Help me, my parents are gone... I am all alone.. ~ Lailah

Dette emne kører i fortiden hvor Dominic blev forladt af sine forældre og han møder skytsenglen Lailah.
S: Valley of a thousand Winters.
O: Sne, og ingen væsner... Eller hvad?
T: Nat. 23:14.
V: Snevejr. Masser af grå skyer. Mega koldt. Fuldmåne.
P: Sort jakke, sort t-shirt indenunder. Natbukser, som er grå. Sorte støvler.
Emnet er beregnet til Lailah og Dominic.

Dominic gik forvirret rundt ude i sneen. Hvor var han? Hvor var mor og far?! Han græd lavt, små fine tårer gled ned af hans kinder, og han snøftede lavt. Han havde hørt nogle skridt ude i gangen, og som mange børn nok gjorde, ventede han på lyden stoppede. Da lyden havde stoppet, var han løbet ind til sine forældre, men de havde ikke været der... Sengen havde været tom. Han havde panikket. Han havde taget overtøj på, og skyndt sig udenfor. Faktisk, havde han bare løbet. Skyndt sig væk. Han havde været bange.
Og det var han stadig. Bange.. Ensom... Forvirret. Han tørrede tårerne væk i jakkens ærme, og kiggede rundt. Han frøs. Han rystede lavt i kroppen. Han var ved at give op. Han græd stadig, han kunne ikke holde op. Han var så alene... Hvor var hans forældre...? Han savnede sin mor... Sin far...
"Mooor!" Råbte han med en hjerteskærende stemme. "Faaar!" Han lød desperat, såret og bange. Han lagde armene om sig selv. Han satte sig ned i sneen, selvom det bare fik ham til at fryse endnu mere.
"Hjææælp!" Råbte han højt, og så rundt. Ingen var der... Han skulle dø... Skulle han ikke?... Han krympede sig sammen, og lukkede øjnene. Han lagde sig ned, parat til at dø...

Den bidende kulde, var sååå tæt på at forvandle alle de smukke, små og uskyldige snefnug, til hårde hagl kugler som ville tromme mod jorden. Lailah løftede blikket og så op mod den store måne, eller.... Det vil sige, at hun så på lidt af den store måne, den havde jo åbenbart valgt at lege gemmeleg med alle de store skyer, så det var lidt svært at se den.
Midt i hendes egne tanker blev hun afbrudt da vinden endelig havde ført et råb om hjælp, hen til Lailahs øregang så hjernen kunne registrere det. Lailah slog straks i skytsengle mode for at finde personen som trængte til hjælp.
hendes øjne flakkede rundt for at finde et tegn på liv, men da hun så endelig fandt noget... Var det ikke lige hvad hun forventede. En stor ulv stod med siden til Lailah og knurrede af noget. Lailahs blik søgte hen imod det som ulven knurrede af, det var en dreng.. På godt og vel de 13 - 14 år, men.. Hvad lavede han dog midt ude i ingenting helt alene!?
Ulven gjorde an til at springe på drengen, men lige da ulvens fødder løftede sig fra jorden, sprang Lailah på ulven så de trillede rundt et par gange. Automatisk gik hendes evne igang og ulven fik sendt et lyn igennem sig, så den døde.
//Husk på at når dette emne forgår i fortiden, har Lailah intet alter ego og hun kan endnu ikke kontrollere hendes evne //
Nu kunne Lailah forveksles med den afskyelige snemand, hun var fuldstændigt dækket med sne, og i en smuk bevægelse rystede hun det meste af sneen af sig, så det landede på jorden igen. Hun gik varsomt hen imod drengen med et lille smil på læberne. Hvor ville hun ønske hun bare kunne række hånden frem imod ham og knuge ham ind til sig så han kunne få varmen igen, for det var jo bestemt ikke varmt udenfor, især ikke når man ikke havde særlig meget tøj på. Men alt dette kunne hun ikke gøre, det ville sikkert bare skræmme ham for vid og sans og i værste tilfælde dræbe ham. Istedet sendte hun ham et varmt smil og satte sig på knæ foran ham. ''Hey.. Hvad laver du her ude så sent? Burde du ikke ligge derhjemme hos dine forældre?'' Hun tog hendes store hvide frakke af og afslørede nogle store hvide fjervinger ,hun lagde den om hans skuldre, den ville nok gå ham til skinnebenene da den næsten gik helt ned til Lailahs knæ. Inden under frakken havde hun en tyk, hvid strik trøje på samt nogle hvide bukser.

