you help me i help you //lailah//

S: den lukkede afdelings trænings sal
T: 14.00
O: vægte, keddelbells og et løbe bånd
V: overskyet
P: et par bukser, nogle gamle sko og en tank top

træning. det var det eneste han så frem til om dagen. han brugte alle de timer han kunne her. han elskede det, det var hans nye projekt. han så op da hans syge plejere kom ind i hallen "kom så Jack det er tid til du kommer tilbage til cellen" han så bare op "hvad er der lydas, kan du ikke lide mig mere. jeg troede vi havde et specielt forhold nu" han smilede til ham "jeg skulle møde dine små børn og din smukke kone. vi kunne have en picnic og tage på fiske tur med din søn" han smilede da de gav ham hans spænde trøje på. Lydas var forsvundet ud af syne, men han var ikke vigtig mere. han blev ført tilbage til hans celle.

Det smukke sorte hår kærtegnede blidt Lailahs ryg mens hun gik ned langs gaden. Alter egoet havde endnu engang overtaget hendes krop og de skumle planer var i gang igen. Hun havde hørt at en mand ved navn Jack White, var sindssyg og man skulle holde sig fra ham. Hvilket hun langt fra havde tænkt sig, for i øjeblikket var hun på vej hen imod hospitalet han var på. Hun havde brug for en back up hvis hendes planer gik i vasken og Jack ville passe perfekt til det job.
At komme ind på den lukkede afdeling var ikke så svær som man skulle tro, især ikke når man besad den samme evne som Lailah. Hendes blik flakkede ned på papiret hvor Jack’s værelse nummer stod. Hun så op og så på nummeret som hang ved siden af døren. Godt, de matchede. Hun drejede nøglen om og trådte selvsikkert ind i rummet. ’’Sig hej til prinsen på den hvide hest, Jack.’’ Sagde hun med et næsten kindflækkende smil. ’’Jeg har et tilbud du umuligt vil kunne sige nej til.’’ Hun smækkede døren i og lænede sig tilpas op ad væggen mens hun så på ham.

Jack sad i mørket af sin celle da en kvinde stemme kilede i hans øre "hvad for dig til at tro jeg mangler din hjælp" han satte sig i sin stol "jeg er en dæmon, jeg kan vente for evigt" han så rundt i sit lille rum og bevægede sig ind i skyggerne igen og gik lydløst op til døren og greb om tremmerne. hans lange reptil tunge slikkede sig om munden "meen jeg keder mig så måske kan du hjælpe mig, og jeg hjælper dig men først vil jeg gerne vide hvad jeg kan hjælpe dig med smukke dukke" han stirrede blankt ud i luften og lige på hendes krop men så lidt ved siden af i et spejl over på udleverings skranken hvor en kasse markeret 'JACK WHITE INSTITUERET PÅ UBESTEMT TID' han kunne høre hvisken fra kassen en lokkende mande stemme "ok ok jeg hjælper dig hvis du får mig ud herfra" han satte sig i sin stol og stirrede med sine grå øjne "kom så wonder woman vis mig hvad du kan" han vendte sig rundt "jeg går ingen vegne" han satte sig til at male et nyt maleri på sit bord skænket på grund af han ikke havde stukket nogen vagter ned i en måned

Lailah kunne ikke lade vær med at smile flabet over hans viljestyrke. Hun fnøs lidt over hans kommentar ''Jamen fint, hvis du vil sidde i en celle forevigt så vil jeg da ikke komme til undsætning.'' svarede hun kort tilbage og brød kontakten med hendes ryg og væggen.
Hun lagde hovedet på skrå over at han pludselig ombestemte sig. Hendes ene mundvig træk sig lidt op i den ene side mens hun vandrede de få meter hen ved siden af ham. ''Hvad du kan hjælpe mig med er ubetydeligt -'' begyndte hun. ''- lad os sige; at hvis jeg hjælper dig fri vil du til gengæld skylde mig en tjeneste.'' hun smilte tilfreds over sin betingelse. ''Husk på at jeg er din eneste rigtige kontakt til omverden, så jeg vil forslå dig at takke ja til mit tilbud.''
Ærligtalt havde hun aldrig fattet hvorfor man overhovedet valgte at spærre 'sindssyge' folk inde. Gjorde det dem ikke mere ustabile end de i forvejen var? Ingen havde godt af at sidde indespærret, så at spærre allerede ustabile folk inde som langt fra ville have godt af at blive afskåret fra omverden, var da dybt tåbelig og ulogisk. Man kunne så spørge hvad hun så synes man skulle gøre i stedet for, men det ville hun ikke helt kunne svare på. Måske sætte dem et sted hen hvor de dog ikke er helt afskåret fra omverden, et sted de kunne få hjælp og ikke et sted hvor de kun ser de samme person hver dag.
Hun fnøs kort af hans bemærkning. Wonder woman? Kort tid efter havde hun fået døren op. ''Hey White! Klar til at gå?'' hun gjorde en fin gestus med hænderne som førte ham ud af døren. At komme ud fra klinikken ville ikke blive noget problem på grund af hendes evne, hvor hun bare ville kunne 'sappe' dem som ikke tillod deres flygtning.