som der var værd at hører på. En idiot.. Det ord summede rundt i hovedet på ham, for at finde betydningen at det.. Den helt præcise betydning.. Der var så meget han skulle lærer, men alt det han ikke vidste, skjulte han bag en facade, så man ikke skulle tro at han ikke vidste så meget.. man kunne intet se i de mørke øjne.. Intet..
Han kiggede kort hen på Delilah, inden han gik direkte forbi hende med bestemte og tunge bevægelser, som en robots.. Han var ikke den som pjaskede rundt i vandet, men han vidste egentlig heller ikke hvor han skulle gå hen.. Lige da han skulle til at gå videre, kom et skud susende forbi ham, så han havde kunne mærke dets luftrtyk i nærheden at sit ansigt.. Overrasket kiggede han hen imod dem som skød, en flok betjente stod og pegede på dem med deres pistoler, som man kunne se ikke lå godt i deres hånd. Hvilket fik Kirt til at løfte sin egen pistol og rette den imod dem, men i stedet for at skyde dem, skød han pistolerne ud af hænderne på dem, så de stod og lignede et par skræmte høns.. Han puttede sin pistol tilbage i hylstret, uden at fortrække en mine på sit ansigt..
Betjentene kiggede skiftevis på Delilah og Kirt, som kunne de ikke vælge hvem de skulle gå imod.. Hvorfor de var efter dem var vel en helt anden sag..
"Læg våbene, også sker der jer intet," sagde en af dem, med en rystende stemme, som han prøvede at skjule ved at lyde tapper.. Kirt løftede blot på et øjenbryn af dem, så på dem som forstod de ikke en skid.. Hans krop var ubevægelig, han ventede blot på et næste trick, som betjentene ville tage..

Delilahs krop rev sig omkring som en snurretop, idet en lyd hamrede igennem luften med en højde der fik fugle omkring dem til at flakse op i dyb forskrækkelse og panik. Hendes fingre holdt sekundet senere en pistol op, og havde den rettet midt imellem øjnene på den forreste - allerede inden hun havde set hvem der skød og lignende rimeligt vigtige detaljer. Mennesker? Åh fandens! Det betød at de kunne forsøge at skyde hovedet af hende så meget som de ønskede, men hun havde ikke en chance for at lade sine egne skud blæse deres øjenhuler rene fra øjenæbler.
Hendes blik strejfede Kirt let, idet han skød pistolerne ud af deres hænder. Blærerøv. I det mindste skød han ikke hjernen ud af dem, idet dette ville tvinge hende til at være nødt til at ... Afkoble hans systemer, så at sige. Hendes blik gled tilbage til disse menneskebetjente, og lod pistolen finde vej tilbage i våbenbæltet, som var dette blot endnu et lettere ligegyldigt scenarie, som intet betød for resten af hendes liv. Om dette var sandt, ville hun aldrig vide. Måske kunne det have udviklet sig til noget andet, eller måske kunne hun have ændret sit syn på mennesker på dette tidspunkt. Eller også ville hun måske have fundet ud af hvorfor betjentene var efter dem.
Men i dette sekund var hun ligeglad. Hun skulle bare sørge for at hun ikke var tvunget til at skyde menneskene for at redde sit eget skind, fordi i så fald ville hun lade sig dø. Og det var ikke en del af hendes planer, på dette tidspunkt. Derfor sendte hun Kirt et kort blik, og et intetsigende smil.
"Hør, jeg gider sgu ikke rende væk fra en flok mennesker lige nu, for jeg skyder dem fandme ikke. Så jeg smutter. Farvel, Kirt. Husk at være våd."
Med denne udgangsreplik snurrede hun omkring, og satte i et løb der syntes imponerende hurtigt for hendes størrelse og race at være, og der gik ikke mange sekunder før hun var sunket ind i træernes skygge, og forsvundet imellem de træer, grene og kviste der dannede denne skov. Hendes skridt sank i et med ingenting, og hendes mørke hår der svingede som et pendul var det sidste man så inden hun forsvandt imellem træerne.

//Out.