Lyden af en ulv der knurrede fik Dominic til at slå øjnene op. Han satte sig op, og kravlede lidt væk fra ulven. Tårerne trillede stadig ned af hans kinder, og han frøs så meget at han rystede ukontrolleret i kroppen. Han krøb sammen og ventede bare på ulvene skarpe tænder gennemborede ham. Men i stedet hørte han noget tumle rundt. Han kiggede hen imod ulven som tumlede rundt med en.. Snemand? Snekvinde? Han spærrede øjnene op da snekvinden rejste sig op. Ulven var død.. Han så skræmt på hende. Ville hun gøre ham fortræd?.. Han klynkede svagt, og hans tænder klaprede af kulde. Han stirrede på hende da hun satte sig på knæ foran ham, og ikke længere lignede en snekvinde. Hun var pæn.. Og havde vinger! De kom frem da hun trak jakken af og gav ham den. Han kiggede op over hendes hoved for at se om hun havde en glorie.. Nej.. Øv. Han blev lidt skuffet. Han trak hendes jakke tættere ind til sig og han fik varmen langsomt. Han kiggede op på hende med store bedende bange øjne.
"D-de væk.." Han snøftede og så ned. "J-jeg hørte nogle lyde ude i gangen.. Jeg ventede til lyden var holdt op.. Og da jeg kiggede inde i soveværelset.. Var de der ikke.. Heller ikke i resten af huset.." Han krympede sig sammen. "Jeg skak dø.." Han lød helt knust. Han kiggede på hende. "E-er du en engel?" Han spurgte forsigtigt. "Og vil du ikke nok hjælpe mig..." Hans øjne blev fyldt med tårer.

''Er de væk..?'' Lailah så overrasket på ham i et stykke tid, hvordan kunne de være væk? I hans alder, løb man jo gerne selv væk hjemme fra, måske var det også det han mente, men da han så begyndte med at uddybe sit korte svar, forstod Lailah det noget bedre. Også alligevel ikke, hvordan kunne de bare sådan blive væk! Lailah rakte en hånd frem mod ham for at lægge den på hans skulder, men trak den hurtigt til sig igen, da det ikke ville ende godt. ''Du skal ikke dø, høre du på mig! Du skal ikke dø, jeg skal nok hjælpe dig.'' Hun fremtvang et halvt smil på hendes læber, selvom det var svært. Hun havde mest af alt bare lyst til at fælde en tåre eller to også hjælpe ham.
Hun nikkede til hans spørgsmål og smilte lidt da han spurgte om hun ville hjælpe ham. ''Kom med mig, jeg kender et sted vi kan være natten over, også i morgen, skal jeg nok hjælpe dig med at finde dine forældre. Det lover jeg.'' Hun smilte og rejste sig op.
''Jeg kender en som skylder mig en tjeneste, der kan vi sagtens sove'' smilte hun mens de gik. Lailah havde engang reddet hans datter for at drukne, det var dog.... 40 år siden, og manden var vel nok omkring de 60 år, hvis han altså stadig levede.
Efter en lang gå tur nået de endelig frem til huset, det var et lille hus som ikke var så pænt uden på, men inden i skulle det vist nok være meget hyggeligt og trygt. Lailahs knoer ramte trædøren et par gange og efter kort tid, trådte der en mand frem og gjorde store øjne da han så Lailah.
''Du... Tak skæbne! Lailah! Du har ikke ændret dig siden den dag..'' Bag mandens store skæg kunne man se et stort smil. Selvom de ikke havde set hinanden i mange år, bød han hende velkommen med åbne arme og lukkede dem hurtigt ind i den varme stue. Lailah satte sig hen på Sofaen og regnede med at Dominic ville følge med hende. Manden satte sig overfor dem og kiggede med livlige øjne på Dominic og bagefter på Lailah. ''Nå, jeg kan se at du også har fået barn på.'' Han lo kort og talte så videre. ''Ja jeg håber at du passer bedre på ham, end jeg passede på min lille skat.'' Han lo endnu engang og sendte så et nik i retningen af Dominic. ''Faktisk så.. Er han ikke min, hans forældre er blevet væk, så jeg tænkte om vi ikke kunne overnatte her?'' Dagen efter Lailah havde reddet hans datter, overnattede hun også der, hun gav endda hendes gamle bamse til hans datter. ''Selvfølgelig, du ved hvor du skal han'' sagde han og pegede op mod trappen. ''Kom med.'' Sagde hun til Dominic. ''Jeg hedder forresten Lailah, hvis du ikke allerede har gættet det.'' Sagde hun mens de gik op ad trappen. Den første dør på venstre hånd åbnede hun og lod ham komme først ind. Det var mandens piges gamle værelse, det kunne man se fordi der var så meget legetøj derinde, der iblandt Lailahs gamle bamse. Hr. Pelle. Midt i alt rodet var der en stor seng, lidt over dobbelt, lavet af noget fint, lyserødt silkestof. ''Lig dig hen i sengen.'' Smilede hun, mens hun vendte ryggen til ham for at finde noget frem som lagde på gulvet.
Hr. Pelle, den tapre bamse, der tidligere forhindrede nattens uhyrer i at kravle ud fra sit skjul, under sengen og snuppe Lailah, havde lagt gemt væk, i et hjørne, i omkring 40 år, men den følelse som hun havde fået i maven efter at have set Drengen, fik hende til at genkende sig selv i ham og hun følte medlidenhed. Hr. Pelle, en som hun kunne føle sig tryg ved og en som hun stolede på, det lød meget barnligt, men nogle gange var det okay at være barnlig, tog hun op fra gulvet og gav den til Dominic. Den bamse havde hjulpet Lailah igennem mange svære tider, og nu skulle den også gerne hjælpe ham. ''Hør.. Jeg ved det kan være svært, men hvis du ligger dig til at sove nu... Så finder vi dine forældre i morgen, og hvis ikke vi finder dem, så hvis du vil... Skal jeg nok tage mig af dig.''

Dominic snøftede lavt og lagde armene om sig selv. Han nikkede. "Ja, de er væk..." Han kiggede trist op på hende. "Tror du de efterlod mig med vilje?" Han spurgte forsigtigt. det var tydeligt at se han snart ville bryde sammen.. Han troede han var helt alene.. Han kiggede spørgende på hende da hun ville lægge sin hånd på hans skulder, men ikke gjorde det alligevel. Han var da ikke så afskyelig? Var han? Han kiggede ned da hun snakkede igen. "Tak." Han nikkede langsomt.
Han kigged op på hende igen, og nikkede langsomt. "Okay.." Han rejste sig op. Han var glad for at hun ville hjælpe ham. Han havde lyst til at kramme hende, men det virkede ikke som om hun ville røre ham. Så det kunne også være lige meget. Han nikkede blot til det hun sagde. Han blev tavs. Han hoppede lidt i sneen, han elskede jo sne, han var jo et barn. Han trak jakken tættere om sig, og kiggede betragtende på hende med et beundrende blik. Altså, ment sådan at han syntes hun var sej og venlig. Han fulgte glad efter hende. Han var dog stadig tavs.
Dominic var blevet træt. Han så temmelig bleg og træt ud. Han gabte og strakte sig. Han kiggede nysgerrigt på manden der åbnede døren. Dominic stod lidt bag Lailah, da han følte sig tryg ved hende, og han var temmelig genert. Han fulgte med indenfor, og tog høfligt sin jakke og sko af. Han kiggede nysgerrigt rundt, men rørte ikke ved noget for at være høflig. Dominic satte sig ved siden af Lailah i sofaen, og kiggede skiftevis på hende og manden. Dominic rynkede lidt på panden. Fået barn på? Det forstod han ikke... Da Lailah begyndte at snakke forstod han. Manden havde troet at han var Lailahs barn. Han rømmede sig og bed sig i underlæben for ikke at grine. Han kiggede på Lailah og smilede da hun sagde han skulle følge med. Han rejste sig, og fulgte med. "Jeg hedder Dominic." Han havde gættet hendes navn var Lailah. Han smilede stort til hende. Dominic så sig omkring i værelset, og smilede skævt. Han gjorde som hun sagde, og satte sig på sengen. Han sad i midten af sengen og så rundt. Han kiggede på bamsen hun rakte ham. Han tog imod den, og undersøgte den. Han krammede den ind til sig, nærmest for at gemme sig. Han kiggede på hende med dådyr øjne. "Du skal ikke tage dig af mig bare fordi du føler dig forpligtet til det..." Han ville ikke være en byrde for hende. Han trak dynen over sig da han havde lagt sig ned. Han havde stadig knuget bamsen ind til sig, derved brystkassen. Han kiggede på hende. "Hvorfor tør du ikke at røre mig?" Spurgte han lidt forsigtigt.

''Hør her... Lige meget hvad der end er sket, så har de ikke efterladt dig med vilje, det tror jeg simpelthen ikke på.'' Et lille smil spillede over hendes læber. Tog man en helt tilfældig familie, var chancen stor for at forældrene slog og ikke var særlige gode ved deres børn, men det betyder ikke at de ikke elsker en, de prøver vel bare at lære børnene om alt det grusomme i verden. Det var i hvert fald det som Lailah havde fået fortalt da hun var mindre, også selvom hun ikke selv blev slået. I bund og grund, troede Lailah ikke at de havde forladt drengen uden nogen god grund.
Efter lidt tid så Lailah ikke mere den fortabte sjæl, som næsten lige havde sat i sneen og grædt, og hvis hun ikke havde været der... Ja, hvem ved hvad der så var sket? Måske var han død. Men nu så hun en glad dreng hoppe rundt i sneen, det gav hende en kildende fornemmelse i maven som på automatik fik hende til at smile.
Om han havde taget høflighed masken på da de trådte ind i huset, kunne hun ikke gennemskue, men hvis det var, så det ud til at han var ved at tabe masken da manden troede at han var Lailahs barn.. Okay, det var lidt sjovt.... De mindede langt fra for hinanden, hendes hud var meget lys og hendes hår var hvidt, det var ret så modsat med Dominic. Han var mere mørk i huden også havde han mørkt hår.
Hun følte sig ikke ligefrem forpligtet til at tage sig af ham, men.. Hun havde det mere som ala en mormor. En mormor som stod tilbage med sit barnebarn, og hun var den eneste i familien som var tilbage og kunne tage sig ordentlig af ham og passe på ham. Sådan havde hun det. Hun undlod at svare og rystede i stedet på hovedet med et smil, og satte sig hen på en stol ved siden af sengen.
Nogle blandede følelser skyldte igennem hende da han spurgte hvorfor hun ikke ville røre ham, det var jo ikke fordi hun ikke ville røre ham for da de var ude midt i ingenting, havde hun jo bare lyst til at tage ham i hånden så han kunne føle en form for tryghed, men det kunne hun ikke... Ikke uden at skade ham. ''Hvis jeg kommer i kontakt med dig, så vil du få sendt et lyn igennem dig og det vil skade dig meget. I værste tilfælde vil du dø af det.'' Hun sendte ham et skævt smil og gned hendes hænder lidt i hinanden, på en yderst nervøs måde. Ville han løbe væk og råbe 'MONSTER!!' eller blive lammet af chok? Sekunderne skred frem ad i sneglefart, det var som om alting var gået i stå mens hun ventede på en reaktion.

Dominic sukkede lavt over hendes ord, og så ned. Hvis det var hvad hun troede, måtte det jo være sandt... Tænkte han. Men hvad hvis de havde efterladt ham bare sådan uden videre? Og levede de overhovedet? Han sukkede lavt, og gemte sig yderligere under dynen. "Men hvad hvis de har forladt mig med vilje? Mine forældre har altid behandlet mig anderledes, end andre forældre har ved deres børn." De havde slået ham. Nogen gange ladet ham sulte.. Hans mor havde også nogle gange stivnet midt i det hele. Hver gang Dominic havde spurgt om hvad der var galt siden hun stivnede, blev han slået og låst inde på værelset. Han havde ikke forstået det. Hvad havde han dog gjort galt? Men nu betød det ikke så meget. Nu var hans forældre væk... Nu skulle de findes! Og måske... Måske indså de at han ikke kun var til at skamme sig over, og slå.
Lailah og Dominic lignede slet slet slet ikke hinanden. Dominic havde også undret sig da manden havde spurgt om hun havde fået barn på, og havde set på Dominic. Men nu var manden jo også ældre... Så der var intet at undre sig over. Dominic så Lailah som en storesøster. En storesøster der var mega sej, og var en engel! Men noget undrede ham. Hun havde dræbt ulven. Var det ikke imod guds vilje, eller sådan noget? Og hvad var han? HAn havde altid haft en forkærlighed for blod, og hans far havde haft det samme. Hans mor havde altid haft nogle lig inde i sin seng, nøgne mande lig. Dominic havde aldrig turdet spørge om hvorfor hun var Dominics far utro, for tænk hvis han spurgte og fik skæld ud samt blev slået? Dominic fulgte hende med øjnene da hun gik hen og satte sig på stolen der stod ved siden af sengen. Han satte sig op, lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede hende. Der var blandet følelser hos hende, kunne han fornemme. Men han havde aldrig forstået hvorfor han kunne fornemme folks følelser. "Sendt et lyn igennem mig?" Han rynkede lidt på panden... Men brød så ud i et stort smil. Han rejste sig op i sengen, og hoppede ned fra den. "Det var sådan du slog ulven ihjel!" Sagde han glad, og hoppede rundt, af glæde. "Hvilken sej evne du har! Den er sejere end den min mor har! Hun kan se ind i fremtiden, men lyn er meget mere sejere!" Han hoppede op i sengen igen. Hans hår strittede udover det hele. "Jeg kan fornemme folks følelser, kan du også det? Er det en normal ting at kunne det?" Han så spørgende på hende. "Men du slog jo ulven ihjel! Er du falden engel? En falden engel med hvide vinger! Sejt!" Han grinede, faldt ned i sengen, og gemte sig under dynen mens han grinede.

Hun havde ikke lyst til at besvare hans spørgsmål med hensyn til hans forældre. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, som små søde bobler der gned sig op af kraniet. Hun ville gerne fortælle ham at hans forældre ikke bare havde forladt ham, at de elskede ham og aldrig ville kunne finde på at gøre sådan noget, - Hvilket så ville føre frem til, at de enten var blevet dræbt eller bortført - lige meget hvad, så ville hun ikke give ham et ordentlig svar uden at lyve, for hun vidste jo ingenting om hans forældre... Og egentlig heller ikke om ham.
''Domi... -'' prøvede hun, dog uden helt at kunne færdiggøre sin sætning. Et lille håb om at ordene bare ville flyde ud af munden på hende uden hun tænkte over det, forsvandt. Først efter lidt tid gik det op for hende, at hun allerede havde givet ham et kælenavn. *Domi......* tænkte hun med et lille smil foldet ud på læberne, hvorefter hun fortsatte for at gøre en ende på hendes sætning. ''- Jeg ved ikke om dine forældre har forladt dig, men en ting er sikkert. Jeg vil ikke lade dig i stikken!''
Hun så afventende på ham da han rynkede på panden, og gjorde sig klar til alle mulige nedgørende kommentare, men de kom aldrig. I stedet brød han ud i et stort smil og sprang ned fra sengen.
''Ja det var sådan jeg slog ulven ihjel men-'' hun fik ikke snakket færdigt inden han talte videre. Man skulle ikke tro det, men Lailah var faktisk på randen til at græde. Hendes evne var ikke spor sej, det var mere en forbandelse! Hun kunne ikke røre ved nogen uden at skade dem, ikke føle sig ordenlig tryg ved nogen og hun ville aldrig komme til at mærke et kram fra en hun holdt af.. Hun blev endnu mere trist af at tænke på det.
''Nej, jeg kan ikke fornemme andre folk følelser'' hun fremtvang et lille grin, for at glemme sin egen ulykkelighed. ''Det er din specielle evne!'' hendes smil blev bredere, da hans gode humor smittede af på hende.
''Jeg er en skytsengel min ven, jeg skal vælge én person, som jeg skal beskytte resten af mit liv'' grinede hun. En falden engel med hvide vinger? Det fik hende bare til at grine endnu mere. Den dreng... Var noget specielt, han var så glad og frisk, hun kunne ikke lade vær med selv at blive glad i hans selskab.
To bankende lyde kunne høres og ind ad døren kom manden.
''Lailah.. Kan jeg lige tale med dig?'' Manden så ikke helt så glad ud mere som han var der de kom, han så mere... Bange ud?
''Selvfølgelig'' svarede Lailah, rejste sig op og gik hen imod døren.
''Jeg kommer lige om lidt Dominic'' hun kiggede tilbage på Dominic og sendte ham et smil inden hun lukkede døren bag sig. Mandens mund var en streg, og helt uden at sige noget rakte han en krøllet seddel til Lailah som straks tog imod den og foldede den ud.
Med en flot, kursiv håndskrift stod der:

Kære Dominic.

Din mor har fået et syn om dig som dræber os, efter du er blevet 18 år. Det kan vi ikke lade ske, så vi har valgt at forlade dig.

- Mor og far

Det var ikke meget der stod, det var kort og præcist, hvilket det jo selvfølgelig også kun behøvede at være.
''Hvor har du fundet det henne!?'' Lailah så hårdt på manden som stirrede stift ud i luften, som om han troede at Dominic kunne finde på at dræbe ham. Hvilket Lailah var ret sikker på, at han ikke ville kunne gøre! I hvert fald ikke endnu......
''I hans jakke lomme.. Jeg ved godt jeg ikke burde havde rodet i hans jakke, men du kender mig! Jeg har og vil altid være en tyv!'' han holdt en kort pause med et suk inden han fortsatte. ''Lailah.. Jeg vil have ham ud af mit hus, nu!'' og med de ord, forsvandt han ned af trappen igen. Lailah krøllet papiret sammen og gemte det i hendes hånd, inden hun trådte ind på værelset igen. ''Dominic..? Vi bliver nød til at tage afsted nu...'' Hun sendte ham et nervøst smil, mens hun stod med hænderne omme bah ryggen.

Domi? Var det hans kælenavn? Dominic, Domi... Hm.. Ja, det var det nok! Sejt! Han havde fået et rigtigt kælenavn! Ikke som alle de øgenavne hans forældre havde givet ham, som; idiot, svækling, halvhjerne, satan. Sådan nogle øgenavne var det. Han kunne ikke finde ud af om det var gode eller dårlige øgenavne.. Han havde levet med dem. Han var også blevet kaldt en fejl engang. Noget med det ikke havde været meningen at hans forældre ville have børn åbenbart. Han forstod det dog ikke. Overhovedet. Han så spændt på Lailah med et stort smil... Som om han ikke lige havde mistet sine forældre.
"Domi? Er det mit kælenavn? Det er anderledes end de øgenavne mine forældre gav mig! Det lyder ikke som skæld ud, nemlig. De kaldte mig foreksempel for en svækling. Er det dårligt eller godt?" Han så spørgende på hende mens han hoppede lidt på sengen. Han var en smule hyper. Dog satte han sig ned igen over hendes næste ord. Hun ville ikke lade ham stikke i ryggen... Glæden voksede sig yderligere inde i ham. Han smilede taknemmeligt til hende og hoppede igen op på sengen.
"Tak Lailah!" Han ville gerne give hende et kram, men... Han ville gerne leve. Så for ikke at virke som en der havde tænkt på at kramme hende, hoppede han bare på sengen med et glad grin.
Han satte sig høfligt ned på sengen igen og betragtede hende med et smil. Ha var glad for at Lailah var der. Han stolede allerede på hende. Hun var som den seje storesøster han aldrig havde fået. Han foldede hænderne i skødet og lagde hovedet lidt på skrå.
"Hvorfor er du så trist lige pludselig, Lailah?" Spurgte han nervøst. Havde han gjort noget forkert? Han kunne fornemme hun var ked af det, trist. Han kunne ikke lide det... Havde han gjort noget forkert? Han ville ikke gøre hende trist med vilje.
"Min evne? Ej hvor sejt!" Sagde han pavestolt og grinede glad. Sejt, han havde en evne! Hvor awesome! Han kunne godt lide at hun blev glad igen.
" skytsengel? Har du så fundet en du skal beskytte?" Spurgte han nysgerrigt og betragtede hende.


Da der blev banket på døren smilede Dominic høfligt til manden. Hm... Manden virkede bange for nogen... Da vel ikke Lailah?! Hun var da så sød! Det kunne heller ikke være ham, kunne det?! Han nikkede til Lailah da hun gik ud. Han ventede pænt på hun kom ind igen.

Da hun kom ind igen, og sagde de skulle afsted.. Spærrede han øjnene op og rejste sig. "Hvorfor?! Vi er jo lige kommet!" Han betragtede hende.. Gemte hun noget bag ryggen? Hurtigt gik han over til hende og tog sedlen, uden at røre ved hende. Han læste den hurtigt, han havde fået hjemme undervisning. Han stivnede da han var færdig med at læse og trak vejret hurtigere. Tårerne gled ned af hans kinder... Det var derfor at manden ville have dem ud af huset... Det var på grund af Dominic.
Han kastede sedlen væk, og kiggede på Lailah. "Det kunne jeg aldrig finde på!!! De lyver!!!" Skreg han grådkvalt, og stormede ud af værelset. Han løb ned af trapperne, fik hurtigt sko og jakke på, og løb væk fra huset så hurtigt han kunne.